FISKEMAMA Man kan holde så meget af at fiske, at man næsten ikke sanser andet. Ingelise Frier har været ramt af feberen hele sit liv og formået at give den videre til generationer af lystfiskere. Af Søren Skarby ss@sportsfiskeren.dk
Stangen bliver rigget til med små, hurtige bevægelser. Fisketøjet springer hun nærmest i. Det er ingen overdrivelse, at for Ingelise foregår al gang i løb. En Mepps bliver bundet i enden af linen og rygsækken taget på. Til sidst kommer pandebåndet på plads for at holde styr på håret. – Man har vel været hippie engang, smiler hun og peger ud over Lerkenfeldt Å. – Der, der og der tog jeg en havørred sidste gang, jeg var her. Lad os prøve at se, om der er flere. Vinden trækker skyerne hen over ådalen i samme høje tempo som Ingelises forberedelser. En gang imellem kommer der en kort, men hidsig byge. Ingelise går hurtigt ned ad lyngbakkerne. Nu skal der fiskes, og der er ingen tid at spilde. Hun er ikke ligefrem høj og forsvinder næsten i vegetation langs bredden. – Det er derfor, jeg fisker med gammeldags monofil. Fletline filtrer sig hele tiden ind i planterne, og så kan man bruge kostbar fisketid på at vikle knuder ud. Det gider jeg bare ikke, siger hun. Ingelise fisker med samme høje koncentration som en på sytten, der bare vil fange fisk. Spinneren lander med lange præcise kast oppe i strømmen. »Der«, kommer det fra hende, hver gang agnen passerer en kendt standplads.
62 Sportsfiskeren
– Jeg har elsket tørfluefiskeri lige siden, jeg prøvede det første gang. Det har jeg overført til spinnestangen. Næsten alle mine kast går mod strømmen. Et hus ved åen Ingelise har fisket længe. Og meget. Faktisk hele sit liv. Hendes far tog hende med ud at fiske første gang, da hun var tre. Det er tres år siden nu, og alt fra bopæl, til erhverv og ægtefælle, har handlet om lystfiskeri. Manden, Jens-Ole, mødte hun som kun femtenårig på et af forbundets juniorlederkurser. Da de begge var uddannet, hun som lærer og han som biolog, tog de en passer og tegnede på et kort en cirkel et godt stykke mod nord i Jylland. Inden for cirklen lå adskillige åer. Her ville de bo. Og det gør de stadig. Derfor ligger Lerkenfeldt Å kun 200 m væk, når man går gennem baghaven. Ingelise lægger endnu et kast op af åen. Spinneren når ikke langt. – Så er den der, kommer det tørt fra hende. Havørreden søger ind under bredden under hende, men den bliver rutineret guidet ud igen. Den beslutter sig i stedet for at køre rundt i store cirkler. – Jeg har altid overladt de bedste pladser til drengene. De skulle jo have noget ud af det. Med drengene mener Ingelise eleverne på Ålestrup Naturefterskole. Hun var med til at starte skolen i 1997 og var leder af lystfiskerlinien, til hun gik på pension for tre år siden. »
8 // Oktober 2014
