Indblik 2 2019 by Danmarks Sportsfiskerforbund

DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND

SPORTSFISKEREN

INDBLIK

02 2 019

~ Lystfiskeri med holdning ~

ÅEN FÅR DET SIDSTE ORD

JORDREFORM SKAL LØSE NATUR-, MILJØ OG KLIMAPROBLEMER

DA LAKSEN VENDTE HJEM TIL OMME Å

TEMA

Ådale I årtier er åer og ådale blevet mishandlet. Det har haft store konsekvenser for vores natur og miljø og skabt oversvømmelser på marker og i byer. Indblik sætter fokus på problemet og løsningen.

~ Leder ~

"Vi er grundlæggende nødt til at arbejde med og ikke mod naturlovene. Vi er nødt til at slippe naturen og åen fri i ådalene" ˜ Verner W. Hansen, formand ˜

SLIP NATUREN FRI I ÅDALENE Gennem de senere år har der været stigende problemer med, at landbruget får mere vand på deres marker i de vandløbsnære områder. Samtidig udsættes byerne hyppigere for store oversvømmelser i forbindelse ekstreme nedbørshændelser som følge af klimaforandringerne. Det betyder, at de danske vandløb fremover skal kunne håndtere kraftige skybrud og øgede vandmængder samtidig med, at vi sikrer gode naturforhold i og omkring vores vandløb. Det er vi sådan set også forpligtet til i henhold til EU’s natur- og miljøbeskyttelsesdirektiver. Der er derfor brug for intelligente løsninger, der kan tilgodese både natur, miljø og landbrug – og også gerne muligheden for at dyrke lystfiskeri i vores åer. Indtil nu har årtiers arbejde med at udrette åer, grave dem dybere og hårdhændet vedligeholdelse slået fejl. Det er metoder, der ikke virker. Metoder, der er i direkte modstrid med åens naturlige dynamik. Og det er hovedårsagen til, at vi i dag netop oplever problemer med oversvømmelser og med udvaskning af kvælstof og fosfor. Løsningen er ikke enkel, men den findes heldigvis. Vi er grundlæggende nødt til at arbejde med og ikke mod naturlovene. Vi er nødt til at slippe naturen og åen fri i ådalene. I Danmarks Sportsfiskerforbund ønsker vi derfor en gennemgribende jordreform. En jordreform, der har til formål

at ekstensivere den landbrugsmæssige drift på de vandløbsnære arealer, der ikke længere er dyrkningssikre. I stedet bør der genindføres tidligere tiders driftsformer, hvor periodevise oversvømmelser af engene i vinterperioden og ved større nedbørshændelser var helt naturlige og en fordel for landmanden. Det vil være løsninger, der medfører flere fordele: • De å-nære arealer kan indgå som buffer til "vand parkering". • Næringsstoffer fjernes og CO2-udledningen begrænses. • Vandløbene sikres en variation, hvor grødeskæring kan udelades eller begrænses til et minimum. • En rigere og mere varieret natur i vandløb og ådale. • Bedre muligheder for at udføre vandløbspleje til gavn for vores vilde fisk og for lystfiskeriet. Det står dog klart, at en jordreform kræver tid, penge og politisk vilje. Det er derfor nødvendigt, at vores politikere afsætter økonomiske midler, der gør det muligt at igangsætte en proces, hvor vi sikrer landbruget god dyrkningsjord og dermed sikrer ådale mod intensiv landbrugsdrift. Det vil på lang sigt være en god samfundsmæssig investering. For ved at omfordele jorden i ådalene kan vi løse de påtrængende klima- og miljøproblemer samtidig med, at vi skaber mere attraktive vilkår for landbruget og for borgerne – og for dig som lystfisker.

SPORTSFISKEREN

NUMMER 2

~ Tema: Ådale ~ Søren Møller, formand i Collective Impact Søren Astrup Jørgensen og Collective Impact

Danmark har behov for en jordreform Natur, miljø og klima er kommet på den politiske dagsorden. Det skyldes, at vi som vælgere finder det vigtigere end nogensinde før, og det kan føre til et nyt blik på vores vandløb og ådale. Ved at omfordele de ånære jorder, kan ådalene fungere som naturlige og naturrige klimaløsninger. Værktøjerne findes allerede - læs om dem her.

limaet ændrer sig. Vi oplever i stigende grad ekstremt vejr med meget nedbør og oversvømmelser til følge. Det går ofte hårdt ud over landbruget og byerne. Skal vi komme disse problemer til livs, vil det kræve genslyngning af vandløb og genetablering af den naturlige hydrologi på vandløbsnære enge. Kort sagt skal der være plads til, at åen går over sine bredder i perioder med meget nedbør. Dermed kan vandløbene igen komme til at fungere som buffer mod oversvømmelse af byer og marker nedstrøms. Den type naturlige løsninger vil i langt de fleste tilfælde være billigere end at etablere f.eks. kunstige dæmninger eller andre tekniske løsninger. Så når vi taler

NUMMER 2

COLLECTIVE IMPACT Collective Impact er en samarbejdsform udviklet af konsulentvirksomheden FSG. Samarbejdsformen bygger på, at nogle samfundsproblemer er for komplekse til, at én organisation eller person kan løse dem alene. Fælles proble mer skal løses i fællesskab på tværs af interesser og aktører. Og de skal løses med det langsigtede mål og den varige forandring for øje. Det er Realdania, der har taget initiativ til Collective Impact i Danmark.

SPORTSFISKEREN

om, at en jordreform er nødvendig, så kunne vi faktisk lige så godt have kaldt det en vandreform. Og uanset ordvalg så er bedre fiskevand ovenikøbet en integreret dags orden. Omfordel jorden i ådalene Både Regeringen, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet er for nyligt kommet med klimaudspil, og de indeholder alle initiativer om at udtage kulstofrige lavbundsjorde – blandt andet jorde i ådalene – fra landbrugsdrift. Det er centrale og afgørende initiativer, for når de tidligere moser, enge og strandenge, som det er tilfældet i dag, drænes og pløjes, omsættes jordens organiske indhold, hvormed jorderne udleder store mængder klimagas ser.

"Så når vi taler om, at en jord reform er nødvendig, så kunne vi faktisk lige så godt have kaldt det en vandreform. Og uanset ordvalg så er bedre fiskevand ovenikøbet en integreret dagsorden" Den gode nyhed er, at de klimaløsninger, som lavbundsarealerne kan bidrage med, også er løsninger, som vil forbedre vandmiljøet, skabe mere natur og bedre biodiversitet. Og det er netop disse synergier, som ligger til grund for tankerne om en multifunktionel jordfordeling som omdrejningspunkt for en kommende jordreform. Hvis vi gør det rigtigt, så vil vi også kunne fremme landbrugets

er ingen hurtige eller nemme løsninger, og gevinster kommer ikke uden investeringer. Men det er helt nødvendige investeringer, fordi alternativet – at lade stå til – ikke er en mulighed. Samarbejde, tid og økonomi Visionen om en landsdækkende jordreform har opbakning fra Bæredygtigt Landbrug, Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, KL, Dansk

ger. Der er 108.000 ha drænede, kulstofrige lavbundsjorde i Danmark. Selvom det svarer til blot fire procent af landbrugsarealet, udgør den årlige udledning af CO2 fra arealet 20-25 procent af landbrugets samlede CO2-udledning. Det er de samme arealer i engdrag og ådale, der kan fungere som filter for næringsstoffer og som vandparkering ved ekstrem nedbør, så byerne nedstrøms ikke oversvømmes. Historisk har vi tidligere gennemført reformer, der grundlæggende har ændret anvendelsen af det danske landskab i retning af mere landbrugsjord eller til veje og byggeri. Nu skal vi lidt den anden vej. Det er tidskrævende, og derfor skal vi i gang med det samme. Da der er store samfundsinteresser på spil, må samfundet være med til at betale processen og yde kompensation, når tidligere land-

rentabilitet og generationsskifte. Hvis tiltagene udvikles gennem lokal inddragelse og dialog, så vil de kunne understøtte engagement, fællesskab og landdistriktsudvikling, f.eks. ved at tænke adgangsmuligheder til natur og landskab ind. Der er store synergier mellem løsningerne, og vi har ikke råd til at lade være med at forfølge dem. Den alvorlige nyhed er, at det haster, og vi skal i gang nu, for det tager tid, inden effekterne slår igennem. Der

Skovforening, Landdistrikternes Fællesråd, DGI, Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Realdania. Og parterne er klar til at tage et medansvar for gennemførelsen. Det er en historisk ny situation. Der er samtidig bemærkelsesværdig stor, politisk enighed om, at netop lavbundsarealerne spiller en nøglerolle i intelligente klimaløsnin-

brugsjord får ny anvendelse. Det vi foreslår, kan for så vidt godt sammenlignes med byfornyelsen i de større byer, som vi over en årrække har brugt 80 milliarder på. Eller en jordreform – den største i 200 år – for på ny at fremtidssikre anvendelsen af vores landskaber. Nu er der brug for "landfornyelse", hvor vi løser påtrængende miljø- og klimaproblemer samtidig med, at vi skaber mere attraktive forhold for både erhverv og beboere.

Hensigten med multifunktionel jordfordeling er at løse flere udfordringer i og omkring ådalene på én gang. De tiltagende klimaproblemer med store nedbørsmængder er det mest tydelige og akutte problem, og når det løses ved multifunktionel jordfordeling, giver det samtidig mulighed for bl.a. at forbedre naturen, miljøet og de rekreative muligheder i det pågældende område.

SPORTSFISKEREN

NUMMER 2

DET ÅBNE LAND SOM DOBBELT RESSOURCE

Collective Impact arbejder på at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan en omfattende jordreform kan føres ud i livet. Jordfordeling er kompliceret og kræver både økonomi og tæt samarbejde myndigheder, lodsejere og lokalbefolkning imellem. Foreløbigt har regeringen, Socialdemokretiet og DF bevilget 150 mio. kroner til en jordfordelingsfond.

Det er at slå flere fluer med ét smæk. Staten skal ikke betale det hele, men der er brug for væsentlige investeringer, som kan sætte den gode spiral i gang. Lokal forankring er essentiel Visionen om en jordreform er at skabe rammerne for, hvordan vi forfølger verdensmål for bæredygtig udvikling lokalt. Det er vigtigt, at den femtedel af befolkningen, som bor på landet, er med i de nødvendige forandringer, der skal til i forhold til miljø og klima, så forandringerne også medfører, at det bliver mere attraktivt at bo på landet. Løsninger, som udvikles på denne måde, giver mere mening lokalt, end regler hvor løsninger trækkes ned over hovedet på folk. Vi skal drage nytte af den danske tradition for konsensusløsninger og folkeoplysning. Lystfiskere kender historien om Skjern Å, som først blev rettet ud af hensyn til landbrugsproduktion og så genslynget af hensyn til vandmiljøet i Ringkøbing Fjord. Og når vandløb igen får sin naturlige plads i landskabet, så indebærer det også forbedrede yngle- og levesteder for fisk. Genetableringen af Skjern Å har været et pionerprojekt – og har dermed også medført en masse diskussion. Men det dengang dyreste naturgenopretningsprojekt i Nordeuropa har været en god forretning – og det skyldes ikke mindst indtægterne fra lystfiskeri. Skjern Å er en stolthed og identitet for alle i området i dag. Kunsten er, hvordan vi får skabt sådanne forandringer uden at køre hen over lodsejerne, men at de også oplever et løft i herlighedsværdien, uden at det har ødelagt deres privatøkonomi. Pilotprojektet om multifunktionel jordfordeling på den nærliggende Lønborg Hede har igen modnet lysten til at arbejde videre med Skjern Å som nationalpark, fordi den multifunktionelle jordfordeling reelt inddrager lodsejerne

NUMMER 2

og ikke kommer med et færdigt projekt. Præcis de samme erfaringer har man gjort sig i Vejle Kommune i forbindelse med Omme Å-projektet. Der er altså rigtig mange gode projekter derude, og vi kan slå flere fluer med ét smæk. Du som lystfisker sidder garanteret med vigtig viden, som må bringes i spil, når de intelligente løsninger skal udformes. Og du spiller samtidig en vigtig afgørende rolle i, at der faktisk er økonomi og værdiskabelse i en jordreform.

Under projektet Det åbne land som dobbelt ressource arbejder bl.a. landbrugs organisationer og grønne organisationer i Collective Impact, herunder Danmarks Sportsfiskerforbund, på at finde langsigtede løsninger, der sikrer, at brugen af det åbne land gavner landbrug, natur og vandmiljø og samtidig skaber bedre muligheder for attrak tive landdistrikter og friluftsliv – herunder lystfiskeri. Visionen er en stor jord reform med multifunk tionel jordfordeling, der tager hensyn til klima, natur, landbrug og friluftsliv, som centralt redskab. Målet er, at jordreformen påbegyn des i 2022.

Den danske natur og biodiversitet er under pres, og samtidig er de indre danske farvande plaget af iltmangel og algevækst. En omfattende jordreform, hvor lavbundsarealer i ådalene tages ud af drift, vil både give mere natur og mindske kvælstofudvaskningen til havene.

SPORTSFISKEREN

~ Tema: Ådale ~ Bent Lauge Madsen Morten Rasmussen, Mette Mørk og Laif Schack-Nielsen

Åen får det sidste ord Åen er landskabets snedker. Det strømmende vand har energi, åen kan arbejde. Så længe åen har sit fald, vil den høvle af landskabet, forme sit løb og skabe sin ådal.

elv om ca. 96% af det strømmende vands energi omsættes til varme, er de resterende ca. 4% stærke nok til at brodere hele landskabet med

erosion. Å og bæk vil være brede og lavvandede. Det mindsker erosionen og sandvandringen.

ådale, drive vandmøller, rive sand og grus løs og til at transportere det ud i havet. Før eller siden ender alt, også Himmelbjerget, sandkorn for sandkorn, ude i havet. Det kommer tilbage, men først efter en flere hundrede millioner år lang rejse gennem Jordens smeltedigel. Naturlovene, der former åen og dens dal, er ikke til forhandling. Laver vi åen om, vil den arbejde på at finde tilbage i sit eget billede. Vi kan lave nok så mange vandløbslove: Åen får det sidste ord. På forunderlig vis økonomiserer åen med kræfterne, så den får mest muligt arbejde ud af så få kræfter som muligt. Det er en gammelkendt naturlov, ikke kun for vandløb. De samme love gælder for planetbaner, hav- og luftstrømme og en bøjet savklinge. Det kan fysikerne forklare med matematik, men det lader vi ligge her. Den "mest økonomiske" vej for ådalenes å er den slyngede mæanderform. Den stjæler noget af faldet, vejen bliver jo længere. Så mindskes strømmens kræfter og dermed bliver mindre grus og sand revet med af åen, erosionen bliver mindre. Selve mæanderkurven har et forløb, der fra punkt til punkt ændrer sig mindst muligt. Den er ikke en sinuskurve, selv om nogle kalder den det. Helt naturligt stræber vandløb mod mindst mulig vanddybde: Vandets vægt tæller på lige fod med strømmens hastighed, når det handler om

igen bliver plads i åen. Åens dybde og bredde er tilpasset de moderate vandføringer. Hvordan åen kan "vide", hvornår det er på tide at lade vandet gå over bredden, ja, det er en hemmelighed, som åen holder for sig selv. Jeg ved det i hvert tilfælde ikke. Med sig tager vandet grus, sand, ler og mudder. Gruset når ikke langt. Det kan ligge som en lille vold, et levee, på kanten. Men sand, ler og mudder bundfældes, så langt vandet når over ådalen. Sådan bygger åen selv det leje, åsengen, den snedkererer sit evigt skiftende løb i. Åen skaber også selv ådalen: Mæandrene flytter sig ikke blot ned ad åen, cirka en meter om året. De flytter sig også sidelæns, og når de rammer åsengens kant, tager de en bid af "højlandet". Snart i den venstre side, snart i den højre. "Snart" kan være 50 eller hundrede, måske hundreder år. Ådalen bliver bredere og bredere.

Åens to ansigter Ådalens å har sin sikkerhedsventil, sit nødspor, hvor de store, ødelæggende afstrømninger kan hvile, indtil der

Gudenå-tilløbet Gjern Å viser sine to ansigter: Når "vinteren rinder i grøft og i grav" går åen over sine bredder og parkerer vandet på åsengen. Det skåner åens bund og brinker, og det mindsker oversvømmelserne længere nedstrøms i Gudenåen.

Når vandet i åsengen senere, stille og roligt, siver tilbage til åen, efterlader det sand og mudder. Sådan bygges åsengen op til en frugtbar eng. Når åens vand står lavt, kan man se, hvordan engen er bygget op i lag på lag, næten som "årringe".

SPORTSFISKEREN

Ådalen fortæller historie Ådalen er en historiebog, hvor vi kan læse, hvordan dalen er blevet til og har udviklet sig. Nogle af de store, brede dale, tunneldalene, blev gravet ud af vandet under istidens gletsjere. Men deres historie kan gå meget længere tilbage, mange millioner år, hvor jordskælv har dannet dybe sprækkedale i undergrunden, som isen og vandet fulgte. Men det store "tømrerarbejde", der præger vores

NUMMER 2

SPORTSFISKEREN

Vejle Ådal. Når vi genslynger og genopretter ådalens å, som her ved Haraldskær, får vi en bedre natur. Men vi kan ikke forvente, at den oprindelige natur kommer tilbage. Meget er uigenkaldeligt forandret.

ådale i dag, blev gjort, da isen trak sig tilbage, og vældige vandmasser skulle væk. Hvad der er sket siden, gennem ca. 10.000 år, er snedkerens finpudsning. Fortidens brede åsenge fra smeltevandet, er nu synlige som flade "hylder", terrasser, over de nuværende åsenge. En anden ådalshistorie er engene som det gamle landbrugs livsnerve. Markerne blev udpint, fordi gødningsstofferne, hvor lidt der end var dengang, sivede væk til åen. Noget kom tilbage til engen, når åen svømmede over. Her græssede kreaturerne om sommeren, her høstede man hø, som kreaturerne levede af om vinteren. Deres gødning blev spredt på de udpinte marker, så de kunne bære en ny, om end mager, høst. "Engen er agerens moder," sagde

BLÅ BOG Ferskvandbiologen Bent Lauge Madsen, født i 1934, er især kendt som åmanden, der passer på vore vandløb. Han er arkitekten bag den nye vandløbslov, der har bragt slyngninger, liv og fisk tilbage til vandløbene. Men han er også biologen, der gennem sit lange liv ude ved åer og bække, sommer og vinter, dage og nætter, har fået stort kendskab til smådyrenes liv derude. Kilde: Naturhistorier fra å og bæk, Forlaget Epsilon.

"Naturlovene, der former åen og dens dal, er ikke til forhandling. Laver vi åen om, vil den arbejde på at finde tilbage i sit eget billede. Vi kan lave nok så mange vandløbslove: Åen får det sidste ord." 58

SPORTSFISKEREN

man. Ikke sært, at hver bondegård havde hver sin englod. Fra midt i 1700-tallet lærte man at styre vandet, så det kom på engen, når der var brug for det, og væk fra engen, når høet skulle høstes. Åens vand blev stemmet op eller løftet med et vandhjul og sendt gennem kanaler og render ud over sommerengen. Stadigvæk var afgrøden hø, vinterfoder, der i sidste ende gødede de tørre marker. Engvandingen var afgørende for hedens opdyrkning. Den store forvandling Fra midt i 1800-tallet vandt det modsatte frem: Afvanding. Man sænkede vandstanden ved at rette åer og bække ud og grave dem dybere. Korn, majs og kartofler afløste hø og græssende kreaturer. Storken forsvandt. I 1893 forklarede lærerinde Birgit Møller i sin bog: Naturhistorier for skole og hjem hvorfor: "Den nu næsten gennemførte dræning af enge og moser har således mange steder bevirket, at mindre vandløb, hvor storkene kunne finde deres føde, nu ligger tørre størstedelen af sommeren, for ved regnskyl hurtigt at gå over deres bredder". Det skulle blive meget værre. Den udrettede og uddybede å mistede sin "vandbremse", evnen til at moderere vandstrømmen. Strømmen fik flere kræfter til at grave løs af bund og sider. Da vi skilte åen og dens

NUMMER 2

åseng mistede åen sin sikkerhedsventil. Nu var der kun én vej for vand og sand: Nedstrøms og for fuld kraft. Hvad der blev skabt af afvanding opstrøms, gav oversvømmelser nedstrøms. Det lærte Holstebro på den hårde måde i 1973, efter man havde rettet Storåen ud opstrøms. Sådan noget vidste Valdemar Sejr, da han lavede Jyske lov i 1241: Du må ikke fløde (oversvømme) anden mands ager. Engen mistede sin evne til at holde åen ren. Før lagde åen sit mudder herop. Engen fangede jord fra pløjemarken, før det nåede åen. I den våde eng havde jordbunden iltsvind. Her var jernet låst fast. Her blev nitraten, kvælstof, der vaskede ud fra markerne, elimineret af bakterier, for hvem luftens ilt (O2) er gift. Men de kan ånde med nitrat (NO3), som siver ud fra de omliggende marker. Tilba-

og ender som ødelæggende okker. Nitraten bliver ikke afgasset, men får frit løb ud til fjordens alger. Det nyttige iltsvind i engen flytter ud som et ødelæggende iltsvind i fjorden.

ge er uskadelig kvælstofluft (N2). Vi siger, at nitraten "afgasser". Når man afvander engen, trænger ilten ned i den nu tørre engjord: Godt for afgrøderne, for nu kan rødderne ånde. Ilten låser "håndjernet" op, og det nu frigjorte jern forgifter åen

Åen er flere steder på vej til at få sin åseng tilbage, hvis den altså har kræfter til det. Faldet er jo mindsket. En af de første, der så muligheder for at skynde på, var Sportsfiskerens legendariske Børge Christensen. For 35 år siden skrev vi sammen kronikken

Åen får det sidste ord Ikke så snart engen var tør, begyndte naturen at finde vej tilbage. Igen er bakterier på spil, men nu nogle, der kan tåle ilt. De spiser løs af tørvebunden, som vi andre spiser rugbrød. Skive for skive fortærer de den indvundne jord, 1-2 cm om året. De indvundne marker bliver igen våde, fordi overfladen synker og kommer nærmere åens vandspejl. Marken sætter sig. Et kortsigtet modsvar er at grave åen endnu dybere. Det tager endnu mere af åens fald, og dermed åens evne til at føre vandet væk. Afvandingen i ådalene, især dem med tørvebund, var på lånt tid.

"Farvel Dalgas": Intensivt landbrug væk fra Ådalen, til gavn for landmanden, til glæde for os alle. Den var med til at starte marginaljordsdebatten. Resten er fortsatte gode historier om åer, der igen forenes med ådale. Men kun fantaster tror, at vi kan genskabe den oprindelige natur i ådalene. Som Johs. V. Jensen skrev med vandløb i tankerne: "Til barndommens land kan der ej valfartes. Thi det er, som et Atlantis, sunket i havet". Men vi har vist, at vi ved at samarbejde med åen kan genskabe og vedligeholde en god og rig ådalnatur.

Medlemstilbud Køb Bent Lauge Madsens po etiske bog, Naturhistorier fra og å og bæk, til medlems prisen 249,- på www.sportsfiskeren.dk/ webshop

Når vi overvejer at genslynge et vandløb, må vi undersøge, om der vil være et tilstrækkeligt fald tilbage i den nye å. Det er strømmen, ikke gravemaskinen, der skaber og vedligeholder den gode å.

NUMMER 2

SPORTSFISKEREN

~ Tema: Ådale ~

Andreas Findling-Rottem Palle Peter Skov

OMME Å

– majfluer og laks vender hjem For godt 50 år siden blev 4,5 km af Omme Å rettet ud og gravet dybere. Ved åen lå også syv dambrug med tilhørende opstemninger. Den var i en dårlig forfatning. Men i 2002 tog Vejle Amt de første skridt til at få genskabt en rig natur i Omme Ådal – i samarbejde med de lokale lodsejere. I dag er både majfluer og laks vendt tilbage.

er man 50 år tilbage, var det næsten som om, at man havde givet op på Omme Å. Store dele af åen var rettet ud, engarealerne var udlagt til landbrugsdrift og dambrugene lå som perler på en snor. På få år, fra 1940’erne til 1960’erne, var det snoede vandløb og den naturrige ådal blevet forvandlet til en lige kanal med landbrugs- og dambrugsdrift for øje. Men lige så hurtigt som åen var blevet lagt i lænker, ligeså hurtigt kom den senere på fode igen. Det var det daværende Vejle Amt, der tog initiativ til at genskabe naturen i ådalen, og som senere hen, i tæt samarbejde med de lokale lodsejere, fik ført visionerne om en frodig ådal og en å i god økologisk balance ud i livet.

SKET I OMME ÅDAL • Syv dambrugsopstemninger er fjernet. • 374 ha vådområde er etableret i ådalen og tilløb. • 5,5 km vandløb er genslynget. • Ca. 42 tons N og 600 kg P fjernes årligt. • 32 stryg er etableret. • Ca. 115 ha landbrugsjord er blevet til nyt græsland. • 11 km stier, fire p-pladser, madpakkehus, shelters og udsigtstårn er etableret.

SPORTSFISKEREN

– I 2002 gik Vejle Amt i gang med at lave forundersøgelser i Omme Ådal fra Farre til Ringive. Undersøgelsen blev foretaget dels med henblik på at nedlægge de syv opstemninger ved åens dambrug samt fjerne de syv styrt på strækningen og dels med henblik på at etablere et vådområde i ådalen. Hovedindsatsen i vådområdeprojektet var at hæve vandløbsbunden og genslynge åen, så det blev muligt at reducere udvaskningen af kvælstof og fosfor og samtidig få en rigere natur i åen og ådalen, fortæller Bo Levesen, projektansvarlig fra Vejle Kommune. 1000 kopper kaffe senere Projektet ved Omme Å stod og faldt ifølge Bo Levesen med, at de lokale lodsejere ville være med, da det var helt nødvendigt

NUMMER NUMMER21

at gennemføre en omfordeling af den å-nære jord, en såkaldt jordfordeling, så det blev muligt at genslynge åen. Derfor begyndte en lang bureaukratisk proces, hvor lodsejere, kommune, landbrugsstyrelsen og andre interessenter omkring åen skulle samarbejde om at finde løsninger, som alle kunne se sig selv i. – Det var nødvendigt, at staten gik ind og opkøbte dyrkningssikker jord væk fra åen, som kunne gives i erstatning til de landmænd, som skulle afgive jord ned til Omme Å. Hele den proces krævede 1000-vis af kopper kaffe og rigtig mange møder, men det lykkedes at få omfordelt jorden, så de å-nære arealer igen kunne blive lagt ud til afgræsning og natur. Og det skyldes i høj grad vedholdenhed og velvillighed fra alle parter i projektet – og i særdeleshed fra de lodsejere, der blev berørt, siger Bo Levesen. Det gode samarbejde rygtedes endda længere nedstrøms i Omme Å, hvor flere lodsejere ønskede at deltage i projektet. – Det var en god dag, da en repræsentant fra lodsejerne længere nede ad åen kontaktede mig og forlangte, at jeg skulle inddrage dem i projektet. Det efterfølgende møde resulterede i en udvidelse af projektet på 110 hektar. Det er et glimrende eksempel på, at nøglen til succes ligger i et tillidsfuldt og tålmodigt samarbejde med lodsejerne, men også med lokalråd, landbrugskonsulenter, landbrugsstyrelsen og organisationer som Dansk Center for Vildlaks (DCV), som også alle har været vigtige parter i projektet ved Omme Å, forklarer Bo Levesen. I dag er der på initiativ fra lodsejerne nedsat et lodsejerudvalg, hvor den fortsatte drift af projektet på

"Det var nødvendigt, at staten gik ind og opkøbte dyrkningssikker jord væk fra åen, som kunne gives i erstatning til de landmænd, som skulle afgive jord ned til Omme Å. Hele den proces krævede 1000-vis af kopper kaffe og rigtig mange møder" land og i åen koordineres, og hvor der kan orienteres om de gode resultater af projektet. Majfluen danser over engen Og gode historier om natur og miljø i fremgang har det ikke skortet på siden projektets start i 2002. Et af de tydeligste tegn er majfluernes dans over engene i ådalen i slutningen af maj, et andet er de store gydegravninger fra laks, der fra Ringkøbing Fjord i vest trækker mere end 50 km op i åen.

En lang række rentvands-insekter er vendt tilbage til Omme Å. Insekterne er en indikation på, at genopretningsprojektet har medført et renere vandmiljø og en større biodiversitet i åen.

NUMMER 2

SPORTSFISKEREN

Vådområdeprojektet i Omme Ådal er et glimrende eksempel på, at multifunktionel jordfordeling er et nøgleværktøj, når det kommer til at genskabe god natur og samtidig forebygge mod de øgede nedbørsmængder, der er et resultat af klimaforandringerne.

– I alt er 5,5 km vandløb blevet genslynget i Omme Å og tilløbet Farre Bæk. Alle syv dambrugsopstemninger i Vejle Kommunes del af ådalen er fjernet. Der er udlagt 32 gydestryg fra Farre til Filskov. Ca. 7000 tons grus, hvoraf en væsentlig del er kartoffelsten, leveret til projektet fra de nærliggende landmænd, er sammenlagt smidt i åen. Den smukke majflue er vendt tilbage til åen og sammen med den en masse andre rentvandssmådyr, så faunaklassen er gået fra klasse 4 til den højeste klasse 7, fortæller Bo Levesen og fortsætter: – Dertil kommer, at laksen er vendt tilbage til åen på trods af den store spærring ved Juellingsholm, hvor der kun er meget dårlig passage gennem en fisketrappe. Vejle Kommune og DCV har gennemført flere fiskeundersøgelser siden projektets afslutning. Den seneste undersøgelse i august 2018 på et stryg ved Langelund viste en tæthed på 4 laks pr. meter og 3 ørred pr. meter, hvilket er ganske pænt. Og også stallingen har været i fremgang siden projektets start, om end de hårde isvintre i 2009 og 2010 slog bestanden meget tilbage. Farvel til kvælstof og fosfor Selvom de naturmæssige gevinster i sig selv virker imponerende, har projektets primære formål fra start været at begrænse udledningen af kvælstof og fosfor til de hårdt belastede danske farvande. Og også her har projektet virket efter hensigten. Hvert år fjernes 42 tons kvælstof og 600 kg fosfor i vådområderne ved Omme Å og Farre Bæk. Dertil kommer en yderligere reduktion, hvis man medreg-

ner de 27 tons kvælstof og 2,2 tons fosfor, som årligt blev udledt fra dambrugene inden opkøbene i 2002. – Jordfordeling er et fantastisk og nødvendigt værktøj i alle store naturprojekter herunder vådområdeprojekter – og det gælder også her ved Omme Å, hvor jordfordelingen bl.a. blev brugt til at samle små lodder i ådalen og til at fordele dambrugsareal ved Langelund mellem naboer. Det har så resulteret i et bedre vandmiljø, mere natur og glade lodsejere, slutter Bo Levesen.

Laks og havørreder er vendt tilbage til Omme Å, men spærringen ved Juellingsholm udgør stadig et stort problem for fiskenes frie vandring. Derfor er åens potentiale som gyde- og opvækstområde langt fra udnytte fuldt ud.

SPORTSFISKEREN

NUMMER 2

~ Interview ~ +

Andreas Findling-Rottem

n kilometer fra Farre Bæk bor landmand Jens Erik Therkildsen. Her har han siden 1976 drevet landbrug. Det startede med 9 hektar jord og enkelt ko, men siden er det blevet til 220 jersey malkekøer, 190 stude og 150 kvier. Jerseykøerne leverer mælk til gårdens eget ismejeri og til Thise Mejeri, og studene leverer – efter sigende – noget af Danmarks bedste

Hvad har projektet betydet for lokalområdet? – Farre Bæk-projektet har betydet, at man faktisk i nærområderne er blevet inspireret til lignende projekter. F.eks. i Givskud, som ikke er langt herfra. Flere lodsejere fra det område har været på besøg hos os for at høre om det, og når de kommer ud og ser vores projekt i praksis, så forstår de, at det er muligt at drive landbrug og passe på naturen samtidig. Det er en ting. En anden ting er, at vi er kommet tættere på hinanden herude. Vi møder folk,

kød. Det skyldes måske, at de i dag græsser i ådalen ved Farre Bæk, hvor de er en del af det store naturgenopretnings- og klimaprojekt, som Vejle Kommune har taget initiativ til. Sportsfiskeren har besøgt Jens Erik for at høre mere om hans engagement i projektet.

som vi normalt ikke så før, da vi nu er fælles om åen og ådalen og f.eks. mødes for at lægge gydegrus ud.

Hvorfor blev du en del af vådområdeprojektet ved Farre Bæk? – Først og fremmest var det en fordel ikke at skulle dyrke jorden ned til åen, som ikke var særligt egnet til det. I forvejen havde jeg faktisk allerede haft mine køer til at græsse på store dele af de arealer, jeg har ned til åen, så da Vejle Kommune tog kontakt og ville udlægge det til vådområde, var det oplagt at sige ja. Det krævede egentlig ikke de helt store ændringer af driften. Til gengæld gav det mig muligheden for at være med til at reducere kvælstofog fosforudvaskningen og samtidig sørge for, at de drivhusgasser, der er bundet i humusjorden, ikke ryger ud i atmosfæren.

NUMMER 2

Med respekt for naturen Landmand Jens Erik Therkildsen har drevet landbrug uden for Give i 43 år. Først konventionelt, siden økologisk. I 2014 gik han med i et vådområdeprojekt ved Farre Bæk, et tilløb til Omme Å. Læs her, hvorfor det gav mening for ham at være med.

Hvad har du fået ud af at være med i projektet? – Jeg tror, at det har givet mig – og landbruget i det hele taget – et bedre image. Vi viser initiativ til at gøre noget godt for naturen. Der er ofte et sort/ hvid billede af, at landbruget intet godt ønsker for naturen, men det passer ikke. Jeg vil utrolig gerne være med til at genskabe noget af den natur, der over en årrække har været

på tilbagetog. Jeg vil gerne have fisk og insekter i min lokale bæk og fugle og vildt på mine jorde. Vi laver da også ture ned til Farre Bæk nu, hvor vi elfisker og ser hvad der er af fisk og insekter – og det det er helt fantastisk at opleve biologernes begejstring, når der dukker vårfluelarver og ørredyngel op. Hovedgevinsten har nok været at få mere natur i sin baghave.

SPORTSFISKEREN

Hvad skal der til for at denne type projekter kan blive en succes? – Der skal selvfølgelig være en eller anden form for gulerod. For eksempel penge til at omfordele eller opkøbe noget af jorden. Og så skal der forståelse til fra kommunen og statens side. Her har Bo Levesen fra Vejle Kommune jo været rigtig god og har taget sig tid til at komme ud og tale med mig og de andre lodsejere. Det giver en gensidig forståelse og et godt grundlag for at få mere langsigtede løsninger, som alle kan være tilfredse med.

BLÅ BOG Jens Erik Therkildsen er født i 1953. Han er uddannet fra Bygholm Landbrugsskole i 1974 og har siden 1976 drevet landbrug uden for Give. I 1997 lagde han om til økologisk drift. I dag driver han sit eget ismejeri, hvor han producerer økologisk flødeis af mælk fra egne køer.

~ Kort nyt ~

Hjarnø Havbrug A/S vil etablere stort tanganlæg I et høringssvar til Kystdirektoratet anbefaler Danmarks Sportsfiskerforbund, at Hjarnø Havbrug A/S ikke får lov til at etablere et nyt, stort tanganlæg syd for Endelave. Hjarnø Havbrug A/S mangler både at redegøre for et reelt behov for et tanganlæg, ligesom virksomheden tidligere har vist eksempler på dårlig vedligeholdelse og oprydning efter Endelave Havbrug der hører under Hjarnø Havbrug A/S.

Forurening i Liver Å I årevis har frivillige ildsjæle fra Lystfiskeriforeningen for Liver Å lagt tid og kræfter i at genskabe en rig natur og et mylder af fisk i Liver Å i Nordjylland. Men flere gange har foreningens medlemmer måtte se til, når forureninger har slået livet i åen ihjel. Derfor gjorde det også ekstra ondt, da et medlem af foreningen lørdag d. 30. marts opdagede endnu en forurening øverst i åen. Siden har en lokal landmand erkendt, at forureningen stammer fra hans biogasanlæg. Lystfiskeriforeningen for Liver Å, Danmarks Sportsfiskerforbund og Hjørring Kommune vil nu sætte sig sammen for at drøfte, hvordan livet i Liver Å kan reetableres.

I ly af mørket Natlig UV-jagt med harpun forbydes Som led i en harmonisering, der har til formål at ensrette mulighederne for brugen af fiskeredskaber i hele EU, bliver der indført et forbud mod at dyrke undervandsjagt med harpun fra solnedgang til solopgang. Det er allerede forbudt i alle EU-lande bortset fra Finland og Danmark.

Skal smoltudsætninger fremover være en lyssky affære? Det spørgsmål søger DTU-Aqua at få svar på ved en undersøgelse af udsatte ørred smolt i Roskilde Fjord, hvor forskerne både følger smolt, der er udsat om natten og om dagen. Hvis der er en større overlevelse ved udsætning om natten, kan det få stor betydning for den fremtidige udsætningspraksis.

SPORTSFISKEREN

Nej til vandindvinding under tørke Regeringen, Socialdemokratiet og DF vil gøre det lettere for landbruget at indvinde vand under tørkeperioder. Forslaget vil gøre det muligt for kommunerne at udstede vandindvindingstilladelser af tre måneders varighed uden at skulle igennem en faglig og demokratisk proces, hvor f.eks. grønne organisationer kan komme med indsigelser. – Det er helt uholdbart, at vi nu sættes ud af spillet, når det skal vurderes, hvor og hvornår det skal være muligt at indvinde vand til markvanding. Natur og fisk mangler jo netop også vand i perioder med ekstrem tørke, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund. De grønne organisationer skal fortsat være høringspart ved vandindvindingstilladelser, slår Sportsfiskerforbundet fast i et høringssvar til Miljø- og Fødevareministeriet.

NUMMER 2