Præsentation 4a & 4b
Den innovative by
Urbaniseringen er en global realitet. I 2008 oversteg antallet af mennesker bosat i byer for første gang antallet af mennesker bosat i landområder, og denne udvikling er accelereret siden. Den accelererende bydannelse og organiseringen af livet i byerne indebærer mange udfordringer, der skal tages stilling til for at vores byer kan være socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtige og skabe rammer for et godt liv. Dette spor vil sætte fokus på miljømæssig bæredygtighed af byer og specielt de såkaldte ’smart cities’. Begrebet dækker over en bred adgang til data samt intelligente værktøjer til at forbinde viden og mennesker for at skabe bedre løsninger på hverdagens udfordringer. Herunder er samspillet mellem forbrugeren, det offentlige og private virksomheder vigtigt, for at vi kan skabe de bedste løsninger. Vi vil sætte fokus på, hvordan vi kan opnå ’smarter cities’ i Danmark – hvordan vi samles om at skabe bedre, mere effektive og miljømæssigt bæredygtige byer. Som et dansk eksempel på, hvordan man kan iværksætte principper bag ’smart cities’, vil Michael Larsen fortælle om Samsø og Energiakademiet. Samsø har længe været forløber for miljømæssig bæredygtighed, samarbejde med private virksomheder og borgerinddragelse. Akademiet fungerer som konferencecenter, når virksomheder, forskere og politikere diskuterer vedvarende energi, energibesparelser og nye teknologier. Michael Larsen vil fortælle om, hvordan man kan iværksætte principperne bag ’smart cities’ ud fra erfaringerne med processerne og resultaterne fra Vedvarende Energi Ø, visionerne for Samsø som Fossilfri Ø og fremtidens holistiske tilgang til bæredygtighed.
Lokale: PH408 Præsentation 4a: Kl. 11.00 - 11.25 Præsentation 4b: Kl. 11.35 - 12.00 20