vi ved at være i besiddelse af sådanne praktisk anvendelige metoder, der kan implementeres i institutioner og i den nye folkeskole. Der er bred videnskabelig enighed om, at det centrale problem i langt de fleste psykiske lidelser og sygdomme er problemer med emotionsregulering (Kring og Sloan, 2010). Evnen til regulering af emotioner og følelser (affektregulering) og til at reflektere over og forstå disse mentale tilstande bag adfærden (mentaliseringsevne) er det centrale i psykisk sundhed, trivsel og læring. Derfor er dette det faglige centrale fokus i udformningen af programmer til opsporing og forebyggelse, der kun kan styrkes ved en koordineret indsats på tværs af faggrupper og sektorer. Due et al., 2014 skriver: ”Vi risikerer at tabe disse børn og unge mellem flere stole, for hvem tager teten?” Denne bog er vigtig, fordi den er med til at tage teten ved at pege på det centrale i en fagligt begrundet indsats i dagtilbud og skoler. Det er også en god bog. Hvorfor? Fordi den belyser og eksemplificerer forskellige aspekter ved affektregulering, mentalisering og læring, herunder den vigtige skelnen mellem implicit og eksplicit mentalisering. Implicit mentalisering og basal emotionsregulering er stærkt underbelyst i megen mentaliseringslitteratur. Det er en god bog, fordi den så levende beskriver eksempler med et vedholdende fagligt fokus. Og det, der gør den ekstra god, og som hos andre ofte blot nævnes, men ikke tydeliggøres, er det, der her gøres til genstand for et venligt, muntert og interesseret mentaliserende fokus: nemlig pædagogers, læreres, psykologers, kort sagt vores egne evner til affektregulering og mentalisering. Hvor gode er vi til at se vores egne tilbøjeligheder og evner til automatisk at reagere med emotionelle tilstande, der kan aflæses i vores kroppe og i vores automatiske ansigtsudtryk og adfærd? Hvor veludviklet er vores egen evne til at forstå vores handlinger ud fra vores egne emotioner, intentioner, motiver og relationelle behov? Det tjener bogen til stor ros, at den muntert mentaliserende fokuserer på vores egne relationelle færdigheder som en meget vigtig faktor i kvalitetsudvikling og kvalitetssikring i arbejdet med børn og unge. Vi må fremover se mere på sådanne færdigheder hos os selv. Børn kan kun i en relation lære at fornemme, hvilken emotionel tilstand de befinder sig i, og hvad der kan ligge bag en given handling, der i første omgang kan se meningsløs ud. Denne automatiske, implicitte fornemmelse og kategorisering skal læres i relationer, hvor omsorgspersonen og den professionelle selv besidder evnen (Ammaniti og Gallese, 2014). Vi kan ikke lære børn relationelle færdigheder, vi ikke selv har. Så bliver det til ikke-mentaliserende ”som om”snak. Senere i udviklingen kobles de sproglige, kognitive benævnelser på de
9
7443_mentalisering-Indmad.indd 9
01/06/15 13.44