Gå ombord i traditionerne med omsorg for børnefællesskabet
Kristina Avenstrup og Sine Hudecek
Gå ombord i traditionerne med omsorg for børnefællesskabet
1. udgave, 1. oplag 2025
© 2025 Dafolo Forlag og forfatterne
Forlagsredaktør: Maria Appel Bangshøj
Omslagsdesign: Simon Zander Fotos: Forfatternes egne
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition: Dafolo A/S Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8273
ISBN 9788772344003
Litteraturliste
Forord
af Ditte Winther-Lindqvist
De fleste af os forbinder kulturelle traditioner med genkendelighed, forudsigelighed og hygge – og med at være sammen, nyde god mad og måske have fri eller ferie. I vores dagtilbud fejres de store højtiders traditioner også mere eller mindre forudsigeligt ud fra vores normer for, hvad der hører sig til fx jul og fastelavn. De fleste børn elsker traditionerne, men er også afhængige af at blive introduceret og præsenteret på måder, som inddrager og tager hensyn. Traditioner er vartegn for kulturer, og derfor bliver de også selv kulturbærende på måder, som skaber sammenhæng, identitet og følelse af fællesskab. Men traditionerne og måden, de udleves og fejres på, kan også skabe konflikt og polarisering. Traditionerne i dagtilbud kan derfor både samle og splitte – alt efter hvordan og ud fra hvilke pædagogiske mål og narrativer de fejres.
Med denne bog viser Kristina Avenstrup og Sine Hudecek, hvordan traditionernes plads i dagtilbuddenes pædagogiske arbejde kan nytænkes med inddragelse, omsorg og samarbejde. Vi kan nemlig godt tage traditionerne alvorligt og samtidig gøre dem til vores egne ved professionelt at tage stilling til, hvordan de skal fejres hos os. Bogen indeholder masser af praktisk og konkret inspiration til at gøre netop dette med magi, fantasi, æstetik og drama. Målet er at skabe et fælles kulturelt fundament at mødes om som dagtilbud i omsorg for hele børnefællesskabet. Hvem der spørges, inddrages, informeres og inviteres med ind i traditionerne, og hvordan de fejres og markeres, er spørgsmål, som også afspejler den kultur for omsorg, der er på stedet. Er traditionerne en ramme, som alle kan føle sig velkommen i? Hvordan kan den blive det? Og er det noget, vi gør os umage for at sikre?
Vores dagtilbud har stor indflydelse på det enkelte barns liv, udvikling og identitetsdannelse, men har også en unik position som institutionel ramme om fælles børneliv og potentiale til at være samlingspunkt for børnefamilier og lokalsamfund. Her spiller traditioner, historier og fælles fejringer en nøglerolle. De fleste traditioner i Danmark har udprægede kristne rødder, som potentielt kan ekskludere børn og familier, der bekender sig til andre religioner, og som mange tænker forskelligt om i dag. Det er en stor styrke ved bogen, at Kristina
Avenstrup og Sine Hudecek inkluderer andre traditioner end de kristne, fx lille eid, og undersøger traditionernes historiske rødder.
De traditioner, der fremhæves i bogen, fordeler sig over hele året og kan derfor også tydeligt kobles til årstidernes skiften mellem lys og mørke, varme og kulde. Naturens rytme har vi altid markeret med forskellige fejringer, overtro og aktiviteter, der også knytter sig til menneskers glæde over og frygt for liv og død, frugtbarhed, barmhjertighed og omsorg for fællesskabet.
I nogle af de bedste dagtilbud, jeg kender, spiller traditionerne en særlig rolle og er taget under behandling sådan, at de mål, der fokuseres på i hverdagens pædagogiske arbejde, også får en plads i traditionernes fejring og måden, de planlægges på. I bogen opfordrer forfatterne til at planlægge traditionernes fejring ud fra pædagogiske mål med aktiv inddragelse af børnene. Derved får traditionerne også et pædagogisk potentiale, som rækker forbi kulturel dannelse og bidrager til den fælles livsudfoldelse i dagtilbuddet.
Der ligger et stort potentiale i at gå langt tilbage i traditionernes historiske oprindelse, som ofte knytter sig til naturens gang og årstidernes skiften. De overgange, som naturens rytme udgøres af, og som vi mennesker har levet med og er afhængige af, er et fællesskab og en forbundethed, vi alle kan samles om at mærke, fejre og forbinde os til.
Vi ved også, at naturforbundethed er en vigtig psykologisk og samfundsmæssig ressource, som vi skal blive bedre til at understøtte pædagogisk i en tid med klima- og biodiversitetskrise. I en bredere omsorgsforståelse, som også inkluderer verdensomsorg, er vi alle sammen hinandens forudsætninger for at leve og trives. Vores ritualer og traditioner knytter sig til steder og værdier, der har en naturlig komponent, som vi kan betone. Det kræver ikke nødvendigvis, at vi hele tiden er ude i naturen eller har adgang til stor natur i hverdagen – den mad, vi spiser, det tøj, vi har på, de ting, vi omgiver os med, og de steder, vi nyder at være eller besøge, har altid naturlige komponenter. Også i storbyen er der lyst eller mørkt, skiftende vejr og temperatur, luft, vand, træer, dyr, himmel og undergrund, som kan påminde os om den større verden, vi deler med hinanden. Traditionerne kan således gentænkes og bevares som ramme om de lokale og globale fællesskaber, vi rent pædagogisk ønsker at samles om og styrke. Og på den måde kan både gamle og nye traditioner blive kulturbærende for mere omsorgsfulde og inkluderende fællesskaber og en dybereliggende forbindelse
til andre mennesker og naturen – uanset hvor vi er, hvilke guder eller kræfter vi tror på, og hvem vi er sammen med.
Så gå bare ombord i traditionerne – og brug denne bog som inspiration til at gøre det på jeres helt egen måde.
Ditte Winther-Lindqvist, professor og UNESCO Chair, DPU, Aarhus Universitet
Introduktion
Som samfund står vi på mange måder midt i et møde mellem gamle og nye værdier i en stor mangfoldighed af erfaringer, overbevisninger og kulturelle strømninger. Der er et opbrud i gang i de stærke normer om køn, etnicitet, kroppe, naturforståelser og andre sociale identiteter. Et opbrud, som blandt andet betyder, at de samme traditioner ikke nødvendigvis giver mening for alle. De enkelte familier og individer vælger selv, hvilke traditioner der giver mening for dem at dyrke, og det giver pædagoger en vigtig opgave i forhold til at tage stilling til, hvordan traditioner i dagtilbud kan samle mennesker på tværs af forskelligheder. Traditionernes styrke er stadig, at de kan skabe genkendelighed, give alle noget at være fælles omkring og sejle alle lidt tryggere ind i den fremtid, vi endnu ikke kender. Men det kræver, at dagtilbuddet får alle børnene og deres familier med ombord. Denne bog er en opfordring til at tage hul på omsorgsfulde drøftelser af og eksperimenter med, hvilke traditioner det pædagogfagligt set kan give mening for børnene og børnefællesskabet at videreføre eller videreudvikle i det enkelte dagtilbud.
I årtusinder er traditioner verden over blevet brugt til at skabe en rytme i årets løb og til at hylde naturens cirkulære liv. Traditioner har været koblet til overgangene mellem årstider, da de er blevet anset for særligt kraftfulde eller magiske tidspunkter. Traditioner har afspejlet fremherskende overbevisninger i forbindelse med overtro eller religion samt skiftende syn på forholdet mellem mennesker og dyr, mænd og kvinder, børn og voksne. Traditioner, som er opstået ét sted, har bredt sig til andre steder og har samlet mennesker på tværs af samfundslag, alder, køn og andre vilkår. De har skabt pauser fra hverdagslivet til tænksomhed eller løssluppenhed, og de har skabt sammenhæng i perioder med stor foranderlighed. De er blevet formet af, om de fandt sted på landet eller i byen, blandt rige eller fattige folk, i krigs- eller fredstid. Nogle traditioner har kun eksisteret i bestemte lokalsamfund eller inden for bestemte sociale fællesskaber. Andre traditioner er blevet pålagt hele befolkninger af kirke og stat for at skabe eller ændre de fælles værdier og normer i samfundet – hvilket indimellem har ført til kampe om, hvilke traditioner der skulle holdes i hævd. Det har altid været sådan, at traditioner forandrer sig, forsvinder helt eller for en tid, og
at nye opstår. Og det sker i takt med, at de måder, vi organiserer hverdagen på, ændrer sig (Kofoed, 2008; Ringgaard, 2012).
Flere dagtilbud har taget hul på et opgør med ”plejer”, når årets sædvanlige traditioner skal forberedes. Meningsudvekslinger opstår, og bølgerne kan gå højt, for der er følelser på spil, når det gælder traditioner. Det vidner om, at traditioner er vigtige for mange mennesker, og derfor er de også noget, vi skal tage alvorligt. Traditionerne i dagtilbud skal forenes med den reflekterede pædagogiske praksis, som kendetegner en professionel evalueringskultur. De skal inddrage børnenes perspektiver, styrke børnefællesskabet og sikre, at intet barn skal sejle sin egen sø. Der er mange gode grunde til at nytænke traditionerne og lade dem fylde meget mere i de faglige drøftelser i dagtilbuddene, end de gør i dag. De fleste har nok hørt fortællinger om børn, som ikke har lyst til at være med til fastelavnsudklædning, luciaoptog eller påskeklip. Og vi har hørt om hele børnegrupper, som ikke vidste, hvad sankthans var, selvom deres børnehave markerede det hvert år. Der er pædagoger, som bestemt ikke glæder sig til at deltage i årets traditioner, fordi de kan opleves hektiske, lidt ligegyldige og som noget, der bare skal leveres. Nogle steder er der opstået diskussioner om relevansen af heksedukkeafbrændinger til sankthans, skepsis over for den amerikanske halloween-uhygge og overvejelser om, hvilke traditioner der i det hele taget bør tildeles en plads i dagtilbud. I nogle vuggestuer stilles der spørgsmålstegn ved traditionernes værdi for de yngste børn. Der er forældre, som aldrig deltager i forældrearrangementer i forbindelse med traditionerne i deres børns dagtilbud, og nogle er heller ikke begejstrede for, at deres børn deltager. Traditioner er tydeligvis ikke altid noget, som alle er fælles om – og hvad er så egentlig meningen med det hele?
Når man som pædagogisk personalegruppe begynder at have fælles faglige drøftelser om, hvad de pædagogiske formål med traditionerne kan være, vil endnu flere spørgsmål rejse sig. Måske får man øje på, at der ikke altid er et pædagogisk formål, at personlige holdninger spiller for meget ind i drøftelserne, og at alle børn og forældre ikke har lige deltagelsesmuligheder i traditionerne. Dagtilbud har en opgave i at skabe et frirum for de nyheder og debatter på sociale medier, som nogle gange kommer til at fylde på negative måder, når traditioner forbindes med politik og religion. Fokus skal være på, hvordan aktiviteterne i dagtilbuddets lege- og læringsmiljø løbende kan udvikles, så alle børn kan og vil
være med og udvikle sig inden for de seks læreplanstemaer. Så i stedet for at ville vænne børnene til traditioner, som følger en skabelon, der er fastlagt for mange år siden, kan man tilpasse sine traditioner til børnegruppen, til mangfoldigheden i det omgivende samfund og til dagtilbuddets pædagogiske formål.
Det er vigtigt at skelne klart mellem på den ene side private, personlige og politiske holdninger og på den anden side pædagogfaglige vurderinger, når man taler om traditioner. Det gør det lettere at håndtere de følelser, mange af os gennem vores livserfaringer har investeret i bestemte traditioner. Det overordnede mål må være, at traditioner i dagtilbud skal være af lige så høj kvalitet som den øvrige pædagogiske praksis. Og der skal gerne fyldes så meget leg, magi, fantasi og fællesskab på traditionerne, at det spreder sig til hele den øvrige praksis.
Traditioner rummer store potentialer i forhold til at styrke voksen-barnrelationerne og børnefællesskaberne. Ud fra en bred og fremtidsorienteret omsorgsforståelse handler pædagogisk arbejde med traditioner både om omsorg for de enkelte børns deltagelsesmuligheder, om børnenes omsorg for hinanden og om omsorg for deres oplevelser af forbundethed med det omgivende samfund og naturen.1 Som dagtilbud har vi en vigtig funktion i lokalsamfundet som samlingspunkt for børnefamilier, der måske ellers ikke ville have noget at være fælles omkring. Forældrenes mulighed for at støtte op om og engagere sig i dagtilbuddets traditioner har således stor betydning for børnefællesskabet. Og dagtilbuddene har en vigtig dannelsesopgave i forhold til børnenes fremtidige liv i mangfoldige fællesskaber og et bæredygtigt samfund.
Systematisk omsorgsfuld refleksion over traditionerne skaber flere og bedre fælles oplevelser for både børn, forældre og personale. Vi kan give børnene og deres familier positive erfaringer med at være en del af menings- og glædesfyldte traditioner i et stort mangfoldigt fællesskab – og dette højner kvaliteten i den pædagogiske praksis i det hele taget.
Reflekteret arbejde med traditioner er som meget andet i pædagogikken dilemmafyldt, komplekst og uden endelige løsninger. Der findes også mange andre betydningsfulde højtider og traditioner end dem, vi har sat fokus på her i bogen – og hvis man som læser ville have valgt nogle andre eller flere til sit dagtilbud, så er refleksionen allerede i gang.
Bogen skal læses som en opfordring og inspiration til at blive ved med at søge nye veje, efterhånden som nye behov, opmærksomheder og dilemmaer op-
1 Se også Winther-Lindqvist, 2023.
står. Vi håber, at bogen vil puste vind i sejlene på den faglige gejst, som opstår, når man finder endnu flere måder at genopdage, nytænke og inddrage forskellige traditioner på i samspil med børnene, deres familier og de omgivelser, de færdes og lever i.
Hvad mener vi med traditioner?
Traditionerne i denne bog er koblet til seks af de store samfundsmæssige højtider: fastelavn, påske, lille eid, sankthans, halloween og jul. Her i bogen henviser traditioner både til selve fejringen eller markeringen af en bestemt højtid, som mange mennesker samles omkring på tværs af fx sociale, geografiske og økonomiske forskelle. Og til de mange små fælles handlinger, som år efter år kobles til markeringen af de store højtider, fx at samles omkring at synge en fastelavnssang, trille påskeæg, åbne julekalender eller få besøg af en nisse. Forudsigeligheden og genkendeligheden i de små handlinger er med til at styrke samhørigheden omkring forventningens glæde.
Vi ser det som en pædagogisk værdi, at traditionerne i dagtilbud på den ene side kan kobles til og forstås i sammenhæng med de store samfundsmæssige højtider og traditioner og på den anden side imødekommer mangfoldigheden blandt de børn og familier, som dagtilbuddet er til for. Netop fordi dagtilbud har til opgave at samle mennesker på tværs af forskelligheder, er det ikke de religiøse elementer af traditionerne, som står forrest her i bogen. Men da forskellige religioner har været med til at forme de traditioner, som mange kender i dag, er de nævnt som del af en baggrundsviden. Vores fokus er, at alle gerne skal opleve noget meningsfuldt, genkendeligt og sammenhængende i traditionerne på tværs af generationer og lokalsamfund. Pædagogisk arbejde med traditioner handler om at nytænke det velkendte, genopdage noget af det glemte og eksperimentere med at udvide og tviste traditionerne med noget, som kan åbne for flere spejlings- og deltagelsesmuligheder i børnegrupperne. Nogle historikere formulerer det sådan, at det interessante ikke er, om nyskabte traditioner ”giver et sandt eller falsk billede af fortiden, men hvorfor man vælger netop den version af en fælles historie” (Kofoed, 2008, s. 420).
”Det er helt normalt, at alle de religiøse fester ændrer sig hele tiden, ingen af dem er statiske. De bliver påvirket af traditionerne i andre lande og de forhold, vi lever under.”
– Folklorist Anders C. N. Christensen fra Dansk Folkemindesamling (Ringgaard, 2012).
Læsevejledning
Bogens første del skitserer syv kvalitetskriterier, som man på baggrund af forskning og lovgivning kan læne sig opad i pædagogisk arbejde med traditioner. Del 1 afrundes med en opsummering i form af syv pædagogiske formål med arbejdet med traditioner i dagtilbud.
Del 2 er bygget op som et inspirationskatalog til omsorgsfuldt arbejde med seks store pædagogiske traditioner, som vi kalder: Fastelavn er mit navn, Påske og forårsfest, Lille eid og de gode gerninger, Midsommerfesten sankthans, Halloween – det lille gys og Julehygge. Hovedindholdet i bogens andel del er beskrivelser af konkrete pædagogiske aktiviteter, som man kan plukke fra for at give traditionen elementer af leg, magi og omsorg for fællesskabet. De fleste aktiviteter er velegnede til både vuggestue (VU) og børnehave (BH), og målgruppen er angivet ud for hver aktivitet. Vi anbefaler materialer og remedier til hver aktivitet. Disse skal blot ses som inspiration, da vi samtidig vil opfordre til, at I så vidt muligt genbruger og fantasifuldt bruger, hvad I allerede har, og på den måde minimerer indkøb og klimaaftryk. Afsnittene om de enkelte traditioner indledes med lidt faglig opvarmning til arbejdet i form af baggrundsviden om traditionen med historiske nedslag og fakta samt en håndfuld refleksionsspørgsmål, som egner sig til et indledende reflektarium, fx på et stuemøde eller som gruppearbejde på et personalemøde. Den historiske baggrundsviden kan også bruges som inspiration til institutionens fortælling om højtiden til børn og forældre. Til hver tradition er der desuden et eksempel på et informationsbrev om det aktuelle tema til forældrene. Endelig er der for hver af de seks traditioner en lille opsummering af, hvad aktiviteterne kan tilføre det fælles kulturelle fundament i børnegruppen, med fx sange, lege og kulturelle figurer.
Del 3 uddyber nogle af de gennemgående pædagogiske greb fra inspirationskataloget i del 2, herunder tegnedialog og fælles legemanuskripter. Desuden fremføres nogle perspektiver på og greb til faglig ledelse af omsorgsfulde fællesskaber. Del 3 rundes af med tre praksisrettede refleksionsredskaber til forberedelse, planlægning og evaluering af de pædagogiske forløb omkring traditionerne.
På dafoloforlag.dk kan I hente og printe bogens billeder i farver til visuel inspiration til jeres møder og praksis.
