PORTRÆT I JAN KVISTBORG
DER ER NOGET UMIDDELBARHED OVER DÉT AT KUNNE GÅ EN LIDT ANDEN VEJ, END STRØMMEN DIKTERER. ISÆR SOM BARN OG UNG, HVOR MANGE AF OS ER INDSTILLEDE PÅ AT SØGE I SPORET AF DEN STRØM, FLOKKEN HAR GÅET FØR OS
I rygsækken har han blandt andet en uddannelse som klassisk
sagde jeg, at jeg gerne ville have lov at komme i et frikvarter,
sanger, samt en kandidatgrad i sociologi, og det står hurtigt
for så kunne jeg i stedet mingle rundt og hilse på alle, siger Jan
klart, at Jan Kvistborg i det hele taget er en mand, der rummer
med et grin.
masser af farver, nuancer – og mest af alt: En uomtvistelig kær-
- Jeg tror, jeg har fået oparbejdet noget med, at dét at komme
lighed til mennesker, fællesskab og verden.
ud og møde nye mennesker, nye udfordringer og nye steder, er
- Det er en vild rejse, et eller andet sted..., siger Jan, da jeg spør-
sjovt. Hvis man selv kommer, som man er, og har en nysgerrig-
ger ind til, hvordan man går fra at være sanger til at sidde som
hed med, så oplever jeg, at folk gerne vil mødet med et andet
chef med fokus på bæredygtighed i Aalborgs største kulturhus
menneske. Det har jeg brugt livet på lige siden.
og Danmarks eneste internationalt certificerede bæredygtige eventsted. Vi skal langt tilbage for at finde ud af, hvornår det hele star-
for de livsveje, han er gået ad. Flow. Tilfældighedernes puslespil,
tede. Helt tilbage til dengang en dreng sad under bordet hos
hvor brikkerne har lagt sig på sådan en måde, at nye mulighe-
forældrenes vennepar, mens de voksne spiste italiensk og lyt-
der kom præcis, når de skulle. Det vender vi tilbage til. Nu stand-
tede til Puccinis opera ”La Boheme”, der bragede ud af højta-
ser vi toget ved slutningen af gymnasiet.
lerne med al sin vælde og storhed, mens en af værterne over-
Det blev sådan, at en sanglærer fra Musikkonservatoriet i Aal-
satte hele det dramatiske og følelsesbetonede handlingsforløb.
borg hørte Jan synge og sagde, ”Kom med mig!”, for sanglære-
Tænk, at noget kan være så stærkt og stort, tænkte drengen,
ren havde lige fået ansættelse på Det Kongelige Danske Musik-
der i årene efter blev så fascineret af opera, at han i stedet for
konservatorium i København og var sikker på, at Jan ville komme
Van Halen-plader satte operaplader på, når vennerne kom på
ind, hvis han søgte. Og det gjorde han, gennem et nåleøje. Men
besøg for at høre musik.
der var ting, der trak i hver sin retning.
- Jeg tænkte, nu skal de bare høre! Jeg synes, at nu skulle de
- Mens jeg tog forberedelseskurser til konservatoriet, havde jeg
simpelthen have mulighed for at få del i denne her oplevelse,
job ved siden af på et bosted for psykotiske børn og børn med
og at hvis vi skulle blive hele mennesker, så skulle vi både kunne
Downs Syndrom. Jeg elskede det og havde egentlig en forvent-
lytte til Metallica og til opera.
ning om, at det var den vej, jeg skulle. Den dér helt vilde sociale
At møde verden med åbenhed
indstilling om at hjælpe nogle mennesker, der ikke kunne klare sig selv, det var lige mig. I gymnasiet var jeg formand for elevrå-
Der er noget umiddelbarhed over dét at kunne gå en lidt anden
det og ville dengang gerne være politiker, for jeg tænkte, at vi
vej, end strømmen dikterer. Især som barn og ung, hvor mange
skulle forandre verden. Det var nok sådan en ungdoms-kådhed,
af os er indstillede på at søge i sporet af den strøm, flokken har
men det holdt alligevel lidt ved, og på det bosted jeg arbej-
gået før os. Men ret hurtigt bliver det klart, at den umiddelbar-
dede, fik vi indført mange gode ting. Blandt andet var vi med i
hed har været til stede i Jans liv, nærmest altid. Det var den, der
en bevægelse om at gøre tingene meget mindre institutionelle
gjorde, at det aldrig var et problem for ham at blive ”integreret”
for de børn, der boede der.
på de forskellige skoler, han som barn gik på, fordi hans forældre ofte flyttede. Det var også den, der gjorde, at han i en alder af
Udsens ord
12 år endte med at stå på et lærerværelse på den nye skole,
- Det år var der 178 eller 179, der søgte ind på klassisk sang, og
han var på nippet til at starte på, og fortælle lærerne, at der
vi vidste, at de tog 6 eller 7. Jeg havde egentlig ikke lige set det
altså var en meget mere hensigtsmæssig måde at præsentere
komme, da jeg fik et brev om, at jeg var optaget.
nye elever på, end de hidtil havde praktiseret.
62
Efterhånden som Jans fortælling om sit liv skrider frem, står det klart, at én ting har haft gentagende og vedvarende betydning
Vi er nu kommet til en af den slags oplevelser, der sætter sig
- Jeg forklarede dem simpelthen, hvordan de kunne optimere
som et bogmærke i bevidstheden og forsigtigt holder en lille åb-
deres måde at gøre det på. At frem for at tage den nye elev
ning klar til siden, hvor det hele står. Selv vender Jan tilbage til
ind midt i en time og stille vedkommende op foran klassen, så
det flere gange i løbet af samtalen – og man forstår hvorfor.
APPETIZE.DK