
1 minute read
Regulering og nye målsætninger kræver handling fra branchen
I de kommende år vil byggebranchen blive mødt af en fortsat mere ambitiøs tilgang til regulering af bæredygtighed globalt og i EU, som skal bidrage til at sikre de nødvendige reduktioner af drivhusgasser. Det gælder blandt andet gennem “Fit for 55-planen”, hvor EU har forpligtet sig til at reducere sine udledninger med 55 pct. inden 2030. Og det gælder med “The European Green Deal”, hvor EU har forpligtet sig på nul-udledning i 2050. EU-taksonomi er et andet vigtigt initiativ, der sætter de officielle rammer for, hvornår en aktivitet kan defineres som bæredygtig.
Desuden er der frivillige initiativer som The Science
Based Targets Initiative (SBTi), der er en frivillig certificering, der gør det muligt for virksomheder at få certificeret deres planer om nul-udledning.
I Danmark er der de seneste år også igangsat en række initiativer, som skal understøtte en bæredygtig udvikling af byggebranchen, heriblandt den nationale strategi for bæredygtigt byggeri og den frivillige bæredygtighedsklasse (FBK). Samtidig har regeringen varslet øgede ambitioner på det grønne område, f.eks. i forhold til klimaneutralitet i 2045.
Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren lagde i 2019 den første fælles plan for reduktion af udledninger på tværs af byggebranchen – et vigtigt arbejde, som udgør et solidt fundament i den måde, vi tænker i bæredygtighedsfremmende initiativer. Men de fortsat højere ambitioner fra både EU og Danmark kræver, at branchen fortsat styrker den fælles handling og sørger for, at der er nogle konkrete, fælles initiativer og idéer, der kan forgrene sig i branchen.