Christian 4. havde styr på det meste, der foregik i hans kongerige, og når det gjaldt kunst var han særligt ivrig efter at få de bedste malere, arkitekter og ikke mindst musikere til landet. Det er sandsynligt, at rygterne om en dygtig engelske lutenist ved navn John Dowland allerede i 1597 var nået til Danmark.
1
Selvom det er svært at se forbindelsen mellem strengeinstrumenter og fiskekvoter, så lader der faktisk til at være en sammenhæng i slutningen af 1590’erne. Tiden var præget af diplomatiske kriser mellem Danmark og England, og måske skulle John Dowland bruges som mediator mellem de stridende parter.
2
Dowland var en højt anset musiker i England, alligevel havde det været umuligt for ham at få ansættelse hos Dronning Elisabeth. Det kan skyldes, at det engelske hof på det tidspunkt var i økonomiske problemer, og at Dronningen var kendt som en notorisk nærigrøv – men måske den gamle dronning alligevel kunne bruge ham til et eller andet…
3
Musikere var meget værd på denne tid, og ikke kun på grund af deres musikalske evner. De var som regel veluddannede og kunne læse og skrive på forskellige sprog. Særligt lutenisterne havde adgang til kongens mest private kamre og Dronning Elisabeth vidste, at Dowland kunne bruges som informant. At han efter sigende var Bachelor of Music fra Oxford, var hun nok ret ligeglad med.
4
Det har sikkert ikke været en lykketjans for Dowland at skulle til Danmark, og slet ikke for hans familie, som skulle blive i London. Ved at holde Dowlands familier i landet, kunne den engelske regering sikre sig, at Dowland opfyldte sine forpligtelser og desuden, at han ikke fik smag for for udlandet…
5
I modsætning til de fleste andre ansatte ved det Kongelige Kapel, som blot var ansat som ”musikere”, bliver John Dowland specifikt omtalt som ”Hans Kongelige Majestæts lutenist”. Titlen kan indikere, at Dowland har undervist kongen, og under alle omstændigheder, at han har haft tæt kontakt med de kongelige – præcis som englænderne ønskede.
6
Man kunne jo ikke bare tænde for anlægget i renæssancen, så når man skulle høre musik skulle det være ’live’. De forskellige instrumenter hørte til ved forskellige lejligheder og i forskellige lokaler. Trompeter som morgenvækning i tårnet, strygerne til fest i dansesalen, sangerne i kirken til gudstjeneste. Dowland med sin lut har stået for den intime hverdagsunderholdning – og kongen elskede det!
7
Christian 4. brugte mange penge på kunst, og han vidste hvad kvalitet kostede. Men Dowland fik af uvisse grunde ekstraordinært meget i løn, faktisk var det lige så meget som admiralen for den danske flåde, hvis man altså ikke tæller hans jordbesiddelser med.
8
I hvert fald musikalsk set plejer man at placere overgangen fra ’renæssance’ til ’barok’ præcis i år 1600. Dowland er et godt eksempel på denne overgang, for i modsætning til sine forbilleder: Tallis, Byrd og Marenzio skriver Dowland ikke polyfone madrigaler, men sange med akkompagnement. Det samme skete med Monteverdi i Italien, som langsomt stoppede med at skrive madrigaler og i stedet skrev operaer med en solosanger og orkester.
9
I 1602 spidsede de politiske forhold mellem Danmark og England til, og man ved, at englænderne direkte bad Dowland om efterretninger. Om Kong Christian har været vidende om det, er uvist. Til gengæld er det vist, at Dowland aldrig dedikerede et eneste stykke musik til kongen eller andre lokale mæcener, hvilket ret så kraftigt antyder, at vores lutenist ikke bejlede for at få sit visum forlænget i Danmark.
10
Det er en tilsnigelse når man siger, at Dowland boede i Danmark i otte år. Han blev ustandseligt sendt til udlandet – særligt til England – for at passe kongens forretning. Han forhandlede kontrakter med musikere, købte instrumenter og ja, så købte han faktisk både parfumerede silkehandsker og tennisstrenge til Kongen. Men Dowland fik flere reprimander for at blive for længe væk på sine rejser og til sidst blev det for meget for Kongen.
11
Selvom Dowland var ansat ved det danske hof helt til 1606, blev tilknytningen svagere og svagere. Dronning Elisabeth døde i 1603 og forholdet mellem de to lande mildnedes. Derfor var Dowlands rolle som informant ikke længere nødvendig. Dowland forsvandt lydløst ud af armene på den lutglade konge. Heldigvis stod en ny yndling klar, men det må I høre om en anden gang…
12