Juleprogram

JULEKONCERT MED MUSICA FICTA OG BO HOLTEN

PALESTRINAS JULEMESSE FOR DOBBELTKOR OG DE BEDSTE DANSKE JULESANGE OG SALMER

MEDVIRKENDE ANN-CHRISTIN W. INGELS | sopran LOUISE ODGAARD | sopran ANNA WIERØD | sopran EVA WÖLLINGER-BENGTSON | alt ANNA CAROLINE OLESEN | alt JOSEF HAMBER | tenor PALLE SKOVLUND | tenor LAURITZ THOMSEN | bas JAKOB SOELBERG | bas RASMUS KURE THOMSEN | bas BO HOLTEN | dirigent og fortæller

PROGRAM MOTET: HODIE CHRISTUS NATUS EST | Giovanni Pierluigi da Palestrina (1524-1594) HER KOMMER, JESUS, DINE SMÅ | Tekst: Brorson | Musik: J. A. P. Schulz (arr. B. Kallenbach) GAMMEL JULESANG | Tekst: E. Von der Recke | Musik: P. E. Lange-Müller MISSA HODIE CHRISTUS NATUS EST | Palestrina KYRIE DET KIMER NU TIL JULEFEST | Tekst: N. F. S. Grundtvig | Melodi: C. Balle (arr. Bo Holten) JULELEGE: NYE MELODIER? GLORIA MARIA GENNEM TORNE GÅR | Tysk folkesang (arr. H. Metz) KIMER, I KLOKKER | Tekst: N. F. S. Grundtvig | Melodi: H. Rung (arr. B. Kallenbach) CREDO JULEBUDET TIL DEM, DER BYGGE | Tekst: C. Hostrup | Melodi J. P. E. Hartmann (arr. Bo Holten) SPURVEN SIDDER STUM BAG KVIST | Tekst: Jeppe Aakjær | Melodi Th. Aagaard (arr. Bo Holten) 3 SMÅ HELLIGHATTE | Tekst: Ole Dalgaard | Musik: Bo Holten SANCTUS DER ER NOGET I LUFTEN | Tekst og melodi: Vilhelm Gregersen (arr. Bo Holten) JULETRÆET MED SIN PYNT | Tekst: Tekst: Mogens Lorentzen | Melodi: Egil Harder (arr. H. Metz) SIKKEN VOLDSOM TRÆNGSEL | Tekst og melodi: Peter Faber (arr. Bo Holten) AGNUS DEI IMELLEM NATTENS STJERNER | Tekst: J. Jørgensen | Melodi: P. Hamburger (arr. B. Kallenbach)

3

PALESTRINAS JULEMESSE

OG DE BEDSTE DANSKE JULESANGE

I Musica Ficta har vi gjort det til en tradition ved juletid at forene vores to specialer, sådan at publikumved samme koncert introduceres både til de danske folkelige sange og renæssancens virtuose polyfoni. Denne blanding af repertoiret er noget vi sjældent kaster os ud i, men til jul, hvor vi fejrer foreningen mellem det jordiske og det himmelske, giver det ret god mening.

Vi har bedt komponist og musikteoretiker Svend Hvidtfelt Nielsen om at skrive en introduktion til Palestrina og hans musik, så I kan studere videre derhjemme. Julemessen kan vi desværre endnu ikke tilbyde på CD, men den står øverst på vores ønskeliste. Indtil da kan I komme i julestemning med vores store juleplade som kan købes ved udgangen.

God koncert og glædelig jul fra alle os i Musica Ficta

4

GIOVANNI PIERLUIGI DA PALESTRINA (1525-1594)

Få komponister har haft så stor betydning for hvorledes de sidste små 500 års vestlige musik er udformet, som komponisten Giovanni Pierluigi da Palestrina. Hans betydning angår noget så centralt som musikkens grammatiske grundstruktur, det fundamentale tankesæt, der siden ham har fungeret som forudsætning for enhver klassisk komponists skabende aktivitet.

Det kan lyde diffust, men er i virkeligheden noget af det mest konkrete, hvad angår påvirkninger, som musikhistorien (den vestlige, klassiske…) kan byde på. Hvorfor det er således, og hvad det indebærer, skal jeg vende tilbage til. Først et par ord om manden selv og hans virke.

Som hans navn antyder, er han født i Palestrina, en lille Italiensk by beliggende små 50 kilometer sydøst for Rom. Den tid han fødtes ind i var musikalsk præget af de nederlandske komponisters avancerede korkunst, som man kan finde den hos komponister som Adrian Willaert (1490-1562), Nicolas Gombert (14941556) og Clemens Non Papa (1510-1556). I løbet af 1500-tallet flyttedes det musikalske hovedcenter for den nye musik imidlertid til Italien, og tegnedes af komponister såsom – udover Palestrina – Andrea Gabrieli (1532/331585), dennes endnu berømtere nevø Giovanni Gabrieli (1554/57-1612), samt ikke mindst Claudio Monteverdi (1567-1643).

G.P. da Palestrina var ingen radikal eller moderne komponist. Og han var heller ikke – modsat mange andre af tidens komponister – en globetrotter. De rejser til andre dele af

Europa, som komponister ikke sjældent foretog for enten at studere eller at udøve deres kompositionshåndværk, afstod Palestrina fra.

Han afslog endda ærefulde stillingstilbud fra såvel Kejseren i 1568 som hertug Guglielmo Gonzaga i Mantua i 1583. Begge tilbud, der havde krævet, om ikke en verdensrejse, så dog et farvel til Rom. Rom var hans by, det var det sted han oplærtes som kordreng og fik sin øvrige musikalske uddannelse, og det sted han vendte tilbage til efter en kortvarig ansættelse fra 1544 til 1550 som organist og korleder i hjembyen Palestrina. Allerede seks år senere var han nemlig så berømt, at han fik arbejde som korleder ved intet mindre end en del af det sixtinske kapels kor i Peterskirken: Cappella Giulia. Mellem 1550 og 1555 var han ansat i selve det Sixtinske Kapel, men mistede sit job, da en ny pave ikke mente, at en gift mand var det Sixtinske Kapel værdig.

Og Palestrina havde indgået ægteskab i 1547.

Afskedigelsen førte dog blot til andre store stillinger: Han blev kapelmester i to af Roms vigtigste kirker, St. Johannes Lateran (15551560) og St. Maria Maggiore (1561-1566). Fra 1565 til 1571 underviste han på det netop etablerede jesuitiske Seminario Romano, hvorefter han kaldtes tilbage til koret Cappella Giulia. Nu kunne han åbenbart godt – skønt stadig ægtemand – fungere som korleder.

Derudover fik han i 1577 af Pave Gregor XIII hvervet at rense, korrigere og reformere de liturgiske melodier, så de kunne få et ensartet og tidssvarende udtryk. Alt dette gjorde han 5

frem til han i 1594 døde – som en berømt og højt respekteret komponist.

Og hvad er det så, der er så specielt ved Palestrinas musik? Hvad lavede han?

Palestrina skrev musik for kor. Bortset fra en samling verdslige madrigaler fra hans ungdom (udgivet 1555) er musikken liturgisk, skrevet til brug i kirken. Og hans produktion er stor: Der er omkring 450 motetter og andre kortere satser og så er der hans hovedområde, den liturgiske messe. Sådanne komponerede han 105 af! De 57 af disse udgivet posthumt.

At komponere en ”messe” er at komponere musik til de tekstled, der er de samme søndag efter søndag, de fem såkaldte ordinariumsled: 1.Kyrie, 2. Gloria, 3. Credo, 4. Sanctus og 5. Agnus Dei. Man kan genfinde rester af leddene i også den danske højmesse, hvor indgangsbønnen udfylder samme rolle som Kyrie, første salme ofte er en lovprisningssalme og derved fungerer som et Gloria og hvor Credoet har overlevet som den danske trosbekendelse. Leddene Sanktus og Agnus Dei er bibeholdt omkring nadveren, der indledes med helligprisninger (Sanctus) og et enkelt vers af den fordanskede version af Agnus Dei, nemlig ”O, Du Guds Lam”.

Der er også led, der veksler fra søndag til søndag, de såkaldte propriumsled.

Kompositioner til sådanne tekster kaldes motetter. De indgår ikke i en sammenhængende cyklus, men er alle enkeltstående kompositioner. Også disse led genfindes i den danske folkekirke som epistel- og evangeliumlæsningerne, der skifter fra uge til uge i en toårig turnus, således at samme søndage i lige og ulige år ikke har samme tekst. Og også i vores folkekirke synger koret ofte et lille indslag, der markerer dagens tekst, altså netop – en motet.

6

Hvor andre af 1500-tallets komponister eksperimenterede med følelsesfuld melodik og kromatik til understregning af de ord, de satte i musik, gik Palestrina den modsatte vej, og søgte at rense sin musik for personlige følelsesudtryk. Han tilstræbte en ”objektiv” musik, der byggede på primært trinvis bevægelse og en konsekvent behandling af de elementer, der kunne forstyrre harmonien, nemlig dissonanserne. Så Palestrinas fortjeneste som komponist kommer ikke af at være ultramoderne. Den kommer af den enestående ”rene” musik udført med uhørt konsekvens i behandlingen af de musikalske elementer. For den rene musik er hverken kedelig eller ligegyldig. Den er heller ikke uden dissonanser. Modsætningen til personlige følelser, viser Palestrina, er ikke kedsomhed, men noget, der kunne høres som overjordisk skønhed. En afspejling af selve universets orden. Eller – som opgaven jo var – en afspejling af højmessens guddommelighed gennem musikalisering af messens faste tekstled.

Kompositorisk løste Palestrina principielt opgaven på samme måde, som man havde gjort det siden man i 1300-tallet begyndte at komponere messer. Palestrina benyttede enten en melodi – en gregoriansk (eller verdslig) – eller et allerede færdigkomponeret stykke musik (en sats) som forlæg, og uddrog herfra stof til samtlige fem led, som derved knyttedes sammen til en musikalsk helhed. Måden dette skete på, var oftest den, at en sanger eller en stemmegruppe præsenterede en stump af melodien, som den næste stemmegruppe så gentog (eller ”efterlignede” = imiterede), mens første stemmegruppe spandt en fri selvstændig fortsættelse, der passede til

stemmegruppe to’s melodipræsentation. Og så fremdeles. Efter stemmegruppe to, satte stemmegruppe tre, fire, fem eller hvor mange stemmegrupper, der nu var med i satsen.

Kunsten i denne måde at komponere på er at sørge for, at alle melodierne i sig selv er velformede, sangbare og dermed ”smukke”, samtidig med, at de tilsammen skaber velklingende harmonier, og at de – dér hvor de støder sammen i dissonanser – altid behandles på en sådan måde, at det ikke forstyrrer, men tværtimod forskønner helheden. Problemet i denne måde at skrive på, er, at teksten utydeliggøres, når hver stemme har sin egen melodi med hver sin egen tekstfordeling, samt når – som det var normalt – tekststavelser blev trukket ud over flere toner. Man ender med en sådan skrivemåde let med en musik hvor teksten bliver fuldstændigt udtværet. Og det var ikke just velset i en sammenhæng som højmessen, hvor musikkens primære funktion i 1500-tallet var at bære ordet.

Dette problem var et af de mange, der blev diskuteret på den møderække, gejstligheden afholdt mellem 1545 og 1563 og som fik navnet Trienterkoncilliet. Problemet var så stort, at kirken helt overvejede at forbyde den musikalske udførelse af propriumsleddene.

En muligvis sand historie fortæller, at Palestrina for at imødegå et sådan forbud, satte sig for at komponere en messe, hvor man faktisk kunne høre ordene. Resultatet heraf var Marcellusmessen, givetvis skrevet

til Pave Marcellus i 1555 under dennes korte regeringstid, om end den først blev udgivet i 1567. Ifølge historien fjernede denne messe tanken om forbud og reddede kirkemusikken.

Men også i andre messer lader Palestrina teksten stå tydeligt frem. F.eks. messen ”Hodie Christus Natus est” (”I dag er Kristus født”). Messen, der er blandt de posthumt udgivne (1601), er baseret på Palestrinas egen julemotet af samme navn fra 1575. Begge værker er skrevet for dobbeltkor. I messen har Palestrina bibeholdt dele fra motetten og blot forsynet dem med ny tekst. Således f.eks. indledningstakterne, der i motetten lyder:

I messen er dette blevet til:

I begge værker udnytter Palestrina dobbeltkoret effektfuldt til ekkoeffekter og differentiering af klangmassen. Messen er med sine fem led dog væsentlig længere end den 76 takter lange motet og indeholder derfor også en større variation af satsteknikker og stemmeantal.

Kyriesatsen består af tekstleddene ”Kyrie 7

eleison, Christe eleison, Kyrie eleison.” Og sammenligner man første og sidste kyrie ser man klart den store forskel i forståelighed, der imellem indledningens homofone skrivemåde, hvor alle synger samme rytme og dermed samme tekst samtidig og så den ellers fremherskende imiterende sættemåde, som benyttes til andet Kyrie. Den imiterende stil, altså den satsteknik, hvor stemmegrupperne sætter ind på skift med samme tema, giver et uigennemskueligt væv af samtidige tekster.

Særligt når de, som her, gør det i så tæt rækkefølge, at det lille motiv (som i øvrigt ikke stammer fra motetten) slet ikke er sunget færdigt, førend næste stemmegruppe sætter ind:

De mange stemmekryds, hvor en dybere stemme bevæger sig op over en højereliggende eller omvendt, er også en karakteristisk del af stilen.

Palestrinas unikke konsekvens i brugen af de musikalske virkemidler gjorde ham til et perfekt forbillede for andre komponister og ikke mindst for vordende komponister. Skulle man lære kompositionshåndværket fandtes ingen bedre læremester end studiet af Palestrinas værker.

Fordi han var så konsekvent, kunne man trække en lang række regler ud af hans praksis. Hans livsværk kunne danne forbillede for en lærebog i komposition. Den rolle fik han allerede i sin levetid. Og så stor var hans indflydelse – og så levende har hans metode føltes – at man i en lærebog udgivet små hundrede år efter hans død, Angelo Berardis Miscellanea musicale fra 1689, kan læse Palestrina omtalt som ikke bare

8

”Musikkens Fyrste og Fader”, men som én som forfatteren ”ikke ansér for nogen synderlig gammel Komponist.” Konteksten Palestrina optræder i viser dog en vis stilændring, for Berardi bruger ham som eksempel på en komponist, der sætter noderne på samme måde uanset teksten. Underforstået: Det gør tidens moderne komponister ikke.

For tiderne ændrede sig, musikken ændrede sig. Alligevel indledte jeg med at påstå, at disse ændringer intet rykkede ved Palestrinas indflydelse! Det skyldes, at de regler for melodibevægelse og dissonansbehandling, man kan udlede af Palestrinas musik, viser sig vedvarende at være relevante uanset stilistisk grundlag. Vel kan såvel barokkens som romantikkens følelsesfulde melodilinjer synes særdeles u-Palestrinære i deres voldsomme udtryk. Men alle de ledsagende stemmer, dem, der ikke selv bærer melodien, bevæger sig uanset stilepoke efter samme æstetik, som Palestrinas musik: Primært trinvis bevægelse og gerne med kun én højtone per frase. Det samme gælder dissonansbehandlingen: Den bliver naturligvis stadig friere, men i en tonal musik adskiller den sig aldrig grundlæggende fra de normer, Palestrina kodificerede.

Svend Hvidtfelt Nielsen

Svend Hvidtfelt Nilsen (1958) er uddannet i filosofi og musikvidenskab ved Københavns Universitet samt i komposition fra det Jyske musikkonservatorium.

Til daglig er han studielektor i musikteori ved Københavns Universitet og organist i Mariendal Kirke.

Både som komponist og musikteoretiker har han en lang række udgivelser bag sig. I sin bog Efter Dissonansen skriver han specifikt om Palestrinas musik og en ny lærebog om emnet planlægges udgivet på musikforlaget Willian Hansen i nærmeste fremtid.

9

VOKALENSEMBLET MUSICA FICTA

- ALDRIG BARE EN KONCERT

Musica Ficta er et professionelt vokalensemble dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum.

Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er dog musikken fra middelalder og renæssance. Den gang skrev komponisterne ikke deres store værker for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Som Musica Fictas kunstneriske leder og dirigent er Bo Holten blandt verdens førende på dette felt.

De seneste år har Musica Fictas interesse især kredset om den ekstreme renæssancekomponist Carlo Gesualdo (1566 – 1613), hvis kromattiske madrigaler er blevet en tilbagevendende og yderst anerkendt del af Musica Fictas repertoire.

Musica Ficta betragter endvidere arbejdet med den danske sangskat som en central del af sit virke. Cd’erne med danske sange har gjort Musica Ficta til et af Danmarks mest sælgende klassiske ensembler, og ensemblet turnerer hvert år landet rundt for at udbrede og fastholde kendskabet til både de kendte og de mindre kendte egne af den danske sangskat.

I Musica Ficta giver selv det mindste projekt anledning til stor fordybelse. Med Bo Holtens dybtgående kendskab til den europæiske musik- og kulturhistorie bliver alle koncerter gennemført i et bestemt tematisk perspektiv. Koncerterne kan således fokusere på en bestemt komponist, en epoke eller en historisk begivenhed, og publikum får altid en grundig indføring i de historiske og kulturelle rammer for musikken.

KONTAKT Producent, Charlotte Nørby musica@ficta.dk tlf: 24453356 Dirigent og kunstnerisk leder, Bo Holten bo.holten@ficta.dk

WWW.FICTA.DK