LAGRIME DI SAN PIETRO ORLANDUS LASSUS
MUSICA FICTA OG BO HOLTEN PÃ…SKEKONCERTER
2020
MEDVIRKENDE CHRISTINE NONBO SOPRAN ANN-CHRISTIN W. INGELS SOPRAN EVA WÖLLINGER-BENGTSON ALT JOSEF HAMBER TENOR LAURITZ THOMSEN BARYTON JAKOB SOELBERG BARYTON RASMUS KURE BAS BO HOLTEN DIRIGENT
gra Foto
f: Pe
rten r Mo
en ms aha Abr
LASSUS’ LAGRIME Lassus’ Lagrime di San Pietro (Skt. Peters tårer) var hans allersidste værk, færdiggjort nogle få uger før hans død i 1594. Det er også hans længste værk, og det er hele vejen igennem alle de 21 satser skrevet i 7-stemmig sats, hvilket er noget at det sværeste at håndtere for en komponist. På alle måder forekommer dette værk at være tænkt som en slags musikalsk testamente. Lagrime er tilegnet pave Clemens VIII med en umådelig ydmyg og underdanig dedikation fra Lassus i den trykte udgave (München 1595). Lassus (1532-1594) havde levet et farverigt liv, rejst og oplevet meget og talte 5 sprog. Han var kendt som Europas største og mest alsidige komponist, der var virksom i alle tidens genrer, verdslige såvel som kirkelige, med en værkrække på op mod 2000 kompositioner. Men nogle få år før sin død ramtes han af et slagtilfælde, og man kan gætte på at han tog det som et tegn på at Herren ville ramme ham for hans løsslupne livsbane, hans voldsomme flid og måske også hans hedonistiske livsindstilling. Værkerne fra de sidste år er præget af bodfærdighed og dårlig samvittighed. Det gælder mest af alt dette sidste mesterværk som netop handler om Skt. Peters dårlige samvittighed efter at han har forrådt Jesus. Texten er skrevet af Luigi Tansillo (1510-1568) i den høje stil på formfuldendt italiensk i ottave rime. Tansillos Lagrime er et storværk på mange hundrede vers der kun existerer som fragment. I 1560’erne udkom et populært udvalg på 42 vers der opnåede stor udbredelse i samtiden. Af disse 42 har Lassus udvalgt de tyve første til sit værk, og cyklussen blev afsluttet med en motet på latin, måske digtet af Lassus selv, hvor Jesus taler direkte til os fra korset.
Forsiden af den første udgave af Lassus’ Lagrime fra 1595. På denne tid blev musikken udgivet i såkaldte stemmebøger. Sangerne havde altså ikke deres respektive stemmer placeret over hinanden, som i moderne partiturer, men separat i hver deres bog. 5
Hermed bidrager Lassus til genren Den Åndelige Madrigal (madrigale spirituale) som i modreformationens år var blevet meget populær. Det menes at genren blev igangsat af jesuitterne og var en krydsning mellem den ofte ekstremt verdslige madrigal og den religiøse motet med latinsk text. Denne hybridform dyrkedes af samtidens største komponister og faldt elegant i hak med den trang til at skildre melankoli, som på denne tid var fremherskende i hele Europa. Det var simpelthen moderne at være melankolsk! Komponister, digtere og malere væltede sig i melankolske stemninger, præget af bodfærdighed, dårlig samvittighed, livstræthed og ennui. Tansillos 20 vers kan, for oversigtens skyld, opdeles som følger. I vers 1-6 møder vi Skt. Peter som en gammel mand. Han mindes sin grufulde fejl og tænker på Jesu øjne der spidder ham da hanen galer og forræderiet bliver klart. I vers 7 og 8 ”citeres” Jesu replikker som Skt. Peter forestiller sig dem. Vers 9-14 er Peters tanker om korsfæstelsen og Kristi lidelse. I vers 15-20 skriger Skt. Peter i håbløs fortvivlelse og beder for sin egen død, selvom han ikke mener han fortjener frelsen. I den afsluttende motet taler Jesus direkte til Skt. Peter (og til os) fra korset. Han beder os om at føle med hans forfærdelige lidelser, der dog er for intet at regne i sammenligning med Jesu skuffelse over Peters (og vores) utaknemmelighed. Lassus har opdelt sit værk på en anden måde: efter tonearter, og det endda på en yderst systematisk måde, sådan som Bach 150 år senere skulle systematisere i fx Das wohltemperierte Klavier og Goldberg-variationerne. Opdelingen er som følger: Vers 1-4 Dorisk (mol), grundtone D Vers 5-8 Dorisk (mol), grundtone G Vers 9-12 Frygisk (mol), grundtone E Vers 13-15 Lydisk (dur), grundtone F Vers 16-18 Lydisk (dur), grundtone F Vers 19-20 Mixolydisk (dur), grundtone G Vers 21 Æolisk (mol), grundtone A Lassus har vel næppe drømt om at værket i hans tid skulle opføres komplet, selvom værkets struktur, på grund af sin systematiske gennemgang af de klassiske modi i korrekt rækkefølge, så at sige kræver det. Da det netop er det vi efterstræber her i vores opførelse, laver vi små ophold (tænke- og læsepauser) mellem de forskellige tonearter, således at værket kommer til at forme sig i seks afdelinger, der til sidst vil forekomme lytteren som en ubrydelig helhed.
Lassus’ håndtering af de syv stemmer byder på alle mulige kombinationer, hvilket altid sker i textens tjeneste. Værket er skabt i en særlig højstemt retorik hvor der ofte er fokus på enkelte ord eller sætninger der gentages mange gange. Stemningerne udpensles malende i vævet af stemmerne, der af og til alle synger sammen, men oftest er spredt polyfont. Et sted siger Lassus om dette værk: ”ligesom dagen er smukkest ved solnedgangstide, så har jeg måske også, her i mit livs aften, skabt noget af det smukkeste jeg kan præstere”. Man forstår hans stolthed ved dette storværk, der tåler sammenligning med Bachs passioner og Beethovens sidste strygekvartetter. p.s. Og hvem er denne Lassus? Orlandus Lassus (1532-1594) er uden tvivl den mest celebre komponist fra anden halvdel af 1500-tallet, senrenæssancen. Især i sin egen tid berømt ud over alle grænser, en bakkantisk levemand med mange venner, elever og talenter, 16 børn (9 sønner og 7 døtre), og kendt for sit komiske skuespiltalent. Virksom i alle tidens genrer (i modsætning til sine samtidige nu så kendte Palestrina og William Byrd), fantastisk brevskriver på de sprog han talte og komponerede på: nederlandsk, fransk, italiensk, spansk, tysk og latin, og lærer for en hel generation af komponister, og dermed en faderskikkelse for den nye barokmusik, der blomstrede frem umiddelbart efter hans død. Takket være hans stærkt indflydelsesrige år i Italien, hvor han tilbragte hele sin ungdom, kaldes han ofte ved sit italienske navn Orlando di Lasso; franskmændene kalder ham Roland de Lassus; som brillant drengesopran i Mons og Antwerpen hed han Orlande de Latre, og på latin, Orlandus Lassus, som også er det navn den engelsktalende verden bruger. Måske har forvirringen omkring hans navn i vor tid stået i vejen for den enorme berømmelse dette gigantiske musikgeni i sandhed fortjener. Bo Holten
7
LE LAGRIME DI SAN PIETRO LUIGI TANSILLO (1510-1568)
1 Il magnanimo Pietro, che giurato Havéa tra mille lance, e mille spade Al suo caro signór morír a lato, Poi che s’accorse vinto da viltade Nel gran bisogno havér di fé mancato, Il dolór, la vergogna, e la pietade Del proprio fallo, e de l’altrui martiro Di mille punte il petto gli feriro.
Da den ædle Peter, som havde svoret, at blandt tusinde lanser og tusinde sværd ville han dø ved sin kære Herres side, nu forstod, at han besejret af fejhed havde svigtet sit løfte i nødens stund, så sårede smerten, skammen og sorgen over hans svigt og en Andens martyrium ham som pile i brystet med tusinde stik.
2 Ma gli archi, che nel petto gli aventaro Le saette più acute, e più mortali, Fur gli occhi del signór quando il miraro; Gli occhi fur gli archi, e i sguardi fur gli strali, Che del cor non contenti sen’ passaro Fin dentro a l’alma, e vi fer piaghe tali, Che bisognò mentre che visse poi Úngerle col licór de gli occhi suoi.
Men de buer, der sendte de skarpeste og mest dødelige pile i hans bryst, var Herrens øjne, da de så på ham: Hans øjne var buerne, pilene var Hans blikke, som ikke tilfreds med hjertet trængte helt ind i sjælen og tilføjede den sådanne sår, at han, så længe han levede derefter, måtte salve dem med sine øjnes væske.
3 Tre volte haveva à l’importuna, e audace Ancella, al servo, et a la turba rea Detto, e giurato, che giamai seguace Non fu del suo signór, né’l conoscea; E’l gallo publicáto contumace Il di chiamato in testimón v’havea, Quando del suo gran fallo a pena avvisto S’incontrár gli occhi suoi con quei di Christo.
Tre gange havde han sagt og svoret – til den frække tjenestepige, til karlen og overfor pøblen – at han aldrig havde været sin Herres følgesvend, at han aldrig havde kendt ham. Da galede hanen. Den forkyndte hans svigt og kaldte dagen til vidne; og næppe havde han indset sin store synd, før hans øjne mødte Kristi øjne.
4 Qual a l’incontro di quegli occhi santi Il già caduto Pietro rimanesse, Non sia chi di narrárlo hoggi si vanti, Ché lingua non saría, ch’al ver giungesse, Paréa che’l bon signór cinto di tanti Nemici, e de’ suoi privo dir volesse: Ecco, che quel, ch’io dissi, egli è pur vero, Amico dislëál, discépol fiero.
Hvordan mødet med disse hellige øjne ramte den allerede faldne Peter, er der ingen i dag, der tør prøve at beskrive, for der findes intet sprog, der kan nå sandheden. Det var som om den gode Herre – omringet af så mange fjender og forladt af sine egne – ville sige: Se, det som jeg forudsagde, er sandt, du utro ven og stolte discipel.
Portræt af den 40-årige Lassus af Hans Mielich (1516-1573) 9
5 Giovane donna il suo bel volto in specchio Non vide mai di lucido cristallo, Come in quel punto il miserábil vecchio Ne gli occhi del signór vide il suo fallo: Né tante cose udír cúpid’orecchio Potría se stesse ben senza intervallo Intento à l’altrui dir cento anni, e cento, Quant’ei n’udío col guardo in quel momento.
Aldrig så en ung pige sit smukke ansigt så klart reflekteret i spejlets krystal, som den ynkværdige gamling i dette nu i Herrens øjne så spejlet sin synd. Og intet begærligt øre ville kunne høre - selv om det lyttede opmærksomt til andres tale i hundrede og atter hundrede år – så mange ting, som Peter hørte med blikket i denne stund.
6 Così talhór (benché profane cose Siano a le sacre d’agguagliársi indegne) Scoprír mirando altrui le voglie ascose Suole amatór, senza ch’a dir le vegne. Chi dunque esperto sia ne l’ingegnose Scuole d’amor, a chi no’l prova insegne, Come senza aprír bocca, o scríver note Con gli occhi ancora favellár si puote.
Således plejer den elskende (skønt profane ting ikke er værdige at lignes med de hellige) at opdage den elskedes skjulte lyst ved at se, uden noget bliver sagt. Og således skal den i kærlighedens skole erfarne lære den uprøvede, hvordan man uden at åbne munden eller skrive et ord alligevel kan tale med sine øjne.
10
7 Ogni occhio del signór lingua veloce Paréa, che fusse, et ogni occhio de’ suoi, Orecchia intenta ad ascoltár sua voce. Più fieri, paréa dir, son gli occhi tuoi De l’empie man, che mi porranno in croce; Né sento colpo alcún, che sì m’annoi Di tanti, che’l reo stuól in me ne scocca, Quant’il colpo, ch’uscío della tua bocca.
Hvert af Herrens øjne var en hurtig tunge; og hvert af Peters øjne var et øre, der lyttede begærligt til Herrens stemme. Mere grusomme, syntes den at sige, er dine øjne end de gudløse hænder, der skal korsfæste mig. Intet slag føler jeg, der smerter mere af de mange, som den onde skare rammer med, end det slag, som udgik fra din mund.
8 Nessún fedél trovai, nessún cortese Di tanti c’ho degnato d’ésser miei; Ma tu, dove il mio amór via più s’accese Perfido, e ingrato sovra ogni altro sei; Ciascún di lor sol col fuggír m’offese, Tu mi negasti; ed hor con gli altri rei Ti stai a páscer del mio danno gli occhi, Perché la parte del piacér ti tocchi.
Ingen trofast fandt jeg, ingen ædel sjæl blandt de mange jeg udvalgte som mine. Men du som jeg kom til at elske højt, er den mest troløse og utaknemmelige af alle. De sårede mig kun ved at flygte, mens du fornægtede mig, og sammen med mine fjender fryder dine øjne sig over min kval, således at du selv kan få den gode del.
Maleri af Hans Mielich der skildrer kapellet ved hoffet i München, hvor Lassus var kapelmester fra 1556 til sin død. Det er angiveligt Lassus der er portrætteret siddende bag cembaloet i midten af billedet. Det skortede ikke på instrumentalister ved de europæiske hoffer på denne tid, men instrumentalmusik var ikke tilladt i påsken, derfor er al Lassus' påskemusik a cappella.
9 Chi ad una ad una raccontár potesse Le parole di sdegno, e d’amor piene, Che parve a Pietro di vedér impresse Nel sacro giro de le due serene Luci, scoppiár faría chi l’intendesse: Ma se d’occhio mortal sovente viene Virtù, che possa in noi, ch’il prova pensi, Che puóte occhio divín ne gli humán sensi.
Kunne man opregne dem ét for ét, de ord fyldt med vrede og kærlighed, som Peter syntes at se prentet i de to klare øjnes hellige lysring, ville det splintre tanken hos den, der forstod. Men hvis fra et jordisk øje ofte kan udgå en godheds kraft som virker i os; så betænk hvad Guds øje kan virke i menneskets sind.
10 Come falda di neve, che agghiacciata Il verno in chiusa valle ascosa giacque, A primavera poi dal sol scaldata Tutta si sface, e si discioglie in acque; Così la tema, ch’entro aI cor gelata Era di Pietro allór, che’l vero tacque, Quando Christo ver lui gli occhi rivolse Tutta si sfece, e in pianto si risolse.
Ligesom en frossen snebanke, der lå skjult hele vinteren dybt i en snæver dal, om foråret, når den varmes af solen, opløses helt og smelter til vand; således gik det frygten, der lå som is i Peters hjerte, dengang han fortav sandheden; da nu Kristus vendte blikket mod ham, smeltede den og opløstes i tårer.
11 E non fu il pianto suo rivo, o torrente, Che per caldo stagión giamai seccasse; Ché, benché il re del cielo immantinente A la perduta gratia il ritornasse, De la sua vita tutto il rimanente Non fu mai notte, ch’ei non si destasse, Udendo il gallo a dir quanto fu iniquo Dando lagrime nove al fallo antiquo.
Hans gråd var ingen bæk eller bjergstrøm, der tørrer ud i den varme årstid; for skønt Himlens Konge umiddelbart skænkede ham den tabte nåde igen, så var der i hele resten af hans liv ikke en nat, hvor han ikke vågnede, når han hørte hanen forkynde det onde han gjorde, og græd nye tårer over den gamle synd.
12 Quel volto, ch’era poco inanzi stato Asperso tutto di colór di morte, Per lo sangue, che al cor se n’era andato, Lasciando fredde l’altre parti, e smorte Dal raggio de’ santi occhi riscaldato Divenne fiamma, e per l’istesse porte, Ch’era intrato il timór fuggendo sparve; E nel suo loco la vergogna apparve.
Det ansigt, som øjeblikket før havde været malet helt i dødens farve, da blodet strømmede til hjertet, og efterlod alt andet koldt og blegt, blev nu, varmet af de hellige øjnes stråler, flammerødt, og gennem de samme porte, hvorfra den var kommet, forsvandt frygten, og i dens sted viste skammen sig.
12
13 Veduto il míser quanto differente Dal primo stato suo si ritrovava, Non bastándogli il cor di star presente A l’offeso signór, che sì l’amava Senza aspettár se fiera, o se clemente Sententia il duro tribunál li dava, Da l’odïoso albergo, ove era allora Piangendo amaramente uscì di fuora.
Da den ulykkelige Peter så, hvor forandret hele hans liv var blevet; Og da han manglede mod til at blive nær sin forrådte herre, som han elskede, tøvede han ikke for at se, om det barske tribunal ville give ham en mild eller streng dom. Det forhadte sted, hvor han befandt sig, forlod han bittert grædende og gik bort.
14 E vago d’incontrár chi giusta pena Desse al suo grave errór, poi che paura Di maggiór mal l’ardita man raffrena, Per l’ombre errando de la notte oscura Ne va gridando, ove il dolór il mena, E la vita, che ianzi hebbe sì a cura, Hor più ch’altro odia, e sol di lei si duole, E perche lo fe’ errár, più non la vuole.
I håbet om at møde nogen, der kunne straffe ham for hans store synd – thi angst for større ulykke holder dumdristig hånd tilbage strejfede han om i nattens mørke skygger med råb og klage, hvorhen ham smerten driver. Og det liv, han før havde så kært, hader han og begræder nu mere end alt; fordi det fik ham til at synde, ønsker han det ikke.
15 Vattene vita va, dicéa piangendo, Dove non sia chi t’odi, o chi ti sdegni; Lásciami; so che non è ben, che, essendo Compagnia così rea, meco ne vegni; Váttene vita va, ch’io non intendo, Che una altra volta ad ésser vil m’insegni; Né vo per prolungár tue frali tempre, Uccíder l’alma nata a víver sempre.
Gå din vej, liv, sagde han grædende, gå hen hvor ingen hader eller foragter dig. Forlad mig; det er ikke godt, ved jeg, at du som er syndigt selskab, følges med mig. Gå din vej, liv, gå, for jeg ønsker ikke du lærer mig endnu en gang at være fej. Og jeg vil ikke, for at forlænge dit svage væsen, dræbe min sjæl, der er lovet evigt liv.
16 O vita troppo rea, troppo fallace, Che per fuggír qua giù sì breve guerra, Pérder m’hai fatto in cielo eterna pace: Chi più desia godérti in su la terra Più tosto senza te schernito giace; E chi vorría lasciárti, e gir sotterra, Non vuoi mal grado suo, giamai lasciarlo Vaga di sempre a novo duól serbarlo.
O, falske, brødefulde liv, du som for at flygte her på jorden fra så kort en krig, har gjort at jeg i himlen mistede evig fred: Den der mest ønsker at nyde dig på jorden, vil hurtigst uden dig ligge foragtet tilbage. Og den der vil forlade dig og lægges under mulde, ham vil du aldrig, selv mod hans vilje, slippe, men ønsker stedse at bevare til fornyet smerte.
17 A quanti già felici in giovinezza Recò l’indugio tuo lunghi tormenti; Che se inanzi al venír de la vecchiezza Sciolti fússer del mondo, più contenti Morti sarían, poi che non ha fermezza Stato alcún, che si temi, o si paventi; Onde io vita a ragión di te mi doglio Che stessi meco, e stai più che non voglio.
Mange, der var lykkelige i ungdommen, har din tøven skaffet langvarige plager; thi hvis de inden alderdommen var blevet løst fra verden, ville de være døde mere tilfredse. For ingen tilstand, hvor man nærer angst og frygt, kan give ro. Derfor, o liv, klager jeg med føje over dig, fordi du blev hos mig – og bliver – længere end jeg vil.
18 Non trovava mia fé sì duro intoppo Se tu non stavi sì gran tempo meco; Se non havésser gli anni, e il víver troppo Portato il senno, e la memoria seco, Pensár dovéa, ch’io vidi dar al zoppo I piè, la lingua al muto, e gli occhi al cieco, E quel che più maravigliár fe’ l’ombre Rénder l’anime ai corpi, onde éran sgombre.
Min tro ville ikke være snublet så hårdt, hvis du ikke var blevet så længe hos mig. Hvis årene og for langt et liv ikke havde taget både min fornuft og erindring med sig, var jeg kommet i tanker om, at jeg så lamme gå, stumme tale og blinde se. Og det som fik skyggerne til at forundres mere: Sjæle der blev givet tilbage til de kroppe de havde forladt.
19 Queste opre e più, che’l mondo, et io sapea, Ramentár mi dovéan, che il lor fattore Fontana di salute ésser dovea, E sgombrár dal mio petto ogni timore; Ma come quel, che per l’età ch’avea, Era di senno, e di me stesso fuore, Nel gran periglio ricercando aita Per tema di morír, negai la vita.
Disse gerninger og andre, som verden og jeg kendte til, burde have mindet mig om, at deres skaber måtte være frelsens kilde, og fjerne al frygt der tyngede mit bryst. Men som den der på grund af høj alder havde mistet sig selv og al tankens kraft, søgte jeg hjælp i farens stund ved at fornægte livet af frygt for at dø.
20 Negando il mio signór, negai quel ch’era La vita, ond’ogni vita si deriva; Vita tranquilla, che non teme, o spera, Né puóte il corso suo giúnger a riva: Poi che dunque negai la vita vera Non è, non è ragión, che unqua più viva; Vátten, vita fallace, e tosto sgombra; Se la vera negai, non chiedo l’ombra.
Ved at fornægte min herre fornægtede jeg livet selv, det liv hvorfra alt liv udspringer; det rolige liv, som hverken kender frygt eller håb, og hvis løb ikke kan nå sin yderste strand. Da jeg således fornægtede det sande liv, er der ingen grund, nej ingen grund, til at leve mere. Gå din vej, falske liv, forlad mig straks; Jeg fornægtede det sande liv, dets skygge ønsker jeg ikke.
21 Vide homo, quæ pro te partior, Ad te clamo, qui pro te morior. Vide pœnas, quibus afficior, Vide clavos, quibus confodior. Non est dolor, sicut quo crucior. Et cum sit tantus dolor exterior, Intus tamen dolor est gravior, Tam ingratum cum te experior.
Se, menneske, hvad jeg lider for dig, jeg råber til dig, jeg der dør for dig. Se de pinsler som jeg martres af, se de nagler der gennemborer mig. Der er ingen lidelse som den jeg pines af. Men skønt den ydre smerte er så stor, er dog den indre tungere at bære, fordi jeg ser dig så utaknemmelig.
Oversat til dansk af Lene Waage Petersen. Oversættelsen følger originalens linjeopdeling, men tilstræber ikke metrisk gengivelse. 15
VOKALENSEMBLET
MUSICA FICTA Musica Ficta er et professionelt vokalensemble, dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum. Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er musikken fra middelalderen og renæssancen. Dengang skrev komponisterne ikke deres store værker for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Som Musica Fictas kunstneriske leder og dirigent er Bo Holten blandt verdens førende på dette felt. De seneste år har Musica Fictas i særlig grad fordybet sig den italienske madrigal og denne genres store mestre: Monteverdi, Marenzio, de Wert og ikke mindst Carlo Gesualdo (1566 – 1613), hvis kromatiske madrigaler er blevet en tilbagevendende og yderst anerkendt del af Musica Fictas repertoire. 16
Musica Ficta betragter endvidere arbejdet med den danske sangskat som en central del af sin virksomhed. Cd'erne med danske sange har gjort Musica Ficta til et af Danmarks mest sælgende klassiske ensembler, og ensemblet turnerer hvert år landet rundt for at udbrede og fastholde kendskabet til både de kendte og de mindre kendte egne af den danske sangskat. I Musica Ficta giver selv det mindste projekt anledning til stor fordybelse. Med Bo Holtens dybtgående kendskab til den europæiske musik- og kulturhistorie bliver alle koncerter gennemført i et bestemt tematisk perspektiv. Koncerterne kan således fokusere på en bestemt komponist, en epoke eller en historisk begivenhed, og publikum får altid en grundig indføring i de historiske og kulturelle rammer for musikken.
UDSNIT AF FREMTIDIGE KONCERTER I 2020 MED
Foto: Per Morten Abrahamsen
MUSICA FICTA
MARTS · APRIL · MAJ
14. marts LASSUS TIL PÅSKE Aarhus Domkirke 21. marts LASSUS TIL PÅSKE KoncertKirken, København 1. april LASSUS TIL PÅSKE Trinitatis Kirke, København 5. april LASSUS TIL PÅSKE Skt. Nikolaj Kirke, Nakskov 10. april LASSUS TIL PÅSKE Holte Kirke 10. april LASSUS TIL PÅSKE Fredensborg Kirke 19. april GRÆNSELANDETS SANGE Ringkøbing Kirke 16. april GRÆNSELANDETS SANGE Taksigelseskirken, København 15. maj MADRIGALER Roskilde Klosterkirke
JUNI · JULI · AUGUST
6. juni SANGERFEST PÅ SKAMLINGSBANKEN Skamlingsbanken, Kolding 6. juni GRÆNSELANDETS SANGE Brødremenigheden, Christiansfeld 5. juli SOMMERFUGLEDALEN AF STEFAN FORSSÉN KoncertKirken, København 7. juli SOMMERFUGLEDALEN AF STEFAN FORSSÉN Luisiana, Humlebæk 9. juli CARL NIELSEN OG DEN DANSKE SANGSKAT Bordesholm Klosterkirke, Bordesholm 23. juli MADRIGALER Luthersk Missions Højskole, Hillerød 11. aug. GRÆNSELANDETS SANGE Nordby Kirke, Fanø
SEPTEMBER · OKTOBER
19. sept. MADRIGALER Odense 7. okt. MADRIGALER Holmens Kirke, København 25. okt. GRÆNSELANDETS SANGE Vesthimmerlands Musikhus, Aars
Forsiden af El Greco (c.1587-1596), netop af den grædende Peter. Et motiv El Greco (eller Domenikos Theotokopoulos, som han egentlig hed) ofte vendte tilbage til. 19
KONTAKT Administrator, Christian Tobiassen musica@ficta.dk tlf: 30913567 Dirigent og Kunstnerisk leder, Bo Holten bo.holten@ficta.dk
WWW.FICTA.DK