Spider-man – Superheltene går til angreb (uddrag)

SUPERHELTENE GÅR TIL ANGREB! af

Rich Thomas Jr.

IllustrEREt af

Ron Lim

På dansk ved Anne Lund Gillesberg

og

Lee Duhig

!

R E T t i r o v a

E L L A D ME

f E N I D

En

æ kn

ra Q u e e n s gt f

PETER SPIDER

G we

R PARKE

-M A N

r n s fa

IS KOMM

TACY SAER S

STACY GWEN

NOVA EVIL DAR ED

VIBRAN JOLD E T SK

IUM

s i n e ve rde n s

, ta n t e ers P et ag e b e r at e ls k m so

ber

ø mt

e

S! COOKIE or

ts

m

and

sp

MAY TAN TE

ens and n sm t vå b e or ngs i l p d s yn

UGLE PAPIRK FLASH

AN IRON M THING RAP!

MMIA EN GU

KLAM O G EN KOP E D D ER

ND

9

H

M O N E I ISTO R

d i p S

n a M r e

Peter Parker var bare en helt almindelig skoleelev, der elskede fysik og kemi. En dag under en forelæsning blev han bidt af en radioaktiv edderkop. Han fik nogle vilde superkræfter! Nu kunne han klatre på vægge, springe som en edderkop og fornemme, når der var fare på færde.

Peter, der var dygtig til fysik og kemi, opfandt

en klistret væske og nogle seje netskydere. Nu kunne han lave edderkoppespind og svinge sig fra skyskraber til skyskraber højt over New York Citys travle gader. Han lavede også en superdragt til sig selv og gav sig selv supernavnet En dag blev Peters elskede onkel Ben dræbt af

SPIDER-MAN!

en indbrudstyv – den samme indbrudstyv, Peter havde mødt tidligere på aftenen. Han kunne have sat en stopper for tyven, før der skete noget, men havde besluttet sig for ikke at gøre det. Peter var knust. Han følte, det var hans skyld, at onkel Ben ikke overlevede. Men så huskede han på det, hans onkel altid havde sagt: med store kræfter

følger et stort ansvar .

Han besluttede sig for, at han ville hjælpe enhver, der havde brug for det. Fra den dag af brugte Peter sine superkræfter til at kæmpe for retfærdighed og beskytte indbyggerne i New York City. Han satte en stopper for alle, lige fra lommetyve til superskurke.

Peter har været på utallige fantastiske eventyr, siden han blev til Spider-Man. Dette er bare et af dem ...

KA PITE

1

L

“Ikke kigge op, ikke kigge op, ikke kigge op,” mumlede Peter Parker. Han skævede til siden.

Nogen kom gående imod ham, og han prøvede at mane, hvem end det var, bort ved tankens kraft.

“Hey, bogorm!” råbte Flash Thompson fra den modsatte ende af aulaen. Peter så op fra sit skab. Flash var quarterback for Midtown High, og han var altid omgivet af en masse andre sportsfyre og fnisende cheerleadere.

“TÆNK HURTIGT!” sagde Flash og kastede 13

en papirkugle efter Peter. Den ramte ham i panden og faldt ned i det åbne skab foran ham.

“Vildt sjovt, Eugene,” sagde Peter. Han brugte aldrig kælenavnet ‘Flash’, for han vidste, at Thompson hadede sit rigtige navn. “Hvis du prøvede at bruge det papir som noget andet end kasteskyts, kunne du måske blive færdig med skolen, før du skal på pension,” sagde Peter sarkastisk.

14

“Og hvis du brugte mindre tid på lektier og mere tid på afslapning, ville du måske have mere held med pigerne,” sagde Flash og slog ud med armen mod de fnisende cheerleadere, der stod et par skabe længere væk.

“Held, hva’? Godt, du sætter pris på det, for du har ikke andet,” svarede Peter.

Flash viftede afvisende med hånden, men Peter kunne se på ham, at kommentaren sved.

“Kom, venner. Vi gider ikke spilde mere tid på den taber,” sagde Flash. Så gik han videre med sin fanklub i hælene.

Peter samlede det krøllede papir op fra bunden af skabet og glattede det ud. IDIOT stod der 15

med store bogstaver over en grim tegning, der nok skulle forestille Peter. Selvom han ikke var overrasket, gik det ham alligevel lidt på.

Han smed papiret i skraldespanden. Flash kastede et blik over skulderen og smilede hånligt. Peter kunne godt regne ud, at Flash havde set ham læse papiret og smide det væk. Og det værste var, at Flash tydeligvis nød hvert eneste sekund af det. Selv hvis Peter havde ramt plet med sin kommentar om, at Flash kun var heldig, 16

var det alligevel Flash, der fik det sidste ord ... som altid.

Men de skulle heldigvis ikke samme vej – Flash gik udenfor, Peter gik på biblioteket. Måske havde Flash ret. Måske var det virkelig rigtigt, at Peter brugte for meget tid på lektier og for lidt tid på at have det sjovt. Det var jo frokostpause.

Resten af klassen sad udenfor og nød det smukke efterårsvejr, og her sad han på et støvet skole­bibliotek og læste op til næste uges kemiprøve.

Og han var den eneste elev på hele biblioteket.

Eller ... næsten den eneste.

17

“HEY, PETE!” sagde Gwen Stacy.

“SHHH!” skændte skolebibliotekaren.

“Jeg troede, jeg var den eneste, der læste lektier i frokostpausen,” hviskede hun.

“Selv en, der er så klog som dig, tager åbenbart fejl en gang imellem,” sagde Peter. Han syntes, han så Gwen rødme en lille smule.

“Tja, jeg kunne ikke have ønsket mig noget bedre selskab,” svarede hun.

Nu var det Peters tur til at blive forlegen. Han lagde sine bøger ved siden af hendes og satte sig ned. Hvis bare Flash kunne se ham nu! For en gangs skyld var Peter glad for at være lidt af en outsider. Lige nu betød det, at han fik lov til at hænge ud med Gwen Stacy alene. Der ­kunne umuligt være nogen, der gad

forstyrre dem her. Hvem andre end dem ville gå glip af det dejlige vejr bare for at lave lektier?

Så gik døren til biblioteket op. Peter fattede det ikke. Det var F l a s h ! Hvad lavede han på biblioteket? Han gik langsomt hen til bordet, hvor Peter og Gwen sad, og smilede smørret.

“Hva’ så, bogorm? Jeg så, du tabte det her,” sagde Flash og rakte Peter den tegning, han havde smidt ud få minutter tidligere. Der lå den midt på bordet, så alle kunne se den.

Og Gwen stirrede også på den. Hvad ville hun dog tænke? Ville hun synes, det var sjovt? Ville hun grine ad ham?

Peter skubbede papiret væk fra bordet og samlede sine bøger op.

“Jeg er nødt til at gå,” sagde han og skubbede stolen væk lidt hårdere, end han behøvede.

“Shhh!” sagde bibliotekaren igen.

“Men jeg gjorde dig jo bare en tjeneste!” sagde Flash sarkastisk.

“Du ville ikke engang kunne genkende en tjeneste, hvis den tacklede dig midt på banen!” svarede Peter og forestillede sig Flash blive tacklet af et eller andet meget stort og stærkt.

“Som om du ved noget som helst om tacklinger! Du er så

20

svag, at du ikke engang ville kunne tackle en flue!” sagde Flash.

Peter stormede ud af rummet og smækkede døren bag sig.

“Shhh!” sagde bibliotekaren så højt, at Peter kunne høre ham gennem den lukkede dør.

Peter rystede.

Han følte sig såret.

Han følte sig ydmyget.

Men mest af alt følte han sig vred !