Sex Education - Roadtrip (uddrag)

KATY BIRCHALL

Baseret på serien SEX EDUCATION skabt af Laurie Nunn

På dansk ved Randi Bjerre Høfring

CARLSENPULS

Content_9788727002293.indd 3

06/08/21 1:39 PM

Content_9788727002293.indd 4

06/08/21 1:39 PM

ET

Maeve lukkede bogen og sukkede.

Hun lænede hovedet tilbage mod sofaen og missede med øjnene mod sollyset, der strømmede ind gennem en sprække i gardinerne i campingvognen. Hun løftede højre hånd og bed i en neglerod, mens hun trommede utålmodigt på bogomslaget med venstre.

Hun havde læst Jane Eyre et par gange, men den her del af romanen gjorde hende stadig vred. Hun hadede Janes fætter, John Reed, og hver gang hun læste romanen, var det, som om han blev værre og værre. Han trynede Jane, bare fordi han havde alt, og hun ikke havde noget, heller ikke nogen venner eller familie.

“Arrogante røvhul,” sagde Maeve højt ud i det tomme rum.

Hun holdt op med at bide i negleroden og lod hænderne hvile på maven, mens hun stadig så op i loftet. Hun kunne høre svag musik fra en campingvogn længere henne ad vejen, og i det fjerne var der folk, som sludrede og lo. Hun mærkede et stik af ensomhed i brystet.

“Det er det, du får ud af at læse Brontë-søstrene,” mindede hun sig selv om, før hun kørte en hånd gennem håret og satte sig op.

Maeve lagde bogen til side og fik øje på sine smøger, der stak ud under tasken ved siden af hende, og rakte ud efter dem. Hun rystede en af dem ud og snuppede lighteren fra bordet, før hun rejste sig fra sofaen og gik hen mod døren, som hun smækkede op, og trådte ud i solskinnet.

“Go’morn, min snut.”

Maeve fik ild på sin smøg og kiggede op. Lidt væk stod Cynthia, som ejede campingpladsen, og hængte vasketøj op på en tørresnor og smilede til hende.

5

Content_9788727002293.indd 5

06/08/21 1:39 PM

“Hej, Cynthia,” svarede Maeve. Hun pustede ud og lagde armene over kors.

“Dejlig dag,” sagde Cynthia og hængte en cowboynederdel, som var præcis magen til den, hun havde på, op på tørresnoren. “Hvordan går det? Laver du noget hyggeligt?”

“Jeg læser bare lidt.”

“Ah, dejligt. Noget godt?”

“Jane Eyre.”

“Den tror jeg, jeg har læst.” Cynthia så et øjeblik eftertænksom ud.

“Er det den med grævlingen?”

Før Maeve kunne nå at svare, gik døren til Cynthias campingvogn op, og hendes mand, Jeffrey, kom til syne, iført en forvasket, ærmeløs undertrøje, et neongrønt pandebånd og meget stramme, små gymnastikshorts. Han satte hænderne i siden og trak vejret dybt ind.

Maeve forsøgte forgæves at undertrykke en fnisen.

“Hvad i alverden laver du, Jeffrey?” spurgte Cynthia og rynkede frastødt på næsen.

“Zumba,” svarede han med en fornærmet snøften og vippede hovedet fra side til side, så nakkehvirvlerne knækkede hele vejen ned. “Jeg tænkte, jeg ville gøre det herude, hvor der er mere plads til at bevæge sig.”

“Siden hvornår er du begyndt på zumba?”

“Siden i dag. Jeg tror lige, det er noget for mig.”

Han skruede op for popmusikken, der blev spillet i radioen inde i campingvognen. Under sin kones kritiske blik trådte han ned på græsset, tjekkede, at hans pandebånd sad rigtigt, og satte derefter et ben foran det andet og gik ned i en dyb knæbøjning.

“Jeg varmer bare lidt op,” oplyste han Maeve.

“Super,” svarede hun og forsøgte at lade være med at kigge.

Cynthia rystede skuffet på hovedet ad ham. “Du ligner en idiot, Jeffrey.”

“Jeg blev engang nummer to i en konkurrence i latinamerikansk dans,” sagde han og ignorerede hende. Han vaklede lidt på vej op fra

6

Content_9788727002293.indd 6

06/08/21 1:39 PM

knæbøjningerne, før han entusiastisk kørte hofterne rundt i cirkler. “Jeg fik at vide, at jeg var meget lovende.”

“Hvem sagde det til dig? Din bedstemor?” vrissede Cynthia.

Maeve tog med et skævt smil et sidste hiv af smøgen, mens Jeffrey begyndte at træde frem og tilbage, helt ude af takt til musikken, og klappe i hænderne for hvert skridt.

“Vi ses senere,” sagde hun og skoddede cigaretten. “God fornøjelse, Jeffrey. Prøv at lade være med at forstuve noget.”

“Tak,” svarede han og gav hende en thumbs-up, mens han kørte skuldrene op og ned.

“Husk huslejen for den her uge, snut,” sagde Cynthia med et stramt smil og en hovedbøjning mod Maeve. “Jeg siger det bare, fordi du var en dag for sent på den sidst, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre undtagelser, men det ville ikke være fair over for de andre.”

“Du skal nok få den.”

“Tak, min snut.”

Et par unger løb forbi, de smuttede rundt om Jeffrey og var lige ved at blive ramt i ansigtet, da han kastede sig ud i en række energiske sprællemandshop. Han mistede balancen og snublede, da de veg uden om ham, og hans pandebånd gled ned over øjnene.

“Hey!” råbte han efter dem, mens de grinende løb videre. Han skubbede pandebåndet tilbage på plads. “Pas lige lidt på!”

“Jeg kan huske dig, da du var i den alder,” sagde Cynthia til Maeve med et langtrukkent suk. “Du kom altid i problemer her på pladsen. Og din bror. Der var ingen til at holde øje med jer dengang – ja, din mor havde jo sine egne problemer. Hvordan har din bror det? Er han okay?”

“Han har det fint, tak. Ja, han har det faktisk rigtig godt.”

“Det er jeg glad for at høre.”

Maeve pegede akavet bagud på døren. “Jeg må tilbage til min bog.”

“Ja, det er en god historie, den der. Den lille, frække grævling.”

Jeffrey stoppede brat op i sit løb på stedet. “Hvilken grævling? Den er ikke kommet ind i campingvognen, vel?”

7

Content_9788727002293.indd 7

06/08/21 1:39 PM

“Der er ikke nogen grævling, Jeffrey,” svarede Cynthia og så irriteret på ham. “Jeg sagde, at det er en lille, fræk grævling i den bog, som Maeve læser.”

“Vi ses,” sagde Maeve og sendte dem et lille vink.

“Vi ses, min snut.”

Maeve gik ind i campingvognen igen og smilede for sig selv, da hun hørte Cynthia hvæse “Idiot” ad sin mand, lige før døren gik i.

Hun tog telefonen op af lommen for at tjekke sine beskeder og mærkede et jag af skuffelse over, at der ikke var nogen. Hun havde løjet for Cynthia om sin bror, Sean. Det var et stykke tid siden, hun havde hørt fra ham, og hver gang hun tjekkede telefonen, håbede hun, at der på mirakuløs vis kunne være kommet en besked fra ham, som fortalte, at han var okay, eller afslørede, hvor han var. Hun burde nok have været vant til det på nuværende tidspunkt. Det var ikke ligefrem et nyt fænomen, at hendes åndssvage bror forsvandt i flere måneder ad gangen.

Og det var jo ikke, fordi hun ikke kunne klare sig selv.

Men hun savnede ham.

Whatever. Da hun stak telefonen tilbage i lommen, gled hendes blik hen på bordet og det ansøgningsskema, hun havde udfyldt i aftes. Hun stod der et øjeblik, indtil en stemme i hendes hoved sagde: Fuck it.

Hun gik beslutsomt ind i soveværelset, tog sin makeuppung og kiggede sig i spejlet. Mens hun trak sin sorte eyeliner op, tænkte hun på skiltet i vinduet inde i boghandlen: Deltidshjælp søges. Ansøg indenfor.

Hun var kommet forbi boghandlen i går med sin ven fra skolen, Otis, og da hun havde fået øje på skiltet, havde hun kigget en ekstra gang og var standset op på fortovet for at nærlæse det. Hendes hjerte var faktisk begyndt at galoppere afsted. Når hun indtil da havde tænkt over at finde et sommerferiejob, havde hun forestillet sig, at hun ville ende med at arbejde i indkøbscenteret i milkshakecaféen eller i vaffelboden. Hun havde ikke overvejet, at hun kunne få et job, hun måske rent faktisk ville synes var sjovt. Noget, hun virkelig kunne gå op i.

8

Content_9788727002293.indd 8

06/08/21 1:39 PM

“Du kan ikke bare standse op på den måde, Maeve,” sagde Otis. Han slentrede tilbage og stillede sig ved siden af hende, mens hun hypnotiseret stirrede på skiltet. “Jeg gik bare videre og talte til dig, og jeg var lige ved at gå ind i en lygtepæl, da jeg kiggede mig omkring for at se, hvor du var blevet af.”

Da hun ikke reagerede, men bare begyndte at bide i sin tommelfingernegl uden at se på ham, kiggede han ned på skiltet ville slette.

“Det skal du da søge! Du ville være fantastisk til det!” sagde han entusiastisk.

“Lad nu være med at være åndssvag.”

“Kom, lad os gå ind. Du kan udfylde ansøgningsskemaet.”

“Det kan jeg ikke.”

Maeve slog blikket ned, før hun rystede på hovedet og hurtigt gik videre hen ad fortovet. Hun var nået et godt stykke, før Otis indhentede hende.

“Hvorfor ikke?” fremturede Otis. “Hvorfor kan du ikke ansøge om det job?”

“Fordi de ikke vil have sådan en som mig til at arbejde i deres boghandel.”

“Du mener en, som er superklog og virkelig god til bøger?”

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. “God til bøger?”

“Ja ja, okay,” svarede han og himlede med øjnene ad hende. Han stak hænderne i lommen. “Jeg kunne godt selv høre, at det lød forkert, da jeg sagde det. Men du ved, hvad jeg mener. Hey, jeg synes virkelig, du skulle tage at søge. Så kunne du bruge hele dage på at fortælle kunder om fremragende feministisk litteratur. Det er dit drømmejob.”

“De vil ikke have mig, Otis.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi …” Hun slog frustreret ud med armene. “Se på mig! Jeg er ikke sådan en, som får et godt job i en boghandel. Jeg har en næsepiercing og farvet hår.”

“Nååh nej. Undskyld. Jeg havde ikke lige tænkt over, at du søgte et job i 1950’erne.”

9

Content_9788727002293.indd 9

06/08/21 1:39 PM

Hun sukkede, før hun stædigt snerpede munden sammen.

“Du burde i det mindste tænke over det,” sagde Otis og puffede til hendes arm med albuen. “Og måske ansøge i morgen.”

“Okay.”

“Godt.” Han tog et sammenfoldet stykke papir op af lommen og rakte hende det. “Her er ansøgningsskemaet.”

“Hvad f…”

“Jeg gik ind og tog et fra disken. Der er virkelig rart derinde. Der lugter af … bøger.”

“Det er en boghandel, Otis.”

Han havde stadig skemaet i hånden og viftede med det lige op i hovedet på hende, indtil hun til sidst tog det og skulede ad hans selvtilfredse mine.

“Du er så irriterende.”

“Nej, jeg er opmuntrende. Men ved du, hvem der er irriterende? Min mor. Hun gik i gang med sin vagina-workshop klokken otte her til morgen og fik mig ud af sengen for at lave te til alle deltagerne.”

Da Otis kastede sig ud i en klagestrøm over Jean, der var hans mor, og hendes arbejde som sexterapeut, kunne Maeve alligevel ikke lade være med at grine, og hun blev omgående i bedre humør. Efter at have sagt farvel til ham i går eftermiddags var hun gået hjem, havde sat sig ned og udfyldt skemaet med et besynderligt håb i kroppen.

Hun lagde sidste hånd på eyelineren i campingvognen, og det gik op for hende, at hun havde smilet åndsfraværende, mens hun tænkte på dagen sammen med Otis i går.

Der havde været en overgang, hvor Maeve havde troet, at Otis var glad for hende. Som i virkelig glad for hende. Og der havde været en overgang, hvor hun havde overvejet at fortælle ham, hvordan hun havde det. Hvordan hun havde det, når hun tænkte på ham. Men det var indviklet. For risikabelt. For hvis noget gik galt, hvis hun fuckede det hele op, som hun altid gjorde, og hun mistede Otis …

10

Content_9788727002293.indd 10

06/08/21 1:39 PM

Pointen var, at det ikke var det værd. De var venner. Gode venner.

Det fungerede fint sådan. Og hvem vidste, hvordan han havde det med hende nu? Han var kommet videre, det var hun sikker på.

Det var de begge to. Ikke?

Hun rystede hurtigt på hovedet, skubbede tankerne fra sig og lagde eyelineren ned i makeuppungen og ledte efter sin læbestift, før hun tjekkede sit outfit: en mørkerød top og en kort, sort nederdel med netstrømper og højhælede, sorte snørestøvler. Det var varmt udenfor, men hun tog alligevel sin læderjakke og trak den på.

Hun kiggede sig i spejlet en sidste gang, før hun tog sin telefon og skrev til Otis.

Jeg tager hen for at ansøge om det job nu.

Telefonen vibrerede med det samme med et svar.

Hvad for et job?

Det i boghandlen.

Spasser Det var for sjov Fedt Skal jeg gå med dig?

Hvis du har lyst Giv mig lige tyve minutter Kommer hen til dig Jeg lader min cykel stå hos dig, og så kan vi gå ind til byen sammen

11

Content_9788727002293.indd 11

06/08/21 1:39 PM

Maeve smilede og lod sin telefon ligge på bordet, da hun gik hen for at sætte vand over til te, mens hun ventede på ham. Hun pillede ved sin halskæde og så for sig, hvordan hun gik ind i boghandlen og afleverede ansøgningsskemaet. Hendes blik blev fanget af tasken på sofaen. Hun måtte tjekke indholdet i pungen. Hun skar ansigt og trak vejret dybt ind, da hun tog den op og forsøgte at huske, hvor meget der var i den.

Da hun åbnede den, åndede hun lettet op. Der var nok til huslejen.

Men hun måtte have et job, hvis hun også skulle kunne betale næste gang. Det var jo ikke, fordi hun tjente noget ekstra nu, hvor de havde ferie fra skolen, og sexklinikken var sat på pause.

Det havde været en fremragende idé at starte den hemmelige klinik for eleverne på skolen sammen med Otis – hvis hun altså selv skulle sige det. Hun stod for forretningsdelen af klinikken, bookninger og betalinger, og Otis gjorde det, han var god til – at rådgive om sex og parforhold. Han var et naturtalent og havde et særligt anlæg for terapi.

Det var, som om han ved at bo sammen med sin mor havde suget hendes viden og terapeutiske evner til sig. Og det viste sig, at eleverne på skolen VIRKELIG havde brug for hjælp. Klinikken var en kæmpesucces.

Men de havde lukket for rådgivningen i øjeblikket, så hun måtte ganske enkelt finde sig et sommerferiejob.

Maeve fór sammen, da hendes telefon begyndte at vibrere på bordet og rev hende ud af dagdrømmene om boghandlen. Det var sikkert Otis, der ringede for at sige, at han alligevel ikke kunne komme. Hun gik hen for at tage den og forsøgte at lade være med at være skuffet på forhånd, men det var et nummer, hun ikke kendte. Hun rynkede forvirret panden og overvejede, om hun skulle svare. Hun tog den, lige inden den gik på telefonsvarer.

“Hallo?”

“Heeeey, frøfjæs.”

Lyden af hendes brors stemme fik hende til at snappe efter vejret.

Endelig.

“Hvor fanden har du været?” spurgte hun vredt.

12

Content_9788727002293.indd 12

06/08/21 1:39 PM

“Har du da savnet mig?”

“Du skred uden at sige farvel,” svarede hun hidsigt. “Igen.”

“Okay, jeg ved godt, at du er vred, men jeg har brug for din hjælp.”

Hun lukkede øjnene og fik en sugende fornemmelse i maven. Hans stemme var anspændt og træt. Der var noget galt. Ellers ville han ikke ringe.

“Kvæk?” lokkede han. “Kom nu. Jeg er i knibe. Tal til mig.”

“Hvad har du brug for?” spurgte hun dæmpet.

“Jeg har brug for dig.”

“Hvad mener du med, at du har brug for mig?”

“Jeg har brug for, at du kommer og hjælper mig med at få styr på noget.” Han tøvede. “Jeg er blevet anholdt.”

“Du er hvad?”

“Jeg sværger, at jeg ikke har gjort noget. Jeg sværger, Maeve. De har fuldstændig misforstået det, der er sket. De tror, jeg har stjålet en diamanthalskæde. Der var den her pige, som jeg datede og … Men altså, jeg har ikke gjort det, Maeve. Og jeg har brug for din hjælp til at bevise det.”

“Ringer du fra et fængsel?”

“Nej. Jeg var anholdt i fireogtyve timer, og så blev jeg sluppet ud på kaution. Jeg sover hos en af mine venner i byen. Politiet kom forbi med en kendelse for at ransage hans hus, mens jeg sad på stationen, og de fandt ikke noget – for jeg har ikke taget den – men jeg ved, at de prøver at hænge mig op på det. Det er kun et spørgsmål om tid, før de kommer efter mig igen.”

“En diamanthalskæde,” gentog Maeve, mens hun gik frem og tilbage i stuen og forsøgte at lade være med at gå i panik. “Hvad mener du – altså, sådan rigtige diamanter?”

“Ja. Du skulle se den. Den er en formue værd.”

“Det lyder som en joke.”

“Det er det ikke.”

“Hvorfor tror de, du har taget den?”

13

Content_9788727002293.indd 13

06/08/21 1:39 PM

“Det er en lang historie, men det vigtigste, du skal vide lige nu, er, at jeg ikke har gjort det. Du må komme og hjælpe mig med at bevise det.”

“Hvordan fanden skulle jeg kunne gøre det? Fuck, Sean! Det her er virkelig noget lort!”

“Ja, det er derfor, jeg ringer til dig. Du er jo den snedige af os to. Jeg har ingen på min side her. De leder ikke engang efter andre mistænkte, men hvis vi på en eller anden måde kunne finde ud af, hvem der har taget den, så slipper jeg jo af krogen. Jeg har ikke andre, der kan hjælpe mig. Please. Vil du ikke nok komme og hjælpe mig med at finde ud af det?”

Maeve tøvede. Hendes hjerne kunne slet ikke forholde sig til alle de oplysninger, og hun forsøgte at finde ud af, hvad der ville være det bedste at gøre.

“Vil du ikke nok, frøfjæs,” tryglede Sean og tilføjede håbefuldt: “Jeg laver pandekager til dig, hvis du kommer. Med chokoladesovs og flødeskum.”

“Det er nok ikke lige det rigtige tidspunkt til pandekager, Sean.”

“Joo, det er da altid det rigtige tidspunkt til pandekager, ligegyldigt hvad,” svarede han og grinede lidt. Da han talte igen, var hans stemme anderledes. Alvorlig og bange. “Jeg har virkelig brug for din hjælp. De her folk er magtfulde. Jeg er i seriøse problemer. Og hvis jeg ikke slipper ud nu, slipper jeg aldrig ud. Jeg har ikke andre.”

Maeve bed sig i læben. “Okay.”

“Så du kommer altså?”

“Ja.” “Tak,” hviskede han. Han lød lettet. “Du har givet mig en smule håb, frøfjæs. Hvis der er nogen, som kan finde ud af, hvad der er foregået her, så er det dig.”

“Hvor kan jeg finde dig henne?”

“Jeg sender adressen. Det kan være, du skal pakke til et par dage.

Det er lidt langt væk. Tror du, du kan låne en bil af nogen?”

14

Content_9788727002293.indd 14

06/08/21 1:39 PM

“Det finder jeg ud af.”

Han takkede hende igen, lovede, at hun ikke ville komme til at fortryde det, og lagde på. Maeve spildte ikke tiden, men skrev omgående til Aimee, den eneste ven, hun kunne komme i tanke om, som havde en bil, og spurgte hende, om det var okay, at hun kiggede forbi. Mens hun ventede på svar, faldt hendes blik på ansøgningsskemaet til boghandlen, som lå på bordet. Hun trak det hen til sig og kiggede ned over det, hun havde skrevet. Hendes telefon vibrerede med en besked fra Aimee.

Maeve tog ansøgningsskemaet op, krøllede det sammen og smed det på bordet.

Hun måtte i gang med at pakke.

Content_9788727002293.indd 15

06/08/21 1:39 PM

TO

“Hey, hvor skal du hen?”

Maeve drejede nøglen og låste døren ind til campingvognen, før hun vendte sig om og fik øje på Otis, der med et forvirret ansigtsudtryk kom trækkende med sin cykel. Hun var glad for, at Jeffrey tilsyneladende havde opgivet zumbaen, og at hverken han eller Cynthia var blevet hængende udenfor.

“Jeg er rimelig sikker på, at du ikke behøver at flytte ind i boghandlen for at bevise, hvor dedikeret du er,” fortsatte Otis og kastede et mistænksomt blik på den store taske, der hang over hendes skulder.

“Nye planer,” svarede hun bare og gik ned ad trinene. “Undskyld.

Jeg burde have skrevet til dig. Jeg bliver nødt til at tage væk.”

“Okay? Hvor skal du hen?” spurgte han. Han vendte sin cykel og fulgte efter hende, da hun begyndte at gå.

“Hen til Aimee.”

“Holder hun pyjamasparty eller noget i den stil?”

“Nej, vi er ikke otte år gamle. Jeg skal låne hendes bil.”

“Hvorfor?”

“Du spørger for meget, Otis.”

“Og du svarer for lidt, Maeve.”

Hun ignorerede ham og gik videre.

“Hey, lad nu være,” sagde han. Hjelmen vippede frem og tilbage på hans hoved, da han satte farten op for at følge med hende. “Hvad sker der?”

Han rakte ud efter hendes arm, og hun vendte sig om mod ham.

Han benyttede lejligheden til at spænde hjelmen op og tage den af.

16

Content_9788727002293.indd 16

06/08/21 1:39 PM

Hvis ikke Maeve havde været så irriteret og vred på alt og alle lige nu, ville hun have gjort grin med hans hår, der strittede til alle sider.

“Sig det nu,” sagde han blidt, da hun mødte hans blik.

Det var dét der, der gjorde Otis til noget særligt. Når han så på en, fik man lyst til at betro sig til ham, som om han på magisk vis kunne gøre det hele okay. Nej, han var ikke uddannet terapeut, han var jo ligesom bare teenager, men han havde virkelig en usædvanlig evne.

Maeve kunne ikke helt sætte fingeren på det, men man … stolede bare på ham.

Otis Milburn var høj og slank, han var venlig og ufattelig klodset og tilsyneladende i evig kamp med sine lange arme og ben. Det var, som om han gennem sit kropssprog konstant undskyldte for overhovedet at være til stede. Han var en uventet sexguru og en endnu mere uventet ven for Maeve Wiley. Da de var begyndt at hænge ud, kunne Maeve i starten ikke helt finde ud af ham, og han lod til at være rædselsslagen for hende.

Men til sidst faldt de bare i hak. Det var umuligt at forklare det.

“Okay,” sagde hun og sparkede en klump løst græs væk under foden.

“Sean ringede.”

“Din bror?” Otis’ øjne lyste op. “Det er jo alletiders! Eller … hvad?”

Maeve bed tænderne sammen. “Han er i problemer.”

“Hvilken slags problemer?” spurgte Otis og rynkede bekymret øjenbrynene.

“Politiet tror, han har stjålet en virkelig kostbar halskæde,” forklarede Maeve. “Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han vil have, at jeg kommer og hjælper ham med at rense sit navn og overbevise dem om, at han er uskyldig eller sådan noget.”

“Er han det?” spurgte Otis forsigtigt.

Maeve tøvede. “Det ved jeg ikke.”

Hun havde dårlig samvittighed over at sige det højt. Hun ville gerne tro på sin bror, men det var ikke første gang, det her var sket. Han var god til at komme med løfter og ikke så god til at holde dem. Han havde også en vane med at slette sine spor med sin naturlige charme og

17

Content_9788727002293.indd 17

06/08/21 1:39 PM

overbevisende løgne. Hvis Maeve skulle være helt ærlig, var hun ikke sikker på, hvor langt han ville gå for at skaffe penge, hvis han var desperat.

Og en diamanthalskæde ville give mange penge.

“Det ved jeg ikke,” gentog Maeve og var irriteret på sig selv over at være usikker. “Men jeg bliver nødt til at gøre noget. Jeg kan ikke bare lade ham sejle sin egen sø.”

“Okay.” Otis nikkede langsomt. “Jeg tager med.”

“Hvad?”

“Jeg tager med,” gentog han.

“Nej. Det gør du helt sikkert ikke.”

“Jeg lader dig ikke tage alene afsted,” svarede han bestemt. “Det lyder ret vildt, det der. Du får måske brug for en ven.”

Maeve vaklede. “Det kan jeg ikke bede dig om.”

“Det gør du heller ikke.” Han trak på skuldrene. “Jeg insisterer. Det lyder som en situation, der kan gå hen og blive stressende og påvirke dig personligt, og du får måske brug for en, der kan hjælpe med at sætte det hele lidt i perspektiv. Og så vil jeg gerne være der for dig.”

Maeve hævede øjenbrynene. “Okay. Men det her er alvorligt, Otis.

Vi taler om, at min bror muligvis kan komme i fængsel.”

“Det ved jeg.”

“Det er ikke en ferie.”

“Det troede jeg heller ikke, det var. Jeg tager hjem og pakker en taske, og så mødes vi hos Aimee.”

Hun nikkede, og han satte sig op på sin cykel og forsvandt i en anden retning. Maeve kiggede efter ham og var glad for, at hun ikke ville skulle klare det her alene.

Det hele var altid lidt bedre, når han var der. *** “Oh my god,” gispede Aimee og spærrede øjnene op. “Det er SKÆBNEN!” Maeve blev noget overrasket over sin venindens reaktion. “Hvad?”

18

Content_9788727002293.indd 18

06/08/21 1:39 PM

“Ja, ikke det med din bror, selvfølgelig. Det er virkelig noget lort,” svarede Aimee hurtigt. Hun sad i skrædderstilling midt på sin seng, og Maeve sad for enden af den. “Men jeg skulle lige til at spørge dig, om du ville køre i den retning med mig! Der er en bagemesse der, i en stor sportshal, og jeg havde tænkt, at vi kunne tage dertil sammen. Det er jo en stor by, og det er ikke særlig sjovt at være alene afsted. Men nu skal du alligevel dertil, og så kan vi køre sammen! Det er skæbnen.”

Maeve så uforstående på hende. “En bagemesse.”

“Ja, rimelig cool, ikke? Perfekt for en kommende professionel bager som mig. Og der er åbenbart masser af gratis smagsprøver og den slags.”

“Jo, det er cool,” svarede Maeve og besluttede sig for ikke at hænge sig i, at Aimees sidste forsøg på at bage en kage resulterede i, at køkkenet nærmest gik op i flammer, og hendes sandkage var så stenhård, at Maeve næsten havde knækket en tand på den. “Så vi kan altså køre i din bil?”

“Ja, selvfølgelig!” svarede Aimee med et stort smil og strøg sit kraftige og krøllede, lyse hår om bag skulderen. “Jeg skal lige have smidt nogle ting i en taske, og så kan vi køre. Hvor længe tror du, at vi vil være væk?”

“Aner det ikke. Det kommer vel an på, hvad der sker.”

“Jeg pakker til et par dage så, bare for en sikkerheds skyld,” erklærede Aimee. Hun rejste sig fra sengen og dansede hen til sit skab. “Hvad har man mon på til en bagemesse?”

Maeve smilede og trak på skuldrene. Aimees gode humør smittede, og Maeve fandt det besynderligt beroligende i sammenligning med hendes dybe bekymring for Sean. Hun var lettet over, at Aimee ville køre, og egentlig ikke så overrasket. Det var typisk Aimee at følge en pludselig indskydelse og tage afsted på en længere tur, og hendes temmelig uinteresserede mor ville næppe stoppe hende.

Aimee var sød og naiv, og hun var et af Maeves yndlingsmennesker.

Hun havde en evne til at finde noget godt i alt og alle, og hun var et spinkelt håb i en ofte dyster verden. Hun var også eftertænksom og forstående og ofte hysterisk morsom uden egentlig at ville være det.

19

Content_9788727002293.indd 19

06/08/21 1:39 PM

Hun havde for nylig besluttet sig for at blive bager, selvom hun aldrig havde bagt noget før. Det var tydeligt for alle, at Aimee ikke ligefrem var et naturtalent, men Maeve kunne ikke lade være med at beundre hendes beslutsomhed.

“Tror du, jeg skal tage mit eget forklæde med?” spurgte Aimee. Hun trak nogle farvestrålende toppe ned fra bøjlerne i skabet og lagde dem på sengen. “Uh, jeg må ikke glemme trusser. Dem får jeg helt sikkert brug for et par stykker af.”

“Helt sikkert.”

“Bare rolig, jeg er ikke lang tid om at pakke. Du må være virkelig bekymret for Sean.”

Maeve så ned i gulvet. “Ja, lidt.”

“Vi skal nok få styr på det,” sagde Aimee bestemt. “Det lover jeg.”

“Tak, Aimee.”

“En af mine fætre flygtede fra fængslet ved at bestikke vagterne med noget pot og en pose Werther’s Originals. Så vi har en backup-plan, hvis det skulle blive nødvendigt.”

Maeve kiggede på hende for at tjekke, om hun jokede. Det gjorde hun ikke.

“Super,” svarede Maeve. “Det er godt at vide.”

Det ringede på fra lågen ved indkørslen, og Maeve tilbød at løbe nedenunder og lukke op, mens Aimee pakkede færdig. Da hun buzzede Otis ind og så ham gå op mod huset, slog det hende endnu en gang, hvor fantastisk Aimees hjem var.

Det var et stort landsted med velplejede plæner og sorte smedejernslåger for enden af en bred, svungen indkørsel. Indvendigt var huset en labyrint af store, smagfuldt indrettede værelser med imponerende kaminer, kostbare persiske tæpper og gamle malerier af landscener rundtom på væggene. Uvurderlige kinesiske vaser stod på så godt som hvert eneste lille bord og hver eneste kaminhylde, og vinduerne var indrammet af tunge, mønstrede gardiner, der så ud, som om de hørte til i et palads.

Hvis man gik hen ad gangen fra hallen, kom man til en smuk spisestue

20

Content_9788727002293.indd 20

06/08/21 1:39 PM

med et langt bord i midten med udskårne ben og tolv stole rundt om det.

Maeve tænkte på det lillebitte bord i campingvognen og fnyste ad sammenligningen.

“Hej,” sagde hun og åbnede døren for Otis. “Hvorfor er du så svedig?” “Øhm, fordi jeg gik herhen, og det er varmt?” svarede han. Han smed sin rygsæk på gulvet i hallen. “Jeg henter et glas vand.”

“Er din mor okay med, at du tager afsted?” spurgte Maeve og fulgte efter ham ud i køkkenet.

De havde begge to været hjemme hos Aimee et par gange før og bevægede sig hjemmevant rundt i huset. De gik også altid ud fra, at hendes forældre ikke var hjemme, og indtil videre havde det holdt stik.

“Det kommer nok an på, hvad du mener med ‘okay’.” Otis tændte for den kolde vandhane og fyldte et glas. “Hun skal nok blive god igen.

Jeg sagde til hende, at det var vigtigt.”

Otis og Jean havde været på kant med hinanden på det seneste – hun følte, at han lukkede hende ude, og han følte, at hun kvalte ham. Og uanset hvor meget de forsøgte, kunne ingen af dem lade være med at analysere den anden.

Otis vidste godt, at han holdt sin mor på afstand, men det var, fordi han var ved at blive ældre. Han kunne ikke fortælle hende alt om sit liv. Han vidste, at han var den eneste, hun havde, og at hun måske havde separationsangst, efter at hans far havde forladt hende, og at hun også havde svært ved at komme overens med, at Otis nu havde et liv, der ikke involverede hende. Men det måtte hun bare finde ud af at håndtere.

Jean var bekymret for, at Otis kæmpede med at blive ældre og udvikle sunde forhold til sine jævnaldrende, og hun ønskede desperat, at han skulle vide, at deres hjem var et frirum, hvor han trygt kunne tale åbent og diskutere alle emner, uanset om de var venne- eller sexrelaterede.

Hun kunne hjælpe ham med at navigere igennem de her tumultariske teenageår. Hvorfor ville han ikke lade hende gøre det?

21

Content_9788727002293.indd 21

06/08/21 1:39 PM

Starten på sommeren havde været katastrofal hjemme hos familien Milford. Otis forsøgte at være mest muligt ude, og når han var hjemme, lukkede han sig inde på sit værelse, satte en plade på og skruede demonstrativt op i et forsøg på at overdøve Jeans høflige, men evindelige banken på døren og hendes invitationer til at komme ned og “sludre lidt”.

Otis var ked af, at Sean var kommet i problemer, men han var glad for lejligheden til at komme væk.

“Det bliver godt for hende, at jeg er lidt væk,” fortsatte Otis. “Hun kan jo ikke vide, hvad jeg laver hele tiden. Selvom hun gerne ville. Jeg vil tro, at hun netop i dette øjeblik er ved at rode mit værelse igennem for at se, om hun kan finde ud af, hvorfor jeg er taget afsted.”

“Roder hun dit værelse igennem?” spurgte Maeve og bemærkede en mærkelig skulptur af en tudse på køkkenbordet, og hun spekulerede på, hvordan det måtte være at have penge nok til at købe den slags ligegyldige og sygt grimme ting.

“Jep,” sukkede han. “Hun tror ikke, at jeg ved det, men det gør jeg.”

“Wow.” Maeve sagde ikke mere om det. Hun lænede sig op ad køkkenbordet og bed negle, mens Otis drak sit vand. Hun havde lyst til at sige til ham, at han var heldig at have en, som var så beskyttende og holdt så meget af ham, at hun ville vide hver eneste lillebitte ting, der foregik i hans liv. Men det skulle Maeve selvfølgelig ikke blande sig i.

Det var svært ikke at tænke på ens egen mor, når folk brokkede sig over deres. Hun ville ønske, at hun havde mulighed for at blive irriteret over sådan noget, som at hendes mor bekymrede sig om hende. Hun anede ikke, hvor hendes mor var lige nu. Men det var okay. Maeve kunne godt passe på sig selv.

Og hun havde ikke tid til at have ondt af sig selv. Hun måtte koncentrere sig om at finde frem til sandheden om Sean og den her halskæde. Hun ville ikke have, at Sean fulgte i deres mors fodspor og havnede i fængsel, sådan som hun havde gjort for mange år siden. Og Maeve ville heller ikke bare skride fra ham, som deres far havde gjort.

22

Content_9788727002293.indd 22

06/08/21 1:39 PM

Sean var overbevist om, at de var helt og aldeles på egen hånd, men sådan skulle han ikke føle, hvis Maeve kunne forhindre det. De havde jo i det mindste hinanden, ikke?

Det gik op for Maeve, at huden rundt om hendes negl blødte. Hun trak hurtigt hånden væk fra munden. Otis hældte det sidste af vandet i sig, smækkede glasset i bordet og skar ansigt af smerte.

“Er du okay?” spurgte hun bekymret, da han kneb øjnene helt sammen og rynkede på næsen.

“Argh, jeg fik bare ondt i hovedet,” peb han. “Jeg skulle ikke have bundet et glas iskoldt vand.”

“Du lever virkelig livet farligt, Otis,” drillede Maeve og morede sig over hans udvalg af forpinte ansigtsudtryk.

“Ville Aimee låne os bilen?” spurgte han, da han havde fået det bedre.

“Hun tager med os. Hun skulle alligevel den vej, til en bagemesse.”

“Nå, okay. Fint.”

Otis flyttede lidt uroligt på sig, han rømmede sig og så ud, som om han ville sige noget mere, men så alligevel ikke kunne få sig selv til det.

Maeve så nysgerrigt på ham.

“Hvad er der, Otis?”

“Mmm?” “Du virker … nervøs.”

“Jeg er ikke nervøs,” svarede han uskyldigt. Han lænede sig nonchalant op ad køkkenbordet, men hans albue gled, og han tumlede fremad, før han genvandt balancen.

“Kom nu,” opfordrede Maeve utålmodigt. “Ud med det.”

“Okay, altså, Eric ringede, mens jeg var ved at pakke,” begyndte han.

Maeve så stift på ham. “Og?” “Og jeg nævnte, hvor vi skulle hen.”

“Fortalte du ham hvorfor?”

“Nej!” Otis så ud til at blive fornærmet over, at hun overhovedet kunne finde på at spørge. “Men jeg sagde, at vi skulle være der i et par dage, og det viser sig, at der en af dagene – eller aftenerne – er et berømt

23

Content_9788727002293.indd 23

06/08/21 1:39 PM

dragshow på et sted, der hedder The Courtyard, som Eric altid gerne har villet se …”

Otis’ stemme døde hen, og han så forventningsfuldt på Maeve, som om han håbede på, at hun ville gætte, hvor han var på vej hen med det her og springe ind og sige, at det var helt fint, slet ikke noget problem.

Men hun så bare vredt på ham. “… så …” fortsatte han modstræbende og lavmælt, “… jeg sagde måske, at han kunne komme med.”

Maeve lagde armene over kors.

“Det kan være, at det vil være en fordel at have flere folk til at hjælpe,” retfærdiggjorde Otis nervøst. “Jeg lover, at han ikke vil være i vejen og … jeg kunne ikke sige nej.”

“Det her er ikke en flok venner, som skal ud på et fucking roadtrip, Otis.”

“Det ved jeg godt!”

“Min bror sidder i lort til halsen. Det er ikke for sjov.”

“Det ved jeg godt. Det ved jeg,” svarede han og tog et skridt frem mod hende. “Jeg lover, jeg tager det alvorligt. Men vi skal alligevel derhen, og nu hvor Aimee også skal med … så kan vi også lige så godt lade Eric komme med. Men kun, hvis du er okay med det,” tilføjede han og forsøgte hurtigt at aflæse hendes ansigtsudtryk.

Hun sukkede. “Okay.”

Otis smilede taknemmeligt til hende, og Maeve vendte om for at gå tilbage til hallen, hvor hun kunne høre Aimee komme ned ad trappen.

Maeve kunne godt lide Eric, men hun mente faktisk det, hun havde sagt. Det var ikke for sjov, at de skulle afsted på den her tur, og de måtte bevare koncentrationen.

“Dér er du,” sagde Aimee og slæbte en kuffert gennem hallen og hen mod døren. “Jeg har brug for din hjælp.”

“Til hvad?”

“Tror du, jeg skal tage mit eget bageudstyr med? Et piskeris? Jeg har kun et elektrisk, og det fylder en hel del. Jeg gider ikke have det til at

24

Content_9788727002293.indd 24

06/08/21 1:39 PM

ligge og rode rundt i min kuffert og blive viklet ind i mine bh-stropper.”

Aimee kiggede over Maeves skulder og lyste op. “Hej, Otis!”

“Hej, Aimee,” sagde Otis og vinkede lidt akavet.

“Du behøver ikke at tage nogen køkkenredskaber med,” oplyste Maeve. “Det er ikke dig, der skal lave bagedemonstrationerne. Det tager professionelle bagere sig af. Og hvorfor har du pakket en hel kuffert?”

“Du sagde, du ikke vidste, hvor længe vi skulle være væk! Så er det jo ikke til at vide, hvad vi får brug for? På den her måde er jeg forberedt på hvad som helst. Er I begge to klar? Jeg henter lige bilnøglerne. Jeg er ikke sikker på, hvor jeg har lagt dem, men jeg tror, de ligger på toilettet nedenunder.”

Maeve og Otis udvekslede et forvirret blik, da Aimee smuttede forbi dem for at finde bilnøglerne. Derefter tog de deres tasker og gik ud i indkørslen for at vente ved bilen. Kort efter fik de øje på Eric, som var på vej hen mod lågen. Det var umuligt at overse ham – han var klædt i et farvestrålende grønt- og orangemønstret matchende skjorte og shorts-outfit. Han vinkede begejstret til dem.

“Hej, så er jeg her,” råbte han og smilede til dem. “Gider I lukke mig ind?”

“Jeg gør det,” sagde Otis og trissede indenfor igen.

Lågen gik op, og Eric kom ind og sendte Maeve et mindre, men lige så begejstret vink. Han holdt om remmene på sin rygsæk med den ene hånd og trak en stor kuffert på hjul efter sig med den anden.

“Hej, Maeve,” sagde han, da han nåede hen til hende. “Hvordan går det? Nyder du sommeren?”

“Niks. Hvad med dig?”

“Jo, fint, tak.”

Eric var både bange for og dybt fascineret af Maeve. Hun var så cool.

Eric var snakkesalig af natur, og han tog ofte sig selv i at ævle løs til hende, før det gik op for ham, at hun ikke havde sagt et eneste ord under hele samtalen.

25

Content_9788727002293.indd 25

06/08/21 1:39 PM

En gang i skolen havde han hørt hende nævne romaer, og han havde knevret løs om en fantastisk dokumentarudsendelse, han havde set om dem. Han talte om romaer i samfulde fire minutter, mens hun bare så hårdt på ham. Da han var færdig med sin passionerede tale, hvæsede hun: “Jeg sagde romaner. Du ved – bøger?”

Han havde forsøgt at redde den ved at insistere på, at det havde han udmærket godt været klar over, men hun havde ikke set overbevist ud.

Eric skævede op mod huset. “Hvor gik Otis hen?”

“Han gik ind for at åbne lågen for dig, og nu hjælper han sikkert Aimee med at finde bilnøglerne,” forklarede hun. “De ligger åbenbart et sted på toilettet.”

Mens de ventede, tog hun en smøg frem og tændte den. Eric stod anspændt ved siden af hende og forsøgte at se afslappet ud.

“Jeg er simpelthen så glad for, at vi gør det her,” sagde han. “Otis og jeg har talt om at tage til det show i en evighed. De optræder kun én gang om måneden på The Courtyard. Jeg har aldrig set et dragshow live før, så da Otis nævnte, at I skulle dertil, tænkte jeg, at det ville være den perfekte mulighed for at se det. Vil du også med ind og se det?”

Hun pustede røg ud. “Jeg ved ikke, om jeg får tid.”

“Det håber jeg, du gør. Det skulle være helt fantastisk. Der var efter sigende en i publikummet, som blev så begejstret, at han fik et hjerteanfald og kom på hospitalet. Jeg tror, jeg læste, at han døde. Det siger lidt om, hvor godt showet er. Folk dør.”

Maeve hævede øjenbrynene, men hun sagde ikke noget. I stedet så hun bare forundret på Eric, mens han flyttede uroligt på sig og til sidst sparkede lidt grus ud af en af sine espadriller. Hun tog endnu en smøg frem og blev glad for at se Aimee og Otis, der endelig kom ud af huset.

Hun ville afsted hurtigst muligt.

Otis smilede for sig selv, da han nærmede sig sine to bedste venner, som stod i skærende kontrast til hinanden: Eric i en eksplosion af iøjnefaldende farver, og Maeve i sit karakteristiske sorte tøj.

26

Content_9788727002293.indd 26

06/08/21 1:39 PM

Otis havde aldrig turdet sige det til nogen af dem, men han syntes ofte, at Eric og Maeve på en mærkelig måde mindede ret meget om hinanden. Jo, de var hinandens diametrale modsætninger, i den forstand at Eric var overstrømmende, livlig og fuld af optimisme, altid klædt i vilde, modige farver og havde jordens mest smittende, øredøvende latter, mens Maeve var sarkastisk, kynisk, fantastisk pessimistisk og havde en knastør sans for humor og en garderobe, der bestod af mørke farver sat sammen med andre mørke farver.

Men de var begge to modigere end nogen andre, Otis kendte. Maeve var blevet forladt af hele sin familie – sin mor, sin far, sin bror – men hun klarede sig selv, og selvom hun var blevet svigtet af sine nærmeste, var hun så instinktivt omsorgsfuld, at hun satte alle andres velbefindende over sit eget.

Og så var der Eric, hans vidunderlige, tapre bedste ven. Eric var selvsikker, stolt og virkelig underholdende. Otis vidste, at Erics kristne nigeriansk-ghanesiske far var bekymret for og beskyttende over for sin homoseksuelle teenagesøn og mente, at det måske ville være lettere for Eric, hvis han skilte sig lidt mindre ud. Men det var bare ikke sådan, Eric var, og uden selv at være klar over det inspirerede han sine forældre og sin ven ved at være et hundrede procent sig selv, uagtet den smerte og uvidenhed, som hans far var så bange for, at han ville møde.

Otis spekulerede på, om han skulle fortælle dem, hvor meget han beundrede deres styrke og mod, men han vidste aldrig helt, hvordan han skulle sige det.

Aimee holdt bilnøglerne op og klirrede triumferende med dem. “Gæt, hvor jeg fandt dem?” råbte hun, mens hun slæbte sin kuffert over gruset.

“På toilettet?”

“Niks! I hundeskålen! Jeg aner ikke, hvordan de er havnet der.”

“Jeg vidste ikke, I havde en hund, Aimee,” sagde Eric.

“Det har vi heller ikke,” svarede hun muntert. “Skal vi få pakket bilen?”

27

Content_9788727002293.indd 27

06/08/21 1:39 PM

Hun åbnede bagsmækken og baksede sin kuffert ned i bagagerummet, og de andre smed deres bagage oven på den. Aimee snuppede Maeves smøg fra hende og tog de sidste par hiv, mens Eric og Otis rykkede rundt på taskerne for at få plads til Erics kuffert.

“Det er fedt, at du vil lægge bil til, Aimee,” sagde Eric med et stort smil, da det lykkedes dem at få lukket bagsmækken.

“Selvfølgelig! Min bedstefar kørte engang baglæns ned i en sø,” sagde Aimee. Hun slukkede cigaretten, men holdt fast i skoddet for at tage det med ind i bilen. Det gik ikke at lade det ligge i indkørslen, hvor hendes forældre kunne finde det. “Efter sigende kørte han op af vandet igen, og så lå der en ål på bagsædet. Vildt syret, ikke? Nå, men …” Hun vendte sig om mod Maeve. “… skal vi se at komme afsted?”

“Ja,” svarede Maeve og undertrykte et smil.

“En ål ?” hviskede Eric forfærdet til Otis.

Maeve bemærkede, at Aimee prikkede sig selv i maven med et undrende ansigtsudtryk, før hun satte sig ind på førersædet.

“Hvad laver du, Aimes? Er du okay?”

“Jeg tjekker bare, om jeg skal tisse,” svarede hun og trykkede sig igen på blæren. “Men jeg tror, jeg er okay, i hvert fald et stykke tid endnu.

Lad os komme afsted.”

“Yeah!” udbrød Eric begejstret, da han satte sig ind på bagsædet.

“ROADTRIP!” Otis krympede sig, og Maeve sendte ham et surt blik, før hun satte sig ind på forsædet og smækkede døren. Aimee drejede nøglen i tændingen, og så kørte de. Maeve kiggede ud ad vinduet. Hun havde en sugende nervøs fornemmelse i maven.

Det ville blive en lang tur.

Content_9788727002293.indd 28

06/08/21 1:39 PM