Opdagerklubben (4) – Snefræserduellen (uddrag)

rk O p dage

lubben

4

r e s æ r snef lLEn dUe E ER S BOBBIE P

R E T AF I L L U ST R E N EFFENSE T S A R D SAN H ES E L D L A W E E VED LEN K S N A D PÅ

1 kapitel

n e a r f n y l S o m h i m me l k l ar

Ella stod ude i haven og beundrede sin nye opfindelse. Hun lagde skruetrækkeren tilbage i værktøjskassen og smilede.

Græsslåmaskinen var ikke længere en græsslåmaskine. Hun havde bygget den om til en snefordamper.

Snefordamperen sugede sneen ind gennem den tuba-agtige tud foran, før sneen blev ført ind i en opvarmet tank og forvandlet til damp. Derefter blev dampen pumpet ud i luften, hvor den fortættedes og blev til sne, der kunne dale ned igen.

9

Ella elskede sne!

Hun spejdede op mod den blå himmel.

Hvor blev den af?

Vinduet til hendes værelse stod på klem, og pludselig hørte hun en velkendt lyd.

Det var den kaldeknap, som hun havde fået af Felix – dén, han trykkede på, når han havde brug for hjælp!

Ella skyndte sig ind og åbnede det skab, hvor globussen stod gemt. Og ganske rigtigt: Øverst oppe på globussen var der et lille lys, der blinkede.

Ella snurrede globussen rundt og mærkede, hvordan hun krympede og lettede fra gulvet.

Det gik hurtigere og hurtigere, og snart var hun i frit fald. Luften var iskold, og hendes tøj blev dækket af rim.

11

Under hende var der hvide fjelde, så langt øjet rakte.

Hun udså sig en stor snedrive og ramte den med et FLOF! Hun satte sig op og så sig om. Der var sne overalt!

Hun forsøgte at komme op af driven, men forsvandt bare endnu længere ned i den.

Pludselig var der en, der tog fat i hendes hånd og trak hende op.

“Det er ikke særlig smart at lande i den allerdybeste del af den allerdybeste sne,” sagde en velkendt stemme.

12

Ella kiggede op og fik øje på Felix. Han smilede.

“Tak,” sagde hun.

“Det var et held, jeg fik øje på dig, inden du blev helt væk,” sagde Felix.

“Hvorfor synker du ikke ned i sneen?” spurgte Ella.

Felix pegede ned på sine fødder. Han havde nogle specialbyggede snesko på, der var lige så store som surfbrætter og udstyret med en lille propel bagpå.

“Jeg har altid mine propeldrevne snesko med, når jeg skal steder hen, hvor der er meget sne.”

13

Ella tog plads bag ved ham.

“Det er næsten ligesom at gå helt normalt, bare meget sværere,” forklarede Felix. “Det er derfor, de er udstyret med propeller – for at gøre det svære lettere.”

Ella smilede. Hun vænnede sig aldrig til Felix’ måde at tale på.

14

“Hvad laver vi her?” spurgte hun. “Skal vi på opdagelse?”

“Jeps,” sagde Felix. “Sneskovlerne har brug for hjælp.”

“Sneskovlene?” Ella så spørgende på ham.

“Hvordan ved du, at de har brug for hjælp? Kan sneskovle tale?”

“Ikke sneskovle, sneskovlere,” sagde Felix. “Jeg kender dem ikke. Men opgaveregulatoren gav besked om, at de har brug for hjælp, og at jeg skulle møde dem hér.”

“Sneskovlere,” mumlede Ella og trak på skuldrene.

Felix lænede sig forover, og propellerne begyndte at snurre. De begav sig afsted.

“Det går måske ikke så hurtigt,” sagde Felix, “men det er bedre end at synke ned hele tiden.”

Omsider fik de øje på Felix’ luftskib, der var fortøjet til et klippefremspring og svævede et par meter over jorden.

15

“Vi trænger til at få varmen,” sagde Felix. “Jeg har en termoflaske med lige tilpas varm kakao inde i luftskibet.”

“Perfekt!” sagde Ella. “Jeg elsker lige tilpas varm kakao.”

Hun skulle til at følge efter Felix, da hun fik øje på noget. Hun pegede op mod toppen af fjeldet.

16

“Hvad er det der?” “Åh nej,” sagde Felix. “Nej-nej-nej!”

En kæmpestor snebold kom rullende ned ad fjeldsiden.

Snebolden blev større og større, og den havde retning lige mod luftskibet.

“Jeg må redde mit luftskib!” udbrød Felix, men Ella holdt ham tilbage.

“Du bliver knust af snebolden,” sagde hun.

“Den er jo lige så stor som et hus!”

De stod som frosset fast, mens snebolden dundrede nærmere og nærmere – så ramte den luftskibet og eksploderede i en hvid sky.

17