a n n Do er find n e l ju
MeRete Pryds Helle charlotte Pardi ca rls en
Lillian Bettys seng er den blødeste af alle sengene i huset. Den står midt i det hele, så Donna kan høre dem alle sove, både Carla og Carl og Caroline og Clarence og deres far og Lillian Betty selv. Børnenes mor snorker ikke, hun arbejder på hospitalet inde i byen hele julen. Men denne morgen vågner Donna af en underlig lyd.
»At j j u,« lyder det fra Carlas seng. »At j j u,« siger Carl og Caroline og Clarence. »At t t j j j u,« siger deres far og en gang til »a t t t j j j u «. Donna kan mærke Lillan Bettys hånd på sin ryg. Hun siger ingenting.
Donna hopper op i sengen til børnenes far og slikker hans kind. Der løber vand ud af hans øjne og noget tykt og gult ud af hans næse, som Donna prøver at slikke af. »Hvad skal vi gøre, lille Donna?« siger faren hæst. »Hvad med julen, når jeg er så forkølet?« »At j j u,« lyder det fra Carlas seng. »At j j u,« siger Carl og Caroline og Clarence.
»Det skal du ikke være ked af, far,« siger Lillian Betty. »Donna og jeg skal nok finde julen.« »Hvad med gaverne?« siger faren. »Og juletræet, der skal hentes og pyntes? Og julemaden, der skal hentes og laves?« Lillian Betty tager fars pung fra hans lomme og kommer i sin egen. »At j j u,« lyder det fra Carlas seng. »At j j u,« siger Carl og Caroline og Clarence. »At t t j j j u,« siger deres far og en gang til »a t t t j j j u«. Lillian Betty og Donna skynder sig ud.
Lillian Betty finder kælken i skuret og den store sav, hendes mor plejer at bruge. Donna springer op på kælken, og Lillian Betty trækker hende ned bagest i haven, hvor der står et skønt grantræ. Donna hjælper Lillian Betty med at save det over, men træet glider af kælken, så Lillian Betty m å sidde på det hele vejen op til huset, mens Donna trækker kælken.