JULEREJSE AF HANNE WILLUMSEN OG ELIN BING
ILLUSTRERET AF MARTIN JØRGENSEN
CARLSEN
de
1.
ce m ber
Hvordan kan man vide, hvornår det er jul, når man er en stor gul bamse, som bor i en hemmelig hule langt ude i skoven? Kan man mærke det, eller hvordan? I allefald vågnede Bamse en morgen i sin lænestol med en kildrende julefornemmelse. „Nu er det jul,“ råbte han. „Ih, hvor det kilder i maven og over det hele. I aften er det juleaften, jeg må skynde mig at finde min bedste juleven.“ Bamse smed dynen på gulvet og løb ud ad døren og om bag hulen, hvor han havde alle mulige ting liggende i en stor bunke, som han gav sig til at rode i. „Kom nu frem, min juleven – behøvs du ligge allernederst,“ sagde Bamse og kylede gammelt legetøj og ting og sager i alle retninger. Kylling, som også kom forbi, fik et lysegrønt påskeæg i knolden og var lige ved at besvime. Ikke fordi det gjorde særlig ondt, men fordi påskeægget var så smukt med påskeliljer og bittesmå gule kyllinger og små røde æg malet på. „Gulle pulle gok,“ sagde Kylling. Henne ved bunken fik Bamse øje på en fod, som stak frem under hans kælk. Han trak i foden og hev sin julesprællemand ud af bunken.
7
1. D E C E M B E R
„Min egen julesprællemand!“ sagde Bamse og gik hen og hængte den på døren. „Glædelig jul! Det er NU, du skal sprælle, så vi kan få sne og jul og gaver. Men vent lidt. Jeg skal jo være klar til, når du spræller sne frem,“ sagde Bamse og løb om bag hulen efter kælken. I det samme kom Kylling for at tale med Bamse om det dejlige påskeæg. Da den så julesprællemanden på døren, troede Kylling, at den var gået forkert og ville vende om. I det samme blinkede julesprællemanden med det ene øje. „Oh,“ tænkte Kylling, „Dér hænger en og blinker til mig. Hvad er dog det?“ Kylling blev så genert, at den nejede og bukkede, før den tog sig sammen til at blinke tilbage. „Hvorfor står du der og ser så fjollet ud?“ spurgte Bamse, da han kom tilbage med kælken. „Fordi ham der!“ hviskede Kylling og pegede på sprællemanden. „Hvem er det?“ „Lille Kylling,“ sagde Bamse, „det er jo ham, der kommer til jul med alt det, som man ønsker sig mest i hele verden.“ Det lød godt, syntes Kylling og kom frem med sine ønsker: „Gulle pulle pip gok, dokke dokke dok …“ „Stop,“ råbte Bamse, „man kan virkelig ikke ønske små gule blomster og pylleæg og kylleryllinger. Er du pip gok påskeplim? Står du der og vrøvler om påske, når det er jul, vi taler om?“ „Ups,“ mumlede Kylling flov og kiggede ned på sine røde fødder. Bamse ville vise Kylling, hvordan julesprællemanden kunne
8
1. D E C E M B E R
9
1. D E C E M B E R
sprælle sne frem, men han kunne ikke få gang i sprælleriet, for snoren manglede. Så viste han selv med store sprællehop og armsving, hvordan man spræller, mens han forpustet sagde: „Kom JUL, kom SNE, kom GAVER … til mig!“ „Og MIG!“ sagde Kylling og begyndte også at sprællehoppe, mens den sagde: „Gokke di, Gokke du, Gokke da.“ Bamse blev vred på Kylling: „Når du siger kom dit, kom dut, kom dat, så er det ikke sikkert, det overhovedet bliver jul og sne og gaver.“ Bamse og Kylling gik over til Aske for at få ham til at trække dem en tur på kælken og for at låne et par strømper til at komme julegaver i. Aske ville hverken trække dem på kælk eller låne dem sine strømper, som han lige havde vasket. Og han sagde, at der var fireogtyve dage til juleaften. Sådan var det bare. Det kunne der ikke laves om på! Og så havde han ikke mere tid til at tale med Bamse og Kylling, for han havde fået en rigtig god ide: Han ville lave et tørrestativ, som også kunne bruges til juletræ. Det skulle kunne dreje rundt, og han gik straks i gang med at lave en arbejdstegning. „Aske er dum, når han går og bestemmer, at vi er alt for tidligt på den, og der er så længe til jul!“ sagde Bamse. Bamse og Kylling kiggede på billederne, som Aske havde hængt op på plankeværket, og da de så billedet af Luna, bestemte de sig for at gå hen og besøge hende. Luna var ikke ved sit telt, men der stod et fad med hvide kugler. Kylling troede, det var æg, men Bamse var sikker på, at det var
10
1. D E C E M B E R
snebolde, og kastede en efter Kylling. Og så blev der sneboldkamp, til fadet var tomt, og Luna kom løbende og skældte dem godt og grundigt ud. (Det var der ikke noget at sige til, når de havde smidt med alle de æbleskiver, hun lige havde bagt for at invitere sine venner til 1.-decemberfest). På hjemvejen beklagede Bamse og Kylling sig over, at der var så længe til juleaften. Men det glemte de alt om, da de pludselig hørte en mærkelig susen og så Julemanden komme kørende i sin kane hen over himlen trukket af rensdyr med ringlende bjælder. „Julemand,“ råbte de, „gi’ en tur, vi vil med op i kanen og køre.“ De råbte, og de skreg, men de kom ikke med. Men de så, at Julemanden tabte noget rundt ud af kanen. Kylling troede naturligvis, at det var et æg. Et sted i nærheden fik Ælling et rødt garnnøgle i hovedet, men det så Bamse og Kylling ikke.
de
2.
ce m ber
„Er der kommet sne?“ var det første, Bamse tænkte om morgenen, da han vågnede og så ud ad sin dør. Der var ingen sne. „Du julesprællemand – kan du ikke tage og skynde dig lidt med det sprælleri. Det var altså meningen, at der skulle komme jul og sne og gaver. Og det skal altså helst være nu.“ Men julesprællemanden sprællede hverken det ene eller det andet frem. Den hang bare bomstille på døren. Bamse kom i tanke om, at både julesprællemanden og kælken manglede snor. Kylling manglede også snor til sin juleklokke, som skulle hænges op over reden. „Julen har bragt velsignet bud,“ fløjtede Luna, mens hun gik af sted gennem skoven med sin skammel og et kornneg på størrelse med hende selv. „Så er der julemad til sultne fugle,“ lokkede hun.
12
2. D E C E M B E R
Ups! Luna snublede og tabte neget, som spredtes på jorden. „Det er nok bedst at binde neget fast i et træ. Men jeg mangler snor,“ sagde Luna. Ælling manglede ikke snor, for den havde det røde garnnøgle, som Julemanden havde tabt ned i knolden på den. Garnnøglet var så stort, at der var garn nok til, at Bamse kunne få et stykke til at binde i julesprællemanden, så den kunne sprælle jul og sne og gaver frem. Og der var garn nok til Kyllings fine juleklokke, så den kunne hænge om halsen på Kylling og ringle som en rensdyrbjælde. Og der var garn nok til, at Luna kunne binde sit kornneg fast på en gren i et højt træ. Og der var garn nok til, at Bamse kunne lave seletøj til Kylling og spænde den for kælken. „Hyp, alle mine rensdyr,“ sagde Bamse, „fuld fart fremad!“ Men Kylling ville ikke være rensdyr og stampede af raseri. „Hvor er du god til at være rensdyr,“ sagde Bamse. Kylling vred sig løs af seletøjet. „Gok, gok basta,“ sagde den og gik fornærmet hjem. „Æv, nu er der ingen fuld fart til mig,“ sagde Bamse. Han sad helt alene tilbage på kælken og vinkede til Julemanden, som kørte af sted over himlen i fuld fart og igen tabte noget ud af kanen.
2. D E C E M B E R
Det var en rulle julegavepapir, og den faldt lige ned i hovedet på stakkels Kylling, som blev helt plim, så den troede, at julegavepapiret var et lille barn, som den sad og vuggede i sine arme hele natten.