BoDK

Page 30

BoDanmarkRundt

Mr. Almennyttig Hr. Schunck med historierne Skolelæren, der altid havde sat sit kryds ved liste A, blev ansat på konservatismens højborg, arvede formandsposten i fem boligselskaber, byggede 2.000 almene boliger og forsøgte at opdrage på Klaus Riskær. Af anders juel hansen, ajh@bdk.dk

Det stod ikke skrevet i den socialdemokratiske grønspættebog, at skolebetjentens søn fra Amager skulle flytte til Søllerød for at blive skolelærer i underskolen på Holte Gymnasium, eller konservatismens højborg, som en lokal socialdemokrat engang omtalte gymnasiet. – Der kan du være et års tid, sagde min far til mig. Jørgen Schunck blev, avancerede til skoleinspektør og leder af socialdemokraterne og blev viceborgmester i Søllerød Kommune. En karriere med afsæt i faderens politiske ståsted. Hånd i hånd med Stauning Som søn af en aktiv socialdemokrat blev Jørgen Schunck den dreng,Thorvald Stauning tog i hånden, da socialdemokraterne

skulle gå i optog fra ChristianshavnsTorv til Kastrupfortet. Her fejrede partiforeningen 1. maj med statsministeren i spidsen. En anden hændelse nogle år senere skulle dog gøre større indtryk på den nu 12-13-årige dreng. – En dag kom Urban Hansen (senere københavnsk overborgmester red.) og spurgte min far, om han kunne have en tysk feriedreng boende i fjorten dage. Det var spændende. En ældre dreng flyttede ind, og vi skulle gøre os forståelige for hinanden. Da vi troede, han skulle rejse tilbage, kom hans forældre i stedet. De var tyske jøder og kommunister og flygtet fra nazisternes forfølgelse, fortæller Schunck, som alle kalder ham. Som formand i Søllerøds boligselskaber var han i slutningen af 1990’erne ankermand i en aftale med at give kommunen ekstra boliger til at modtage flygtninge.

Mr. almennyttig At den tidligere Søllerød Kommune netop har et betydeligt antal almene boliger til rådighed er ingen selvfølgelighed. – Det er bemærkelsesværdigt, at det, i en periode med en ærkekonservativ kommune som Søllerød var med den konservative borgmester Erik Øigaard, lykkedes at bygge hovedparten af kommunens almene boliger. Det er lidt absurd, men jeg må rose min politiske modstander, Øigaard, der kunne se behovet for at bygge almene boliger, siger Schunck. Da Erik Øigaard i 1974 forlod borgmesterposten, overdrog han formandsposterne i kommunens boligselskaber til Schunck. Det var inden beboerdemokratiet blev lovfæstet, og Schunck fortsatte sit politiske pres og fik bygget flere boliger, senest opførelsen af Rundforbiparken 2 i 2004. Manden med historierne At Jørgen Schunck som lærer har lært håndværket med at optræde med historier for at holde interessen fangen, har han siden kombineret med sin knivskarpe hukommelse. Ikke mindst med oplevelser om sin tidligere elev, Klaus Riskær. Den fandenivoldske iværksætter, der var elevrådsformand og siden som 1.g’er uddelte reklamer på skolen for sit dansetog – et særtog til Korsør og tilbage. Turen bestod i én lang fest, og i takt med at toget nåede frem, ringede stationsforstanderne fra Roskilde, Ringsted og Slagelse og klagede til skoleinspektør Jørgen Schunck over, at der blev kastet ølflasker ud af vinduerne. Turen fremstod som arrangeret af skolen, og Schunck kaldte Riskær op til en skideballe, men sket var sket, og alt prellede af på Riskær, og Schunck endte med at spørge: Har du tjent på det? Ja, 20.000 kr., lød svaret fra forretningsmanden. Jørgen Schunck var igennem en årrække medlem af Boligkontorets bestyrelse og er æresmedlem i Boligkontoret. Den 20. april fyldte Jørgen Schunck 90 år og modtog mange hilsner, bl.a. fra tidligere elever.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
BoDK by Boligkontoret Danmark - Issuu