Origo
Matematik & makroevolution (3). Eksperimenter viser at det er praktisk taget umuligt at få ét protein til at fungere som et andet, også dér hvor de to proteiner er næsten ens. Derfor har den neodarwinistiske mekanisme aldrig kunnet bruges som
Forklaring på komplekse tilpasninger Tekst: Knud Aage Back & Ove Høeg Christensen
The Edge of Evolution og dens kritikere Meyer fortæller så om ID-forskeren Behe der har skrevet bogen The Edge of Evolution [“Grænser for Evolution”]. Heri redegør Behe blandt andet for populationsgenetikkens matematiske beregninger. Bogen er selvfølgelig blevet mødt med hån, spot og latterliggørelse. Men her bliver historien rigtig interessant. Kort efter udgivelsen af The Edge of Evolution forsøgte to biologer fra Cornell University, Rick Durrett og Deena Schmidt, at bruge matematikken til at tilbagevise Behes konklusion ved at lave deres egne beregninger. De har så lavet en model til beregning af den tid der skal til for at skabe to koordinerede mutationer i *hominidlinjen [*dvs. menneskets afstamningslinje fra “den fælles forfader”]. Selv om de søgte det modsatte, viste deres resultater alligevel at man ikke skal stole på den neodarwinistiske mekanisme. Den vil efter al sandsynlighed ikke kunne
28
ORIGO 139 august 2016
få skabt de nødvendige koordinerede mutationer inden for den relevante evolutionære tidsskala. ID-forskeren Behe var nået frem til flere hundrede millioner år; deres beregning gik “kun” på 216 millioner år for at generere og fastholde to koordinerede mutationer i “menneskelinjen” – altså mere end tredive gange så lang tid som man ellers regner med det har taget at skabe mennesker og chimpanser ud fra deres påståede fælles forfader – så forskellige de to skabninger nu er. I forsøget på at tilbagevise Behe kom Durrett og Schmidt således uforvarende til at bekræfte hans vigtigste påstand, nemlig at skabelsen af to eller flere koordinerede mutationer »højst sandsynligt ikke kan ske inden for en rimelig tidshorisont.« For at sige det kort, beregninger udført af både kritikere og forsvarere af den neodarwinistiske tanke om evolution når nu frem til den samme konklusion: Hvis koordinerede mutationer
er nødvendige for at skabe nye gener og proteiner, så gendriver matematikken bag populationsgenetikken muligheden for at den neodarwinistiske mekanisme kan klare opgaven. Er der brug for koordineret selvsupplering? Men er det nu sådan at skabelse af nye gener og proteiner kræver koordinerede mutationer? Mange proteiner er afhængige af en samling aminosyrer der agerer i tæt samarbejde med henblik på at udføre deres funktioner. Det er nemlig sådan at disse systemer vil miste funktionen hvis bare en eller et par proteiner eller egenskaber mangler. Nogle neodarwinister har foreslået en protein-evolution-model som de kalder for “co-option”, selvsupplering. I denne model er et protein der udfører én funktion, forvandlet eller “selvsuppleret” til at udføre en ny funktion. Man forestiller sig at nye funktioner der Matematik & makroevolution
