Fagbladet Billedkunstneren #4 2025

BILLED KUNSTNEREN NR4

Fagblad for

Tilgængelighed

Kunstnerpar Bæredygtighed Medlemshædring

Hvad har AI med os at gøre?

Debatten om kunstig intelligens fylder stadig – også hos BKF. Mange spørger, om billedkunstnere er truet, og om vi frygter AI. Svaret er ikke enkelt. Udviklingen rummer både udfordringer og muligheder, og vi står midt i en tid, hvor teknologiens hastighed og rækkevidde påvirker alle kunstneriske felter.

Udfordringerne handler især om ophavsret og fair betaling, når kunstneres værker bruges til at træne AI-modeller. Det er en problematik, der rejser spørgsmål om ejerskab, økonomi og kunstnerisk integritet. Samtidig åbner teknologien nye veje: AI indgår for nogle som et værktøj i kunstneriske processer, og nogle kunstnere går ind i feltet og stiller kritiske spørgsmål til de strukturer og antagelser, der præger det. Kunsten har en unik evne til at skabe sprækker i teknologien, til at belyse dens konsekvenser for klima, rettigheder og vores sociale liv – og til at udfordre forestillingen om, at AI er en naturlov, vi blot må acceptere.

Her i efteråret afleverede en nedsat Ekspertgruppe om ophavsret og kunstig intelligens ti anbefalinger til kulturministeren, som blandt andet skal være med til at gøre det markant sværere at dele og uploade sange, videoer, billeder og andet ophavsretsbeskyttet materiale til kunstig intelligenssystemer. Vi er glade for, at der fra kulturministeren er fokus på udnyttelsen af ophavsretligt beskyttet indhold, men det vil uden tvivl være et emne, vi ikke bliver færdige med foreløbig.

Truer det billedkunsten, at det med teknologien er blevet drastisk nemmere at kopiere eksisterende udtryk? Hvilke værker er med til at definere, hvordan ”AI-kunst” ser ud? Og hvordan sikrer vi, at AI som værktøj er inkluderende og tidssvarende, samtidig med at kunstnerne får deres del af det økonomiske overskud?

Spørgsmålene er mange, og udviklingen går hurtigt. Selvom billedkunstnere generelt rammes mindre hårdt end eksempelvis illustratorer, påvirkes vi både direkte og indirekte, og BKF vil fortsat følge både de juridiske spor og de kunstneriske bevægelser.

Til sidst vil jeg gerne sige tak for den tillid, BKF’s generalforsamling viste mig ved at genvælge mig som forperson for de næste to år. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet og er stolt af de milepæle, vi allerede har nået – ikke mindst i arbejdet for et mere mangfoldigt kunstfelt og ved at synliggøre, hvordan kunsten spiller en vigtig rolle i samfundet og i aktuelle udfordringer som klimakampen. De kommende år bliver mindst lige så vigtige. Vi har brug for et markant løft af kunstnernes vilkår. Alt for mange billedkunstnere lever på baggrund af forældede og utilstrækkelige økonomiske ordninger. Det er ikke holdbart, hverken for kunsten eller for dem, der skaber den. I BKF vil vi arbejde for et mere retfærdigt og tidssvarende økonomisk fundament for kunstnere i Danmark.

Derfor var AI også på programmet ved sidste måneds generalforsamling, hvor vi spurgte: Hvordan påvirker AI den kunstneriske praksis, og hvordan kan billedkunstnere navigere i mødet mellem teknologi, etik og skabelse? Fremmødet var flot, og debatten levende både på scenen og blandt medlemmerne. Vi havde oplæg fra kunsthistoriker Majken Overgaard og ophavsretsekspert Peter Schønning, og billedkunstnerne Ditte Ejlerskov og Søren Thilo Funder deltog i en engageret paneldebat. Det blev tydeligt, at der ikke findes enkle svar, men at samtalen i høj grad er nødvendig. For hvordan påvirkes billedkunstnere på relevans og kunstneriske agens af AI, når det, vi skaber, er originale værker?

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Dertil nærmer et folketingsvalg sig. Her skal vi sørge for, at kunsten og kunstnernes vilkår kommer tydeligt med i den politiske dagsorden. Selvom den nuværende regering har prioriteret kulturen, har billedkunsten desværre alt for sjældent været en del af samtalen. Det skal vi lave om på. Billedkunsten skal med fra start, når en ny kulturminister tiltræder. Og vi har allerede taget de første skridt: Som noget nyt gik BKF ind i den netop overståede kommunale valgkamp med kampagnen #kunstskaberfællesskaber, hvor vi med tre centrale spørgsmål rakte ud til spidskandidater i seks større byer. Målet var at minde kommende lokalpolitikere om, at kunsten spiller en central rolle i velfærd, fællesskab og udviklingen i by og på land. Læs alle besvarelserne på bkf.dk.

Med ønsker om et godt nytår!

6

NÅR MAN HAR VALGT DET HER ERHVERV, MÅ MAN ERKENDE, AT MAN MÅ VÆLGE NOGET FRA

Kunstnerparret Sonja Lillebæk

Christensen og Christian SchmidtRasmussen har så mange gode råd til yngre kunstnere, at de kunne skrive en bog om det. Men selvom det både er problematisk at være kunstner og at være gift, skal man ikke have ondt af sig selv.

16

FREMTIDENS KUNST ER LAVET

AF SUKKER, GULDKORN OG ØSTERSHATTE

Billedkunstnere har et ansvar for at bruge mindre mængder af plast, akryl og andre CO2-belastende og giftige materialer, mener billedkunstner Malene Bang, der er lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

24

29

NY BEGYNDELSE

PÅ KUNSTNERLIVET

I den sene del af deres arbejdsliv har kunstnerparret Eva Miklos og Henrik Miklos Andersen skabt et kunstnerrefugium i Piemonte i Italien. Ikke for at lade sig pensionere, men tværtimod for at være engageret i kunsten i endnu mange år.

SAGSØGT FOR MIN KUNST

En lovende forespørgsel fra en samler om et muligt køb af hendes papir-lysværker blev begyndelsen på næsten to års mareridt for billedkunstner Signe Heinesen, der giver sin personlige beretning.

Kunstnerens værksted: Annette Sjølund 13 Hædersbevisninger for livslange kunstneriske virker

34 Et nyt redskab skal styrke samarbejdet mellem kunstnere og institutioner 39 Nyt medlem: Ingunn Fjola Ingthorsdottir

Kurser

Kort nyt

PÅ FORSIDEN Anna Walther, Zee You, 2025. Tarup-Davinde Naturomrade. FOTO Brian Kure

Coggiola Art Residence. FOTO Coggiola art

Detalje af skulpturen Daphne FOTO Malene Bang

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

FOTOS

ANNETTE SJØLUND

Jeg har atelier på Stevns, hvor jeg bor på en gammel præstegård omgivet af marker, stynede piletræer og levende hegn mellem jordlodderne. Om sommeren arbejder jeg med døre og vinduer vidt åbne, så det gode lys kan strømme frit ind i de gamle højloftede stuer, der er indrettet til atelierer.

Gennem havedøren kan jeg se ud på en stor græsplæne, der ender ved en smuk bøgehæk. Hækken skjuler kirkegården. Kun et lille hvidkalket kapel samt toppen af de stedsegrønne træer og buske stikker toppen op over hækken. Jeg arbejder ofte med et projekt ad gangen. Det kan være tekstile skulpturer, jeg syr på til en bestemt udstilling, eller maleri, akvarel eller grafik og monotypi som jeg laver på min grafikpresse. Jeg har flere staffelier, der nemt kan flyttes rundt efter behov, og de kommer i brug, når jeg har spændt lærreder op eller når jeg arbejder på masonitplader.

I vinterperioden arbejder jeg mest om dagen for at udnytte dagslyset. Jeg har ikke spots eller lysstofrør i atelieret, da jeg synes, det er svært at se farverne i kunstigt lys. Flere gange om dagen går jeg udenfor for at gå en lille tur rundt om præstegården. Jeg lytter til fuglene og til vinden der suser i trætoppene. At være omgivet af natur betyder en del for mig, og jeg bruger de mange indtryk i de ting, som jeg arbejder med; lys, mørke, stemninger, landskab, dyr i naturen, skeletter, vanitas, liv og død. I grøftekanten og på marken plukker jeg blomster. Om vinteren står

frøstandene og skærmplanterne tilbage. Hele året fylder naturen — udenfor og indenfor i atelieret. For det meste er der meget stille i atelieret, men én gang om året åbner jeg dørene for publikum.

Så strømmer det ind med medlemmer af kunstforeninger og andre besøgende. Flere hundrede gæster fylder atelieret hen over weekenden, og det summer af liv i hele præstegården. De besøgende i atelieret er nysgerrige og spørgelystne. Mange vil gerne høre om tilblivelsen af værkerne — både de færdige og dem som jeg er i gang med. Det er skønt med de mange gæster, men det er også dejligt, når hverdagen melder sig igen, og jeg har ro til at arbejde.

Om aftenen sidder jeg ofte og håndsyr på mine skulpturer. Det kræver ikke så meget lys og en arkitektlampe er nok til at se nål og tråd. Aftenen bruger jeg også på andre praktiske ting som at indfarve tekstiler eller præparere lærreder, så de er klar til brug senere. Det foregår alt sammen i atelieret.

Når man har valgt det her erhverv, må man erkende, at man må vælge noget fra

Kunstnerparret Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen har så mange gode råd til yngre kunstnere, at de kunne skrive en bog om det. Men selvom det både er problematisk at være kunstner og at være gift, skal man ikke have ondt af sig selv.

Sonja Lillebæk Christensen: Installationsfoto fra udstillingen GI´og TA` på Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2024. FOTO Sonja Lillebæk Christensen.

AF Helle

Fagralid

Jeg føler mig næsten overflødig som interviewer her i haveforeningshuset i Københavns Sydhavn, hvor billedkunstnerne Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen bor. Begge har en umiskendelig fortællelyst, og de fortsætter ubesværet hinandens sætninger, som de formentlig har gjort det, siden de mødtes på Det Jyske Kunstakademi i 1998. Dengang var Christian nyansat lektor og vejleder for Sonja, som lige var blevet optaget, og efter et par år blev de kærester. Selvom det er langt mere problematisk i dag, når lærer og elev indgår et forhold, var det stadig ”noget bøvl dengang, men der var ikke noget at gøre ved det”, som Christian fortæller. For Sonja begyndte deres relation med oplevelsen af at blive set:

Sonja: ”Jeg var ikke som flertallet, fordi jeg kom fra, hvad man vil betegne som underklasse uden en gymnasie-baggrund og havde derfor ikke den samme teoretiske og sproglige ballast som de andre. Christian var enormt god til at imødekomme, at vi kom med hver vores bagage på akademiet. Det var trygt at have en, der vidste, at jeg ikke var boglig, og som ikke så det som et problem.”

Parret blev gift i 2003, samme år som Sonja dimitterede, og flyttede sammen hos Christian i København. Siden har de ”været klistret til hinanden, og det er selvfølgelig ligesom alle andre ægteskaber ind imellem problematisk — ikke bare at være kunstnere, men at være gift,” fortæller Sonja.

Faglige uenigheder

Christian: ”En af grundene til, at det har holdt i snart 25 år, er nok, at vi begge er kunstnere. For vi hænger sammen omkring det at lave kunst, både helt nede på materialeniveau og op til det principielle, hvor vi diskuterer fagting, samfund og så videre. Så på den måde er vi blevet sådan en tank, der kører afsted.”

Er I altid enige?

CSR: ”Nej, nej, men vi har altid haft en form for fælles front.”

SLC: ”Der er mange samfundsmæssige ting, vi er enige i. Vi er ikke direkte politiske i vores kunst, men vi er meget interesserede i politik og samfund, så det sniger sig selvfølgelig også ind i vores arbejde.”

CSR: ”Siden 1998 har jeg faktisk undervist hele tiden eller siddet i Statens Kunstfond, og det er jo nærmest fagpolitisk, hvor man for eksempel også forholder sig til repræsentation. Og du har Udstillingsstedet Sydhavn Station, der også vender ud mod det virkelige liv. Kunstnerisk arbejde er jo meget at sidde og pille i sin egen navle, især for mig, der er maler, men så har vi også den der yderside, hvor vi henvender os til verden, og det gør, at det nemt bliver politisk.”

SLC: ”Ja, uenigheden ligger mere i forhold til, når Christian spørger, om jeg kommer og kigger på nogle billeder, han tænker, er ved at være færdige, eller jeg spørger ham, om han vil give feedback på en video, jeg har lavet. Dér kan jeg mærke, at vi med alderen er blevet mere uenige. Jeg fornemmer også, at du prøver at vriste dig fri af andres blikke og meget gerne vil insistere på dit eget, og det gælder nok også mig selv.”

CSR: ”Ja, i sensommeren åbnede jeg udstillingsstedet Urger House - B’et var væk - i en nedlagt grillbar på Sjælør Station med en udstilling, der var en blanding af kulisser til et teaterstykke, jeg selv havde skrevet, nogle skulpturer og så nylavet keramik, som pegede i en helt anden retning og i et rum, der var totalt kaos. Det var alt andet end den æstetik, du arbejder med Sonja, som bare er ”pliiing”.”

SLC: ”Så der er vi ikke enige.”

CSR: ”Nej ikke længere. Jeg har en lang historik med at arbejde med gallerier, blandt andet Nicolai Wallner, og der er jo en konvention om, hvordan en maleriudstilling skal se ud. Men jeg fandt ud af, at når jeg selv skulle stå for en udstilling, blev det altid en form for kaos, og det er nok der, jeg i virkeligheden har det allerbedst. Men det er blevet holdt i tømme af de kommercielle gallerier. Det har selvfølgelig også været en god tømme, fordi jeg tjente penge på det.”

SLC: ”Det sted, du har nu, er jo også tænkt som et legerum, et frirum.”

Fra navlen, ikke til navlen

CSR: ”Ja, jeg ser det som en hoppeborg. Jeg var også misundelig på at I, på Sydhavn Station, også mødte andre folk end kollegaer. Da jeg gik og satte mit nye udstillingssted lidt i stand - i gåseøjne - kom jeg blandt andet i snak med folk fra det lokale sociale boligbyggeri, en masse indvandrere, der har spist på den grillbar. Der var også en del piger med tørklæde, som kom alene, og som jeg aldrig før har snakket med, men vi kunne mødes omkring kunsten og især leret, for det viste sig, at de alle sammen sad og nørklede med et eller andet æstetisk, krea-agtigt derhjemme.”

SLC: ”Vi er begge interesserede i det publikum, der ikke nødvendigvis selv tager initiativ til at besøge museer og gallerier. Det umiddelbare møde og hvordan det former dialogen eller formidlingen. For eksempel kommer det tit bag på folk, når man fortæller, at man er kunstneren, der har lavet det der, og så kigger de måske med lidt andre øjne på værket, fordi der står et levende menneske bag, som måske ligner dem selv i en eller anden forstand. Det er vores fælles interesse: Hvordan kommer vi i snak med virkeligheden? Hvem er det, vi laver kunst til?”

CSR: ”Det er en af de gamle diskussioner, især hos årgangene lige før mig. At kunsten er for en udvalgt elite. Og man brugte begreber som ”kvalitet”, som var helt umulige at definere. Jeg

kommer fra en rigtig 68’er venstreorienteret baggrund med ideen om det folkelige, som jo er lige så uhåndgribeligt, men med en forestilling om at kunsten ikke kun skal tale til navlen. Det kan godt være, at den kommer ud af navlen, men den skal ud i verden. Og hvis det kun er til et faguddannet publikum, bliver det godt nok lidt småt. Det går, når man er tilknyttet et kommercielt galleri, for der behøver man i praksis kun at have én publikummer til hvert maleri, hvis den person så køber det.”

SLC: ”Jeg har aldrig været en del af den kommercielle scene. Måske fordi videokunst er virkelig svært at sælge. Og så har jeg jo en erfaring med at være færdiguddannet og komme til København, og det var ikke skidenemt for 25 år

Christian Schmidt-Rasmussen på værkstedet, Rødovre 2025. FOTO Sonja Lillebæk Christensen

siden, når man var uddannet fra ’provinsakademiet’. Vi stod ikke i første række, for vi var ikke en del af københavnerklubben. Der var en mistro overfor os, fordi vi nok ikke havde været igennem den helt samme mølle som københavnerkollegaerne.”

CSR: ”I havde ikke gået på akademiet på et slot.”

SLC: ”Vi har jo alle sammen brug for, at der er nogen, der ser os og tør insistere på, at vi kan noget, for så kan vi noget. Men hvis ingen peger på en, kan det være svært at vinde den tillid. Så dér har der været en stor forskel på vores løbende karrierer. Christian har haft en konstant sikkerhed i, at der har været nogen, som har troet på ham. Men jeg skal heller ikke klage, for der er jo også folk, der peger på mig, som for eksempel under corona, hvor jeg lavede et stort LED-værk til SMK, og jeg har løbende oplevet interesse fra institutioner, men jeg falder hele tiden tilbage til Sydhavn Station. Det er også tanken bag stedet, at hvis der ikke er andre, der peger, så gør jeg det selv. Det er min sikkerhed og der, jeg taler fra.”

Kunst, klasse og økonomi

CSR: ”Det gør også, at du har en meget højere udstillingsfrekvens end de fleste andre kunstnere. Den måde, jeg har sørget for, at der skete noget andet, har været hele tiden at sende ansøgninger til højre og venstre, for så mange er der heller ikke, der ringer om noget som helst. Hvis man vil noget, så bliver man simpelthen nødt til at være ret udfarende, så jeg har haft stor glæde af open calls. Og det har resulteret i nogle af de sjoveste udstillinger, jeg har lavet. Det har ikke været på et kommercielt galleri.”

Hvordan håndterer I jeres økonomi?

SLC: ”Vi har hele tiden haft en grundindkomst i form af undervisning, så tingene løber rundt, og så bor vi enormt billigt her. Det giver os noget frihed. For otte år siden, da alle børnene var flyttet hjemmefra, flyttede jeg mit værksted herhjem med henblik på ikke at have nogen udgifter udover de 700 kr., jeg betaler i kontingent til Sydhavn Station hver måned. Christians værksted i Rødovre og vores fælles lager løber

op i 7.500 kr. om måneden, men det er leje, så det kan siges op, hvis vi går på røven. Vi skylder ikke noget, og jeg kan leve på ret lidt.”

CSR: ”Og i perioder har jeg tjent virkelig godt på min kunst, så uden det ville det have været et problem.”

SLC: ”Og jeg har været heldig med legater. Men jeg tænker hvert år ”nu er det slut”, så usikkerheden er der.”

CSR: ”Der er meget stor forskel på vores temperament i forhold til økonomi. Jeg kan godt lide at se, at der er penge et år ud i fremtiden, og der er du meget mere ”det går nok”.”

SLC: ”Det er gået i 25 år, så mon ikke det stadig går? Men det kræver stadig, at man har lidt is i maven. Christians mor har, indtil hendes død for et år siden, også været en form for sikkerhed, fordi du har kunnet bede hende om hjælp.”

Sonja Lillebæk Christensen. Klagøring af kugle til udstilling på Sophienholm. Rødovre, 2025. FOTO Christian Schmidt-Rasmussen

CSR: ”Jeg har bare aldrig gjort det.”

SLC: ”Men det betyder noget, at der er en klasseforskel, at vi kommer fra forskellige kår. Christian kommer fra den der gode middelklassefamilie og har en tryghed med sig i det. Jeg har kun min mor og nu er hun folkepensionist, men har været på overførselsindkomst i mange år. Det sidder selvfølgelig i mig. Den sikkerhed du har, gør dig også mere modig. Der er jo generelt flere middelklassebørn end børn fra underklassen, der bliver kunstnere.”

CSR: ”Ja, en af de meget store forskelle på os er også, at du har boet et hav af steder, indtil du fyldte 18 år, og jeg har boet i København stort set i hele mit liv. Jeg har et netværk, der går 60 år tilbage.”

SLC: ”Du har et bagland, som du altid kan gå til.”

CSR: ”Den følelsesmæssige og den økonomiske sikkerhed er to sider af samme sag.”

SLC: ”Det er måske også en del af din opdragelse, at der skal være styr på økonomien.”

CSR: ”Ja, min mor var økonomisk paranoid.”

SLC: ”Og det er du jo også haha. Så han er rimelig hård at leve sammen med omkring den periode, hvor man skal sende sin selvangivelse ind. Vi er økonomisk afhængige af hinanden, og derfor er vi også nødt til at få løst problemerne. Måske kommer Christian med de fleste penge, men vi ville være ret meget på røven begge to, hvis ikke vi havde hinanden.”

CSR: ”Der ville være så meget bøvl med en skilsmisse, at det ville jeg slet ikke kunne overskue haha. Helt alvorligt, da min mor var syg, gik vi hos en parterapeut, fordi det hele var oppe i luften, men der kom vi frem til, at vi var viklet så meget ind i hinanden …”

SLC: ”… at det skulle løses, men ikke ved at vi gik fra hinanden.”

CSR: ”De fleste dage, når vi ikke har travlt, så spadserer vi en morgentur og snakker om det,

Sonja Lillebæk Christensen. Projektorlys/videobillede fra en næsten død Ringkøbing fjord, København SV 2024. SELFIE/FOTOGRAF Sonja Lillebæk Christensen

der er i vores hoveder, men også om det vi ser. Især om vinteren, når alt er gråt og brunt, forsøger vi at finde farvenuancer, og det kan man sgu ikke gøre alene. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men mit hoved larmer, når jeg er alene, så når jeg har en at tale med, bliver det til bobler, der stiger til vejrs og giver mening.”

SLC: ”Det er en blanding af både at dele sine observationer og formidle dem, som for eksempel hvordan snakker man om farver? Hvordan snakker man om lys? Det er noget, vi maner frem sammen.”

Forskellige metoder

Har I nogensinde arbejdet sammen?

SLC: ”Vi lavede en udstilling sammen med udgangspunkt i vores samtaler, så det var vel en form for samarbejde, selvom vi havde hver vores værker med. Vi har to meget forskellige måder at arbejde på.”

CSR: ”Jeg improviserede hele den sidste udstilling frem.”

SLC: ”Det kan man jo også godt gøre, man skal bare lige rydde lidt op også. Vi er to forskellige temperamenter og er interesserede i to forskellige æstetikker.”

CSR: ”I min forrige udstilling kom der for eksempel en masse børn, og de ville jo gerne pille ved alting. Så jeg lavede nogle små keramikfigurer, så de også havde noget at pille ved. Det er en metode, jeg har savnet: at se hvad der mangler og arbejde videre. Det ville slet ikke kunne kombineres med den måde, du arbejder på.”

SLC: ”Der er en større umiddelbarhed i dine medier, hvor mine kræver lidt mere planlægning.”

CSR: ”Og nu har jeg kastet mig over ler, hvor det er meget typisk for dig, at du så kaster dig over glas, som er så forbandet besværligt. Det er sværere at fucke ler op.”

SLC: ”Det er spændende, at mediet er lidt svært, at der er noget, jeg skal løse. Jeg falder for de benspænd og kan godt lide at have en finger med i alle dele af processen, selvom jeg fik hjælp af en virkelig dygtig glaskunstner.”

CSR: ”Den produktions-etos, at vi selv skal lave det, så vidt muligt, dét har vi også tilfælles. Kun at kalde på de voksne, når det er helt umuligt. Det betyder noget at gøre det selv med alle de fejl, det medfører. Ellers risikerer det at blive for generisk.”

SLC: ”Vi prøver at bryde nogle af de faste konventioner, som gør det så klinisk. Jeg kan godt lide den skrøbelighed, der opstår, når man gør

det selv uden et stort professionelt produktionsapparat.”

CSR: ”Jeg synes, der har været en tendens til en voldsom teknisk uniformering indenfor billedkunsten i de senere år. Nogle værker lever på det, men de fleste bliver ret kedelige af det. Jeg er vokset op med Clausens kunsthandel, hvor mange af kunstnerne, som Jane Muus og Palle Nielsen, havde deres egne grafikpresser derhjemme. Så blev kunsten også til at betale for. Det var forestillingen om, at kunsten er social via sin tilgængelighed.”

Hvad drømmer I om?

CSR: ”Altså jeg vil gerne være Palle Nielsen haha. Ej, at opnå at lave et værk der er universelt og samtidig super moraliserende. Jeg har en ambition om at lave endnu en offentlig udsmykning på størrelse med metro-værket på Mozarts Plads.”

SLC: ”Jeg drømmer om at få foden indenfor i en større institution. At der også er en repræsentation af underklassen indenfor billedkunsten på samme måde, som vi har set det indenfor litteraturen de senere år. At der kommer en flerstemmighed også klassemæssigt.”

CSR: ”Jeg er ret sikker på, at de findes i samlingerne, men de er ikke synlige.”

SLC: ”Det er jo heller ikke sådan, at der ikke kommer kunst fra arbejderklassen, men ofte er det blevet kutyme, at kunstnerne derfra optager middelklassens sprog, motiver og værdier. Man prøver at imitere det, man træder ind i. Jeg savner klassespørgsmålet i den store samtale om repræsentation, hvor det lige nu primært er køn og etnicitet, det drejer sig om.”

Folkelighed er ok

CSR: ”Ja, klasse er ikke lige så moderne. Jeg kommer i tanke om, at vi jo har lavet et fælles værk. Det var, da Field’s åbnede i sin tid og vi var ude og filme det. Der var en halv million mennesker og det var totalt kaos. Vi havde en fest med det.”

SLC: ”Vores intention var, at vi ikke ville være kritiske.”

CSR: ”Vi ville vise den der åbningsfest, og det var helt tydeligt i kunstverdenen, at man ikke kunne filme et storcenter ukritisk.”

SLC: ”Så folk læste en kritik ind i det, men vi havde bare forsøgt at vise det, som det var, som en slags kulisse til en voice-over, der faktisk var ret følsom. Der er så mange konventioner omkring, hvad der er kvalitet, og hvad der ikke er. Hvilke liv man må leve.”

Apropos elitær og folkelig kultur; hvilken betydning har Christians medvirken i tv-programmet Kunstnerkolonien haft for jer?

CSR: ”Det har helt sikkert haft betydning for hvor mange elever, der søger mit hold på VERA (skole for kunst og design red.).”

SLC: ”Jeg tror, at Kunstnerkolonien har en ret positiv indflydelse på folk, der ikke har noget med kunst at gøre, hvorimod de fleste, der har med kunst at gøre, hader det. Det er god formidling til nogle af de mennesker, jeg møder på Sydhavn Station. Jeg kan være uenig i redigeringen, hvor de tydeligt har forsøgt at skabe lidt ekstra drama og kontrast. Så fra en billedkunstners perspektiv, kan det godt virke ret klichéfyldt.”

CSR: ”Der er meget, som ikke fremgår i det færdige program, og det er lidt ærgerligt. Men på værkniveau er det god formidling.”

SLC: ”Du bliver stoppet på gaden, fordi folk genkender dig og jeg vil vædde med, at den udsmykningsopgave, du har fået på Sydfyn, også er fordi, de lokale har set Kunstnerkolonien. Så den der kendisting, det kan folk godt lide.”

CSR: ”Jeg kan faktisk også selv ret godt lide den. Det niveau, det er på, er ret passende.”

SLC: ”Du blev også et meget rarere menneske af det.”

CSR: ”Ja, nu er jeg nødt til at tænke lidt på, hvordan jeg opfører mig.”

Har I et godt råd til yngre kunstnerpar?

CSR: ”Det er altid et godt råd, at der er én i parforholdet, der skal være nærig. Og her er det mig.”

SLC: ”Den økonomiske del er vigtig. Lad være med at tage lån eller få det betalt ud.”

CSR: ”Lad være med at have ambitioner om at skulle eje alle mulige ting og rejse til udlandet på chartertur to gange om året. Prøv at skære ned på forventningerne til materielle ting, for så kan man kun blive glædeligt overrasket. Vi har holdt fest, når vi havde penge …”

SLC: ”… og skruet ned, når vi ikke havde. Når man har valgt det her erhverv, bliver man nødt til at erkende, at man må vælge noget fra. Medmindre man er en af de få, der ryger helt til tops.”

CSR: ”Vi talte om tidligere, at når man kommer fra underklassen og træder ind i kunstverdenen, prøver man at tilpasse sig den generelle middelklasse.”

SLC: ”Ja, man forsøger at imitere den verden, man træder ind i.”

CSR: ”I stedet for at tænke at man træder ind i det, man er. Det er også et godt råd: Træd ind med, hvad du er.”

SLC: ”Og lad være med at synes, at det er synd for dig selv, at du ikke kan få alt det, der hører til i middelklassen, og husk på de værdier og den frihed vi har, fordi vi har satset anderledes.”

CSR: ”Vi er begge to fulde af gode råd. Vi kunne skrive en bog.”

SONJA LILLEBÆK

CHRISTENSEN

Født 1972. Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2003. Medstifter af Udstillingsstedet Sydhavn Station, København SV, 2012. Udstillinger på blandt andet Statens Museum for Kunst, Overgaden, Galleri Image, Sydhavn Station og Busan Biennalen, Sea Art festival. Udsmykning for Københavns Kommune, 2022.

CHRISTIAN SCHMIDT-RASMUSSEN

F. 1963. Uddannet på Kunstakademiet i København 1986-92. Lektor ved Det jyske kunstakademi 1998-2004. Repræsenteret i samlinger på Statens Museum for Kunst, Den Kongelige Kobberstiksamling, Kastrupgårdsamlingen og Albertina museum, Wien. Har udsmykket metroen på Mozartsplads i København i 2024, hvor han også deltog DR’s Kunstnerkolonien.

BKF uddeler hædersbevisninger for livslange kunstneriske virker

Kunstnerisk praksis stopper sjældent ved pensionen — mange arbejder videre hele livet, og dette livslange engagement vil BKF gerne fremhæve og fejre.

Derfor starter forbundet nu en ny tradition: Alle medlemmer, der fylder 80 år, modtager et lille kunstværk som en værdsættelse og formel anerkendelse af deres mangeårige bidrag til kunsten og til forbundet.

Til opgaven har et lille hårdtarbejdende fagligt udvalg bestående af billedkunstnerne

Mette Kit Jensen og Troels Aagaard fra BKF’s bestyrelse samt Annarosa Krøyer Holm fra BKF’s sekretariat valgt at invitere billedkunstner

Gerda Thune Andersen til at skabe kunstværket. Hun har i sit mangeårige virke arbejdet undersøgende med materialer, struktur og form.

”Vi havde mange dygtige kunstnere i spil, men pilen pegede hurtigt på Gerda Thune Andersen, som er vanvittig dygtig og om nogen har arbejdet ufortrødent med stor entusiasme og nysgerrighed i et fag med hårde vilkår,” siger Mette Kit Jensen og Troels Aagaard.

”Ved at vælge en offentlig anerkendt kunstner signalerer vi samtidig, at prisen er vigtig. Og så ville vi gerne finde en kunstner, der rammer bredt, fordi målgruppen er bred,” siger de.

I Billedkunstnernes Forbund ønsker vi at anerkende de mange medlemmer, der fortsat er aktive billedkunstnere langt op i alderen.

Svære betingelser

”Jeg har jo arbejdet med skulptur i 75 år, og der har været en del fokus på mit arbejde de senere år, men jeg blev da både glad og overrasket over at blive spurgt,” siger Gerda Thune Andersen, der samtidig indrømmer, at hun var overvældet på mere end én måde:

”For kravene var næsten umulige at leve op til. Der var jo ikke ret mange penge — som sædvanligt,” siger hun.

”Så jeg måtte finde ud af, hvad jeg kunne gøre. Jeg er jo billedhugger, så jeg ville gerne have, at det blev noget tredimensionelt, noget skulpturelt. Men jeg måtte også tænke praktisk: det kunne ikke blive stort, så det måtte være et relief af en art.”

Resultatet er blevet værket Skin of the Earth, der udspringer af en undersøgelse af bark, jord og overflader — inspireret af et gammelt birketræ, der væltede i hendes have. Træet var så råddent indvendigt, at man kunne tage al barken af i store stykker, som hun har lavet silikoneaftryk af til at skabe relieffer efter.

Ikke til skuffen

Ideelt set ville hun gerne have reliefferne støbt i bronze, men det viste sig at være alt for dyrt. For at realisere værket i et oplag, der

kunne sendes til alle jubilarer, valgte Gerda Thune Andersen at samarbejde med Per Kapper, der arbejder med kunst og special effects i sit værksted Kapper Creations i Humlebæk. Han har stået for at omsætte idé og materiale til en form, der både bevarer værkets kunstneriske udtryk og kan produceres i et større antal. Materialet er urethan, der er et moderne plastmateriale, der er betydeligt billigere og lettere end bronze.

”Det giver god mening, at objektet er lavet i et let materiale og samtidig ser tungt ud. Det taler om noget med at finde en udvej og skabe noget udtryksfuldt med de kræfter, man har til rådighed. Udtryk og fortælling passer godt sammen,” siger Mette Kit Jensen og Troels Aagaard.

Gerda Thune Andersen håber selvfølgelig at modtagerne bliver glade for det lille relief:

”I hvert fald er det er en genstand, man kan have liggende fremme og ikke bare et diplom, der ender i en skuffe. Jeg blev for nylig udnævnt til æresmedlem i Dansk Billedhugger Samfund, og det var meget fint med et stort diplom, men jeg aner ikke, hvor det ligger. Så sådan en lille skulptur som denne, det synes jeg faktisk er bedre,” siger hun.

Birketræets bark har inspireret til Skin of the Earth FOTO Annarosa Krøyer Holm

Følgende trofaste medlemmer af Billedkunstnernes Forbund er de første til at modtage forbundets hædersbevisning:

Ada Scheller

Adolf Meister

Agnete Bjørneboe

Allan Nordmark

Opmærksomhed på de ældre

Hun synes, at hædersbevisningen er en god idé:

”Det er fint at hædre kunstnere, der stadig er aktive i så høj en alder. Man burde måske have gjort mere af den slags før. Jeg forstår ikke det der med, at man ikke må fremhæve nogen på bekostning af andre. Hvis man stadig er aktiv som 80-årig, synes jeg da, det er værd at markere. Jeg er 93 nu og stadig i gang, så jeg synes selvfølgelig, det er en meget god idé,” siger Gerda Thune Andersen, der trods sin lange karriere for første gang prøver at få masseproduceret et værk i dette omfang — i første omgang 225 stk.

”Det er absolut værd at markere, at kunstnere er i gang hele livet, og at ens ambitionsniveau ikke falder selvom man bliver ældre, hvilket den store mængde ældre medlemmer af BKF jo også beviser,” siger Mette Kit Jensen og Troels Aagaard.

”BKF-medlemmer er meget trofaste, og vi synes, at der er god grund til at hædre og takke de kunstnere som bliver ved, selvom opmærksomheden fra omverdenen oftest er rettet mod de unge talenter. Vi håber måske også at fonde, udstillingssteder og alle andre ville investere lidt mere interesse i denne målgruppe,” siger de.

Amy Grandt-Nielsen

Anders Glob

Anders Gjerding Geertsen

Andreas Vind

Anet Brusgaard

Anita Jørgensen

Anne Marie Egemose

Anne-Lise Rathsach

Annette Jersild

Annette Juel

Annette Graae

Aske Dam

Barry Pringle

Bent Axel Olesen

Bente Christensen-Ernst

Bente Egedorf

Birgit Andersen

Birte Minor Vedel Howard

Bjarne v. H. H. Solberg

Bjarne Winther Troelstrup

Bodil Brems

Bodil Damgaard

Bodil Høyer

Bodil Örs

Britt Smelvær

Britta Kjærulff

Buller Hermansen

Bøje Prejsler Hansen

Børge Christian Meibom

Carl Henning Aarsø

Charlotte Brüel

Christine Scherfig

Claus Axelsen

Cresta Simonsen

Dag Aronson

Dan Thuesen

Dorte Øckenholt

Dorthe Grum-Schwensen

Else S. Mortensen

Emma Løsecke Nielsen

Eric Andersen

Erland Knudssøn Madsen

Eva Pontoppidan

Finn Thybo Andersen

Flemming Knudsen

Freddie A. Lerche

Gerda Thune Andersen

Gitte Mørk

Grete Balle

Grete Marie Brodersen

Hanne Galschiøt

Hanne Mailand

Hans Kjær

Hans Tyrrestrup

Hans Lembrecht Madsen

Harald E. Jacobsen

Heike Jacobsen

Hein Heinsen

Helga Bugge

Helga Thagaard

Hellen Lassen

Inge Heise

Inge-Lise Ravn

Inger Lise Rasmussen

Jan Lohmann

Jan Kiowsky

Jan Arne Petersen

Jane Balsgaard

Jeff Ibbo

Jette Botschinsky

Jette Bille

Johanne Foss

Johanne Petersen

Joseph Salamon

Jytte Augustesen

Jytte Loehr

Jørgen Svenstrup

Jørgen Bjulver

Jørgen Hansen

Jørgen Tang Holbek

Jørn Rønnau

Kaj Rugholm

Karen Bennicke

Karin Mohrdieck

Karin Munk

Kenn André Stilling

Kirsten Justesen

Kirsten Dufour

Kirsten Christensen

Kirsten Bohn

Kirsten Klein

Kirsten Ankjær Bækgaard

Kirsten Antonie Sørensen

Kirsten Dissing Overgaard

Kirsten-Marie Korneliussen

Klaus Thommesen

Klaus Becker

Knud Ryg Olsen

Leif Kath

Leif Dræby

Lena Bidstrup

Lene Adler Petersen

Lene Helmer Nielsen

Lilli Byrum

Linnea Imlau

Lis Nogel

Lisbeth Poulsen

Lise Ring

Lone Munkgaard

Lone Plaetner

Lotte Olsen

Malone Dietrich

Margrethe Agger

Marianne Schepelern

Merete Barker

Merete Hansen

Mette Birckner

Mette Hedegaard

Mogens Nørgård

Morten Bo

Morten Flyverbom

Nanna Hertoft

Nanna Hartman

Nanna Bisp Büchert

Niels Lomholt

Niels Witten

Niels Strøbek

Nina Ferlov

Nis Schmidt

Ole Schjører-Hansen

Ole Holm

Ole Gjermandsen

Ole Stenholm

Ole Folmer Hansen

Per Wolf

Per Just

Per Børge Maltesen

Per J.K. Pedersen

Pia Schjøll

Pia Birkholm

Pierre Beskow

Poul Johannessen

Poul Esting

Poul Erland Jensen

Randi Kornerup-Bang

Rikke Diemer

Signe Christina Præstgaard

Simon Jørgen Simonsen

Steen T. Krarup

Susana Errebo Skouborg

Svend Boe Haugaard-Nielsen

Sys Hindsbo

Søren Birk

Søren Birk Pedersen

Torben Huss

Tove Hummel

Tove Dehn

Tue Poulsen

Tytte Andersson

Ulla Fagerberg

Vibeke Gregers

Victoria G. Friis

Viggo Bentzon

Vivian Rose

Winnie Clare Vöge

Gerda Thune Andersen. Portræt. FOTO Birgit Tengberg

Fremtidens kunst er lavet af sukker, guldkorn og østershatte

AF

Laura Elisabeth Lind

Den ene lille kube aflyser den næste i et stort vægbibliotek af materialer, der hænger på væggen på begge sider af døren ind til POLYLAB - kunstakademiets laboratorie for plast og forskellige mere klima- og naturvenlige materialer. Biblioteket ligner næsten en stor forvokset sættekasse, alle kuber er omkring 6 cm brede, høje og dybe. Nogle er neongule og skrigende pink, mens andre har forskellige neurale naturfarver. Der er i alt 376 små materialeprøver, og jo længere man bevæger sig fra højre ende af biblioteket mod venstre, jo mere bæredygtige er de. Her mod venstre er der materialeprøver af alt lige fra gelatine blandet med kartoffelmel, guldkorn i isomalt og svampestrukturer fodret med hampefibre. På midten møder vi naturgummi og silikone, og til højre epoxy, akryl og forskellige plasttyper.

“Vi underviser de studerende i at være opmærksomme på, hvilke materialer de bruger og hvorfor. Det er vigtigt at have en bevidsthed om, hvordan man kan reducere og genbruge materialerne og vælge bæredygtige materialer, når det giver mening,” siger billedkunstner Malene Bang.

Hun startede selv på Billedhuggerskolen her på kunstakademiet for snart 20 år siden. I dag er hun lektor og leder af laboratoriet og har i de senere år fokuseret på, hvordan man udvikler materialer, så billedkunsten tager et grønt ansvar - og her har hun et formål: at reducere brugen af akryl og plastik:

“Materialevalget er en stor del af at lave et værk. For i det valg ligger der også et fravalg, der siger en masse om processen, værket og kunstneren.”

Billedkunstnere har et ansvar for at bruge mindre mængder af plast, akryl og andre CO2-belastende og giftige materialer, mener billedkunstner Malene Bang. Hun er lektor ved Det Kongelige

Danske Kunstakademi og leder akademiets laboratorie for plast og bæredygtige materialer. Her underviser hun billedkunststuderende og forsker i svampe som bærende materiale.

Skulpturen Daphne. 3D-printet i myselium-baseret materiale med den medicinske svamp Reishi. Udstillet på Medicinsk Museion henholdsvis indendørs i seks måneder og siden lige så længe udendørs. FOTO Malene Bang

Bruger stadig giftige materialer

Det store bibliotek blev til som en del af det første af tre forskningsprojekter ‘Bæredygtige materialer og Materialesprog’ fra 2017 til 2019 under Kulturministeriet, og meningen er, at studerende såvel som ansatte kan bruge biblioteket:

“Til at starte med handlede det meget om at få skiftet alle de giftigste materialer ud og få alt kigget igennem lige fra silikoner til forskellige plasttyper. Og så formede biblioteket sig. Når vi snakker med de studerende om, hvilket materiale, de har tænkt sig at bruge, giver det god mening at gå ind til biblioteket og røre ved materialerne,” siger hun og tager fat på en kube af gelatine og kartoffelmel.

“Det er en bioplast, der opløser sig selv med tiden, og sådan er det med flere af tingene her ude til venstre for midten på bibliotekets hylder. Når vi står her med de studerende, bliver det nemmere at overbevise dem om, at et bestemt materiale kan være fint at bruge til deres projekt. De behøver ikke altid at bruge et meget giftigt materiale, som egentlig er fremstillet til, at vi kan bygge vindmøller, der skal kunne holde i mange hundrede år.”

Omvendt kan der være enkelte værker, hvor det giver mening at gå helt ud til højre på materialeskalaen.

“Derfor har vi stadig de mere giftige materialer. Det er også derfor, vi hedder POLYLAB. For der er både molekyle-enhederne ‘polymerer’ i for eksempel træ og plast,” siger Malene Bang og åbner en af skufferne midt under det store vægbibliotek.

Hun tager en maske af silikone op af skuffen.

“Vi har studerende, der ikke vil bruge silikone, fordi det er fremstillet under en kemisk proces og er svær at nedbryde naturligt eller genanvende. Så der arbejder vi nogle gange i gelatine i stedet for. Men hvis man så ikke vil bruge et materiale med dyr i, må man gå over i en mere bæredygtig version,” siger hun og fortsætter:

“Der laver jeg forsøg med de studerende, hvor vi bruger latex eller naturgummi og vermiculite, som er et naturligt mineral, til formen.”

Hun understreger, at de i laboratoriet går meget op i at dele viden og bygge oven på hinandens værker og ideer.

“For på den måde kommer vi hurtigere fremad i forhold til at udvikle nye bæredygtige materialer,” siger hun og tager en af kuberne ud.

Malene Bang åbner

’Guldkøleskabet’, fyldt med østershat og andre svampe-mycelier. FOTO

I forskningsprojektet, ‘Living Sculptures,’ eksperimenterer Malene Bang med nye materialer af papirtegninger og svampemycelier. Der er også trækasser med plastik og mycelier. FOTO Laura Elisabeth Lind

Skulpturen Vespidaei — Printing Nature with Nature in Nature with a Robot i skulpturparken Deep Forest Art Land. Billedet er taget efter et års svampevækst. FOTO Malene Bang

Den er lavet af silikone og couscous og stammer fra et materiale, en af de studerende for et par år siden støbte en dug i:

“Jeg fik lov til at få en prøve. På den måde vokser biblioteket hele tiden,” siger hun og griber ud efter endnu en kube:

“Det her er fra en studerende, der har støbt nogle støvler af en blanding af guldkorn og opvarmet sukker.”

Svampe er det nye hit

Helt til venstre ved biblioteksvæggen står nogle små organiske figurer i beige og brunlige naturfarver i en montre. De stammer fra hendes andet forskningsprojekt ‘Digital Materialities’, som hun har lavet fra 2021 til 2024 sammen med to andre lektorer fra kunstakademiet, Karen Harsbo og Oskar Kolliander:

“Vi ville finde et nyt bæredygtigt materiale. Så vi 3D-printede et materiale, der groede ind i sig selv, og som består af en blanding af hamp, ler, træmel, sand og mycelier fra forskellige svampe - altså svampenes netværk, som

så gror mellem lagene af materialet. Nogle af figurerne, som vi printede, er med mycelier fra medicinske svampe. De blev udstillet på Medicinsk Museion,” siger hun og tilføjer:

“Ud over at det er naturlige bæredygtige materialer, så behøver man heller ikke at brænde det i processen for at lave værket. Det sparer man meget CO2 på. Det er færdigt, som det er, og derfor er processen med at lave et værk meget bæredygtig.”

Forskningsprojektet sluttede med, at de tre forskere tog materialet og robotarmen, der 3D-printer, med til Deep Forest Art Land i Midtjylland. For ikke at faunaforurene området brugte de mycelier fra den samme svampeart, der i forvejen gror lokalt i skovområdet:

“Så printede vi to store skulpturer. De står der endnu. Men vi ved ikke, om de holder i to eller ti år. Det er skulpturer, der har en cyklus, og materialet kan blive opløst i naturen uden at forurene. Det kommer og går. Det er noget, jeg arbejder meget med,” siger hun og fortsætter:

“Jeg synes, det er vigtigt at spørge sig selv, hvor lang tid en skulptur skal holde - skal

det absolut være af bronze eller en plasttype, der kan holde i hundredvis af år? Ikke, hvis du spørger mig.”

Laboratoriet - med flere svampe

Hun åbner døren ind til POLYLAB midt i materialebiblioteket. Med det samme døren går op, bliver man ramt af en let syrlig lugt fra nogle genanvendelige trækasser. Her eksperimenterer Malene Bang og Karen Harsbo igen med svampemycelier - hendes tredje forskningsprojekt, ‘Living Sculptures,’ som lige er startet op, og som to dage om ugen er dedikeret til.

“Det er med til at gøre mit arbejde virkelig spændende. Her kan jeg udvikle min faglighed,” siger hun og løfter låget på en af trækasserne:

“Her er nogle af mine tegninger med tusch og kul på forskellige slags papir, som østershatte og andre svampearter er i gang med at spise.“

I hjørnet af en af kasserne skyder en stor svamp op. Et andet sted er en anden svamp på vej ud ad kassen - som små forvirrede paddehatte, der er faret vild i skovbunden:

“Jeg laver mange tegninger af processer, som jeg ikke skal bruge, så det her er en sjov måde at arbejde med dem på. Men det skal stadig gro lidt mere, og så skal jeg se, hvad jeg kan bruge det til. Jeg ved, at svampen dør ved 60 grader. Så jeg kan stoppe processen, når jeg vil.”

I en af de andre kasser er hun ved at undersøge, om svampene kan æde mikroplastik. Ved siden af trækassen står en skål med plastik på størrelse med bulgur i alle regnbuens farver, som hun fodrer svampene med.

Det er ikke kun Malene Bang, der har fokus på svampenes kvaliteter. Man har længe arbejdet med svampe, for eksempel i kinesisk lægekunst, og lige nu er forskere i Danmark og andre steder i verden ved at undersøge, om man kan bygge bæredygtigt med svampemursten og bruge svampe til at nedbryde plastik og olieudslip. Ja, man diskuterer endda, om man på et tidspunkt vil kunne tage mycelier med til månen og lave byggemateriale deroppe af månestøv.

Vægbiblioteket med alt lige fra bæredygtige materialer til epoxy og andre plastmaterialer. FOTO Laura Elisabeth Lind

Det gør det alt sammen ekstra interessant for hende at arbejde med.

“Vi kan ikke undvære svampene. Hvis ikke der var svampe på jorden, ville vi blive kvalt i planter,” siger hun og går hen mod et køleskab, der står blandt flere store grønne industrimaskiner i rummet.

“Det er guldkøleskabet, hvor jeg har alle mycelierne, og her er nogle af de studerendes svampe også. De er også begyndt at bruge materialet til forskellige projekter, som jeg underviser i.”

Udfasning af giftige materialer

På en hylde i laboratoriet ligger et par masker af bivoks og epoxy støbt i genbrugsgips og ved siden af står en tibetansk ansigtsskulptur af østershat og halm. Midt i laboratoriet ved et stort træbord ligger en stor grøn hveps lavet af spireline, isomalt, svampe og lidt selvlysende epoxy for at give shineness og stoppe svampeprocessen.

“I stedet for ren epoxy består den kun af 10 procent epoxy. På den måde arbejder vi også med at bruge mindre mængder af de giftige materialer,” siger Malene Bang.

Rundt i loftet snor nogle store tykke metalrør sig, og den kraftige summen i rummet minder en om, hvor vigtig ventilationen i laboratoriet er, når der er gang i epoxy og andre i mere giftige plastikmaterialer. Det sker inde i det bagerste rum af laboratoriet, hvor udsugningen er skruet godt op.

“Det er det mere giftige område,” siger hun, går ind i rummet og låser op til et af skabene med et giftmærke, som hun piller af.

Der er kun et par flasker med giftigt materiale på øverste hylde. I stedet fylder et par af hendes færdige mycelietegninger skabet op.

“Jeg har tømt skabet for en masse giftige kemiske ting, som jeg ikke vil have her. Så nu har vi stort set kun epoxyen. Det opbevarer vi i det andet skab derovre,” siger hun og peger på et blåt skab med et stort gult og sort giftmærke på.

“Der findes ikke en eneste bionedbrydelig epoxy. Det skal de studerende lære en masse om, og derfor har jeg kurser i, hvordan man læser et sikkerhedsdatablad. Det er giftigt, og derfor er der fuld udsugning, vi har handsker og maske på, og jeg vil ikke have, at gravide studerende arbejder med det. For 40 år siden vidste vi heller ikke, at asbest er sundhedsskadeligt. Så jeg tager mine forholdsregler.”

Hun så gerne, at der slet ikke var behov for at bruge epoxy og andre meget miljøskadelige materialer på skolen.

“Jeg tror, vi er i en overgangsperiode i forhold til at bruge plast, også her hos os. Jeg kunne også vælge at sige, at vi ikke bruger plast her på laboratoriet. Men der er vi ikke lige nu, for materialeudvalget er stadig sådan, at de studerende har brug for indimellem at kunne

bruge plast,” siger hun og fortsætter:

“Men jeg håber virkelig, at vi på et tidspunkt bliver et plastfrit laboratorie - at nogen udvikler en bæredygtig epoxy.”

Malene Bang mener, at hun og andre billedkunstnere har et særligt ansvar for at tænke i bæredygtighed. For når samfundet rykker i en grønnere retning, må billedkunsten følge med og måske endda bevæge sig ud i overhalingsbanen:

“Vi kan ikke stå tilbage og insistere på at blive ved med at lave skulpturer i epoxy og bronze. Vi skal også flytte os og gerne pege ud i fremtiden,” siger hun og tilføjer:

“Som jeg ser det, skal billedkunsten være et skridt foran i diskussionen om bæredygtige materialer, så andre måske bliver inspireret til at gå nye og mere bæredygtige veje.”

Vespidaei — Printing Nature with Nature in Nature with a robot. FOTO Malene Bang

”Jeg finder håb i at forestille mig, at tingene kan være anderledes. Også selvom vi ikke kan gøre det rigtige hele tiden. Jeg finder håb i at blive ved, i at turde øve os,” skriver billedkunstnere Hannah Toticki i dette personlige essay.

Setina irrorella (Citronbjorn), (2019). I Hannah Totickis udstilling Reservat på Holstebro Kunstmuseum mødte publikum en række skulpturer skabt af modificerede beklædningsgenstande, udformet med inspiration fra rødlistede insektarter, i den danske natur, her sommerfuglen Citronbjørn. FOTO David Stjernholm

At være i tvivl er et meget rammende begreb. I modsætning til at være sikker, have ret, er tvivlen en følelse man kan være i. Jeg er i hvert fald i den. I den tid, vi lever i, vil det være et vilkår både for mit liv og for min kunstneriske praksis at være i tvivlen. Og jo mere jeg taler med folk om det, jo mere går det op for mig, at vi er mange herinde: Hvordan kan man leve, agere og lave kunst i en økologisk krisetid?

I modsætning til den kolde krig eller andre kriser, som har fået tidligere generationer til at frygte et nært forestående kollaps, er den økologiske krise potentielt nærværende i alle hverdagens store og små valg. I supermarkedet: Skal jeg købe plante eller ko, og hvordan er kartonen egentligt produceret? På arbejdet: skal jeg indkøbe det flotte plastmateriale, fordi det har det helt rigtige look, eller lade være, finde noget genbrug og acceptere, at det har en lidt forkert farve? Skal jeg flyve til den anden ende af Europa for at lave en performance, fordi jeg bliver inviteret så sent, at det praktisk talt er umuligt at få en togrejse ind i kalenderen, eller skal jeg sige nej og være ret sikker på, at another time ikke bliver til noget, fordi jeg var besværlig, ikke dukkede op? Skal jeg sige: “Nej, jeg kan ikke levere en bronzeskulptur til den pris, for jeg insisterer på at vide, hvordan den er produceret og at kunne stå inde for arbejdsforholdene, så den koster det dobbelte”? Jeg frygter at opdragsgiverne, næsten uden at notere sig det, lader opgaven gå videre til en anden. Så jeg balancerer. Tager valg. Og bor midt i tvivlen.

Eksemplets magt

Den ene dag tænker jeg, at om jeg flyver eller tager toget er så lille en dråbe i havet, at det føles håbløst at begynde at spekulere over — som om jeg allerede i min bekymring over valget mellem plante og ko har mistet det større fokus af syne. Og hvem tror jeg, at jeg narrer ved at spare på strømmen, mens 36 virksomheder står for udledningen af halvdelen af verdens drivhusgasser? Nytter det noget at insistere på etisk korrekt produktion, hvis de større strukturelle ændringer ikke følger med? Hvad nytter for eksempel et jordskredsagtigt klimavalg i 2019, når de politikere, der er blevet valgt til at udføre omstillingen, ikke turde gøre det?

Men så den næste dag, eller timen efter, tænker jeg, at eksemplets magt måske er stærkere end vi tror. Måske har politikerne brug for en kritisk mængde af borgere og virksomheder, der af eget initiativ slipper kødforbruget, før de tør indfase reelle forandringer af vores måde at drive landbrug på? Måske kræver det forbilleder at gøre det til normen at rejse med tog, før vi får en seriøs afgift på flyrejser? Grøn energi har trods alt overhalet fossile kilder i den globale elproduktion. Det er sket som konsekvens af mange menneskers forskelligartede indsats. “Tvivl aldrig på, at en lille gruppe tænksomme, dedikerede mennesker kan forandre verden. Det er i virkeligheden de eneste, der nogensinde har gjort det,” sagde antropolog Margaret Mead i 1974. Jeg tror ikke, hun har ret. I hvert fald ikke i, at det er det eneste der nogensinde har forandret verden. Dertil er verden meget for stor og kompleks. Men jeg tror, hun har ret i, at selv en lille gruppe tænksomme, dedikerede mennesker kan forandre noget i verden. Min påstand er, at vilkårene for dette forsøg på forandring også har forandret sig i takt med dilemmaet om hverdagens valg. Og her tror jeg, det er relevant at se på netop vores valgmuligheder, og hvad det gør ved os, at vi ikke kan tage perfekte valg, i en uperfekt verden.

De valg vi præsenteres for — på turen i indkøbscenteret, om hvordan vi vil rejse, arbejde, bo og leve, ligger i et klimamæssigt perspektiv alt for ofte på skalaen ’relativt dårligt til elendigt’. Fødevaresystemet er ikke gearet til, at regenerativt dyrket grønt kan ende i mit lokale supermarked til en pris almindelige mennesker kan betale. Når jeg skal vælge imellem at indkøbe et halloween-flagermusekostume til den ældste eller — til hendes store skuffelse — insistere på at sy det selv (“mor, jeg vil have det samme som Kaja, og ikke noget underligt dims oppe fra dit atelier”), sukker jeg og vælger det første. Når jeg skal sige ja eller nej til en kunstnerisk opgave, hvor jeg kun kan recirkulere en del af materialerne, må jeg indse, at jeg ikke kan få mit arbejdsliv til at hænge sammen, hvis jeg

OM KUNSTNEREN

Hannah Toticki (f. 1984) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016 og har udstillet både nationalt og internationalt. Har blandt andet modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2022.

ikke også accepterer et vist spild. Læseren kan selv udvide listen af eksempler på de ’dårlige til elendige valg’ tilpasset egen livssituation. Det indkapsler, at det ikke altid er muligt at leve etisk i en kompleks, kriseramt verden. Hvad gør det ved os?

Håb er en forpligtelse

Den virkelige risiko, tror jeg, er ikke så meget de gange vi falder i og tager dårlige valg. Risikoen er, at de dårlige valg gør os kyniske og svækker vores forestillingskraft. Når mennesker mærker, at de ikke formår at leve op til egne idealer, kan det afføde en ligegyldighed: “Hvis det ikke kan blive perfekt, kan det også være lige meget”. Man kaster håndklædet i ringen og dropper overhovedet at forsøge. Man tillægger sig en I’ve seen it all-attitude og slipper for at blive overrasket eller overvældet af verdens ubehageligheder. Og så er det, man kan miste evnen (og lysten) til at forestille sig, at tingene kunne være anderledes.

Vi ved, at vores forestillinger om fremtiden har en indvirkning på, hvordan fremtiden faktisk former sig. Derfor mener jeg, at håb er en forpligtigelse. Ikke naiv jubeloptimisme, men en insisteren på at tingene kan blive anderledes. Derfor er det vigtigt, at vi også tør beskrive og beskæftige os med opbyggelige, håbefulde fortællinger. Det er ikke særlig nemt, og ærlig talt kæmper jeg i skrivende stund med netop det i mit næste værk. Jeg forsøger at fastholde mig selv i en søgen efter det, der giver mig håb, og dele det.

Jeg var ung i 00’erne, og feminisme var nærmest et skældsord. Min lille basisgruppe fik afslag på afslag, da vi forsøgte at låne et lokale til vores seminar om ’feministiske hverdagspraksisser’. Jeg cyklede rundt på skolerne på Holmen og afleverede hjemmeprintede pamfletter fulde af stavefejl om “sexisme på de kreative uddannelser”. Jeg husker det, som om det både regnede og var modvind. Da jeg kom tilbage til Scenekunstskolen, hvor jeg selv gik på det tidspunkt, havde nogen smidt hele bunken af vores pamfletter fra elevernes infobord ned i skraldespanden. Da jeg så Sofie Lindes tale til Zulu Awards i 2020, tænkte jeg: wow, modigt! Men jeg bed ikke videre mærke i det — tusinder af kvinder havde jo sagt det samme før. Hvorfor skulle det rykke noget

denne gang? Men så skete der alligevel noget. Noget flød over, og pludselig kunne vi tale om sexisme i den offentlige debat på en måde, jeg ikke kunne huske, jeg havde hørt før. Måske var det netop, fordi tusinder af kvinder havde sagt det samme tusind gange før. Det giver mig mod, det giver mig håb.

Ovenstående essay er skrevet i forlængelse af min udgivelse af ‘MANIFEST FOR KUNST I DET OFFENTLIGE RUM’ udgivet på IDOART.DK 10. september, 2025. I forbindelse med arbejdet med at udforme manifestet kom jeg konstant i kontakt med tvivlen. Jeg synes, tvivl er mindst lige så vigtigt at dele som det, man føler sig sikker på, ligesom håb er lige så vigtigt at dele som håbløsheden. Derfor denne artikel.

Den kollektive forestillingskraft er utrolig vigtig for, hvor vi kan rykke os hen som samfund. Og nogle gange ved vi ikke, hvad det vi gør, rykker ved — på sigt. Nogle gange ved vi ikke, at vi har allierede, vi ikke en gang kender. Og her kommer jeg måske til en slags svar, eller i hvert fald en kommentar, til min egen ambivalens: Det er uinteressant at gå og pege fingre ad os selv og hinanden og af de mange dårlige — ubæredygtige, uetiske — valg vi tager hver eneste dag, fordi vi lever i en verden, hvor det er de valg, vi bliver præsenteret for, har råd til, som ikke kræver en overmenneskelig indsats. MEN det er enormt vigtigt at blive bevidst om disse valg. Sige det højt, øve os. At ”blive i besværet”, som mit forbillede Donna Haraway ville sige. At dygtiggøre os og lære om de alternativer, der trods alt nogle gange findes. Vi kan ikke vide det hele og vi kan ikke gøre det rigtige hele tiden, men det fritager os ikke fra at forsøge, stræbe, have ambitioner.

Jeg finder håb i at forestille mig, at tingene kan være anderledes. I ikke at blive kynisk. Vi kommer allesammen til at fejle i forsøget, igen og igen. Så vi må prøve, igen og igen. Jeg finder også håb i at vide, at der er rigtig mange af jer, mine dygtige kollegaer, der også øver jer. Tak for inspirationen! Jeg glæder mig til at udveksle, øve os, forestille os, håbe, fejle og prøve igen, sammen.

Reservat, installationsfoto, Holstebro Kunstmuseum, 2019. FOTO David Stjernholm

Sagsøgt for min kunst

En lovende forespørgsel fra en samler om et muligt køb af hendes papir-lysværker blev begyndelsen på næsten to års mareridt for billedkunstner Signe Heinesen. Her er hendes personlige beretning.

FORTALT TIL Steen Bruun Jensen

Fra Signe Heinesens udstilling Lys i mørket. Hvidovre Bibliotek 2021

Den 3. november 2023 får jeg en uventet, men spændende henvendelse fra en tysk mand, der kalder sig Maximillian. Han spørger til mine papir-lysværker, som jeg inden for de seneste år har udstillet ved to lejligheder — i henholdsvis Kunstbiblioteket i 2019 og på Hvidovre Hovedbibliotek i 2022. Han spørger, om jeg har nogen udstillinger for tiden, og hvad værkerne koster, for han har fået nogle penge, som han gerne vil investere.

Jeg bliver enormt glad for interessen for mine ting ude i verden, og jeg svarer selvfølgelig på mailen og sender prislister for mine værker osv. Det er næsten for godt til at være sandt — og det er det da heller ikke. Tre dage senere modtager jeg en 28 sider lang mail fra advokat Dr. Ruben A. Hofmann fra Köln. Han fortæller, at han repræsenterer den tyske billedkunstner Angela Glajcar, og anklager mig for gentagne gange at have plagieret hendes Terforation-værker — der består af store papirstykker, der rives og foldes for at skabe tredimensionelle, skulpturelle værker — og for at have markedsført og solgt dem over min hjemmeside og sociale medier.

Stort erstatningskrav

Advokaten påstår, at jeg er meget godt bekendt med hans klients værker og henviser til hendes Catalogue Raisonné, hendes hjemmeside og et Wikipedia-opslag. Jeg bliver både anklaget for plagiat og unfair konkurrence. Advokaten vil have, at jeg indsender en ophørserklæring (altså at jeg ikke længere vil lave den type værker), og at jeg skal redegøre for, hvor alle værkerne har været udstillet, og hvem de eventuelt er solgt til. For dette påståede plagiat kræver Dr. Ruben A. Hofmann, at jeg inden for et par uger betaler en erstatning på 30.000 euro, der skal dække Angela Glajcars tab samt omkostningerne til den juridiske bistand. Henvendelsen fra ham Maximillian tjente selvfølgelig bare til at hive oplysninger ud af mig og for lige at lægge sidste hånd på truslen.

Jeg har set et enkelt værk af Angela Glajcar, kan jeg huske, på en kunstmesse i Forum i 2015. Men det er ikke noget, jeg siden har tænkt over, og som hundredvis af andre værker, man ser på udstillinger, står det værk heller ikke frem i min erindring, før jeg modtager denne mail. Jeg synes, det er utrolig

skræmmende. Jeg har ikke noget nærmere kendskab til ophavsretsloven og aner ikke, om der kunne være problemer i det, jeg har lavet. Men jeg ved, at jeg ikke har plagieret. Mine papir-lysværker er resultatet af min egen kunstneriske proces.

Jeg henvender mig derfor til Billedkunstnernes Forbund. Her har man svært ved at se ligheder mellem vores værker, og sekretariatsleder og jurist Klaus Pedersen skriver derfor til advokatfirmaet i Köln, at man er aldeles uenig i den rejste anklage, og at det derfor på ingen måde kan komme på tale at betale erstatning — og at de, hvis de vil fastholde deres krav, må tage sagen i retten.

Mystisk telefonopkald

Umiddelbart hører hverken BKF eller jeg fra Tyskland igen, og som månederne går uden et svar, håber jeg, at BKF har ret i, at der ikke er noget om sagen, og at den derfor er gået i sig selv igen. Men den 30. april 2024 — næsten et halvt år efter — har en ’Anthea’ pludselig en aften lagt en besked på min telefonsvarer. Hun taler dansk og fortæller, at hun også er fra Roskilde som jeg (der dog kun har boet der de første to år af mit liv og derfor bliver lidt forvirret over den oplysning). Senere sender Anthea en SMS om, at jeg skal ringe til hende, ellers vil

Fra Signe Heinesens udstilling Lys i mørket. Hvidovre Bibliotek 2021

sagen gå videre i samme uge, og det vil få store økonomiske konsekvenser for mig. Det er ret uhyggeligt at blive kontaktet på den måde. Jeg sender et skærmfoto til Klaus i BKF, som spekulerer over, om det er et forsøg på pengeafpresning, for der er jo allerede en mere formel korrespondance med advokatfirmaet, og hverken Klaus eller jeg kan finde oplysninger om Anthea og det nummer, hun ringer fra.

Men selvom jeg bliver truet med, at sagen vil gå videre i samme uge, hører jeg igen ikke noget fra Tyskland, og efterhånden indfinder hverdagen sig igen. Der sker alt muligt andet i mit liv i denne periode, og min mand og jeg sidder og puster ud en søndag i januar i år og tænker: ”Endelig en rolig dag”, da det et øjeblik efter ringer på døren. Udenfor står en mand fra Københavns Byret med en mursten af et sagsanlæg: Jeg er stævnet for retten i

München. Det er noget af et chok — de mener det åbenbart virkelig alvorligt. Det er så voldsomt! Jeg bliver meget skræmt og føler mig truet på min eksistens.

BKF finder gennem danske kollegers anbefalinger en tysk advokat — Christopher Mueller — der er vant til at beskæftige sig med sager om ophavsret, der inkluderer kunstnere og musikere. Han ringer til mig fra Tyskland kort tid efter. Jeg tror først, det er fjenden, og bliver helt kold. Men så går det op for mig, at det er min egen advokat. Han fortæller, at han selv elsker kunst, og at han rigtig godt kan lide mine værker. Han siger, at vi har en virkelig god sag og nok skal få et godt samarbejde. Jeg kan bare mærke, at han har en god energi, og det er betryggende midt i en meget ubehagelig situation.

Angela Glajcar, FLASHBACK, Kunstraum Dornbirn 2024. FOTO Günter Richard Wett © die Künstlerin, courtesy der Künstlerin und bechter kastowsky galerie

Retssagen — og dens afslutning

De følgende måneder går med at forberede sig på sagen: indsamle materiale, sende svarskrift til retten, beskrive kunstpraksis og forberede værkpræsentationer, modtage og besvare sagsøgers replik, diskutere om det er bedst, at jeg er til stede i retten eller ej, og hvilket sprog retssagen i givet fald skal foregå på. Sagen berammes til den 20. oktober, sproget bliver tysk, og man bliver enige om, at det er bedst, at jeg møder op, og at jeg får tildelt en tolk. Tanken om at skulle møde op i retten forekommer mig vildt skræmmende. Jeg skriver med den tyske advokat om mine bekymringer, og han svarer, at det er en meget venlig ret, og at dommerne er rigtig gode og med skarpe hjerner. Han gentager også, at vi står rigtig godt, men at der er et ordsprog på tysk, der siger: ”På åbent hav og for retten er vi alle i Guds hænder”. Ingen kan med andre ord vide, hvor det ender. Vi aftaler også at mødes og tage os god tid til at forberede sagen sammen. Samtidig er min mand en kæmpe støtte — han har lige fra starten sagt: ”Vi tager derned!” Og det gør vi så. Vi bestiller rejsen og laver de nødvendige forberedelser.

Og så: Den 15. oktober — fem dage før retten skal stå og dagen før vi rejser - mens min mand og jeg går og pakker, modtager jeg en mail fra Christopher Mueller om, at rettens dommere i München afviser sagen, og at sagsøgerens advokat bekræfter, at de trækker sig! Det er en vild rutsjetur — jeg er helt rundtosset og går nærmest i chok, mens min mand begynder at danse rundt på stuegulvet og råbe: ”Vi har vundet, vi har vundet!” Pludselig er der ikke længere en sag. Jeg bliver vred: Kunne de ikke have afvist den for et halvt år siden??!! Og jeg er i dyb vildrede om, vi skal tage af sted eller blive hjemme. Alt er forandret på et splitsekund. Men jeg vil rigtig gerne møde min advokat for ligesom at få lukket sagen rigtigt, og billetten er jo betalt. Så vi rejser.

Da vi når frem, får vi officielt at vide, at vi har vundet sagen, fordi sagsøgeren nu har trukket sagen endeligt tilbage. Og det er en god oplevelse at møde Christopher Mueller, som er lige så fin, som jeg har fået indtrykket af via min kommunikation med ham gennem mere end otte måneder. På hans kontor viser han mig en stor, fed mappe: ”Her er sagen!”

Dens fysiske størrelse svarer meget godt til min egen oplevelse af, hvor meget tid og hvor mange kræfter jeg har lagt i den. Det viser sig, at min tyske advokat er en stor kanon. Han har vundet en sag for Andrew Lloyd Webber og for arvingerne efter arkitekten til Neue Pinakothek i München i forbindelse med en modernisering af bygningen.

Her hjemme igen tror folk, at jeg nu er glad og lettet, men jeg er stadig først og fremmest mærket og vred: Tænk at man kan plage mig i to år med noget, der ender med ikke engang at blive betragtet som en sag! Hele den proces har fyldt så meget, og jeg har levet med den i hovedet næsten konstant — og pludselig er den bare væk. Der er noget mærkeligt uforløst over det. Min advokat ærgrer sig på sin side over, at sagen ikke kommer for retten — han ville nok gerne have set modparten svede. Han mener, at det var et kæmpe nederlag for sagsøgeren, at hun må trække sig, og at hendes advokat (i øvrigt fra et meget stort og velrenommeret firma) burde have advaret hende om, at hun ikke havde store chancer for at vinde sagen. Til min undren over at dette overhovedet kunne komme i stand, siger han: ”You can allways get sued!” Men han siger også, at copyright-advokater over hele verden arbejder ud fra, at man selvfølgelig ikke må kopiere andres værker, men at idéerne og metoderne er frie. Sagsøgeren tabte fortjent, og jeg håber, at det ikke bliver en tendens fremover, at sagesløse kunstnere skal forfølges på den måde — for at blive truet til at trække et bestemt udtryk tilbage, eller for at nogen kan tjene penge på at lægge sag an.

Hele sagen har været så skræmmende og alvorlig og har fyldt så meget både mentalt og arbejdsmæssigt, og den har ikke været befordrende for min lyst til at udtrykke mig kunstnerisk, så det har stået meget stille de sidste år. Det har været en lang rejse, som jeg er nu i gang med at bearbejde og få placeret i mit system. Det er i skrivende stund tre uger siden retten afviste sagen, og det er efterhånden ved at gå op for mig, at det ER endt godt, og at jeg nu kan begynde at trække vejret lidt friere igen. Og endelig vil jeg sige, at jeg er meget taknemmelig over al den hjælp, jeg har fået fra BKF — jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden!

Fagbladet Billedkunstneren har henvendt sig til Angela Glajcar for at få hendes kommentarer til hele forløbet og høre, hvordan hun blev opmærksom på Signe Heinesens værker og på hvilken måde, hun mener, at de ligner hendes egne. Vi har også spurgt, om hun vil give tilladelse til, at vi bringer billeder af hendes værker, så læserne selv kan sammenligne. Hun har ikke svaret på vores forespørgsler.

Man kan selv sammenligne Signe Heinesen og Angela Glajcars på deres respektive hjemmesider:

www.signeheinesen.com www.glajcar.de

Enestående, men principiel sag

Sekretariatsleder Klaus Pedersen

har ikke tidligere oplevet en lignende sag i BKF.

”Både følelsesmæssigt og økonomisk er der altid meget på spil i retssager. Det er både grænseoverskridende at blive beskyldt for at plagiere andre og voldsomt utrygt at være part i en retssag, hvor man typisk er i ukendt grund. I BKF har vi påtaget os det økonomiske ansvar for Signe Heinesens sag, og vi har både rådgivet og fundet en tysk advokat, der kunne føre den. Det er ikke sådan, at vi kan støtte alle advokatsager – vi må nøjes med at tage de mest principielle. Denne sag har haft

netop den karakter, fordi vi ikke mente, der var tale om en plagiatsag,” forklarer sekretariatsleder Klaus Pedersen.

Han kan med sikkerhed sige, at han aldrig før har oplevet en lignende sag i BKF:

”For det første er reglerne på området ændret i EU, så man som sagsøger nu i sit eget hjemland kan anlægge sag mod en udenlandsk person. Det gør det mindre bøvlet end tidligere, hvor man ellers skulle rejse en sag i et fremmed land – altså hvis den tyske kunstner i dette tilfælde skulle rejse sagen i Danmark. Og det gør det mere indgribende for den person, der bliver sagsøgt, fordi man skal involvere udenlandske advokater, hvilket både er dyrere og mere kompliceret.”

”For det andet kan jeg ikke huske at have haft en plagiatsag, hvor værkerne ikke lignede hinanden. Det gjorde de ikke her –bortset fra, at begge kunstnere folder og river store stykker papir. Kendetegnende for plagiatsager er, at der skal være mulighed for forveksling, eller at nogen drager fordel af en andens arbejde.”

Hvordan tror du, at sagen er opstået?

”Mit første indtryk var, at det var en fake sag – at nogen forsøger at true sig til et relativt mindre beløb her og nu, og så ville man ikke høre mere til det. Og hvis man ikke efterkom kravet, så ville det komme til at koste en et langt større beløb. Men jeg blev overrasket over, at der blev fremlagt et så omfattende materiale, og det gav mig en mistanke om, at der måske var blevet rejst lignende sager mod en hel række kunstnere. Vi har hverken fået be- eller afkræftet det. Der er dog tale om et anerkendt tysk advokatfirma med speciale i patenter og rettigheder, så det er ikke en aktør, man forventer går så langt ud ad en tangent uden grund.”

Hvem tror du har taget initiativ til sagen?

”Jeg ved det ikke. Jeg synes, det er mærkeligt, hvis den er opstået på advokatkontoret. Nogen må jo have gennemtrawlet internettet for at finde frem til Signe Heinesens billeder på Hvidovre Bibliotek. Men hvem der gjorde det, har jeg ingen ide om.”

Ny begyndelse på kunstnerlivet

I den sene del af deres arbejdsliv har kunstnerparret Eva Miklos og Henrik Miklos Andersen skabt et kunstnerrefugium i Piemonte i Italien. Ikke for at lade sig pensionere, men tværtimod for at være engageret i kunsten i endnu mange år.

C.A.R.set fra haven. FOTO Coggiola art

Mange har nok prøvet at stå med næsen mod ejendomsmæglernes ruder under rejser i Sydeuropa og drømt om at anskaffe sig et af stedets charmerende gamle huse i et pittoresk landskab til en overkommelig pris — velvidende at det bliver nok aldrig til noget.

For de fleste bliver det ved drømmen, men for billedkunstnerne Eva Miklos og Henrik Miklos Andersen blev det en realitet. Dog ikke spontant fra den ene dag til den anden, men efter cirka fire års konsekvent søgen, hvor de tog bilen til Italien med det udtrykte formål at finde et stort hus. Ikke fordi det skulle være pænt og charmerende — hvilket dog selvfølgelig ikke ville være en ulempe, og de ledte jo i Italien — men fordi de ville have nogle store rum med muligheder. På forhånd stod det dog en smule uklart for dem, hvad der præcist skulle være muligheder for udover, at det, der skulle foregå inden for husets rammer, skulle være kunstrelateret, som alt andet har været det i deres hidtidige arbejdsliv.

”Det skulle være noget kunstnerstyret og non-profit, og et sted med mulighed for at bevare sine gamle netværk og måske for at lave nogle nye. Men fra starten kunne vi både forestille os at starte et galleri eller et residence eller noget helt tredje,” siger Eva.

”Det startede jo nok i coronatiden, hvor mange sad og fik nye ideer,” siger Henrik, der ved siden af sin kunstnerpraksis har været leder og undervist på BGK (den billedkunstneriske grunduddannelse), men nu på den ene side stod over for at gå på efterløn, og på den anden side havde svært ved at forestille sig en pensionisttilværelse:

”Det handlede ikke om at lade sig pensionere. Det handlede om at få en anden form for frihed til at lave nogle andre kunstrelaterede ting, som vi kunne fortsætte med i mange år,” siger han.

Fra udkant til udkant

Eva og Henrik flyttede til Vestsjælland, da de havde færdiggjort deres uddannelse i sin tid. ”På mange måder skørt,”

Udstillingsview fra et af de historiske rum. FOTO Coggiola art

siger de, men de har tilpasset deres ambitioner til at arbejde i ’udkanten’, og har ved siden af, at de hver især har passet deres egne kunstneriske virker, været med til at skabe netværk, miljøer og nye projekter i et område, hvor det ikke nødvendigvis kræver den store økonomi.

På den måde skulle et stort hus i Italien blot være en fortsættelse af deres hidtidige liv. I starten var søgekriterierne indstillet på det nordlige Toscana og mere end 300 m2 men det endte med byen Coggiola i Piemonte, hvor de egentlig var på et kort besøg for at se et andet sted, men skæbnebestemt faldt over den tidligere bolig for den voldsomt rige direktør for byens nedlagte tekstilfabrik. En bolig på mere end 1000 m2 og med stor gartnerbolig og en skulturparklignende have.

”Der er plads til alt, hvad vi overhovedet havde tænkt os,” siger Eva og Henrik, der under det selvfølgelig nødvendige restaureringsarbejde kun er blevet yderligere bestyrket i, at de har fundet det helt rigtige hus skabt af godt håndværk og bygget af gode materialer.

”Det er et hus, der bliver ved med at give: Vi vidste ikke om strøm, vand, kloakering osv. virkede, så det var jo lidt af et sats, men i bund og grund er det et solidt hus, og alt har fungeret bedre, end vi havde turdet håbe på. Vi havde ikke troet, at vi ville være nået så langt, som vi er, men vi har haft rigtig god hjælp af venner og kolleger,” siger Eva.

Sammen om at arbejde

Derfor kunne de allerede godt et år efter anskaffelsen af huset i slutningen af 2024 udsende deres første open call til Coggiola Art Residence — C.A.R For efter at have fundet huset har de ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at det skulle bruges som et artist in residence; ikke bare for billedkunstnere, men for udøvende indenfor alle kunstarter samt kunstrelaterede kuratorer og forskere, og meget gerne fra alle lande.

”Vi vil gerne blande alle slags kunstnere, så de kan indgå i en dialog med hinanden, og der er så meget plads både udendørs og indendørs, at ingen vil forstyrre hinanden. Så det er et sted for kunstnerisk fællesskab, netværk og arbejde, det skal ikke være et sted, hvor man kommer for at holde ferie,” siger Henrik.

Og det har ikke været svært at få folk til komme. Eva og Henriks sønner Victor og Villiam har begge uddannet sig til billedkunstnere i udlandet, så C.A.R. har megen glæde af at trække på deres mange internationale - og yngre - kontakter. Og samtidig har Eva og Henrik erfaret fra Vestsjælland, at lægger man et tilstrækkeligt højt professionelt niveau, så kan man sagtens tiltrække mennesker alle steder fra, selvom man hører til i en udkant.

Eva og Henrik på hovedtrappen.

FOTO Alva Le Febvre og Sofus Ravn

Besøg fra ’Casa Regis’ –et andet artist in residence i området som C.A.R samarbejder med. FOTO Coggiola art

Der er indrettet værksted for blandt andet grafik og skulptur, men ellers er alle rum i C.A.R. indrettet med fleksible arbejdspladser, hvor man enten kan arbejde alene eller sammen med andre. Herudover byder byen Coggiola, der er skrumpet ind til en fjerdedel af, hvad den var for 20 år siden, og nu rummer 2.500 indbyggere, på en række faciliteter til glæde for besøgende kunstnere. For eksempel fandt en billedkunstner på et længere ophold ud af, at kirken ved siden af har et keramikværksted, hvor hun har fået lov til at brænde sine ting. Mens byens trælasthandel kan hjælpe med tømmer og en lang række andre relevante materialer for C.A.R.’s kunstnere. Og hertil kommer fem cafeer, overraskende mange nationaliteter, fantastiske gåture og badning i floden.

Fremtidens planer

Et af værkstederne i gartnerboligen FOTO Coggiola art

Omvendt er byens indbyggere meget nysgerrige på indretningen og aktiviteterne i C.A.R. Huset, der er et af byens absolut største, har ligget lukket hen i flere årtier, så interessen i byen er stor og mange af byens borgere deltog i den officielle åbning og senere i de lejlighedsvise udstillinger — både af besøgende kunstneres værker og historiske fotografier fra byen - som huset byder på.

C.A.R. er stadig helt nyt, og de kommende år skal stedet etablere sig som residence; Eva og Henrik synes allerede, at de er nået langt, og det behøver ikke at gå hurtigt med at udvikle det yderligere. Men på lidt længere sigt kan de sagtens forestille sig, at der kan afholdes symposier og seminarer og andre kunstarrangementer i C.A.R. og Coggiola, der byder på mange lukkede fabrikker, der kan udvikles til at facilitere andre ting. Men på helt kort sigt vil de nedsætte en bestyrelse for stedet:

”For det første for at oprette en nonprofit-forening, men også fordi vi gerne vil have nogle sparringspartnere — både danske og italienske — med forskellige kompetencer, som kan være med til at udvikle C.A.R. Og har vi gode ideer, oplever vi stor opbakning fra borgmesteren og byrådet, der gerne vil udvikle byen og har en fast tro på, at den allerede er på vej frem. Vi tror, at der er rigtig mange muligheder, som vi kan tage fat i fremover,” siger Henrik.

Hvor megen tid og engagement, som parret vil putte i projektet i fremtiden, er de ikke helt afklarede med. De overvejer forskellige modeller, der kan sikre, at stedet kan fungere, uden at det kræver deres konstante tilstedeværelse.

”Vi har jo ikke gjort det her, for at komme på job igen. Det skal stadig være en fornøjelse og ikke en ny pligt, så vi forestiller os, at nogen måske kan varetage noget af den daglige drift i perioder, og henvendelser om ideer til eksterne projekter og samarbejder er også meget velkomne. Og så skal vi jo også fortsat have tid til vores egen kunstneriske praksis,” siger Eva Miklos og Henrik Miklos Andersen.

Læs mere om C.A.R. på coggiolaart.com og instagram.com/coggiola.art

View fra det grønne dobbeltværelse FOTO Coggiola art

Et nyt redskab skal styrke samarbejdet mellem kunstnere og institutioner

BKF lancerer tilgængelighedsdokumenterne ’care og access riders’ — værktøjer til mere inkluderende samarbejder.

Hvordan skaber vi rammer, hvor alle billedkunstnere — uanset funktionsvariationer eller handicap — kan deltage på lige fod i kunstlivet? Det spørgsmål er udgangspunktet for udviklingen af BKF’s tilgængelighedsdokumenter, der er et nyt redskab, som BKF her i december lancerer på forbundets hjemmeside. Dokumenterne er udviklet i samarbejde med netværket Kunstnere med handicap, og har karakter af skabeloner, der kan downloades og bruges af kunstnere i deres samarbejde med museer og kunsthaller og i andre kunstfaglige sammenhænge.

Tilgængelighedsdokumenterne består af såkaldte care og access riders, der kan deles mellem kunstner og institution for at afstemme forventninger og skabe klarhed over eventuelle behov i forbindelse med samarbejdet. Formålet er at nedbryde barrierer og sikre de bedst mulige arbejds- og produktionsbetingelser for alle parter.

Dokumenterne kan udfyldes af kunstneren som en fritekst eller ved hjælp af skabelonen, der kommer omkring emner som arbejdsformer, møder og kommunikation, planlægning og produktion, installering, rejse og overnatning. Det kan også bruges til at beskrive behov i forhold til formidling, tilgængelighed og nødsituationer.

Dokumenterne skal først og fremmest ses som en invitation til dialog — værktøjer, der bygger på tillid, transparens og gensidig respekt. For institutionerne kan de være konkrete redskaber til at forstå og imødekomme individuelle behov; for kunstnerne et middel til at tydeliggøre de forudsætninger, der skal til for at kunne arbejde professionelt og trygt.

BKF opfordrer alle kunstinstitutioner til at arbejde aktivt med tilgængelighed og til tydeligt at kommunikere om det på hjemmesider, i udstillingsdesign og i formidlingsmateriale. Med tilgængelighedsdokumenterne får både kunstnere og institutioner nye praktiske redskaber til at omsætte denne ambition til handling.

”Lanceringen af tilgængelighedsdokumenterne ligger i forlængelse af BKF’s ligestillings- og mangfoldighedspolitik, og vores ønske om at sikre lige adgang for alle kunstnere til at udstille på landets udstillingssteder - uanset fysiske og psykiske begrænsninger. Derfor har vi også store forhåbninger om, at alle aktører på området vil tage riderne til sig og gøre dem til en del af deres arbejdsgang,” siger BKF’s forperson Marie Thams.

En nøgle til lige vilkår i kunstlivet

Access

og care riders fordeler ansvaret for det gode samarbejde, mener billedkunstner Anna Walther.

Billedkunstner Anna Walther er blandt initiativtagerne til udviklingen af BKF’S tilgængelighedsdokumenter. Hun fortæller, at hun selv ville ønske, hun havde kendt til redskabet langt tidligere i sin karriere. Først for to år siden hørte hun om access og care riders fra en kollega, og med det samme var hun klar over, at det kunne være et relevant værktøj for hende:

”Jeg havde længe haft oplevelsen af, at samarbejder i kunstverdenen kan blive unødigt komplicerede, fordi der mangler både viden og tid til at forme forudsætningerne, og når vilkårene ændrer sig undervejs,” siger hun.

Fast pensum

Anna Walther beskriver sig selv som neurodivergent og fortæller, at det ville have gjort en væsentlig forskel for hendes studietid på akademiet, hvis riders var et værktøj, der blev benyttet på institutionen. Derfor ønsker hun, at de bliver en fast del af pensum på kunstakademier og lignende uddannelser.

”Det er meget forskelligt fra person til person, hvordan en rider kan hjælpe en. Men både med kognitive, psykiske og fysiske handicap kan man med en rider skabe en ramme, hvor man ikke skal undskylde eller forklare sig igen og igen. Man er stort set hele tiden på overarbejde, når man har normbrydende funktionsvariationer — for mit vedkommende ikke bare fagligt, men også socialt, fysisk og kommunikativt. I samarbejder, på værksteder eller

i undervisningssituationer belaster det hele tiden at forsøge både at følge med og ikke skille sig for meget ud og derved falde uden for fællesskabet,” siger Anna Walther, der mener, at en rider gør det nemmere at tale åbent og blive mødt i sine behov og begrænsninger:

Ikke kun kunstnerens ansvar

”Hvis man for eksempel er kronisk syg, kan kræfterne variere, og derfor kan der opstå behov for støtte i form af assistance eller længere tidsfrist til at færdiggøre et projekt. Jeg hviler selv i min egen arbejdsmetode, men jeg har brug for tillid og forståelse i den anden ende til, at jeg arbejder og leverer mit produkt som en professionel kunstner. Fordi min fremgangsmåde adskiller sig, kræver det tillid og nysgerrighed. Den rummelighed skaber vi sammen og over for hinanden, hvis man skal kunne deltage på lige vilkår. Det handler om at forstå det som en professionel og kreativ opgave at tage hensyn til hinandens forskelligheder — ikke som et besvær. Det kan være svært at tage hul på den samtale, men riderne giver et fælles sprog og en form, som gør det mere overkommeligt.”

”Det handler om at forstå det som en professionel og kreativ opgave at tage hensyn til hinandens forskelligheder — ikke

Anna Walther understreger, at det ikke bør være kunstnerens ansvar alene at gøre ridere til en del af aftalegrundlaget i et samarbejde. ”Jeg ser en fremtid, hvor det bliver en del af institutionernes ansvar — en naturlig del af deres tilgængelighedspolitik. Ligesom man i dag arbejder med bæredygtighedserklæringer eller andre retningslinjer. Men som det er nu, kommer initiativet ofte nedefra, altså fra kunstnerne selv. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt en kultur og en tryghed omkring det her arbejde,” siger hun.

Anna Walther, Zee You, 2025. Tarup-Davinde Naturområde. FOTO Brian Kure

Et gensidigt redskab for et godt samarbejde

Kunstnerisk leder Lotte Juul Petersen ser udviklingen af tilgængelighedsdokumenter som en del af en større bevægelse i samtidskunsten, der handler om at give plads.

Access og care riders angår hele udstillingsfeltet, siger Lotte Juul Petersen, der er kunstnerisk leder for Kunsthal Rønnebæksholm ved Næstved på Sydsjælland. Sammen med sine medarbejdere har hun arbejdet med, hvordan en institution selv kan have et dokument, der beskriver dens egne rammer og begrænsninger.

”Som leder af en kunsthal ser jeg rideren som et meget brugbart redskab til at skabe de bedste betingelser både for samarbejdet, og for at kunstneren får en god oplevelse,” siger hun.

”Det handler om at vise, hvad vi kan tilbyde, men også hvad vi realistisk kan rumme. På den måde bliver det et gensidigt redskab for et godt samarbejde.”

Lotte Juul Petersen kender oprindelig rider-begrebet fra sin tid på Wysing Arts Centre i England, hvor der også blev arrangeret musikog kunstfestivaler. Men også hvor hun var med til at huse et residency med kunstnere som Leah Clements, Lizzy Rose og Alice Hattrick, der arbejdede på en Access Docs for Artists, som er en online-ressource til støtte for kunstnere med funktionsnedsættelse til at kommunikere deres tilgængelighedsbehov til kunstinstitutioner, gallerier og andre kulturaktører.

Forventningsafstemning

”Som kunsthal er det rigtig vigtigt at forventningsafstemme, så samarbejdet bliver godt, og derfor er det blevet mere almindeligt, at kunstnere har en rider eller et tilsvarende dokument, de deler med institutionen.”

Hun peger på, at redskabet kan bruges på mange niveauer både i processen med at

Fra udstillingen Folk & Lore på Rønnebæksholm, Anna Walther. Rygrad, 2025 Mundblæst glas, tastaturknapper, armeringsstål. FOTO Malle Madsen

skabe et værk eller en udstilling, og i alt det usynlige arbejde, institutionen bliver en del af:

”At være transparent omkring, hvad der kræves af begge parter, er enormt vigtigt.”

Men arbejdet med riders rummer også følsomme aspekter, siger hun:

”Når kunstneren deler sin rider, deles der også personlige oplysninger, og det kan føles sårbart — der kan være en frygt for, at noget kan blive brugt imod én. Det kræver mod af en kunstner at dele sådan et dokument, især hvis man lever med et usynligt handicap eller en psykisk sårbarhed,” siger hun.

Derfor har Kunsthal Rønnebæksholm valgt ikke at gemme kunstnernes riders digitalt:

”Vi gemmer dem ikke på vores fællesdrev — der står ofte private oplysninger, så det bliver mellem os og kunstneren. Nogle viser bare dokumentet under en samtale, og det er helt fint.”

Egne begrænsninger

Under arbejdet med rideren er Lotte Juul Petersen blevet mere bevidst om, at institutioner også har sårbarheder og begrænsninger.

”Der er situationer, hvor vi ganske enkelt ikke kan strække os længere. Derfor skal man se det som en proces og en åben forhandling; hvad kan vi, og hvad kan vi ikke?”

Lotte Juul Petersen vil se det som en kæmpegevinst, hvis der blev udviklet fælles riders eller tilgængelighedsdokumenter for kunsthallerne:

”Det handler jo om at udvide forståelsen af, hvad et samarbejde mellem kunstner og institution er. Et fælles redskab ville skabe fælles standarder for dialog og hensyn. Jeg ser det her arbejde som en del af en større bevægelse i samtidskunsten; det handler om at give plads — også til usynlige handicap og psykisk sårbarhed — og om at se både kunstnere og institutioner som mennesker med behov og grænser. Vi bevæger os mod et sted, hvor etik fylder lige så meget som æstetik - altså de strukturer og menneskelige hensyn, der omgiver kunsten. Det er et skifte, jeg mærker tydeligt i feltet, og det synes jeg er vigtigt,” siger hun.

”Som kunsthal er det rigtig vigtigt at forventningsafstemme, så samarbejdet bliver godt, og derfor er det blevet mere almindeligt, at kunstnere har en rider eller et tilsvarende dokument, de deler med institutionen.”

NYT MEDLEM

Ingunn Fjola Ingthorsdottir

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

You are the Input, installation i LÁ Art Museum, Island, 2022. FOTO Helgi Vignir Bragason

Woven Pattern I, 2024. FOTO Magnús Óli Sigurðsson

Hvor kommer du fra og hvorfor

bor du, hvor du gør nu?

Jeg kommer fra Island, men jeg blev født i Lund i Sverige, hvor mine forældre studerede i 70’erne. Jeg har boet størstedelen af mit liv i Island, bortset fra de første år i Sverige, et år i Canada og fire år i Danmark, hvor jeg studerede kunsthistorie i Aarhus. Nu er jeg for nylig flyttet tilbage til Danmark sammen med min mand, som også er kunstner, og vores to børn. Vi længtes efter en forandring og havde en drøm om at bo et idyllisk sted ude på landet. Den drøm er nu gået i opfyldelse, da vi har købt en gammel gård på Møn, hvor vi har oprettet et atelier og har planer om at starte et internationalt kunstner-residence og udstillingssted i den nærmeste fremtid.

Hvor har du taget din uddannelse?

Jeg startede min uddannelse på det daværende Islandske Kunstakademis malerafdeling (MHÍ), men tog en pause for at følge min mand, da han skulle studere i Danmark, og mens vi var der, studerede jeg kunsthistorie på Aarhus Universitet. Det var aldrig min plan at få en karriere som kunsthistoriker, men jeg syntes, det var interessant at få lidt dybere indblik i teorien og historien. Da vi kom tilbage til Island, fortsatte jeg min uddannelse på det Islandske Kunstakademi (LHÍ) med en kort udveksling på den Kungl. Konsthögskolan i Stockholm.

Hvordan vil du beskrive din praksis?

I min kunstneriske praksis undersøger jeg forskellige manifestationer af de ideologiske og teknologiske systemer, der både synligt og usynligt former vores verden. Jeg reflekterer over, hvordan menneskers liv er påvirket af forskellige systemer, som vi alle sammen i en eller anden grad er bundet af, samtidig med at vi forsøger at påvirke dem og udnytte dem til eget formål. Mange af mine værker kredser om grænserne mellem kontrol, frihed og tilfældighed. Jeg arbejder på tværs af installationer, malerier, vævning og tegning, hvor jeg lægger vægt på dialogen mellem håndværk, farver, materiel nærhed og konceptuel dybde. Uanset hvilken teknik jeg vælger, bestræber jeg mig på at skabe værker, der samtidig vækker sanselige oplevelser og skaber rum til omtanke. Jeg kan godt lide at arbejde i store

formater og lave værker, hvor beskuerne træder ind i en verden, som de skal gå på opdagelse i og sanse værkets logik og uskrevne regler. I mine installationer er det beskuerne, der spiller den største rolle, og ofte er der bevægelige elementer, som sættes i gang enten via bevægelsessensorer eller beskuernes egen deltagelse og berøring. Værkerne er derfor afhængige af en beskuer som igangsætter dem.

De sidste tyve år har jeg arbejdet som billedkunstner i Island, men har også udstillet en del i udlandet, blandt andet i USA, Tyskland og Tjekkiet. Nu hvor jeg er flyttet tilbage til Danmark, har jeg til hensigt at styrke mit internationale netværk. Her har jeg adgang til et større atelier, hvilket skaber nye muligheder for udviklingen af min praksis.

Hvad arbejder du på for øjeblikket?

Lige nu er jeg i gang med to projekter. Den ene er en soloudstilling i Ungramme, et nyt non-profit udstillingssted på øen Syros i Grækenland, hvor jeg er i gang med et forskningsbaseret projekt om migration til og fra Island. Den anden er en duo-udstilling sammen med den danske kunstner Theresa Himmer, som skal holdes i udstillingsstedet Slökkvistöðin, en gammel brandstation i udkanten af Reykjavík. Til den vil Theresa og jeg skabe nye stedsspecifikke værker, der omhandler søvn, søvnløshed, elektrisk belysning og kontrol over søvn i samtiden.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes

Forbund?

Fordi jeg synes det er vigtigt at være med i en faglig organisation, som tager vare på kunstnernes interesser. Jeg har altid syntes, det er vigtigt at fremme kunstens rolle i samfundet, og at kunstnerens arbejde skal ses som et rigtigt arbejde og ikke blot en hobby. Jeg vil gerne blive en aktiv del af kunstscenen i Danmark, og BKF virker som det rigtige sted at opsøge et fællesskab og komme ind i et spændende samfund af billedkunstnere.

Ingunn Fjola foran sine værker på udstillingen Resonance i Listval Gallery, 2023. FOTO Helgi Vignir Bragason.

BKF KURSER

PÆDAGOGISK SEMINAR

OM VEJLEDNING AF UNGE

I KUNSTUNDERVISNING

Tid 8.–9. januar 2026, kl. 10.30–15.30

Sted København

Deltag i et pædagogisk seminar med fokus på vejledning af unge i kunstundervisning. Seminaret henvender sig til mentorer, vejledere og undervisere af unge og voksne på kunstakademier, høj- og daghøjskoler samt andre undervisningsinstitutioner, hvor der undervises i billedkunst. Vi tager udgangspunkt i samfundstendenser, der påvirker unges trivsel og motivation i undervisningen, og præsenterer en samspilsorienteret tænkning om motivation. Du får viden, værktøjer og metoder til bedre at rumme de unge i undervisningssituationen. Kurset er et samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og VERA Skole for Kunst og Design.

Underviser Anne Görlich, cand.comm., ph.d., lektor ved Aalborg Universitet

Egenbetaling 1.500 kr. inkl. forplejning

Tilmeldingsfrist 15. december 2025

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvorfor du gerne vil deltage, og hvad du håber at få ud af seminaret. Tilmelding stud@bkf.dk

ANSØGNINGSTJEK

Tid 15. januar 2026, kl. 10.00–15.40

Sted København

Brug for hjælp til at skærpe din fonds- eller jobansøgning? Få individuel feedback fra en erfaren kurator. En session varer 45 minutter, og der er kun jer to til stede. For at få mest ud af samtalen skal du på forhånd fremsende så færdiggjort ansøgningsmateriale som muligt.

Vejleder Stine Hebert

Egenbetaling 200 kr. (kun for BKF-medlemmer)

Tilmeldingsfrist 15. december 2025

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvilken ansøgning du ønsker konkret sparring på. Tilmelding stud@bkf.dk

DEL DIN KUNSTFAGLIGHED MED BØRN

Tid 16/1, 30/1, 6/2 + undervisningsforløb á to timer i uge 8 og 25/2 2026, kl. 10–15

Sted København

Hvordan udvikler og gennemfører du et godt undervisningsforløb med udgangspunkt i din egen praksis? Kurset er et praksisorienteret forløb for billedkunstnere med lidt eller ingen erfaring i at undervise børn. Du får viden om pædagogiske metoder, udvikler og afprøver en workshop for børn i indskolingsalderen, og får sparring både individuelt og i grupper. Kurset udbydes i samarbejde mellem BKF, billedkunstner Berit Nørgaard og Gasværksvejens Skole.

Underviser Berit Nørgaard + gæsteundervisere

Egenbetaling 800 kr. inkl. forplejning

(2.400 kr. for ikke-medlemmer)

Tilmeldingsfrist 15. december 2025

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om dig selv, dit CV, og hvad du håber at få ud af kurset.

Tilmelding stud@bkf.dk

DET TVÆRÆSTETISKE NETVÆRK – ET UDVIKLINGSFORLØB FOR

PROFESSIONELLE KUNSTNERE

Tid 25/2, 18/3, 8/4, 22/4, 6/5 og 20/5 2026, alle dage kl. 9–16

Sted København

Styrk din kunstneriske praksis i et fagligt fællesskab på tværs af kunstarter. I “Det tværæstetiske netværk” samles 12 professionelle kunstnere fra forskellige kunstfelter over seks sessions for at dele og udvikle kreative processer og metoder. Gennem faciliteret sparring, metodeudvikling og inspiration fra kolleger på tværs af kunstarter får du et dybere sprog for din proces og dit virke som kunstner. Netværket består af medlemmer fra AUTOR, BKF, Dansk Forfatterforening og Danske Dramatikere.

Facilitator Anders Greis, KunstnerCoaching.dk

Egenbetaling 0 kr. inkl. let forplejning

(kun for BKF-medlemmer)

Tilmeldingsfrist 14. januar 2026

Tilmelding stud@bkf.dk

Ved tilmelding bedes du besvare tre spørgsmål om dine arbejdsmetoder, erfaringer med tværfaglig dialog og dine forventninger til netværket 1. Kan du sætte ord på 2-3 greb, handlinger eller metoder, som du bruger særligt ofte, når du udvikler kunstværker eller ideer? Forklar gerne hvordan de virker for dig. 2. Hvilke erfaringer har du med at tale med kunstnere uden for dit eget felt om din kunstneriske proces? 3. Hvad håber du at få ud af at deltage i ”Det tværæstetiske netværk”? Deltagere udvælges af facilitator og partnerorganisationer. Ansøgninger besvares senest 23. januar 2025.

SKRIV TIL DINE LÆSERE, IKKE TIL ALGORITMEN — NYHEDSBREVE FOR BILLEDKUNSTNERE

Tid 4/3 og 11/3 2026, begge dage kl. 10–13

Sted København

Er du billedkunstner og træt af sociale medier?

Lær at bruge e-mail og nyhedsbreve som et nærværende og effektivt kommunikationsredskab. Kurset kombinerer oplæg, eksempler og praksisøvelser, så du går derfra med konkrete idéer og redskaber. Der er 2–3 timers hjemmearbejde mellem kursusgangene.

Underviser Stine Bohn Caspersen

Egenbetaling 600 kr. inkl. let forplejning (1.800 kr. for ikke-medlemmer)

Tilmeldingsfrist 27. januar 2026

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvad du håber at få ud af kurset.

Tilmelding stud@bkf.dk

SELVANGIVELSE, SKAT OG MOMS

Tid 25. marts 2026, kl. 10–15

Sted København

Hvordan griber man selvangivelsen an? Hvad kan man trække fra i skat? Og hvordan fungerer kunstnermoms? Kurset gennemgår reglerne for skat og moms for kunstnervirksomheder og tager udgangspunkt i kunstneres særlige forhold.

Underviser Bent Malinovsky

Egenbetaling 400 kr. inkl. let forplejning

(1.200 kr. for ikke-medlemmer)

Tilmeldingsfrist 15. februar 2026

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvad du håber at få ud af kurset.

Tilmelding stud@bkf.dk

REVISORKONSULTATION

Tid 22. april 2026, kl. 11–15

Sted København (mulighed for online/telefonisk konsultation for medlemmer udenbys)

Som BKF-medlem kan du få individuel konsultationstime med revisor Bent Malinovsky og få svar på spørgsmål om regnskab, skat, fradrag, moms, virksomhedsopstart m.m. Hver konsultation varer 60 minutter. Bemærk, at der ikke ydes hjælp til selve udfyldelsen af selvangivelsen.

Underviser Bent Malinovsky

Egenbetaling 200 kr. (kun for BKF-medlemmer)

Tilmeldingsfrist 20. marts 2026

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvad du ønsker rådgivning om.

Tilmelding stud@bkf.dk

BKF FORTSÆTTER SAMARBEJDET MED OVATION

BKF fortsætter samarbejdet med OVATION, der understøtter kunstnere og kreative iværksættere i at udvikle deres arbejdsliv og karriere. BKF tilbyder op til 10 medlemmer i 2026 50 % rabat på deltagerprisen efter endt kompetenceudviklingsforløb.

Læs mere og tilmeld dig på ovation.dk.

Ved ansøgning bedes du anføre, at du er BKF-medlem.

TILMELDING

Skriftligt via mail på stud@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG TIL KURSER?

Kontakt BKF’s kunstfaglig projekt- og uddannelsesleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

Hold i øvrigt øje med kursuskalenderen på BKF’s hjemmeside, der samler alle relevante kurser for professionelle billedkunstnere fra hele branchen over hele landet.

FOTO Vera — Skole for kunst og design

Runde fødselsdage

25

Studerende Villads Tobias Schou 19/01

Studerende Ida Braae 12/02

Billedkunstner Andrea Givskov 28/02

30

Studerende Isaac Nissen 20/12

Studerende Karl Krummes 03/01

Studerende Gabriel Sergio Nigri 06/01

Billedkunstner Clea Filippa Ingwersen 23/01

Billedkunstner Gustav Hooge 24/01

Billedkunstner Kristian A. Norden Minthe 24/01

Billedkunstner Nanna Bundgaard Troldborg 26/01

Billedkunstner Olivia Fridahl Willman 05/02

Billedkunstner Emilia Sølvsten 05/02

Billedkunstner Rebecca Mielonen Rothenborg 29/02

40

Billedhugger Maria Rubinke 15/12

Billedkunstner Axel Burendahl 17/12

Billedkunstner og forfatter Melanie Kitti 23/01

Billedkunstner Kirstine Aarkrog 31/01

Arkitekt Dominique Hauderowicz 20/02

50

Billedkunstner Nina Beier 22/12

Billedkunstner og cand.arch.

Anne-Mette Cortsen 06/01

Billedkunstner Marie Irmgard Birkedal 08/01

Billedkunstner Tina Helen 14/01

Billedkunstner Jacob Hoff 15/01

Billedkunstner Anne Grarup 22/01

Billedkunstner Julie Boserup 27/01

Billedkunstner Søren Hüttel 27/01

Billedkunstner Uffe Isolotto 11/02

60

Billedhugger Trine Maria Høy 31/12

Maler Søren Kastalje 30/01

Billedkunstner, og fotograf Lotte Kjøller 30/01

Billedkunstner Rune Fjord Jensen 03/02

Billedkunstner Peter Land 14/02

Billedkunstner Peter Holst Henckel 21/02

70

Billedkunstner Peter Ravn 19/12

Billedkunstner Ulla Hauer 28/12

Maler Jette Debois 18/01

Billedkunstner Wieslaw Dabrowski 30/01

Billedkunstner Erling Janum 23/02

Billedhugger Bendt Ulrich B. Sørensen 25/02

75

Billedkunstner Alison Michell 10/01

Billedkunstner Tarlochan Roy Oberoi 31/01

Maler Mona Dam 09/02

Maler Hardy Brix 13/02

Billedkunstner Anne Østergaard 20/02

Billedkunstner Marianne Schneider 23/02

80

Maler/billedhugger Kenn André Stilling 26/12

Væver Annette Graae 30/12

Billedkunstner Anita Axelsen Bredsdorff 09/01

Væver Gudrun Pagter 17/01

Billedkunstner Karin Birgitte Lund 20/01

Billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg 26/01

85

Maler/billedhugger Ole Schjører/Hansen 20/12

Fotograf Torben Huss 06/01

Maler Jeff Ibbo 04/02

Billedhugger Flemming Knudsen 09/02

Billedkunstner Kirsten Dufour 23/02

90

Væver Nanna Hertoft 17/01

Billedhugger Poul Frederiksen, maj 2025

Billedhugger Pernille Brethvad, juni 2025

Maler Marie Torp, juli 2025

Væver Birgitta Halberg, august 2025

Billedkunstner Merete Zacho, 22. august 2025

Maler Bente Olesen Nystrøm, september 2025

Billedkunstner Torben Lundsted, oktober 2025

Maler Ole Halskov Hansen, november 2025

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER

Billedkunstner Alix Gillet-Kirt

Studerende Alma-Oline Meidal Weitlin

Studerende Anna Kirstine Lykkeberg

Billedkunstner Charlotte Clausen

Tekstil billedkunstner Chichy Freja Udsen Obi

Studerende Christian Hubert Værum

Studerende Cæcilie Bess Fløe Jørgensen

Studerende Emilie Hovgaard Øder

Billedkunstner Emily Bisgaard

Billedkunstner Fie Tanderup

Studerende Freja Sigsgaard-Hansen

Studerende Freja Ima Beck Lassen

Billedkunstner Helgi Vignir Bragason

Studerende Ida Maja Rasmussen

Billedhugger Inger Odgaard

Billedkunstner Ingunn Fjola

Ingporsdottir

Studerende Jacob Thorup

Billedkunstner Jonas Erboe

Rasmussen

Fotograf og kurator Jonathan Lieb

Billedkunstner Kamilla Askholm Jørgensen

Studerende Kaysa Konopljak

Billedkunstner Kristine Møller

Studerende Lau Spohr Rørvang

Skulptør Laura Astrup Larsen

Studerende Laura Elly Lund Toftgaard

Studerende Lukas Kornelius Myrgård Backer

Studerende Maria Gondek

Billedkunstner, væver Marianne Noer

Billedkunstner Marianne T. Pedersen

Kunstner Martha Skou

Billedkunstner Martin Bigum

Studerende Nina Fjordbak Nielsen

Studerende Nivikka Mathiesen

Andersen

Billedkunstner Ole Hartvig

Studerende Othilia Hoby Leth

Billedkunstner Rebecca Mielonen Rothenborg

Studerende Rosa Marie Sandfær

Billedkunstner Silla Findstrøm Herbst

Billedkunstner Sissel Skjød Hartvigsen

Studerende Sol Gaugler

Studerende Taro Spirig

Studerende Ulf Stubbe Teglbjærg

Billedkunstner Vibe Overgaard

Studerende Vigga Jastrup Bondesen

Audiovisuel kunstner Yujin Jung

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

DØDE

ANSØGNINGSFRISTER

Mere info om aktuelle residencies, Open calls, puljer mm. på bkf.dk

BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere ved at skrive en mail til stud@bkf.dk.

BKF’S UDVALG TIL FORDELING AF KULTURELLE MIDLER

Udvalget yder støtte til følgende formål:

— Styrkelse af billedkunstnernes juridiske og økonomiske rettigheder

— Advokat-/ og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere

— Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder nationalt og internationalt (f.eks. høringsmøder konferencer pjecer information om Copydans ophavsretslige arbejde etc.)

— Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål som vedrører flere billedkunstnere

— Støtte til sociale og kulturelle formål som vedrører billedkunstnere

— Tiltag der fremmer og tilgodeser aktiviteter hvori rettighedshavere er engageret og som efter fondens skøn bør modtage støtte.

Der ydes ikke støtte til enkeltpersoners udstillinger/ projekter/uddannelse og studierejser.

Der anvendes ikke ansøgningsskemaer, men ansøgninger skal være på max 4 sider og indeholde:

• En begrundelse for ansøgningen

• Et budget for både indtægter og udgifter (finansieringsplan)

• Andre relevante oplysninger og eventuelle bilag

• Ansøgningen bedes sendt til bkf@bkf.dk.

• Ansøgningsfrist den 1. marts 2026

DET DANSKE INSTITUT I ROM

Forskere indenfor alle grene af videnskaben, kunstnere indenfor alle kunstarter, arkitekter, musikere og forfattere kan nu søge studieophold på Det Danske Institut i Rom i efteråret 2026.Instituttet har til huse i Kay Fiskers fornemme bygning fra 1967 og ligger i Borghese-parken, få minutters gang fra Piazza del Popolo og Roms centrum (se acdan.it)

Frist for indsendelse af ansøgninger er: mandag d. 9. februar 2026. Derefter er næste frist 15. september 2026.

OPHOLD PÅ DET DANSKE

INSTITUT I ATHEN

DIA tilbyder ophold af 1 til 3 måneders varighed med fokus på kunstnerisk fordybelse, research og udveksling. Grækenlands rige kultur og historie suppleres af en levende samtidskunstscene, og DIA hjælper aktivt med at skabe møder mellem danske stipendiater og lokale kunstnere og kunstinstitutioner.

Ansøgningsfristen er 10. februar for ansøgninger vedr. efteråret (1. september – 31. januar)

Læs mere på instituttets hjemmeside: diathens.gr

SAN CATALDO

Klostret San Cataldo ved Amalfikysten i Syditalien er et studiehjem for videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Stipendiet består i 2- 4 ugers ophold med fuld forplejning inden for tidsrummet 1.-28. i den pågældende måned – dog skal stipendiater betale 35 Euro pr. uge til kost og logi, samt skat til den Italienske stat. Ubemidlede kunstnere kan samtidig med ansøgning om ophold ansøge om en portion af Arne Meyers Legat på 3.000 kroner som tilskud til rejseudgifter.

• Ansøgningsskema: Der skal udfyldes elektronisk ansøgningsskema på sancataldo.dk

• Ansøgere uden adgang til internettet kan kontakte Anita Møller på telefon: 99 68 70 41

• Ansøgningsperiode: 1. februar 2026 til og med den 28. februar 2026 for ophold i efterår-vintersæsonen (1. august-14. December 2026).

• Mere information: sancataldo.dk

STATENS VÆRKSTEDER FOR KUNST

BKF’S OPDATEREDE LISTE OVER FONDE-

OG LEGATER

BKF har opdateret listen over legater og fonde, der specifikt støtter kunst og kunstnere. Medlemmer kan skrive til stud@ bkf.dk med deres medlemsnummer for at få listen tilsendt.

Der er ansøgningsfrist fire gange om året: Start februar, maj, august og november.

Næste ansøgningsfrist: 2. feb. 2026 kl. 24:00

STATENS KUNSTFOND

3. FEBRUAR 2026

Arbejdslegater for billedkunstnere

3. MARTS 2026

Huskunstnerordningen

Artist in Residence under Huskunstnerordningen

26. MARTS 2026

— Ophold på udenlandske residencies

— Børn og unges møde med billedkunst

— Kunstner– og kuratorophold på residencies i Nuuk, Seoul og New York

— Værkproduktion og udstillinger

— Kunstkritik, viden og debat

— Opstart af nye udstillingsplatforme

Mere info på → kunst.dk/ for-ansoegere/soeg-tilskud eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00.

NORDISK KULTURFOND

13. FEBRUAR

Projektstøtte — Støtter etablering af nordisk-globale samarbejder med langsigtede ambitioner

FRA 26. JANUAR

Opstart — Støtte til at give samarbejdsprojekter inden for kunst og kultur en god begyndelse.

Mere info på www.nordiskkulturfond.org eller tlf. 33 96 02 42.

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

BKF’s Tilgængelighedspulje giver billedkunstnere med handicap mulighed for at søge økonomisk støtte til værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv.

Det kan fx være:

○ En billedkunstner med ordblindhed, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance ifm. fondsansøgninger.

○ En billedkunstner med funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, fx i form af tilskud til rejse og ophold.

○ En billedkunstner med handicap der søger midler til en værkstedsassistent ifm. nye værkproduktioner og udstilling.

Beløbsstørrelse

Der kan ansøges om kr. 2.000 — 10.000 pr. projekt.

Ansøgning

Send en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver, hvad der søges støtte til, samt kort hvad dit handicap består i og om det er en lægelig diagnose.

Ansøgning samt cv sendes via ansøgningsskemaet på bkf’s hjemmeside: bkf.dk

Ansøgningsfrist

4. gange årligt; 1.9 / 1.12 / 1.3 / 1.6

NYE ANSØGNINGSFRISTER FOR FANØ-HUSET OG BERLIN-LEJLIGHEDEN

15. MARTS for ophold i perioden 1. september til 31. januar.

15. SEPTEMBER for ophold i perioden 1. februar til 31. august det kommende år.

Næste ansøgningsfrist er d. 15. marts 2026 for ophold i uge 36 2026 – uge 4 2027.

ABONNER PÅ OPSLAGSTAVLEN

Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Du kan tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere. Du skriver dig op på →bkf.dk/ opslagstavlen.

OPDATERET LISTE OVER KUNSTFORENINGER

BKF har opdateret listen over kunstforeninger i hele landet. Bemærk venligst at listen herfra opdateres ved tilbagemeldinger fra medlemmer. Medlemmer kan skrive til stud@bkf.dk med deres medlemsnummer for at få listen og må meget gerne skrive tilbage ift. opdateringer af listen.

NYE RABATAFTALER

BKF indgår løbende nye rabataftaler og samarbejder med forhandlere af kunstnerartikler. For flere aftaler er det nu muligt også at bruge rabatten ved køb online.

Se rabataftalerne på bkf.dk under “Medlemsfordele”

JULELUKKET I SEKRETARIATET

Kontoret i Vesterbrogade 40 holder lukket i perioden 19. december – 4. januar begge dage inkl.  Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!

BRUG IKKE GAMLE GIROKORT, NÅR DU INDBETALER DIT KONTINGENT!

Vi har problemer med at se, hvem der har betalt, hvis du bruger et gammelt girokort eller har glemt at opdatere informationerne i din Netbank.

BKF’S BESTYRELSE 2025

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

STUDERENDE Magnus Lind Nielsen

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

BILLEDKUNSTNER Morten Modin

BILLEDKUNSTNER Troels Aagaard

BKF’S REGIONER 2025 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams Mette Kit Jensen

Søren Thilo Funder Anette Højlund

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 1, 2026 11. februar

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

400 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT

Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vesterbrogade 40, 5. th. 1620 København V T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

ORGANISATIONSSEKRETÆR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KUNSTFAGLIG PROJEKT- OG UDDANNELSESLEDER

Karen Mette Fog Pedersen

POLITISK KONSULENT, PROJEKTLEDER Yasmin Davali

STUDENTERMEDHJÆLPERE

Amalie Fuglsig Kongsted, Clara Sidor, Sofie Graves og Maria Bendixen (orlov)

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798