Fagbladet Billedkunstneren #2 2025

BILLED KUNSTNEREN NR2

Fagblad for

Kunstnerpar Kunst og natur Kunst på festivaler

Myten om udbud og efterspørgsel

I min rolle som kunstner og forperson for Billedkunstnernes Forbund deltager jeg ofte i samtaler om kunstneres vilkår. For nylig talte jeg med en institutionelt forankret aktør i billedkunstverdenen – med både indsigt og indflydelse – om kunstneres økonomi. Undervejs spurgte personen, om der ikke simpelthen er for mange kunstnere, siden det er så svært at leve af det?

Det gibber i mig. Ikke bare af forundring over den manglende forståelse for feltets kompleksitet, men over selve ideen om, at færre kunstnere skulle løse problemet. At kunstnernes vilkår kan forstås ud fra en klassisk udbuds- og efterspørgselslogik, som om kunstfeltet var et hvilket som helst marked. En logik, der ignorerer behovet for en mangfoldig kunstscene og misforstår, hvordan kunstneriske muligheder opstår og fordeles.

Hvilket udbud? Hvilken efterspørgsel? Hvem sætter grænsen for, hvor mange kunstnere der kan være? Det er ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt der er “nok efterspørgsel” efter kunstnerne selv. Det handler i høj grad om, hvilke rammer og muligheder vi som samfund skaber for, at kunstnere kan virke og bidrage. Hvilke sammenhænge vi inviteres ind i. Hvilken plads der gives til kunsten i alt fra byggerier og borgerinddragelse til børns møde med kunst.

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Samtidig bidrager medie- og institutionsverdenens fokus på de få mest synlige kunstnere til et skævt billede – også blandt folk i feltet. De mest fremtrædende kunstnere står ikke alene; de er en del af et større, levende miljø, der rækker langt ud over museer og kunsthaller. Et felt, hvor kunstnere arbejder i offentlige

rum, naturen, i midlertidige formater – ofte uden for mediernes opmærksomhed. Ikke al kunst skal eller kan rummes i institutionerne. Institutionerne spiller en afgørende rolle – ikke kun i udstillings- og formidlingssammenhæng, men også i forhold til adgang til midler. Kunstnere skal typisk inviteres af en institution for at kunne søge støtte til produktion. Ja, arbejdslegater findes – og er vigtige – men vi mangler stadig strukturer, der giver plads til kunstnerisk initiativ og autonomi.

Derfor må vi spørge: Hvem bestemmer, hvad en kunstner er? Ser vi kun på de få, overser vi det brede felt – og den alsidighed, der kendetegner kunstnerisk praksis i dag. Mange kunstnere arbejder i komplekse kontekster, hvor værkproduktion kombineres med undervisning, organisering og formidling. Det er ikke kun nødvendighed – det er et udtryk for faglig spændvidde.

Der findes ca. 3.000 professionelle billedkunstnere i Danmark – og ca. 28.000 kunstnere i alt. Det svarer til 0,5 % af befolkningen. Et lille tal. Men et tal, der rummer en enorm kulturel værdi. Det er ikke et tal, der skal skæres ned – men en virkelighed, der skal anerkendes og styrkes, både strukturelt og økonomisk. Vi må gøre op med forestillingen om, at kunstneres eksistensberettigelse skal måles i markedets termer. Det er en destruktiv tankegang, som presser både kunstnere og institutioner ind i et konstant behov for at retfærdiggøre deres eksistens. Det er det pres, jeg fornemmer i samtalen nævnt ovenfor. Men vi må ikke lade det definere os indefra.

Vi må i stedet stå sammen – kunstnere, institutioner, politikere og samfund – og afvise myten om udbud og efterspørgsel som noget naturgivent. Kunstens økosystem fungerer ikke som et marked. Det er en kompleks, levende struktur, som vi alle har et ansvar for at kende og værne om. Sammen kan vi sætte myten skakmat.

Og på den note bydes du velkommen til bladet her – der på mange måder griber ind i det alsidige arbejdsfelt, som vi billedkunstnere er del af og som vi i BKF gør os umage for at tale op og folde ud.

God sommer!

17

6

KUNST KAN FÅ OMSORG FOR

NATUREN TIL AT SPIRE

Billedkunstner Amalie Risom

12

EN FANTASTISK SANSELIG SKOV

Billedkunstner og skovarbejder

Rune Bosse binder træer sammen til iøjnefaldende skulpturer og planter rød løvskov.

TO KUNSTNERE OG ET FÆLLES LIV

Tine Hecht-Pedersen og Pontus

Kjerrman har levet og arbejdet

tæt sammen i snart 40 år.

Det kræver evnen til både at samarbejde og give plads.

27

KUNST PÅ FESTIVALER

På flere af landets store festivaler fylder kunsten mere og mere. Ikke kun som dekoration, men som en selvstændig stemme i festivalens fortælling.

Ny bog: Danske kunstmuseer og deres succes

Nyt medlem: Veronica Hodges

Nyrup arbejder i og med naturen – og har altid sin hjemmebyggede væv med sig. PÅ FORSIDEN På et gods syd for Præstø binder billedkunstner og skovarbejder Rune Bosse træer sammen til iøjnefaldende skulpturer og planter rød løvskov. FOTO Martin Dam Kristensen

Rune Bosse. FOTO Martin Dam Kristensen

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

MATILDE DUUS

I sommer flyttede jeg til Svendborg på Sydfyn med min kæreste, billedkunstneren Nils Elvebakk Skalegård og vores datter Ebba. Efter mange år i København og tre år i Moss i Norge, er vi landet her, tæt på skov og hav i en lille by med potentiale. Jeg har lejet mig ind i en industribygning ved havnen. Det er det største atelier, jeg nogensinde har haft. Næsten 100 m2 – til måske en fjerdedel af prisen i København. Det er et aflangt lokale med højt til loftet. Hele den ene endevæg er et stort nordvestvendt vinduesparti. Det betyder, at der er meget lys i den ene ende og dunkelt i den anden.

Jeg arbejder primært med materialet glas i min praksis, så jeg er nødt til at have et atelier med stærkstrøm og plads til mit skærebord og min glasovn. Gennem tiderne har jeg kæmpet min ovn gennem smalle døre og stejle trapper til diverse tidsbegrænsede lejemål, så det er fantastisk endelig at have et atelier med brede døre og vareelevator på ubestemt tid. Det er mega luksus og privilegeret at have så meget plads, og jeg nyder at kunne arbejde på flere projekter på en gang uden at måtte rydde til side hele tiden. Jeg har indrettet mig med forskellige stationer. I den lyse ende mod vinduet tegner jeg, klipper collager, tænker og kigger på værker. I midten har jeg et stort stabilt bord til glas–skæring, et bord til metalarbejde samt opbevaring. I den anden ende, som også er den mørke

ende af atelieret, har jeg en vask og min glasovn. Bygningen, jeg lejer mig ind i, har mange forskellige slags lejemål, kun én anden er kunstner. Så det er ikke et socialt arbejdsfællesskab. Når jeg kommer på atelieret, er det for at arbejde og finde ro. Heldigvis har Svendborg og omegn et relativt rigt kulturliv byens størrelse taget i betragtning. Her findes gode og dygtige kolleger, kunstskolen FLUK, SAK Kunstbygning, Frederiksø Kunst & Kultur, det kunstnerdrevne udstillingssted du.al, galleri DGV, lysfestival m.m. Der findes steder at mødes og holde samtalen i gang om kunst og liv. Og så er Svendborg åbenbart ikke længere væk, end at folk godt gider at tage vejen – jeg har i hvert fald allerede haft flere atelierbesøg fra storbyerne.

Billedkunstner Amalie Risom Nyrup arbejder i og med naturen, og hun har altid sin hjemmebyggede væv med sig – også i forskningsprojektet Jordforbindelser, som via landskabskunst ønsker at inspirere danskerne til at deltage i en debat om et mere naturvenligt landbrug. FOTO Pressefoto

Jeg hengiver mig til den afhængighed, der er mellem mig, min væv, træet og landskabet. FOTO Pressefoto

Kunst

får omsorg for naturen til at spire

Billedkunstner Amalie Risom Nyrup er med i det tværfaglige forskningsprojekt Jordforbindelser, som via kunsten stiler efter at få danskerne til at holde af den frugtbare og levende jord og deltage i debatten om, at landbruget skal udvikles i en grønnere og mere bæredygtig retning. Hun arbejder i og med naturen — og har altid sin hjemmebyggede væv med sig.

På en sydvendt skrånende græsmark står billedkunstner Amalie Risom Nyrups væv. Den er spændt op uden på et lille gammelt og flytbart træhus og er omgivet af flere høje træer og en rislende å. Vævkammen af bøg har hun fået, og skelkæppene er også en gave. Resten af materialerne har hun selv fundet, og ud fra det hele har hun bygget væven – hendes tro følgesvend, som hun altid har med sig, når hun skaber kunstværker i naturen – og med naturen. Med væven finder hun ro og forstår naturen og verden.

“Jeg mærkede på et tidspunkt et enormt behov for at komme ud og væve i de landskaber, jeg gerne vil undersøge og forstå. Det tager en god stund tid at væve, så derfor er man der bare og ser, mærker og lytter til naturen – skoven, klipperne eller måske et bestemt træ, som jeg gerne vil undersøge. De små bevægelser fra blade, insekter og fugle blander sig med naturens dufte og lyde, og midt i det, mens jeg sidder der og væver, opstår der en nærhed til naturen,” fortæller 30-årige Amalie Risom Nyrup og tilføjer:

“Så min væv er på en måde blevet en metode til at forbinde mig til de landskaber og naturlige omgivelser, jeg undersøger. Det er herfra, at min kunstneriske tankeproces begynder at spire – som en kickstart for, hvad der skal ske.”

Marken med det lille træhus og den rislende å er en del af Andelsgaarden Brinkholm, hvor hun er med til at undersøge, hvordan jordforbindelse, diversitet og samskabelse kan styrkes igennem kunstneriske praksisser i forskningsprojektet Jordforbindelser . Med rødder i tekstile metoder som vævning, fletning og knuderi udforsker hun, hvordan hendes kunstneriske arbejde kan gå i en slags dialog med landskabet. Og det er ikke bare almindeligt garn, hun bruger, når hun væver. På græsmarken ved den rislende å har

hun vævet visne naturmaterialer til en afgrænsning, som skal slå ring om et stykke jord midt på marken. Her er der sået tre slags korn: Hvedearten Emmer, rughveden Triticale og Petkus-rug. For hun vil gerne være med til at starte en samtale om, at vi skal passe på jorden og naturen. Store dele af Danmark og resten af Europas jorde er nemlig så udpinte, at der, ifølge Amalie Risom Nyrup og de andre i projektet, er brug for nye naturvenlige måder at drive landbrug på – hvor man ikke kun tænker effektivitet og år efter år dyrker én og samme afgrøde på marken, som sprøjtes med pesticider, gødes med gylle, pløjes i dybden og bliver mere og mere udpint.

“Det handler om at skabe en større diversitet på vores jorde og bruge nogle af tankerne fra permakulturen, hvor én plante bruger en bestemt næring, som en anden plante afgiver en masse af, alt sammen til gavn for livet i jorden. Den form for naturlig afhængighed og symbiotisk tankegang er jeg generelt meget draget af - også på plante- og mikrolivsniveau. Og der skal vi henad, når vi dyrker vores jorde og producerer fødevarer. Det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på gennem et sanseligt levende kunstværk.”

På Andelsgaarden Brinkholm dyrkes jorden økologisk efter regenerative metoder – med minimal jordbearbejdning, uden pesticider og kunstgødning og med grønt plantedække året rundt – alt sammen for at give de bedste vilkår for mikroorganismerne i jorden. Gården er en af Foreningen Andelsgaardes seks gårde der, i samarbejde med antropologer fra Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, i efteråret 2024 har startet forskningsprojektet. Amalie Risom Nyrups landskabsværk er lavet sammen med deltagere på Jordforbindelsers første gårdarrangement i starten af maj, hvor de var inviteret til at samskabe værket med hende.

AF

Laura Elisabeth Lind

“Jeg håber, at vi i fællesskab kan fremme et mangfoldigt sted i landskabet, hvor jordens tekstile strukturer, planter og mennesker væves, flettes eller knudres sammen. Og jeg håber, at det åbner for nye samtaler om, hvordan det står til med vores natur.”

Fra Kolding til Oslo

Egentlig har naturen ikke altid været et fokus i hendes kunstpraksis. Men da Amalie Risom Nyrup i 2015 startede på Tekstildesign på Designskolen Kolding, kunne hun mærke, at noget ikke var helt rigtigt.

“Det føltes dybt forkert at designe nye objekter. Jeg følte, jeg bidrog til mere overproduktion og spild af naturressourcer.”

Hun valgte alligevel at blive og tage uddannelsen færdig ud fra en aftale med sin

lærer om, at hun kunne have et mere undersøgende blik og måske stille flere spørgsmål end hun fandt løsninger på designopgaverne. Under uddannelsen var hun på udveksling ved tekstilkunstprogrammet på Konstfack i Stockholm, og her blev det tydeligt for hende, at det var i den retning, hun skulle. Efterfølgende tog hun en kandidat indenfor Kunst og Offentlige Rum fra Kunsthøgskolen i Oslo, og siden har hun arbejdet med at forstå, hvad naturen er for en størrelse – tit i samarbejde med andre kunstnere, jordbrugere eller andre fagligheder. Men selvom hun er gået en anden og mere kunstnerisk vej, har hun aldrig lagt væven bag sig.

“Jeg er skolet i tekstil og har respekt for kulturhistorien med væven. Jeg har aldrig sluppet den – heller ikke det abstrakte i vævningen. Et samarbejde på tværs af fagligheder er også som et vævet tæppe, hvor det hele væver sig lidt sammen.”

Det vender vi tilbage til – det med samarbejdet. Først skal vi høre lidt om, hvordan hun arbejder med naturen.

Naturens levende værker

Før hun kom med i forskningsprojektet, har hun lavet en række værker med naturen i fokus, der blandt andet har været udstillet ved Museum Kurhaus Kleve i Tyskland, ROM for Kunst og Arkitektur i Oslo og Naturhistorisk Museum i Oslo.

“Jeg forholder mig altid til vores natursyn, både æstetisk og etisk, og mærker en stærk oplevelse af være søgende efter åbne rum, hvor jeg kan være og eksistere med andre arter. For på den måde bliver det tydeligt, at det hele hænger sammen – der er nogle cykliske afhængigheder, som vi har glemt og er kommet væk fra, og som jeg søger gennem min kunstpraksis,” siger hun og tilføjer:

“Og i den proces er min væv altid med mig. Den er både en del af et værk og et værktøj, der forbinder mig med de omgivelser, jeg udforsker.”

Hun væver og arbejder udelukkende i naturmaterialer – papir, græs, strå, træfibre og den slags. Og når værkerne skabes i og med naturen, i stedet for på et værksted eller atelier, får naturen ofte en tydelig stemme, et slags aftryk på værket. Væven har for eksempel været med en tur i en skov ved Oslo og ud fra

Hvis naturen blander sig, får den lov til det. FOTO Amalie Risom Nyrup

fibrene fra et plantet levende fyrretræ, har hun vævet materialet til et visuelt værk. Kort efter, at væven var sat op, og hun var godt i gang med at væve, begyndte det at regne – mange ville nok skynde sig at pakke sammen og komme i tørvejr. For vand opløser og knækker cellulosefibrene i papirgarn. Men i stedet for at pakke sammen, blev hun:

“Sådan er det at arbejde i og med naturen. Jeg hengiver mig til den afhængighed, der er mellem mig, min væv, træet og landskabet. De uperfektheder og huller, der opstår på grund af regnen, er en del af min accept af, at jeg kan ikke kan kontrollere alt. Det skaber en usikkerhed, der kræver mit nærvær med mine omgivelser.”

Generelt stiller det nogle andre krav til hendes kunstneriske praksis. Hvis man ønsker at sætte en væv op i naturen, skal man for eksempel gerne finde et sted, der er afbalanceret, hvor vævningen kan være opspændt. Det er præmissen for at væve, forklarer hun.

“Så det kræver, at man finder det rette element at være i, og det fører altid til et nærvær med naturen, som jeg bliver meget inspireret af. Hvis jeg skal sætte væven op på et træ, må jeg føle på træet for at mærke, om det kan lade sig gøre, og underlaget skal også undersøges. Er det vådt, får jeg jord og mos overalt. Og hvad betyder det for processen? Måske er der

noget jord, mos, grene eller græs, der kan sætte aftryk på det, jeg væver. Hvis naturen blander sig, får den lov til det,” siger hun og henviser til et patchwork-værk, hun har vævet i papirgarn, hvor de enkelte stykker er syet sammen af de lange græsstrå, som var under væven.

Fagligheder væves sammen

Tilbage til det med det tværfaglige samarbejde. Gennem de tre år, som forskningsprojektet varer, vil mere end 1000 mennesker blive inviteret til en række arrangementer på de seks forskellige gårde. Her kan de få sanselige oplevelser med jord i samarbejde med tre udvalgte kunstnere i projektet. Som en af de tre kunstnere kommer Amalie Risom Nyrup til at spille en aktiv rolle i at forme og udvikle forskningssamarbejdet sammen med antropologer, en mikrolivsekspert, landbrugere, bestyrelsesmedlemmer og andre fagligheder. Hun kommer tilbage i sensommeren, når de såede afgrøder i det levende landskabsværk skal høstes, og håber, at det alt sammen inspirerer til fremtidige samarbejder mellem kunst og forskning og kan bidrage med redskaber og idéer til landbrug og andre, der arbejder med grøn omstilling. Hun får meget ud af at arbejde sammen med andre fagligheder, herunder jordbrugere. Det erfarede hun allerede sidste sommer, hvor hun var på et længere

FOTO Amalie Risom Nyrup

Døden er ingen ende i naturen. En ikke-lineær lydvandring, som flyder mellem geolokaliserede områder i Botanisk have. FOTO Pressefoto

JORDFORBINDELSER

Vi taler alt for lidt om jord. Det er udgangspunktet for forskningsprojektet

Jordforbindelser, som foreningen Andelsgaarde i samarbejde med antropologer fra Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet har startet op i efteråret 2024.

Jordforbindelser vil styrke menneskers forbindelse til jord og engagement i debatten om, hvordan vores landbrug skal udvikles, så vi kan tage bedre vare på jorden som afgørende økosystem i fremtiden. Efter en Open Callproces valgte projektet at indgå samarbejde med Amalie Risom Nyrup, der har tilbragt et tre-ugers researchophold på andelsgården Brinkholm, hvor hun undersøgte, hvordan jordforbindelse, diversitet og samskabelse kan styrkes gennem kunstneriske praksisser, der kultiverer sanselighed og opmærksomhed.

kunstnerisk researcharbejde på gården St. Vædeled og gårdfællesskabet Vild Hvede på Nordfyn - og blandt andet lavede et værk med enkorn og vikke i sammenfletning.

“Der oplevede jeg en stor samhørighed i tværfagligheden mellem mig som kunstner og mit natursyn og jordbrugerne og deres måde at forstå natur og regenerativt landbrug på. Så da jeg så Jordforbindelsers Open Call, tænkte jeg. Det skal jeg have! Det er lige mig,” siger hun og fortsætter:

“Jeg er bevidst om, at jeg ikke har og heller ikke skal have alle videnskabelige svar på de klima- og miljøudfordringer, vi står over for. Derfor er den tværfaglighed, jeg arbejder ud fra, super essentiel for mig. Der er andre kloge mennesker, som ved en masse om jord, planter og andet natur. Sammen kan vi måske udvide den vej, hvor vi passer bedre på vores jord og natur.”

En rolle i klimadebatten

I den offentlige debat har vi i årevis hørt og set fakta og statistikker om en dalende biodiversitet og en stigende temperatur på jordkloden. I takt med den stigende opmærksomhed på vores natur og klima, har Amalie Risom Nyrup ændret sin kunstneriske praksis i en grønnere og grønnere retning. I dag tager hun udelukkende afsæt i naturen, og hun erfarer da også, at flere og flere kunstnere går den grønne vej. Og det er nødvendigt, mener hun:

“Vi har svært ved at forstå, at klima- og miljøkrisen er fatal. Måske ved vi det, men vi gør ikke nok ved det. Derfor er det vigtigt, at kunstnere bliver inviteret med i projekter som Jordforbindelser. For sanseligheden er nødvendig for at forstå, at der er iltsvind i vores have, vores jord er udpint, og mange arter bliver udryddet. Kunst kan åbne vores sanser og invitere til at forestille os andre måder at leve på,“ siger hun og tilføjer:

“Jeg tror i den grad, at kunst kan få en omsorg for vores natur til at spire.”

MAN PLANTER IKKE TRÆERNE TIL SIG SELV, MEN TIL SINE BØRN

Kunst kan vække vores nysgerrighed og gøre os tættere forbundet med naturen. Og når først vi holder af skoven og naturen, får vi naturligt lyst til at passe på den. Det tror billedkunstner og skovarbejder Rune Bosse, der ved et gods syd for Præstø binder træer sammen til iøjnefaldende skulpturer og planter rød løvskov.

På et bakket område med græs, blomster og urter summer det af liv fra sommerfugle og bier. Rundt omkring på den vilde mark kan man ane små spæde skud. For her på marken har Rune Bosse plantet 1500 røde træer med frø høstet fra den lange blodbøge-allé, der fører ind til Oremandsgaard Gods. Midt på den vilde mark står en af hans levende træskulpturer: en blodbøg og en grøn bøg skråner ind mod hinanden og er bundet sammen midtpå, så de danner et X. Han vil undersøge om de to træer kan udveksle dna, hvis de vokser sammen.

Det er her – i naturens museum – på det bakkede græsområde og i løvskoven ved siden af, at han bøjer og vrider træerne, så de vokser videre i kunstfærdige former. Her foregår kunst på naturens præmisser. Og det tager den tid, det nu tager.

“Det giver virkelig mening for mig at arbejde som kunstner på den her måde. Når man arbejder med skov, gør man noget for de næste generationer, ligesom andre har gjort noget for os. Man planter ikke træerne til sig selv, men til sine børn, børnebørn og deres børn,” siger billedkunstner og skovarbejder Rune Bosse.

Han mener, at der er en vigtig lære af træernes tidslighed i forhold til det høje tempo, vi ofte alle lever i og de udfordringer, vi står i – personligt og globalt.

“Om 50 år er her en rød skov. Det vil være et anderledes syn, som måske kan skærpe folks nysgerrighed på træerne og naturen. Det kan give et nærvær. Og en tilstedeværelse, som gør, at vi føler os forbundne med naturen.”

Og det er der brug for, mener han. For i medierne hører vi ofte om CO2-procenter, kvoter og andre tørre klimatal. Det kan være godt nok. Men det giver os ikke en den nødvendige relation til træerne, insekterne og planterne:

“Jeg tror, vi har meget mere lyst til at passe på skoven og resten af naturen, hvis vi holder af den, end hvis vi får at vide, at jorden går under om 50 år,” siger Rune Bosse og tilføjer:

“Vi har brug for at skabe en relation til naturen og forstå, hvad en skov er, før vi kan begynde at tale om tørre tal, som ellers bare fremmedgør os fra det hele.”

En skulpturel æblelund

Rune Bosse er 37 år og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Olafur Eliassons eksperimentelle kunstskole i Berlin. Naturen har altid været omdrejningspunkt i hans værker. De har været udstillet på en bred vifte af museer – herunder Ordrupgaard, HEART Herning Museum of Contemporary Art og Kunstforeningen Gl Strand, og pt er han i gang med at lave naturkunstværker uden for og inden for ved natur- og teknologilaboratoriet LIFE Lab Sjælland i Vordingborg. Fælles for det hele er, at han udforsker naturen og dens kredsløb gennem forskellige formater som installation, skulptur, video og landart.

Han bor i København, men her på Oremandsgaard Gods har han et stort atelier, en gammel istandsat skurvogn, og han har fået stillet den skrånende mark og løvskoven til rådighed for sine kunstneriske eksperimenter af August Hage, godset ejer, der tilbage i 2013 overtog nøglerne til det store hvide gods. Rune Bosse er nemlig vokset op her på egnen og har gået i børnehave med godsejeren, som han har

FOTOS

leget med i skoven og på markerne omkring godset. Derfor holder han også meget af at komme tilbage til træerne og det bakkede markområde, skovlaboratoriet, som han kalder det.

Allerede et par år før barndomsvennen overtog godsnøglerne, fik Rune Bosse lov til at lave flere af sine kunstneriske eksperimenter her i skoven omkring godset, og da barndomsvennen trådte til som godsejer, og det hele tog en mere moderne retning med destilleri, tegnestuer og atelieret, begyndte Rune Bosses kunstneriske rødder for alvor at spire på godset. For her har han naturen og træerne lige uden for døren.

“Det giver mig meget at kunne følge træernes vækst og forfald helt tæt på. Det gør det nemmere at forstå træerne,” siger Rune Bosse.

Men i takt med, at han brugte mere og mere tid på godset, begyndte han også at blive frustreret over, at han ofte blev nødt til at slå naturen ihjel, når han skulle bruge den i sine værker på de forskellige museer:

“Jeg var kommet dertil, hvor jeg også gerne ville bruge naturen på en anden måde i mine kunstværker.”

Så i 2019 startede han på uddannelsen til skov- og naturtekniker på Skovskolen for at lære mere om, hvordan man gør det modsatte af at slå planterne ihjel – han lærte at plante og gro træer. Under uddannelsen var han i et halvt års praktik på godset. Stedet voksede mere og mere på ham, og en dag da de gik og plantede en masse æbletræer til den økologiske æblebrændevin og æblegin, som godsets destilleri laver, spirede en ny idé frem:

“Jeg ville arbejde med levende træer som værker.”

Da de var færdige med at plante de mange æbletræer, var der nemlig 600 træer til overs, og Rune Bosse fik den idé, at han ville skabe en kunstnerisk æblelund af træerne og generelt arbejde mere med levende træer. Godsejeren var med på idéen, og inden længe var 5,3 hektar jord blevet til det skovlaboratorie, hvor Rune Bosse i dag arbejder med sine træskulpturer. Æblelunden er dannet af 20 store og små æblecirkler med en ny sort i hver ring, og alle æbleringene snor sig rundt om hinanden. Cirkelformen minder ham om naturens cyklus, årstiderne og alt det, der naturligt går i ring.

“Jeg bruger naturen til at forstå tiden. Lytter vi til naturen, fortæller den os den os noget om det cirkulære og gentagelserne frem for det fremadskridende og lineære, som vi ellers er tilbøjelige til at følge her i den vestlige verden.”

”Jeg

ville arbejde

med levende træer som værker.”

Naturens værker

I den anden ende af den vilde mark med røde bøgetræer drømmer Rune Bosse om at bygge et besøgscenter, så skovlaboratoriet kan blive til et udflugtssted – et slags museum med naturens egne værker. Han har derfor søgt kommunen om tilladelse til at bygge i landzonen og har samtidig søgt fondsmidler til at etablere et større stiforløb, så hele det grønne kunsteksperiment kan blive tilgængeligt for offentligheden.

“Der er ikke meget at se nu, for træerne er stadig små. Men de gror og vokser sig større og større, og man kan komme og se begyndelsen, forstå idéen og forestille sig, hvad det kan blive til.”

Han kan også godt se for sig, at de yngre generationer kommer forbi og oplever skovens kunstværker:

“Jeg er i kontakt med kommunen i forhold til at lave workshops med skoletjenesten, så børn og unge kan komme herud.”

De forskellige kunstneriske eksperimenter i skovlaboratoriet vokser stille og roligt ved siden af de andre kunstprojekter og værker på museer, som han lever af. Men det er her blandt de skæve træer, og den røde løv, at han for alvor blomstrer som kunstner:

“Når jeg har økonomisk overskud fra mine udstillinger og fra de kunstværker, jeg sælger, kan jeg tage her ned og plante træer. Den balance vil jeg gerne ændre, så jeg kan

Billedkunstner Rune Bosse har fået stillet 5,3 hektar jord på Oremandsgaard Gods til rådighed for hans kunstneriske eksperimenter. Her former han træer til levende opsigtsvækkende skulpturer, planter rød løvskov og drømmer om at åbne et besøgscenter.

FOTO Martin Dam Kristensen

bruge mere tid på skovlaboratoriet og måske gøre det mere og mere til en levevej.”

Men det er ikke altid nemt. Når det kommer til fondsansøgningerne oplever han ind i mellem bump på sin vej – alligevel er han fortrøstningsfuld:

“Ofte falder jeg mellem to stole. Kunstfolkene har svært ved se, at det er kunst og ikke skov, og skovfolkene synes, at der skal være en vis mængde træer og planter pr hektar, og træerne skal i øvrigt også helst stå i lige rækker. Så i deres øjne er det hverken skov eller kunstværk,” siger Rune Bosse og tilføjer:

”Vi er nødt til at have en forbindelse til naturen, før vi får lyst til at passe på den.”

“Men jeg har en god mavefornemmelse. Det handler ofte om at møde de rigtige mennesker. Så jeg tror på, at det nok skal vende – måske når det hele er groet lidt mere. Det tager lang tid. Sådan er det med træer.”

Han håber også, at tidens fokus på mindre CO2-udledning og vildere natur kan åbne nogle nye grønne og kunstneriske døre. For omkring hver sjette landbrugsmark skal snart omlægges til skov eller vild natur i forbindelse med aftalen om den grønne trepart, og inden udgangen af 2025 skal fordelingen af landbrugsarealerne være på plads. Derefter skal man finde ud af, hvad områderne så skal bruges til:

“Umiddelbart tænker man kun i to løsninger, enten produktionsskov eller urørt skov og anden vild natur. Men jeg synes, der er en tredje og oplagt løsning, nemlig den mere publikumsvenlige skov – skoven som en destination, hvor man kan komme og opleve det særlige, som en skov også kan være.”

Han har allerede været i kontakt med borgmesteren og politikerne i Vordingborg Kommune. Og ifølge ham selv er de åbne for idéen:

“Så jeg håber, at jeg kommer med til bordet ved næste fase, når vi skal finde ud af, hvad den nye skov her i området skal bruges til.”

Levende træværker

Selvom træerne tager den tid, de nu tager om at vokse, så står de allerede nu som små opsigtsvækkende skulpturer på godsets arealer. Det ser man særligt inde i den grønne løvskov mellem æblelunden og den vilde mark. Her bor unge og gamle træer side om side. I bunden vokser der forskelligt skovkrat, bregner og brændenælder, og midt i det hele står et

par unge ahorntræer. De er bundet sammen et par meter op ad stammen, og tilsammen danner de en trekantet A-form. Her i løvskoven har Rune Bosse valgt, at han kun må bruge håndværktøj – ingen motorsav eller elektriske redskaber. For hvis han kun har sine bare hænder og en økse, er han mere sidestillet med naturen:

“På den måde forsøger jeg at tage skoven alvorligt og lærer også en masse om træernes vækst.”

Lidt længere fremme står et lille bøgetræ. De øverste meter er sirligt bøjet rundt i en cirkel, så træet har en rund P-form med en masse små sidegrene. Og der er flere formationer, hvor grenene er bøjet og trukket til nye og anderledes skæve former, der står i kontrast til resten af skovens gamle lige stammer.

“Det meste skov, vi har i Danmark, er produktionsskov, hvor man sorterer de skæve stammer væk. Jeg eksperimenterer med at gøre det modsatte ved at trække i dem og binde dem sammen, så de bliver skæve.”

Det er en meget langsommelig proces. For de vokser naturligt mod lyset. Når man gør en ting, gør træet noget andet, forklarer Rune Bosse. Han synes, det er vigtigt, at vi har en relation til træerne og naturen, og derfor håber han, at mange fremover kommer forbi og ser de grønne og røde skulpturer.

“Det bliver en fantastisk sanselig skov. Når du ser træerne på en ny måde, så tror jeg, at du er til stede på en anden måde end normalt. Måske kan det fremkalde en følelsesmæssig forbindelse til træerne,” siger han og tilføjer:

“Vi er nødt til at have en forbindelse til naturen, før vi får lyst til at passe på den.”

To kunstnere og et fælles liv

Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman har levet og arbejdet tæt sammen i snart 40 år. Det kræver evnen til både at samarbejde og give plads.

AF Helle Fagralid

Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman, 1989. Buste udstillet i Lodsparken i Hvidovre, overdraget til Teknisk skole Ishøj.

Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman står ude foran huset for at tage imod, da jeg ankommer til en af de gamle atelier-boliger i Kunstnerbyen i Hjortekær. Det giver ellers sig selv, at det netop er her, kunstnerparret har boet og arbejdet igennem de seneste 30 år. Fra den åbne garage og atelieret vælder det ud med skulpturer: Store farverige blomster og krukker i stentøj har sammen med fabeldyr fundet en ledig plads eller hænger som relieffer på facaden og er tydeligvis en integreret del af familien.

Da vi har slået os ned i baghaven, der er lige så eventyrligt befolket af kunst og ’familiemedlemmer’, supplerer de to kunstnere kærligt hinanden, når de fortæller om dengang, de fandt sammen på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1986.

Tine Hecht-Pedersen: ”Jeg kom ind på Akademiet i 1984 på Billedkunstskolerne og dengang var Pontus allerede lektor. Han havde samtidig

udstillinger rundt omkring i byen og var meget synlig i kunstverdenen, så jeg blev meget hurtigt opmærksom på ham og fascineret af hans skulpturer. Da jeg fandt ud af, at han også var ’gipser’ nede på Billedhuggerskolen, var jeg så smart, at jeg fik ham til at komme op og lave kurser for os.”

— Begyndte jeres forhold som en kunstnerisk fascination?

THP ”Absolut! Fra min side i hvert fald. Jeg havde aldrig set den form for kunst før, for jeg kommer fra en modernistisk familie, hvor der var ´rigtige´ og ´forkerte´ vinkler, hvorimod Pontus arbejdede figurativt og fortalte historier med sine dyrefigurer. Det lå meget langt fra det miljø, jeg kommer fra. Jeg var træt af, at ting skulle være på en bestemt måde og følge en bestemt stil, så det passede godt ind i min måde at gå til kunsten på.”

Pontus Kjerrman: Mødet. Skulptur, der handler om det vigtige i at mødes, er skabt til Sortedam Dossering i København, hvor den blev afsløret den 28. maj i år.

Pontus Kjerrman: Mødet. Skulptur skabt til Sortedam Dossering i København.

Pontus Kjerrman: ”Da jeg mødte Tine, så havde hun sådan nogle tossede ideer, hvor hun skulle sætte noget glas og træ og beton sammen, og vi havde det så sjovt med at finde ud af, hvordan man skulle løse det. Så det var dét, at vi havde det sjovt med at arbejde sammen, som fangede mig. Det handler jo om at kunne finde en glæde sammen.”

THP ”Ja, det krævede en Pontus at løse den opgave med en skulptur, som skulle samles med jern. Pontus gad at gå med på mine ideer og det er sådan set det samme, vi gør med mine Strandkjoler (skulpturer af sand og skaller red.), hvor det også er Pontus, der hjælper med at finde nogle løsninger, der ligger tæt på mig. Han blander ikke sine egne historier ind i det, og det er også derfor, at han har været en fantastisk lærer, tror jeg, fordi han har kunnet forstå, hvad eleven tænker, for så at kunne løse det praktisk.”

— Hvordan var det at blive kærester som lærer og elev på Akademiet?

PK ”Når man siger det i dag, virker det anderledes. Jeg plejer at sige, at man kun skal forelske sig én gang, når man er lektor og elev. Det er selvfølgelig altid et sats og det var det også dengang.”

THP ”Men der var også kun fire års aldersforskel på os. Og vi nåede at få Emil på mit sidste år, så det hele gik lidt hurtigt.”

PK ”MeToo handler jo heller ikke om forelskelse, det handler om at udnytte sin magt. Jeg havde lyst til både at have familie og lave kunst.”

Hjemme-atelier

— Hvordan balancerer I privatliv og arbejde, når det er så tæt forbundet?

THP ”Der har altid været en grundlæggende respekt imellem os, ellers tror jeg ikke, vi havde fundet ud af det sammen.”

PK ”Selvom vi er enige om det meste, har der selvfølgelig været konflikter, men vi er nok lidt praktisk anlagte begge to, så vi viger udenom. Det var faktisk lidt svært i de første år, hvor jeg havde en del opgaver og undervisning samtidig, så det betød, at Tine måtte være meget hjemme med børnene, der stadig var små.”

THP ”Det var derfor vi flyttede herud og fik atelier hjemme, for vi så meget tidligt, at hvis Pontus havde haft atelier ude i byen, ville vi aldrig ses. Det har så også betydet, at jeg heller ikke har haft atelier ude og dermed heller ikke har haft muligheden for at være sammen med andre kunstnere. Det havde nok været godt for mig og min karriere, men vi valgte altså det her, fordi vi vil have det hele til at hænge sammen i forhold til familien og være tæt på vores børn.

Tine Hecht-Pedersen med strandkjole til Fanø-udstilligen.

De har også altid været en del af vores arbejde, været med til udstillinger og på rejser.”

PK ”Der var engang, hvor jeg gik og arbejdede, mens Asta sad og legede, og henad tolvtiden så stampede hun pludselig i gulvet og sagde: ”Skal jeg ikke i børnehave i dag?” og så måtte jeg jo afsted med hende.”

THP ”Og du har haft så mange store udsmykninger, som jo er bygget op herhjemme, så der er ikke mange weekender, hvor vi har holdt fri. Vi har også kun en enkelt gang været på en chartertur.”

PK ”Det hele flyder sammen og centrerer sig om kunsten.”

Individuel kunstpraksis

THP ”Men vi har altid haft adskilte projekter og hver vores individuelle kunstpraksis. De senere år er vi nu begyndt at lave nogle skulpturer sammen, hvor jeg bygger noget op, og Pontus færdiggør det med hans figurer. Hvis det er keramik, holder vi det adskilt ved, at vi bruger hver vores glasurer, så det på den måde står ved siden af hinanden.”

PK ”Jeg har altid syntes, at det var spændende at være gift med en kunstner. Tidligere har det jo været sådan, at manden smed konens malerkasse ud ad vinduet, fordi der kun var plads til én kunstner i familien, men for mig er det kun spændende. Men selvom vi arbejder mere og mere sammen og bruger hinanden, så er vi nok alligevel ikke en kunstnerduo.”

THP ”Vi er stadig to forskellige, men har overlap, supplerer hinanden og er på en måde en del af hinandens materiale.”

PK ”Ja, man kan altid se, hvem der har haft fingrene i hvad.”

THP ”Og det er meget vigtigt for mig.”

PK ”Hvis man tænker på en kunstner som Christo, der lavede de her store værker, hvor bygningsværker blev pakket ind i plast, så endte det jo med, at hans kone også blev krediteret, fordi hun også var med til at skabe dem.”

— Hvordan har I håndteret økonomien i jeres parløb?

THP ”Da vi havde fået Emil, ville vi gerne have et barn til, men som billedkunstner er der ikke nogen mulighed for barsel, så jeg tog en overbygningsuddannelse på akademiet, så jeg kunne melde mig ind i en fagforening og få barselsdagpenge. Men jeg har aldrig brugt det siden, for jeg kunne ikke finde ud af det med, når man er arbejdsløs, hele tiden at søge et nyt job, samtidig med at man skal lave sin kunst og være der for familien. Så jeg har i stedet altid haft småjobs rundt omkring, og det har altid haft med kunst og formidling at gøre.”

— Var det af økonomiske årsager, at du supplerede med ekstrajobs?

THP ”Ja, men også på grund af det sociale. Det er Pontus, der har tjent de store penge

Tine Hecht-Pedersen. Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie Udstillingsbygning. Stolen i gips, bordet træ og gips, krukken i beton og jern, 1987.

herhjemme, men det har altid været meget vigtigt for mig at tjene mine egne penge. Vi har aldrig haft fællesøkonomi, men Pontus betaler alle faste udgifter. Og når der skal købes ind til kunsten, så er det den, der har projektet, der betaler. Det giver mig en frihed, at vi ikke har en fælles bærepose, så jeg ikke skal stå til regnskab. Det har gjort, at jeg kan se mig selv i øjnene, men også at jeg tit har været nødt til at arbejde på andre tidspunkter. Det har så givet plads til, at Pontus har kunnet fylde herhjemme.”

PK ”Nu får jeg også min pension efter at have arbejdet som lektor på Akademiet i 35 år. Og du har også fået mig med i nogle af dine projekter for eksempel, da vi sammen lavede en bænk i keramik til Instituttet for Blinde og Svagsynede.”

Kunstnerisk afsmitning

— Pontus, ville du havde lavet den slags projekter, hvis det ikke havde været for Tine?

PK ”Nej, det tror jeg absolut ikke. Men jeg kan godt lide at løse tekniske spørgsmål, hvor Tine har et talent for at snakke med mennesker og skabe en god stemning, så vi er et godt match på den måde.”

THP ”Jeg har virkelig kunnet bruge den overbygning til noget. Efterhånden har jeg udviklet min kunst til at være mere socialt betinget, hvor det handler om at formidle kunsten og skabe sammenhold. Og altid gennem håndens arbejde, aldrig hovedets, så man ikke behøver at have læst en stor bog først. Jeg var for eksempel med til at starte Børnenes Værksted på SMK. Det ser jeg meget som en opdragelse fra Kunstakademiet.”

PK ”Ja du er virkelig en grand old lady indenfor det felt.”

THP ”Jeg har også nærmet mig Pontus på den måde, at det fascinerede mig, at hans ting kunne bruges til noget, som for eksempel den flødekande dér, hvor hanken er et af hans dyr. Det var interessant for mig at se, hvordan hans

ting blev en del af familien og det har påvirket mig til at lave kopper og skåle.”

— Har I haft konflikter om kunstneriske valg?

THP ”Pontus er medlem af Corner og fik mig med ind som gæst. Det gik rigtig godt og jeg solgte til Ny Carlsbergfondet, men da de åbnede op for nye medlemmer, blev jeg ikke valgt ind, for de ville ikke have par i sammenslutningen. Det gjorde så ondt i mig, for ofte er det kvinderne, der tager sig af det derhjemme, mens mændene laver karriere, og så kan man ikke engang få lov til at komme med i gruppen. Det føltes så uretfærdigt. Det gjorde ondt på os begge to, for Pontus skulle jo blive, for det var et vigtigt vindue udadtil for ham.”

PK ”Der er jo ofte en form for udvælgelse i kunstverdenen, og det er ikke altid let. Men vi

Pontus Kjerrman, Lille kina hus, 2005, skulptur.

kan også hjælpe hinanden. For eksempel sad jeg i en fokusgruppe i Akademirådet, der hed ’Uddannelse og Formidling’.”

THP ”Ja, der sad alle de gamle professorer, som ville have mere dannelse ind.”

PK ”Så der fortalte jeg om, hvordan Tine underviste vuggestuebørn, der endnu ikke kan tale, men de kunne banke i leret, og det var enormt fint for dem at komme i kontakt med et materiale og et håndværk.”

THP ”Det betyder noget, at vi kan bruge den viden, vi har givet hinanden, og at Pontus kan blive talsmand for de her mere sociale projekter, som det jeg for eksempel også lavede oppe på Avnstrup Udrejsecenter sammen med Karen Land Hansen (se Fagbladet Billedkunstneren nr. 3, 2024, red.).”

Bølgelængde

— Giver I hinanden kritik i forhold til kunsten?

THP ”Ja lidt. Vi har en udstilling her i sommer på Fanø, og da Pontus ville male et stort strandbillede med frodige kvindelige fabeldyr, så diskuterede vi, om det passer ind i det kvindesyn, der er i dag. Det går ikke, at han kopierer det kvindesyn, der var gældende for Carl Johan Forsberg i hans symbolistiske billeder.”

PK ”Ja, jeg var jo inspireret af Forsberg, som oprindelig købte det hus, som BKF nu ejer og som vi første gang besøgte i 2002. Men den kritik er nu ikke noget, vi behøver at snakke længe om.

THP ”Nej, vi er så følsomme overfor hinanden, at det er nok bare at nævne det.”

PK ”Vi har jo hele tiden hinanden i baghovedet.”

THP ”Jeg tror faktisk, at Emil blander sig mere, og det er skidegodt. Vi har brug for, at der kommer nogen ind og blander sig engang imellem.”

PK ”Vi to er mere på bølgelængde, hvor han kommer med noget, der er helt på tværs.”

THP ”Og det har vi godt af, selvom det kan være svært at tage imod.”

— Hvordan har I det med, at jeres søn (Emil Kjerrman, red.) også er ved at uddanne sig til kunstner?

PK ”Vi har altid snakket om, at vi absolut ikke skulle opfordre ham til at blive kunstner. Han virkede heller ikke særlig interesseret i kunst som barn, men så kunne han pludselig alligevel blande sig i en samtale. Så han har fået noget ind alligevel. Nu synes vi selvfølgelig, at det er spændende, selvom livet som kunstner godt kan være hårdt.”

THP ”Ja, for vi har jo fundet hinanden, hvor det må være svært at stå med det alene og tage de nederlag, der jo vil komme. Da Pontus for eksempel havde en opgave, der ikke gik igennem, kunne vi jo bearbejde det sammen herhjemme.”

PK ”Ja, det er guld værd at kunne snakke med hinanden. Ikke for at Tine skal komme med en løsning, men bare det at man kan sige alle de ting, man næsten ikke tør tale om med andre, om hvor ydmygende det for eksempel kan være ind imellem.”

— Har I ønsker for fremtiden?

THP ”Vi supplerer hinanden, og det gør det sjovt at blive ældre sammen. Det spændende ved at være et gammelt ægtepar er jo også at finde ud af, hvordan vi kan udvide og bryde de begrænsninger, vi har. Det, jeg ønsker for fremtiden, er, at vi kan blive ved med at pakke bilen

med en masse sjove materialer og så tage ud sammen og lave projekter. Det er så sjovt at blive ved med at udforske.”

PK ”Vi har faktisk et lille udestående, for dengang da Emil var født, kunne Tine ikke komme med på en stor rejse til New York og Mexico. Og det har jeg hørt for siden (latter), så det er noget Tine har til gode.”

THP ”Ja, det var et afsavn, fordi alle mine studiekammerater var med, så det er også derfor, vi nu går så meget op i at involvere familien så vidt muligt og tage den med. Det er så vigtigt, at man ikke tager ud alene for at blive en stor kunstner. Man er jo i forvejen meget alene som kunstner.”

PK ”Det er jo så underligt, det dér med karriere, for alle unge kunstnere går rundt med drømmen om at udstille de store steder, og når man så bliver lidt ældre, så er det som om, man affinder sig med sådan, som det er, finder en ro med det, og måske laver lidt mindre, men gør det ordentligt.

Samtidig så har vi faktisk syv udstillinger i år. Næste år skal vi sige nej, så vi måske kan komme til Mexico. Det handler om at få nogle oplevelser sammen.”

Pontus Kjerrman og Tine HechtPedersen er aktuelle med udstillingen Sand, Strand og Symbolisme, Fanø Kunstmuseum, 12. april – 19. oktober 2025.

Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman, Køge Kunstforening, KUNSTENS KILDE, 2022.

Den sociale kunst fortjener større synlighed

Matthias Hvass Borello står bag Social Form – journal for socialt engageret samtidskunst, der er en webjournal og platform, der vil samle fortællingen om de sociale kunstpraksisser i Danmark, læse på tværs af feltet og skabe nye indgange og indsigter i et felt med lille offentlig bevågenhed. Her fortæller han om baggrunden for initiativet.

Matthias Hvass

Når Camilla Nørgaard udfordrer indsamlings- og tidsperspektiver i hendes lokalkulturelle samlinger, Skye Jin bygger permakultur hos Til Vægs, Kenneth Balfelt og Johan August skaber nye rum med byens brugere, Lim Collective undersøger vores omsorgs-praksisser, Kerstin Bergendal udvikler offentlige rum og lokalplaner med borgerne, Morten Modin laver kollektive skulpturer midt i Brøndby Strand, Berit Nørgaard udfordrer vore sociale afstande og grænseflader, og når Gitte Juul udvikler beboerdrevet madkulturhus i Taastrupgård, så handler det om, hvem der er en del af den offentlige samtale, og hvordan kunsten kan give de stemmer et rum, kraft og et forandringspotentiale. Hvordan kan en ny ’social form’ skabe rum for en ny form for offentlighed?

Det var langt henad vejen også afsættet for de sociale eksperimenter og bevægelser i krydsfeltet mellem kunsten, den politiske aktivisme og særligt diskussionen om kunstens rolle i det offentlige rum (særligt i USA), der drev udviklingen af det, vi i dag kan kalde de socialt engagerede praksisser, eller blot sociale praksisser i kunsten.

Men et socialt engagement kan være svært at udfolde i de institutionelle sale, føje til kunstsamlingen, eller udfolde journalistisk. Hverken kunstmarkedet, kunstinstitutionerne eller kulturmedierne har i hvert fald udvist en

helhjertet interesse i den del af det billedkunstneriske felt, som arbejder udenfor murene, involverer levede liv og virkelige samfundsmæssige problemer, og det til trods for at traditionen er over 50 år gammel og i høj grad handlede om at bringe kunsten tæt på offentligheden og give den betydning for de berørte.

Webtidsskriftet Social Form – journal for socialt engageret samtidskunst er et forsøg på at samle fortællingen om de sociale kunstpraksisser i Danmark, læse på tværs af feltet og skabe nye indgange og indsigter i et felt med lille offentlig bevågenhed.

På kanten af institutionen

Med titlen Social Form er forsøget at skabe en fortælling om en del af kunstscenen, som er defineret ved et socialt engagement og sigte, og som ofte (ikke altid!) udspiller sig uden for det institutionelle rum. Det sociale ligger typisk både i værket som et materiale, en metode og i forsøget på at påvirke de strukturelle vilkår og vores måder at omgås hinanden på. Hierarkier vendes, nye samtaler, rum og perspektiver udvikles for at skabe nye erkendelser på tværs af sektorer og det strukturelle. Og det er som sagt metoden (den konceptuelle tilgang), der adskiller det markant fra traditionelt socialt arbejde. Det er disse kunstneres metoder og de nye samtaler, samværs- og samfundsformer, vi skal kigge på, lytte til og inspireres og måske lære af som modtagere og samfund.

Borello

Morten Modin, Sort te, Brøndby Strand FOTO BM Visuals

Feltet er en form for billedkunstens ’dokumentarisme’, hvor der hele tiden eksperimenteres med tilgangen og hvordan fortællinger og stemmer, der ofte udgrænses i den kulturelle og politiske offentlighed, kan engageres, repræsenteres og påvirke en offentlig samtale og dagsorden. De kunstneriske greb undersøger ofte kollektive former, og hvordan selve den kunstneriske tilblivelse kan blive en kollektiv mobilisering og bevægelse i sig selv, som redistribuerer viden og magt. Men feltet, dets centrale aktører og tilgange, rykker sig hele tiden, og en af Social Forms vigtigste opgaver kommer til at være denne dynamiske kortlægning af et felt i bevægelse, og en vigtig kvalitativ diskussion om, hvad disse praksisser kan og kræver – også når de bevæger sig ud på internettet, ud i naturen og ned i dens materialer og tilbage i kolonihistorien, hvis jeg nu skulle pege på nogle særlige bevægelser de seneste år.

På den måde vil Social Form også dedikere sig kunstens bevægelser og ikke bilde sig det modsatte ind.

Forandring

Den forandring, som disse værkpraksisser forårsager, er ofte afhængig af, hvordan modtageren og den omgivende offentlighed er villig til at lytte og lade sig føre et nyt sted hen. På den måde er de sociale praksisser ofte med til at skabe forandringer, der knap kan registreres, men aflæses konkret i nye metoder, nye samtaler og nye indsigter i den kontekst, de udspillede sig. En form for dybere kontekstuel forbindelse og forståelse for de berørte. En politikers nye og dybere indsigter omkring en sexarbejders arbejdsvilkår forårsaget af et kunstprojekt, skaber for eksempel måske ikke forandringer over natten, men næste gang samme politiker møder eller omtaler selvsamme erhverv, bliver det med en ny bevidsthed og empati, hvilket i sig selv kan forårsage vigtige bevægelser i samfundets maskinrum. Af samme grund er distinktionen mellem for eksempel kunstnerisk værk og kommunal indsats supervigtig. Det vi skal forvente os af kunstneren er ikke løsningen og driften af den, men et potentiale til at udvikle praksis, nå nye dybder, udvikle noget mere nuanceret og mere bæredygtigt, sammen.

Der er – lidt groft skåret – mange forbehold for de sociale praksissers intention om funktionalitet og forandring (og har været det altid), da den netop ofte kan være svær at sætte tal på og flueben ved.

”Den underliggende modvilje mod kunst, der hævder at gøre noget, og som ikke underordner formålet under håndværket, er et stort dilemma for kunstnere i denne nye offentlige kunst. At deres arbejde har til hensigt at påvirke og transformere, bliver af modstanderne taget som bevis på, at det ikke er kunst,” skrev den amerikanske kunstner Suzanne Lacy for 30 år siden i Mapping the Terrain: new genre public art, der netop formulerede og samlede en fortælling om en flerårig, kollektiv udvikling af kunsten i det offentlige rum i USA. Sidste år skrev den amerikanske kunsthistoriker og redaktør af FIELD – A Journal of Socially-Engaged Art Criticism, Grant Kester, sådan her om de sociale praksisser:

“De anses for at fejle på det politiske plan, fordi de aldrig formår at udløse den totale revolution, som er den eneste horisont for ægte politisk forandring i avantgardens leksikon. Og de anses for at fejle på det æstetiske plan, fordi de overskrider den reflekterende afstand mellem kunsten og de sociale forandringsmekanismer og mellem kunstneren og beskueren, som er nødvendig for at bevare kunstens unikke kritiske kraft. Denne opfattelse deles i vid udstrækning på de højeste niveauer i den kunstinstitutionelle verden.” (“The Incommensurability of Socially Engaged Art” i Beyond The Sovereign Self: Aesthetic Autonomy from The Avant-Garde to Socially Engaged Art, 2024)

Forankring

Diagnosen som ligger til grund for Social Form er, at feltet mangler synlighed, sammenhæng og forankring, særligt i en dansk kontekst. Samtidig ser jeg takter både i det fondsmæssige og forskningsmæssige felt, hvor det socialt udvidede kunstfelt og kollektive (trans-) formationer opnår reel interesse (forskningscentrene Kunsten som Forum og helt aktuelt PASS – Center for Practice-based Art Studies), og i det kunstinstitutionelle felt, hvor de sociale praksisser får mere opmærksomhed og væsentlig plads i historien (se for eksempel den aktuelle udstilling The Story of Public Art

Martha Rosier, Housing Is a Human Right, 1989, Messages to the Public program fra bogen Mapping the Terrain: new genre public art af Suzanne Lacy

© Pope.L; Courtesy of the artist and Michael-Innes & Nash, New York. Fra udstillingen The Story of Public Art – Dancing in The Streets (on Power) ved MAPS.

Memory Matter — I samarbejde med det London-baserede kollektiv Mother Tongues har Sigrids Stue igen sat fokus på værdien af offentlige tilgængelige byrum.

– Dancing in The Streets (on Power) ved MAPS). Der er kort sagt et momentum at bygge på, vil jeg mene.

Det er på tide, at de større linjer i dette felt tegnes op tematisk og historisk og vi får reflekteret over, hvad markører som for eksempel Sigrids Stue i Gellerup Parken i Aarhus har haft af betydning – også i kunstnerisk samspil med senere initiativer som Institut for X og Andromeda 8220. Hvad er det for eksempel for en kollektivisme og modstand til det etablerede, der har formet disse vidt forskellige, aarhusianske ’institutioner’ og deres metoder til at skabe forandring? Og kan man med tiden, måske ligefrem registrere og tale om en særlig form for dansk/skandinavisk version af sociale kunstpraksisser, hvor ’velfærd’ tegner et menneskeligt grundvilkår, der er noget helt andet end for eksempel i USA eller Kina, men af samme årsag også skaber radikalt andre former for offentligheder, ulighed, blinde vinkler og sårbarhed, som synes ekstremt aktuelt og udgrænset i en tid med stigende mistrivsel, klimakrise, ulighed og globale geopolitisk bevægelser, der smadrer alt, hvad der minder om sameksistens, medmenneskelighed og basale rettigheder?

I den krig, som den catalanske filosof Marina Garcés kalder en ”anti-oplysningskrig” er konkret viden om levede liv i en strukturel ulighed uvurderlig lærdom. ”At genoptage kampen mod godtroenheden og bekræfte friheden og værdigheden i den menneskelige erfaring og dens evne til at lære af sig selv. I sin tid var den kamp revolutionær. Nu er den nødvendig,” som hun påpeger i kampskriftet Ny radikal oplysning, 2017 og udgivet på dansk i 2024.

Et stort problem for de sociale praksisser herhjemme er, at der grundet det manglende fælles- og læringsrum (institutioner, museer og kulturpresse) ikke eksisterer en etableret samtale, som andre end de helt lokalt berørte kan deltage og få indsigt i. Der er stort set ingen offentlige platforme eller bevægelser på tværs af feltet. Derfor vil Social Form også ved siden af web-journalen arrangere en række offentlige samtaler under titlen Isn’t that social work? hvor to aktører fra feltet præsenterer deres arbejde og indgår i en fælles samtale. Den første af disse samtaler (den 15. maj i LOKALE på Prags Boulevard) var med Samara Sallam, der

introducerede sit arbejde, efterfulgt af en præsentation af Cecilia Widenheim, som er leder af Tensta Konsthall i Sverige, der må betegnes som en af de vigtigste og meget få kunstinstitutioner dedikeret det socialt engagerede kunstfelt her i regionen.

Håbet er, at andre – både kunstnere og institutioner – vil føle et egentligt medejerskab til fortællingen og dens stofområde, for indtil videre står det hen i det uvisse, hvad den fjernere fremtid vil være for Social Form. Lige nu handler det om at omfavne et potentiale, der udspiller sig derude, og som meget få reelt kender til, eller har vilkårene for overhovedet at kende.

Social Form vil blive lanceret primo september — blandt andet på websitet socialform.dk

Matthias Borello ses her i forbindelse med Maria Projektet. Et kunstprojekt, med base i Mariakirken søger nye social-etiske modeller for samtale, samvær og samfund.

Matthias Borello er en uafhængig kurator og kunstkritiker med base i København, som arbejder med sociale, stedspecifikke og integrerede kunstpraksisser. I 2015 udgav han  Art as Social Practice – A critical investigation of works by Kenneth A. Balfelt og har kurateret projekter som  Visit Tingbjerg ,  Fung Wah Biennial , VEGA|ARTS og Maria Projektet. Hans langvarige engagement i socialt engagerede kunstpraksisser har ført til hans nuværende projekt Social Form, der er dedikeret sociale kunstpraksisser i Danmark.

Samara Sallam, urtehave i Sigynsgade. FOTO Samara Sallam.

KUNST PÅ FESTIVALER

Sommerens festivalsæson nærmer sig, og de danske musikfestivaler gør klar til at byde tusindvis af gæster velkommen til musik, fællesskab — og kunst. På flere af landets store festivaler fylder kunsten nemlig mere og mere. Ikke kun som dekoration, men som en selvstændig stemme i festivalens fortælling.

I dette nummer af Billedkunstneren spørger vi de kunstfagligt ansvarlige på Roskilde Festival og Heartland om, hvordan kunstprogrammerne har udviklet sig, hvordan de bliver til, og hvilken rolle kunsten spiller på festivalerne.

Tove Storch, Uden titel, Heartland, 2024. FOTO Anne Mie Bak

Me We-skiltet af Claudia Comte. FOTO Kim Matthäi Leland

På Roskilde Festival bruges kunsten som pejlemærker, mødesteder og samlingspunkter for publikum.

I 16 år har Signe Brink Wehl været tilknyttet Roskilde Festival, og det er også nogenlunde lige så mange år, som Roskilde Festival har haft et egentligt kunstprogram. Men det er først i løbet af de seneste 10–15 år, at festivalen har arbejdet bevidst med at skabe en ramme omkring kunsten.

”Der har altid været kunst på Roskilde Festival –det er ikke nyt. Men før i tiden blev det præsenteret lidt mere uformelt. Der har været tradition for performance, kunstinstallationer, internationale teatergrupper, litterære platforme og så videre. Men det var ikke sådan, at vi gik ud og sagde: ’Her præsenterer vi samtidskunst.’ Det har vi gjort de senere år, fordi vi har fået et stærkere fokus og en klarere tro på, at kunsten spiller en vigtig rolle. Ikke bare for festivalen, men for fællesskabet generelt. Og med vores almennyttige virke synes vi, det er en meningsfuld position at tage: at kunsten faktisk kan bidrage til samfundet,” siger Signe Brink Wehl.

Hun er overordnet ansvarlig for det billedkunstneriske område og udviklingen af kunstprogrammet i samarbejde med et kollektiv af frivillige kuratorer og en kunstfaglig medarbejder. Men egentlig vil hun ikke tale om billedkunsten som et særligt område, og spørger man om, hvordan den forholder sig til resten af programmet, svarer hun:

”Vi mener, at det hele hænger sammen. Vi taler jo om Roskilde Festival som et rum for Musik, Kunst og Aktivisme, så billedkunsten er en meget integreret del af oplevelsen.”

Pejlemærker

En fuldt integreret

”Der er projekter, der har billedkunstnerisk ophav, men som præsenteres i de samme scenerum som musikken. Og der er også kunstværker, som er med til at forme selve festivalbyen – altså det fysiske rum og den samlede festivaloplevelse. Det er jo fantastisk, at mange projekter ikke nødvendigvis skal defineres som enten musik eller kunst – men netop mere tværæstetisk. Vi er meget optagede af at give plads til de her hybride udtryk,” siger Signe Brink Wehl.

Ripe Body af Ruth Rebekka Hansen på Platform på Art & Activism, Roskilde Festival 2024. FOTO Jacob Stage.

”Installationens kerne var otte meter høje træstammer, der tilsammen dannede ordet ”Me We”. Det blev hurtigt et slags pejlemærke og mødested – folk tog derop for at mødes. Og når det blev mørkt, lyste installationen op, så den blev en slags navigationspunkt på campingpladsen. Samtidig var budskabet enkelt og stærkt: en refleksion over solidaritet og fællesskab. Værket blev en del af festivalens identitet, det var ikke bare kunst,” siger hun.

Et andet eksempel, hun fremhæver, er Hannah Toticki Anberts ’aktivistiske stilhedsmanifestation’ i 2019, hvor et optog af performere klædt i store, brune dragter, der havde et telt-lignende præg, bevægede sig helt stille rundt på festivalpladsen og inviterede publikum til at gå med.

Billedkunsten udgør samtidig en vigtig del af den fysiske planlægning af festivalbyen, hvor kunsten spiller en vigtig rolle i, hvordan det store publikum bevæger sig rundt, hvor man mødes, og hvordan hele rummet opleves. I løbet af årene er der lagt flere tanker ind i kunstprogrammet, og der er kommet flere kunstnere med, ligesom der er udviklet metoder til, hvordan der skabes plads til samtidskunsten i programmet – hvordan man kan skabe platforme, hvor den kan indgå og blive synlig og relevant.

”Vi bruger kunsten som pejlemærker, mødesteder og samlingspunkter. Vi tror på, at kunsten kan give noget særligt til oplevelsen – og for mig personligt er det også et helt vidunderligt sted at præsentere billedkunst. Vores gennemsnitsgæst er omkring 24 år. Vores publikum er ikke nødvendigvis nogen, der ellers går på museum eller på galleri. Her møder de kunsten på deres egne præmisser – uden forventninger om, hvad det skal være. Det er frit og fordomsfrit – folk tør interagere, klatre på det, spørge hvad det er. De går i dialog med værkerne. Der er en nysgerrighed og åbenhed, vi værdsætter,” siger Signe Brink Wehl.

Inviterer publikum

Hvis hun selv skal pege på et kunstværk, der har passet særlig godt til Roskilde Festival, nævner hun den schweiziske kunstner Claudia Comtes kunstværk, Me We-skiltet, der har stået i flere år i campingområdet på en bakketop, men blev taget ned sidste år.

”Det blev en form for meditativ procession – en stille slange gennem byen – som var en kommentar til vores præstationssamfund og hele den her idé om konstant fremdrift og produktivitet. På det tidspunkt var fremdriftsreformen noget der fyldte meget og blev diskuteret blandt unge, og det her værk blev et slags poetisk svar. En stilhed midt i al larmen, hvor folk kunne undre sig og reflektere,” siger Signe Brink Wehl.

”Vi har haft mange værker med den slags parade-karakter – nogle larmende og humoristiske, andre mere poetiske og stille. Og det fungerer virkelig godt på festivalen, fordi det inviterer publikum med, samtidig med at værket har en intention og en kunstnerisk idé bag sig,” siger hun.

De store problemstillinger

Billedkunstnere og værker kan blive udvalgt til årets festival på flere måder. Nogle gange er det eksisterende værker, der tilpasses, mens kunstnere andre gange inviteres til at være med til at udvikle en idé i relation til et bestemt sted på festivalpladsen. Kunstnerne er hovedsageligt i starten af deres karriere.

”Men vi prøver at have en bred palet. Det er vigtigt for os både at give plads til nye stemmer og at samarbejde med kunstnere, som har erfaring og kapacitet til at skabe større mødesteder – og som samtidig kan være inspirerende for andre kunstnere og for udviklingen af festivalen som helhed,” siger Signe Brink Wehl.

Hannah Toticki Anberts ’aktivistiske stilhedsmanifestation’ fra 2019. FOTO Joakim Züger

Kunstprogrammet på Roskilde Festival har overskriften Art & Activism på festivalens hjemmeside. Det finder Signe Brink Wehl helt naturligt:

”Vi har en lang tradition for at arbejde med forandringsskabere. Når vi taler om aktivisme, handler det om at give plads og platform til unge stemmer, til NGO’er og til dem, der arbejder for forandring. Vi vil gerne skabe et trygt rum, hvor der er plads til at tale om samfundet og de store problemstillinger, vi står over for – klima, sociale uligheder og andre aktuelle temaer. Kunsten har et særligt potentiale for at engagere sig i de her emner. Samtidskunsten er rigtig god til at bearbejde og

åbne for nye samtaler og perspektiver – og til at engagere folk i vigtige spørgsmål,” siger hun

Sidste år blev festivalen anklaget for at vælge side til fordel for pro-Palæstina-bevægelsen, men hun mener ikke, at der ligger en risiko i at støde en del af publikummet fra sig ved sidestillingen af kunst og aktivisme:

”Det er ikke min oplevelse, at vi støder nogen fra os. Vi gør meget ud af at skabe et trygt rum og nuancere debatten. Vi giver en platform til dem, der ønsker at skabe forandring, men det sker på en måde, hvor fællesskabet også kan engagere sig. I en tid med mange konflikter oplever vi faktisk et stort behov for fredelige samtaler om fremtiden,” siger hun.

Kunsten skal ud i flere rum

Selvom kunstprogrammet har været en del af Roskilde Festival i mange år, er det under stadig udvikling, siger Signe Brink Wehl:

”Vi har helt klart ambitioner. Billedkunsten har en vigtig plads på festivalen. Vi ved, hvor stærkt kunsten kan skabe rum og oplevelser – oplevelser, som måske ikke var forventet, når man kommer for musikkens skyld. I fremtiden kommer vi til at arbejde mere med, hvordan kunsten ikke bare skaber værdi i de otte dage, festivalen varer, men også hvordan nogle af værkerne kan leve videre og være til gavn for byen og borgerne i Roskilde. Det handler både om kunstnerisk og bæredygtig værdi.”

”I år samarbejder vi for eksempel med den danske kunstner Nikolaj Risbjerg, der både laver en performance under festivalen og en installation i Roskilde by. Det er to dele af det samme værk, men det er også en måde at bringe kunsten ud i flere rum på. Og det er netop dét, vi arbejder hen imod – at brede kunstens værdi og de samarbejder, vi indgår, længere ud end festivalens egne rammer,” siger Signe Brink Wehl.

Under Art & Activism-programmet på Roskilde Festival kan man i år blandt andet møde: Julie Nyman, Marie Kaae, Nicolaj Risbjerg, Anna Bak, Flor, Hedestrik, Lise Haller Baggesen, Louis Schou-Hansen, Sofie Riise Nors & Ingrid Magnifique Baraka samt Zahna Siham Benamor.

Zahna Siham Benamor er en af de kunstnere, der optræder på dette års Roskilde Festival. FOTO Rita Blue.

På Heartland vil man kunne tilbyde det samme som en weekendtur i en storby.

Den første Heartland-festival fandt først sted i 2016, og i forhold til Roskilde Festival har den fra starten ikke set sig som en musikfestival, hvor kunsten er kommet til hen ad vejen, men har hele tiden kombineret talks, mad, musik og kunst, hvor ingen af sporene har været vigtige end de andre.

”Kunsten har aldrig været en sekundær del, men har altid været tænkt som en integreret og ligeværdig del af helhedsoplevelsen,” siger kurator Tone Bonnén, der er ansvarlig for kunstprogrammet.

”Selvfølgelig er det stadigvæk musiknavnene, der i høj grad trækker publikum og sælger billetter. Men vi har også kunstnerne med på plakaten, og det er der mig bekendt ikke mange andre festivaler, der har. Det sender et klart signal om, at kunsten har en stor vægt og betydning hos os, og faktisk er der rigtig mange, som i vores brugerundersøgelser peger på, at netop kunsten er noget af det, der gør Heartland til noget særligt – det er en del af festivalens identitet,” siger hun.

”Min direktør sagde engang, at Heartland gerne må minde lidt om en weekend i en europæisk storby; man tager afsted for at se en udstilling, spise på en god restaurant, gå til koncert og høre et foredrag og får altså en bred og sammensat kulturoplevelse, hvor man bevæger sig naturligt mellem forskellige kunstformer og stemninger. Det er den følelse, vi forsøger at skabe.”

Umiddelbar appel

I årets program, som har fået overskriften Playful Utopias, har Tone Bonnén forsøgt at sammensætte et program, der er så bredt som muligt – både hvad angår udtryksformer, kunstneriske niveauer og geografi. Samtidig har hun lagt vægt på, at kunsten skal kunne tale for sig selv:

”Det synes jeg fungerer bedst – især i en festivalsammenhæng, hvor man ikke har tid eller rammer til at sætte det ind i en større

Jessie Kleemanns værk (Isbjerget) fotograferet under Heartland at noma i 2024. FOTO

Theis Mortensen

kunsthistorisk kontekst. Derfor er det vigtigt for mig, at værkerne har en umiddelbar appel. Det betyder ikke, at de ikke må være komplekse – men de skal kunne tilgås direkte og intuitivt, også af folk der ikke nødvendigvis har stor kunstforståelse,” siger hun.

Kunst på festivaler kan ofte være noget, man møder på vej til noget andet, men Tone Bonnén har i sit program bestræbt sig på at inkludere performances og andre formater, der skal foregå på nogle af festivalens scener:

”Skulpturerne og de fysiske værker må gerne være umiddelbare og tilgængelige – noget man falder over og bliver overrasket over i øjeblikket. Men de performative værker på scenerne giver mulighed for noget helt andet. Der kan man fordybe sig, og det giver kunstnerne en platform til at gå i dybden med deres værk og deres fortælling,” siger hun.

Samtidig har hun forsøgt at integrere kunsten i festivalens øvrige programsøjler:

”Det gør vi for eksempel i vores art & food -spor, hvor den billedkunst-uddannede Johanne Anastasia Stoffersen laver et skulpturelt værk, der samtidig fungerer som en slags kanal for en serveringsperformance. Så der er både et kunstnerisk værk og en mad- og drikkeoplevelse involveret. Og det passer godt ind i den opmærksomhed, Heartland i forvejen har på gode madoplevelser. Det er noget, mange af vores gæster virkelig går op i,” siger hun.

Playful Utopias skal ikke ses som et tema for kunstprogrammets værker, der tværtimod peger i mange forskellige retninger. Eksempelvis kan man både møde Jessie Kleemanns store oppustelige isbjerg i voldgraven, et værk der i høj grand handler om klima, mens Eliyah Mesayer både står for en performativ artist talk i talk-teltet og en større skulpturel, installatorisk lydinstallation, der handler om en utopisk stat for statsløse – og dermed om migration, grænser og tilhørsforhold.

Tænker publikum ind

Kunstprogrammet præsenterer både eksisterende og nye værker:

”Nogle gange ser jeg et eksisterende værk, og spørger kunstneren: ’Kunne det ikke være fantastisk at vise det herude?’ Det gælder for eksempel med Jessie Kleemanns værk, som hun har lavet i en anden sammenhæng, men

jeg kunne med det samme se det for mig i voldgraven. Hun var heldigvis med på idéen. Andre gange, som med Johanne Anastasia Stoffersen, er det helt nye værker, der bliver produceret specifikt til festivalen. I de tilfælde har vi løbende dialog om det praktiske. Her kan jeg for eksempel sige, at der skal være en indvendig struktur, der stabiliserer værket, og at det ikke må veje mere end to tons og den slags praktikaliteter – der er rigtig mange af den slags udfordringer på en festival som vores. Det bliver en form for produktionsmæssigt samarbejde, men selve idéerne – det kreative udgangspunkt – kommer altid fra kunstnerne. Det er ikke interessant for mig at bestemme, hvad kunsten skal handle om. Det interessante er at skabe rammerne og støtte op om, at idéerne kan realiseres,” siger Tone Bonnén.

Fra Jessie Kleemans publikumsinddragende performance på Heartland i 2024. FOTO Anne Mie Bak.

Hvis hun skal pege på et værk, der har fungeret rigtig godt på Heartland, vælger hun Kåre Frangs kæmpestore installation, som han skabte til Heartland sidste år, hvor han opførte en genkendelig hverdagsscene i størrelsesforholdet 1:1, som forestillede en oversvømmet gade med biler.

”Det var ekstremt flot og veludført, og det var et værk, der engagerede publikum. Folk kunne springe fra biltag til biltag og tage selfies i værket, hvilket også var en del af ideen. Det var noget, der skabte en helt særlig stemning, og folk kunne

relatere sig til værket på en umiddelbar måde. Det er vigtigt at have den type værker på en festival, fordi det engagerer og skaber noget, folk husker. Det er vigtigt, at man tænker publikum ind i det,” siger hun.

Flere samarbejder

”Det er en stor del af festivalens identitet, at vi viser samtidskunst på en måde, der ikke føles ekskluderende. Mange festivaldeltagere kommer måske ikke fra kunstverdenen, men de får alligevel mulighed for at opleve kunst, når de går rundt på pladsen og ser de store, mærkværdige skulpturer. Det åbner øjnene for folk, der måske ikke ellers ville have opsøgt samtidskunst. Vi vil gerne gøre kunsten mere tilgængelig og mindre skræmmende, så folk kan relatere sig til den,” siger hun og fremhæver, at billederne af kunstværkerne bliver delt flittigt på sociale medier og dels bidrager til Heartlands identitet, men også gør kunstværkerne kendte for mange mennesker, der ikke har deltaget i festivalen.

Hvis Tone Bonnén skal ønske sig noget for kunstprogrammet de kommende år, så er det, at organisationen omkring kunsten vokser sig stærkere med flere midler og flere mennesker, der kan hjælpe med at få det hele til at hænge sammen.

”Det er sjældent, vi har råd til at få produceret noget helt fra bunden i den skala og med den tyngde, som nogle projekter kræver. Derfor prøver jeg at finde samarbejder og produktioner, der alligevel er på vej. Med Johannes værk har vi for eksempel et samarbejde med Kunsthal Spritten, som også er med til at producere det. På den måde kan vi løfte projektet sammen. Sidste år havde vi også et samarbejde om Esben Weile Kjær med Kunsten i Aalborg, der lavede en udstilling med ham. Så kunne vi dele produktionsomkostningerne til værket. Det giver rigtig god mening, synes jeg – både fordi det er en bæredygtig måde at arbejde på økonomisk, og fordi det giver værket mulighed for at leve videre. Heartland varer kun tre dage og har måske 20.000 gæster om dagen, så det er skønt, hvis et værk kan rejse videre og blive vist andre steder også,” sig Tone Bonnén.

Under Art-programmet på Heartland kan man i år opleve værker af følgende kunstnere: Danh Vo, Olaf Breuning, Jessie Kleemann, Marianne Hesselbjerg, Martin Brandt Hansen, Exotourisme (Dominique Gonzalez-Foerster & Julien Perez), Eliyah Mesayer, Goodiepal & Gal(l)s, Niels Munk Plum, Maja Li Härdelin og Sara Sjölin samt Johanne Anastasia Stoffersen.

Kåre Frang, Portraits of Overwhelm, Heartland, 2024. FOTO Pernille April

De nye danske kunstmuseer og deres succes

Hvad der er foregået mellem museernes vægge og hvilke personer, forhold og begivenheder, der har formet de danske kunstmuseer, gennemgår kunsthistoriker Kristian i bogen Vide vægge: Det moderne kunstmuseum i Danmark, der udkommer i august. Her giver han en lille forsmag.

Nordjyllands kunstmuseum inde og ude. Fra museumsguide ved åbningen i 1972.

De danske kunstmuseer er velbesøgte og succeserne tæller både historisk kunst og samtidens udtryk. Sammenlignet med andre lande er museerne godt fordelte landet over og har et aktivt virke. Måske er det sigende, at en stor biennale ikke har fået fodfæste i Danmark – museerne klarer den opgave. Der kan dog være god grund til at tænke over, hvordan museerne kan fortsætte deres virke. I en uforudsigelig verden kan museerne få en ny betydning, både lokalt og til at styrke samarbejde på tværs af grænser. Måske vil det ikke have samme relevans, at kunstverdenens elite skal samles til begivenheder som biennaler eller kunstmesser nogle få steder. Kunstmuseerne i Danmark tilbyder en bred vifte af alternative modeller, præget af 200 års udvikling.

Museet som moderne opfindelse

De første kunstmuseer kom frem omkring år 1800 i en tid præget af tanker om en ny samfundsorden og kunsten som et offentligt anliggende, i hvert fald for et oplyst borgerskab. I Frankrig blev der endda skabt et museum for samtidens kunst med Musée du Luxembourg i Paris som ”museum for nulevende kunstnere” i 1818.

I Danmark var der ikke en sådan avanceret institution. Her var det et stort skridt, at Den Kongelige Malerisamling blev åbnet for offentligheden i 1827 i nogle få, tætpakkede rum. Først i 1896 – 30 år efter åbningen af det tilsvarende Nationalmuseum i Stockholm –blev Statens Museum for Kunst indviet som

Danmarks nationalgalleri i egen bygning. Et kunstpalads tegnet af historicismens driftige arkitekt Vilhelm Dahlerup, som skulle vise sig at have få venner og mange kritikere. Blandt disse var kunstneren Karl Madsen, der ved åbningen gav en heftig kritik af forholdet mellem gode udstillingsrum og prunkarkitektur:

”Planen for Bygningen synes besynderlig letsindig. Den har indskaaret en pompøs Forhal i Bygningens Hjerte, ødt Resten af dens Kerne paa to store, unyttige Fængselsgaarde, og levnet Kunsten i en skal, der er for tynd og lille.” (Tilskueren, juni 1896). Der var alt for lidt plads, ikke mindst til den kunst, man måtte forvente af det 20. århundrede. Madsen fik sin sag for, da han blev udnævnt som direktør for museet i 1911 til 1925. Her fik han pillet den monumentale trappe ned, men nåede ikke helt at få løst museets problemer med plads og en samling til tiden.

Danske forbilleder for hele Europa

Samtidig var der dog kommet museer til i København, som blev fremhævet blandt de absolut bedste i Europa. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) havde fra sit atelier i Rom opnået stor succes og berømmelse, og flere byer i Europa ønskede, at et museum for hans værk skulle oprettes netop der. Thorvaldsen valgte dog København som stedet, hvor hans samlinger skulle gå til, og i 1848 stod M. G. Bindesbølls bygning klar som Danmarks første nybyggede kunstmuseum og et af de allerførste enkeltkunstnermuseer i verden. Endnu i 1903 kunne den tyske museumsmand

AF Kristian Handberg

Louisiana i Mobilia, juni/juli 1958.

Alfred Lichtwark fremhæve Thorvaldsens Museum i København som et forbillede, som burde studeres af ”enhver museumsadministration og enhver arkitekt, der står over for opgaven med at bygge et nyt museum”.

Fabrikanten og kunstsamleren Heinrich Hirschsprung havde i 1904 doneret sin store samling af dansk kunst til København. Den Hirschsprungske Samling åbnede i 1911 som et modstykke til det monumentale Statens Museum for Kunst. Den hjemlige og funktionelle bygning i Østre Anlæg blev fremhævet, blandt andet af direktøren for Nationalmuseum i Stockholm, Richard Bergh i 1915:

”[Hirschsprungs] har en usædvanlig klar og overskuelig grundplan, der ligger som en åben bog foran den besøgende umiddelbart ved indgangen, og der er fremragende lysforhold gennem næsten hele museet. [...] Det hele virker på mig midt i det livligt pulserende København som en lille dyb, klar og stille kilde, hvor hele ørigets natur og kultur afspejles i en intim og fortættet form. Man kan drikke megen forfriskende visdom om Danmark og den danske ånd fra denne beskedne skønhedskilde.”

Ligesom Karl Madsen ved Statens Museum for Kunst var Bergh en kunstner i spidsen for et museum. Bergh talte for reformer af museet, som skulle gøre det levende og relevant for hele folket og ikke kun samle til hobe for specialisterne. Han døde dog af sygdom i 1919 og de vidtrækkende ideer blev ikke realiseret. En spændende tanke, hvad den idealistiske kunstner kunne have udrettet på museet og hvordan danske museer kunne være blevet inspirerede.

Drømmen om det moderne kunstmuseum

Mens den nye kunst var drevet frem af kunstnersammenslutningerne som Den Frie Udstilling og Grønningen, var kunstmuseerne mere tilbageskuende. Særudstillinger var en sjældenhed og det var derfor en stor begivenhed, da udstillingen Fransk Malerkunst i det 19. Aarhundrede blev samlet på Statens Museum for Kunst i 1914 – den første særudstilling på det danske nationalgalleri. Årene under den tyske besættelse var blandt de mest aktive på museet – måske fordi den faste samling var gemt væk, og der var efterspørgsel efter

01. Esbjerg Kunstpavillon blev indviet i 1962 som første nybyggede kunstmuseum i Jylland efter 1945.

Postkort fra starten af 1960’erne.

02. Pjece for Kulturhuset, Randers, ca. 1969. Det er journalisten Poul Thomsen på vej ned at trappen. FOTO Randers Kunstmuseum/ Randers Stadsarkiv. 01.

02.

samlende begivenheder i en dystre tid. Der blev i årene op til krigen talt om en form for tilbygning eller nyt hus til den moderne kunst, men det blev ved planerne.

Det moderne museum kom dog til Danmark, ikke i form af en ny afdeling af Statens Museum for Kunst (selvom sådan et tiltag blev diskuteret med jævne mellemrum), men på privat initiativ med Knud W. Jensens Louisiana, der blev åbnet i 1958 samme år som museet i Stockholm. Oprindeligt var tanken med Louisiana en fast samling af dansk kunst i en indbydende ramme af moderne arkitektur og design. Jensen og arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert havde studeret den nyeste museumsarkitektur rundt i Europa, der var selvbevidst moderne.

På samme tid blev et nyt fænomen udbredt: den tematiske udstilling af samtidskunst. Et tidligt eksempel blev vist på Louisiana i 1960 med udstillingen Vitalitet i kunsten med værker af en lang række internationale kunstnere – Asger Jorn havde været inde over både ideudvikling og kunstnerudvalg og stod også for udstillingens plakat. At rydde Louisiana for sådan et tiltag var inspireret af Knud W. Jensens besøg på documenta II-udstillingen i Kassel i 1959. Jensen kaldte oplevelsen for sit ’documenta-chok’, og han fik straks skabt kontakt til lederen af documenta, kunstneren Arnold Bode og i et ekstraordinært arrangement skabt udstillingen Værker fra documenta på Louisiana, så det danske publikum kunne opleve kunsten fra documenta . Der blev også formet et samarbejde med Moderna Museet om store særudstillinger som Bevægelse i kunsten (1961) og Amerikansk popkunst (1964). I et samspil mellem særudstillinger af ny kunst og blivende ramme i bygning og organisation var det moderne museum en væsentlig del af 1960’ernes store kulturoffensiv, der både skabte nye eksperimenter og bragte kunsten ud til større dele af befolkningen. Dette fandt ikke kun sted i Humlebæk, men også på nye museer i en række byer landet over som for eksempel Holstebro, Esbjerg og Aalborg, hvor der blev skabt nye museer i 1960’erne.

Kulturhuse til velfærdsstaten

Sideløbende med det moderne kunstmuseum blev der også drømt om kulturhuse i de glade tressere. En samling af kulturtilbud som biblioteker og udstillingsrum sammen med mulighed for selv at deltage i kulturelle aktiviteter var første gang præsenteret på den store udstilling Fritiden i Ystad 1936 – en begivenhed som også skabte selve ordet ’Fritid’.

I udvalg og debatter blev kulturhuse og kulturcentre bragt på banen som en bærende kraft i velfærdssamfundet. En central stemme i debatten var Knud W. Jensen, der var med til at udarbejde et forslag om en struktur af kulturcentre over hele landet. Senere foreslog en rapport fra Kulturministeriet endda at det nye butikscenter Rødovre Centrum skulle indeholde et kulturcenter.

Det var dog i Randers, at man først fik realiseret drømmen om et kulturhus. I 1962

Udstillingsgæster oplever museet Louisiana under udstillingen Robert Jacobsen. FOTO Roald Pay.

blev projektet vedtaget og lokalpressen kunne meddele om ”Randers den første by i landet, der får et moderne kulturhus”. Bygningen stod klar i 1969 med bibliotek, museer og andre faciliteter under samme tag i en bygning af modernistisk enkelhed med beton som dominerende materiale. ”Deres hus” stod der på en pjece rettet mod byens borgere ved åbningen – ”bunkeren” og ”månelaboratoriet” var dog øgenavne for den nærmest brutalistiske bygning. Kulturhuse blev udbredte landet over, dog ikke på så centralt styret vis, som man foreslog, og som oftest forblev kunstmuseerne egne huse. Internationalt var det store forbillede i 1970’erne Centre Pompidou åbnet i Paris 1977 under ledelse af Pontus Hultén. I Randers mente de dog med rette, at de havde været først med sådan et ”kulturens supermarked”.

Samtidskunstmuseets tid Hvis der havde været tendenser til at opløse kunstmuseet i bredere kulturhuse i 1970’erne, kom der igen et sandt boom i nye kunstmuseer omkring årtusindskiftet. Og her var samtidskunsten i fokus med store, fleksible rum, så der kunne være plads til avanceret mediekunst og spektakulære særudstillinger. I 1980’erne var det blevet ”mere moderne at gå på museum”, som observeret af Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner i bogen Billedstorm . En række nye museumsbyggerier i Vesttyskland i postmodernistisk stil tiltrak sig stor opmærksomhed og efter murens fald i 1989 blev Berlin samtidskunstens nye hotspot ikke så langt fra Danmark. Det medvirkede alt sammen til, at samtidskunsten fyldte mere på museerne og blev omdrejningspunkt for deres virke. Den kulturpolitiske udredning Kulturens politik fra 1995 kunne også bekræfte dette: ”... fra at være institutioner, der overvejende arbejdede ud fra et historisk perspektiv, er de blevet en del af det samtidige kulturelle liv, hvor såvel den danske som den internationale samtidskunst er blevet en væsentlig og integreret del af arbejdsområdet.”

Der blev sat ekstra tryk på kedlerne ved Kulturby 96 i København og Hovedstadsregionen som europæisk kulturhovedstad i 1996. Længe planlagte projekter som Arken kunne omsider åbne og et væld af særudstillinger fandt sted i byen. Det måske mest ambitiøse

tiltag var udstillingen NowHere (bemærk titlens ordspil som ”Now here” og ”Nowhere”) på Louisiana. Et kæmpe opbud af tidens internationale samtidskunst, som var en hel documenta-udstilling presset ind på museet. Det blev også set som en ny æra, hvor kuratoren snarere end kunstneren stod i centrum. Og hvor koncept og iscenesættelse – også i museernes arkitektur – fyldte på bekostning af selve kunsten, understøttet af private sponsorater og kulturel branding.

Rundt i landet var der dog kommet flere markante nye museer som Brandts Klædefabrik i Odense, der som et pionertiltag genanvendte en gammel fabriksbygning som nyindrettede udstillingsrum og kulturcenteragtige faciliteter. Og på Trapholt ved Kolding blev den Louisiana-inspirerede forening af kunst, arkitektur og landskab søgt til et nyt museum, der også inkluderede design og kunsthåndværk.

I Aarhus opstod museet på en markant placering på den gamle galgebakke midt i byen med det udvalgte navn ARoS i 2004. Her var plads til store værker som Ron Muecks Boy, der lige var blevet vist på Venedig Biennalen. Installationen af store værker er fortsat i gang med James Turells The Dome, a Skyspace som ”The Next Level” af ARoS ifølge museet selv. Det lykkedes også at få realiseret en udbygning af Statens Museum for Kunst. Tilbygningen ud i Østre Anlæg åbnede i 1998 og blev vittigt kaldet ”Amagermaden” som en skive lyst brød sat op på traditionens rugbrød. Museets kombination af billedrig historicisme og de rene linjers moderne stil er ikke for stilistiske purister. Dets vægge har også skullet tilpasse sig mange måder at være museum på. Hvordan det 21. århundredes museum vil tage sig ud, er et åbent spørgsmål – er samtidskunstmuseet en historisk stil og hvad kommer så bagefter? Interessen er i hvert fald ikke aftagende.

Kristian Handberg er kunsthistoriker, ph.d., adjunkt ved Københavns Universitet. Forfatter af bogen Vide vægge: Det moderne kunstmuseum i Danmark , der udkommer på Strandberg Publishing august 2025.

NYT MEDLEM Veronica Hodges

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

Fisk. Udstilling i Storcenter Nord, Aarhus, 2016

Papir, tang og snor. Farum Kulturhus, 2017. FOTO Roberto Ilconte

Hvor kommer du fra?

Jeg er født i København, hvor jeg også bor nu. Jeg er delvist vokset op i Italien og Frankrig. Det meste af min skoletid foregik i Danmark, men jeg gik i gymnasiet i Paris. Min far er amerikaner og min mor er norsk.

Hvor har du taget din uddannelse?

Jeg har taget min uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi og Pratt Institute i New York, hvor jeg gik i et år. Jeg skulle nok være blevet jurist ud fra et økonomisk synspunkt; min far var kunstmaler og jeg har aldrig været imponeret af hans økonomi, men min mor var også meget kunstinteresseret, så jeg har set det som et kald at kommunikere gennem en visuel oplevelse. Og jeg har også rigeligt at lave og lever hundred procent af min kunst.

Hvordan vil du beskrive dit arbejde?

Jeg kalder mig mest for installationskunstner. Jeg arbejder i store rum, hvor jeg forsøger at fortælle, hvordan vi skal passe på Moder Jord og naturen. Vi må forstå, at vi som mennesker ikke er almægtige, men at vi er en del af et fællesskab. Vi skal sætte vores ego lidt til side.

Jeg kan godt lide at arbejde i store formater; jo større det bliver desto bedre, for mennesket må gerne føle sig lille samtidig med, at oplevelsen bliver stor. Jeg vil skabe rum til refleksion, så beskueren stiller sig selv spørgsmål om, hvorfor man er, hvor man er, og hvorfor man gør, som man gør. Værkerne består af små dele som man sætter sammen til en stor enhed. For eksempel 7.000 små fisk eller 15.000 små blomster – det kan godt tage lang tid. Jeg kalder mig også for paper artist, for papir er mit primære materiale, men jeg er også nødt til at arbejde i metal, plast og andre materialer, hvis mit arbejde skal have en vis holdbarhed. Jeg har været meget optaget af at arbejde kreativt i fællesskaber, for eksempel med scenografier og kostumer, men jo ældre jeg er blevet, er jeg kommet til arbejde mere

og mere solo. Jeg laver både ren kunst og arbejder kommercielt og tager imod bestillingsopgaver. Det er den evige balance, det handler om at få skjorten og bukserne til at mødes. Mange kunstnere vil kun befinde sig i den ene del af feltet, men jeg synes, at det at arbejde kommercielt er virkelig interessant. Dels er der jo bedre økonomi i det, men det er også dér almindelige mennesker er. Jeg vil gerne være med til at skabe dialog, dér hvor livet foregår, og ikke kun på kunstscenen, så blandingen er meget væsentlig for mig.

Hvad arbejder du på for øjeblikket?

Lige nu er jeg i gang med to projekter. Det ene er et installationsværk, som er inspireret af naturen. Det foregår på Designmuseum Danmark, hvor jeg sammen med museets gæster vil skabe et kollektivt værk, som indgår i et større projekt med titlen Den Gyldne Sky. Det vil handle om, hvordan vi drømmer om en fremtid med plads til alle. I det andet projekt arbejder jeg med den kommende særudstilling Erindringsblomster, der åbner på 150-årsdagen for H.C. Andersens død den 4. august, og som handler om livets og naturens cyklus.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes

Forbund?

Det har jeg egentlig villet gøre længe. Jeg har været med i en række andre forbund uden at føle, at jeg var landet det rigtige sted. Men jeg synes, at BKF har rigtig mange gode kurser, og jeg vil gerne kunne tilmelde mig nogle ting, hvor jeg kan møde folk, som også arbejder og kæmper alene. Det kunne være rigtigt inspirerende. Så det er for at søge fællesskab og få lidt hjælp til at udvikle min måde at arbejde på.

Veronica Hodges på Statens Værksteder for Kunst.

BKF KURSER

NETVÆRK — BÆREDYGTIGT ARBEJDSLIV

TID 28/8, 11/9, 25/9, 9/10 og 23/10 2025, alle dage fra kl. 9.00-16.00

STED København

Et udviklingsforløb for dig, der ønsker at skabe grobund for nye handlemuligheder gennem et balanceret og bæredygtigt kunstnerliv. At arbejde som freelancer byder på kreativ frihed, fleksibilitet og diversitet i opgaverne.  Men det kan også være en stor udfordring at skulle balancere og prioritere mængden af arbejdsopgaver alene, at skabe en sund økonomi og samtidig skabe tid og overskud til privat- og familieliv - og hvor går grænsen i øvrigt? Forløbet udbydes i samarbejde med Dansk Musiker Forbund.

UNDERVISER Helene Simonsen.

EGENBETALING  499 kr. for BKF-medlemmer.

Bemærk venligst, at der opkræves et no-show fee på

300 kr. per gang.

TILMELDINGSFRIST 4. august 2025. Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk med kort motivation.

I’M AN ARCHIVE

TID 10/9, kl. 15-18: Workshop, 8/10, kl. 15-18: Workshop, 5/11, kl. 15-17: Studiekreds, 19/11, kl. 15-18: Workshop, 14/1 2026, kl. 15-18: Workshop, 28/1 2026, kl. 15-17: Studiekreds

STED København

HEIRLOOM – center for art and archives og Billedkunstnernes Forbund inviterer til en arrangementsrække, der tilbyder perspektiver på, hvordan billedkunstnere kan gå til og arbejde med deres eget kunstneriske arkiv. Hensigten er at styrke kunstnernes bevidsthed om deres samlede arbejde ud fra ophavsretlige-, juridiske-, konserveringsmæssige- og kunstneriske perspektiver og inputs. Kurset består af fire workshops og to studiekredse.

OPLÆGSHOLDER Johanne Løgstrup og Stine Hebert samt gæsteoplægsholdere.

EGENBETALING 500 kr. for alle 6 gange samlet, inkl. en let forplejning (1.500kr. for ikke-medlemmer).

TILMELDINGSFRIST 6. august 2025.

Det er kun muligt at tilmelde sig til alle arrangementer samlet. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om hvad du håber at få ud af at deltage i arrangementsrækken på stud@bkf.dk.

STUDIEKREDS FOR KUNST I DET OFFENTLIGE RUM

TID 22/9, 6/10, 20/10, 3/11 og 1/12 2025, alle dage i tidsrummet kl. 14.30-16.30

STED København

Bliv en del at et samtaleforum for professionelle kunstnere, som ønsker at vide mere om, og diskutere emner relateret til, den kunstneriske arbejdsproces inden for kunst i offentlige rum. Et fagligt forum, hvor vi deler og opbygger viden om arbejdsmetoder gennem diskussioner, refleksioner og oplæg fra relevante kunstfaglige gæster.

UNDERVISER Carina Zunino / Zunino Ignestam Studio samt gæsteoplægsholdere.

EGENBETALING 750,- kr. inkl. en let forplejning.

TILMELDINGSFRIST 14. august 2025. Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk.

SKAB ET MENINGSFULDT OG

BÆREDYGTIGT ARBEJDSLIV SOM KUNSTNER

TID 22/10, 5/11 og 19/11 2025, kl. 12.30-15.30

STED København

Få modet, strategien og værktøjerne til at skabe et økonomisk bæredygtigt og meningsfyldt arbejdsliv som kunstner og kreativ. Formålet med dette workshopforløb, bestående af tre sammenhængende workshops, er at identificere en meningsfuld og bæredygtig model for arbejdslivet som kunstner, hvor der er balance mellem de kunstneriske, økonomiske og personlige aspekter. Herunder en øget forståelse for den udveksling af værdi, der foregår mellem kunstner, samarbejdspartner, kunde og publikum.

Workshop 1: Skab et meningsfuldt og bæredygtigt arbejdsliv som kunstner.

Workshop 2: Det kunstneriske arbejdes pris og værdi.

Workshop 3: Trivsel og prioriteringer i hverdagen som kunstner.

UNDERVISER Signe Sylvester.

EGENBETALING 400 kr. inkl. en let forplejning. (1.200kr for ikke-medlemmer).

TILMELDINGSFRIST 15. september 2025.

Tilmelding foretages via email på stud@bkf.dk.

Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om dig selv, dit CV og hvorfor du gerne vil deltage på kurset, og hvad du håber at få ud af det.

KUNSTKONSULENTER FOR KUNST I DET OFFENTLIGE RUM — PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE

TID 25/10, 8/11, 15/11, 29/11, alle dage kl. 9.30-15.30

STED København

Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i. På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Vi skal også arbejde med, hvordan du kan lede dig selv og dine egne ressourcer samt se på, hvordan du kan arbejde med at oprette partnerskaber, og hvad partnerskaber egentlig er. Kurset er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem faglige oplæg, dialogbaserede øvelser og selvstændigt arbejde. Der arbejdes casebaseret og med konkrete værktøjer, således at den enkelte opnår ny viden, inspiration og bedre indsigt i processerne og aktørerne i offentlig kunst og udsmykningsopgaver.

UNDERVISER Camilla Hedegaard Møller, Christina Prip + gæsteundervisere.

EGENBETALING 800 kr. inkl. forplejning. (2.400kr for ikke-medlemmer).

TILMELDINGSFRIST 16. september 2025. Tilmelding foretages via email på stud@bkf.dk. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om dig selv, dit CV og hvorfor du gerne vil deltage på kurset, og hvad du håber at få ud af det.

TILMELDING

Skriftligt via mail på stud@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG TIL KURSER?

Kontakt BKF’s kursus- og projektleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

Hold i øvrigt øje med kursuskalenderen på BKF’s hjemmeside, der samler alle relevante kurser for professionelle billedkunstnere fra hele branchen over hele landet.

PRESSEFOTO Ovation

CV- OG PORTFOLIOTJEK

TID 8. oktober 2025, kl. 10.00-16 .00

STED København

Få vejledning i hvordan dit dokumentationsmateriale eller CV kan forbedres. Erfarne kunstnere, kuratorer, gallerister og andre kunstprofessionelle giver individuel vejledning. En session er på 30 minutter, og der er kun jer to til stede. Medbring portfolio og CV.

VEJLEDER Laura Goldschmidt.

TILMELDINGSFRIST 1. september 2025. Tilmelding foretages hos BKF på stud@bkf.dk med et par linjer om, hvad du ønsker at tale om.

NYT SAMARBEJDE MED OVATION

BKF har indgået en samarbejdsaftale med OVATION, der understøtter kunstnere og kreative iværksættere i at skærpe deres arbejdslivs kompetencer og giver adgang til specialiseret viden og netværk i forhold til at udvikle arbejdsliv og karriere som selvstændige.

BKF tilbyder op til 5 medlemmer i 2025 en rabat på 50% på deltagerprisen efter endt kompetenceudviklingsforløb. Husk at ansøge BKF på stud@bkf.dk først inden tilmelding hos OVATION. Vi kan ikke garantere rabatten på 50 %, hvis ikke BKF er blevet kontaktet forud for forløbet.

Hold i øvrigt øje med kursuskalenderen på BKF’s hjemmeside, der samler alle relevante kurser for professionelle billedkunstnere fra hele branchen over hele landet.

Runde fødselsdage

25

Studerende Søren Katborg/Vestergaard 28/06

Studerende Thora Elizabeth Engell/Kofoed 02/07

Studerende Julie Dalsgaard Hvass 16/07

Studerende Io Florentin Rosendal 09/08

Studerende Elli Ånndrake 28/08

30

Billedkunstner Vibe Kilde 22/06

Billedkunstner Clara Jozefine Olaika Morks 24/06

Studerende Loulou Buxbom 25/06

Billedkunstner Isabella Sajin/Henningsen 27/06

Studerende Sara Mirkhani 08/07

Studerende Signe Greve Persson 28/07

Studerende Mikkel Rhode Skovlunde 03/08

Studerende Maria Storm/Gran 06/08

Billedkunstner Filip Robin Vest 05/09

Billedkunstner Villiam Miklos Andersen 09/09

Keramisk kunstner Clara Rudbeck Toksvig 09/09

40

Billedkunstner Selini Marie Halvadaki 28/06

Billedkunstner Nanna Abell 12/07

Billedkunstner Ea Borre/Jensen 13/08

Billedhugger Marianne Skaarup 15/08

Billedkunstner Emily Gernild 03/09

Visuel kunstner Ea Verdoner 06/09

Visual artist Oleksandr Krutiev 11/09

Billedkunstner Naila Hekmat Abdullah 15/09

50

Maler Karin Kaster 21/06

Billed/ og scenekunstner Signa Köstler 28/06

Billedkunstner Kirrily Hammond 29/06

Billedkunstner Astrid Kruse Jensen 18/07

Billedhugger Anna Borgman 17/08

Billedkunstner Tommy Petersen 17/08

Billedkunstner Jessica Breitholtz Björk 21/08

Billedkunstner Jeuno Jee Eun Kim 10/09

Visual artist and designer Adam Hansel 13/09

60

Billedkunstner Karen Ette 22/06

Billedhugger og scenograf Malene Bjelke 30/06

Billedkunstner/professor Jens Haaning 30/06

Kunstner Anneli Olesen 03/07

Billedkunstner Helle Bjørnebo Neidhardt 09/07

Grafiker Lisbeth Thingholm 15/07

Kunstner Pernille Behrend 19/07

Tekstilformgiver Lotte Vinding Myrthue 08/08

Skulptør og fotograf Doris Leuschner 17/08

Billedkunstner Annette Skov 21/08

Billedkunstner Camilla Nørgård 29/08

Skulptør Helle Bovbjerg 31/08

Lektor og billedkunstner Lars Grenaae 02/09

70

Tekstil/ og billedkunstner Gina Hedegaard Nielsen 25/06

Maler Lis Walther 06/07

Maler/grafiker Birthe Reinau 11/07

Billedkunstner Leise Dich Abrahamsen 18/07

Billedkunstner Cai Ulrich von Platen 06/08

Billedkunstner Nurith Lumer/Klabbers 10/08

Maler Jeffrey J. Mages 11/08

Billedkunstner Lars Falkenberg 20/08

Keramiker og billedkunstner Pauline Dagmar Christensen 22/08

Billedkunstner Buuti Pedersen 26/08

75

Væver Lisbeth Græm 23/06

Maler Hanne Sejrbo Nielsen 26/06

Maler/grafiker Frits Gothardt Rasmussen 16/07

Billedkunstner Charlotte Hanmann 20/07

Billedkunstner Marianne Tønnesen 29/07

Grafiker/fotograf Barbara Katzin 19/08

Billedhugger Kurt Tegtmeier 09/09

80

Billedkunstner Leif Kath 27/07

Billedkunstner Morten Flyverbom 03/08

Billedhugger/grafiker Lis Nogel 08/08

Billedkunstner Britt Smelvær 10/08

Maler Per Børge Maltesen 13/08

Maler Lone Plaetner 29/08

Billedkunstner Gitte Mørk 05/09

Udsmyknings/ og billedkunstner Susana Errebo Skouborg 11/09

85

Maler Merete Hansen 23/06

Maler Leif Dræby 24/08

90

Billedhugger Hein Heinsen 23/07

DØDE

Grafiker Peder Stausholm, oktober 2024

Maler Susanne Rubin, februar 2025

Maler Ole Skovsmose, 2025

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER

Studerende Albert Reith

Billedkunstner fotograf Alva Le Febvre

Studerende Anna-Sofie Leila Hoigaard Rasmussen

Tekstilkunstner Anne Damgaard

Skulptør Carl Emil Jacobsen

Studerende Carl-Johan Paulsen

Billedkunstner Cecilia Fiona

Studerende Ditte Elbrønd Bollerup

Billedkunstner Freya Sofie Xea

Schneevoigt

Billedkunstner Jacoba Niepoort

Billedkunstner Katharina Monteiro Welper

Billedkunstner Katrine Lyck

Studerende Lasse Berlok

Billedkunstner Lasse Gam Folke

Billedkunstner Maria Viftrup

Studerende Maria Frisenberg Buhl

Studerende Marie Skousen

Billedkunstner Mathilde Bjerre

Billedkunstner Mette Norrie

Billedkunstner Michael Isling

Studerende Nadia Kardar Tehran

Billedkunstner Peter Linde Busk

Studerende Santino Santillana

Visual artist Simon Gustav Gaston Jakobsson

Studerende Sofus Emil Ravn Sørensen

Studerende Solvej Kørner Brekling

Studerende Synnøve Kruse Serup

Grafiker og tegner Søren Bjælde

Studerende Ulla Wille

Billedkunstner Veronica Hodges

Billedkunstner Lars Heiberg

Billedkunstner Liesel Burisch

Billedkunstner Lisa Strömbeck

Billedkunstner Manuel Canu

Billedkunstner Maria Speyer Grøn

Billedhugger Martine Myrup

Billedkunstner Mathieu Johan Hans Hansen

Studerende Matilde Søes Rasmussen

Billedkunstner Mette Brinch

Kunstner Mikkel Carlsen

Studerende Nina Kraul Maegaard Nielsen

Billedhugger Oleksandra Mykytiuk

Billedkunstner Pablo Jansana

Fotograf og billedkunstner

Pernille Enoch

Billedkunstner Reno Erik Kofoed

Billedkunstner Sebastian Holmbäck

Billedkunstner Sophie Dupont

Billedkunstner Stephanie Bech Madsen

Kunster, maler, skulptør Susanne Ahrenkiel

Keramiker Tine Broksø

Billedkunstner Tomas Joshua Leth

Kunstner Tore Hallas

Billedkunstner Ulla Hauer

Studerende Victor Wuisman Jørgensen

Studerende Villads Tobias Schou

Studerende Yasmin Sliai

Studerende Zakarias Gauguin

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

AKTUELLE ANSØGNINGSFRISTER

Mere info om aktuelle residencies, open calls, puljer mm. på bkf.dk

LEGATBOLIGER & RESIDENCIES

MAJ-JUNI

Jyllands Postens Fonds legatbolig i Berlin

Jyllands-Postens Fond stiller en atelierlejlighed i det centrale Berlin til rådighed for danske billedkunstnere og forfattere, der ønsker arbejdsro og nye udfordringer. Den moderne lejlighed kan søges for en måneds frit ophold samt tilskud til rejseomkostninger. Udgifter til forplejning står legatmodtageren selv for.

Jyllands-Postens Fond

Att. Lone Jürgensen Mediebyen 3 8000 Aarhus C jpfonden@jp.dk → jpfond.dk/legatbolig/

Der åbnes for ansøgninger igen i slutningen af maj 2025 for perioden november 2025 til oktober 2026.

BKF’S OPDATEREDE LISTE OVER FONDE-

OG LEGATER

BKF har opdateret listen over legater og fonde, der specifikt støtter kunst og kunstnere. Medlemmer kan skrive til stud@bkf.dk med deres medlemsnummer for at få listen tilsendt.

GULDBORGSUND KUNSTPULJE

Guldborgsund Billedkunstråd uddeler løbende midler til billedkunst-relaterede projekter via den såkaldte Kunstpulje. Der afsættes årligt ca. 78.000 kr., som kan søges af billedkunstnere, kunstformidlere og kuratorer til lokale kunstprojekter.

Næste ansøgningsfrist er 1. august og derefter 1. oktober.

Læs mere på → guldborgsund-kunst.dk/ guldborgsund-billedkunstrad-vedtaegter/ kunstpuljen

KURSER HOS STATENS VÆRKSTEDER FOR KUNST

Som medlem af Billedkunstnernes Forbund får du 25 % rabat på et af Statens Værksteder for Kunsts kurser – tilbuddet gælder de første 10 tilmeldte.

Se hele kursusprogrammet og tilmeld dig her → svfk.dk/kurser-paa-svk

BKF KULTURELLE MIDLER

Udvalget yder støtte til følgende formål:

○ Styrkelse af billedkunstnernes juridiske og økonomiske rettigheder

○ Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere

○ Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder nationalt og internationalt (f.eks. høringsmøder, konferencer, pjecer, information om Copydans ophavsretslige arbejde etc.)

○ Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører flere billedkunstnere

○ Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere

○ Tiltag der fremmer og tilgodeser aktiviteter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter fondens skøn, bør modtage støtte.

NB! Der ydes ikke støtte til almindelig udstillingsvirksomhed eller individuelle uddannelsesformål, herunder studieophold og rejselegater.

Udvalget anvender ikke ansøgningsskemaer, men ansøgninger skal være på max 4 sider og indeholde:

○ En begrundelse for ansøgningen

○ Et budget for både indtægter og udgifter (finansieringsplan)

○ Andre relevante oplysninger og eventuelle bilag

Ansøgninger behandles på to årlige møder. Kommende ansøgningsfrist er 1. september. Ansøgninger sendes til bkf@bkf.dk.

Vingårdstræde 21, 1.th. 1070 København K Tlf. 33 12 81 70 www.bkf.dk

STATENS KUNSTFOND

2. SEPTEMBER

Karriereprogram: den unge kunstneriske elite

25. SEPTEMBER

— Kunst i det offentlige rum: skitse til kunstopgave

— Kunst i det offentlige rum: realisering af kunstopgave

— Kunst i det offentlige rum: kunststrategi

— Kunst i det offentlige rum: samarbejdsprojekt

Mere info på → kunst.dk/ for-ansoegere/soeg-tilskud eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00.

NORDISK KULTURKONTAKT

11. SEPTEMBER

Kultur- og kunstprogrammet

19. SEPTEMBER

Mobilitetsstøtte

25. SEPTEMBER

Kortvarig netværksstøtte

Mere info på → nordiskkulturkontakt.org eller kontakt Nordisk Kulturkontakt på: program@nordiskkulturkontakt.org.

NYHEDER

ABONNER PÅ OPSLAGSTAVLEN

Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Du kan tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere.

Du skriver dig op på → bkf.dk/opslagstavlen

NYE ENTRÉAFTALER

BKF har udvidet listen over museer og kunsthaller, hvor vores medlemmer får fri entré. Nu kan du komme gratis ind på:

○ Bornholms Center for Kunsthåndværk — Grønbechs Gård i Hasle

○ Gudhjem Museum

○ Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet i Farsø

○ Rundetårn i København

RABAT TIL BKFMEDLEMMER I TAGA FARVEHANDEL

Taga Farvehandel på Jagtvej 131, Nørrebro, København, giver alle BKF-medlemmer 10 % ved køb af maling og andre artikler. Vis dit medlemskort ved køb og modtag rabatten.

BLIV MEDLEM AF NØRREBROS GRAFISKE VÆRKSTED

Nørrebros Grafiske Værksted er et nystartet grafikværksted for grafikere og kunstnere, der ønsker at fordybe sig i de grafiske teknikker – eller lære dem at kende. Et medlemskab koster 1.000 kr. om måneden og giver adgang til værkstedet døgnet rundt hele året via en fælles bookingkalender.

Besøg hjemmesiden, hvis du vil have mere information → nbrografik.dk

ANSØG OM ATELIERPLADS PÅ

CONTAINERAKADEMIET

Containerakademiet er et atelier- og arbejdsfællesskab i Københavns Nordhavn for professionelle billedkunstnere. Containerakademiet udgøres af et stort industrihus, som rummer i alt 30 enkeltatelierer samt to store fællesværksteder på i alt 160 m2 samt møderum, køkken og toilet med bad. Som lejer får du eget atelier samt adgang til to store fællesrum. Ansøgninger til ateliererne sendes løbende.

Læs mere på → arthubcopenhagen.net/ open-call-containerakademiet-2025/

SØNDERJYLLANDS KUNSTSKOLE SØGER UNDERVISER

Sønderjyllands Kunstskole står for at levere kunstundervisning af høj faglighed. Vi elsker at undervise og formidle over for vores kursister og lægger vægt på at skabe et glad, trygt, og favnende fællesskab med plads til både begyndere, øvede og de ambitiøse. Vi vil altid gerne høre fra potentielle nye undervisere, der kunne have lyst til at bidrage til vores aftenskole med mulighed for at opbygge et solidt kundeklientel. I aftenskolen tilbyder vi kurser af længere og kortere varighed.

Kunne tænke dig at blive en del af vores dygtige underviserteam så send os fluks en mail på kunstskolen@sonderborg.dk vedhæftet dit CV og fortæl lidt om dig selv, og hvad du kan tilbyde. Læs mere om stillingen på

→ bkf.dk/soenderjyllands-kunstskolesoeger-underviser

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge økonomisk støtte til værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv. Med handicap menes både fysiske, kognitive, psykiske og sensoriske handikap, der skaber barrierer for, at kunstneren kan skabe, udøve og deltage ligeværdigt i kunstlivet.

Det kan fx være:

○ En billedkunstner med ordblindhed, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance ifm. fondsansøgninger.

○ En billedkunstner med funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, fx i form af tilskud til rejse og ophold.

○ En billedkunstner med handicap der søger midler til en værkstedsassistent ifm. nye værkproduktioner og udstilling.

Beløbsstørrelse

Der kan ansøges om kr. 2.000 – 10.000 pr. projekt.

Ansøgning

Send en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver, hvad der søges støtte til, samt kort hvad dit handicap består af og om det er en lægelig diagnose. Bemærk at ansøgningen skal sendes via ansøgningsskema på bkf’s hjemmeside: bkf.dk

Ansøgningsfrist

Næste ansøgningsfrist er 1. september og herefter 4. gange årligt; 1/12, 1/3 og 1/6

FANØ/BERLIN

Ansøgningsfrist for Fanø-huset og Berlin-lejligheden:

Næste ansøgningsfrist er d. 1. oktober 2025 for ophold i uge 5 — 35 2026.

SOMMERFERIE I BKF

BKF's sekretariat holder lukket fra den 27. juni til den 4. august.

Vi ønsker alle en god sommer!

INDBERETNING AF KONTINGENT TIL SKAT

Vær opmærksom på, at BKF har indberettet dine kontingentbetalinger for 2024 til SKAT – hvis du har givet os dit CPR-nr. Har vi ikke fået dit CPR-nr., skal du selv huske at gøre det.

For almindelige medlemmer var det årlige kontingent 2.480 kr. For studerende 200 kr.

BKF’S BESTYRELSE 2025

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

STUDERENDE Lee S. Lund

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

BILLEDKUNSTNER Morten Modin

BILLEDKUNSTNER Troels Aagaard

BKF’S REGIONER 2025 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams

Mette Kit Jensen

Søren Thilo Funder Anette Højlund

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 3, 2025 12. august

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vesterbrogade 40, 5. th. 1620 København V T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

KOORDINATOR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KURSUS- OG PROJEKTLEDER

Karen Mette Fog Pedersen

STUDENTERMEDHJÆLPERE

Maria Bendixen og Clara Sidor

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798