7 minute read

ELEVER KAN KICKSTARTE KARRIEREN I NORDEX FOOD A/S

»Vi finder en glæde i at hjælpe unge mennesker i gang med uddannelse og erhvervserfaring. Samtidig kan vi krydre elevforløbet med udlandsophold i et af vores datterselskaber i Østrig, Tyskland, England og Rumænien og på den måde give mulighed for at skabe sig en international karrierevej«, fortæller Martin Aagaard Pedersen, administrerende direktør hos NORDEX FOOD.

Siden opstarten tilbage i 1984 har det været vigtigt for NORDEX at tage samfundsansvar. Både globalt, lokalt og i forhold til vores medarbejdere. Derfor har vi gennem alle årene rekrutteret elever, og vi ser det som en win win, idet flere af vores tidligere elever stadig er i virksomheden og bestrider spændende specialist- og lederstillinger.

Advertisement

Hvad indebærer det at være elev i NORDEX? Elever hos NORDEX får en lærerig og udfordrende hverdag i en international og udviklingsorienteret virksomhed. Vi tilbyder et 2-4 årigt uddannelsesforløb, som vi sammensætter i fællesskab, således at eleven kommer rundt i de relevante afdelinger på hovedkontoret i Dronninglund, på mejeriet i Nørager eller i udlandet.

Vi har stort fokus på at skabe et godt og lærende arbejdsmiljø med høj trivsel, tillid og støtte til eleverne, så de får de bedste forudsætninger for faglig udvikling og dygtiggørelse. Gennem tiden har vi haft fornøjelsen af at uddanne både handels-, økonomi-, IT- og mejerist-elever, og det der kendetegner de elever, vi rekrutterer, er deres store engagement og lysten til at tage ansvar. Nuværende og tidligere elever fortæller her lidt om deres elevtid i NORDEX

Josefine - hvordan var det for dig at være elev i NORDEX? »Jeg havde en rigtig god elevtid, fordi jeg fik lov til at komme rundt i hele økonomiafdelingen og fik indsigt i alle opgaver«, fortæller Josefine Vestergaard Nielsen. Hun startede som økonomielev i 2007, og er i dag ansat som regnskabsassistent. »Jeg havde en rigtig god oplæring, som gjorde, at jeg hurtigt fik mine egne opgaver, som jeg havde ansvaret for. Og jeg havde en masse gode kollegaer, som altid stod klar til at hjælpe«.

Mads - hvad har overrasket dig mest ift. at starte på elevuddannelsen i NORDEX? »Det som har overrasket mig allermest, er det ansvar, jeg har og har haft. Der gik ikke lang tid i mit elevforløb, før jeg indgik som en del af min afdeling. Dertil blev jeg utrolig overrasket over, hvor meget elevuddannelsen har været med til at udvikle mig fagligt og personligt«, fortæller Mads Dahl Thomsen, der blev udlært handelselev i slutningen af 2020 og påbegynder nyt job som Salgs-trainee. Mads er i øvrigt en af de kolleger, der tog til Østrig i et tre måneders vikariat i Indkøb og logistikafdelingen hos vores datterselskab i Ebensee.

Jesper - hvad synes du kendetegner NORDEX som arbejdsplads? Jesper Sørensen er i fuld gang med en 4-årig datatekniker elev-uddannelse, og han fortæller, at »på NORDEX er der altid god stemning både arbejds- og kollegamæssigt. Der er plads til både seriøsitet og humor, og der er rum til at respektere hinandens forskelligheder. Der er et godt samarbejde blandt kollegaer, og hvis man har brug for assistance, er der altid hjælp at finde«.

Kort om NORDEX FOOD A/S: NORDEX FOOD er en familieejet virksomhed med base i Dronninglund. Vi har egne mejerier og produktionssteder i Danmark, Østrig, Rumænien og Storbritannien og salgsselskaber rundt om i Europa. Med mere end 35 års erfaring med produktion og salg af hvide oste er vi i dag en af Nordeuropas største udbydere af salatost, Feta og Halloumi. Vi har en omsætning på 2,1 mia. kr, og vores produkter forhandles i mere end 70 lande verden over.

Simon - hvorfor valgte du at søge en elevstilling i NORDEX? »Jeg valgte at søge elevplads i NORDEX, da jeg ønskede at få noget erhvervserfaring, efter jeg havde afsluttet handelsskolen i Frederikshavn, og så ville jeg se, hvordan det er at arbejde i en virksomhed. Ved en elevstilling får jeg mulighed for at kombinere uddannelse med arbejde, hvilket gav god mening for mig. Jeg søgte elevplads hos NORDEX, da jeg havde hørt meget positivt omkring virksomheden«, fortæller Simon Kløjgaard Casper, der er handelselev i Salgssupport.

Poul Erik - hvordan er det at være elev på NØRAGER MEJERI? »Jeg har haft en rigtig god praktikperiode på mejeriet«, fortæller Poul Erik Sztok Teut, som er i et 3-årigt voksenlære-forløb som mejerist elev. »Mejeriet er god til at strikke et praktikforløb sammen, så der er mulighed for komme rundt i hele mejeriet. Som elev har jeg fået indblik i alt fra, hvordan den rå mælk hentes, procedurer for modtagelse og behandling af mælken, til produktion og færdigpakkede produkter«. »Jeg fik i øvrigt muligheden for at arbejde på NORDEX KÄSEREI i Østrig i en periode. Det har bevirket, at jeg er blevet fanget af at arbejde i udlandet, og jeg vil derfor gerne prøve det igen«.

Jacob – hvordan har din karriere været i NORDEX? Efter mere end 30 år i virksomheden, kan jeg kun anbefale NORDEX som et fantastisk sted at starte sin karriere. Jeg startede selv som kontor/shippingelev i 1990. Som elev kom jeg rundt i forskellige afdelinger i huset, hvor jeg fik et godt kendskab til hele virksomheden. Hvis man er open-mindet, får man hurtigt spændende opgaver med f.eks. kundekontakt. Jeg oplever, at NORDEX har en professionel indstilling til at give udfordrende og kompetenceudvidende opgaver til eleverne. Efter elevtiden fik jeg job som assistent i en salgsafdeling, og efter et par år fik jeg chancen som sælger i det engelske datterselskab NORDEX FOOD UK Ltd. - der blev jeg i 4 år. Det er en stor og lærerig oplevelse at komme til udlandet og arbejde, og heldigvis noget vi også har mulighed for at tilbyde eleverne i dag. De seneste 15 år har jeg stået for vores salg til Mellemøsten og nyder det ansvar, der følger med.

Ledelsen i NORDEX fortsætter med at rekruttere elever. Det giver så meget til vores virksomhed at have unge mennesker ansat og få lov til at hjælpe dem med at finde deres vej frem i livet. Vi hjælper gerne med at kickstarte deres karrieredrømme.

Fra venstre Mads Dahl Thomsen, Josefine Vestergaard Nielsen og Simon Kløjgaard Casper.

BLOMKÅLSSALAT

En dejlig fyldig og mættende salat, som lige så fint kan fungere som tilbehør til den store hovedret eller som en måltidssalat i sig selv. Du kan lave den helt mild ved at udelade den stærke paprika eller skrue op for styrken med mere paprika eller chili.

4 PERSONER Ingredienser: 1 pakke Taverna grillost 1 granatæble 1 blomkålshoved 1 tsk mild paprika ½ tsk stærk paprika eller efter smag 1 tsk gurkemeje 1 bundt mynte 1 bundt bredbladet persille 1 rød chili Olie Salt

Til dressingen: 1 limefrugt 2 cm frisk ingefær 2 spsk mild olivenolie 1 spsk flydende honning Fremgangsmåde Skær blomkålshovedet i mundrette bidder. Skær granatæblet op, og tag kernerne ud af det. Stil til side. Skær grillosten i tern. Varm en pande op, kom lidt olie på, og steg nu osten til den er gylden. Tag osten af panden, kom ekstra olie på samt mild og stærk paprika og gurkemeje og steg blomkålen heri ved middelvarme. Vend godt rundt undervejs indtil blomkålen har det bid, du kan li. Hak mynte og persille groft, og kom op i en skål, kom blomkål og grillost ved, og vend rundt. Gør nu dressingen klar: Skær limefrugten over og pres saften i en lille skål. Riv ingefæren fint ned i, og kom de øvrige ingredienser samt salt ved. Rør den godt sammen, og hæld over salaten. Skær chilien i fine skiver, og drys på salaten. Server den, mens den er lun.

PIZZA MARGHERITA

En ægte klassiker i både børne- og voksenhøjde og en nem måde at lave aftensmad, som alle kan lide. Taverna Finest giver en dejlig salt smag til den søde tomatsauce, og du kan selv justere pizzaen med skinke, kylling eller andre favorit-toppings.

3 små eller 1 stor pizza

Ingredienser: Dej: 5 g gær 1½ dl vand ¼ dl olivenolie 225 g durummel

Fyld: 100 g Taverna Finest salatost i blok 100 g mosede tomater eller dåsetomater 1 spsk olivenolie 6 cherrytomater 1 bundt basilikum Fremgangsmåde Dagen før: Opløs gæret i vandet, tilsæt en kvart tsk. salt og olivenolie, og rør herefter melet i. Rør dejen i 5-10 min., til den bliver fast og sammenhængende. Den vil stadig virke fugtig. Sæt tætsluttende film over skålen, og læg en tallerken eller lignende ovenpå, og lad den hæve på køl natten over.

På dagen: Tænd ovnen på 250 grader varmluft, og sæt en bageplade ind i ovnen. Rul dejen ud på et stykke bagepapir. Mos osten sammen med de mosede tomater og olivenolien, og smør ud på dejen. Skær cherrytomaterne i fine både og fordel på pizzaen. Bag nu i ovnen i 10-12 minutter. Drys basilikum på, når pizzaen kommer ud af ovnen, og server straks.

This article is from: