Bedemand Kent Sigsgaard

SKE DIN VILJE

Der er ikke nogen, der ikke ved, at bedemandens arbejde handler om død. Og der er ingen, der er det mindste i tvivl om, hvad klokken er slået, når rustvognen kører forbi med nedrullede gardiner. Alligevel er det de færreste der ved, at turene med rustvognen kun udgør et lille hjørne af bedemandens hverdag, og at det er de levende, mere end de døde der fylder, når dagene gøres op.

»De fleste mennesker har et lidt stereotypt billede af, hvad en bedemand er for en størrelse,« forklarer bedemand Kent Sigsgaard fra Dronninglund. »Det er der sådan set ikke noget at sige til, for et langt stykke hen ad vejen er der jo hold i det billede, flertallet genkalder sig, når man siger – bedemand: Vi er klædt i mørkt tøj, når vi kommer ud for at lægge en afdød i kisten. Og ja, vi er alvorstunge og formelle, når vi står ude ved kirken, mens familien siger farvel en sidste gang. Men der er mange flere nuancer i vores arbejde, end lige netop det.«

Døden er ikke noget at være bange for Det lyder en smule morbidt at kalde et besøg hos bedemanden for hyggeligt, men det er faktisk det Kent og Dorthe tilstræber: »Vi skal først og fremmest aflæse, hvad der er brug for. Der er ingen standardprocedurer her, selvom der er en masse praktiske detaljer, de efterladte skal tage stilling til. Vi skal f.eks. ikke partout starte med at bladre mappen med blomster og kister igennem, så alle krydser kan sættes i den rigtige rækkefølge, hvis der mere brug for at lukke mappen og tale om noget andet, som det første.«

Uanset om man er afklaret med døden eller ej, er et besøg hos bedemanden forbundet med sorg, og for nogle usikkerhed. Nogle gange blandet med lettelse eller taknemmelighed afhængigt af, om der er gået et langt, ubarmhjertigt sygdomsforløb forud – eller et langt og lykkeligt liv. Men døden kommer stort set altid som en overraskelse – også, når man er mentalt forberedt, er Kent og Dorthes erfaring. Derfor er det en god idé at turde tænke livet til ende – i god tid. »Døden er så småt blevet afmystificeret. Trods det, er det stadig et fåtal, der vælger at tage stilling til, hvad der skal ske den dag, de skal herfra. Det er sådan set en skam, for det ville være en gave til både dig selv og

dine pårørende. Du behøver ikke nødvendigvis forholde dig til hver eneste lille detalje, men snarere gøre dig nogle tanker om de store linjer, og få dem skrevet dem ind i »Min sidste vilje«. Tvivlen om »hvad var egentlig far eller mors sidste ønske?« fejes af bordet, når det står sort på hvidt.«

Tal højt om det usagte Længere henne ad Slotsgade er byens ældste stenhuggerforretning, Dronninglund Stenhuggeri fl yttet ind. Sædvanligvis involverer et besøg hos stenhuggeren gummistøvler eller en varm frakke afhængig af vejret, men ikke her. Det er Kent og Dorthe, der servicerer det lidt usædvanlige butikslokale, hvor gravsten står side om side.

»I dag er et gravsted med en gravsten ikke nødvendigvis førstevalget, for også i døden er ønskerne individuelle. Særligt i de tilfælde, hvor den afdøde selv har nået at tage stilling. Der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre tingene på – dog er der nogle praktiske ting, der skal være på plads, hvis asken skal spredes ud over havet eller urnen nedsættes privat. Det hjælper vi gerne med at få styr på. Vi prøver dog også at lytte os til, om alle muligheder og overvejelser nu også har været på bordet. I mange tilfælde er det nemlig misforstået hensyn til næste generation der f.eks. får en efterladt ægtefælle til at vælge gravstedet fra – for hvem skal passe det, når han eller hun er væk?

Der kan være meget trøst i at hente i at have et sted at gå hen, fremfor at lægge en buket blomster på de ukendtes grav. Andre gange er mindet om et mistet familiemedlem eller en god ven, stærkest på et af de steder, I har delt i livet? Så betyder gravstedet måske mindre. Vigtigst af alt er at få sat ord på. For det, du tror, du ved – er ikke altid det eneste rigtige.«

TEMA

Dronninglund Stenhuggeri i de nye lokaler i Slotsgade, hvor udstillede gravsten kan ses efter aftale.

Stenhuggerforretningen har eksisteret i mere end 100 år. Her billede fra adressen på Erantisvej. Foto: Dronninglund Lokalhistoriske Arkiv.

FOTO: KURT BERING TEKST: BIRGITTE SCHJØDTE | Annonce