1 minute read

Autobranchens forsyningskrise fortsætter ind i 2023

Selvom bilsalget har været faldende, forventer bilproducenterne ikke at kunne gå fri af manglen på mikrochips og andre komponenter i 2023.

Mangel på mikrochips betyder for tredje år i træk, at bilproducenterne må sænke produktionen med flere millioner biler. Nedgangen forventes dog at være mindre end de foregående år. Helt konkret betyder det, at bilproducenterne vil producere 2-3 millioner færre biler end planlagt i 2023. Ifølge en opgørelse fra Automotive News, der analyseret manglen på komponenter i autobranchen.

Der er tale om et betydeligt lavere antal biler, end bilproducenterne har måtte undlade at producere i de seneste år. I 2022 forventes der at blive produceret 3,6 millioner færre biler, end bilproducenterne havde planlagt. I 2021 var tallet helt oppe på 10,5 millioner færre biler.

AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg forventer, at det kommer til at tage tid, før branchen ikke kommer til at mangle komponenter til bilproduktion.

”På grund af energikrise og inflation kan nogle af bilproducenterne have sænket produktionsmålene for 2023. Når det er sagt, er det positivt, at bilproducenterne kan øge produktionen ift. 2022 og 2021. Det betyder dog ikke, at alle problemer bliver løst i de kommende måneder. Samtidig med at producenterne skal genoprette kapaciteten, skal mikrochipproducenterne også øge den normale produktion, der vil stige, fordi biler bliver stadig mere tekniske, og derfor kræver flere og flere mikrochips,” fortæller Gitte Seeberg.

Blandt de berørte bilmærker er Stellantis-mærket Jeep, der bl.a. vil mindske produktionen af Jeep Cherokee. Derudover ligger der få opgørelser af præcis hvilke mærker og modeller, der vil blive hårdest ramt af manglen på mikrochips i 2023. ■

Af Nicolai Fiil-Søby Politisk konsulent & direktionsassistent

This article is from: