FORAN PLANEN - LANGT FRA TOPPEN

Sæsonevalueringen i år skriver næsten sig selv: Arsenal har gjort det fantastisk, klubben er foran sin egen udviklingsplan, alle andre end City-fans havde gerne set Arsenal vinde, vi er suveræne i London, men truppens bredde og manglende erfaring afgjorde tingene i den afgørende sidste fase. Der er stadig langt til toppen.

Artetas pressemøder er som regel ikke voldsomt informationsrige. Han holder kortene tæt til kroppen, men når han i denne sæson har skullet imødegå kritik, har han flere gange fremført, at Arsenal er foran planen: Rolig nu, det går fint. Det er der meget godt at sige om. Efter syv spillemæssigt plagefulde år, er der udsigt til (mindst) syv gode, og det er betryggende at konstatere, at der nu faktisk er en plan. Fra Wengers sene sæsoner til Artetas første virkede Arsenals færden noget planløs, men der er en plan, det står klart nu, den er god, og vi er foran den. Hvilket kunne tyde på, at planen ikke bare er god, men også realistisk.

De fleste provinsborgmestre har på et tidspunkt i deres karriere haft en plan om at byens hold skulle i Champions League inden for fem år, og den slags planer er det ingen sag at fremsætte. Her virker Edu og Artetas noget mere gennemtænkt. Ud med de løntunge primadonnaer, ind med unge talenter, køb ind efter spilsystemet. Sats ikke for meget på cupturneringer, hold fokus på ligaen. Ryd op i truppen, suppler den taktisk smart.

Dertil har ledelsen haft is i maven i de svære opbygningssæsoner, som vi skal forstå, at vi stadig er i. Der skal stadig sælges rigtig mange, og der skal stadig hentes højere kvalitet til udvalgte positioner. Fan-darlings vil ryge til konkurrenter, og det skal vi være klar til at acceptere. Edu og Arteta skal realistisk set bruge et par transfervinduer mere, før de selv er tilfredse. Det kræver investeringer og tålmodig ledelse i en verden, hvor managers fyres på livet løs.

Det virker absurd, at Arteta faktisk er en af de gamle i Premier League. Kun Pep, Klopp og Frank har siddet længere i sæderne, mens Arteta har siddet i Arsenal en uge mere end Moyes i West Ham. Omsætningshastigheden på snart sagt alt i Premier League er blevet absurd, men heldigvis ser det ud til, at det lange tålmodige træk er det mest effektive i længden.

Pointene

De tørre tal lyver ikke, og Arsenal er med 84 point rykket kraftigt frem, men stadig ikke rigtig tæt på mesterskabet. At det gik galt fra anden halvleg på Anfield og frem, er der ingen grund til at skrive mere om. Det skulle da lige være 0-2 i Newcastle eller 5-0 på sidste spilledag og ikke, at denne skribent af alle kampe havde udset sig næstsidste hjemmekamp mod Brighton som scene for tilbagevenden til London efter tre års rejsepause. Det er klart, at truppens manglende bredde og måske manglende vindererfaring gjorde udslaget i sidste og afgørende fase, og det så vi ikke mindst mod Brighton.

Men der er også sket noget med Premier League siden sidst, Arsenal spillede med om mesterskabet. Mesterskaberne i 2002 og 2004 blev vundet med henholdsvis 87 og 90 point, mens de siden Leicesters mærkelige 81-points sejr i 2016 er blevet vundet med væsentligt mere. City vandt i 2020-21 med 86 point, men ellers er tendensen de senere år, at meget få fejltrin er nok til at blive smidt af i toppen. Normen er efterhånden, at man skal have et pænt stykke over 90 point, og •

ÅRETS KARAKTER et snit, der kunne have ført til det, holdt Arsenal kun frem til omkring runde 30. Den samlede høst på 84 point er et kæmpe fremskridt, men man kan realistisk set komme i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at vriste guldet fra den alt for velsmurte maskine i Manchester.

Hvorfor kan man få 12 uden at vinde? Fordi præstationen skal ses i en kontekst. Arteta fik det optimale ud af sit hold, vandt verdens hjerter og var eneste udfordrer til Citys urimelige dominans. Syv kilometer foran Spurs, tilbage i Champions League, konger af London. Vist kan ting blive bedre, men 12 er også en rummelig karakter.

Forløbet

Når vi evaluerer sæsonen, er det selvfølgelig de sidste otte-ni kampe, der sidder i hovedet. Men der skete også ting og sager før påske. Arsenal åbnede sæsonen med fem sejre i træk, et nederlag til Manchester United og uafgjort mod Southampton. Sæsonen var ung, og ingen talte om at beholde førstepladsen, men alle i og omkring Arsenal bemærkede spillet. Wenger-ball med flere facetter, blodbesiddende, pressende, kreativt, kort sagt alt det, de fleste godt kan lide at se. Arsenal vandt i efteråret mange neutrale fan-hjerter, og fans af andre klubber begyndte så småt at tale om, at hvis nogen i år skulle true City, var det måske Artetas lærlingeklub.

En idiotisk VM-pause og irriterende skade til Jesus truede med at ødelægge Arsenals momentum, men fra Boxing Day og frem kørte the Gunners igen på med fire sejre ud af fem mulige, otte point ned til City, og vi var nogle, der begyndte at tænke forbudte tanker. Men som så ofte før blev vi vækket af februars realitetstjek. Tre kampe i starten af måneden gav kun et point; uafgjort mod Brentford omkranset af nederlag til Everton og Manchester City. Sæsonens første pointkrise i en periode, hvor også cupturneringerne gav problemer. Men holdet rejste sig igen og præsterede syv sejre i træk, indtil den famøse anden halvleg i Liverpool påskedag. Og resten er historie. Arsenal er foran planen og langt fra toppen.

Urimelig dominans

Men sandheden er også, at Premier League ikke er en fair konkurrence og ikke har været det i mange år.

Over 100 regelbrud er åbenbart ikke nok til at udløse sanktioner, og de kommende sæsoner bliver nok hverken nemmere eller mere fair. Newcastle varsler massiv oprustning, Chelsea får måske lavet et hold ud af sine vilde køb, mens de øvrige klubber i dette års top seks alle må forventes at være med i toppen igen i de kommende år. Bare at spille sig i top seks kan blive meget svært, men vi håber og tror selvfølgelig, at Arsenal nu bider sig fast i toppen af engelsk fodbold og også bliver der i en årrække.

Og hvis Arteta endelig skulle fortryde en ting, er det måske, at han ikke satsede på Kiwior lidt tidligere. Det samtidige fravær af Saliba og Tomiyasu banede vejen for Holding, og det holdt ingenlunde. Og havde Jesus spillet hele sæsonen, havde Arsenal måske taget lidt flere point i vinterperioden. Pilen peger på truppen. Det ved alle, og sommeren bliver en af de mest spændende i mange år.

I mellemtiden er der virkelig meget at glæde sig over. Ikke mindst måden, Arsenal gør det på. Det er som Wengers guldalder, bare bedre. Betingelserne er hårdere nu, alle de andre har implementeret Wengers innovationer, og man kan ikke opfinde flere med tilsvarende rækkevidde. Ikke lovligt, i hvert fald. Arsenal har gjort det fantastisk, og det er selvfølgelig det, vi tager med fra i år. //