SVÆRT AT FORHOLDE SIG TIL

Mesterskabet afgøres som bekendt over en hel sæson. Trods massiv fremgang på flere fronter, fremstår sæson 22/23 alligevel lidt som det halvtomme glas.

Sæsonen 2022/23 er på mange måder umulig at forholde sig til. Før sæsonstart havde de fleste jo gladeligt taget an andenplads, men som sæsonen udviklede sig er det umuligt ikke at sidde tilbage med en noget tam følelse af, at det sgu ikke helt var godt nok. I lange perioder var pointforspringet stort nok til at absorbere de to sædvanligt forudsigelige nederlag til Manchester City, og det var jo ikke de to kampe i sig selv, der endte med at gøre udfaldet. De tre uafgjorte kampe mod Liverpool, West Ham og Southampton var mesterskabsudfordringens svanesang. Og tre resultater, der ville have været svære at kapere i en hvilken som helst sæson. Men man vinder jo ikke kampe på at spille godt i trekvart halvleg, ligesom man ikke vinder Premier League ved at spille godt og få gode – rigtig gode, endda – resultater i trekvart sæson. Og det var jo desværre dét, der var tilfældet.

Aldrig acceptabelt

Jeg hører muligvis til dem med det halvtomme glas, men med Arsenal i spidsen så længe var det virkelig sur r*v, som det hele endte. Man kan sige, at det altid går som fortjent i fodbold, problemet er bare, at modstanden i toppen er Premier Leagues pendant til en totalt overkrudtet Lance Armstrong. Ligesom Armstrong var en fremragende cykelrytter er Manchester uomtvisteligt et fremragende hold. Men ligesom med Lance Armstrong er der ikke kun rent mel i posen – og jeg vil derfor selvfølgelig aldrig acceptere, at Manchester City fortjener at vinde et mesterskab. Og havde det ikke været for fodboldmagthavernes og pengenes skyld, så var Manchester City for længst blev dømt for brug af steroider, epo, væksthormoner, cortison, bel- gisk pot og hvad cykelryttere ellers har dopet sig med gennem historien

Sådan er det imidlertid ikke – og jeg er ikke en af dem, der tror på, at den verserende sag mod Manchester City munder ud i noget som helst brugbart. Og derfor er det virkelig svært at se, at Arsenal nogensinde skulle kunne vinde et mesterskab igen, når det ikke kunne lade sig gøre i den forgangne sæson. Og tilbage til det halvtomme glas: Næste sæson er der måske flere nyrige klubber at skulle kæmpe med – hvilket selvsagt yderligere minimerer sandsynligheden for, at noget der trods alt stadigvæk (heldigvis!!) ligner en rigtig fodboldklub vinder det engelske mesterskab.

Og det er virkelig trist ovenpå en sæson, hvor Arsenal stort set hele vejen frem til april spillede fantastisk fodbold med et ungt og flamboyant hold. Jeg kan ikke mindes nogen sæson, hvor faktisk enhver sejr var mere end fortjent; ingen heldige sejre, ingen slinger i valsen, flot offensiv fodbold, solid defensiv, tempofyldt og kreativt spil på et højt teknisk niveau. Og en uhørt stabilitet i præstationerne. Så godt at det var svært at tro på. Og så – da man (i hvert fald jeg, det indrømmer jeg) for alvor begyndte at tro på det, ramlede det hele sammen på en lidt for Arsenal’sk maner. Og pludselig var bunden synlig i det halvtomme glas…

Dem med de halvfyldte glas ser potentiale og muligheder i vores unge og talentfulde hold – og det er da sådan set også rigtigt, jeg tror bare ikke, at nok så meget udvikling er tilstrækkeligt til at tage endnu et skridt fremad. Dertil er der for mange arabiske dopingmilliarder at kæmpe imod.

Kan bide skeer med hvem som helst

Sæsonen 2022/23 vil dog også blive husket for andet, trods alt. Der var nærmest tale om en genfødsel af Arsenal. Jeg så for nylig ’Invincibles’-filmen, og selvom Arsenal anno 2023 på ingen måde er på niveau med holdet fra dengang, så har jeg (og de fleste andre, gætter jeg på) en fornemmelse af, at Arsenal kan bide skeer med hvem som helst. Lige undtagen de arabiske doping-konger.

En mere tvivlsom sidegevinst ved sæsonen er kvalifikationen til Champions League. Hvor dejligt det på den ene side end er, at Arsenal er tilbage, har jeg på den anden side en frygt for, at det er en postgang for tidligt – og at det kan få ganske negative konsekvenser for mulighederne i ligaen, at der nu skal spilles på 100% også i de europæiske kampe. I Champions League spiller man ikke med reserverne, og én ting som sæsonen åbenbarede med al tydelighed var den tynde trup. Startelleveren er fin, der er 4-5 spillere derudover, der har niveauet – men for at kunne begå sig på højeste niveau i Premier League og derudover skulle spille i Europa skal der meget mere tyngde i truppen. Og på den front kæmper Arsenal en ulige kamp med de arabiske dopingklubber.

Løftet stemning på lægterne

Men når sæsonen er kommet lidt på afstand bliver de bitre øjeblikke som altid lettere at leve med, der er ikke noget som sommer(ferie) og sol, der kan læge fodboldsår. Og når vi igen står der til august og ser frem til sæsonstarten, er der meget der allerede er glemt. Til den tid (rettere: forhåbentlig lang tid inden!) er der afklaring af, hvem Arsenal har købt og solgt og allehånde nye perspektiver på holdets styrke og muligheder. Det er åbenlyst, at det bliver en dyr affære at forstærke holdet.

Med så højt et niveau er det ikke bare almindelige discountspillere, der skal købes. Der skal virkelig investeres klogt, men uanset hvad bliver det en dyr fornøjelse – især fordi der både skal sigtes på kvalitet og numbers. Det bliver derfor også spændende at se, hvem der bliver solgt. Der er nogle oplagte kandidater, men selv disse har et relativt højt niveau og vil ikke bare være sådan at erstatte. Og så er der en dark horse i Hale End-drengene. Er der noget at hente her, der kan spare skillinger på transfer-markedet?

Hvorom alting er – det var en virkelig hård sæson. Jeg havde helt glemt hvor hårdt det er at følge Arsenal når der reelt er noget at spille for. Så ligesom spillerne har også fans brug for ferie og genopladning. Og selvfølgelig en kæmpecadeau til Emirates-folket og the away following. Jeg har desværre ikke selv haft fornøjelsen af en kamp i denne sæson, men min søn var på plads til Chelsea-kampen og kunne fortælle, at beretningerne om stemningsniveauet er sande. Ligeså stort et løft holdet har fået, lige så stort et løft har stemningen fået. De to ting hænger selvsagt sammen, men det glæder en gammel gooner, når Arsenal-fans dominerer larmen på lægterne. Der er jo intet der overgår billeder af Arsenal-fans, der går amok i fejring af scoringer og sejre. Selvom man ikke er til stede, men blot følger med på TV-skærmen, så kan man jo formelig mærke samhørigheden helt ind i marven. En følelse jeg aldrig kan få nok af. //

COME ON YOU REDS!!!!!!!!!!!!!!