ARSÈNE OVER ARSENAL

Det ville være en underdrivelse at kalde Kohei Andos forhold til Arsene Wenger for bare en fascination. I mere end 20 år har alt, hvad Kohei har beskæftiget sig med handlet om at hylde franskmanden og den engelske fodboldklub, Wenger selv faldt pladask for. Vi har besøgt superfanen'en i Tokyo for at tale om Wengers vej ind i hans krop og sjæl.

“Hvis du spørger mig om Arsene Wenger, kan det her interview nok godt tage to-tre dage.”

Ikke én mine trukket. Japanske Kohei gør det hurtigt klart, hvad man skal være forberedt på, når snakken går på Arsenal, og Arsenals mest succesfulde træner gennem tiden. Og mere end de 20 minutter, jeg har til at forstå, hvorfor ’One Arsene Wenger’ melodien runger højere i Japan end de fleste steder, er der heller ikke brug for. Faktisk skal Kohei ikke bruge mere end et enkelt greb efter en øl til at lade mig imponere af hans dedikation til Le Professeur.

En ”Arsemas Ale” bliver hældt op fra flasken. En øl, der hvert år lanceres i forbindelse med Wengers fødselsdag. Øllen står han selv for at brygge under hans eget ølmærke og kan ekslusivt frekventeres i den bar, han ejer i Shinjuku – en af de mest hektiske bydele i en af de mest hektiske byer i verden, Tokyo. Baren hedder naturligvis ’Highbury’, fristes man til at sige.

Baren er et arnested fra Arsenal-hungrende japanere, der gerne står klar til kampstart kvart i to om natten lokal tid for så at kunne synge med i kor på alt fra Saliba-sangen til de mange forskellige hyldestsange de har til deres yndlings Tomi med nummer 18 på ryggen. Udover øl og fællessang kommer Arsenal-fans også for en bid mad. Her kan gæsterne blandt andet vælge mellem retterne ”Eat this up if you hate Tottenham” og friturestegt kylling med Arsene Wenger som KFC-mand.

Sammen med Artetas udvalgte er Kohei Ando den som faciliterer hele nattens hurlumhej, hver eneste gang Arsenal spiller. Ofte er han skyld i, at folk bliver hængende med en øl i hånden efter slutfløjt, og som samtidig betyder, at de fleste på baren må tage en fridag fra arbejdet dagen efter. Selv er han også lidt medtaget oven på en torsdagsforestilling i Europa League. Det er dog ikke smagen af ikke at være i det fineste europæiske selskab, som tynger, men det manglende glædessyn af en særlig franskmand på sidelinjen.

”Selvfølgelig er jeg Arsenal-fan. Men jeg respekterer Arsene Wenger mere end Arsenal,” fortæller Kohei ærligt.

Der går ikke en sætning om Arsenal uden Arsene Wenger også bliver bragt på banen. Wenger kan bruges som både navneord, udsagnsord, tillægsord eller adverbium. Alt sammen for det positive.

For Kohei startede den højtbesungende kærlighed til de rødblusede i Nordlondon ligesom for mange japanske Arsenal-fans med Junichi Inamoto, der skrev under med Arsenal i 2001.

Den sommer var det Sol Campbells kontroversielle skifte fra Tottenham til Arsenal, der stjal de fleste europæiske Arsenal-fans opmærksomhed. Østpå var det dog Inamoto, der fik klistret Arsenals-kampe op på enhver tv-kasse i Solens Rige. Den japanske midtbanespiller blev kritiseret for netop kun at blive hentet ind for at skulle sælge merchandise og skabe opmærksomhed i Japan omkring Arsenal, der på daværende tidspunkt også havde det japanske spilfirma ”Sega” som en af sine hovedsponsorer. Og kritikerne fik måske ret, for Inamoto fik ikke mange minutter i Arsenal-trøjen, men havde i stedet en stor indvirkning på japanerne.

Blandt mange fik Inamoto derfor Kohei til at spærre øjnene op for de rødblusede. Han blev hurtigt optaget af Arsenals polerede spil og ikke mindst hjernen og hjertet bag Premier Leagues mest seværdige fodboldhold. Med Inamoto var det ifølge Kohei som om himlen åbnede sig for ham, hvor en ikke helt ukendt Wenger begyndte at funkle mere og mere.

”Jeg kendte godt til Wenger fra hans tid, da han var træner i Japan. Dengang var jeg dog ikke den store Arsene Wenger-fan. Det blev jeg dog hurtigt efter jeg begyndte at se Arsenal.”

Arsene blev med årene en guddommelig skikkelse for Kohei. Han kunne ikke få nok af succestræneren.

”I mange år forsøgte jeg faktisk at flytte til Storbritannien for at være tæt på Arsene Wenger. Af flere omgange. Jeg forsøgte at få et arbejdsvisum, men måtte til sidst give op”

Kohei måtte sande, at hans passion ikke kunne række til at dække over hans manglende engelskundskaber og relation til Storbritannien. Hans åndelige relation til Wenger godtog de desværre ikke på visumkontoret i London.

Det har dog ikke afholdt Kohei for at bruge alt sin tid med at beskæftige sig med Arsenal og Wenger. Foruden hans Arsenals-dedikerede bar i Tokyo, som han har haft siden 2016, har han også brugt alle sine frie perioder til at drage mod Storbritannien for at se Arsenal-spille.

I Wengers-dage sørgede Kohei også altid for at træffe Wenger selv til en kort hilsen og et håndslag.

”En af mine venner er en af Arsene Wengers venner. Han mødte ham, da Wenger kom til klubben og ingen kendte i London. Der blev de venner. Efter hver hjemmekamp kunne jeg stå klar, når spillere og trænere kørte ud af parkeringskælderen, hvor Wenger så ville stoppe op og hilse på sin ven og mig.”

”Så selvom regnen silede ned ventede jeg på Wenger efter hver kamp for at tale med ham.”

Hjem til Wenger i Duttlenheim

Foråret 2018 var en mærkelig tid for mange Arsenal-fans. Efter 22 år skulle Gooners vende sig til ikke at blive underholdt med Wengers skikkelse på sidelinjen og hans sædvanlige problemer med jakkelynlåsen. For Kohei var Wengers trænerstop ikke alene enden på en æra, men et stort tab af mening. Hans liv kunne simpelthen ikke fortsætte uden Wenger.

”Efter Wenger forlod Arsenal havde jeg ikke lyst til noget. Jeg kunne ikke gøre noget”, indrømmer Kohei. ”Så jeg var nødt til at møde ham igen.”

For Kohei var det derfor et nemt valg at gøre alvor af sit afsavn. Han rettede derfor snuden mod det sted, hvor det hele startede for Wenger - hans hjemby Duttlenheim i det nordøstlige Frankrig. Her måtte han kunne finde Wenger, tænkte han.

”Jeg tog først kontakt til chefen for FC Duttlenheim, men han kunne ikke tale engelsk. I stedet kom jeg i kontakt med en af Wengers bedste venner, som boede i Strasbourg, og som til sidst fik bragt mig i kontakt med FC Duttlenheim.”

I Duttlenheim fik Kohei lov til at gå i Wengers barndomsspor, hvor folkene i fodboldklubben tog ham grundigt rundt i alle afkroge. Kohei kan således vise billeder med ham selv foran Wengers folkeskole, hans barndomshus, hans nuværende hus og hans favoritrestaurant. Nu manglede mødet med Wenger bare.

”Men Wenger var ikke hjemme på det tidspunkt, jeg besøgte byen. Jeg fik at vide af klubfolkene i FC Duttlenheim, at han ville vende tilbage inden for de næste to uger. Så jeg efterlod ham et brev for at fortælle ham, hvor meget han betød for mig”

Og Wenger fik brevet. Et par uger senere fik Kohei det fysiske bevis på det, da han hjemme i Tokyo modtog et brev fra Wenger selv sammen med en signeret FC Duttlenheimtrøje. Den hænger nu inde på Highbury sammen med resten af Koheis samling af Wenger-memorabilia.

I baren finder man også en replica af det banner, Kohei sørgede for blev fløjet over Emirates Stadium i forbindelse med Wengers sidste kamp, og som minder ham om hans mange ture til Emirates for år tilbage.

For Kohei har ikke besøgt Emirates, siden Wenger forlod klubben. Kohei har ikke villet vende tilbage for at se Arsenal spille, indtil Wenger også ville vende tilbage. Nu hvor Wenger igen, ved en enkelt lejlighed, har besøgt Emirates kan Kohei dog igen drage til London, dog uden muligheden for at tage en snak med franskmanden. I stedet dagdrømmer Kohei om, at Wenger en dag træder ind af dørene til det Highbury, som stadig står i Tokyo.

”Jeg håber lidt, at han en dag kommer ind, så jeg bare kan fortælle ham, at jeg er glad for, at han blev født,” fortæller en lattermild Kohei, inden han må forlade Highbury for en stund for at tage hen og brygge mere af sin Arsemas Ale. //