FRA HÅNLIGE ORD TIL FORNYET STORHED

Der er sket meget på to år – fra den mislykkede plan om en europæisk superliga, hvor der hånligt blev sat spørgsmålstegn ved Arsenals deltagelse, til en sæson, hvor klubben med al selvfølgelighed viste, at den hører til i toppen af engelsk fodbold.

Da planen om en europæisk superliga uden om UEFA blev offentliggjort i foråret 2021, var Arsenal blandt de 12 klubber, der havde fostret eller tilsluttet sig idéen. Den blev prompte afvist af ikke mindst de engelske fans bag de seks klubber fra Premier League, som var involveret – udover Arsenal også Manchester City, Manchester United, Liverpool, Chelsea og Tottenham.

Helt forståeligt tog mange fodboldentusiaster afstand fra tanken om en turnering, man ikke skulle kvalificere sig til, men var forbeholdt en kreds af Europas storklubber –åbenlyst baseret på kommercielle interesser. Mere end nogensinde ville det komme til at handle om penge. Sportslig succés var nærmest underordnet – kort sagt: et initiativ, som nedsættende betegnet, men nok ganske rammende sagt kunne have udmøntet sig i en ”plastic-turnering”.

Lykkeligvis trak hovedparten af klubberne, deriblandt alle de engelske, følehornene til sig og droppede idéen – i hvert fald for nu. Man ved som bekendt aldrig, hvad fremtiden bringer.

Når den to år gamle historie trækkes frem igen, er det fordi meget er sket i mellemtiden – ikke mindst for Arsenal. Man kan alt efter temperament og indstilling mene, at det var en ære for Arsenal at blive inviteret med – og dermed regnet som en europæisk topklub på linje med Real Madrid og Barcelona, Milan og Juventus.

Farvel til nøjsom ambition

Men der var dem – pressen og visse fodboldtilhængere i almindelighed – som spottende undrede sig over, at Arsenal overhovedet var kommet med i denne kreds af storklubber.

På det tidspunkt lå The Gunners nede omkring 8. pladsen – og sluttede også dér, da 2020/21 sæsonen blev fløjtet af. Var det ikke længe siden, Arsenal havde været en topklub, lød spørgsmålet hånligt fra folk, som ikke holdt med kanonérerne i rødt og hvidt.

Arsenal har ganske vist været nede i en bakkedal, men to år er længe siden, og klubben har genvundet meget af fordums storhed – bevist gennem en strålende sæson 2022/23, hvor både spillet og resultaterne som helhed var en fornøjelse at følge som Arsenal-fan.

Man skal atter regne med Arsenal som et tophold og som dén storklub, den altid har været. Klasse fornægter sig sjældent. Forsvundet som dug for solen er den tidligere nøjsomme ambition om blot at være et top 4- eller et top

6-hold, som udefra set herskede på klubbens ledelsesgang for blot få år siden. Nej, Arsenal vil selvfølgelig igen være med helt fremme i kampen om trofæer og titler – personificeret i en ærgerrig og ambitiøs – og stadig ung – spansk manager, Mikel Arteta. Man kan se det i hans blik – altid sulten efter sejr. Selvforståelsen er igen i orden – Arteta har fået os alle sammen til at ranke ryggen.

Europas bedste hold?

Omverdenens syn på Arsenal har været skiftende gennem årene. Da Arsenal vandt mesterskabet i 2004 i overlegen stil som The Invincibles og i det følgende efterår endnu engang som den største selvfølgelighed skulle med i Champions League, spurgte Tipsbladet retorisk med store typer hen over forsiden, om Arsenal var Europas bedste hold?

Et spørgsmål, som i realiteten kun lod sig besvare bekræftende med en sejr i turneringen. Arsenal vandt ikke Champions League i 2004/05, men tabte i 1/8 finalerne til Bayern München. The Gunners spillede dog stadig fejende flot fodbold. Sæsonen efter blev det store mål om at vinde turneringen næsten nået – med en finaleplads mod Barcelona.

Nederlaget i slutkampen var ærgerligt og bittert for enhver tilhænger af Arsenal. Men mange iagttagere og fans af andre klubber måtte i de år i 00’erne medgive os, at Thierry Henry & Co. udgjorde ét af tidens mest velspillende hold –måske dét mest velspillende. Måske var det også, hvad der lå i Tipsbladets spørgsmål – og så gav svaret nærmest sig selv.

Vi har til tider været dømt ude eller måske i bedste fald været anset for at være en ”slumrende storhed” med fremtiden bag sig. Hvor ofte har man ikke lagt ører til tv-kommentatorers nådesløse bemærkninger eller læst hårde ord i pressen og på nettet? Og som fan har man selv undertiden revet sig i håret i fortvivlelse, når resultaterne udeblev og skuffelserne åd sig ind på begejstringen.

De positive forventninger

På en måde kan man vælge at udlægge kritikken fra medierne og fodbold-offentligheden positivt – for skal der ikke altid være positive forventninger til Arsenal? Hører klubben netop ikke pr. definition til helt deroppe, hvor vi som tilhængere også selv ønsker, den skal være? Vi skal vel aldrig stille os tilfredse med middelmådigheden – dertil har vi trods alt været for godt vant.

Den seneste sæson har været en ren svir, og vi har atter oplevet medvind – også fra uventede kanter. Arsenal blev gradvist som sæsonen skred frem og i takt med de gode resultater og det ofte fremragende spil talt op som en mesterskabskandidat, der skulle tages seriøst. Både af pressen og konkurrenterne.

End ikke Pep Guardiola syntes på et tidspunkt i sæsonen at kunne undertrykke en vis bekymring over, at Arsenal udgjorde en trussel mod hans hold.

The Gunners genvandt respekten – spillerne og Arteta beviste, at de ikke gik efter blot at slå en bule i en blød hat. De gik efter noget stort. Barren var pludselig sat højt igen.

Alle, der iagttog holdet, så forvandlingen fra drenge til mænd. Det var storslået at følge for os, der har været trofaste også i modgangen. Vi tvivlede vel aldrig for alvor på, at det måtte komme en dag igen. Men da det så skete, var det alligevel forunderligt – og måske hurtigere end forventet. Undertiden troede man knap sine egne øjne. Var det virkelig Arsenal, der kunne spille sådan?

Ryd forsiden!

Martin Ødegaard prydede forsiden af det ansete World Soccers maj-nummer – en plads, som det internationale månedsmagasin kun reserverer de absolutte verdensstjerner. Inde i bladet blev historien om den norske midtbanekreatør fortalt hen over seks sider. Budskabet var klart: en spiller, som kan sætte helt afgørende aftryk på en kamp.

Jonathan Wilson, én af Storbritanniens mest velan - i både dagbladet The Guardian og World Soccer, udbredte sig undervejs i sæsonen om Artetas særlige offensive stil og skitserede, hvorfor så meget lykkedes for Arsenal.

Wilson er ikke nogen hr. hvem som helst. Han er forfatteren til ”Inventing the Pyramid” – én af de grundigste bøger, der overhovedet er udgivet om fodboldtaktikkens historie, og han skriver fast om sportens taktiske udviklingstendenser i engelske medier. Wilson trak i spalterne definitivt Arteta helt ud af Pep Guardiolas skygge. Et blåt stempel blev sat, og større bliver det næppe i de traditionelle medier.

Dansk presse kunne efterhånden også svinge sig op til at skrive positivt om vores klub – endda uden at der var en dansker på holdet. Det er næsten et særsyn og en kærkommen undtagelse fra den særlige form for provinsialisme, som kendetegner en del af den danske medieverden, der helst kun omtaler en udenlandsk klub, når en dansk spiller har gjort sig bemærket på den ene eller den anden måde.

Og fodboldfans, som har givet deres hjerte til andre klubber, kunne pludselig spontant begynde at sige noget positivt om The Gunners. Der var ligefrem dem, som ønskede Arsenal som mester frem for de lyseblå og nyrige fra Manchester. Blandt andre tilhængere af Manchester Citys røde by-rivaler. Uanset hvad de selv havde af motiv for at heppe på Londonklubben, kunne man som Arsenal-tilhænger notere det med tilfredshed. Min fjendes fjende er min ven!

Ian Wright’s kærlige kritik

Flere forhenværende Arsenal-spillere sammenlignede i sæsonens løb nutidens mandskab med spillere og hold fra fortiden. Ian Wright er uden tvivl den mest prominente af dem. Både som legendarisk forward med en udpræget sans for at score mål og efterfølgende som fremtrædende ekspert-kommentator i den engelske medieverden har han aftvunget respekt. Vi er formentlig mange, der har et blødt punkt for netop ham. Wright’s kommentarer afspejler en usvækket kærlighed til den klub, han spillede for op gennem 1990’erne – kærligt-kritiske og forstandige som de sædvanligvis er.

Man skal altid passe på med at sammenligne spillere og hold fra forskellige epoker. Spillet udvikler sig til stadighed – ikke mindst stilistisk, taktisk og tempomæssigt – og ændringer i spillets regler har også en betydning. Hvem havde forestillet sig VAR for blot nogle år siden? Og trænerne kan nu skifte fem spillere ind i stedet for tre og derved udnytte indskiftningsmulighederne yderligere rent taktisk for at påvirke kampens udvikling. Forandringen sker for øjnene af os på flere måder.

Men alligevel kan man måske for sit indre blik ikke lade være med at sammenligne spillere på den samme position – fra fortid til nutid. Når Ian Wright gør det, er det som regel altid værd at lytte til. Han kommenterede kontinuerligt sæsonens gang og tændte advarselslamperne tidligt i forhold til Manchester City, selv da Arsenal havde et pænt pointforspring.

Og så sammenlignede han David Rocastle, der vandt to mesterskaber med klubben under manager George Graham’s ledelse og som så tragisk døde af kræft i en alder af kun 33, med Bukayo Saka. Samme hurtighed og samme smidige håndtering af de små rum, lød Wright’s vurdering. Den gamle forward udtrykte begejstring for adskillige af nutidens spillere.

Wright bevæger sig nu om dage i medierne og ikke på banen og repræsenterer dermed den omverden, hvis reaktioner man som Arsenal-fan uvilkårligt lægger mærke til. Identitet handler også om, hvordan andre ser én. Men når man især hæfter sig ved hans perspektiv i en verden fyldt med støj fra både de traditionelle og sociale medier, er det fordi man aldrig er i tvivl om, at han vil klubben det bedste. Han revser klubbens dispositioner og den til enhver tid siddende manager, når det er på sin plads, men han gør det for at anvise, hvordan klubben kan komme videre mod nye mål.

Fodboldens brændstof

Alle vi med Arsenal i hjertet – tilhængere såvel som manager og spillere samt alle andre med Emirates Stadium som det fodbold-mentale hjemsted – skal have lov at drømme stort. Det er dét, fodboldens brændstof er gjort af – drømmene, visionerne, målsætningerne. Dét der endnu ikke er sket. Og det bør selvfølgelig også altid være brændstoffet for Arsenal. Vi må aldrig slå os til tåls med middelmådighed og hvad der er ”godt nok”, men altid stræbe efter at sætte vores egne standarder. Uanset hvad vores omverden i øvrigt mener om os.

Arsenal kommer forhåbentlig aldrig med i en privat-kommerciel, europæisk superliga, løsrevet fra fodboldens fødekæde og de almindeligt vedtagne principper, der gælder alle fodbold-turneringer – fra den laveste amatørrække til den absolutte elites Champions League. Man kvalificerer sig naturligvis kun i kraft af de sportslige præstationer.

De færreste fodboldentusiaster vil formentlig ønske, at udviklingen går den vej, som pengemændene ellers prøvede at anvise for to år siden, men som især engelske fans heldigvis afviste. Man kan i dén sammenhæng være enig med komikeren Groucho Marx, som engang sagde: ”Jeg vil ikke være medlem af en forening, der vil have mig som medlem.”

Men derfor kan vi alligevel med stor tilfredshed notere os, at Arsenal atter hører til eliten i engelsk fodbold og er tilbage i den fornemste europæiske klubturnering, Champions League, efter nogle års ufrivillige fravær.

Fodboldverdenen skal for alvor igen regne med The Gunners, som har vristet sig fri af de lange skygger, der i alt for lang tid lå hen over Emirates. Nu gælder det om at holde fast og fortsætte udviklingen. Næste sæson er allerede på spring i vores hoveder. Vi kan dårligt vente. //

Indkaldelse Til Generalforsamling

Vi kalder det jo sædvanligvis for fanklubbens årsdag, og rent formelt er det tilstrækkeligt at indkalde via hjemmesiden, men alligevel benytter vi os af lejligheden til at invitere til den årlige generalforsamling, som i år afholdes lørdag den 30. september kl. 13:00.

Det er endnu uafklaret, hvor arrangementet gennemføres. Det bliver formentlig Aarhus eller Fredericia. Traditionelt set skiftes vi mellem København og Jylland, og på den konto skulle vi retteligt være i København i år, men eftersom foreningen barsler med store planer om en genforening af George Grahams drenge i Parken i 2024, bliver det Jylland igen i år.

Vi håber på medlemmernes forståelse.

Dagen bliver værd at køre efter. Udover den ordinære generalforsamling med beretninger og regnskabsaflæggelse byder vi også på udsalg i Fanshoppen, festlige indslag, festmiddag og besøg af en hemmelig Arsenal legende. Vi holder kortene tæt på kroppen og vil ikke afsløre navne, men kan roligt afsløre, at det blive stort i år.

Sæt kryds i kalenderen og hold øje med hjemmesiden