At finde sjæl i modernismens “grimme“ bygningsarv
Fra kontor til kultur - en transformation af Beazer House
Over hele Europa nedrives fortidens funktionstømte bygninger. Især modernistisk prægede konstruktioner fra midten af det 20. århundrede, som i bred forstand anses for at være uskønne, er en truet art. Bygninger fra denne tid forbindes ofte med få æstetiske kvaliteter, men ved at værne om den forsømte bygningsarv kan man skabe ny værdi ud af noget tilsyneladende udtjent.
Midt mellem græsgrønne bakker og typiske georgianske huse i den sydengelske by Bath finder man netop sådan en bygning. Beazer House, kendt i folkemunde som ’Baths grimmeste bygning’, står i skarp kontrast til den ellers så homogene by og nedrives i foråret 2025. Bygningen fra 1966 har tidligere fungeret som kontor, men har nu stået tom i to år.
Med afsæt i Beazer House søger projektet at belyse, hvordan vi håndterer den bygningsmasse, vi anser for uskøn. Projektet udfol der potentialet i at gentænke og bevare denne bygningsarv. I stedet for at nedrive Beazer House transformeres det til et musikhus, der kan være med til at revitalisere lokalområdet og samtidig rumme både de store aftener og hverdagens aktiviteter.
I projektet udnyttes den fleksible søjle-bjælke-konstruktion i beton til at skære stykker af dækkene ud og give plads til musikhusets forskellige funktioner. De nye funktioner flytter ind, hvor den eksisterende struktur bedst tillader det, og konstruktionen former på den måde musikhuset. Søjlerne bevares inde i den store sal og danner rammerne for en anderledes poetisk musikoplevelse.
En ny let træstruktur tilføjes udenpå den eksiste rende facade som reference til de nærtliggende pakhuse, og agerer tærskel til den store sal. Bygningens tidligere funktion som kontor forsøges ikke skjult, men derimod fejret. Der tillægges en særlig opmærksomhed til de detaljer, der fortæller om denne fortid, såsom de hvide malingsspor på søjlerne i det tidligere åbne kontorlandskab.
I et ønske om at give tilbage til byen og passe bedre ind i det urbane væv, omdannes dele af den øverste etage til en taghave. Dette greb mildner bygningens møde med omgivelserne. Samtidig skabes en plads, der forbinder sig med en velbenyttet passage. Dermed styrkes bindeleddet mellem byens sydlige beboelsesområde og den historiske bykerne.
Det tidligere kontorhus fores med indre vægge af lokalt anskaffet uld, der skaber sanselige, rummelige oplevelser. I en poetisk assemblage af de eksisterende betonelementer og de nye uldvægge, blødgøres bygningen, mens der trækkes tråde til det omgivende landskab. Prisen på den engelske uld har de seneste årtier faldet til et punkt, hvor det i høj grad er blevet til et restprodukt.
Uld har mange gode egenskaber herunder både indeklimatiske og brandhæmmende kvaliteter og ved at eksponere ulden mellem vævede net i et system af trækassetter, kan de gode akustiske egenskaber også udnyttes. Herved skabes en ny rytme i det forhenværende kontorhus, hvor det eksisterende og det tilføjede danner et symbiotisk samspil.
Det kan være svært at finde sjælen i mo der nismens bygningsarv, men ved at udnytte deres fleksible strukturer og indvæve lokalt betingede, biogene materialer kan vi skabe bygninger, der tilfører en ny æstetik og sanselige oplevelser. På den måde viderebygges stedets ånd gennem et bevidst arbejde med dets unikke sjæl, så det kan leve videre i fremtiden.