Fra bolig til hjem evaluering 2025

Page 1


Evaluering af Fra Bolig til Hjem 2025 – Kort version

Indretningsstøtte til kvinder og børn, som har været udsat for vold

September 2022 til august 2025

RØDE KORS

Billede: AI-illustration
“ I løbet af meget få måneder kom vi ikke bare på

plads, men fik

også

et

hjem,

der var rart at være i. Det føles som hjemme. Det, synes jeg, er fantastisk, for det kan virkelig tage lang tid, tror jeg”

– Kvinde, Fra Bolig til Hjem –

Kort om resultaterne

Når voldsudsatte kvinder og børn fraflytter et krisecenter, har de ofte meget begrænset økonomi, overskud og netværk. I den situation, kan det virke uoverkommeligt at skulle skabe et helt nyt hjem.

Fra Bolig til Hjem er en indretningsstøtte, hvor arkitektfaglige frivillige hjælper kvinder og børn, når de flytter fra krisecenter ud i egen bolig. Røde Kors støtter her kvinder og børn i at skabe funktionelle hjem, der danner rammerne for et godt hverdagsliv og et liv uden vold.

Evalueringen viser, at indsatsen virker. Den understøtter kvindernes og børnenes hjemskabelse, trivsel og handlekraft i en afgørende overgangsfase, og de arkitektfaglige frivillige oplever at gøre en meningsfuld forskel.

I gennemsnit mødes kvinden og den frivillige 10 timer, og deres fokus er på boligen. På trods af den korte tid brugt sammen, og det afgrænsede fokus, så gør indsatsen generelt en stor, positiv forskel for kvinderne og børnene. Det handler ikke bare om møbler – det handler om følelsen af hjem, tryghed og håb.

Fra Bolig til Hjem er udvidet betydeligt de seneste tre år. Før denne projektperiode tilbød Røde Kors indsatsen i 4 byer og samarbejdede med 5 krisecentre. I september 2025 tilbyder Røde Kors indsatsen i 8 byer og samarbejder med 18 krisecentre. Der er stor efterspørgsel på indsatsen flere steder i landet bl.a. fra krisecentre og kommuner, og dermed et stort potentiale for at udvide indsatsen yderligere.

298 kvinder og 407 børn har fået støtte af frivillige arkitekter i overgangen fra krisecenter til egen bolig fra september 2022 til august 2025.

86%

86% af kvinderne vurderer, at indretningsstøtten har hjulpet dem med at trives bedre i deres hjem.

248 arkitektfaglige frivillige har været engageret i projektperiodens tre år.

Dette er en kort version af ’Evaluering af Fra Bolig til Hjem 2025’. Find den fulde version på Røde Kors hjemmeside. Evalueringen er udarbejdet af interne analysekonsulenter fra Røde Kors og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond. Den A.P. Møllerske Støttefond har også støttet Fra Bolig til Hjem i den treårige projektperiode. Derudover støtter IKEA projektet økonomisk i form af gavekort til møbler og interiør, og Røde Kors har et mangeårigt samarbejde med Arkitektforeningen, der bl.a. støtter ifht rekruttering af frivillige til projektet.

Hvorfor er der brug for at støtte voldsudsatte med boligen?

I 2024 var 5.700 kvinder og børn på krisecenter i Danmark.1 Efter voldens ophør har volden stadig alvorlige konsekvenser såsom ensomhed, manglende netværk, mistrivsel, psykiske reaktioner som angst eller PTSD, begrænset overskud økonomiske vanskeligheder og en helt ny, tom bolig.2 Under disse omstændigheder kan det være svært at skabe et hjem og få et hverdagsliv til at fungere. For nogen kan løsningen blive at gå tilbage til voldsudøveren. En fjerdedel af alle kvinder på krisecentre er gengangere.3

Dertil viser en undersøgelse lavet af Als Research for Røde Kors, at usikkerheden omkring boligen er en afgørende barriere for overhovedet at forlade den voldelige relation, og at behovet for hjælp til at finde og etablere sig i en bolig er stort.4 Forskning peger på, at et trygt hjem kan være afgørende i den ofte kaotiske overgang fra krisecenter til egen bolig og kan hjælpe voldsudsatte med at finde fodfæste i et liv uden vold.5

Røde Kors har i 25 år hjulpet voldsudsatte i tiden efter et krisecenterophold. Igennem dette arbejde blev det tydeligt, at der var et særligt behov for støtte i forbindelse med at skabe et godt hjem. Derfor udviklede Røde Kors ’Fra Bolig til Hjem’ som et supplement til den mere længerevarende og psykosociale støtte, kvinderne bliver tilbudt i aktiviteten Qnet.

“ Hun [datteren] ville gerne have noget opbevaringsplads og så ville hun gerne have… Vi havde jo ikke f.eks. dyner og puder, det var noget som var vigtigt for [min datter] at få sådan nogle ting. Det var egentlig primært hendes ønsker. Og så havde hun selvfølgelig et ønske om, at vi fik et hjem. [Min datter] var meget bange, da vi skulle flytte fra krisecenter, fordi vi faktisk ikke havde nogle møbler overhovedet. Hvad skal vi sove på? Hvad skal vi spise ved?” – kvinde –

Kvindernes behov ift. boligen ved udflytning fra krisecenter

Basale møbler og ting til boligen

Hjælp til konkrete indretningsløsninger

1 Danmarks Statistik (2025a)

En at sparre med Kvindernes behov

Et godt hjem til børnene

Figuren er lavet på baggrund af interviewene med kvinderne til denne evaluering samt VIVE’s evaluering af Fra Bolig til Hjem.6

2 Minke og Keller (2024), Lev uden vold (2018) og Dokkedahl (2021)

3 LOKK (2020)

4 Als Research (2021)

5 Henze-Pedersen og Poulsen (2023)

6 Poulsen og Benjaminsen (2022)

Indretningsstøtten Fra Bolig til Hjem

Røde Kors har siden 2019 tilbudt indretningsstøtten til voldsudsatte kvinder og deres børn, når de fraflytter et krisecenter og skal etablere et nyt hjem. Målet med indsatsen Fra Bolig til Hjem er at skabe gode, trygge, funktionelle hjem, der kan øge trivsel og hjælpe til at fastholde et liv uden vold.

Indsatsen består af støtte fra frivillige med arkitektfaglig baggrund til hjemskabelsesprocessen og gavekort på op til 10.000 kr. til køb af møbler. Evalueringen viser, at et gennemsnitligt forløb varer 100 dage og består af fem fysiske møder mellem kvinden og den arkitektfaglige frivillige, på i alt 10 timer. Røde Kors samarbejder fast med i alt 18 krisecentre i otte forskellige byer om indretningsstøtten. Krisecentrene henviser kvinder og børn, som fraflytter, til indsatsen.

“ Jeg har været så taknemmelig for [den frivilliges] hjælp. Hun har kunne se nogle løsninger og skabe et overblik, som jeg ville have svært ved selv at komme frem til. Det ville have taget meget længere tid, og i rehabiliteringsprocessen efter at have været udsat for psykisk vold i et halvt årti, har jeg været så overbelastet med bare at få en hverdag til at fungere, at indretningen havde været noget af en uoverskuelig opgave uden [frivillige].” – Kvinde, Fra Bolig til Hjem –

Støtte til at skabe et trygt og funktionelt hjem

3-7 møder med en frivillig arkitekt

KR.

Op til 10.000 kr. i gavekort til indretning og møbler

Målgruppen for indsatsen

1. Kvinden skal være fraflyttet krisecenter og have behov for indretningsstøtte.

2. Kvinden skal bo i en af de byer, hvor Røde Kors tilbyder støtten.

3. Kvinden skal være ude af den voldelige relation og have et lavt trusselsniveau.

4. Kvinden skal kunne tale og forstå dansk eller engelsk på et niveau, hvor der kan tales om indretning.

5. Kvinden må ikke have et aktivt misbrug eller en alvorlig, ubehandlet psykisk lidelse.

Kvindernes hjemskabelse og handlekraft

Evalueringen viser, at kvinderne oplever, de frivillige møder dem med respekt og medmenneskelighed i en svær situation, samtidig med at de får støtte til etablering af et trygt og funktionelt hjem. Kvinderne er generelt meget tilfredse med de frivillige og oplever, at de frivillige har hjulpet dem på vej med at skabe det hjem, de ønsker.

“ Hun har været god og lyttende. Man kan mærke, at hun gør det inde fra sit hjerte. Hun får mig til at føle, at jeg er okay og har ikke nogen forventninger til mig. Jeg føler mig ikke til ubelejlig eller til besvær. Vi snakkede godt sammen. Hun er en superdygtig indretningsarkitekt, og jeg håber at andre kan få gavn af hende.” – Kvinde, Fra Bolig til Hjem –

I hjemskabelsesprocessen og gennem støtten fra den frivillige oplever mange af kvinderne fornyet selvbestemmelse og handlekraft, som kan være opbyggende efter en svær tid. De bliver spurgt ind til deres behov, de frivillige støtter op om deres idéer og flere får en succesoplevelse igennem indretningsprocessen. Flere kvinder beskriver, at oplevelser som dette før har været fraværende i deres liv, som følge af volden. Støtten bidrager dermed ikke kun til et fysisk hjem, men giver også kvinderne tro på dem selv og psykosocial støtte.

“ Og det der med at få at vide, at nogle ideer, som jeg har, de faktisk er gode. Det har også været ret vildt. For det er ikke det, jeg har levet i. Altså jeg var jo den her hjerneblødning, jeg var den her klumpe, der ikke kunne bruges til noget. Jeg var dummere end blødt, vådt bølgepap. Så det der med, at nogle af mine ideer, de faktisk var rigtig gode, og at nogle af de ting, jeg laver, de er rigtig gode. Altså det har virkelig givet mig noget.” – Kvinde, Fra Bolig til Hjem –

En mindre gruppe kvinder oplever ventetid på at komme i forløb. Dette kan være svært, når man står i en helt tom bolig. Evalueringen anbefaler, at ventetiden er så kort som muligt, men også at der er en tydelige forventningsafstemning med kvinderne om, at der kan opstå ventetid på at komme i forløb. Evalueringen understreger nemlig også, at ventetid ikke kan reduceres fuldstændigt, da indsatsen i høj grad bygger på frivillighed.

93% af kvinderne oplever, at den frivillige har hjulpet dem på vej til at få skabt det hjem, de ønsker.

95%

95% af kvinderne har været glad og tilfreds med matchet med den frivillige arkitekt.

Kompetent og meningsfuldt frivilligt arbejde

Evalueringen viser, at de arkitektfaglige frivillige i Fra Bolig til Hjem generelt føler sig godt klædt på til opgaven. Mange frivillige fremhæver grundkurset som afgørende for dette, hvor de oplever at få indsigt i vold i nære relationer, projektets rammer og regler samt gode råd og indsigter fra en erfaren frivillig. Samtidig får de løbende støtte fra frivillige aktivitetsledere og konsulenter, hvilket giver tryghed i opgaveløsningen.

“ Jeg synes simpelthen, at seriøsiteten omkring selve projektet, og den måde, vi blev klædt på til at møde voldsramte kvinder, var utrolig god. Både med hvilke situationer de kunne være i nu, og hvad de kunne have oplevet, men også hvad vores rolle er. Det var fantastisk.” – Arkitektfaglig frivillig, Fra Bolig til Hjem –

De frivillige oplever at kunne bringe både faglige og menneskelige kompetencer i spil – fra arkitektfaglig rådgivning og budgetlægning til mere praktiske og relationelle evner. De fleste oplever et godt match med kvinderne, præget af respekt, god kemi og samarbejde.

Et centralt emne i evalueringen er også, at de frivillige finder indsatsen meningsfuld. Mange beskriver glæden ved at se fremskridtene i kvindernes bolig, opleve kvindernes taknemmelighed og mærke, at de gør en forskel. Flere fremhæver også, at de selv har fået nye perspektiver og viden gennem arbejdet.

“ Så har det også været supergivende for mig selv. Det tror jeg, det er for alle. Og det sætter jo tingene i perspektiv, og jeg tror, det er sundt at udvide sin horisont på den måde. Så det vil jeg klart anbefale.” – Arkitektfaglig frivillig, Fra Bolig til Hjem –

Selvom de fleste forløb er positive, finder evalueringen også, at nogle frivillige oplever udfordringer. Praktiske opgaver som møbeltransport og opsætning kan overstige deres kompetencer. Nogle kvinder har mest fokus på gavekort eller har urealistiske forventninger, hvilket kan være en svær situation for de frivillige. Projektgruppen arbejder løbende med at afstemme forventninger med de frivillige og at støtte dem, når de oplever udfordringer.

81% af de frivillige oplever at være klædt godt på til opgaven som frivillig.

Røde Kors Parat

I Fra Bolig til Hjem kan de frivillige og kvinderne kontakte Røde Kors Parat, hvis de har brug for hjælp til et konkret håndværksmæssigt eller praktisk problem, f.eks. at hænge lamper op eller samle møbler. En frivillig parathjælper kommer ud én gang og hjælper med at løse det konkrete problem. I september 2025 er der 34 aktive parathjælpere, som giver en værktøjskyndig hånd med i Fra Bolig til Hjem.

Metode

Formålet med evalueringen har været at opsamle og formidle projektets resultater i projektperioden fra 1. september 2022 til 31. august 2025. Evalueringen har fokus på, om indsatsen har haft den tilsigtede kvalitet og virkning for kvinderne og børnene. Desuden har evalueringsaktiviteterne også løbende i projektperioden bidraget til udvikling og læring.

Datakilder

• Dybdegående interviews med 7 kvinder og 16 frivillige

• Spørgeskemaer ved afslutning af forløb, besvaret af 140 kvinder og 176 frivillige, samt spørgeskemaer til frivillige efter grundkursus og ved opfølgning

• Fem datainformerede workshops med projektteamet, med fokus på data, læring og udvikling

• Projektets materialer og produkter, f.eks. registreringer, budgetskemaer, håndbøger m.m.

Ved spørgsmål til Fra Bolig til Hjem, kontakt hjem@rodekors.dk

Kilder

Als Research (2021). Barrierer og hjælpebehov for at kunne forlade en voldelig relation - En undersøgelse blandt 862 voldsudsatte kvinder i Danmark.

Danmarks Statistik (2025a). https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/sociale-forhold/social-stoette/krisecentre

Dokkedahl, Sarah Bøgelund (2021). Kvinder på krisecenter. SDU.

Henze-Pedersen, Sofie og Juliane Birkedal Poulsen (2023). Finding home: The Experience of Home on Journeys Away from Intimate Partner Violence. The British Journal of Social Work, Volume 54, Issue 2.

Lev uden vold (2018). Psykiske, fysiske og sociale konsekvenser af psykisk vold i parforhold – kortlægning af forskning.

LOKK (2020). Årsstatistik 2019 – kvinder og børn på kvindekrisecenter.

Minke, Linda Kjær og Keller, Katrine Amalie (2024). Forebyggelse af partnervold og partnerdrab, i Baumbach, Trine mfl.: Partnervold og partnerdrab – samfundets blindevinkel. Djøf Forlag.

Poulsen, Juliane Birkedal og Lars Benjaminsen (2022). Fra Bolig til Hjem – Evaluering af frivillig indretningsstøtte til kvinder med børn efter et krisecenterophold. VIVE.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Fra bolig til hjem evaluering 2025 by Arkitektforeningen - Issuu