2025
Arkitektforeningens prisopgave
Vendena
Arkitektforeningens prisopgave
GenerationsGården
Fremtidens landsbyliv: Fra gammel landejendom til levende, bæredygtige fællesskaber
ID: 0I1PSGKHV
GenerationsGården er et koncept, hvor store landejendomme transformeres til integrerede seniorbofællesskaber og børnehaver.
GenerationsGården handler om at skabe liv, hvor livet engang blomstrede – at omdanne gamle landejendomme til hjem, fællesskaber og nye muligheder. Når ældre og børn deler hverdag, haver og måltider, opstår der noget særligt: nærvær, omsorg og samhørighed. Arkitektur og byudvikling bør altid tage udgangspunkt i menneskers trivsel – i at skabe rammer, der giver plads til både ro og fællesskab, til livets rytmer og de bånd, der binder os sammen på tværs af generationer.
Problemstilling:
Mange danske landsbyer oplever en demografisk skævvridning med en stigende andel af ældre beboere og fraflytning af yngre familier. Dette fører til tomme boliger, nedgang i lokale institutioner som børnehaver og en generel svækkelse af det lokale fællesskab. Samtidig står mange store landejendomme tomme eller underudnyttede, hvilket bidrager til forfald og manglende liv i landdistrikterne.
Løsning:
Ved at omdanne eksisterende bygninger skabes der moderne boliger til ældre i et fællesskabsorienteret miljø, samtidig med at der etableres børnehaver på samme matrikel. Dette fremmer interaktionen mellem generationer, hvor ældre kan bidrage med livserfaring og støtte i børnenes hverdag, mens børnefamilier tiltrækkes af det rige sociale miljø. Initiativet understøtter boligrotation ved at ældre flytter fra større huse til mindre, tilpassede boliger, hvilket frigør familieboliger og revitaliserer landsbyerne.
Dette forslag adresserer både sociale og strukturelle udfordringer i landdistrikterne ved at genbruge eksisterende bygningsmasse og styrke det lokale fællesskab gennem tværgenerationelle relationer.
Effekter
At renovere store landejendomme til seniorbofællesskaber (Olle Kolle) kombineret med børnehaver kan skabe en række positive effekter for både mennesker og lokalsamfund.
Boligrotation og social bæredygtighed
• Boligrotation i landsbyer – Ældre, der bor i store huse, får en attraktiv og social boform tæt på deres lokalsamfund. Dette frigiver boliger til børnefamilier, som ellers kan have svært ved at finde passende boliger i landdistrikterne.
• Stærkere fællesskaber – Når ældre og børn deler hverdag, skabes naturlige relationer. De ældre kan bidrage med historiefortælling, pasning, madlavning eller blot nærvær i børnenes liv.
Bæredygtig brug af eksisterende bygninger
• Effektiv transformation – Store landejendomme og ladebygninger kan omdannes til moderne, energieffektive boliger med fællesfaciliteter, hvilket udnytter eksisterende bygningsmasse frem for at bygge nyt.
• Landsbyudvikling og øget bosætning – Kombinationen af ældrevenlige boliger og en børnehave gør landsbyer mere attraktive for både seniorer og børnefamilier, hvilket modvirker affolkning og sikrer en stabil aldersfordeling.
Grønne omgivelser og selvforsyning
• Dyrkning og naturoplevelser – Landejendomme har ofte plads til haver, hvor både børn og ældre kan dyrke grøntsager, passe dyr og nyde udelivet sammen.
• Spiselige landskaber – Frugttræer, bærbuske og krydderurter skaber både mad og fællesskab.
• Biodiversitet og vandforvaltning – Regnvandsopsamling og naturlige vådområder integreres for at styrke biodiversiteten.
• Små dyrehold – Høns, kaniner eller bistader kan passes i fællesskab og bidrage til en mere levende hverdag.
Bæredygtig renovering og byggeri
• Genbrug af materialer – Eksisterende bygningsdele genanvendes, hvor det er muligt.
• Energieffektiv opgradering – Naturmaterialer og vedvarende energi sikrer sunde og klimavenlige boliger.
• Biogene materialer – Træ, hamp og ler skaber et godt indeklima og reducerer byggeriets klimaaftryk.
Fællesskab omkring mad og hverdagsliv
• Fælles køkkenhave – Børn og ældre dyrker grøntsager sammen og lærer om selvforsyning.
• Madlavning og samvær – Ugentlige fælles madlavningsdage med fokus på lokal, bæredygtig mad.
• Mikro-økonomi – Mulighed for at involvere lokale producenter og skabe en økonomisk bæredygtig model omkring fødevarer.
Fleksible boformer og generationsskifte
• Seniorboliger med fælles faciliteter – Mindre boligenheder med fælles køkken, opholdsrum og værksteder styrker naboskabet.
• Gæste- og prøveboliger – Midlertidige boliger kan give unge familier mulighed for at afprøve livet i landsbyen.
GenerationsGården er ikke blot et enkelt projekt, men en model for, hvordan vi kan revitalisere landsbyer, styrke fællesskaber og fremtidssikre bygninger og leveformer. Ved at gentænke eksisterende strukturer kan vi skabe en ny fortælling om livet på landet –hvor mennesker og natur trives i samspil, og hvor generationsfællesskaber bliver en drivkraft for både social og økologisk bæredygtighed.
Forslag 2/2KFVGVV1I Plancher
Priemé og Sebastian Svane Müller
Arkitektforeningens prisopgave
Kristian
Hvad vil der ske med Danmarks 2000 tankstationsbygninger, når vores biler gravist overgår til el, og bygningerne mister deres primære formål og værdi?
SLOTSHERRENSVEJ 100
INTRODUKTION
Med EU’s vedtagelse af den fælles målsætning om et komplet stop for salg af nye benzin - og dieselbiler fra 2035, står de danske tankstationer overfor en radikal forandring i de kommende år. Udviklingen betyder at brændstofleverandørerne- og tankstationernes indtjening forsvinder indenfor en kort årrække, og at de dermed må redefinere deres eksistensgrundlag.
Hvad skal der ske med alle de bygninger, materialer, mødesteder, infrastrukturelle knudepunkter og kulturhistoriske værdier som tankstationerne repræsenterer?
Dette projekt argumenterer for, at der er grund til alvorlig bekymring for udsigten til, at funktionsdygtige tankstationsbygninger bliver revnet ned i de kommende år, hvis ikke vi som arkitekter formår at finde kreative løsninger, der kan give disse bygninger nyt liv.
Problemet begrænser sig ikke kun til Danmark. Med 137.504 servicestationer i Europa og 127.000 I USA, vil problemet udvikle sig til en globalt dilemma, der rækker langt ind i fremtiden.
BAGGRUND
Tilsammen repræsenterer de danske tankstationer en gigantisk materialebank og CO2-depot samt en fysisk manifestation og vidnesbyrd om danmarks overgang til industrisamfund, med bilismens aftryk på byudviklingen.
Hvilke faktorer afgør om vi som samfund vurderer at en bygning er værdiløs? Er det bygningens negative image, deres begrænsede arktiektoniske kvaliteter, deres monotone og rationelle formgivning?
For at blive klogere på disse spørgsmål, har vi set nærmere på en tidligere tankstationsbygning, beliggende i på den trafikerede Slotsherrensvej 100 i Vanløse. Et typisk villakvarter og forstad til København.
Bygningen står overfor en snarlig nedrivning, som følge af, at en stor dansk ladeoperatør, har øjnet en lukrativ forretning i at rive bygning ned, for istedet at opsætte træbaldakiner med lynladestannere, grøn beplantning og insekttællere.
Projektet er blot en lille brik i en landsdækkende vækststrategi, som skal sikre virksomhedens fremtidige indtjening og signalere dens stærke bæredygtigesprofil til omverdenen.
Nedrivingsplanerne er indsendt til behandling i kommunen og entreprenørerne står klar til at gå igang med nedrivningsarbejdet, så snart der lander en godkendelse (forventeligt) i løbet af foråret 2025.
Men er det bæredygtig praksis at rive bygninger ned for istedet at opsætte lynladestandere? Kan man appelere til cirkulære normer, samtidig med at man river ned? Har virksomheden overvejet bevaring og transformation af bygningen før det besluttes at nedrive?
Dette projekt foreslår et attraktivt alternativ til nedrivning af bygningen - et alternativ som sikrer bevaringen af bygningens iboende værdier, giver den nyt liv og vender dens sorte image til en grøn historie, til glæde for lokalsamfundet, miljøet og fremtidige generationer.
”Præmissen er igen, at vi river tingene ned, hvis vi ikke kan bruge dem” - Projektleder, Ladeoperatøren
”Hvis en lokation ligger godt, så er det jo lidt ligegyldigt hvad der er på grunden. Om det er en tankstation; om det er en butik eller andre serviceerhverv. (...) Hvis det i givet fald skal rives ned - det betyder engentlig ikke noget for os.”
- Projektleder, Ladeoperatøren
INTERVIEW MED LADEOPERATØREN
I et interview med projektlederen fra ladeoperatøren stod det klart, at virksomheden har en gennemgående strategi om at nedrive tankstationsbygningerne, for at gøre plads til ladestandere.
“Typisk er det dem (tankstationerne), der ligger allerbedst. Der er nogle gode tilkørselsforhold og en større vej (...) Vi skal jo ikke ud og opfinde den dybe tallerken. Vi skal ud og finde den bedste lokation. Den bedste grund. Og så skal vi sætte vores præg på den,” forklarer pojektlederen
Ifølge projektlederen er tankstationernes arkitektur og udtryk ikke foreneligt med virksomhedens brand og bæredygtighedsprofil. Derfor ser man sig nødsaget til at rive bygningerne ned.
“Vi vil gerne så langt væk fra tankstationsundtrykket som muligt. Vi gør brug af træ og bæredygtige materialer, så vi kommer væk fra den der pølse-røde farve på tankstationen”, siger projektlederen
I interviewet foreslog vi projektlederen muligheden for at samarbejde om en bevaringsstrategi for bygningen, men det var man ikke interesseret i.
“Præmissen er igen, at vi river tingene ned, hvis vi ikke kan bruge dem” siger projektlederen.
INTERVIEW MED NABOERNE
I et interview med naboerne gav de utryk for en stor frustration over ladeoperatørens manglende involvering af lokalmiljøet.
“De er voldsomt arrogante i deres måde íkke at kommunikere med os. (...) Og det er jo det, vi synes der er så irriterende. Vi har det okay, med at der kommer en ladestation derovre - vi vil bare inddrages”, forklarer naboen
Naboerne er desuden bekymrede for at projektforslaget opnår dispensation fra bygningsreglementets grænseværdier for støj og maksimale bygningshøjde. Projektet tager ikke ordentligt hensyn til miljøet, og hvilken indvirkning det har på nærområdet
“Mine bekymringer er støj fra deres lade standere og lyset fra deres høje baldakiner der skinner ind i vores stue og deres manglende evne til at tilpasse sig det område de placerer sig i. (...) Jeg synes det er virkelig ærgerligt, at de ikke vil beholde noget af det eksisterende - også ud fra et klimasynspunkt, for det er jo noget, der betyder noget for os,” siger naboen
Naboerne har et stort ønske om at bygningen får lov at leve videre i en ny tilstand, som et socialt samlingspunkt for lokalområdet.
“Bygningen rummer jo både store lokaler, hvor mange mennesker kan samles, (...) så der er jo mange muligheder.”- forklarer naboen
“Jeg synes, det ville være rart, hvis der var et sted hvor man kunne gå hen og mødes, for der er jo ikke sådan fælleslokaler - man bor jo bare i hver sit hus. Sådan et hus man kunne låne ville jo være godt - et medborgerhus,”
- Nabo til Slotsherrensvej 100
Som forsamlingshus kan bygningen igen blive værdiskabende for lokalemiljøet og imødekomme skiftende behov over tid. Med multifunktionelle rum, tilpasses bygningen forskellige aktviteter igennem året såsom fællesarrangementer, fællesspisning, foreningmøder og repaircafé.
Forslag 3/3CFO8RJKV Plancher
Marie Jul Scharff og
Lea Ingemann Bjerg
Arkitektforeningens prisopgave
Amager Centrets alkymi
Alkymiens kunst baserer sig på en eksperimenterende tilgang ovenpå en solid forståelse for det værende; en leg med elementer og komponenter; en stræben efter det nye og det essentielle; en rationel brug af metaller og molekyler podet med en sagte men latent tro på det magiske. Pragmatisk og naiv. Sådan kan arbejdet med centret som væsen også beskrives.
Make the mall great again
Storcentrene efter storhedstiden
I England er den samlede værdi af landets shoppingcentre faldet med 67% siden 2005. En lignende tendens ses i USA. Til følge bliver centrene i disse år revet ned og arealerne genudviklet fra bunden af nye ejere; til boliger og - ja, nogle gange, til nye shoppingtypologier. Også i Danmark er der begyndende butiksdød i centrene. Mens mange begræder den døende handelsgade og de små selvstændige butikker, er butiksdøden i shoppingcentrene sjældnere omtalt. Storcentrene eksisterer i den arkitektfaglige bevidsthed som en dårlig joke. Men et storcenter udgør en betragtelig konkret materialebank og en total nedrivning er en stor udskrivning på klimabudgettet. Et helt velfungerende skelet, med ståldragere og betonelementer, vinduer og trapper går tabt. Og så er der fællesskaberne og brugerne som søger bevidst ind i centret specifikt af sociale og rekreative årsager - de forvises. Centrene har held med at skabe destinationer og hverdagshjem for teenagere, folk med gangbesvær, enlige forældre med 2 børn på slæb og økonomisk og socialt udsatte grupper der har brug for nemhed, budgetvenlighed og overskuelighed.
Snakken går livligt om byggestop og en ny radikal genanvendelsesfilosofi i byggebranche og arkitektfag. Vi værdisætter, gentænker og omdanner glædeligt vores industrielle og modernistiske bygningsarv. Men vi må også begynde at finde måder at forholde os til vores (handels)industrielle bygningsarv fra efterkrigstiden, 80’erne og endda 00’erne. Med projektet her ønsker vi at afsøge retmæssigheden i storcentrenes forsvinden som bygninger og steder - inden det er sket. Amager Centret er i projektet prøvekanin for 3 strategiske og fysiske greb, som kan lade centrene genopstå som kulturcentre - steder med en ægte diversitet, hvor ikke alt er instagramlækkert, men hvor alle kan finde noget de søger. Ved at følge en ny opskrift kan centrene måske omsmeltes og atter finde fast form. Ved at lade omverdenen trænge ind i centrene og forankre bygningerne i deres lokale kontekst, fysisk og programmatisk, kan centrene få nyt liv.
indadvendt slægt
3 hovedgreb - en opskrift på nyt liv
nabo
nabo
Storcentrene i Danmark og Europa er opført i forskellige dekader: de tidligste er fra 60’erne, nogle få fra 80’erne og mange så dagens lys i 90’erne og endda 00’erne. Nogle er sågar omdannede byggerier med rod i industrialiseringen. Amager Centret (ovenfor) i København er et eksempel på dette. På tværs af tid og sted er der dog stærke fællestræk for storcenter-bygningerne bl.a.: 1) dybe bygninger med et stort grundareal 2) en introvert orientering hvor bygningens tilbud placeres i en rand og en midte, der henvender sig til et inderliggende (ofte cirkulært) gangforløb. 3) en ofte tillukket facade. 4) de bærende konstruktioner er udført med øje for løbende transformation. De indre vægge flyttes og omkalefatres ofte mellem bærende søjler i beton.
Disse karakteristika medfører en række problematikker for centrene i en fremtid med meget mindre fysisk handel. Men de udgør også ideelle forudsætninger for transformérbarhed og brugbarhed. Centrene er rationelle strukturer der kan tjene mange programmer.
nyt program
folkeaktier lokal aktør
1. Invertér
- Yderside og inderside vendes på vrangen i stueetagen og, hvor muligt, i overetagen.
- Centerets kant udadtil aktiveres i stueetagen, sådan at caféer og butikker med ekstroverte salg kan henvende sig til gaden og gaden kan henvende sig til centerets krop. Der kan fortsat være butikker på indersiden. Centeret bliver en karré.
Det er vigtigt at centerets indre verden fortsat er oveskuelig, tørlagt og tæt, for at fastholde stamgæsterne til centret.
2. Træk fra, læg til
- Lad noget nyt komme til. Et eller flere nye program flytter ind i centeret og kræver sin plads i hjertet af bygningskroppen: en vertikal farm, en planteskole, en æskefabrik, en øvesal for dansere, et snedkerværksted - programmer der skaber og producerer og sender noget ud i verden, og dermed skaber en balance i centerets udbud.
Et center skal i fremtiden ikke kun være et sted vi konsumerer, men også et sted vi producerer. Et produktivt program kan afvikles simultant med centerets øvrige aktivitet og trække en anden aktivitet til.
3. Udvid ejerskab
- Lad dele af centret overdrage til nye ejere, i form af folkeaktier eller til sammenslutninger af lokale kulturorganisationer. Spillesteder, fritidsklubber og biblioteker får beslutningskraft i bygningen.
- Lad tomme butikker indgå i kredsløbet af midlertidige lokaler der stilles til rådighed for uddannelsesinstitutioner og lokalområdets foreningsliv.
Shoppingcentre er ofte drevet i store konglomeraters ejendomsportfolio hvilket gør dem skrøbelige overfor mindre stedsbundne prioriteringer. Ved at forankre centrene i lokale muligheder og ønsker skabes et nyt slags center på en mere robust markedsmodel.
Amager Centret - et bycenter igen
Ny facade efter invertering
Tidligere indre butikker bliver til væksthus
Grønt dyrkningsfællesskab og planteskole i centrets gård
Træk fra, læg til: Nyt produktionsrettet program flytter ind i centrets gård og dele af den tidligere indre rotunde; Amagers nye planteskole og lokale dyrkningsmark.
Udvid ejerskab: kommunelle fritidstilbud og kommercielle plejetilbud flytter ind i tomme lokaler på 1. og 2. salen.
Invertér: på to sider åbnes centrets yderliggende rand op mod nabolaget, og skaber nye direkte veje tværs over centrets areal.
Centrets fliser kan bruges som stibelægning i de nye haveområder.
Bærende betonkonstruktioner i centret blottes og løfter nye ansvar.
Facaden får reelle vinduer og døre på ny, der er med til at invertere bygningen.
snit i NV-SØ retning
Arkitektforeningens prisopgave
Metamorfose i geologi fra Den danske ordbog: gennemgribende omdannelse af en bjergart som følge af tryk eller temperaturforandringer.
I vinterhalvåret fjernes og kasseres enorme masser sne fra Tromsø (Romsa). Sne, der har lagt sig som hatte, dyner, sedimenter i byens rum og på byens veje, ryddes, da den besværliggør fremkommelighed. Den er i vejen, så den skrabes sammen i store dynger, flyttes til deponi eller dumpes i fjorden. Vinterdriften medfører en væsentlig miljøbelastning, da man ved dumpning blandt andet forurener fjord- og havmiljøet. Vinterdriften ændrer oplevelsen af vinterlandskabet, sletter masser, ændrer rumligheder, påvirker bevægelser, hastigheder og lysets brydning.
Gennem forslaget Vinterens metamorfose, undersøges urbane snedepoter. Forskelligartede og tilfældige ligger de små bjerge af sne langs vejkanter og parkeringspladser. De er hybrider formet i samspil mellem naturens kræfter og af vinterdrift. Som et alternativ til konventionel vinterdrift, foreslås det, at Parkgata, en gade i det centrale Tromsø, omdannes til en vintergade. Gaden lukkes midlertidigt for biltrafik, og sneen får plads som rumskabende karakterer i bybilledet.
Visualisering, bjergvæg i vintergaden.
Midlertidige snedepoter, Tromsø
1: Sne aflæsses og danner et bjerg
Visualisering: blik ned langs vintergaden.
2: Klinge skærer et snit gennem snebjerge 3: Sti mellem snebjerge med nyfaldet sne
Plan: vintergadens forløb
4: Opstalt langs vintergaden - dannelse af midlertidig bjergkæde.
Vintergaden formgives af snerydningsmaskiner, af en lastbil der aflæsser sne fra omkringliggende veje og giver sneen sin bjergformation (1), i rækker på hver side af gaden. Sneen bearbejdes af en klinge, der skærer et snit gennem det og blotlægger dets geologi, skaber en bjergvæg. Når snittet skæres, skubbes den afskårne sne ind i hulrummene mellem bunkerne, en bjergkæde opstår (4). Mellem bjergvæggene, på bjergtoppene, i dalene er der plads til kælke, ræve og andre på vej (3). Fra det første bjerg opstår, eroderer det, opbygges på ny af nyfalden sne, smelter i solen, komprimeres af poter og sko, flyttes i vinden. Bjergkæderne fortæller om vinterbyens cyklus - gennem vinteren gennemgår bjergkæderne en metamorfose.
Parkgata er valgt som sted, da den er en del af hverdagens passager uden at udgøre en væsentlig passage for biltrafik. Vintergadekonceptet kan udbredes i Tromsø og andre egne med meget sne.
Collage: forestillet snit gennem bunke af sne, grus mm. (Bjergvæg)
Ho Chi Minh-Stien
Plankeværkspandemi
På Østerbro, i København, findes en velbesøgt og lettere omdiskutteret smutvej, der ligger som et snit imellem institutioner, Den Britiske Ambassade og Garnisons Kirkegård og fører til og fra Østerport Station. Smutvejen er kendt som Ho Chi Minhstien.
Passagen præges af sikkerhedsmæssige foranstaltninger såsom overvågningskameraer, et højt, mørkt plankeværk og pigtrådskranse om stiens lygtepæle. Disse, samt stiens bredde, giver området et utrygt udtryk.
Det er en frarøvelse af stedets potentiale og den ellers flotte lomme, som gør byen mere farbar for cyklist, fodgænger og flâneur.
Vi skal huske på, at det der befinder sig imellem A og B også kræver vores opmærksomhed.
For hvad skal der egentlig til for at skabe et ordentlig byrum, hvor lidt skal der til og hvor lidt kan gøre det? Her ombygges og males plankeværket, som hovedgrebet i forslaget.
Ho Chi Minh-Stien
3T4LXSP7X
Et nøgternt rum
De taktfaste byhaver og det buede plankeværk får korridoren til at føles bredere og kortere end den er da sigtelinjen ikke længere blot er en lige streg fra punkt til punkt.
Projektet udviser en stille lydighed overfor borgerne i det elefantstien, der krydser ind over græsplænen til kirkegården brolægges og det uformelle formaliseres.
For at undgå ambassadens behov for pigtrådshjul på lygtepælene, flyttes disse til den modsatte side af stien, hvor disse virkemidler ikke er en nødvendighed.
Cirkelslagene plankeværket gør det muligt at inkorporere plantebede, der bidrager til et grønnere, dynamisk byrum som ændrer karakter i takt med årstiden. Den øverste del af plankeværket males en mild, knækket hvid, for at lysne rummet, samt at få plankeværket til at fremstå lavere end det er. Samme træk benyttes på asfalteringen for at lysne passagen ved at reflektere lyset.
Det er naturligvis et udspil, der kræver en revidering af lejeaftalen med Den Britiske Ambassade, men det er en revision, som ville byde byen den æstetiske behandling af de offentlige byrum, som den fortjener.
Lys-malet top
Mørk-malet bund små byhaver plankeværkets cirkelslag
Et rum skabes, hvor der før ikke var et rum.
Ho Chi Minh-Stien
Stien ændrer karakter takt med årstidernes skiften, løvfald og løvspring. Cirkelslagene i plankeværket giver et spændende skyggespil på asfalten, der er bemalet med cirkler som reflekterer lys og spiller sammen med de ellipseformede skygger.
Plancher
Christina Sewerin,
Lorenzo Castro,
Arkitektforeningens prisopgave
Daniel Feldman og
Jorge Nempeque
Air: a car ramp becomes a bird viewing station Ferry ships used to be loaded using a third-level car ramp. This abandoned, yet fully functioning ramp is capable of withstanding new uses while offering uninterrupted viewpoints of the city. Recycled Waterfront proposes repurposing the ramp to convert it into a bird-attracting shrine, capable of offering a landing spot amidst the migration paths while also catering to bird lovers who can walk up and down. The walk is tunneled with recycled, de-installed fences and posts. Planters made with re-dimensioned, abandoned concrete piles offer seating and hold the soil, which will allow for weeds and creeping plants to grow and crawl up the fences, creating a vegetated tunnel full of bird food. The final, pivoting part of the ramp is left vertical, and stairs made with recycled train rail sections are added to create a fifth-level viewpoint for visitors.
New Harbor/Old Harbor
Nyhamnen/Gamla hamnen
The construction of the Øresund Bridge brought with it increased possibilities of trade and exchange between Europe and Scandinavia. It also left behind elements of infrastructure that had offered vital services for decades. The port area of Nyhamnen in Malmö is one of the major examples of this, creating a 90-acre area of underutilized land and infrastructure, located 300 meters from the city’s central station. Based on several years of work imagining how to turn Nyhamnen into a multi-species, food-driven neighborhood, New Harbor / Old Harbor presents an aspirational view of what the afterlife of the area and the elements that compose it can be, both as a way of demonstrating the value of reprogramming abandoned elements, as well as an alternative to the real estate-heavy future that has traditionally been imagined, focused on the relation between city and nature. This project will focus on strategies to reutilize a third-level car ramp, a dock, and the space between that connects them. Fences will be deinstalled to open the site to the public.
The project proposes reutilization and transformation of elements at the scale of the material, building, and area. An inventory of the available elements found on-site becomes the raw materials with which the project is built. Components intended for automobile and security uses are molded, cut, detached, installed, and rebuilt, opening up the site and creating new ways of inhabiting the site.
Ground: asphalt becomes a path of weeds, moss, and sunken tracks
The former ferry terminal used to be populated by cars lining up to board the boat or drive out of it. This required a large asphalt continuum, which has now been growing moss and weeds for 25 years. Connecting the bird-viewing station (air) with the floating street (water) is a stretch of renaturalized asphalt (land). This path, signaled by embedding leftover pieces of train tracks into the asphalt, allows for the creation of an emerging landscape resulting from weeds and moss that grow from cracks capable of accumulating water. Throughout the path, different elements of concrete bases, formerly used to anchor roadside billboards, will be accommodated to offer different ways of sitting and lying down.
Existing car ramp to be reutilized and converted into bird viewing station
Prefabricated concrete piles, formerly used for car parking, converted into planter soil containers
Fences with the ability to support the growth of weed-like vegetation
Obsolete rails found imbedded in the asphalt became fertile setting for wild succulent growth
Water: a fenced-off dock becomes a floating street
A dock that used to accommodate ferries has been fenced off and left untouched for decades. The possibility of opening a public space where different activities and uses can be offered from boats creates a dynamic and flexible public space. An industrial crane is used to place buoy anchors in different ways, allowing for permanently shifting uses on the dock as well as reutilization of the anchors when needed. This new meeting ground offers commercial opportunities, providing the project with a source of revenue by renting out docking space in a programmed manner, creating the possibility of a sustainable new public space.
Abandoned billboard foundations used to create furniture along the path
Leftover rails reused to create the vegetated path connecting the ramp (air) to the dock (water).
A recycled gantry used to reconfigure anchors into chairs, tables, stages, bleachers and any other required uses
The dock can admit boats of different sizes turning it into a “floating street” capable of being programed and creating pedestrian access to the services offered by the boats
Concrete buoy anchors from the marine school are currently stored on site while not in use
Udsyn-Alkymienskunst
Ring,rang!Falderisang!
Falladerødesteroser!
Vifølgersteneneiengavlmur,somvæltede.Verdener“rå”,men denerunderkonstanttransformation.Naturensformskiftende procesafspejlesi“alkymistens”arbejde:Fraurkaostilkulturel ordenogskabelse.
Forfaldogrestererikkeendestationer,menmellemstadieriencyklisk proces.Det,dersmidesvæk,kangenbrugesogforvandles.Ruiner rummerenskønhedideresegenopløsning.
Hvaderderidetklosteratse
I-Kloden
II-Affaldet
III-Mennesketmellemhimmelogjord
Mennesketerspændtudmellemdetjordiskeogdethimmelske, fangetienlængselmodtranscendens.Framørketogdentunge materiesøgervimoddetlysendeogophøjede
MELENCOLIAI(Dûrer)1514SMK
IV-Atværesomenlevendekrop
Transformationerikkekunenidé,menogsåenkropsligerfaring. Arkitektur,alkymiogmenneskeligudviklingspejlerdesamme stadier:framørketilindsigt,frakroppenskaostiltilpsykehelhed, somertosiderafsammesag.
Såvillevibrækkedethelekloster
“FAUST”(Rembrandt)1652SMK
V-Denkonkretebygningsoghavesbestanddele
Stenenesombygningensoghavenselementer,somtrappeogsom befæstning,erikkeblotfunktionelle,menbærerafendybere betydning.Strukturenafspejlersamspilletmellemnaturens principperogmennesketsbehovforatskabeordeniverden.
VI-Manifestationensomskulpturelgenstand
Stenenbliverikkekuntilengenstandogethus,mentilenbæreraf mening–etmonument,enskulptur,etsymbol.Forvandlingennår sinkulminationidenhåndgribeligeform.
VII-"Grandefinale"
Detsidstetrinerikkeenafslutning,menenfuldendelse. Transformationenerfuldendt,mencyklussenfortsætter–ligesom devisesstenerbådeenslutningogennybegyndelse.
Nuharvifåetdenjomfruatse
Forslag 8/DKK4XH93A Plancher
Arkitektforeningens prisopgave
Annika Elizabeth Terp og Gustav Mørch
At finde sjæl i modernismens “grimme“ bygningsarv
Fra kontor til kultur - en transformation af Beazer House
Over hele Europa nedrives fortidens funktionstømte bygninger. Især modernistisk prægede konstruktioner fra midten af det 20. århundrede, som i bred forstand anses for at være uskønne, er en truet art. Bygninger fra denne tid forbindes ofte med få æstetiske kvaliteter, men ved at værne om den forsømte bygningsarv kan man skabe ny værdi ud af noget tilsyneladende udtjent.
Midt mellem græsgrønne bakker og typiske georgianske huse i den sydengelske by Bath finder man netop sådan en bygning. Beazer House, kendt i folkemunde som ’Baths grimmeste bygning’, står i skarp kontrast til den ellers så homogene by og nedrives i foråret 2025. Bygningen fra 1966 har tidligere fungeret som kontor, men har nu stået tom i to år.
Med afsæt i Beazer House søger projektet at belyse, hvordan vi håndterer den bygningsmasse, vi anser for uskøn. Projektet udfol der potentialet i at gentænke og bevare denne bygningsarv. I stedet for at nedrive Beazer House transformeres det til et musikhus, der kan være med til at revitalisere lokalområdet og samtidig rumme både de store aftener og hverdagens aktiviteter.
I projektet udnyttes den fleksible søjle-bjælke-konstruktion i beton til at skære stykker af dækkene ud og give plads til musikhusets forskellige funktioner. De nye funktioner flytter ind, hvor den eksisterende struktur bedst tillader det, og konstruktionen former på den måde musikhuset. Søjlerne bevares inde i den store sal og danner rammerne for en anderledes poetisk musikoplevelse.
En ny let træstruktur tilføjes udenpå den eksiste rende facade som reference til de nærtliggende pakhuse, og agerer tærskel til den store sal. Bygningens tidligere funktion som kontor forsøges ikke skjult, men derimod fejret. Der tillægges en særlig opmærksomhed til de detaljer, der fortæller om denne fortid, såsom de hvide malingsspor på søjlerne i det tidligere åbne kontorlandskab.
I et ønske om at give tilbage til byen og passe bedre ind i det urbane væv, omdannes dele af den øverste etage til en taghave. Dette greb mildner bygningens møde med omgivelserne. Samtidig skabes en plads, der forbinder sig med en velbenyttet passage. Dermed styrkes bindeleddet mellem byens sydlige beboelsesområde og den historiske bykerne.
Det tidligere kontorhus fores med indre vægge af lokalt anskaffet uld, der skaber sanselige, rummelige oplevelser. I en poetisk assemblage af de eksisterende betonelementer og de nye uldvægge, blødgøres bygningen, mens der trækkes tråde til det omgivende landskab. Prisen på den engelske uld har de seneste årtier faldet til et punkt, hvor det i høj grad er blevet til et restprodukt.
Uld har mange gode egenskaber herunder både indeklimatiske og brandhæmmende kvaliteter og ved at eksponere ulden mellem vævede net i et system af trækassetter, kan de gode akustiske egenskaber også udnyttes. Herved skabes en ny rytme i det forhenværende kontorhus, hvor det eksisterende og det tilføjede danner et symbiotisk samspil.
Det kan være svært at finde sjælen i mo der nismens bygningsarv, men ved at udnytte deres fleksible strukturer og indvæve lokalt betingede, biogene materialer kan vi skabe bygninger, der tilfører en ny æstetik og sanselige oplevelser. På den måde viderebygges stedets ånd gennem et bevidst arbejde med dets unikke sjæl, så det kan leve videre i fremtiden.
circular encounters
Brøndby Strand is widely recognized for its striking high-rise towers, constructed from prefabricated concrete elements, of which five of them have already been demolished in recent years. However, it is also characterized by its low-rise typology, consisting of fifteen U-shaped buildings that house approximately 7,700 residents. The U-shaped designs provide an impressive total of about 223,000 square meters of usable outdoor space in their courtyards reserved for residents to use them. This amounts to around 30 square meters per inhabitant—approximately ten times the average outdoor space available per person in Copenhagen. Despite the architects’ initial vision of creating familyfriendly outdoor areas featuring playgrounds, benches, and barbecue spots, these spaces often do not reach their full potential for use. Instead, the courtyards tend to replicate one another in a somewhat monotonous manner, with only minor variations with social interaction among residents being minimal The outdoor area at Brøndby Strand has a lot of potential to be repurposed. Interventions are to be integrated into the courtyards of the low-rise buildings, reusing elements from the high-rise buildings to promote a commemorative value and involving residents in the design process to promote a feeling of ownership
The aim is to revitalize the courtyards by repurposing materials and components found on site, while in the process developing a component catalogue showcasing the amount of concrete elements that could have been reused. Including resident‘s opinion in the further development of the design while building an adaptable structure, questioning the conventional 24/7 heating and cooling, are immaticulate parts pf the project. Thinking of a future a ected by climate change, the purpose of the interventions should also be of nature of change and appropriation
What emerged from the hat was a structure made of newly joined, reused concrete elements that reorganize the random courtyard space. This space accommodates various functions, such as a communal kitchen, a café, and a workshop all of which can foster both informal and formal encounters. The structure operates year-round, providing di erent types of shelters, including enclosed spaces, roofed areas, and open spaces
circular encounters
circular encounters
Community Kitchen
Café
Café
Joint - clay + conrete elements
Reparation som Transformation
Alkymiens kunst er en proces, hvor det eksisterende forædles, omformes og får nyt liv. I vores forslag til Udsyn 2025 undersøger vi, hvordan arkitektoniske reparationer kan være mere end blot praktiske udbedringer – de kan være radikale greb, der tilfører bygninger ny skønhed og stoflig værdi. Samtidig er de en strategi for at bevare og videreudvikle eksisterende strukturer frem for at nedrive og erstatte dem.
Vi arbejder med en enkel tilgang: at ophøje reparationens æstetik ved at sammenflette eksisterende materialer og skabe en transformation, hvor det gamle ikke blot bevares, men forvandles. I vores projekt har vi udelukkende anvendt materialer fra bygningen selv – afskårne træstykker og gulvbrædder fra en bygning på Sydsjælland – til at skabe en ny gulvflade, hvor et klodsgulv opstår i overgangen mellem to plankegulve. Denne løsning er ikke kun en praktisk reparation, men også et arkitektonisk greb, der forskønner og forædler det eksisterende.
Inspireret af den japanske tilgang til reparation – hvor bruddet ikke skjules, men fremhæves som en integreret del af objektets historie – udforsker vi, hvordan transformation kan være en subtil, men væsentlig del af arkitekturen. Vores metode anerkender materialers iboende potentiale og udfordrer idéen om det "udtjente" ved at omforme det til noget nyt uden at tilføre eksterne ressourcer.
I en tid, hvor klodens ressourcer er under pres, kræver arkitektur mere end genbrug – det kræver en forståelse af materialers levetid som en dynamisk proces. Transformation handler ikke kun om at bevare, men om at forfine og genanvende det eksisterende på en måde, der giver det ny stoflig og æstetisk værdi. Ved at arbejde med reparation som en arkitektonisk strategi skaber vi en ny æstetik, hvor forandring bliver en integreret del af bygningers livscyklus. Arkitektur behøver ikke at forbruge for at skabe nyt – den kan bidrage ved at forvandle det allerede tilstedeværende.
Med dette forslag viser vi, at alkymiens kunst ikke nødvendigvis handler om at finde nye materialer eller byggeformer, men om at udvikle en praksis, hvor det oversete, det brugte og det slidte får en ny rolle i arkitekturens tjeneste. Reparation bliver ikke blot en nødvendighed, men en mulighed for at tilføre nye arkitektoniske kvaliteter og skabe løsninger, der forbinder fortid, nutid og fremtid.
The Architecture
ºf Care•
Assembling Future Collective Practice of Maintenance, Care and Repair
In a time of crisis, architecture must be rethought in relation to resource scarcity and circularity. The Architecture of Care proposes an alternative approach to material use and collective making. We propose new practice of care, maintenance—an assemblage-based approach where buildings never die but instead evolve through patchwork methods, communal repair, and a cycle of giving and receiving. Instead of demolition, we practice transformation— turning discarded materials into new possibilities through care and collaboration.
Manifesto: Towards a Future of Care-Based Architecture
• Nothing is disposable. Everything can be repaired
• Architecture should evolve, not be replaced
• Demolition is an act of violence against community memory
• The future of building is local, collective, and adaptive
• Assemblage is activism
• Caring is resistance: against planned obsolescence, against extraction
Why Care? The Crisis Demands It
We live in an emergency. Climate collapse, material depletion, and unchecked extraction threaten life on Earth. Architecture, as a material practice, is complicit in this crisis, built on a model of destruction: extract, build, use, demolish, discard.
"Pollution is an enactment of colonial land relations, assuming the earth as a sink for waste."
(Max Liboiron, Pollution is Colonialism)
The current system mirrors a capitalist logic of disposability, prioritizing profit over planetary and human well-being. Demolition is not just a technical act—it is the erasure of place, history, labor, and care. We must refuse this logic.
A New Approach: Care-Based Architecture
We propose a shift from extraction economies to caring economies—ones rooted in maintenance, repair, and reciprocal relationships. Inspired by Robin Wall Kimmerer’s teachings on gift economies, we apply the principle of give and take to the built environment:
Future Caring Economies
* Extractive Model: Take » Build » Use » Demolish (Waste)
* Caring Model: Receive » Give » Care » Repair » Reuse » Exchange » Recycle
“Care is about extending the life of things. It is not a form of nostalgia, but a strategy
This model challenges the narrative that newness patchwork , where every intervention—no
Assemblage as Architectural Methodology
Assemblage is not just a technique but a material philosophy: using what is already available, repairing rather than replacing, and making do through collective effort. Patchwork as a practice is a manifesto against planned obsolescence.
"Care is an ecological practice; it insists on interdependencies, on making visible the invisible work of maintenance."
(Speculations on Architecting Care Beyond the Anthropocene, Katherine Gibson)
How It Works:
* 1 Identify & Collect: Materials, buildings, objects
* 2 Deconstruct rather than demolish—preserve material integrity
* 3 Catalog & Store resources: Establish material banks for future use.
* 4 Redistribute & Reuse: Materials find new life in other projects.
* 5 Assemble & Patch: Createnewstructuresthrough collective repair
Witout Demolition
This method is democratic and accessible—requiring skill, labor, and collaboration rather than expensive new materials. It resists capitalist cycles of destruction and commodification, fostering a circular, regenerative practice.
Forslag 12/ VKH3RJN8 Plancher
Christoffer Bo Haaning og Simon McNair
Arkitektforeningens prisopgave
BRUG PLADSEN
I takt med at indbyggertallet i Københavns Kommune stiger, så vokser også antallet af biler på vejene - og endda i højere grad end befolkningstilvæksten. I 2022 var tallet 171.683 biler, hvilket svarer til at over hver fjerde københavner er bilejer. De fleste biler holder parkeret langs fortovene på gader og stræder, hvor infrastrukturen i forvejen viger for trafik af både gående, cyklende og kørende. Det vil altså sige på veje, hvor eventuelle ophold er begrænset til en bænk, et cafébord eller lignende foranstaltninger som kan være på et fortov. Ikke desto mindre er der stadig en del åbne parkeringspladser i byen, hvor opholdet alene er forbeholdt bilerne selv. Det efterlader døde byrum som ellers kunne anvendes til rekreative formål og fungere som åndehuller i byen. I tillæg til denne problematik er restmaterialer fra byggeri fortsat et område, hvor genanvendelsespotentialet forlanger flere løsningsforslag. ‘BRUG PLADSEN’ er et forslag som forsøger at bidrage til byggematerialers genanvendelse og omdanne de døde byrum til pladser, hvor der er plads til ophold for både mennesker og biler.
Den nuværende anvendelse af pladsen på hjørnet af Stengade og Baggesensgade
GENANVENDELSE AF MATERIALER
Træ er en af de mest udbredte restmaterialer fra byggeri, men som konstruktionstræ kan det være en udfordring af genanvende, fordi det dels kan svækkes ved nedrivning og dels er vanskeligt at styrkesortere i kvalitetsklasser.
Tegl og beton udgør langt den største forekomst af restmaterialer fra byggeri, hvilket gør det særligt relevant at finde genanvendelse for. Når beton brydes, skæres eller bores ud i mindre stykker, så er det nødvendigt at genvinde den konstruktive styrke ved et nyt sammenføjningsprincip.
Den isometriske illustration viser beslagets princip, der ligesom en gitterbjælke, understøtter spændets midterpunkt.
ventilationsspalte til CLT-skive
svalehaleplade (fyldes med grus og udføres med fald)
Dækelementet er ikke en del af det søjle/bjælkesystem som muliggør genanvendelse af træ og beton forslaget, men skal blot tjene som et eksempel på et dækelement som er ‘designed for disassembly’
spændebeslag
Limtræsbjælken af genanvendt træ benytter to beslagtyper;
ét spændebeslag til at afhjælpe bjælkens deformation
ét samlingsbeslag til at fastgøre limtræsbjælkerne til hinanden og bjælkerne til søjlebeslaget
afløbsrende til afvanding af overflade
plastarmering (fyldes med småsten)
Betonblokkene stables på en stål bundplade med monteringshuller til at forankre den til terrænet. Et krydsformet beslag toppen spændes med 4 gevindstænger fast til bundpladen for at fiksere blokkene, men samtidig muliggøre adskillelse.
inddækning af fladmaste ventilationsrør (fastgøres til 45x295mm spærtræ med afstansklodser mod CLT-side for ventilation)
samlingsbeslag
UDVALGT PLADS
Den viste tagplan er blot et eksempel på, hvordan et areal, som ellers er forbeholdt parkering, kan anvendes rekreativt. Der er taget udgangspunkt i pladsen på hjørnet af Stengade og Baggesensgade.
TAGPLAN
N
GADEPLAN
Pladsen hæves i ét plan med niveaufri adgang for at sikre tilgængelighed for både gående og cyklende, så forbindelsen til gadeplanet bliver så overskuelig og åben som mulig.
Alle de genanvendte materialer kan eksempelvis males i samme farve for at give et mere homogent udtryk til deres formmæssige forskelligartethed. Kabelbakker forskellige varianter er anvendt som afskærmning til parkeringspladser og tillader samtidig planter at klatre, hvad søjlerne i øvrigt også gør.
Model
Ira Kapaj
NU86HXD6X
This project explores the ways in which new urban hybrid objects can be created by observing the idiosyncrasies present in the site and city. This architecture of “unexpected collaborations and combinations” questions ideas of origin, authenticity, old vs. new, and context. How does architecture produce cultural value in a world where place and time commingle in easily consumable imagery of the constructed reality. This cultural design project involves the historical Valide Han, located in Istanbul’s busy Eminonu district.
Hans originated in Persia and the Middle East throughout the trading routes, and developed as urban markets and commercial exchange zones throughout the Ottoman Empire. The “Buyuk Valide Han” is in a state of decay as it has been partially destroyed by fires and earthquakes, meanwhile the city has grown around it. The Han is difficult to find, and even more difficult to access. However, its withdrawn nature has not been able to keep tourists from turning its roof into a picture taking destination, as it offers views of the Bosphorus. This phenomenon has replaced the experience of the architecture of the Han and courtyard with the proliferation of viral rooftop photography. Left to their own devices, the craftsmen and small shops still occupying the Han have found new and inventive ways to use the historical structure.
Encounters with hybrid conditions in the city of Istanbul come in many forms: coexisting of baroque and byzantine elements in mosques, elaborate Islamic motives translated into impossible stone carvings, architecture elements such as walls, columns, arches, and roofs meeting each other in strange and “difficult’ ways, colorful tiles creating painterly effects, soft luxurious carpets juxtaposed against cold marble, precious and intricate objects against mundane everyday use objects sold at the bazaar. The city provides an environment in which objects, histories, scales, and types are mixed and inverted.
The hybridization throughout the site happens at different degrees, and peaks at this corner, the roof of which is at a state of collapse. The ambiguity of materials and forms enhance a sense of mystery, inherently reinforcing the questioning of the here and now. This corner condition reinvents a new hybrid identity that exists not as a result of a harmonious combination, but as a creation of unnatural relationships, enveloped in a mystical aura.
The new corner in its form and geometry still very much respects that of the existing Han at the touch points on both sides. Tension builds as the building moves further towards the corner, peeling away from the existing arches and fluctuating between functional vs. pure monumental formal articulation. The actual space at the corner is a cantilever structure, with the most significant distinction from the original being that the dome structure does not cover it. Thus removing the focus from the outward looking rooftop, and putting it into the actual building of the Han. The access to this space is not very obvious at first sight, turning it more into an object in and of itself. The geometry and function resist easy understanding, consumed only by its own uncanny mythology.
Mundane and precious materials morph into one another, questioning the value we assign to each one in today’s world. Articulation and coloration of the tile transfers between old and new volumes, hybridizing them into new understandings of their spatial conditions. Resolution changes and it becomes indistinguishable whether the coloration is emanated from the relief articulation of the surface or the precious gemstones and metals stored inside the spaces, that can only be accessed visually. Sometimes details are completely hidden from the naked eye, and looking up to absorb the ambiance of the space as light hits it becomes part of the experience of the Han. The stone is sometimes rough in texture, other times smooth and shiny, changing the reading from image disappearing into the background, to playful bas relief, not quite decorative and not clear in its intention.
Finally, the Valide Han remains a withdrawn fragment of Istanbul’s history. The manipulated corner transforms the experience and access of the Han. By maintaining the ambiguity of the site, the architecture character of the Han exists in the present, but also in an untimely way, it seems that it has always existed, we just needed to take a closer look in, instead of out.
Yderst på Svanemølleværkets halvø, foran Kulpladsen, ligger der en enorm oliebeholder.
Dette bygværk hører til en kategori af industriel arkitektur, som er formgivet efter rationelle principper, uden særlig æstetisk bearbejdelse, for at løse et specifikt teknisk behov.
I dette tilfælde rummede tanken før i tiden råolie, som reservebrændstof til de først kul- og siden gasdrevne dampturbiner i Svanemølleværket i Københavns Nordhavn.
Der er to vigtige grunde til at bevare og transformere denne type af bygværker; Den første er den indlysende klimamæssige fordel det har at genbruge frem for at bygge nyt. Den anden handler om den imaterielle, kulturhistoriske værdi, som er indlejret i dem, og som gør det muligt at aflæse og forstå de historiske og funktionelle lag som udgør vores byer.
Dette bygværk er en del af et industrielt lag, som giver byen en større kvalitet.
Snit 1:2000
Opstalt 1:200
Med dette projekt foreslås det at transformere den funktionstømte reservebrændstoftank til et kulturhus, som uden at slette de eksisterende lag, tilføjer nye, som kan bidrage til at bringe nyt liv til området.
Reservebrændstoftanken består af to cylindre som er placeret uden på hinanden. Den inderste cylinder er konstrueret af stålplader, er 25 meter i diameter og har en højde på ca. 15 meter.
Dette udgør selve oliebeholderen, som har en kapacitet på 6000 tons. Rundt om ståltanken er der en 6 meter høj ringmur af jernarmeret beton. Formålet med ringmuren var at beskytte tanken og opsamle olien i tilfælde af en lækage. Udenpå ringmuren er der placeret et pumpehus, ligeledes i jernbeton. Denne lille sidebygning er den eneste del af bygværket, som relaterer sig til den meneskelige krops skala.
Kulturhuset består af to sale, som rummeligt spejler hinanden. Derudover placeres der en adgangsgivende rampe imellem de to cylindre. Den nedre sal er en blackbox, med et svungent akustisk loft, som hæver sig og giver plads til en balkon i rummets ene halvdel. Dette rum giver mulighed for lyd- og lysiscenesættelser, og kan f.eks. benyttes til koncerter og teater.
Den øvre sal er et panoramarum med vindusåbninger, som er skåret ud af stålcylinderen hele vejen rundt. Her bliver det akustiske loft fra salen nedenunder til et organisk gulv, som danner et amfiteater med siddetrin og en naturlig scene i rummets laveste del. De høje vinduer bag scenen vender mod nord og udsigten mod Øresund.
Visualisering set fra sydvest
Snit 1:200
Lea Svan Sørensen og Selma Bruun Bisgaard
ALKYMIENS
HVAD TYPOLOGI HVOR KENDINGSTAL
Forslag til Udsyn, Alklymiens Kunst flydende objekt, blåmuslingefarm, badebro
udgangspunkt
én ting er, at vi fremtiden skal genanvende alt det, der overhovedet kan genandvendes - men hvad med de materialer, der aldrig når at blive brugt, inden de smides ud? En del af de materialer der bestilles på byggepladser vurderes at gå til spilde. Der bestilles nemlig generelt 10% mere end nødvendigt fra start, for at undgå stilstand byggeriet grundet manglende materialer i processen. Det overskydende materiale kan returneres, men det er dyrere og mere besværligt end at smide det ud. Det er nemt at slippe afsted med spildet, da det sker i byggefasen og derfor endnu ikke medregnes i LCA beregningerne. Det er disse 10% vi vil tage fat i. Der er hovedsageligt tale om træ, gips, isolering og mørtel... Hvilke potentialer ligger heri? Hvordan kan vi, blot med de 10%, skabe noget der giver værdi?
intro til LCA
10% spolia : et nyt lag , en ny æstetik
KUNST
LCA, livscyklusanalyse, er en af de - hvis ikke den - mest konkrete metode til at beregne CO2-aftrykket, samt vurdere potentielle miljøpåvirkninger af de nye bygninger vi opfører. Det er et nødvendigt værktøj, da det viser, om nybyggeriet overholder bygningsreglementet på 9,5 kg CO2 -eq/m2/år og evt. herudover ligger indenfor lavemsissionsklassen på 7 kg CO2 -eq/m2/år.
Disse 10% overskydende materiale som nævnt tidligere, udgør sig selv 0,6 kg CO2-eq/m2/år. Altså ville bygningen, vis de 10% andvendes stedet for at blive smidt ud, kunne sænke sin LCA med 0,6 kg CO2-eq/m2/år. (kilde: LCA kursusmateriale, ved August Sørensen)
Metoden har til formål at sætte fokus på byggeriet som bestående af meget mere end et stationært færdigt volumen. Nemlig både produktionen af materialerne, byggeprocessen, brugen af byggeriet, byggeriet efter endt levetid samt til sidst de potentialer materialerne har udenfor projektet - en markant mere holistisk tilgang end tidligere. Via LCA fåes konkrete tal på et emne, som diskuteres utrolig meget branchen, men som uden tal, kan være svær at overskue omfanget af.
I dag er det lovpligtigt at medregne 7 ud af de ialt 19 faser. Over de kommende år bliver de resterende faser inkorporeret i metoden. Til sommer (2025) står de næste to for døren; hhv. A4 og A5 som repræsenterer de sidste faser af opførelsen af byggeriet, og dermed hvad der sker med spildmaterialer på byggepladsen. Det er indblik omstændighederne under disse to faser, som har været springbræt for dette foreslags tilblivelse.
Aarhus Ø, 8000 Aarhus C DK
QUZ8CQRMG ide vi har valgt at tage udgangspunkt i et konkret sted. et byrum vi vil yde alkymi på. et sted vi ikke synes fungerer og hvor vi tænker, at vi, via anvendelse af restmaterialet, vil kunne skabe ny værdi for mennesker og andre organismer, ved at implementere sprækker og lag i byrummet, der ellers primært består af hele forseglede overflader. foreslaget er følgende:
en flydende blåmuslingefarm/tømmerflåde, som slanger sig gennem kanalerne på Aarhus Ø. Kanalerne er bredde, ergo: meget vandoverflade. Vandoverfladen er oplagt at tage i brug, da man her ikke skader nogen eller noget: Hvis vi bruger havbund, påvirker vi et levested for dets beboere, og hvis vi tager mere jordoverflade i brug forstyrrer vi andre processer. Men havoverfladen er på sin vis frit disponibel - under ansvar. Vi vil på denne overflade placeret en lang - varierende i bredden - tømmerflåde, sammensat af spildmateriale fra byggepladser. Under denne skal blåmuslinger gro.
Mennesker og muslinger samles omkring havoverfladen. Den tillader, at vi bevæger os på tværs af elementer. Et sted hvor vi kan sameksistere med livet under vandet. Muslingerne skal gro på spildmaterialer der kan tåle at være under vand, såsom porebeton og tegl - hængende som rødder under tømmerflåden. Her vil der, over tid, skabes en tæt skov af muslinger, som vi ville kunne se fra land som en mørk masse mod den grønne havbund. Muslingerne skal kunne høstes til spise, men også som et bæredygtigt byggemateriale. Vi skaber, udfra spild, et nyt bæredygtgt byggemateriale, og et sted for mennesker på havoverfalden, et ellers goldt byrum.
Ligesom muslingefarmen over tid vil gro, vil livet oven vande parallelt vokse. Det skiftende materiale skaber en taktil overflade med hjørner, kroge, sprækker og flader - hvor tang, mos og dyreliv kan bygge habitat. Tømmerflådens overfalde skal dækkes til ud fra tilfældighedens principper med en ambition om at skabe en horisontal spolia flade, som med sin ukurante æstetik står kontrast til de omkringliggende homogene bygningers udtryk.
SITUATIONSPLAN
1:3500
hel konstruktion
vandspejl
dæk af resttræ - over tid vil den dækkes med tegl, gasbeton, træ afskår osv.
aksonometri midtfor ses en aksonometri af konstruktionen, som skitseforslag.
rest PVC rør, aflukket i ender
situationsplan
ovenfor er illustreret, hvordan vi tænker, at denne årer skal bevæge sig gennem Aarhus Ø. Her ses også hvordan den er irregulær sin form, alt efter hvilke materialer der er tilrådighed. Nogle steder vil den kunne forbindes til land og skabe flere forbindelser de steder hvor der ikke er en bro forvejen.
underlæggende resttømmer
sisal reb
rest- porebeton og tegl til muslingefarm
periodisk system
ovenover ses de komponenter der gør vores projekt muligt.
ny skala
på Aarhus Ø befinder vi os nu i en skala der ikke forholder sig til mennesket. snarrer er den voldsomme skala et billede på, hvordan markedet er styrende indefor byggebranchen. mennesket og miljøet er groft sagt glemt. det handler om, at bygge tæt og højt - at få maksimalt udbydde af sin grund. vi ønsker at bringe den menneskelige skala og sanselighed ind på Aarhus Ø.
SNIT
1:20
ny æstetik
æstetik stammer fra det oldgræske, aisthetikos, som betyder at fornemme og føle. altså sansning. vi ønsker at skabe en mere sanserig by. med brug af det, der allerede er en æstetik, hvor der er plads til at sammensætte og kuraterer vores byrum, med henblik på at bruge spild, samtidig med, at skabe levesteder for natur - sprækkerne og på fladerne. vi mener, at vores forståelse for hvad der er æstetisk skal udviddes, så vi kan tage større og drastiske skirdt mod en mere bevaringsværdig og bæredygtig byggebranche.
inspiration // ordliste
alkymi - som ordets forstand og opgavens ånd: at man tager de resourcer man har på hånden, som ikke har værdi, og omdanner dem til noget der har
spolia - brug af hovedsageligt ældre sten fra anden struktur nye sammenhænge
bricolage - at kreere noget ud fra det, der tilfældigvis er tilgængeligt
SUPERFLEX - kunstnergruppens tanker om andre organismer og den måde vi bygger på. de siger:
”overflader er grænseflader ... mellemrummet har samme værdi som rummet”
”forskere peger på hårde overflader som forstærkere af biodiversitet forringede marine økosystemer”
”vi bør bygge strukturer, der kan fungere som mødesteder...”
- INTERSPECIES ARKITEKTURMANIFEST
Matti Elias Göran Kemppainen, Karoline
Cecilie Aigner og David
Arkitektforeningens prisopgave
Maximilian Schneider
Fragments of the Past, Foundations for the Future
Concrete Pavement
Inspiration. saving from a demoliton site in Sydhavn.
Cleaning the bricks & documenting them.
Cleaning the pavement stones & documenting them.
2. Awakening the potential
Potential is often hidden in plain sight. We believe beauty can be rediscovered anywhere—sometimes it simply needs to be uncovered, sometimes it needs a gentle push. Through our methods, we reveal the beauty embedded in materials like pavement stones and bricks—cutting, completing, mixing and refining them through surface treatments. In this process, what was once overlooked gains new life, form, and meaning.
Completing broken pieces with a brick.
Completing with concrete.
Using dust and offcuts as pigments.
Using leftovers as aggregates. cutted with a waterjet.
cutted with a saw.
Coating, chemical reactions and traditional plastering.
Traditional Chisel Treatment.
Concrete Pavement
Brick
3. Completion & Failure
Even when working with just two core ingredients—pavement stone and brick—using a shared methodology, the possibilities are endless. Each transformation leads to thousands of variations. Some outcomes fail, revealing lessons in material behavior and process. Others surprise us, proving their worth in new contexts. And some, even in their imperfection, spark new ideas—inviting us to imagine new settings, new forms, and new life. In this alchemical cycle, failure is not an end but a catalyst for discovery and reinvention
s repurposed as a tile.
as kitchen counter.
Repurp
Failed test. Repurposed brick in a new guest room.
The beauty of time.
Pavement stone as hand chiseld tile.
Repurposed pavement as floor tile system.
osed pavement as sauna wall tiles.
Concrete Pavement
Brick
Forslag 17/TMH0HH6WM Plancher
Line Broberg Egebo og Sofie Johnsen
Arkitektforeningens prisopgave
Projektet udspringer af en fascination af ruinen som arkitektonisk fænomen, og dens potentiale til at skabe en sameksistens mellem menneskeskabte strukturer og naturen et post-antropocænt perspektiv. Hvor man særligt romantikken hyldede ruinen landskabet som en del af det pittoreske, ønsker vi at fremhæve ruinen som mere end blot et æstetisk ideal. Vi betragter ruinen som et middel til at fordre sameksistens, biodiversitet og via bevaring skabe mindre menneske-tæthed bevaret bygget tæthed.
Bygningen mister altså ikke sin værdi det øjeblik, den naturligt transformeres til en ruin –tværtimod rummer dette stadie nye kvaliteter, som vi må lære at værdsætte. Vi forestiller os en fremtid, hvor bygninger ikke er statiske, men indgår en kontinuerlig proces af forandring, tilpasning og genopdagelse.
Når en bygning eller et bygget miljø forlades af mennesker, vil det over tid genopdages og genbeboes af andet liv. Klimaskærmen nedbrydes og barrieren mellem inde og ude er tvunget opløst. Vi er optaget af denne sammenfiltring, som for os repræsenterer en form for “ideal-tilstand” arkitekturen, hvor det dualistiske forhold mellem menneske og natur er sløret.
Hvis mennesket igen vil bebo disse steder, hvordan kan det da ske på en måde som ikke er på bekostning af det liv som bebor det nu? Kan disse måder, hvorpå andet liv har transformeret ruinen, føre til nye, uforudsete dynamikker de tilførte arkitektoniske interventioner?
Forladte steder kapitalismens ruiner
Projektet finder sted Cittá Vecchia, Taranto (Italien) et katastroferamt landskab, som har oplevet en affolkning som følge af en massiv miljømæssig påvirkning fra byens tunge stålindustri. Efter affolkningen har Cittá Vecchia imidlertid opnået nye, unikke kvaliteter, hvor naturen demonstrerer sin evne til at genindskrive sig selv kapitalismens ruiner. Kulturarv hvad er værd at bevare? Mens et frustreret lokalsamfund ser deres by falde sammen, spørger vi os selv hvilke historier der er akkumuleret Città Vecchias forfaldne overflader. Med latexafstøbninger ønsker vi at undersøge og fremhæve skønheden forfaldet og de motiver som spontant opstår arkitekturen som følge af menneskeligt fravær. Facaderne bliver et vidnesbyrd om århundreders kompleks udvikling – indflydelsen fra den dominerende industri, forureningen, samt den lokale kultur og politiske engagement, der er opstået som modsvar. Ved at dokumentere og arkivere disse overflader, anerkender vi Città Vecchias dynamiske historie som en kritisk del af byens kulturarv.
Livscyklus
Co-excistence
“ “ “
Vores arbejde er inspireret af den amerikanske antropolog Anna Tsing og hendes refleksioner over livets opståen kapitalismens ruiner.
Med udgangspunkt begreber som samskabelse og sameksistens, forstyrrelse (disturbance) samt flertydighed og usikkerhed (precarity) undersøger vi ruinen som en aktiv og værdifuld tilstand en bygnings livscyklus.
Vi betragter ruinen som et eksempel på en tilstand af “disturbance” hvor det kontinuerlige forfald fører til en dynamik bygningsmassen, som er med til at muliggøre en sameksistens mellem flere former for liv.
Bygningens livscyklus ser vi udfolde sig tre stadier:
1. Af mennesker til mennesker – bygningen opføres som et rum til menneskelig aktivitet.
2. Forlades af mennesker – bygningen mister sin oprindelige funktion, og bliver til en ruin. Forfaldsprocessen tager fat, og klimaskærmen går opløsning.
3. Genbebos af andet liv – naturen og andre arter overtager bygningsmaseen og ruinen transformeres. Alkymiens kunst er naturligt tilstede bygningsmassen, som transformerer og genopfinder sig selv.
På baggrund af denne forståelse formulerer vi tre metoder til at arbejde med/opfatte det ruinøse:
1. Det totale forfald Her får bygningen lov til at bryde ned uden indgreb. Det totale forfald skaber en naturlig dynamik bygningsmassen, hvor sammenstyrtning og nedbrydning åbner for biodiversitet og skaber “huller” den tætte by, som giver plads til nye økologiske sammenhænge.
3. Den transformerede ruin den tredje tilgang intensiveres støttestrukturen, og bygningen gives mulighed for atter at rumme menneskeligt liv. Støttestrukturen kan fortættes (og isoleres med en klimaskærm?) så ruinen kan genbeboes af mennesket gensidigt gavnlige former for sameksistens.
Denne tilgang forudsætter et fleksibelt design og en erkendelse af, at kontrol og forudsigelighed ofte er illusoriske.
2. Det kontrollerede forfald Det kontrollerede forfald understøttes af en støttestruktur. Denne struktur skal ses som et greb, der kan udvikles over tid, takt med at det naturlige forfald tager til. Målet er ikke at bremse den naturlige udvikling, men delvist at styre forfaldet og sikre, at de mest ruinøse bygninger ikke kollapser.
Vi forstår det tilføjede bygningsvolumen som ”et stillads” og en støttekonstruktion til ruinen. Strukturen skal være med til at kontrollere og styre ruinens forskellige grader af forfald. Det tilføjede volumen og det eksisterende hus indgår således et afhængighedsforhold hvor begge elementer er med til at stabilisere hinanden.
Tilgangen bunder en erkendelse af, at alle faktorer ikke kan indtænkes på forhånd, og at denne uforudsigelighed er med til at skabe en værdi for byggeriet. Det er netop denne uforudsigelighed, at arkitekturen kan få en ny mening – som noget, der ikke blot reaktiveres, men som konstant udvikles og tilpasser sig sine omgivelser.
Tanken om stilladset er interessant fordi det som konstruktivt princip efterlader rum til uforudsigeligheder, som understøtter ruinens kontinuerlige dynamiske tilstand. Princippet er, at konstruktionen skal indeholde en fleksibilitet, som gør det muligt at tilføje og fjerne elementer over tid. Således opfattes vores adderede volumen ikke som et endegyldigt produkt og design, men som noget der kan tilpasses udefrakommende, uforudsete faktorer. (Jf. Tsing, “precarity”)
Det byggede landskab bliver et levende væsen, som transformeres over tid. Naturen kan være med til at skabe- og åbne vores øjne for et nyt formsprog, der medierer mellem menneskets og naturens præmisser. Cittá Vecchia kan vi se, hvordan det levende, som har indtaget de forladte bygninger, ikke blot skaber en ny æstetik, men også danner mulighed for at gentænke det byggede’s funktion. Vi ser på forfaldet og ruinen som noget, der bærer potentialet til at skabe spændende koblingspunkter mellem vores urbane og naturlige landskaber. Ved at acceptere det ruinøse, opnås øget biodiversitet og mindre menneske-tæthed en bevaret bygget tæthed.
Dette samspil åbner op for nye muligheder for at forstå, hvordan arkitekturen kan reagere på, og inkorporere det, der allerede er – som et middel til at genopdage det umiddelbart værdiløse. Det bliver en proces, der ikke kun handler om bevaring ud fra et nostalgisk blik på fortiden, men om værdsætte nuet og tillade en uforudsigelighed transformationen, hvor det ruinøse får nyt liv et dynamisk forhold med naturen. Forfaldet rummer en historie om fortid og nutid – ikke
Af mennesker
Latexafstøbning muret væg Via di Mezzo, 150, 74123 Taranto, Italien
Latexafstøbning væg med graffiti Vicolo Morrutto, 25-1 74123 Taranto, Italien
Latexafstøbning væg af sandsten Via di Mezzo, 153, 74123 Taranto,
Forslag 18/ VPLDWUCDM Plancher
Emma Tander Rasmussen og
Sara Bohn Svendsen
Arkitektforeningens prisopgave
Gågaden.
INTRODUKTION
Har gågaden udtjent sin funktion og æstetik i sin nuværende form, når det 21. århundredes primære handelskilde er internettet?
Dette spørgsmål har været centralt tema i vores projekt, hvor vi undersøger potentialet i at gentænke gågadetypologien, og dens nuværende tendens af overvejende tomme butikslokaler, take-away-steder og frisørsaloner. Vi har udvalgt et site i Ringsteds gågadeforløb, hvor fænomenet synes særligt udtalt (se diagram 01 og 05 ).
Gågadens butikker tilbyder hovedsageligt produkter og services, der ikke kan findes online. De tilbageværende butikkers handel udbydes udelukkende i et privat butiksrum og ofte i et højt forbigående tempo, hvilket medfører at byrummet fremstår tomt og livløst. Problematikken omkring det manglende liv i gågaden har været en central drivkraft i vores gentænkning af gågadens form. Vi ønsker at skabe en revitalisering af byrummet, der tilføjer nyt liv og skaber ny værdi for det udtjente miljø.
Hvordan kan man gøre gågaden attraktiv igen, og finde nye måder at skabe liv, funktioner og mødesteder? Kan vi ved at fjerne de udtjente miljøer, skabe en større værdi for byen og de øvrige butikker i gågaden med små byrumsnicher, der indbyder til ophold og interageren mennesker imellem?
Hvordan defineres det tidligere butikslokale arkitektonisk som et byrum, der giver byen et synligt og inkluderende liv, hvor mennesker naturligt har lyst til at tage ophold?
DE ITALIENSKE PLADSER
Italienske pladser har gennem århundreder udviklet sig til sociale og arkitektoniske mesterværker, hvor mennesker naturligt opholder sig. Hver plads har sin egen unikke karakter, men de deler visse arkitektoniske og funktionelle kvaliteter, der gør dem indbydende og levende. Vi mener derfor, at denne reference kan bidrage positivt til projektets udvikling, og vil inddrage følgende elementer i vores transformation:
I det italienske byrum skaber arkader og søjlegange en behagelig overgang mellem det åbne og lukkede rum, hvor skygge og læ kan skabe gode opholdszoner (Se billede 02 ). Siddevenlige kanter som mure, trapper og bænke gør det nemt at slå sig ned (Se billede 03 ).
Stemningsfuld belysning kan forlænge byrummets brugbarhed og skabe en tryg atmosfære.
TRANSFORMATION
På baggrund af vores indledende analyser, har vi valgt et site i den typiske danske provinsby Ringsted. Som det overordnede arkitektoniske greb vælger vi butikslokalets transformation fra inderum til uderum, fordi vi mener at byrumsnicher kan bidrage positivt til at skabe et livligt bymiljø omkring gågaden.
I projektet differentierer vi mellem hvilke materialer der tåler at stå hhv. ude eller inde for klimaskærmen. Det nye uderum udsmykkes derved med inderummets overflader, der på poetisk manér synliggør rummets tidligere funktion.
Gennem en udarbejdet materialebank (Se diagram 07 og 08 ) fra det forhenværende butikslokale, er materialer og elementer kategoriseret som urørt eller flyttet, hvor genbrugsobjekterne benyttes som bærende elementer, klimaskærme, terræn eller jordkontaktbare elementer. Materialerne indgår således hvor deres naturlige egenskaber fortsat udnyttes i byggeriet:
Eksisterende bærende betonsøjler, bjælker og trappeopgang efterlades urørte og benyttes fortsat som det bærende element.
Vinduerne benyttes som efterisolering af indervægge og etagedæk, der samtidig efterlader rumoplevelsen som større gennem glassets reflekterende genskær.
De dobbeltmurrede vægge og brystninger skæres op, og placeres som plateauer i byrummet, med plads til uformelle scener, siddepladser, liggepladser, legeplads, læ-pladser, opslagstavler og ikke mindst ophold.
Det brune teglstensgulv efterlades urørt med spor af vægrester, som et tegn på den tidligere funktion af stedet, og det rige butiksliv der engang bestod.
Elementerne efterlades genetableringsbare, hvilket gør dem klar til den næste tidsalders transformationer.
VISION
Vellykket skala og rumbalance, naturlige samlingspunkter, siddepladser og bevægelsesmønstre er afgørende elementer for et behageligt opholdssted i byrummet. Vi mener, at dette greb kan være med til at ændre narrativet om de tomme gågader, og transformere til livlige byrum
Gågade, Ringsted:
Til
Til leje
Site, Gågade i Ringsted.
Gågaden.
Rund
Ruder, klimaskærm
Belysning
Dobbeltmuret væg, jordkontakt
Ruder, klimaskærm
Dør
Søjler,
Chaussestensbelæg
Gågaden.
Visualisering af byrumsnichen.
Modellen tager udgangspunkt i en standard 40x40 cm belægningssten i beton, der i stor grad bruges i flere af vores byrum. Prosjektet prøver at belyse en af de store svagheder ved udstrakt brug af betonsten som belægningselement, nemlig at i en vådere fremtid med heftigere regnskyl og skybrud, vil sådan en overflade bidrage til en overbelastning af vores kloaksystem. Især i byene har vi brug for flere områder hvor jord og planter kan opptage regnvand, og på den måde forsinke belastningen på vår infrastruktur. Med dette som udgangspunkt, har øvelsen været at undersøge den monotone betonstenens rumlige og arkitektoniske potensiale. Forslaget ser for seg et udtjent byrum belagt med betonsten - også dem både funksjonelt og estetisk udtjent. Belægningen løftes op og bliver til både tag- og facadeplader i en åben træstruktur. Strukturen kan eksempelvis være en pavillion, et sykkelskur eller en byttebiks. Den hårde belægningen bliver erstattet med en permeabel overflade hvor græs og planter kan vokse. Ved at bruge betonsten som bygningselement, er der ingen behov for bortskaffelse af den udskiftede belægningen. Betonstenen, som på ingen måde har udtjent sin levetid, bliver nu iscenesat på en ny måde, hvor nye æstetiske og taktile kvaliteter opdages.
Modelfoto
Betonsten 1:20
Foto Betonsten 1:1