Ældre Sagen MEDLEMSBLADET december 2019

Page 59

”Vi har i Danmark en rigtig god forbrugerbeskyttelse på området. I langt de fleste tilfælde bliver kunder, der bliver snydt, helt eller delvist kompenseret for deres tab. Der er nogle ganske få eksempler på, at man kan miste store beløb, men det er ikke noget, der betyder, at jeg vil opfordre ældre til ikke at gå på nettet, bruge deres mobilbank m.v. Man skal blot tænke sig om,” siger Michael Busk-Jepsen. Du har selv et ansvar Hvornår kan man som forbruger selv blive ansvarlig for et tab i forbindelse med it-kriminalitet? ”Vi opfordrer til, at man ikke udleverer oplysninger. Hvis man burde have indset, at det ville føre til misbrug, kan man risikere selv at hænge på den. Man kan så spørge, om man ikke burde vide, at man ikke skal udlevere sit pass­ word eller sin nøglekode, men der er en meget stærk forbrugerbeskyttelse ved it-kriminalitet. Og som forbruger er man generelt godt hjulpet.” ”Det er vigtigt, at man jævnligt kontrollerer sin bankkonto, for bliver man snydt, og reagerer man for langsomt, kan man forpasse sin mulighed for at blive kompenseret. Der er to, der kan opdage svindel, nemlig banken og dig selv. Og bankerne har nogle ”svindelalarmer”, som træder i funktion, når

noget ser mærkeligt ud. Men en svindel, hvor man franarres sine personlige oplysninger, og der overføres et ikke alt for unormalt beløb til et fiktivt ”barnebarn”, altså til svindleren, vil ikke nødvendigvis få alarmklokkerne i banken til at ringe. På grund af svindelen er netop pass­ words, nøglekoder m.v. jo de rigtige, og anvendt i den rigtige rækkefølge. Derfor er det vigtigt selv at holde øje med sin konto og straks kontakte banken, hvis noget ser mistænkeligt ud,” siger Michael Busk-Jepsen. Nettet har overtaget håndtasken Nogle bliver jo snydt. Er it-udviklingen gået for hurtigt? ”Der har altid været folk, som har snydt andre. Kriminaliteten er sådan set bare fulgt med udviklingen. I gamle dage var der måske en større risiko for, at du fik snuppet din håndtaske, når du gik tur på gaden eller kørte i sporvogn. I dag ved svindlerne, at pengene ikke er i pungen i håndtasken, men på nettet.” ”Der er også kommet mange såkaldte borger-til-borger-sager, hvor en person fx på Den Blå Avis sælger en vare til en borger og får sine penge, men hvor det viser sig, at varen ikke findes. Der er også svindel med sommerhuse, der udlejes 30 gange i den samme uge, men hvor sommerhuset

ikke eksisterer. Så jeg tror ikke, man kan sige, at det er it-udviklingen, der er gået for hurtigt. Det handler mere om, at der er svindel i et samfund. Det har der altid været, og den svindel flytter derhen, hvor pengene og brugerne er.” Gør politikerne nok for at dæmme op for it-svindelen? ”Der er stor opmærksomhed omkring sikkerhed og digitalisering i samfundet. Og omkring brugen af persondata. Vi har også fået en forbrugervenlig betalingslov. Min oplevelse er, at politikerne har gjort rigtig mange ting, både nationalt og på internationalt plan. Men det vil helt sikkert også være noget, vi og politikerne får mere fokus på i de kommende år, for der er mere og mere digital udvikling.” ”Den udvikling skal vi ikke fornægte. For den fører meget godt med sig, men den giver også nye trusler. Risikoen for at få personlige oplysninger delt med uvedkommende, risikoen for at blive udsat for spionage fra sin egen computer, risikoen for at tabe penge, når man køber på nettet og altså risikoen for at blive franarret sine nøglekortskoder. Men det får mig ikke til at opfordre folk til at hoppe af nettet. Det handler om at udvise en fornuftig forsigtighed,” siger Michael Busk-Jepsen. DECEMBER 2019

59


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.