Syvende Dags Adventistkirken

Bedeugelæsninger
02 Introduktion
03 Første sabbat
Tidernes håb
Ted Wilson
06 Søndag
Jeg har kun dine hænder
John Bradshaw
08 Mandag
Missionen
John Bradshaw
10 Tirsdag
Den lange ventetid
John Bradshaw
13 Onsdag
At arbejde
John Bradshaw
16 Torsdag
Beskyt det vigtigste
John Bradshaw
18 Fredag
Ærlighed varer længst
John Bradshaw
20 Anden sabbat
Efter Jesus' genkomst
Ellen White
23 BØRNENES
BEDEUGELÆSNINGER
Beth Thomas
TED WILSON var i årene 2010-2025 formand for Generalkonferencen i Syvende Dags Adventistkirken.
Jesus' genkomst er et af kernepunkterne i kirkens tro. Det er en del af vores navn og giver udtryk for et brændende håb. Troen på Jesus' genkomst har været de kristnes håb igennem tiden, og det er udelukkende baseret på Skriften.
Jesus vejledte sine efterfølgere og sagde til dem: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er“ (Joh 14,1-3).
Løftet om genkomsten blev gentaget ved Kristus' himmelfart, da englene spurgte hans disciple: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen“ (ApG 1,11).
Dette er blot nogle af de mange løfter, vi finder i Skriften, der forsikrer os om, at snart vil Jesus vende tilbage.
I denne bedeuge vil vi blive velsignet, idet vi fokuserer på det vidunderlige privilegium at kunne erklære: ”Jeg vil gå ud og forkynde Kristus' genkomst!“
Gennem en række engagerende læsninger i løbet af ugen vil John Bradshaw lede os gennem Skriften, mens vi omhyggeligt overvejer, hvilken rolle vi spiller i forkyndelsen af den vidunderlige nyhed, at Jesus kommer snart. Den sidste læsning i denne særlige bedeuge er fra Ellen Whites inspirerede skrifter.
I tillæg til de inspirerende læsninger vil vi naturligt også have fokus på bøn.
Hvad enten du oplever denne bedeuge i din lokale kirke, i en gruppe, sammen med din familie, online eller måske alene, så lad os stå sammen i bøn, mens vi beder om Helligåndens vejledning, så vi kan fuldende Herrens værk og komme hjem.
Må Gud velsigne dig, idet du giver dig selv på ny til Herren og siger: ”Jeg vil gå ud og forkynde om Jesu genkomst!“
Den primære forfatter til bedeugelæsningerne i år er John Bradshaw. Han er leder af It Is Written, som fokuserer på medieevangelisme med base i Tennessee i USA. Hans udsendelser er blevet filmet på seks kontinenter og set over hele verden og kan desuden findes på deres egen tv-kanal, It Is Written TV. John Bradshaw har afholdt mere end 100 mødeserier i byer rundt om i verden. Han er taknemmelig for at arbejde sammen med et dedikeret hold af mennesker, der er engagerede i at dele det evige evangelium. Han er gift med Melissa, og de har to børn.
FØRSTE SABBAT · af Ted Wilson
Hidtil usete begivenheder rundt omkring i verden minder os om, at verden hurtigt forandrer sig. Både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer sker oftere og bliver mere voldsomme. Der er politiske situationer i mange lande, som er nærmest umulige at løse. Moralen i både samfund og kulturer nedbrydes. Den globale økonomi befinder sig på farlig grund og kan når som helst ende i et økonomisk kaos. Tværkirkelige bevægelser skaber kompromitterende situationer. Vi skal altid være venlige og opmuntrende over for andre kristne og trosretninger, men vi må samtidig passe på ikke at alliere os med økumeniske kirker eller andre grupper, som bestræber sig på at neutralisere de bibelske trospunkter, som syvendedags-adventister sætter højt.
Alt imens vi ser skelsættende begivenheder overalt omkring os, ved vi, at de alle peger hen imod den mest utrolige og livsændrende begivenhed nogensinde – Kristus' genkomst! Dette er kulminationen af alle de troendes håb igennem århundreder.
Da Esajas beskrev denne herlige begivenhed, skrev han: ”På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse“ (Es 25,9). Og i Sl 50,3 står der: ”Vor Gud kommer, han tier ikke. Foran ham går en fortærende ild, omkring ham raser en vældig storm.“
Da Jesus var på jorden, forsikrede han sine disciple med ordene: ”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er“ (Joh 14,2-3). Han gentager indtrængende dette løfte i Johannes‘ Åben -
baring 22: ”’Ja, jeg kommer snart.‘ Salig er den, der holder fast ved profetiens ord i denne bog“ (v. 7); ”Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er“ (v. 12); og ”Ja, jeg kommer snart“ (v. 20).
HVOR SNART ER ’SNART‘?
Set fra et menneskeligt perspektiv – især i nutidens Instagram-verden – så er alt, der ikke sker øjeblikkeligt, langsomt.
Adventister har forkyndt Jesus' genkomst i over 160 år, hvilket for nogen kan virke som en evighed. Nedslået over dette har nogle mistet fornemmelsen af, hvor altafgørende Jesus' genkomst er, og hvordan det burde gennemsyre alle aspekter i en syvendedags-adventists liv.
Dette burde dog ikke overraske os. I Peters Andet Brev 3,3-4 står der, ”at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ’Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.‘“
Peter påpeger, at disse spottere ’overser‘, at Gud skabte himlen og jorden, og at jorden blev oversvømmet af vand. Han siger videre, at alt en dag vil blive destrueret af ild. Skriften fortsætter med at give vigtige instrukser og opmuntring til dem, som tror: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse“ (v. 8-9).
Dette skriftsted opfordrer os til at overveje, hvilket folk vi burde være, da jorden og alt i den vil gå i opløsning. ”Hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme ... Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred“ (v. 11-14).
Sikke et kald vi har – at holde os nær Herren og lade ham vejlede os, mens vi ivrigt ser frem til hans genkomst.
Set fra et menneskeligt perspektiv –især i nutidens Instagram-verden
– så er alt, der ikke sker øjeblikkeligt, langsomt
Hebræerbrevet 10 opmuntrer os: ”Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke; og min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses“ (v. 35-39).
Guds ord taler til os i dag. Du skal ikke lade nogen tage håbet om Jesus' snare genkomst fra dig. Han kommer snart!
Verdens nuværende forfald burde vække os til det presserende behov at gøre os klar – og at forkynde de tre engles budskaber i forventningen om Kristus' snare genkomst. Nogle mennesker vil måske sige, at disse budskaber er politisk ukorrekte og ikke tilrådelige at forkynde, men de tre engles budskaber er de vigtigste budskaber, som vi er blevet givet, og som vi skal forkynde. De er vores teologi og vores mission for Guds vidunderlige sidste menighed.
I Vejledning for Menigheden , bind III, læser vi: ”I en særlig forstand er syvendedags-adventister sat i verden for at være vægtere og lysbærere. Det sidste advarselsbudskab til en fortabt verden er blevet betroet dem. […] De har fået et arbejde af største betydning, idet de skal forkynde den første, anden og den tredje engels budskab. Intet andet arbejde er af så stor betydning. De må ikke tillade noget andet at optage deres opmærksomhed.“ 1
Disse kraftfulde budskaber for de sidste tider er inddelt i tre dele i Johannes‘ Åbenbaring 14,6-12. Profetiens ånd fortæller os, at de første to budskaber blev givet af de første adventister. Det tredje budskab ville blive føjet til de første to lige inden Jesus' genkomst. Kombinationen af disse tre budskaber vil være Guds sidste appel til verden, for at man kan forberede sig på at møde Jesus.
Dette er den spændende fremtid, idet vi er blevet givet magten til og er blevet udrustet til at fuldføre Guds store værk ved at forkynde disse kraftfulde budskaber! Kun ved at overgive os fuldt ud til Jesus og Helligåndens kraft er vi i stand til at gøre hvad som helst! Gud er ved at forberede os hver især på, at noget usædvanligt snart vil ske –udgydelsen af sildigregnen. Og når
Kun ved at overgive os fuldt ud til
Jesus og Helligåndens kraft er vi
i stand til at gøre hvad som helst!
med dig? Er du overbevist om, at Gud har en særlig plan for sin kirke i den sidste tid? Vi siger ikke, at vi er mere specielle end alle andre. Vi har alle brug for Guds frelsende nåde og barmhjertighed. Men som adventister er vi kaldet af Gud til at forkynde hans budskab i de sidste tider. Og til at stå fast på sandheden, selvom himlen falder. Han kalder os til at være trofaste vidner for ham i dag i en sekulær, materialistisk og postmoderne verden.
vi modtager denne specielle gave, så vil Gud arbejde i os på en mægtig måde for at nå ud til hele verden med hans budskab for de sidste tider. Så vil enden komme.
AT HOLDE SIG NÆR VED HERREN
Jesus kommer snart! Vi må sætte lid til hans nåde og retfærdighed. Vi må være trofaste mod det missionskald, som han har givet os. I Peters Andet Brev 3,10-13 står der: ”Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op (...) Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“
Som syvendedags-adventist søger du da trofast en ny himmel og en ny jord? Står du fast på Herrens bibelske sandhed og på Guds mægtige forkyndelse af de tre engles budskaber i Johannes' Åbenbaring 14? Er din trofasthed imod Gud kendt af alle, som kommer i kontakt
Der vil snart komme en dag, hvor vi vil se en lille mørk sky, halvt så stor som en mands knytnæve, og den vil komme på himlen fra øst. Den vil blive større og større og lysere og lysere – hele himlen udgydt til dette klimaks i jordens historie. Ved et mirakel fra himlen vil alle se ham på samme tid. Siddende der midt iblandt millioner af engle vil der være den Ene, som vi har ventet på. Ikke det ydmyge, knuste lam, ikke ypperstepræsten, men kongernes konge og herrernes herre; Jesus Kristus – vores frelser! Vi vil se op mod himlen og sige: ”Dette er den Gud, som vi har ventet på!“ Kristus vil se ned til os og sige: ”Godt, du gode og tro tjener; gå ind til din herres glæde.“ Vi vil rejse os for at møde Herren i luften, og vi vil tage hjem for at være sammen med ham for evigt.
Gud har lovet, at han vil give dig sin kraft til at fuldende hans arbejde. Han vil udgyde sildigregnen over sit folk for at forkynde de tre engles budskaber og for at fuldende sit værk for en forenet kirke. Lad os dedikere vores liv, energi, talenter, ressourcer og tid til at fuldende Herrens arbejde, så vi ved hans kraft kan omvende så mange som muligt, så vi kan tage hjem!
1 Ellen G. White; Vejledning for Menigheden , tredje bind, s. 256, DB.
Foto
Marc Markstein
Efter at hærværksmænd havde brækket hænderne af en statue af Jesus udenfor en kirke i San Diego i Californien, satte en kirketjener et skilt op, som kunne ses af de forbikørende. I stedet for et fordømmende budskab rettet mod de ansvarlige var det et budskab på skiltet, som appellerede til verden. Der stod: ”Jeg har ingen andre hænder end dine.“
Lige inden Jesus forlod vores jord og tog til himlen, sagde han til sine tætteste venner: ”I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8). Disse ord var et ekko af de ord, som Jesus sagde i Matthæusevangeliet 28: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“
Missionsbefalingen formidler en vigtig sandhed. Jesus har ingen andre hænder end sine efterfølgeres. Da han sagde farvel til sine disciple, betroede han dem det arbejde, at de skulle nå ud til en fortabt verden med evangeliets frelsende budskab.
I dag er der over otte milliarder mennesker i verden, men der er mindre end 2,5 milliarder kristne.1 Ud af de ca. 5,5 milliarder mennesker, som ikke er kristne, har mange ikke engang hørt om Jesus eller korset. Hvordan skal kirken eller menighedsmedlemmer så kunne have en effekt på en så stor befolkning?
I Lukasevangeliet 15 fortæller Jesus tre forskellige lignelser, hvis formål er at opfordre sit folk til at tage fat i det privilegium, som er at fortælle andre om Jesus. Lignelserne har en lignende karakter, men de fremhæver forskellige sandheder.
Den fortabte søn blev helbredt fra sin selvcentrerede natur, efter han mistede alt det, som han troede ville gøre ham lykkelig. Da han huskede den kærlighed, som
han havde oplevet, vendte han hjem uden sine penge og sin stolthed. Han var villig til at blive en tjener, hvis han bare kunne blive genforenet med sin far. Lignelsen om den fortabte søn lærer os noget vigtigt om Guds hjerte. Selvom en person vælger at forlade Gud, så forlader Gud aldrig de fortabte. Da den unge mand passede svin og gik og sultede, kom han til fornuft (Luk 15,17). Han hørte Guds ånd tale til sit hjerte. Helligånden rækker stadig ud til de omflakkende syndere og appellerer til dem om at vende hjem til Guds kærlige tryghed. Gud efterlader ikke de fortabte til at finde deres egen vej hjem.
I modsætning til den fortabte søn, så vidste den tabte mønt ikke, at den var tabt. Ejeren fejede og ledte, indtil hun fandt sin værdifulde ejendom. Mens kvinden tabte sin sølvmønt, og faderen havde mistet en af sine sønner, så fortæller den tredje lignelse historien om en mand, som kun mistede 1% af sin flok. Man kan sælge heste for millioner af dollars, tyre og køer kan sælges for mange tusinde, men et får har typisk ikke særlig stor værdi. Men alligevel efterlader hyrden i lignelsen om det mistede får 99 af sine får for at gå ud i det potentielt farlige område for at bringe det ene får tilbage.
Det er faktisk utroligt, at hyrden vidste, at et af hans får var væk. Det er umuligt ved bare at kigge, at se forskel på 100 får og 99 får. Hyrden holdt tydeligvis godt øje med sin fåreflok, hvilket fortæller os, hvor stor Guds kærlighed er til sine uberegnelige børn. Gud lægger mærke til det, når et af hans børn flakker omkring. Han holder nok af os til at være villig til at påtage sig den mest omkostningsrige redningsaktion i universets historie.
Ellen White skriver i bogen Jesu liv : ”Et eneste menneske har så stor værdi, at verdener i sammenligning med det synker til ubetydelighed; men her var et helt folk fortabt.“2
Det spørgsmål, Jesus stillede farisæerne, er også rettet mod hans kirke i dag: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalv -
fems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?“ (Luk 15,4). Det var et retorisk spørgsmål. Selvfølgelig ville de gå ud og lede efter det mistede får! Som Jesus sagde en anden gang: ”Et menneske er dog meget mere værd end et får“ (Matt 12,12).
På en gåtur nær mit hjem hørte jeg et blødt bump på jorden ved siden af mig. Da jeg kiggede nærmere, så jeg et underligt lille væsen med markeringer, som lignede øjne og to følehorn, som bevægede sig fra side til side. Jeg tog et billede og en video af den lille larve og gik hjem for at vise det til min kone. Hendes respons var direkte: “Hvor er den? Vi må redde den! Tag mig hen til den nu!” Hun tog en beholder, gik ud på gaden, samlede larven op og tog den med hjem. Efter en hurtig internetsøgning fandt hun ud af, at det var en østlig tigersvalehale (en sommerfugleart).
Hun lavede et hjem til den og lagde den derned. I de efterfølgende dage ventede vi og holdt øje med den. Den virkede ikke til at lave noget som helst. Et par uger senere fik jeg en opstemt besked fra min kone. ”Se lige engang!“ skrev hun. Imens ingen havde iagttaget det, var en smuk gul og sort sommerfugl kommet frem. Den spredte sine vinger i det varme sollys og fløj op i luften og ud mod det ukendte.
Jeg havde bare set et insekt, men min kone havde set, hvad det kunne blive til. Hun havde følt barmhjer-
tighed mod et hjælpeløst væsen. Hvor du måske ser en fortabt person, ser Gud en, som kunne være et stærkt vidne for sandheden. Hvor du ser en, som ingen respekt har for Bibelen, ser Gud en mulighed for en bibelunderviser, en præst eller en missionær. Hvor du ser en skødesløs sjæl, ser Gud en, som han kan forvandle og bruge til at forkynde evangeliet til andre.
Når der nu er milliarder af mennesker, som ikke kender til frelsen i Jesus, og som er på vej mod en gudløs grav, så kræver barmhjertigheden, at vi når ud til folk med vores glædesbudskab om frelsen i Kristus. Da nogle så en dæmonbesat mand, så Jesus en missionær, som efter kort tid ”gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham“ (Mark 5,20). Efter kvinden ved brønden mødte Jesus, skyndte hun sig hjem og fortalte om evangeliet: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus? (...) Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: ’Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort‘“ (Joh 4,29.39).
”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme“ (Matt 24,14). Jesus taler til sin kirke i dag og siger: ”Jeg har ingen andre hænder end dine.“
1 Pam Wasserman, World Population by Religion: A Global Tapestry of Faith , January 12, 2024. https://populationeducation.org/world-population-by-religion-a-globaltapestry-of-faith/ Accessed January 21, 2025.
2 Ellen G. White, Jesu liv, s. 503, DB 2013.
Selvom en person vælger at forlade Gud, så forlader Gud aldrig de fortabte
Det er ret almindeligt, at man glemmer en aftale eller forlægger sine nøgler. Men er det også muligt at glemme 5½ tons guld?
I 1700-tallets Thailand skjulte man – i et forsøg på at undgå tyveri – en 400 år gammel Buddha-statue af guld bag et lag stuk, som blev malet og pyntet. I mange år lå den ubemærket hen i den gamle hovedstad Ayutthayas ruiner, indtil kong Rama I i begyndelsen af 1800-tallet hentede gamle Buddhaer fra hele landet til Bangkok for at pynte de nyopførte templer. Først i 1955 blev Buddhaens sande skikkelse genopdaget. Under et forsøg på at flytte statuen, blev den tabt, og noget af gipsen gik i stykker og afslørede guldet. I dag er guldstatuen at finde i et prægtigt tempel i Bangkoks Chinatown. En statue, som i dag er mere end 3 milliarder kroner værd, var blevet glemt over flere generationer.1
Det er muligt at glemme noget endnu vigtigere. Bogen Mesterens efterfølgere indleder med disse ord: ”Menigheden er den hjælp, Gud har anvist til menneskers frelse. Den blev oprettet for at tjene, og det er dens opgave at bringe evangeliet ud i verden.“ 2 Det ville være en kæmpe tragedie, hvis kirken glemte, hvorfor den eksisterede.
Johannes' Åbenbaring 10 fortæller historien, som ofte kaldes ”Den store skuffelse“. Efterfølgere af baptistpræsten William Miller, som troede på Jesus' genkomst, ventede ivrigt på Jesus' genkomst i 1844. Bibelen beskriver deres oplevelse som værende sød som honning til en begyndelse, inden den blev bitter i
maven. Gud havde dog meget klare instruktioner til denne gruppe af trængte troende: ”Du skal igen profetere om mange folk og folkeslag, tungemål og konger“ (Åb 10,11). De, som kæmpede sig igennem deres skuffelse ved hjælp af deres tro, modtog et mandat fra Gud til at forkynde evangeliet for verden.
Kirkens mission har ikke ændret sig, siden de modløse milleritter indså, at Jesus ikke ville komme igen på den måde, som de havde forventet, at han ville. Kirkens mandat er kun blevet skærpet. Senere i Johannes' Åbenbaring beskrives de tre engle, som hver især bærer et budskab, som skal ud til hele verden i de sidste tider.
”Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder“ (Åb 14,6-7). Den anden engel advarer imod Babylon og den åndelige forvirring, som hun promoverer. Englen siger, at det ’faldne‘ Babylon har forvirret verden med hendes berusende vin. Så kommer den tredje engels ubøjelige budskab, der advarer om, at de, som er rodet ind i jordens forfald i de sidste tider, ikke kan blive frelst.
Afrundingen af de tre engles budskaber er en beskrivelse af dem, som er klar til at møde Jesus, når han kommer igen. ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus“ (Åb 14,12).
Dette skriftsted angiver årsagen til kirkens eksistens: at forkynde evangeliet for alle under himlen. Det er, når kirken glemmer dens mission, at den begynder at stagnere, at svinde ind, at komme til kort i
forhold til sin mission. En mission, som skal genspejle over for verden ”hans fylde og hans fuldkommenhed“, for at være ”vidner om hans herlighed“, og at ”selv for ’magterne og myndighederne i den himmelske verden‘ Guds kærligheds endelige og fulde udfoldelse åbenbares.“ 3
Ezekiels Bog 47 præsenterer kirkens mission som en strøm, der flyder ud af Guds tempel. Den begyndte som rislende vand, men blev til en flod, ”for vandet var så dybt, at man måtte svømme; det var en strøm, man ikke kunne gå igennem“ (v. 5). Da strømmen snoede sig igennem landskabet, efterlod den ”alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom“ (v. 12). Denne strøm repræsenterer kirken, som bringer evangeliet ud til verden, løber ud i Det Døde Hav og dens vande bliver ’sunde‘ (v. 8).
”Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv“ (v. 9).
Strømmen bragte liv og helbredelse, hvor end den løb. Sådan skal det være med kirkens indflydelse. At have et budskab om en korsfæstet, genopstået frelser, som snart kommer igen, gør, at kirken bør fremhæve livets vidunderlighed i en forvirret og såret verden. Hvis kirken er fast besluttet på at opløfte Jesus og forkynde hans snare genkomst, kan den kun fremme Guds herlighed.
Gymnasieelever lærer om inerti i fysik. At et objekt i bevægelse forbliver i bevægelse, og at et stillestå -
ende objekt forbliver stillestående, medmindre en udefrakommende kraft påvirker dets hastighed eller retning. Mange af de selvsamme gymnasieelever vil senere opdage, at inerti kan være en kæmpe påvirkning i kirken. Stillestående kirker forbliver stillestående. De modsætter sig indvirkninger, der kan påvirke deres hastighed eller retning. Kirken har dog fået et himmelsk mandat, som gør, at de skal være alt andet end stillestående eller ubevægelige. Jesus har kaldet kirken til at flyde som floden eller som i missionsbefalingen at ’gå ud‘.
Guds vilje for kirken er klar. Vi er blevet kaldet til at forkynde evangeliet for verden. Selvom det ofte hævdes, at samfundet er svært at nå ud til, så sagde Ellen White engang: ”Ud over hele verden findes der mænd og kvinder, der længselsfulde ser op mod Himmelen. Der opstiger bønner og tårer og spørgsmål fra sjæle, der længes efter lyset, efter nåden og efter Helligånden. Mange er lige ved rigets grænser og venter kun på at blive lukket ind.“4 ”Ud over hele verden“ findes der mænd og kvinder, som ”venter kun på at blive lukket ind.“
Lad kirken være ligesom floden, der flyder over sine egne bredder og ind i det omkringliggende samfund – floden, som bringer liv og sundhed, som peger folk i retning af Jesus, ”som er vejen og sandheden og livet“ (Joh 14,6). Vi er blevet kaldet af Gud til at ”profetere igen“ – til at bringe de tre engles budskaber ud i verden.
Det er noget, som vi aldrig må glemme.
1 Vurderet til 250 millioner USD i 2013 (Howard Hillman, Golden Buddha Statue: Travel Tips You Can Trust , https:// www.hillmanwonders.com/thailand/golden_buddha_ statue.htm#google_vignette. Accessed January 21, 2025.) I dag ligger vurderingen mellem 450-500M USDaltså omkring 3 milliarder DKK.
2 Ellen G. White, Mesterens Efterfølgere, s. 11, DB 1964.
3 Ibid.
4 Ibid, s. 62.
TIRSDAG
Det kan være svært at vente.
I november 2023 blev 41 arbejdere fanget bag en massiv mængde stenbrokker, da en del af en tunnel, som var under konstruktion, kollapsede i det nordlige Himalaya. Den næsten 4,8 km lange tunnel ville forbedre adgangen til hinduistiske pilgrimssteder, og det ville give muligheder for økonomisk udvikling. Konstruktionen fandt sted i et område, som en geolog havde beskrevet som ”en svag klippemasse“ altså et sted, hvor man vidste, at det muligvis kunne kollapse. Efter adskillige mislykkede forsøg med avanceret maskineri gravede et hold på 24 kulminearbejdere sig med håndkraft igennem stenbrokkerne og fik adgang til de ramte arbejdere. Efter at arbejderne havde været fanget i sytten dage, sagde en af dem: ”Da det blev klart, at vi ville være der længe, så blev vi rastløse.“ 1 Selvom det var meget svært at vente på at blive reddet, sagde den samme mand, at han ”aldrig mistede håbet.“
Efter menneskehedens integritet fik sit katastrofale kollaps i Edens have for 6000 år siden, har jorden ventet på at blive frelst. ”Vi ved, at hele skabningen endnu suk-
Foto Daniel Morton
ker og vånder sig sammen“ (Rom 8,22). Folk kæmper med udfordringer verden over, som intet menneske kan løse. Alt imens personlige, fysiske, relationelle og samfundsmæssige pres bliver mere og mere intensiverede, er der intet, som tyder på, at de udfordringer, som vi står over for i dag, kan blive løst af mennesker.
Dog ser vi som Guds børn stadig frem imod en lys fremtid. Ligesom
Tegnene for de sidste tider er ikke som vejskilte, der fortæller os, hvor lang vej der er endnu, men de er mere som vejskilte, der fortæller os, hvilken vej vi befinder os på
den dramatiske redningsaktion i Indien reddede 41 mænd, så vil Jesus' genkomst en dag afbryde vores liv, som vi kender det, og påbegynde
evigheden. ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet“ (Åb 21,4).
Set i lyset af, at kirken længe har forkyndt, skrevet om og længtes efter Jesus' genkomst, så vil nogle måske sætte spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at tro på, at Jesus snart kommer tilbage. Alt imens skribenter og prædikanter påpeger den fremherskende ondskab i verden som bevis for Jesus' snare genkomst, så husker vi, at jorden længe har været syndig. Den første person, som blev født, blev morder. Det er over 4000 år siden, at den korruption, som påvirkede denne jord, var så stor, at Gud destruerede verden med en syndflod, og der var kun otte, som overlevede. Det er måske ikke så underligt, at nogle måske vil sige: ”Hvad bliver der af løftet om hans komme?“ (2 Pet 3,4). Men den troende, som imødeser det ”salige håb“ (Tit 2,13), holder for øje, at Bibelen siger: ”For vi lever i tro, ikke i det, som kan ses“ (2 Kor 5,7). Selvom vi ikke kender dagen eller timen for Jesus' genkomst, så har vi god grund til at stole på, at Gud holder sine løfter.
Nogle lærde mener, at da Eva fødte Kain, troede hun, at han var Messias. Ellen White skrev, at Adam og Eva ”tog med glæde mod deres førstefødte søn og håbede, at han var befrieren. Men det varede længe med opfyldelsen af løftet.“2 Der skulle gå flere tusind år, før Messias ville komme.
Der gik ca. et halvt årtusinde fra Guds løfte til Abraham om Kanaans land, til Israels folk kom ind i det forjættede land. En hebraisk slave, som arbejdede under den varme egyptiske sol, kunne have været fristet til at tro, at Guds folk altid ville være i fangenskab. Da ”kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef“ (2 Mos 1,8), og da virkede tanken om det forjættede land som fantasi. Dog skete der en masse dramatiske mirakler. Alle egypternes førstefødte døde, ildstøtten og skystøtten beskyttede og guidede Guds folk, Det Røde Hav delte sig på mirakuløs vis og lod Guds folk flygte mod frihed. Guds folk var pludselig frie efter en lang ventetid. Det ligger i menneskets natur at kigge på profetiernes opfyldelse og prøve at udregne, hvor tæt vi er på Jesus' genkomst. Krige, sygdomme, økonomiske usikkerheder og teknologiske udviklinger indikerer, at Jesus' genkomst er nært
forestående. Efter at Jesus havde nævnt tegnene for sin genkomst, fortalte han fremtidens disciple, at ”når disse ting begynder at ske“ (Luk 21,28), så vil vi vide, at hans genkomst ikke bare er nær, men ”at han står lige for døren“ (Matt 24,33). Alligevel fortsatte mødre og fædre i Israel, som troede, at de ville se Jesus' genkomst, med at sove ind uden at se himlen blive trukket væk, som en bogrulle rulles sammen (jf. Åb 6,14).
HVOR
Tegnene for de sidste tider, som Jesus åbenbarede for os, minder ikke om vejskilte, der fortæller os, hvor lang vej der er endnu, men de er mere som vejskilte, der fortæller os, hvilken vej vi befinder os på. En person, som skal kører fra London til Leeds i England, vil måske vide, at der er godt 300 km til deres destination, når de har forladt London. Men selv hvis de ikke ved, hvor lang turen er, vil der være skilte, der fortæller dem, at de er på M1 North , som er den rigtige vej.
Ellen White skrev følgende i Vejledning for Menigheden: ”Store forandringer vil snart finde sted på vor Jord, og de sidste begivenheder vil ske i hast.“ 3 De begivenheder, som vil forårsage Jesus' genkomst, vil ske i stor hast og på et tidspunkt,
som få forventer. Vores opgave er at vente tålmodigt på Jesus og i troen på, at han vil komme igen og tage os til sig, for at hvor han er, der skal vi også være (Joh 14,3).
”Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke; og min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses“ (Hebr 10,35-39).
Lige meget hvordan det ser ud, eller hvor længe vi har ventet, kan vi med sikkerhed vide, at Jesus snart kommer igen. Det har han lovet. Og ligesom de mænd, som var fanget bag stenbrokkerne i Indien, blev reddet, så vil vi blive reddet fra en syndig verden, og vi vil kunne nyde velsignelserne af et evigt liv. Må det siges om Guds folk, at vi aldrig mistede håbet.
1 Shweta Sharma, ‘We were hungry, but we never lost hope’: Survivors recount 17-day ordeal trapped in India tunnel , November 29, 2023. https://www.independent. co.uk/asia/india/uttarakhand-tunnel-rescue-silkyaracollapse-b2455217.html. Accessed January 22, 2025.
2 Ellen G. White, Jesu liv, s. 23, DB 2013.
3 Ellen G. White, Vejledning for Menigheden , bind III, s. 249, DB.
William troede, at han lige nåede at blive døbt inden Jesus' genkomst. Efter at han havde studeret Bibelen og var blevet bekendt med profetierne, var han overbevist om, at jordens sidste tider var nært forestående. Han var lettet over, at Gud havde nået ham i tide. William troede, at hvis det bare var sket lidt senere, så ville han ikke have været klar til at møde Jesus ved hans genkomst.
Da William blev døbt, var Leonid Bresjnev leder af Sovjetunionen og Ian Smith var statsminister i Rhodesia (i dag Zimbabwe). Krigen i Vietnam sluttede også det år, mens Berlinmuren ville være der i endnu 14 år. William var overbevist om, at han i 1975 var en af de sidste, som havde givet sig til Jesus inden hans genkomst.
Realiteten er, at vi ikke ved meget om, hvornår Jesus kommer tilbage, men bare at det er ’snart‘. Vi har mange gode grunde til at tro på det, især når vi læser om tegnene i Matthæusevangeliet 24 og Lukasevangeliet 21. Men udover ’snart‘ og ’meget snart‘, så ved vi ikke, hvornår Jesus kommer tilbage. Som Jesus selv sagde: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender“ (Matt 24,36). Dette betyder ikke, at vi tvivler på Jesus' snare genkomst. Det er den onde tjener, som siger: ”Min herre lader vente på sig!“ (Matt 24,48). Paulus havde ikke nogen grund til at skrive til thessalonikerne ”Om tider og timer“ (1 Thess 5,1), men han skrev til Guds folk, som ”venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed“ (Tit 2,13).
MENS VI VENTER
Denne ”forsinkelse“ af Jesus' genkomst er ikke kun dårligt nyt. Hvis Jesus var kommet for bare et par generationer siden, så ville ingen, der levede i dag, få et evigt
liv. Og mange venner og familiemedlemmer, som endnu ikke vandrer med Jesus, vil med tiden angre deres synder og finde deres vej til Guds hjerte.
En af Jesus' lignelser viser, at det ikke er tidsplanen for Jesus' genkomst, der har størst betydning. Da Jesus talte til folk, som ”mente, at Guds rige straks ville komme til syne,“ sagde han: ”En mand af fornem slægt rejste til et land langt borte for at blive anerkendt som konge og derpå vende tilbage. Han kaldte ti af sine tjenere til sig, gav dem ti pund og sagde: Arbejd med dem, indtil jeg kommer tilbage“ (Luk 19,11.13).
Det græske ord indikerer, at manden opfordrede sine tjenere til at handle og øge formuen. Selvom lignelsen fortæller, at han vil rejse væk og komme tilbage igen, så står der intet om, hvornår han vil komme tilbage. Han forsikrer dem bare om, at han vil komme tilbage igen og instruerer tjenerne i at arbejde i mellemtiden. De skulle udføre hans arbejde lige så længe, som han var væk. Budskabet er tydeligt for dem, som tror, at ”Guds rige straks ville komme til syne.“
Hvis Jesus vender tilbage om fem år, så skal Guds folk arbejde i de fem år. Hvis han vender tilbage om ti eller tyve eller tredive år, så skal de, som tror på Jesus, udføre deres faders arbejde i den tid. Hvad enten ventetiden er lang eller kort, så skal tiden bruges i Guds tjeneste for at dele den gode nyhed og forkynde de tre engles budskaber.
LAD OS LØFTE OPGAVEN
I Nehemias' Bog begynder Guds folk at vende tilbage til Jerusalem fra Babylon. Selvom de stadig er under det Medo-Persiske kongedømme, får de tilladelse til at genopbygge Jerusalem og genopbygge et samfund ovenpå ruinerne af den gamle by.
”Ypperstepræsten Eljashib og hans brødre, præsterne, gik i gang med at bygge Fåreporten ... Ved siden af dem byggede mænd fra Jeriko og ved siden af dem Zakkur, Imris søn. Fiskeporten byggede Sena'as efterkommere … Ved siden af dem arbejdede Meremot, Urijas søn, Kos' sønnesøn, med udbedringen af muren. Ved siden af dem arbejdede Meshullam, Berekjas søn, Meshezab'els sønnesøn; ved siden af dem arbejdede Sadok, Ba'anas søn“ (Neh 3,1-4).
Udtrykkene ’ved siden af dem‘ eller ’efter ham/dem‘ bliver brugt mindst 30 gange i Nehemias' Bog 3. I en afgørende tid for Guds folk trådte de frem og delte det ansvar, som der var i at udføre arbejdet, som han havde givet dem. Dette arbejde var så vigtigt, at de fornemme fra Tekoa bliver nævnt, fordi de ”ville ikke bøje nakken under arbejdet for deres herrer“ (v. 5). Det var afgørende, at alle gjorde deres del af arbejdet.
Jesus lovede at ”dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme“ (Matt 24,14). Det kan slet ikke kun være lønnede præster på fuldtid, som forkynder det evige evangelium for verden. Det kan heller ikke ske ved kun at bruge digitale medier. Gud giver sit folk det privilegium at dele troen på Jesus med andre, og når kirken løfter opgaven, vil evangeliet have en dramatisk fremgang.
Tom var en ivrig fritidsfisker. Efter han havde hjulpet en fremmed med at bringe en fisk i land, blev de venner. Hans nye ven, Phil, viste umiddelbart ingen interesse for religiøse emner, men Tom sagde til ham: ”Vidste du, at Jesus tilbragte meget tid sammen med fiskere?“ Phil, som ikke kendte til Bibelen, blev nysgerrig. Han overraskede Tom ved at sige: ”Det vil jeg gerne høre mere om.“
De holdt bibelstudier sammen, og Phil tog ivrigt imod Bibelens lære. Han begyndte at gå i kirke, tog imod Jesus som sin personlige frelser, og inden længe blev han døbt.
Men ikke længe efter, at Phil blev døbt, blev han syg. Lægerne kunne ikke helbrede ham, og han døde pludselig. Kirken var fyldt med sørgende til begravelsen. Mange af dem var ligesom Phil fiskere, som ikke troede på Gud. ”Det var en velsignelse, at Gud kunne bruge mig til at nå ud til Phil,“ sagde Tom. Tom stod endda for Phils begravelse.
Det kan være et tilfældigt møde i supermarkedet, et møde på arbejdet eller i skolen, eller endda en mulighed ved at hjælpe en fisker, der kan føre til et liv, som bliver forandret af Jesus. Vi kan ikke vide præcis, hvornår Jesus kommer tilbage. Men det er vores privilegium at arbejde, indtil han kommer.
Det er ikke tidsplanen for Jesus' genkomst, der har størst betydning
På skiltet foran huset stod der: ”XYZ sikkerhedsfirma. Vi beskytter det, som er vigtigt for dig.“
Vigtige ting er som regel godt beskyttet. Huse og biler er som regel låst, penge bliver opbevaret i banken, vigtige dokumenter er sikret, og børn bliver der passet på.
Der er absolut ingen mangel på folk, som er villige til at tage værdifulde ting. Efter et indbrud i en engelsk fodboldspillers hjem, hvor ure og smykker til over 8,5 mio. kr. blev stjålet, påstod politiet, at en professionel tyvebande højst sandsynligt var fløjet til Storbritannien bare for at begå dette ene indbrud. I 1990 stjal nogle tyve i Boston kunstværker for en halv milliard dollars, svarende til 3,5 mia. kr. Tyvene blev aldrig fanget, og kunstværkerne, som inkluderede malerier af de hollandske kunstnere Vermeer og Rembrandt, er aldrig blevet genfundet. Løftet om et lukrativt udbytte har inspireret til mange kriminelle bedrifter. Dog har kunstværker, ure og penge meget lille værdi i forhold til evighedens lys. Enhver levende person i dag er inddraget i en kamp om noget af kolossal værdi – sindet. Eller formuleret på en anden måde: ens evige skæbne. Både Guds segl og dyrets mærke vil blive placeret på deres pande (sindet). Mens Jesus sagde, at det største bud i loven er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind“ (Matt 22,37), går ”Jeres modstander, Djævelen, omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge“ (1 Pet 5,8).
Vi er fanget midt i en krig ulig nogen anden krig. ”Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd“ (Åb 12,17). Denne krig hær-
Jesus' snare genkomst kræver, at Guds folk forbereder deres hjerte på at blive ét med Guds hjerte
ger voldsomt i dette øjeblik. Hvad gør du så for at beskytte dit sind, dit hjerte og din familie under dette angreb, som kører på fuldt drøn?
Jesus talte til sit folk, som lever i de sidste tider. Han sagde: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund“ (Åb 3,15-16). Så citerer han de troende i den sidste tid, som siger: ”Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet“ (v. 17).
En så alvorlig advarsel bør forskrække Guds folk. Jesus taler til kirken og siger: ”Du aner ikke, hvor alvorlig og farlig situationen er for din åndelige tilstand.“ Denne advarsel kan ikke blive afvist, som om den er tiltænkt en anden. Budskabet til menigheden i Laodikea er for hele Guds folk.
Ellen White skrev i bogen Kristi lignelser : ”Mange, der kalder sig kristne, er blot mennesker, der lever et pænt og retskaffent liv. De har afslået den gave, som alene kunne hjælpe dem at ære Kristus ved at være vidner for ham over for verden. Helligåndens gerning er fremmed for dem. De er ikke ordets gørere. De himmelske principper, der gør skel imellem dem, som er ét med Kristus, og dem, som er ét med verden, er næsten umulige at se. De, der bekender sig til at følge Kristus, er ikke længere et særskilt og ejendommeligt folk. Skellet er utydeligt. Guds folk giver efter for verden, for dens skikke, sædvaner og selviskhed. Menigheden har stillet sig på verdens side ved at overtræde loven, i stedet for at verden skulle have stillet sig på menighedens side i lydighed mod loven. Menigheden bliver dag for dag mere lig verden.“ 1
Det er en tankevækkende udtalelse, især set i lyset af, hvad Paulus skrev til kirken i Rom: ”Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag“ (Rom 8,6-8).
Der kan kun findes en åndelig sikkerhed ved at overgive sig fuldstændig til Jesus. Heldigvis efterlod Paulus ikke romerne uden håb. Han skrev: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve“ (v. 13).
Jesus' snare genkomst kræver, at Guds folk forbereder deres hjerte på at blive ét med Guds hjerte. Vi lever i de ”hårde tider“, som Paulus skrev om i 2 Tim 3,1. Det er essentielt, at enhver kristen sikrer, at hans eller hendes hjerte bliver ét
med Guds hjerte. Der er ingen tid at spilde. Jesus kommer snart tilbage. Jesus blev ”foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom (...) foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt“ (Es 53,3-5). Alt dette var for din skyld. Jesus tog dine synder på sig på korset og døde for dig. Himlen kunne ikke gøre mere for at overbevise dig om, hvor stor en værdi du har for Gud. Gud gav den største gave, som han kunne give, da ”han gav sin enbårne søn“ (Joh 3,16). Hvis du vil tage imod denne gave, så er den din. Jesus sagde til kirken i Laodikea: ”Så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se“ (Åb 3,18).
Troen på Kristus, på hans retfærdighed og Helligåndens øjensalve, må modtages frivilligt. Hvis du vil tage imod Kristus og hans retfærdighed, vil de blive dine. Daglig bøn og bibelstudie vil styrke din forbindelse til Gud. Ved at overgive dit liv til Jesus er du sikret frelsens gave.
”Når vi overgiver os til Kristus, bliver vi ét med ham, vor vilje forenes med hans vilje, sindet bliver ét med hans sind, og tankerne tages til fange af ham: vi lever hans liv. Det er hvad det betyder at være iført hans retfærdigheds klædning.“2
Hvis du inviterer ham til det, så vil Jesus beskytte det, som er allervigtigst for dig.
Der er et udtryk, som hedder: ”Ærlighed varer længst.“
Der er ingen steder, hvor dette passer bedre, end når det kommer til tro.
Israelitterne var netop befriet fra Egypten, da de indgik i en relationspagt med Gud. De var et folk fuldt af håb og havde en forventning om at møde Gud i ørkenen.
Efter at de havde erfaret, at Gud gerne ville have dem som sin ”ejendom, ene af alle folkene“, ”kongerige af præster og et helligt folk“, så indvilligede Israel ivrigt i at modtage Guds forslag (2 Mos 19,5-6). ”Folket svarede alle som én: ’Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre‘“ (v. 8).
Men knap seks uger senere lavede Moses' landsmænd med ypperstepræsten Aaron i spidsen en guldkalv, og de tog del i nedværdigende afgudsdyrkelse. ”Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse“ (kap 32,6). Moses blev så frastødt over, hvad han så, da han kom ned fra Sinajbjerget, at han ”slyngede tavlerne til jorden ved bjergets fod og knuste dem“ (v. 19).
Deres problem var ikke en mangel på oprigtighed eller villighed. De var bare stødt på det samme problem, som Paulus beskriver i Romerbrevet 7: ”Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg“ (v. 15).
Det, som Israel havde brug for, var ærlighed. Hvis de havde indrømmet, at de ikke var i stand til at gøre det, som Gud bad dem om, så ville de have undgået en uendelig serie af fejltagelser og lidelser. Denne gruppe af tidligere slaver, som ikke var vant til frihed og selvbestemmelse, som havde været omringet af hedenskab i flere generationer, kunne på ingen måde selv gøre det, som Gud bad dem om. Dette er præcis den samme situation, som Guds folk befinder sig i i dag. Spørgsmålet er ikke, om Gud ønsker, at hans folk elsker og adlyder ham. Spørgsmålet er, hvordan skal det gøres?
Mange er blevet mismodige pga. deres manglende evner til at leve et liv med integritet for Gud. De konkluderer ofte, at de aldrig vil lære hemmeligheden om den sande kristendom. Det første, man skal lære
som en af Kristi efterfølgere, er ens egen svaghed. Det andet, man skal lære, er det, Gud har lovet at gøre gennem den svaghed.
Sandheden er, at Gud ikke kan frelse dem, som tror, at de er stærke. Det er derfor Paulus skriver: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder“ (1 Kor 10,12). Som profeten sagde: ”Al vor retfærdighed blev som snavset tøj“ (Es 64,5).
Men Gud siger til disse syndige og uretfærdige mennesker: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed“ (2 Kor 12,9). Nøglen til at leve et succesfuldt kristent liv er at lære at være afhængig af Jesus' styrke. Gud beder ikke sine børn om at gøre store ting. Han beder dem om at overgive deres liv til ham, så han kan gøre store ting i dem.
Denne tanke bliver gentaget i Paulus' Brev til Filipperne: ”I tillid til, at han, som har begyndt sin gode
Han, som påbegynder frelsesværket i en synders liv, lover at fortsætte dette arbejde indtil den dag, hvor Jesus kommer igen
gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag“ (Fil 1,6). Han, som påbegynder frelsesværket i en synders liv, lover at fortsætte med det arbejde, indtil den dag, hvor Jesus kommer igen. ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje“ (Fil 2,13).
Paulus udtrykker sit ønske til de samme troende, at det “findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen“ (Fil 3,9). Paulus forklarer menigheden i Filippi, at Gud ønsker, at hans børn vil lade ham leve sit liv i dem. Syndere modtager Jesus' egen retfærdighed ved at overgive deres liv til Gud.
Når Helligånden indtager et liv, så bringer han Kristus og hans retfærdighed til den troende. Jesus lover, at han vil bo i hjertet hos dem, som følger ham. Som der står i Gal 2,19-20: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.“ Paulus forklarede for kirken i Kolossæ, at evangeliets hemmelighed er ”Kristus i jer, herlighedens håb“ (Kol 1,27).
Jesus udtrykte den samme tanke, da han forklarede, at hans for-
hold til sine disciple var ligesom forbindelsen mellem vintræet og grenene. Jesus sagde: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig“ (Joh 15,4).
I
Et Guds barn får hver dag muligheden for at overgive sig til ham. ”Den, som har overgivet sig til Kristus, bliver til hans fæstning, som han forsvarer midt i en oprørsk verden, og det er hans hensigt, at der ikke skal være nogen anden myndighed i den end hans egen. Et menneske, som således er i de himmelske magters varetægt, er uimodtageligt for Satans overgreb.“ 1
”Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed?“ (Rom 6,16). ”Al sand lydighed kommer fra hjertet. Det var hjertets arbejde, Jesus gjorde. Hvis vi samtykker, vil han identificere sig med vore tanker og hensigter, bringe vort hjerte og sind i overensstemmelse med hans vilje, så at vi, når vi adlyder ham, blot vil handle efter vor egen tilskyndelse.
Vi vil finde den største glæde ved at tjene ham. Når vi kender Gud, som det er vort privilegium at kende ham, vil vi kun leve i lydighed. Hvis vi værdsætter Kristus' egenskaber og lever i kontakt med Gud, vil vi afsky synden.“ 2
Som den tyske teolog, Dietrich Bonhoeffer, skrev: ”Når Kristus kalder en mand til sig, så beder han ham om at komme og dø.“ 3 Ved at dø i sit gamle liv skaber Jesus os på ny i sit billede. Der vil uden tvivl være tidspunkter, hvor vi bliver skuffede, imens vi lærer, hvordan vi skal overgive os fuldt ud til ham. Hvis vi er ærlige mod os selv, vil vi indrømme, at vi ikke er i stand til at være det, som evigheden kræver af os. Den samme ærlighed vil anerkende, at Gud kan gøre alt, hvad der er nødvendigt for retfærdiggørelse og helliggørelse i selv den svagestes liv. Ved at have overgivet os til Jesus, kan vi være selvsikre og se frem mod den dag, hvor de frelste vil sige: ”Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse“ (Es 25,9).
”Amen, kom, Herre Jesus!“ (Åb 22,20).
1 Ellen G. White, Jesu liv, s. 277, DB 2013.
2 Ibid. s. 589.
3 Deitrich Bonhoeffer, The Cost of Discipleship , Touchstone; First Edition 1995, s. 99.
ANDEN SABBAT · af Ellen White
IBibelen kaldes de frelstes arv ”et fædreland“ (Hebr 11,14-16). Der fører den himmelske hyrde sin flok til levende vandkilder. Livets træ bærer frugt hver måned, og dets blade tjener til lægedom for folkeslagene. Der er krystalklare, evigt flydende strømme, og langs deres bredder kaster vajende træer deres skygge på de stier, der er beredt for Herrens forløste. Vidtstrakte sletter bølger op mod skønne højdedrag, og Guds bjerge rejser deres stolte tinder. På disse fredelige sletter, langs disse levende strømme, skal Guds børn, der så længe var pilgrimme og vandringsmænd på jorden, finde et hjem …
Der er det ny Jerusalem, den nye forherligede jords hovedstad, ”en prægtig krone i Herrens hånd, en kongelig turban i din Guds hånd.“ ”Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.“ ”Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder.“ ”Jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk.“ ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.“ (Es 62,3; Åb 21,11.24; Es 65,19; Åb 21,3).
Vi ser Guds billede som i et spejl, i naturen og i hans handlemåde med mennesker, men til den tid skal vi se ham ansigt til ansigt, uden noget fordunklende slør imellem os
hans karakter.
HVORDAN DET VIL VÆRE
I Guds stad skal det aldrig være nat. Ingen vil have brug for at hvile sig. Ingen bliver trætte af at gøre Guds vilje og prise hans navn. Vi skal altid mærke den dugfriske morgenen, og den vil aldrig få ende. ”De har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem“ (Åb 22,5). Solens lys vil blive afløst af et lys, der ikke er ubehageligt blændende, men alligevel langt overgår middagssolen i klarhed. Guds og Lammets herlighed fylder den hellige stad med et lys, der aldrig svinder. De frelste skal leve i den evige dags solløse herlighed.
”Men et tempel så jeg ikke i den, for Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, og Lammet“ (Åb 21,22). Guds folk har det privilegium, at de kan have frit fællesskab med Faderen og Sønnen. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde“ (1 Kor 13,12). Vi ser Guds billede som i et spejl, i naturen og i hans handlemåde med mennesker, men til den tid skal vi se ham ansigt til ansigt, uden noget fordunklende slør imellem os. Vi skal opholde os i hans nærværelse og se hans ansigts herlighed.
Da skal de frelste kende fuldt ud, ligesom de selv er kendt fuldt ud. Den kærlighed og sympati, som Gud selv har nedlagt i sjælen, vil dér finde sit sandeste og smukkeste udtryk. Den rene samhørighed med hellige væsener, det harmoniske samfund med de velsignede engle og med de trofaste fra alle tider, som har vasket deres klæder hvide i Lammets blod, de hellige bånd, der knytter familien i himlen og på jorden sammen (Ef 3,15) – alt dette bidrager til de frelstes lykke.
Med aldrig svigtende glæde vil udødelige mennesker studere skabermagtens vidundere og den frelsende kærligheds mysterier. Der skal ikke være nogen grusom, bedragerisk fjende, som frister til at glemme Gud. Alle evner vil blive udviklet og forøget. Tilegnelsen af kundskab vil hverken trætte sindet eller tære på kræfterne. Der vil de mest storslåede foretagender kunne gennemføres, de største forhåbninger nås, den højeste ærgerrighed gøres til virkelighed. Og dog vil der være stadig nye højder at bestige, nye undere at beundre, nye sandheder at forstå, nye opgaver, der kalder på forstandens, sjælens og legemets kræfter.
De frelste får adgang til at studere alle universets skatte. Uhæmmet af dødeligheden flyver de uden at trættes til fjerne verdener – verdener, der blev grebet af sorg ved synet af menneskenes kval, og som genlød af glade sange, hver gang en sjæl blev frelst. Med usigelig fryd får jordens børn del i den glæde og visdom, som ejes af de væsener, der aldrig har syndet. Menneskene får del i den visdom og indsigt, der er opnået gennem uendelige tiders fordybelse i Guds hænders værk. Med et syn, der ikke er sløret, iagttager de skabelsens herlighed – sole og stjerner og systemer, der alle drejer sig om Guds trone i deres bestemte orden. Skaberens navn står skrevet på alle ting, fra de mindste til de største, og hans magt viser sig i det alt sammen.
Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer af Gud og Kristus. Ligesom kundskaben er gradvist tiltagende, vil også kærligheden, ærefrygten og lykken øges. Jo mere menneskene lærer om Gud, jo større beundring får de for hans karakter. Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme og beretter om de store bedrifter, der blev udført i den store strid med Satan, vil de frelstes hjerter fyldes med endnu større hengivenhed for ham, og med endnu større fryd og glæde lader de guldharperne klinge, og titusind titusinder og tusind tusinder af stemmer forener sig i et vældigt lovsangskor.
”Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder“ (Åb 5,13).
Den store strid er til ende. Synd og syndere er ikke mere. Hele universet er rent. Harmoni og glæde går som et pulsslag gennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham, der skabte alt, strømmer liv og lys og glæde til universets grænseløse rige. Alle ting, fra det mindste atom til den største klode, de levende og de livløse, forkynder i deres uplettede skønhed og fuldkomne glæde, at Gud er kærlighed!
At være et vidne er en speciel måde at dele Jesus' kærlighed med andre på. Det handler om at fortælle, hvad Gud har gjort for os og at vise hans kærlighed igennem vores handlinger. Forestil dig, at det er som at være en budbringer for Jesus. Du spreder gode nyheder, hvor du end går hen. Ligesom når du kommer op at køre over at fortælle dine venner om et sjovt spil eller din yndlingsaktivitet. At vidne er at dele den fantastiske historie om Jesus, og hvordan han forandrer liv.
Nogle gange kan man være et vidne ved at være venlig eller ved at hjælpe nogen, som har brug for det. Andre gange er man et vidne, når man er modig nok til at tale om Jesus, selvom man er nervøs. Lige meget hvordan du gør det, så kan Gud bruge dine ord og handlinger til at nå andres hjerter. Bibelen er fuld af historier om folk, som vidnede om Guds kærlighed og kraft. De var ikke perfekte, men de stolede på Gud og gjorde en forskel i en anden persons liv.
I løbet af den kommende uge vil vi se på syv eksempler på bibelske personer, som vidnede om Gud. Hver historie minder os om, at lige meget hvor gammel du er, så kan du dele Guds kærlighed og have en stor indflydelse på en andens liv.
Beth Thomas ILLUSTRERET AF MUGI KINOSHITA
ZAKÆUS
Baseret på: 2 Pet 1,21
Zakæus var skatteopkræver i Jeriko. Folk kunne ikke lide skatteopkrævere, for de indsamlede penge for det romerske styre, og nogle gange opkrævede de mere, end de skulle, og beholdt selv de ekstra penge. Zakæus var ingen undtagelse. Selvom han var meget rig, så havde han ikke særlig mange venner. Folk syntes, han var grådig og uærlig.
En dag hørte Zakæus en spændende nyhed: Jesus, den berømte lærer og mirakelmager, ville komme til Jeriko. Store menneskemængder samledes for at se Jesus. Zakæus ville også gerne se ham, men der var et problem. Zakæus var ikke særlig høj, og den store menneskemængde blokerede hans udsyn. Lige meget hvor meget han prøvede, så kunne han ikke se forbi menneskemængden.
Zakæus var fast besluttet på at se Jesus. Han lod sig ikke stoppe af menneskemængden eller af, at han ikke var særlig høj. Han kiggede sig omkring, og han lagde mærke til et morbærfigentræ, som stod ved vejen, hvor Jesus ville gå forbi. Zakæus skyndte sig at klatre op i træet. Derfra havde han et perfekt udsyn over vejen nedenfor.
Da Jesus gik gennem Jeriko, kom han til det sted, hvor Zakæus sad oppe i træet. Til alles overraskelse standsede Jesus, kiggede op og kaldte: ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.“ Zakæus kunne ikke tro, hvad han hørte. Af alle de mennesker, som var der, havde Jesus lagt mærke til ham. Hvorfor ville Jesus være sammen med ham? En mand, som alle andre undgik.
Zakæus var henrykt, og han skyndte sig ned fra træet og bød Jesus velkommen i sit hjem. Men det var ikke alle, som var glade for dette. Nogle brokkede sig og hvi -
skede: ”Hvorfor er Jesus sammen med en synder som Zakæus?“
Mens de var sammen, oplevede Zakæus Jesus' venlighed og kærlighed. Zakæus følte for første gang, at nogen virkelig så ham og holdt af ham. Denne kærlighed forandrede hans hjerte. Zakæus rejste sig op og gav et utroligt løfte: ”Halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.“
Jesus smilede og sagde: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.“
Fra den dag var Zakæus' liv forandret. Han var ikke længere ensom og grådig som før. Han blev i stedet til en mand, som delte med andre, og som elskede andre. Han viste, hvor meget Jesus' kærlighed havde forandret ham.
Så det første skridt, når man skal vidne for andre, er, at man skal huske, hvor meget Jesus elsker os. Når vi kender til og mærker hans kærlighed, bliver det nemmere at dele den kærlighed med andre. Tænk på, hvordan Jesus så Zakæus, selvom alle andre undgik ham, og hvordan det forandrede Zakæus' liv. Ligesom det var med Zakæus, så kan vi dele med andre, hvordan Jesus har ændret vores liv.
TÆNK EN TANKE
Hvad kan vi lære om, hvordan vi skal behandle andre, ud fra den måde Jesus behandlede Zakæus på?
VIDNE: AT ELSKE DIN
NÆSTE SOM DIG SELV
Baseret på: Luk 10,35-37
En dag kom en mand hen til Jesus og stillede ham et svært spørgsmål: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“
Jesus svarede ved at stille et andet spørgsmål: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?“ Manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.“ Jesus sagde: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.“
han stor medfølelse med ham. Han tænkte slet ikke over deres forskelle eller den mulige fare. I stedet for gjorde han noget.
Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ”Hvem er så min næste?“
Jesus svarede ved at fortælle en historie.
En mand rejste fra Jerusalem til Jeriko, og han kom til en farlig del af rejsen. Det var et stenet og øde område, hvor røvere ofte lå på lur. Da manden gik der, blev han angrebet af en flok røvere. De stjal alt, hvad han havde, bankede ham, og efterlod ham på vejen. Manden kunne ikke bevæge sig og havde virkelig brug for hjælp.
Lidt efter kom en præst gående forbi. Præsten arbejdede i Guds tempel ved at lede ud i lovsang og ved at lære folk om Gud. Selvfølgelig ville han da hjælpe. Men da præsten så den sårede mand, gik han over på den modsatte side af vejen. Han lod, som om han ikke så manden, og skyndte sig videre. Måske var han bange for, at røverne stadig var i nærheden, eller måske havde han ikke lyst til at få beskidte hænder. Hvad end hans grund var, så valgte han ikke at stoppe.
Senere kom en levit forbi. Levitter havde også et vigtigt arbejde i templet. Ligesom med præsten, så ville du måske forvente, at levitten ville hjælpe. Men da han så den sårede mand, gik han også over på den modsatte side af vejen og fortsatte med at gå. Den sårede mand var hjælpeløs og alene.
Endelig kom der en samaritaner forbi. Samaritanerne og jøderne kunne slet ikke sammen. Faktisk så undgik de ofte hinanden fuldstændigt. Ingen ville have forventet, at samaritaneren ville hjælpe en jødisk mand. Men da samaritaneren så den sårede mand, fik
Samaritaneren gik hen til den sårede mand og rensede forsigtigt hans sår med olie og vin, som han havde med sig, for at forhindre infektioner. Så rev han noget stof i stykker og forbandt mandens sår. Bagefter løftede han manden op på sit æsel og gik ved siden af ham. Han tog ham til et herberg, og samaritaneren blev der sammen med ham natten over og tog sig af ham.
Den næste dag gav samaritaneren værten penge nok til at dække flere dages udgifter. Han sagde til værten: ”Tag dig af ham, og hvis du bruger flere penge end det her, så vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.“
Da Jesus var færdig med historien, spurgte han manden, som havde stillet ham det oprindelige spørgsmål: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?“ Manden svarede: ”Han, som viste ham barmhjertighed.“ Og Jesus sagde: ”Gå du hen og gør ligeså!“
Den barmhjertige samaritaner lod ikke frygt eller fordomme forhindre ham i at hjælpe en i nød. Du kan være ligesom den barmhjertige samaritaner. Du kan prøve at dele dit legetøj med andre, inkludere dem, som føler sig udenfor, eller sige noget venligt til en. Små venlige handlinger kan gøre en kæmpe forskel. Når du hjælper andre, så viser du dem Guds kærlighed og bringer hans lys ind i verden. Det er at være et vidne!
TÆNK EN TANKE:
Hvem er din ’næste‘, som du kan hjælpe, selvom de virker til at være anderledes end dig? 25
AT VIDNE MED VENLIGHED
Baseret på: 2 Kong 5,1-17
Engang for længe siden boede en lille pige i Israel. Hun levede et fredeligt liv sammen med sin familie. Men en dag skete der noget frygteligt. Der kom soldater fra et fremmed land, og de tog hende med sig. De førte hende til et nyt land, hvor hun skulle tjene en kvinde, hvis magtfulde mand hed Na'aman.
Na'aman var hærfører. Han var en stærk og meget respekteret mand, men han havde et alvorligt problem. Han var spedalsk. Det er en forfærdelig hudsygdom. Na'amans hud havde sår over det hele og intet af det, som lægerne prøvede, hjalp. Hans kone og alle omkring ham var meget bekymrede.
Selvom den lille tjenestepige var langt væk fra sit hjem, så glemte hun ikke Gud. Hun huskede de historier, som hendes forældre havde fortalt hende om Guds kærlighed og magt. En dag så hun, hvor ked af det Na'amans kone var pga. hendes mands sygdom.
Den lille tjenestepige sagde stille: ”Jeg kender en, som kan hjælpe ham.“ Na'amans kone kiggede overrasket på hende. ”Hvem?“ ”Der er en profet ved navn Elisa i Israel. Han tjener den eneste sande Gud, og jeg ved, at han kan helbrede Na'aman,“ svarede tjenestepigen.
Na'amans kone skyndte sig hen for at fortælle det til sin mand. Na'aman var usikker, men han var villig til at prøve hvad som helst. Han samlede nogle gaver sammen og rejste til Israel for at finde profeten. Efter en lang rejse ankom Na'aman til Elisas hjem. Men Elisa kom ikke engang ud for at se ham. Han sendte i stedet en besked med sin tjener, som sagde, at Na'aman skulle vaske sig i Jordanfloden syv gange.
Na'aman blev fornærmet. ”Kalder han det helbredelse!“ mumlede han. ”Jeg troede, at profeten ville hæve sine hænder mod mig, og så ville jeg blive rask. Floderne derhjemme er bedre end Jordanfloden!“ Na‘aman
var vred og klar til at tage afsted. Men hans tjenere talte mildt til ham: ”Herre, hvis profeten havde bedt dig om at gøre noget, der var svært, ville du så ikke have gjort det? Hvorfor ikke prøve at gøre denne enkle ting?“
Na'aman bestemte sig til at give det et forsøg. Han gik ned til Jordanfloden og dyppede sig i vandet en gang, to gange, tre gange … syv gange. Da han kom op af vandet, så var der sket noget vidunderligt. Hans hud var ren! Sårene var væk, og hans hud var blød og glat igen.
Na'aman var lykkelig. Han vidste, at det ikke var vandet, der havde helbredt ham – det var Gud. Han tog tilbage til Elisa og sagde: ”Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel.“ Na'aman lovede, at fra den dag af ville han kun tilbede Gud.
Den lille tjenestepige blev så glad, da hun hørte, at Na‘aman var blevet helbredt. Selvom hun kun var en lille pige langt væk hjemmefra, så brugte Gud hende til at forandre Na'amans liv for altid.
Ligesom med den lille tjenestepige, så ved du måske ikke altid, hvorfor nogle ting sker. Du kan måske ikke altid forstå de svære ting, som sker for dig. Men Gud kan bruge dine oplevelser til at hjælpe andre.
Har du nogensinde følt, at du var for ung eller for lille til at dele med andre? Hvorfor tror du, at den lille tjenestepige ikke gav op, selvom hun var langt væk hjemmefra og i en svær situation?
Baseret på: Dan 6,1-23
Daniel var en af Guds trofaste tjenere, som levede i et fremmed land under kong Dareios. Selvom Daniel var langt væk hjemmefra, forblev han tæt på Gud. Han bad tre gange om dagen, hvor han takkede og priste Gud for hans godhed. Daniel fik meget respekt på grund af sin troskab, og kongen udnævnte ham som en af de øverste embedsmænd i kongeriget. Men ikke alle var glade for det.
De andre embedsmænd og rådgivere blev misundelige på Daniel. De ville gerne finde en måde at skaffe sig af med ham på. Men Daniel var ærlig og troværdig, og de kunne ikke finde noget galt med ham. Endelig gik det op for dem, at de kunne fange Daniel gennem hans tro. De fandt på en plan og gik til kongen med et forslag. ”Kong Dareios leve evigt! Vi mener, at du burde lave et dekret, der siger, at ingen må bede til nogen anden gud eller person, bortset fra dig, i de næste 30 dage. Hvis nogen bryder dette dekret, så skal de kastes i løvekulen.“
skete der noget mirakuløst i løvekulen. Gud sendte en engel for at lukke munden på løverne. De sultne løver rørte slet ikke ved Daniel. Han tilbragte natten i tryghed og var uskadt.
Kongen vidste ikke, hvad deres egentlige motiv var bag dekretet, så han gik med til det og skrev under på dekretet. Ifølge deres skik kunne dekretet ikke ændres, når det først var underskrevet. De misundelige embedsmænd var godt tilfredse, fordi de vidste, at Daniel ville fortsætte med at bede til Gud, lige meget hvad.
Da Daniel hørte om det nye dekret, gik han ikke i panik, og han gemte sig heller ikke. I stedet gik han ind på sit værelse, åbnede vinduet mod Jerusalem og knælede ned for at bede, ligesom han plejede at gøre. Han takkede Gud og bad ham om hjælp. Embedsmændene holdt øje med ham, og de meldte det straks til kongen.
Kong Dareios blev knust, da han hørte nyheden. Han havde stor respekt for Daniel, og han ville ikke straffe ham, men loven kunne ikke ændres. Kongen gav modvilligt ordren, og Daniel blev smidt i løvekulen. ”Måtte din Gud, som du uophørligt dyrker, redde dig!“ sagde kongen, da Daniel blev sænket ned i hulen.
Kong Dareios kunne hverken spise eller sove den nat. Han var bekymret for Daniel, og han håbede, at Daniels Gud ville redde ham. I mellemtiden
Ved daggry skyndte kongen sig ned til løvekulen. ”Daniel, den levende Guds tjener, har din Gud, som du uophørligt dyrker, kunnet redde dig fra løverne?“ råbte kongen.
Daniels stemme lød: ”Kongen leve evigt! Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre mig noget; det var, fordi han fandt mig uskyldig. Heller ikke mod dig, konge, har jeg forbrudt mig.“
Kongen blev fyldt med glæde, og han beordrede, at Daniel skulle tages op af løvekulen. Han havde ikke engang nogen skrammer, fordi han havde stolet på Gud. Kong Dareios lavede så et nyt dekret. Alle i hele kongeriget skulle ære Daniels Gud, fordi han er den sande og levende Gud, som redder og frelser.
Daniels urokkelige tro var et vidne for den konge, som han arbejdede for.
TÆNK EN TANKE
Hvordan tror du, Daniel havde det, da han blev smidt i løvekulen? Hvad gjorde ham så modig, at han stolede på Gud?
JESUS HELBREDER EN SPEDALSK MAND
Baseret på: Mark 1,40-45
En dag, da Jesus rejste fra by til by for at undervise og helbrede, kom en spedalsk mand hen imod ham. Spedalskhed var en alvorlig sygdom, som gav smertefulde sår på huden, og raske holdt sig væk fra dem med sygdommen. På Jesus' tid blev folk ofte sendt væk fra deres familie og venner, fordi man var bange for at blive smittet. De spedalske var ensomme, og de blev behandlet som udstødte.
Manden, som var desperat efter at få hjælp, knælede ned foran Jesus og tiggede: ”Hvis du vil, kan du gøre mig ren.“ Hans stemme rystede af håb og frygt. Han havde hørt om Jesus, hvordan han udførte mirakler og hjalp dem, som havde brug for det. Dette var måske hans eneste chance for at blive helbredt.
Jesus kiggede medfølende på ham. Han så ikke bare sygdommen, men den ensomhed og smerte, som manden bar på i sit hjerte. Imens andre undgik de spedalske, så gjorde Jesus noget uventet. Han rakte ud og rørte ved manden og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!“
Mandens hud blev med det samme glat og rask. Hans sår forsvandt, og han var fuldstændig helbredt. Forestil dig, hvor glad han blev, da han kiggede på sine hænder og indså, at han ikke var syg længere. Mandens hjerte var fyldt af taknemmelighed og forundring.
På den tid var det uhørt at røre ved en spedalsk. Det var ikke kun farligt pga. smittefaren, men det var også imod reglerne. Men Jesus lod sig ikke stoppe af frygt eller regler. Han blev ved med at vise kærlighed. Jesus helbredte ikke kun mandens krop, da han rørte ved ham. Han mindede ham også om, at han havde værdi og var elsket.
Efter at Jesus havde helbredt manden, gav han ham specifikke instrukser: ”Se til, at du ikke siger det til nogen, men gå hen og bliv undersøgt af præsten og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.“ Dette var et vigtigt skridt, fordi på det tidspunkt skulle en præst bekræfte, at man var blevet helbredt, før man måtte være sammen med andre igen.
Men manden var så glad, at han ikke kunne holde nyheden for sig selv. Han fortalte alle, som han mødte, hvad Jesus havde gjort for ham. Lidt efter begyndte
folk at komme fra nær og fjern for at se Jesus. De håbede på at se hans mirakler og høre, hvad han underviste om.
Denne historie lærer os noget utrolig vigtigt om kærlighed og venlighed. Jesus helbredte ikke bare mandens sygdom. Han behandlede ham med værdighed og barmhjertighed, da andre ikke gjorde det. På samme måde kan vi elske andre, ligesom Jesus gør. Nogle gange er andre omkring os måske ensomme, føler sig holdt udenfor eller er anderledes. Måske sidder de alene ved frokosttid, eller de har ingen at lege med i frikvarteret. Hvad kan du gøre for at vise dem kærlighed? Du kan invitere dem til at være med i legen, sige noget venligt til dem eller bare smile og sige hej til dem. Små ting kan gøre en stor forskel. Ligesom Jesus helbredte og bragte håb, da han rørte ved manden, så kan din venlighed hjælpe andre med at føle sig elsket, og at de er værdifulde. Husk, at det at elske andre ligesom Jesus betyder at være barmhjertig mod andre og holde af dem, lige meget hvem de er.
TÆNK EN TANKE
Hvorfor tror du, manden ikke kunne holde sin helbredelse hemmelig? Hvordan har du det, når du har en spændende eller god nyhed, som du gerne vil dele?
PETER OG JOHANNES
FORTÆLLER OM JESUS
Baseret på: ApG 4,1-20
Efter at Jesus opstod fra de døde, var Peter og Johannes fyldt af glæde og med et brændende ønske om at fortælle alle den gode nyhed. De gik fra by til by og fortalte frygtløst, at Jesus var i live og tilbød tilgivelse og håb for alle, som troede på ham. Mange besluttede sig for at følge Jesus på grund af deres budskab.
En dag helbredte Peter og Johannes en mand, som var født lam. Manden blev fyldt af glæde og begyndte at gå, hoppe og prise Gud. Den mirakuløse helbredelse skabte opmærksomhed, og mange kom for at se det.
Peter brugte den anledning til at fortælle, at det ikke var deres egen kraft, som havde helbredt manden. Han var opstået fra de døde i kraft af Jesus Kristus.
De religiøse ledere var dog ikke glade for det, som Peter og Johannes gjorde. De var oprørte, fordi folk begyndte at tro på Jesus. De følte, at deres autoritet blev udfordret. Disse ledere anholdt Peter og Johannes og førte dem frem for det øverste råd kaldet Sanhedrin. De spurgte dem: ”Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?“
Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: ”Det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham, som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten.
Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.“
Lederne undrede sig over Peters og Johannes‘ frimodighed. De vidste, at disse mænd var almindelige, ulærde fiskere, men de talte med stor visdom og frimodighed. Lederne indså, at Peter og Johannes havde været sammen med Jesus. Selvom de gerne ville straffe dem, kunne de ikke benægte det mirakel, som de så i den helbredte mand lige foran dem. Så de forbød Peter og Johannes at tale om Jesus eller undervise i hans navn.
Men Peter og Johannes svarede: ”Døm selv, om det er rigtigt over for
Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.“
Lederne var frustrerede, men de kunne ikke finde en grund til at sætte dem i fængsel, så de lod dem gå. Peter og Johannes gik straks hen til deres venner og fortalte dem alt, hvad der var sket. Sammen bad de om mod til at blive ved med at fortælle om Jesus.
På trods af de farer, som Peter og Johannes stod overfor, fortsatte de med at dele den gode nyhed. De vidste, at det var vigtigere at fortælle andre om Jesus, end at være i sikkerhed. Deres tro og mod inspirerede andre til at tro på Jesus.
Du kan være modig, ligesom Peter og Johannes var, når du fortæller andre om Jesus. Nogle gange kan det være lidt skræmmende, men husk, at Gud er med dig, ligesom han var med Peter og Johannes. Du kunne invitere en ven med i kirke, fortælle en historie om Jesus eller bare forklare, hvorfor du elsker ham. Selv små modige handlinger kan gøre en stor forskel i en andens liv. Stol på, at Gud vil give dig de ord og den styrke, som du har brug for.
TÆNK EN TANKE
Hvad tror du, det betyder, at man skal lytte til Gud i stedet for andre mennesker, når man skal træffe en svær beslutning?
DEN SAMARITANSKE KVINDES HISTORIE
Baseret på: Joh 4,1-42
En dag rejste Jesus gennem Samaria på vej til Galilæa. Rejsen havde gjort ham træt, og han stoppede ved en brønd, som bliver kaldt Jakobskilden. Det var ved middagstid, solen stod højt på himlen og det var meget varmt. Imens han hvilede der, kom en kvinde for at hente vand. Jesus sagde til hende: ”Giv mig noget at drikke.“
Kvinden blev overrasket. På den tid kunne jøderne og samaritanerne nemlig ikke enes, og mænd talte som regel ikke med kvinder i offentligheden. Hun spurgte, hvordan han, en jøde, kunne spørge en sameritansk kvinde om noget at drikke. Jesus svarede: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.“
Kvinden blev forvirret. ”Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden?“
Jesus forklarede: ”Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen.
Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.“ Kvinden sagde til ham: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.“
Han sagde til hende: ”Gå hen og kald på din mand, og kom herud!“ Kvinden svarede: ”Jeg har ingen mand.“ Jesus sagde til hende: ”Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.“
Kvinden sagde til ham: ”Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.“
Jesus sagde til hende: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.“
Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme. Når han kommer, vil han fortælle os alt.“ Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den, der taler til dig.“
Kvinden blev så begejstret, at hun lod sin vandkrukke stå og løb tilbage til byen. Hun sagde til alle: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?“ Hendes begejstring spredte sig til de andre, og mange fra byen gik ud for at se Jesus. De lyttede til ham og troede på ham, på grund af kvindens vidnesbyrd. De inviterede endda Jesus til at blive hos dem, og han blev der i to dage og delte de gode nyheder.
Endnu flere kom til tro på grund af kvindens historie og Jesus' ord. De sagde til kvinden: ”Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.“
At fortælle om, hvad Jesus har gjort for dig, kan hjælpe andre til at tro på ham. Selv hvis du tænker, at din historie er enkel, så kan den gøre en stor forskel. Du kan sige ting som: ”Jesus hjalp mig, da jeg var bange,“ eller ”Jesus svarede mine bønner.“ Ligesom den samaritanske kvinde, så kan din historie hjælpe andre til at se, hvor fantastisk Jesus er, og det kan føre dem til at tro på ham.
TÆNK EN TANKE
Hvordan ville du have reageret ved brønden, hvis du var den samaritanske kvinde, som stod over for Jesus?
Udgiver
Syvende Dags
Adventistkirken
Redaktør
Holger Daugaard
Grafisk opsætning
Benjamin Lundqvist
Oversættelse
Marianne Rasmussen
Redigering, korrektur
Holger Daugaard
Robert Svendsen
Tryk
Toptryk Grafisk
Bestillinger af ekstra læsninger rettes til Margit Wærn, mail: mwa@adventist.dk tlf. 4558 7792
PDF-udgave findes på adventist.dk/adventnyt.
Bibelcitater er hentet fra Bibelselskabets autoriserede udgave fra 1992, med mindre andet er angivet.
Kommentarer og henvendelser vedrørende Bedeugelæsninger eller Adventnyt indsendes til adventnyt@adventist.dk
Vi tror på bønnens kraft, og vi tager gladeligt imod ønsker om forbøn , som kan blive taget op på vores ugentlige personaleandagt onsdag morgen.
Send dit forbønsønske til forbon@adventist.dk og bed også gerne for kirkens arbejde i Danmark og resten af verden.