[12]
En historie Kender du hende Fiona fra filmen Shrek? Hende den badass prinsesse, som slås mod drager og soldater, men alligevel gemmer sig bag lukkede døre – af frygt for, at folk skal se, hvem hun egentlig er, når hun i ly af nattens mulm og mørke forvandles til et grønt “monster“. DET VIRKER MÅSKE lidt mærkeligt at begynde med
en sådan reference – og så måske ikke alligevel? I mødet med menigheden føler jeg mig nemlig af og til som Fiona. Psykisk helse og menighed er sandsynligvis de to emner, jeg bedst kan lide at tale om, men helst hver for sig. I mødet med menigheden har min historie som psykiatrisk patient nemlig lært mig, at det kan være farligt at blande psykologi og tro.
Gennem menighedens historie er der ofte (fejlagtigt) blevet sat lighedstegn mellem psykisk og åndelig sundhed. Psykisk lidelse er blevet anset som et tegn på manglende tro. Adventnyt nr. 3 juni 2022
TEKST Silje-Maria Jensen studerer psykologi på universitet i Bergen og er i øjeblikket i ”Et år for Herren“-forløb i Bergen adventistmenighed. Illustration: iStock
De, som havde det hårdt psykisk, var ikke syge – bare uomvendte. For menighedsmedlemmer og præster, som tidligere har kæmpet med skam og dårlig samvittighed, må dette have været en tung byrde at bære. Alligevel kan vi ikke benægte, at menigheden og psyken har en gensidig påvirkning på hinanden.
Den ene eksisterer ikke uden den anden. For alle mennesker har en psykisk helse, og alle medlemmer i en menighed er per definition – mennesker. Før eller siden vil denne version af hønen-eller-ægget-problemstilling indhente os. Spørgsmålet er, hvordan vi navigerer med psykisk helse i mødet med menigheden?
Her er min historie Som 16-årig udviklede jeg alvorlig anorexi med depression og angst som comorbiditet (tillægssygdomme). Dengang jeg var teenager, var psykisk sundhed et ikke-tema, hverken hjemme eller i menigheden. At debutere som første ”psykisk syge“ i en lille, konservativ menighed med under 50 medlemmer var ikke lige drømmen for at sige det, som det er. Jeg fik kommentarer om, at anorexi ikke var en sygdom, men en synd, jeg burde omvende mig fra. Andre sagde, at min sygdom bare var et tegn på, at Gud elskede mig, fordi han lod mig lide. Nogle prøvede at tvinge mig til at bruge min vilje til at blive rask eller truede med, at det allerede var for sent, og at jeg ville gå fortabt.
