Artikel fra
2013-3
Tømmerhandel i Frederiks i 106 år
Red.: Arne Christensen
Tømmerhandel i Frederiks i 106 år! Den korte historie om Frederiks Savværk, baseret på Gunnar Jørgensens erindringer om sit virke på Frederiks Savværk, som han skrev i 1987, da han kunne se tilbage på 60 års virke i firmaet (kan ses på biblioteket) og Svend Jørgensens beskrivelse fra 100-års jubilæet i 2007.
Starten af Frederiks Savværk Frederiks Savværk opstod som en afdeling af ”Stendalgård Savværk”, der var etableret helt tilbage i 1888 da den 26årige Georg Frederik Jenssen-Tusch (1862-1926) overtog et lille savbrug, som allerede da havde eksisteret i mindst 35 år i skoven. Da Stendalgaard Savbrug og Tømmerhandel i en annonce i 1893 bryster sig af 50 års erfaringer, kan det derfor nok passe, selv om det ”nye” savværk på dette tidspunkt kun havde 5 år bag sig. Stendalgård Savværk var beliggende i statsskoven overfor skovridergården. Det havde en ret stor opskæringskapacitet, og der var meget råtræ i skoven. Desuden fandtes en lille afdeling i Havredal. Det var denne afdeling, der blev flyttet til
Frederiks i 1907 og etableret lige op ad den nye Herning-Viborg jernbane, der var færdig året før. Ole Jørgensen blev ansat som bestyrer. Han blev i 1909 gift med Bodil Christiansen, og de flyttede ind den tilhørende funktionærbolig. Ole Jørgensen havde imidlertid en drøm om at blive selvstændig, så i 1912 byggede han en købmandsforretning på Nørregade 3, lige overfor savværket. Købmandsforretningen drev han i 10 år indtil til 1922, hvor han igen blev ansat på savværket. I det mellemliggende tidsrum fra 1912 til 1922 var Konrad Højbjerg driftsbestyrer på savværket. Som aktionær i Stendalgård Savværk havde tømmerhandler Holger Fischer tilsynet med afdelingen i Frederiks. Han
Savværket med sidespor fra jernbanen 3
Købmandsforretningen Nørregade 3. Gunnar Jørgensen står forrest midtfor.
Savværkets maskiner blev drevet af en dampmaskine, der også blev brugt til at drive maskinerne i et snedkeri, der var anlagt i tilknytning til savværket
kom ca. en gang hver måned kørende i sin åbne Ford for at inspicere tingene. Savværket opskar tømmer til brug ved byggerier indenfor et naturligt geografisk område. Endvidere var der handel med de mest almindelige bygningsartikler indenfor murer- og tømrerfaget. Råtræet blev hentet i de omliggende plantager, undertiden så langt borte som nord for Viborg. Det skete med hestekøretøj, og en sådan tur tog en hel dag. Efter et voldsomt stormfald i 1930 måtte der sættes kraftigt ind på tømmeropskæringen. 4
Træ fra egnens skove Selma Poulsen, som er født og opvokset på ejendommen i Vestergade ved siden af det nuværende fjernvarmeværk, fortæller, at hendes far, Kristian Poulsen, arbejdede det meste af sit liv for Frederiks Savværk. Han startede allerede som medhjælp for sin far i 1910, da han var 12 år gammel, og han kom senere til at køre træ som entrepenør for savværket. På ejendommen var der en hestestald, hvor de en overgang havde 4 store belgiske heste, som faderen og en medhjælper brugte til at hente træ i plantagerne ved Frederiks, og også fra Kompedal og Undalslund blev der hentet træstammer ud fra skovene og kørt hjem til Frederiks. For børnene i Frederiks var det altid en stor begivenhed, når de store heste trak
Kr. Poulsen med sine 2 store belgiere passerer Frederiks Brugsforening på vej til skoven efter mere træ.
de lange træstammer igennem byen med kurs mod savværket. En af vognene kan genfindes på Hjerl Hede i dag. Træ fra Sverige og Finland En stor del af træet til savværket blev importeret fra Sverige og Finland. Håndteringen var således, at når træet var fældet og træstammerne var skåret ud til brædder og planker på de store savværker i Sverige og Finland, så blev de kørt
ad tipvognsspor til terrænet ned mod savværkets anløbshavn. Her stabledes træet i store stabler med tilpas store strøer, så den friske blæst fra bugten kunne tørre det i løbet af vinteren. Når vandet blev isfrit om foråret, ankom skibene, og træet blev taget ned fra stablerne og kørt til skibsside. Derfra ned i lastrummet eller på dækket, alt sammen med håndkraft. Efter skibets ankomst til den danske havn gentog proceduren sig i omvendt rækkefølge. Træet blev oplagt på kajen, hvorfra en del skulle videre med banevogn. Vel ankommet til stationen i Frederiks skulle træet læsses af banevognen og køres hjem til lagerskur eller stabling. I 1946 fik blev der etableret et sidespor til savværket fra den nærliggende jernbane. I dag kommer de store lastvognstræk direkte fra savværket med truckbundter og er aflæs-
Kontorbygningen på savværket 5
Funktionærboligen Nørregade 6 og den nye bolig og butik Nørregade 8
set i løbet af en halv times tid. Trucken, palleteringen og pakkeliften har været blandt de største landvindinger i branchen, som har givet store arbejdsbesparelser – og lettelser for arbejderens ryg. Ejerforhold Da Ole Jørgensen i 1922 vendte tilbage og overtog stillingen som bestyrer af Frederiks Savværk, Tømmerhandel og Snedkeri, blev der oprettet en overenskomst, hvorefter Ole Jørgensen fra januar 1923 havde ret til at indtræde i selskabet som interessent mod et indskudsbeløb på 20.000 kr. Han opførte et nyt hus på Nørregade 8 ved siden af den daværende bestyrerbolig. I den ene ende var der butik for støbegods, og i baghuset fandtes byes første autoværksted, som blev udlejet til mekaniker C.A Jensen, og udover støbegodsbutikken var der også plads til en skomager. Fra 1923 og indtil 1942 ejedes Frederiks Savværk derfor i fællesskab af Chr. Borrits og Ole Jørgensen som et interessentskab. I 1942 solgte Chr. Borrits sin part til Ole Jørgensen, og sønnen Gunnar Jørgensen indtrådte som medejer i firma6
et. I 1959 overtog Gunnar Jørgensen firmaet som eneindehaver indtil 1969, da firmaet blev omdannet til et familieaktieselskab, A/S Frederiks Tømmerhandel, med hustru og børn som medaktionærer. I 1985 blev 3. generation, Svend Jørgensen, udnævnt som direktør, og Gunnar Jørgensen trak sig ud af driften. Der var ingen fjerde generation i familien Jørgensen, der stod parat til at overtage firmaet. Under arbejdet med at gøre firmaet klar til salg, rettede Diges Trælasthandel i Skive henvendelse til Svend Jørgensen om at overtage tømmerhandlen, hvilket man opnåede enighed om, og ejerskiftet skete den 1. december 2005. Arbejdet dengang Frederiks Savværk forretningsområde var primært at skære tømmer og sælge det til tømmerhandlerne, dels i direkte handel og dels gennem sammenslutningen ”Dansk Tømmer”, som man i en kortere periode var medlem af. Savværket havde en mindre afdeling for opskæring af tagspån og kassetræ. De yngre medarbejdere havde her et aftenjob med at samle kasser på akkord. Foruden den traditionelle langtømmersav og bræd-
desav havde man på pladsen en primitiv bloksav, hvor der blev skåret eg til skibsbygningsbrug. Desuden blev den anvendt til kløvning af de største stammer, som rundsaven ikke kunne nå igennem. Afkortning på pladsen foregik med en almindelig skovsav, og når de to mand havde rykket i saven en halv time eller mere, var de godt ømme i ryggen. Da man fik en motorsav til savværket, var det en stor lettelse i det hårde arbejde. Til firmaet hørte også et snedkeri, der blev ledet af Chr. Borrits, mens Ole Jørgensen tog sig af ledelsen at savværket og det handelsmæssige. Snedkeriet lavede vinduer, døre og lister. En overgang blev der også lavet ligkister og de kendte rådhushavemøbler. Der beskæftigedes 78 mand på snedkeriet. Driftsformen i fabrikken baserede sig i mange år på damp som drivkraft, og der blev fyret med affald fra fabrikationen. Fyrbøderen skulle sørge for oplagring af skallerne, så de kunne blive tilstrækkeligt tørre. Savsmuld og spåner tog han fra kælderen under fabrikken. Dampmaskinen drev med remtræk en hovedaksel med overføring til de enkelte maskiner. I
Genopbygning efter brand
1929 blev savværkets kedel kasseret af fabriksinspektøren, og der måtte anskaffes en ny. Samtidig blev der indkøbt en større dampmaskine. I denne reparationsperiode betjente man sig af en lokomobil, som savværket lejede fra et nedlagt tørveværk. Brand Der har været hele 3 ildebrande med totalskade. Første gang var i 1926, hvor ilden opstod ved et leje, der løb varm. De to andre tilfælde var under krigen, hvor savværket i 1943 var blevet tvunget til at opskære tømmer for værnemagten, og angiveligt ved sabotage nedbrændte fabrikken en nat. 14 måneder senere opstod der ild i fyrkælderen. Det var meget vanskeligt at skaffe maskiner og materialer til genopbygningen i krigsårene. I 1943 blev maskinerne genopbygget på Bjerringbro Maskinfabrik, hvor Poul Due Jensen dengang var værkfører. 1 1944 var det dog muligt at købe nye maskiner hos Amstrup i Aarhus. Samtidig gik savværket over til at bruge elektrisk kraft. 30'ernes krise Først i 1930’erne var det trængselstider. Der var stor arbejdsløshed, og desuden var der landbrugskrise. Landmændene fik kun 35 kr. fra slagteriet for en gris, og tillige havde de begrænsning i leveringerne, idet der fandtes svinekort, som de fik tildelt efter visse retningslinjer. Der skulle følge et svinekort med hver levering til slagteriet. Der handledes livligt med disse svinekort! Der var meget begrænsede 7
I 1973 blev ny stor 1900 m2 lagerhal opført
fortjenstmuligheder i disse år, og da der så i 1935 blev vedtaget en akkordlov, hvorved der gennem et akkordudvalg, som staten oprettede, blev åbnet mulighed for landmændene kunne få deres gæld saneret, fik savværket meget store tab på den konto. Som følge heraf fik man etableret en betalingsordning med egne kreditorer, hvor tilgodehavender på indtil 200 kr. blev betalt fuldtud, og de større kreditorer fik 50%. I 1948 efterbetalte Frederiks Savværk alle tidligere eftergivne beløb. Genbrug af oprettede søm! Krigsårene havde sine meget store besværligheder. Det var vanskeligt at skaffe varer. Helt galt var det med søm. Savværket købte mange brugte oprettede søm af en leverandør i København, og håndværkerne brugte sømmene, hvor det var muligt. Cement var rationeret og måtte kun udleveres på indkøbstilladelser. 8
Enkelte poser måtte sælges til reparation mod kvittering med angivelse af, hvad det skulle anvendes til. Der skulle også indkøbstilladelser til trælast. Tilladelsen blev bevilget for hvert enkelt byggeri gennem et kontor i København. Derfra udstedtes også såkaldte ”vandrekort”, der gav særlige indkøbsmuligheder for de entreprenører, der arbejdede for værnemagten. Transportproblemerne var store. Benzinrationerne blev efterhånden så små, at de ikke rakte til. Så kom gasgeneratorerne frem, og det var faktisk en god erstatning, så længe der kunne købes bøgebrænde. Da man skulle klare sig med bjergfyr, blev det straks vanskeligere. Helt galt var det med bildæk. Situationen var faktisk håbløs. Mange gange var Gunnar Jørgensen i Aarhus for at prøve at finde slidbanedæk, som alligevel kun
holdt kort tid. På et tidspunkt i 1945 måtte savværket undvære sin lastbil, da værnemagten havde taget den og sat en fremmed chauffør på. Kun nogle dage senere fik man besked om, at den havde været ude for en skade og nu stod på et værksted i Viborg. Gunnar Jørgensen satte sig i forbindelse med værkstedet og fik dem til at forhale reparation, så efter kapitulationen kunne man hente bilen. Løn Det kan også have sin interesse at notere lønningernes størrelse omkring 1930. En arbejdsmand på savværket fik 90 øre i timen, savskærerne fik 105 øre og snedkerne fik 115 øre. Gunnar Jørgensens månedsløn var 240 kroner. Gode tider I 1950’erne begyndte en gylden tid for savværket og maskinsnedkeriet. Forretningskonceptet bestod i leverance af alle materialer til et byggeri, især på tømrer– og snedkerområdet. Vinduer, døre og inventar blev leveret efter mål. Svend Jørgensen: ”Mange lørdage har jeg kørt med min far og taget mål i huse under opførelse. Der var ikke tradition for mål på tegningerne for facadeelementer og inventar. Der kunne først tages mål, når mureren havde sat hullerne af”. Det gav mange kunder i Midtjylland, og i Ikast, Herning, Feldborg og Haderup er der opført mange parcelhuse med tøm-
mer og snedkeri fra Frederiks. Virksomheden gik endda et skridt videre, idet man påtog sig at opføre nye huse, bl.a. de såkaldte landarbejderboliger, med billige statslån i en form for totalentreprise, hvor Gunnar Jørgensen koordinerede byggeriet med lokale håndværkere. Savværksdrift ophører Vilkårerne for savværksdrift blev dårligere og konkurrencen skærpedes, da de større savværker installerede automatiske og meget rationelle opskæringsanlæg og derved kunne trykke prisen langt ned. En lignende rationel produktion kunne vanskeligt gennemføres på det sammenbyggede Frederiks Savværk og Maskinsnedkeri, og handlen med byggematerialer blev efterhånden det vigtigste på bekostning af egenproduktion. Resultatet heraf blev, at savværket blev nedlagt i 1972. Bygningerne Funktionærboligen ved vejen, der havde været udlejet gennem en længere årrække, og som en overgang var kommunekontor, blev nedrevet i 1976 for at give bedre plads for indkørsel. I 1972 blev der lavet en del større dispositioner, hvorunder savværket blev nedlagt, og der blev etableret et byggemarked indenfor dets bygningsområde. I 1980 skete en større ombygning, da snedkeriet blev nedlagt, og der blev ombygget til et nyt og større byggemarked. Banen var nu nedlagt, og der var blevet anlagt en ny vej, hvorfra der blev lavet ny indkørsel til Tømmerhandlen, og indkørslen fra Nørregade blev afbrudt.
9