Artikel fra
2014-4
Spor fra oldtiden ses endnu
Red.: Arne B.Christensen
Medlemsblad for Alhedens Borgerforening 6. årgang nr. 4 November 2014
s n e lhed
Nyt
Foto: Arne
A Borger
Store Ståhøj øverst i Havredal dannede grænsepunkt mellem Vium, Lysgård og Frederiks sogne. Den er 3½ meter høj og er tillige placeret på det højeste punkt i det nære landskab, så den har været meget markant i oldtidslandskabet og en iøjnefaldende vejviser.
Spor fra oldtiden ses endnu
Her er masser af gravhøje, og en af Danmarks ældste og mest betydningsfulde hovedveje går lige forbi Frederiks Før vejkort og GPS
Mennesker har altid valgt den korteste og den nemmest farbare vej mellem to punkter. Dette gælder i dag, men det var i endnu højere grad en indlysende nødvendighed i forgangne tider, hvor mennesker kun færdedes på egne gåben og også senere op i tiden, da oksetrukne kærrer og hestetrukne vogne befærdede de tyndt befolkede egne. Man har altid søgt at undgå de bratte stigninger og de dybe dale, og ikke mindst har man måttet finde de farbare veje uden om moser og vandløb eller til nød finde egnede overgange uden al for stejle skrænter, og hvor vandløbet var smalt og strømmen svag. Men samtidig var det nødvendigt med tydelige pejlemærker i terrænet, som kunne lede den vejfarende fra det ene punkt til det næste. I historisk tid har især kirkerne med deres normalt høje beliggenhed og tårne været de tydeligste ledepunkter. Men også i oldtiden, før kirker og andre menneskeskabte ’højhuse’, var der brug for pejlemærker, så her måtte man ty til naturens egne kendemærker eller bruge menneskeskabte jordhøje. Vidste du det?
Netop de menneskeskabte gravhøje findes her i omegnen af Frederiks i et bemærkelsesværdigt stort antal og anlagt i en række, der tydeligt angiver, hvor mennesker i gammel tid har fær10
dedes. Om man så har lagt vejen, hvor gravhøjene var – eller man har lavet gravhøjene, hvor menneskene havde deres vej, det er sagkundskaben vist ikke helt enige om. For mig er den sidste forklaring den mest indlysende. Langs de gamle veje ligger også rettersteder, galgebakker og stejlehøje til skræk og advarsel for de vejfarende, og da højene stammer fra både stenalder, bronzealder og jernalder, har det varet årtusinder at opbygge disse imponerende rækker af høje, og i al den tid har vejen ligget der som den egentlige nerve i forløbet. Disse veje blev også anvendt til de store drifter af stude fra Limfjordsegnene til markederne i Nordtyskland, og derfor kan man endnu i terrænet finde rester af folde og volde, som har været opholds- og overnatningssteder for studedrifterne og tillige været en beskyttelse af dyrene mod ulvene, som fandtes i stort tal og altid var en fare, som man måtte regne med. Måske er du, som bor i Frederiks og mest færdes i byen, ikke bekendt med de mange gravhøje og andre kulturspor lige i nærheden, og de er sandt at sige heller ikke så iøjnefaldende, hvis man ikke ved, hvor man skal kigge. En vej med mange navne
Den gamle vej, som i sin oprindelse som jysk hovedfærdselsåre nok er 45.000 år gammel, og som de fleste i dag kender som Hærvejen, har flere
andre navne. Navne, som hver for sig fortæller om, hvad vejen har været anvendt til - studevej, oksevej (ochsenweg i Tyskland), pilgrimsvej, adelvej, kongevej. Det har da heller aldrig været kun én vej, for alt efter terrænforhold, vejrlig og behov har vejen haft mange forskellige forløb ned igennem Jylland. Det var ad den vej folkeslag fra syd bredte sig op igennem Jylland, og det var ad den vej de samme folk, kimbrer og teutoner, årtusinder senere vandrede ud igen under de store folkevandringer. Det var den store handelsvej, hvor landets forskellige eksportvarer gennem tiderne blev ført ud af landet, og det var ad den vej de eftertragtede varer fra det store udland blev bragt ind i landet. Såvel for handelsfolk som for pilgrimme, adel og konge var det hovedfærdselsåren.
bygder ved Hjarbæk Fjord, og det er sandsynligt, at vejen er udgået fra disse bygder og derfra ned igennem det åbne og ret flade land vest for isranden og de store østjyske skove. En næsten ubrudt række af oldtidshøje understøtter dette med deres placering i et forløb fra Viborg Hedeplantage og sydover, vest om Dollerup til Skelhøjre og derfra videre gennem Havredal plantages østside ned mod Skræ og Knudstrup (se kort). Meget tyder på, at selv efter at Viborg by blev grundlagt har man længe foretrukket denne rute over det åbne land, men efterhånden som Viborgs betydning voksede blev byen også det vigtigste knudepunkt for vejtrafikken i Nørrejylland. Fra beretninger ved man, at rejsetiden
Hvor er vejen så?
Som nævnt taler vi ikke bare om en enkelt og entydig vejstrækning men om en tracé - et rummeligt forløb og en retning, hvor mange veje har haft hver sit forløb men alligevel stort set alle, med et sikkert blik for fremkommelighed langs højderyggen og midt på det jyske vandskel, har fulgt de samme landskabslinjer. Vi kan derfor ikke entydigt pege på en enkel af disse vejstrækninger og udpege den som den rigtige. Men hvis vi nøjes med at behandle vejenes forløb igennem nærområdet og især med forbindelse til vores gravhøje, så kan forløbet nogenlunde fastlægges. Stenalderen
I stenalderen fandtes flere betydelige 11
fra Viborg til Slesvig normalt ville være 7 dage, hvis ellers vejrliget var nogenlunde og vadestederne ikke var oversvømmede. De mange gravhøje
På de store bakkedrag i Danmark, hvor himlen er nærmest og ofte med en milevid udsigt over det omgivende landskab, rejste oldtidsfolket sine gravhøje.
12
Gravhøjene er de ældste monumenter, vi kender i Danmark. De første høje blev opført, da de første små fastboende bondesamfund blev etableret for ca. 5-6.000 år siden, og byggeriet af gravhøje tog fart i det 3. årtusinde f.Kr. da et nomadefolk, enkeltgravsfolket, blev dominerende på den jyske halvø. Allerede på dette tidspunkt blev de fleste af de traditioner grundlagt, som i den efterfølgende bronzealder karak-
teriserede højbyggeriet: Begravelserne af de døde i stammekister eller plankekister, demonstrationen af den dødes betydning i samfundet gennem gravgaverne og markeringen af graven med den hvælvede gravhøj.
Ældst blandt de bevarede høje er dysserne og jættestuerne fra yngre stenalder. De rummer gravkamre bygget af store stenblokke, der kan veje adskillige tons. Navnet jættestuer skyldes, at man tidligere anså det for umuligt, at mennesker havde kunnet flytte så store sten. Ikke desto mindre er dysserne og jættestuerne menneskeværk. Mens de små gravhøje kun har rummet en eller nogle få begravede, så har jættestuerne og de større dysser rummet rester af adskillige døde, og nogle viste sig ved åbningen at være regulære ben-
Foto: Arne
Men i bronzealderen, i løbet af det 2. årtusinde f.Kr., fik disse gamle traditioner et hidtil uset opsving. Fremkomsten af stærke, herskende slægter og konkurrencen mellem disse skabte i løbet af den ældre bronzealder et hidtil uset behov for statuspræget højbyggeri og for et voldsomt forbrug af prestigevarer i gravkulten. Bronzealdersamfundets stammeorganisation med dets klare sociale forskelle manifeste-
rede sig nu på en måde, som skulle sætte sit varige præg på landet.
Oldtidsspor i plantagen. Her en gammel hulvej, hvor mennesker på vej ned igennem Jylland i generationer med deres dyr og vogne har krydset Stendalen og Åresvad Å 13
huse fyldt med kranier og skeletdele. Gravhøjene i Havredal/Stendal
De mange gravhøje, 42 stk., langs med østkanten af Havredal Plantage, er meget forskellige i størrelse. Rækken af høje ligger netop nedenfor morænebakkerne på grænsen til den flade hedeslette, og højene har ligget i en ubrudt række adskillige kilometer nordpå.
Udsnit af detailkort fra Vandretursfolder nr. 74
I åbent land er næsten alle spor for længst forsvundet, og der er i det hele taget meget få steder i landet, hvor disse små høje er bevaret. Selvom den store plantage har ydet god beskyttelse
14
i snart 250 år, så er mange af højene nu kun buler i terrænet, som man ikke ved første øjekast forbinder med en gravhøj. Højene var bygget af sand og var græs – og lyngbevoksede. Nedgravet i en flad grube af undergrunden lå selve graven, som ville være en trækiste på cirka 3/4 x 2 meter med den døde liggende på siden med benene trukket op til brystet. Var det en mand, lå hovedet mod vest, var det en kvinde, lå hovedet mod øst men altid var blikket rettet mod syd. Med sig i graven havde de næsten altid en flintflække, og manden
kunne have en flint– eller stenøkse, kvinden nogle ravperler. I tidens løb er højene blevet brugt flere gange, og mere sand, stenlag eller hele stenbunker blev lagt ovenpå i løbet af de følgende 1000 år. Gravhøjene er fredede, men Nationalmuseet har udgravet de fleste, og herfra ved vi, at højene i stenalderen har været ret små og lave, netop som de mindste af dem, der er tilbage i Havredal Plantage. Selv om de er små og undseelige, så er oldtidsminderne her i plantagen absolut ikke ubetydelige, men netop på grund af den beskedne størrelse, er det enestående, at de er bevarede. ’Vores’ langdysse
Foto fra www.karup-by.dk
En helt anden gravtype møder man i Ulvedal Plantage. Her finder man en langdysse, som har fået tilnavnet ”Jens Langknivs Hule”. Den er egentlig ret sjælden, for Midt– og Vestjylland er den lokalitet i Danmark, hvor der er færrest stendysser, bortset fra Bornholm som ingen har. Dyssen er 32
meter lang og består af 62 næsten mandshøje sten. Fra nordøstsiden kan man komme ind i 2 små kamre, desværre uden dæksten, så den uhyggelige gravkammerstemning må man tænke sig til. Disse gravkamre stammer fra tiden før de små enkeltgravhøje, men de har også været benyttet i senere tider. Det eneste arkæologerne har fundet er nemlig en flintdolk og et bronzearmbånd. Alle de fine flintøkser, dekorerede krukker og ravsmykker, som uden tvivl oprindelig har været i graven, er røvet og forsvundet. Tag en tur i skoven!
Som beboer i Frederiks, er det en selvfølgelighed, at man har været en tur i plantagerne og set de oldstidsspor - de gamle hulveje, gravhøjene og langdyssen - tillige med diger og såkaldte opkastninger, som har været i brug som indhegninger for dyr og som fælder i klapjagter på de mange ulve, som hærgede i området, og som navnet Ulvedal stadig erindrer om. For børnefamilier kan en sådan tur danne grundlag for spændende og oplysende fortællinger, som børnene vil elske at få fortalt af far og mor - ja, her kan Xboks og YouTube slet ikke måle sig. Prøv det!
15
www.alhedeborger.dk/turist Her finder du links til alt, hvad du har brug for: - vandretursfolder - detailkort - billeder og beskrivelser - vejkort til Jens Langknivs hule Og skal der alligevel være konkurrence som en del af turen for at fange interessen, så er det så heldigt at venlige mennesker fra Karup Orienteringsklub i hele plantagen har opsat permanente poster, som er lige til at benytte sig af. www.findveji.dk - og klik dig vide-
re til Ulvedal eller Stendal. Her finder du orienteringskort med alle poster i plantagerne, lige til at printe ud. Så kan I selv bestemme, hvilke af de mange udlagte poster, som I vil gå efter - sikkert nogle i nærheden af oldtidssporene forstås!
Der er også en link til en YouTube video, hvor en o-løber fortæller om, hvordan han bruger dette. God tur! -Arne
Kilder -Hærvejen i Viborg Amt, Mads Lidegaard -Naturstyrelsens vandretursfolder nr. 74 -Alhedens Kongeskov, Jørgen Nielsen
16
Her ser du folderen med orienteringskort samt et kortudsnit og en af posterne i terrænet. Alt kan udprintes fra hjemmesiden