Portræt Arne Christensen

Artikel fra

2018-1

Arne Christensen

P-NYT uddeles til efterlønnere, tressere, yngre og ældre pensionister i den gamle Karup Kommune Marts 2018 26. Årgang Nr. 1

Arnes fortælling Redaktionen vil gerne bringe en historie eller en personfortælling i P-Nyt i håbet om at gøre bladet mere læseværdigt, og mange læsere har været så venlige at bekræfte, at det er lykkedes. Det er ikke altid let at finde den interessante historie, men heldigvis får vi af og til et læsertip. Der har været et par stykker, der mente, at det var nærliggende, hvis jeg skrev en kort fortælling om mig selv.

Heldigt nok har Ingrid og jeg for 10 år siden skrevet lidt om os til børnene, så man griber vel en mulighed for at slippe let om ved arbejdet! Her er lidt fra bogen om deres ærbødige...

Jeg er født i september 1941 på en mindre landejendom, et statshusmandsbrug, i Vester Syv ved Viby Sj. som en "efternøler” hele 9 år efter den yngste af mine søskende. På ejendommen i Vester Syv, som i dag har adressen Vibyvejen 43, og som vistnok var på 12-15 tdr. land, var det små forhold, men

åbenbart alligevel nok til at kunne give føde og opvækstvilkår for den store børneflok, selv om flokken - med den store aldersspredning - naturligvis ikke alle har været i hjemmet samtidig.

I skole Jeg startede skolegang i Viby skole. Det var en almindelig lille landsbyskole. Jeg kan huske, at jeg som regel gik de 3-4 kilometer til og fra skolen. Ja, faktisk kan jeg slet ikke mindes, at jeg skulle have haft en cykel på den tid.

Men det var ikke lang tid, jeg gik i skolen i Viby, for min far døde desværre i juni 1949, hvor jeg endnu ikke var fyldt 8 år, og snart efter blev gården solgt, og jeg flyttede med min mor til Roskilde. Mine andre søskende var da for længst flyttet hjemmefra.

Nu, jeg lige tænkte på cykel, så kan jeg huske, at jeg lærte at køre på min mors cykel ved at stå op på en sten og derfra træde pedalerne i gang. En dag kort efter, hvor det var høstvejr, sagde min far til mig: Du kan lige stikke op til Holger og sige, at han godt kan komme med mejetærskeren. Det var jeg straks med på, så jeg fòr af sted på min mors cykel. Op ad indkørslen, hvor der var høje hække på begge sider og ud på den lille

Husmandsbruget i Vester Syv, nu Vibyvejen 43

14

kommunevej. Der kom aldrig biler - men det gjorde der så i dag!

Jeg skulle dreje til venstre, og ud af øjenkrogen opfattede jeg, at der kom en bil derfra.

Det viste sig at være dyrlægen, som var en af de få, som havde bil. Jeg opfattede hurtigt faren og fortsatte ligeud over vejen mod den modsatte grøft for at undgå bilen, men dyrlægen så mig også, og prøvede at undvige ved at køre over i den venstre siden af vejen - og dér mødtes vi så! Jeg blev slynget op på køleren, over taget og derfra ned i grøften, uskadt, så vidt jeg husker! Det var nok heldigt, at det var en damecykel uden stang.

Vi flytter til Roskilde Vi bosatte os som sagt i Roskilde på Hedegårdsvej 8, og jeg fortsatte min skolegang på Hedegårdenes Skole, som er en ret stor skole, der ligger på Københavnsvej kun et par hundrede meter fra huset. Det var en lidt nyere skole, men forholdet mellem lærere og elever var ikke synderlig moderne.

Der var, som vel på de fleste skoler på den tid, en god del kæft, trit og retning – og en på hovedet i ny og næ. Jeg kan specielt huske vores regnelærer, som havde et særligt trick med at tage fat i de små hår lige over ørene og trække opad, så man næsten kom til at stå på tæer – og bedst som man koncentrerede sig om at følge med opad for at lindre smerten, så fik man en ordentlig en på hovedet med den anden hånd. Temmelig udspekuleret og noget ondskabsfuldt, syntes vi.

Men sådan var det.

Vi legede jo ofte på vejen, hvor jeg boede.

En leg gik ud på, at hvis man tabte, så skulle man som straf gøre et eller andet, som de andre fandt på. Jeg tror legen hed ”Præstens Gris”. Da jeg så tabte, fik jeg besked på, at jeg skulle løbe på alle fire et stykke ned ad fortovet og tilbage. Det skulle naturligvis gå stærkt, og i farten kunne mine fire ”ben” åbenbart ikke helt følge med, så jeg faldt pladask forover og slog ansigtet lige i fliserne.

Det gik hårdt ud over en fortand i overmunden, da et stykke af tanden blev brækket skråt af.

Skoledrengen

Rigtigt klædeligt var det jo ikke, men der var vel ikke noget, der hed forsikring, og min mor har nok ikke haft råd til at få tanden repareret, for det skete i hvert fald ikke. Dette uklædelige tandsæt gik jeg rundt med i de næste mange år, og det var faktisk først, da jeg som 17-årig selv var begyndt at tjene penge, at jeg kom til tandlægen i Herning og bekostede en reparation med en guldsplint – som jeg har gået med lige siden! Ja, ok, den er gået løs nogle gange, men det er det samme guldstykke, som er blevet limet fast igen.

I 5. klasse bestod jeg optagelsesprøven til mellemskolen, og i 1954 begyndte jeg som elev nr. 3425 i 1. mellem på Roskilde Realskole.

Min første arbejdsplads Jeg var jo alene med min mor, og pengene var små, så fra jeg var 12 år har jeg altid haft et eller andet job, hvorved jeg kunne tjene lidt lommepenge. Jeg har cyklet rundt med tidsskrifter til abonnenter for en boghandel, og jeg har været keglerejser på en restau15

forhjul godt kunne finde på at komme i slinger, når der var stor vægt og god fart. På billedet af købmandsbutikken kan man skimte noget af cyklen.

Min første arbejdsplads rant. Det sidste var nok ikke et job, som en 12-årig kunne få i dag, for sent om aftenen skulle jeg stå længst nede i en meget lavloftet keglebane og rejse kegler og returnere kuglerne. Og der blev både drukket øl og røget tæt!

Men i oktober 1954, en uge efter at jeg var fyldt 13 år, fik jeg en eftermiddagsplads som bydreng hos købmand Aage Thomasen, der havde forretning i udkanten af Roskilde by, ikke langt fra, hvor vi boede. Det var en fast eftermiddagsplads alle hverdage og tillige lørdag formiddag, og det regner jeg som starten på mit arbejdsliv. Jeg er stadig i arbejde - det kommer jeg tilbage til - så til i dag har jeg faktisk været på arbejdsmarkedet i faste ansættelser uafbrudt i hele 63 år!

Jeg havde 2 budcykler. Den ene var en almindelig kraftig cykel med et kort lad foran over forhjulet. Den anden var en såkaldt Long John. En lang cykel med et stort lad placeret lavt over jorden imellem pedalerne og det forreste mindre hjul. Jeg blev ret skrap til at manøvrere de to cykler, hvor især Long John’en krævede øvelse, når den var læsset med flere kasser øl og sodavand – og det var altså tunge trækasser med 50 styk i hver. Så var det en sej omgang at komme op ad Vindingevejens bakke, og når det gik nedad, var det bare med at holde tungen lige i munden og foden klar med bremsen og ikke mindst holde godt fat i styret, da det lille 16

Jeg var hos købmanden i næsten 3½ år og blev efterhånden betroet mange andre opgaver i forretningen både som ekspedient i egen købmandskittel og med alt muligt andet. Jeg kunne forstå, at det var flere år siden, de sidst havde været væk fra forretningen i flere dage, så jeg var stolt, da de et år tog af sted på ferie – det har nok kun været 1 uge – og overlod forretningen til mig og en udefra kommende voksen afløser. Det er klart, at jeg ikke kunne passe forretningen selv – men jeg tror faktisk ikke, at de var taget af sted, hvis jeg ikke havde været der og kendte til alle forretningsgange og ikke mindst kunderne, for det var meget vigtigt for købmanden. Jeg har skam den fine anbefaling fra ham endnu!

Teenager i Roskilde Roskilde Realskole, hvor jeg i 1954 begyndte i 1. mellem, lå inde midt i byen, og jeg havde ikke længere til skole, end at jeg sagtens kunne gå, men det foregik nu som regel alligevel på cykel. Det var en meget traditionel stor byskole med 2 fløje i 2 etager plus tagetage.

Ned igennem bygningen var der lange brede gange med klasselokalerne fordelt derned ad og med vinduer ud til skolegården, som var asfalteret og afgrænset af skolens mure. I hjørnet af bygningen var der en stor pompøs stentrappe, der førte op til hovedindgangen.

Langs den ene af bygningens fløje var der bænke under et halvtag, men ellers måtte man opholde sig ude i den åbne skolegård.

Og ud skulle man, hvis man ikke var syg. Det var kun duksen, der måtte blive inde og gøre klassen klar til næste time. Når man stod på bænken under halvtaget, kunne man bøje lidt ned i knæene og holde øje med gårdvagten, men han kunne til gengæld ikke se, at vi stod

og røg cigaretter, fordi vore hoveder var skjult under det skrå halvtag! Han kunne nu nok se, at nogle knægte stod på bænken og vidste selvfølgelig, hvad der foregik, men når han satte kursen ned mod os, så havde vi for længst skoddet smøgen, inden han nåede frem. Det lille spil foregik dagligt.

Når man gik ud af skolegården, lidt ned ad gaden og rundt om hjørnet, lå der en lille brødforretning, hvor vi hos kagemutter kunne købe slik og studenterbrød, som er noget klægt bagværk, der sikkert er lavet af forskellige rester og så til slut forsynet med glasur og udskåret i passende firkantede stykker. Hvad det egentlig var lavet af, spekulerede vi ikke så meget på, det smagte godt, og det var billigt.

Jeg var jo efterhånden blevet teenager, og vi var midt i 50’erne og efterkrigstiden, hvor indflydelsen fra USA var meget mærkbar. I Roskilde fik vi også en Soda Fountain og Soft Ice Bar, som lå på Hestetorvet skråt over for jernbanestationen. Det blev hurtigt mødested for de unge i min del af byen, hvor vi kunne få de moderne Milk Shakes, uden alkohol naturligvis, og hvor de havde en Music Box med alle de nye melodier.

Og så var der jo knallerter! Det var lige sagen for os unge drenge. Men det kunne der jo slet ikke blive råd til for mig. Af og til lykkedes det at få lov at låne en knallert af en af de mere heldige drenge og få en kort tur.

Men ellers måtte jeg leje en knallert. Flere forhandlere lejede knallerter ud på timebasis, og så gik det rundt i byen og en sviptur ud ad landevejen så længe, som pengene rakte. Der var mange forskellige mærker, men den, der som regel kunne løbe stærkest, var NSU Quickly, der næsten altid var ulovligt tunet til at leve op til sit navn.

Roskilde Ring og Cricket I Roskilde skete der i de år det meget spændende, at der i et område tæt på byen, hvor der tidligere havde været grusgrav, blev bygget en stor racerbane med en rigtig asfaltbane, som kunne bruges til bilrace. Den fik

navnet Roskilde Ring. Den åbnede i sommeren 1955, og jeg tror, det var den første egentlige racerbane i Danmark. Den var da også et stort trækplaster for drenge i alle aldre, og jeg var flere gange derude og kigge på. Der blev kørt race med mange forskellige biler og også motorcykler med og uden sidevogn kørte. Der var mange løb med ”almindelige” personbiler, som var tunet og specielt udstyret til baneløb, og blandt de egentlige racerbiler var der nok oftest løb med de såkaldte Cooper Midget racere.

Hvis I engang får lejlighed til at se den gamle film ”Han, hun, Dirch og Dario” så kan I få et godt indtryk af Roskilde Ring.

Jeg kom af og til på idrætsanlægget, dels for at kigge på, når byens førstehold fra RB1906 spille fodboldkampe, eller fordi vi kom derned til idræt med skolen. Jeg opdagede, at man på træningsbanerne bag tribunen spillede et spil, som hed cricket, og det fattede jeg interesse for. Jeg begyndte at træne med, og jeg var meget velkommen, for heller ikke dengang var cricket et spil, der var særlig kendt og derfor heller ikke havde stor tilgang af unge mennesker. De fleste spillere var voksne mænd og flere af dem meget voksne, hvis man kan udtrykke det sådan, men det gik fint, for spillet drejer sig mere om teknik, reflekser og boldøje end om at skulle have en god fysik og kondition.

Jeg havde åbenbart nogen flair for det spil, for jeg kom hurtigt med på ungdomsholdet, og vi spillede kampe både i Roskilde og i andre byer på Sjælland. Jeg ikke var mere end 15 år, da jeg oven i købet blev udtaget til at være med på førsteholdet, som spillede i 3. division. En søndag skulle jeg have min debut i en udekamp mod holdet i Ballerup. En kamp varede normalt hele dagen, og jeg var naturligvis stolt af at være med på holdet – så længe det varede! Da jeg var den yngste spiller og sikkert også den dårligste, skulle jeg til gærdet som den sidste spiller. Hele Ballerups hold og næsten hele vores hold havde haft deres tur ved gærdet, og det var derfor langt ud på eftermiddagen en solvarm 17

mig, og måske tænker, hvordan har han fået knækket den fortand, og hvordan mon han har fået det år over venstre øje - ja, så har I forklaringen.

Ung cricketspiller. Det er ikke mig på billedet, jeg var trods alt lidt ældre, da jeg startede.

søndag, at jeg skulle have min debut på seniorhold.

Kasteren var en lille arrig fyr, og jeg husker lige så tydeligt, at han for at beskytte sig mod solen havde et lommetørklæde på hovedet, hvor der var knyttet knuder i de fire hjørner, så det kunne sidde som en kalot.

Kampen var jo så godt som afgjort, og han var tydeligt opsat på at blive hurtigt færdig med det sidste gærde. Men da jeg startede meget forsigtigt og blot parerede hans første bolde, blev han nok irriteret og kastede nogle enormt hurtige og ikke helt kontrollerede bolde til mig. Den næste bold var meget kort og hamrede i jorden noget længere foran mig, end jeg havde ventet. For at parere den, måtte jeg strække battet længere frem, og så skete der naturligvis det, at bolden i opslaget kom hvislende lige op ad battet og ramte mig over venstre øje med et brag! Jeg gik i jorden med et kortvarigt blackout og en stor blødende flænge - og så var kampen færdig!

Jeg kom til den lokale læge, som rensede og syede flængen. Desværre var han nok ikke omhyggelig nok, for der gik betændelse i såret, og jeg måtte ned til vores egen læge i Roskilde, som måtte fjerne et par sting af syningen for at rense såret. Det var nok heller ikke for godt gjort, for jeg reddede mig et meget synligt og uregelmæssigt ar over venstre over venstre øje. Tja, endnu en gang var jeg uheldig - eller…? Men dem, der kender 18

Ud af skolen – til Flyvevåbnet Jeg var ikke udygtig i skolen, men jeg var ærlig talt ikke særlig interesseret i skolegangen og heller ikke synderlig flittig med lektierne, så jeg var klar til at forlade skolen, så snart min eksamen var afsluttet. Anbefalingen fra skolen er såmænd ok, men desværre ikke helt så pæn, som den, jeg fik fra købmanden.

Min mor blev ellers af skolens leder indtrængende opfordret til at holde mig i skolen for at fortsætte og tage studentereksamen, for skolen mente, at det havde jeg evnerne til, men det ville jeg helst ikke – for nu at sige det diplomatisk. Til gengæld vidste jeg heller ikke det fjerneste om, hvad jeg havde lyst til at give mig til i mit voksenliv.

En dag skete det, at jeg så en annonce i en avis, hvor Flyvevåbnet søgte unge mennesker til at blive uddannet til radiotelegrafist. Det

Drengesoldaten

fangede min interesse. Når jeg tænker på det, så har jeg sikkert haft en iboende interesse for den slags, for jeg husker, at jeg ofte i sene aftentimer i den store lejlighed på Kong Valdemarsvej 1, hvor min mor og jeg nu boede, sad og drejede på radioens kortbølgebånd og i halvmørket lyttede til musik og stemmer fra fjerne steder i verden. Det syntes jeg var meget interessant, og jeg prøvede ihærdigt at gætte mig til, hvor udsendelserne kom fra, selv om mit kendskab til fremmedsprog var meget beskedent. Allerede inden jeg var færdig med skolen, søgte jeg uddannelsen i Flyvevåbnet. Det gjorde jeg egentlig helt på egen hånd og uden at spørge nogen til råds, og snart efter blev jeg indkaldt til prøver i Jonstrup lejren ved Ballerup. Der var prøver i skolefag, og der var spørgeskemaer og prøver i andre mere specielle funktioner, f.eks. psykotekniske prøver, der skulle afsløre, om man var egnet til at blive radiotelegrafist. Det gik åbenbart helt godt, for jeg blev antaget.

På rekrutskole i Jylland Den 2. juni 1958, 16½ år gammel, stod jeg og mange andre af toget i Gedhus for at begynde på 3 måneders rekrutskole. Selvfølgelig havde vi mange gode og mindeværdige oplevelser under rekruttiden, men jeg må blankt indrømme, at de fleste erindringer fra rekrutskolen knytter sig til begivenheder og forhold, som for os unge mennesker slet ikke var så gode. Det kan være meget sjovt at mindes nu bagefter, men det var tydeligt, at befalingsmændene ikke havde meget til overs for de unge knægte, som selv havde søgt ind til forsvaret. Det fik vi tit og ofte at vide, og vi måtte finde os i de ubehageligheder, de beredte for os, for vi var jo frivillige og havde selv bedt om det. Når det gjaldt ubehageligheder, havde man stor erfaring og fantasi at trække på, og vi fik smagt på det hele. Stroppeture, urimeligheder og skældud i rigelig mængde.

Efter rekruttiden i Karup begyndte

uddannelsen til telegrafist i Værløse. Kort tid derefter, i september 1958, kun et par uger før min 17-års fødselsdag, døde min mor.

Som man måske kan forstå, havde jeg i lang tid været temmelig selvstændig, pænt sagt, men det var nok alligevel vanskeligt i så ung en alder at være stort set alene. Alle mine søskende var meget ældre end jeg og havde deres familier rundt omkring. Dem så jeg sjældent, så den eneste familie, som jeg havde regelmæssig forbindelse med, var en halvsøster og hendes familie, og da jeg flyttede til Jylland, blev det også kun sjældent. Måske var det heldigt, at jeg var kommet i Flyvevåbnet, som nu dannede rammen om både min uddannelse og det meste af min fritid.

Uddannelsen til telegrafist i Værløse var interessant og gik fint. Vi var 13 aspiranter, der var sluppet igennem nåleøjet til telegrafistuddannelsen, men da uddannelsen var færdig, var vi kun 8, der havde gennemført uddannelsen og kom ud til tjenestestederne.

Til Karup igen Den 1. juni 1959 var jeg færdiguddannet og udnævnt til Math og startede på mit daglige arbejde som radiotelegrafist ved Signalcenter Karup i Flyvertaktisk Kommandos hovedkvarter i den store bunker på Flyvestation Karup. Som sædvanlig var der mange, der ønskede at blive på Sjælland, og lige så sædvanligt blev langt de fleste sendt til Karup,

Telegrafistklassen træner

19

som var det største tjenestested for folk med min uddannelse. Jeg havde ikke nogen bestemt mening om det, for jeg havde ikke noget, der bandt mig til det ene eller det andet, så Karup var ok med mig.

I månederne efter, at jeg var kommet til Karup, boede jeg på flyvestationen på et kvarter sammen med et par andre kolleger.

Mange af de ældre kolleger havde værelse i byerne omkring, især i Karup og Kølvrå, men også nogle i de større byer, Herning og Viborg. Det var ikke alle, der syntes, at de havde råd til at bosætte sig i ‘det civile’, så mange af os nye boede i kvarterbygninger i nærheden af arbejdspladsen i Bunker 1137, selv om det for de fleste af os helt klart blev anset som en meget midlertidig bolig. I betragtning af, at vi ikke længere var værnepligtige men nu var kontraktansatte og trods alt fik en bedre løn, var det en ret tarvelig bolig, der kunne indrettes.

Min nye civile tilværelse I efteråret 1959, fire måneder efter at jeg var kommet til Karup, bestemte jeg mig da

også for, at jeg ville have en civil tilværelse, hvor jeg kunne være mig selv, og hvor ikke al min tid skulle tilbringes på flyvestationen og på KFUM soldaterhjem i Gedhus, kun afbrudt af arbejde og ture med kammeraterne til biografen i Karup og til danserestauranter i Herning. Gennem avisen kom jeg i kontakt med en dame i Herning, som havde annonceret med et møbleret værelse til leje. Det viste sig, at værelset lå på Østergade 7 i Herning på 2. sal over Pallesen & Maiboms forretning med dametøj, og det kostede 60 kr. om måneden. Det var meget lille og spartansk uden bad og med toilet på gangen, men det endte alligevel med, at jeg boede der i ikke mindre end 3½ år. Et varmt bad kunne jeg tage, når jeg var på arbejde eller på badeanstalten i Herning.

Mødte Ingrid At flytte til Herning viste sig at være et godt træk også af en anden årsag, for ikke lang tid efter var jeg så heldig at møde Ingrid. Jeg var lige fyldt 18, men hun var kun 16 og ude på forbudt område, da vi mødtes til jazzbal på Centralhotellet i Herning. Det var slet ikke noget, der passede hendes forældre, men vi holdt sammen og blev forlovet 2 år senere, hvor vi, meget fornuftigt, købte guldringe, der kunne genbruges, når vi skulle giftes!

Tanker om eget hus For Ingrid og jeg var efterhånden blevet enige om, at det skulle være os to, og så meld-

Min simple bolig 1959

20

te tankerne sig om, hvordan vi skulle kunne etablere et hjem. Nogle af mine ældre kolleger på arbejdet havde bygget hus, en del af dem ved at være medbyggere på et typehus. Jeg havde også fået mod på at bygge hus, for selvom min løn ikke var noget at prale af, så var det trods alt en sikker indkomst, så vi regnede med, det kunne gå, selv om det blev et meget stramt budget. Vi begyndte at spare op, og Ingrid købte hver måned udstyr for de få penge, der var tilbage fra lønnen som ekspeditrice, efter at hun havde betalt for at bo hjemme, naturligvis.

Jeg købte så en grund i Ilskov af sognerådsformand Anton Clemmensen for 3.300 kr.

Det var overkommeligt, og så lå det i en fin afstand til flyvestationen. Efter et par år som forlovede fik vi aftaler med bank og bygmester og gik i gang med at få bygget vores hus i Ilskov. Da Ingrid og jeg blev gift den 20. juli 1963, kunne vi flytte ind i et nybygget hus.

18 år i Ilskov Idrætsforening Når man flytter til et nyt område, melder sig naturligt tanken om, hvordan man nu skal komme til at kende de andre i området, og hvordan ens dagligdag og samvirket kommer til at være i det lille samfund. Det varede ikke længe efter, at vi i 1963 var flyttet til Ilskov, før jeg mødte op til generalforsamlingen i den lokale idrætsforening. Det var ikke noget stor begivenhed, for der var vel kun en 6-8 personer, og heraf var de fleste fra den siddende bestyrelse. Det endte selvfølgelig med, at jeg blev blandet ind i foreningsarbejdet, og jeg var i nogle år kasserer for foreningen. Tillige fik jeg straks en post som formand for fodboldudvalget. Der havde i mange år været seniorfodbold i Ilskov, men det var gået totalt i stå, så det nye fodboldudvalgs første opgave var at få gang i fodbolden igen. Det lykkedes helt fint, og inden jeg

Huset i Ilskov klar til indflytning

sluttede arbejdet med foldbolden i Ilskov 18 år senere, kunne vi stille hele 9 hold, der i blandt et damehold, hvor Ingrid naturligvis var med. Der har hverken før eller senere været så mange fodboldspillere i Ilskov!

Og her begynder nok også min ’karriere’ som bladsmører, for i idrætsforeningen lavede jeg et nyt logo og startede et klubblad i november 1975 under navnet ”NYT fra Ilskov Idrætsforening”. Det var nu ikke et egentligt klubblad men et blad, der blev fordelt i postkasserne hos alle i landsbyen og nærmeste omegn, og som skulle bringe oplysninger til foreningens medlemmer samt etablere en bedre kontakt til alle i det lille samfund. Selvom det hverken var ambitiøst eller stort, så var det svært at få de forskellige afdelinger til at levere stoffet, så det var ikke noget, der gled af sig selv.

I 1970’erne gennemgik jeg DBU trænerkurser på Idrætsskolen i Vejle og prøvede vingerne som fodboldtræner i Ikast og senere for førsteholdene i Snejbjerg og i Tjørring.

Sideløbende havde jeg også en karriere som fodbolddommer, så sport lagde beslag på en stor del af fritiden.

Friluftsbad og idrætshal Jeg var meget involveret i, at vi i Ilskov lykkedes at få bygget et friluftsbad og tilliggende klubhus til fodboldspillerne. Det stod færdigt til brug i sommeren 1977, og derefter var vi 21

Fodbolddommeren rykker ud

nogle, der tog vi fat på arbejdet med at få rejst en idrætshal. Det var der ikke var mange, der troede på kunne lade sig gøre, men det lykkedes også. Jeg måtte forlade projektet inden hallen stod færdig for at flytte til Norge, men i 1986 kunne Ingrid og jeg tage hjem fra Norge og deltage i indvielsen af hallen. Det var en stor dag for det lille samfund.

havde børn og forpligtelser, så der var en del tanker om fremtiden. Jeg sigtede egentlig på at blive seniorsergent med langtidskontrakt, men da det blev ændret, så man først kunne få den kontrakt som 30-årig, var det pludselig en usikker vej. Jeg besluttede så, at jeg ville forsøge at blive officer. Også her var døren ved at blive lukket, for fra 1967 ville

Hele huset ombygges Vi havde en god tid i Ilskov, hvor vi fik vores 3 piger. Familieforøgelsen gav anledning til en større ombygning af vores hus i 1976. Jeg stod selv for alt arbejdet, bortset fra opmuring af facadesten samt naturligvis de ting, som krævede autorisation. Det startede med, at vi omdannede garagen til et børneværelse, og senere udvidede vi med en tilbygning på 50 kvm. Derfra arbejdede vi os igennem huset med nyt soveværelse og værelser i den tidligere stue, nyt stort badeværelse i et tidligere værelse samt et ombygget køkken, hvori det gamle badeværelse blev inddraget, så vi kom faktisk hele huset igennem, imens vi selv boede midt i byggerodet, og Ingrid var højgravid med vores 3. pige!

Fra Math til officerselev Efter et par år som Math gennemgik jeg i 1961 sergentkursus og endnu et par år senere blev jeg oversergent. Nu var jeg jo gift og 44

Ingrid holder humøret oppe i byggerodet

der blive stillet yderligere uddannelseskrav for at kunne søge. I 1965 gik jeg derfor i gang med efteruddannelse i fritiden, så jeg kunne komme på niveau med studentereksamen og klare de nye krav, men sendte så alligevel en ansøgning og kom til optagelsesprøver i håb om at komme med i 1966. Der var 112 ansøgere til 19 pladser, og meget imod forventning lykkedes det i første forsøg, så i 1966-68 måtte Ingrid og børnene klare det hjemlige, mens jeg var på officersskole, som dengang var på det Børnene og jeg fejrer rejsegilde på tilbygningen. tidligere Jonstrup Seminarium lige uden for annonceavis søgte Ikast Silkevæveri en syVærløse. stueleder og tilskærer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at det kunne jeg klare, men jeg 3 af 4 weekends fik vi først fri på skolen lørsøgte og fik jobbet! Driftslederen havde dag middag, og så gik det over stok og sten først og fremmest brug for en, som kunne ind til København og med lyntoget til Hersørge for at ordrene blev lavet og leveret, ning og bus til Ilskov, hvor jeg kunne være og dér mente han nok, at jeg var den rette. ved 20-tiden. Allerede søndag eftermiddag skulle jeg tilbage med lyntog fra Viborg kl.

På systuen var der 4-5 syersker, som først 17, så jeg rejste stort set lige så mange tiog fremmest skulle fremstille blonder og flæmer, som jeg kunne være hjemme! ser til fabrikker, der lavede finere nattøj til Et heldigt bytte Jeg blev egentlig udpeget til tjeneste i København, når officersskolen var færdig, men jeg var heldig og fandt en kollega i Karup, som var træt af at være i Jylland, og det lykkedes at få lov til at bytte med ham. Det var jeg rigtig meget glad for, for jeg havde været omkring i Nordsjælland for at undersøge boligmarkedet, og heller ikke dengang var det til priser, som en nyuddannet officer kunne klare, så den bytning blev uden tvivl meget afgørende for hele familien.

Kan I huske det skattefri år?

Det kan nok alle dette blads læsere, for det var i 1969, at vi gik fra at betale skat bagud til fra 1970 at betale kildeskat. For ikke at betale dobbelt skat, så blev 1969 et skattefrit år. Jeg var ung officer og leder af et vagthold med både nat– og weekendvagter, så jeg havde en del mellemliggende dage, hvor jeg ikke var på arbejde, og hvor jeg så chancen for at tjene lidt ekstra skattefrit. I en lille

kvinder. Det var det vigtigste, men når der var ledig tid imellem blondeordrerne, skulle de sy hvide charmeuse underbenklæder. Det var så mig, der fungerede som tilskærer og sørgede for, at der var de rigtige stoffer i dessin, bredde og længde til ordrerene på blonder, og at de blev ekspederet til tiden, samt at der altid lå tilskåret stof til underbenklæderne i de forskellige størrelser, så syerskerne havde nok at se til også de dage, hvor jeg ikke var på systuen. Det gik vældig fint, og jeg kastede mig også ud i at klippe stof til et par badekåber til vore piger!

Fire år i Norge Mens jeg havde stillingen som Signalofficer og leder af Signaltjenesten på Flyvestation Karup, var jeg i 1983 så heldig at blive tilbudt en udstationering til en stilling ved hovedkvarteret for NATO's Nordregion i Kolsås ved Oslo. Det gav naturligvis anledning til mange overvejelser, men vi blev alligevel hurtigt enige om, at det var en chance 45

Ofte på ski i Nordmarka

Anette og Lisa i badekåber af eget fabrikat og en oplevelse, som vi ikke kunne sige nej til. Så efter 20 år i Ilskov solgte vi huset og flyttede til Oslo.

Det var noget af en omvæltning. Vi flyttede til et andet land og fra et hus, som vi selv havde fået bygget fra nyt og senere næsten egenhændigt ombygget, og vi havde også været involveret i rigtig meget af den udvikling, der var sket i byen. Men størst omvæltning var det nok for børnene, som jo havde alle deres kammerater og bekendtskabskreds i Ilskov og omegn. Alligevel var det et forholdsvis godt tidspunkt, for vores mellemste datter var færdig med folkeskolen og skulle til at starte i gymnasiet, og den mindste skulle til at begynde i 1. klasse. For de to blev det så i norsk grundskole og i norsk gymnasium, og det var ikke helt let for nogen af dem. Den ældste af vore piger gik allerede på Ikast Gymnasium, og det var planen, at hun derefter skulle på Universitetet i Århus, så hun blev hjemme i Danmark.

Efter 4 dejlige år i Norge, hvor vi kom rundt i hele landet på ferier, og hvor vi alle fik lært 46

at stå på ski, flyttede vi i 1987 tilbage til Danmark, og jeg fik igen arbejde i Flyvertaktisk Kommando i Karup. Vi købte et hus på Skovvej i Frederiks. Jeg havde faktisk ikke tidligere for alvor haft Frederiks i tankerne som mulig bopæl, og Ingrid var jo noget spændt på, hvad det var, jeg havde købt – for hun havde overhovedet ikke set huset, inden vi flyttede hjem fra Norge! Men hun var tilfreds, og Frederiks lå egentlig fint med gode busforbindelser og kun 12,5 km på cykel til mit arbejde, og da den tidligere jernbane blev til Alhedestien med fin belægning, kunne jeg cykle ad den til og fra arbejdet året rundt.

Fra 1990 var jeg i 1½ år udstationeret til Vedbæk i forbindelse med udnævnelse til Major, så Ingrid var igen alene på hjemmefronten mens jeg uge-pendlede frem og tilbage. I 1991 var jeg tilbage i FTK, hvor jeg blev chef for en større sektion med 90 medarbejdere fordelt i flere forskellige afdelinger, så det varede ikke længe, før jeg igen havde gang i skriveriet, for jeg følte, at der var stort brug for noget til at holde alle medarbejdere oplyst om, hvad der foregik de forskellige afdelinger og fag, og så vi kunne holde sammen som en enhed. Jeg startede et tjenestedsblad, som kom til at hedde KOM-Posten, og som udkom i de følgende 10 år, indtil jeg blev pensioneret. Igen måtte jeg erfare, at det går ikke af sig selv, så der skal hele tiden skubbes på, hvis det skal lykkes at holde gang i projek-

tet, og meget må man selv producere. Men når bladet udkom, varede det ikke længe, før alle havde læst det!

Tiden i Flyvevåbnet Mine 43½ år i Flyvevåbnet inden for et fagområde, der har været tæt forbundet med den enorme elektroniktekniske udvikling, har været meget interessant. Vi startede med de klodsede gamle rørradioer og morsenøgle, over transistorernes indtog og dermed til stadigt mindre udstyr og til moderne datakommunikation med brug af satellitter, internet og trådløst telefonudstyr. En næsten eventyrlig udvikling, som jeg på den måde har været tæt på. Jeg har i 1996 skrevet og udgivet en bog om Flyvevåbnets Signaltjeneste gennem et halvt århundrede med titlen "Fra morsenøgle til datanet". Den giver et rimeligt indtryk af det arbejde, som jeg beskæftigede mig med i årene i Flyvevåbnet, om udstyret og om de gode kolleger. Bogen blev kun lavet i 400 eksemplarer og var hurtigt udsolgt, men jeg får faktisk stadig af og til henvendelse fra mennesker, som har interesse for emnet, eller som måske selv har været i faget, så i 2003 lavede jeg en hjemmeside www.flvsig.abchris.dk, så interesserede kan læse og købe den på nettet. Den kan da også lånes på biblioteket.

Pensionist 2001 fyldte jeg 60 år og måtte acceptere at blive pensioneret fra Flyvevåbnet. Flyvevåbnet har behandlet mig godt, og det har været et interessant arbejdsliv. Jeg har fået de forfremmelser, som det var muligt i min linje, og jeg har haft mange forskellige arbejdsopgaver, en høj grad af selvstændighed og et betydeligt ansvar. Lønnen som statsansat var ikke fed, men det har været en forholdsvis sikker og stabil levevej, og jeg kan uden at lyve sige, at jeg har været glad for at gå på arbejde hver eneste dag - dét er da en værdi i sig selv.

Så var jeg altså pensioneret, men jeg var slet ikke klar til et stille liv som fuldtids pensionist. Jeg var imidlertid meget klar over, at det at finde et arbejde som 60-årig absolut ikke var så ligetil, og slet ikke som arbejdsmarkedet så ud på det tidspunkt. Jeg besluttede at gå mere offensivt til værks: Jeg lavede en Internet hjemmeside med en profil af mig selv, hvad jeg havde lavet, og hvad jeg kunne tilbyde. Derefter fandt jeg et stort antal firmaer i Viborg, Herning og Karup, som havde en e-mail adresse, og så sendte jeg en mail til alle firmaerne, hvor jeg med nogle få ord tilbød min arbejdskraft - og så i øvrigt

47

opfordrede dem til at klikke på linket til min hjemmeside.

Strategien bag den fremgangsmåde var, at jeg var klar over, at det ikke kunne nytte noget at sende et langt brev med alle mulige oplysninger, for det ville de fleste ganske sikkert ikke gide at læse. Men, med en kort mail og et link til min hjemmeside-profil, så tænkte jeg, at man nok ville læse de par linjer – og så kunne man nok alligevel ikke nære sig for lige at klikke på linken til min profilside for at se, hvad det var for en starut, og så kunne jeg da håbe, at de alligevel ville læse noget af det.

I hvor høj grad det virkede, ved jeg naturligvis ikke, men det var godt nok til, at jeg faktisk fik 3 henvendelser om job. Og på den måde endte det med, at jeg fik en stilling som personalekonsulent ved Herning-afdelingen af Adecco A/S (www.adecco.dk) , som er en del af verdens største rekrutterings- og vikarfirma, Jeg startede dér ugen efter, at jeg var pensioneret fra Flyvevåbnet!

Jer er stadig ansat i Adecco, og i oktober passerede jeg de 16 år i firmaet. Det er så min 3. arbejdsplads i de 63 år, så man kan ikke beskylde mig for at rende af pladsen i utide. Med de mange år i samme ’firma’, kunne man måske tro, at det blev rutine og kedeligt.

Det har det heldigvis overhovedet ikke været, for i Flyvevåbnet havde jeg jo gennem årene mange arbejdsfunktioner og ansvarsområder på forskellige niveauer, og det samme har jeg haft i Adecco. Lidt efter lidt har jeg fået nedsat arbejdstiden, så i dag er det 12 dage ugentligt, og det meste af tiden arbejder jeg fra hjemmekontoret. Adecco har været large, dels at de ansatte en 60-årig og dels, at de har beholdt mig så længe, men de har jo også en meget fleksibel arbejdskraft, som de kan trække på efter behov.

PS. Selv om jeg

hele livet har væ48

ret med i sport, så var det først på veteran fodboldholdet i AIF Frederiks, at jeg oplevede at vinde et mesterskab! Efter 2. plads i 1994 vandt vi i 1996 det jyske mesterskab.

Det var stort.

Nå, men hvad så med P-Nyt? Bladet har jo nu eksisteret i 25 år. Flere af jer kendte måske Erling Mellerup, som desværre døde i 2013, men han var en af dem, der var med til at starte bladet i 1993. Mellerup og jeg var telegrafister og officerskolleger i det samme arbejdsfelt igennem mange år i Flyvevåbnet, så han kendte mig rigtig godt, og da han i foråret 2009 ønskede at stoppe med arbejdet med P-Nyt, var det ham, der henvendte sig til mig og lokkede mig med som hans afløser i redaktionen.

Han vidste nok, at jeg havde en svaghed for det med at skrive og lave blade og han kendte jo også det blad KOM-Posten, som jeg omtalte tidligere. Jeg sagde ok, og har nu været i redaktionen i næsten 9 år, og med bladet her har jeg været med til at lave de seneste 35 numre af bladet.

Da jeg kom i redaktionen, var jeg interesseret i at forsøge at opdatere bladet til et mere moderne og professionelt udseende. Det var alle med på, så jeg tog i første omgang fat på at ændre bladets udseende og indhold med ny forside, ændret typografi og med tekstopsætning i spalter. Senere gik vi over til farvetryk, først med omslaget og snart efter hele bladet, og senest valgte vi et lidt større format. Det var tydeligt, at bladet med disse ændringer fik et meget mere indbydende udseende, og redaktionen fik mange positive tilbagemeldinger fra læserne. Også i antal sider er der sket en kraftig udvikling fra de 20 sider i det første nummer. Senere var der i en årrække 32 sider, derefter 40 - og siden det første nummer i 2015 har der været 44 sider. Dette jubilæumsnummer bliver undtagelsesvis lidt større.

Borgerforeningen Engang i 2011 fik jeg en henvendelse fra Alhedens Borgerforening i Frederiks om jeg

ville redigere deres medlemsblad ”Borger Nyt”. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, så det blad har jeg også lavet siden samtidig med, at jeg er blevet involveret i andre opgaver, bl.a. etablering og drift af hjemmeside og forskellige praktiske gøremål, projektgruppe for Pakhuset og andet. Borgerforeningen har gennemført mange fine projekter for byen, så det er virkelig værd at støtte.

Min lille fritidsinteresse rygtes åbenbart, så jeg har hjulpet flere med at opsætte og redigere slægtsbøger, og senest har jeg redigeret og opsat bogen ”Hald Ege 1917-2017”, som også kan ses på bibliotekerne. I mine frivillige gøremål har jeg som regel valgt at hjælpe med praktiske ting og ikke blande mig alt for meget i bestyrelsesarbejde. Den arbejdsfordeling passer mig bedst.

Centerrådet Frederiks Dagcenter Fra 2009 til 2015 overtog jeg driften af datastuen på Frederiks Dagcenter og gennemførte i vinterhalvårene i alt 11 9-ugers EDBkurser med tilsammen næsten 70 seniorer, som jeg underviste i brug af computer og forskellige programmer. Fra kommunens leder af området fik nogle af os brugere af dagcentret en opfordring til, sammen med personalet at danne et centerråd, som kunne være bindeleddet mellem personalet og alle brugerne, og et redskab til at formidle et bedre samarbejde i dagligdagen.

Centerrådet blev dannet på et offentligt møde i februar 2014, hvor jeg blev valgt ind som deltager. I de forløbne fire år har rådet arbejdet med mange emner, og fra flere sider har vi fået positive tilbagemeldinger, så vi tror da, at det faktisk har gjort en forskel.

Hvert år i maj er der årsmøde og valg til rådet, så efter de fire år har jeg besluttet, at min post nu må afløses. Jeg håber, at der møder mange op til årsmødet den 15. maj, og at der vil være flere, som stiller sig til rådighed som kandidat til rådet.

Bor godt i Frederiks Ingrid og jeg har altid været godt tilfredse med at bo i Frederiks, og vi boede i 30 år på Skovvej, som i vores tid ændrede sig fra et børnekvarter til et sølvbryllupskvarter - og i vores tilfælde guldbryllup, som vi kunne fejre i 2013. Efterhånden som alderen tæller op for os begge, og skavankerne melder sig, bestemte vi os for i tide at flytte til et hus og have, som ikke krævede så meget vedligehold. En lejlighed i Herning eller Viborg passede os ikke, så vi besluttede at blive i Frederiks, hvor vi begge kender mange mennesker, og i marts 2017 flyttede vi til et nyt hus på Tværgade, som vi har fået bygget efter vores ønsker. Her håber vi at kunne fortsætte de mange gode år i Frederiks.

49