Artikel fra
2012-4
Mergel til Alheden
Red.: Arne Christensen
En simpel blanding af ler og kridt, skabte livsgrundlag paa Alheden? Hedeopdyrkningen går trægt
Sognepræsten i Frederiks, der fra sit studerekammer kunne se Alhedens brune lyngflade så langt øjet rakte, skrev i en artikel i Berlingske Tidende i 1850, at næsten en tredjedel af Jylland stadig ”trællede under lyngens voldsherredømme”, hvilket fik ham til at stille spørgsmålet, ”om Danmark havde råd til at lade over to mio. tdr. land ligge ubenyttede hen, kun overladt til hedefårene og natmandsslægten.” I Hedebogen fra 1913 skriver Daniel Bruun: ”Med opdyrkningen af heden gik det meget langsomt. Folk sagde, at besværet ikke lønnede sig, og det skortede på vejledning, så man opdyrkede kun et lille stykke ad gangen. De små kolonibrug blev kun som pletter i den brune alhede, og på disse pletter holdt befolkningen livet oppe. Hvor et hus blev forladt af folk, som vandrede mod syd igen, faldt hytten snart sammen, og lyngen groede hen over stedet og slettede mindet ud. I hundrede år skulle heden endnu sove sin tornerosesøvn.” Men helt så galt gik det ikke, for der var driftige folk, der fandt løsninger. I uddrag fra Kristen Munchs ’Optegnelser fra en hedeegn’ kan man læse om den betydning, det fik for afgrøden, at man fandt ud af at bruge mergel – men også om det store slid, der gik forud: Den første mergel kom fra Aarestrup
”Enkelte fra Havredal havde kørt nogle Læs fra Kraghøje Mærgelgrav i Thorning, men det, som begyndte at virke til fremgangen her paa Egnen var uomtvistelig, at der fandtes Mærgel i Aarestrup. Det havde vel været der, og folk og ejeren med vidste godt,
Mergel er en lertype, som indeholder mindst 10% kalk. I Danmark, hvor isen har rodet grundigt rundt i undergrunden, er moræneler ofte blevet blandet med det underliggende kridt. På den måde er de mange mergelforekomster blevet dannet. Hensigten med spredning af mergel var at tilføre jorden kalk, for erfaringen viste, at kalken gav et forøget udbytte. Virkningen skyldes, at de frigjorte kalium-, magnesium- og ammonium-ioner virker som gødning, så længe de er tilgængelige i jordvandet. Imidlertid er beholdningen af gødningsstoffer på kolloidernes overflade ikke uendeligt stor, så virkningen fortager sig efter en årrække. Deraf kom udtrykket: Faderen
mergler, og sønnen sulter.
Derudover spillede brugen af mergel også en stor rolle i forbindelse med opdyrkningen af den jyske hede. Hedejord er bl.a. kendetegnet ved en lav pH-værdi. Ved at tilføre kalk i form af mergel kunne man opnå højere pH-værdi. Kilde: Wikipedia at det var der, men der var ikke saa meget energi i nogen, at de sørgede for at faa det udnyttet. Sommeren 1882 blev Graven i Aarestrup dog Aabnet, efter at folkene fra Havredal havde aftalt dette med P. Laier, som ejede jorden. Merglen var meget besværlig at komme til, der var ikke saa lidt Sand og Ler ovenpaa; i begyndelsen vel en 3-4 Alen. Det kørte de væk paa Trillebør, og saa lavedes der et stort hul, som vi kørte ned i. Men det var vanskelig at komme ned og endnu mere 3
vanskelig at komme op, det var som ad Hustage. Naar vi saa betænker, at det var med smaa Stude, det arbejde skulde besørges, da staar det næsten som et vidunder, at det kunde lade sig gøre. Vi kørte op et par Dage med nogle ganske smaa Læs og lagde dem i dynge ovenfor graven, saa hendtede vi det hjem, naar vi kunde.
begynde at jævne noget paa de største aabninger.
Fader var altid med de første til at saa Rug om Efteraaret, vi havde næsten altid meget godt Rug især i Straa. Det kunde mange gange ligge i Leje fra den ene ende af Ageren til den anden, og naar vi Høstede var det Neg ved Neg saa Kornraderne paa en 6 Favn Ager kunde være næsten hel tæt fra den ene til den anden ende. Merglen gav stor høst - i starten.
På det gamle kort er mergelgraven tydelig. Sammenlign med luftfoto på næste side Der måtte arbejdes hårdt og længe før merglen kunne gøre sin nytte
Vi fællede gjerne om efteraaret i Oktober Maaned, (Agerne var jo bevokset med Smaalyng saa at sige over det hele) og vendte Fælledjorden i Foraaret i Juni eller deromkring, det var et meget strængt arbejde for Studene og for Plovmanden med, thi det var saa haardt sammensunken ved at ligge i de mange Aar uden at blive oparbejdet, og da det tilmed ingen Kalk havde faaet, var det næsten som en Logulv at arbejde i. Naar det saa var blevet vendt, saa skulde det Harves, og det var noget som tog tid, vi harvede jo med de gammeldags Slagharver, de kunde jo kun lave nogle ridser i overkanten af Furerne, og saadan kunde vi køre over Agerne mange gange inden vi kunde faa saa meget af Furekanterne løsnede, at det kunde 4
Der var nemlig det at Jorden jo aldrig havde faaet Mærgel før, og af den grund var det saa overmaade taknemlig, at det gav næsten mere end hvad godt var. Fader brugte nok Kunstgjødning, men kun ganske lidt en 2-3 Sække 12½ % Superfosfat, men selv med den tilskud kunde vi avle Havre saa tæt og lang, som jeg ikke har set mage til her paa Egnen siden. Men der siges jo at Mærgel giver en rig Fader, men en fattig Søn, saa kan det maaske nok i nogen Maade siges ogsaa her, thi siden den første overgang med Mærgel, har vi ikke kunde drive det til saa store Afgrøder. Nogle klarer ikke skærene
Først i Firserne kom der ikke saa faa fremmede fra andre Egne og bosatte sig her. Tiderne havde gjort, at med den herskende Drift og Levemaade kunde de ikke klare Skærene. Saa gik Ejendommene enten til Auktion eller de maatte sælges, og da ingen herfra evnede at købe, kom der Folk fra andre egne og købte. Disse Folk havde allesammen kun smaa Midler; men der var Energi og Dygtighed i de fleste af Dem. Da Mærgelgraven i Aarestrup altsaa nu var bleven Aabnet, og der om end med besvær kunde faaes Mærgel, tog alle de nye Folk fat paa Mærglingen med stor kraft, de kjendte jo hvad det kunde udvirke i andre egne, der kom til tider flere hundrede læs af
Luftfoto fra den gamle mergelgrav ved Aarestrup graven daglig, saa, selv om det var smaa 1æs, blev det dog altid til noget. Graven begyndte med en ganske lille Hul, hvor der lige kunde holde en Vogn ad gangen, og der maatte køres op af en skraaning saa stejl som Taget af et Hus; naar saa de smaa Stude skulle til at trække Læsset op, maatte der en 3-4 Mand til at skyde paa, ellers var det umulig at komme derfra.
dan Grav kunde staa uden at skride sammen, maatte der vare tykke "Balker" og paa den maade gik der en masse Mærgel til spilde. Om Sommeren i den bedste tid kørtes der af "Balken" om Dagen, og om Natten af "Potgraven", da var det Døgndrift i Ordets fulde Forstand, om Natten kørtes der op i Dynger, som saa kunde køres hjem ved lejlighed og om Vinteren.
Naar nu Mærgelen var kørt ud saa langt ned, som det overhovedet lod sig gøre, gik de ned og kastede Mærgelen op af en "Potgrav" som det kaldtes. Saadan en grav kunde godt indeholde en 100 til 150 Læs, som blev kastet i flere "Lad" gjerne 2 og kunde have en antagelig dybde, en 8-9 a 10 Alen. Disse Huller blev saa igjen fyldt med afrømningsjord og sand; men for at en saa-
Trængsel i mergelgraven
Om Dagen i den bedste Tid kunde der tit vare en 30-40 Vogne af en gang i Graven, saa maatte de hjælpe hinanden at faa Læs, da der som sagt ikke kunde komme mere end en, to eller tre Vogne til ad gangen. Jeg har mange gange hjulpet til at Læsse en 1015 Læs for at faa et, men det maatte man jo finde sig i, bare man kunde faa noget. Der 5
var tit en vældig Kapkjørsel om, hvem der kunde komme foran ind i Graven. Mærgelen var god det egnede sig godt til Jorden, den indeholdt en 30-35% Kalk; let at faa "Findelt". Fik den lov at ligge en Vinter udsat for Frost, blev den som Aske at udstrø, og den virkede fortrinlig paa Afgrøderne og satte Jorden i Kultur med det samme. Her fra Gaarden kørte vi to Læs om dagen. Det tog gjerne 3½ Time, inden vi fik læsset af og kom Hjem. Hvis læsningen ikke blev forsinket, kunde det jo gøres noget hurtigere. Kunstiggjødning eller Kunstgødning var ligesaavel som Mærgel en uundværlig Faktor i Hedeopdyrkningen. I 1880-90 brugtes saa at sige ingen Kunstgjødning. Heden blev pløjet tyndt og slæbt sammen i store Dynger, som der saa blev stukken Ild i. Saadan en Dynge kunde brænde i 8 a 14 Dage, ja sommetider en hel Maaned, inden den blev udbrændt, da Ilden først maatte tørre Jorden for sig, inden den kunde brænde. Saa blev Asken kørt ud til Kartofler om Foraaret. Jorden blev i en uhyggelig grad mishandlet, sporet deraf finder endnu, og der vil gaa lange tider inden de udslettes. Det varede dog ikke mange Aar inden de næsten alle forstod, at det var en forkert maade at Dyrke Jorden paa, jeg tror ikke, der var mange, der brugte det siden 1900.” Hedeselskabet tager initiativet
Brug af mergel som jordforbedring har været kendt i århundreder, men den begrænsede kommunikation har forhindret udbredelsen, og ikke mindst det store besvær med at bryde og transportere merglen har været en betydelig hindring. Det første jyske fund af mergel, som blev udnyttet til jordforbedring, blev gjort i 1746 ved Kvindvad vest 6
for Herning af gårdejer Mads Lillelund, men det var først i sidste halvdel af 1800tallet, da Hedeselskabet kom ind i billedet, at det blev almen viden og brug. At grave merglen med håndkraft og transportere den med hjulbør og stude- og hestetrukne vogne var et meget brydsomt arbejde, som var næsten uoverkommeligt for de enkelte bønder, som det tydeligt fremgår af Kristen Munchs optegnelser fra graven ved Aarestrup. Det er derfor ikke underligt, at der opstod stor interesse for oprettelse af mergelselskaber, så man kunne arbejde i fællesskab og måske få bedre materiel til arbejdet. Hedeselskabet gjorde et stor praktisk og politisk arbejde, og i 1904 opnåede man, at staten gik med i arbejdet, da man fik den første beskedne statsbevilling på 10.000 kr. til indkøb af materiel til en transportabel smalsporet bane. Hedeselskabet var i årene derefter medvirkende til at lokalisere mere end 1000 mergelforekomster over hele landet og hjalp bønderne med at organisere gravningen og med at oprette mobile jernbaneanlæg, der kunne flyttes rundt efter behov, til transporten, men det var bønderne selv, der skulle stå for driften. Mergelbaner
Nogle steder blev der lagt spor til mergellejet, så man med hestetrukne tipvogne kunne transportere merglen ud fra lejet, og i 187779 etableredes landets første egentlige mergelbane. Det var et smalsporet tipvogns-
der blev udpeget hele 28 aflæsningspladser på strækningen, hvoraf vistnok de 11 blev indrettet og anvendt. Mergel fra Kølsen til Alheden
Ud mod Limfjordsengene ved Kølsen lå der for 100 år siden en høj og markant bakke kaldet Klinthøj. Med etableringen af en bane fra Viborg til Aalestrup i 1893 blev jernbanen ført tæt på Limfjorden og de mergelfyldte bakker, der ligger her ned mod Hjarbæk fjord. DSB anlagde i 1906 et sidespor fra Kølsen Station til mergellejet, og man var klar til de store transporter. Hele Klinthøj blev i perioden 1906-1936 med håndkraft gravet bort og transporteret væk i jernbanevogne for at blive spredt ud
spor, som løb fra Damholt ved Bording over Linnebjerg, krydsede Herning-Viborg vejen lige nord for Sunds Sø, videre til Simmelkjær og til Hodsager. Banen blev drevet ved hestekraft. Da den rigtige jernbane kom i 1906 blev sporet overflødigt, og skinnerne blev taget op under første verdenskrig, da jernpriserne steg til skyhøjde. I årene efter 1877 blev der anlagt et stort antal smalsporede baner overalt i hedeegne, hvor der var brug for udbringning af Mergel.
På dagens luftfoto er Klinthøj forsvundet.
Kølsen station
Kølsen mergelleje med sidespor fra stationen
Her boede fangevogterne
Det var imidlertid udbygningen af de egentlige jernbaner, som havde kapacitet til at transportere store mængder og virke som fødelinjer til de små tipvognsbaner, der var forudsætningen for den omfangsrige mergling. I vores område var det naturligvis Herning-Viborg banen, der fik den enorme betydning, og 7
over hedearealerne i store dele af Midtjylland! I Hedeselskabets tidsskrift 1908 kan man læse: ”For nogle år siden tog vi et stort Mergelleje nord for Viborg paa Haanden og foreslog derefter Beboerne langs ViborgHerning Banen at organisere sig og købe dette Mergelleje selv. Dette skete. Det hele er ordnet som et rent Andelsselskab. Fra den Tid vil aarligt flere Tusinde Vognladninger fineste Lermergel blive kørt ud over Alheden, og vi haaber, det kan blive til den billige Pris af en halv Snes Kr. pr. Vognladning (= ca. 1 Kubikfavn) udé ved Stationen.” Alhedens Mergelforsyning
Driftige mennesker på Alheden med pastor Østergaard, som selv var en dygtig landmand, i spidsen havde stiftet Alhedens Mergelforsyning og købte derefter mergellejet ved Kølsen. Allerede i 1907 blev den første mergel leveret til medlemmerne. Mergelen
kunne nok fyldes i jernbanevognene med maskiner, men dertil krævedes investeringer, som ingen ønskede at finansiere. Man ville helst have mergelen så billigt som muligt. Til arbejdet i Kølsen med at bryde og læsse merglen blev derfor kun anvendt håndkraft, og det var meget hårdt arbejde. Skovle, trillebøre, køreplanker eller køreplader udgjorde det industrielle islæt. Der blev i begrænset omfang anvendt sprængladninger til at få mergelen til at skride ned, og jernbanesporene blev flyttet så tæt på gravestedet som muligt. Til at udføre dette hårde arbejde blev løsningen, at selskabet lånte 20 tugthusfanger fra Horsens. Der blev bygget en ”filial” af Horsens Tugthus i Kølsen, og siden udvidedes arbejdskraften med yderligere 10 tugthusfanger. Mergelselskabet betalte en kr pr. fange pr. dag. Fangerne blev vækket ved 5tiden om morgenen og havde ret til samlet
Jernbanevognene fyldes af straffefanger i Kølsen mergelgrav
26
to timer spisepauser pr. dag, men ellers skulle der arbejdes så længe, det var lyst. Hver dag blev 20 jernbanevogne læsset med 10 tons hver. I løbet af de 28 år, som mergelgraven eksisterede, blev der med håndkraft læsset 1,2 millioner tons mergel. Graven lukkede i 1934. Også fra andre områder blev der bragt mergel til Alheden, bl.a. fra udgravninger ved Sdr. Resen. Alhedens Mergelselskab opkøbte og solgte mergelen til bønderne og anlagde kilometervis af tipvognsspor ud i landet fra de enkelte stationer. En god forretning for alle parter
I 1910 oplyser Alhedens Mergelforsyning, at mergellejet med bygninger og inventar har kostet 42.000 kr., men at der er et godt årligt overskud, og gælden vil snart være betalt. Fangerne fra Horsens har fået 4.400 kr. i løn.
I 1912 oplyser Alhedens Mergelforsyning, at der i de forløbne 5 år er transporteret 16.782 vognladninger mergel, og at selskabet har et overskud på 26.809 kr. Opdyrkningen tager fart
Hedeselskabets og den danske stats initiativer fik afgørende samfundsøkonomiske konsekvenser. Heden forsvandt i løbet af få årtier, moser og kær blev drænet og omdannet til agerjord. Åer og vandløb blev reguleret. Hvor hedejorden var for dårlig, voksede store plantager frem. Jylland blev ”loddent”. Opdyrkningen af hederne og marginaljorden fik også den betydning, at udvandringen til Amerika blev mindre i Midt- og Vestjylland sammenlignet med mange andre egne af landet. I stedet sled unge familier sig til jord, identitet og velstand i de tidligere så golde hedeegne.
Her har Klinthøj ved Kølsen været, men nu er hele bakken spredt på Alheden
27