Artikel fra
2019-3
BP tanken på Nørregade
Red.: Arne B.Christensen
BP tanken på Nørregade
Inger-BP og BP-Madsen nyder pensionisttilværelsen i haven på Skovvej BorgerNyt har haft en snak med Inger og Niels Peter Madsen, som startede med at forpagte en nybygget BP-tank på Nørregade i Frederiks og senere købte den og udbyggede forretningen med autoværksted, forretning og privatbolig. Inger fandt sin mekaniker Inger stammer fra Låstrup nord for Viborg og blev udlært i Løvel Brugsforening: ”Jeg var derefter i Assens Brugsforening, som ligger 7 km fra Hadsund på den anden side af Mariager fjord. Jeg havde købt en scooter, og så var jeg nødt til at have fat i en mekaniker! Nej, det var nu lidt 6
tilfældigt, men jeg mødte Niels Peter på Skovpavillonen i Hadsund” Niels Peter stammer fra Foldingbro nede ved Kongeåen og blev udlært automekaniker i Brørup. I 1954 fik han arbejde ved Ford i Hadsund, hvor værkføreren fra Brørup, hvor han havde stået i lære, var blevet driftsleder, så han havde arbejde til Niels Peter. Niels Peter fortæller, at da han trådte af som soldat, tog han den på stop direkte til Hadsund og begyndte der. Starten i Hadsund Inger: ”Vi startede vores ægteskab i en lille bitte kvistlejlighed i Hadsund med kakkelovn og med das i gården. Det var ikke store forhold.”
Niels Peter: ”Så en dag kom der en brugtbilhandler fra byen ind til Ford, og så siger han til mig, om jeg ikke ville tjene noget mere? Han ville godt give en krone mere i timen. Han havde fået Saab forhandling, så nu skulle han til at bygge værksted, og det skulle jeg så hjælpe med. Så flyttede vi op til ham i en ny renoveret lejlighed, og det var alletiders. Efter et par år, var jeg en dag nede og blive klippet, så spørger frisøren om jeg skulle til at rejse? Der blev jeg nok lidt forkert i ansigtet, for det havde jeg ikke hørt noget om. Det gik Inger og jeg og snakkede lidt om, men en dag sagde hun til mig, at nu skulle jeg altså gå til direktøren og høre, hvad det var for noget. Jo, men du skal ikke rejse, før du har fundet noget andet arbejde, sagde han, så der var alligevel noget om snakken. Så blev det Thisted Jeg fandt mig da også noget andet arbejde, og det blev i Thisted, hvor jeg blev værkfører for Ford der i byen, og vi flyttede derop.” Inger: ”Efter vi fik vores første dreng, John, blev det ikke til meget udearbejde for mig, for det med at passe barn var Niels Peter ikke så begejstret for. Jeg kunne sagtens have fået job, blandt andet var der en dame konfektionsforretning, som spurgte flere gange, men det blev nu mest til, at jeg var hjemme.” Niels Peter: ”Men jeg var nu ikke lang tid i det nye job. Der var 6 donkrafte og 6 svende – men kun én donkraft, der duede! Jeg kunne ikke få lov til at gøre dem i stand, for det var der ikke penge til, og nyt værktøj kunne der heller ikke bevilges. Så jeg tænkte, at det her, det går s’gu på røven, så det var med at komme derfra igen.” Men de endte i Frederiks Inger: ”En dag havde vi besøg af en af Niels Peters kammerater fra Århus, som var ved BP. De jo havde så mange nye
stationer og byggede flere, så jeg spurgte ham, om de var optaget alle sammen, for jeg mente, at vi godt kunne prøve at blive selvstændige.” Niels Peter: ”Det sagde jeg ja til, hvis hun så ville overtage regnskabet, så skulle jeg nok gøre mig beskidt!” Det viste sig, at der var flere muligheder, blandt andet i Roslev og Durup, som de var rundt og kigge på, men det blev så Frederiks, som de flyttede til, og hvor BP tanken med tilhørende vaskehal, smørehal og butik dengang var helt nybygget. Det var i 1964, og dengang var der endnu ikke etableret et værksted, og beboelsen var kun på 62 m2 til 3 personer og snart efter 4, da sønnen Ole kom til. Håndværkerne var ikke ude af huset, da de kom. ”Men vi fik da en fin modtagelse” siger Inger, ”jeg kan stadig se for mig, hvordan myrerne løb i rad og række langs de hvide fodlister i det nye hus! Det var små forhold, men der var alligevel 2 små værelser, soveværelse og stue, et lille køkken og badeværelse med siddebadekar, så der var jo, hvad man skulle bruge.” Kamp om kunderne Det var ellers ikke, fordi der manglede tankstationer i Frederiks og omegn dengang. Der var Esso ved købmanden på Nørregade 3, og Shell med Gunnar Siig på hjørnet ved Holbergsgade samt en BP tank ved mekaniker Karl Jensen på Søndergade 5. Desuden var der tank ved Havredal Brugs og 2 i Grønhøj ved købmanden og ved Brugsen. Man kan tydeligt fornemme på Niels Peter, at han kunne fortælle mange oplevelser og anekdoter om konkurrencen i Frederiks, og at det var den nærliggende tank på hjørnet ved Holbergsgade, der var den største konkurrent. Der var i årenes løb forskellige indehavere af den tank, og flere af dem har givet udtryk for, at de nok skulle sørge for, at konkurrere BP tanken til lukning. Men Niels Peter vil ikke gøre 7
Midt 70’erne med det nye store værksted et stort nummer ud af det eller beklage sig, for som han siger, det var alligevel BP tanken, der overlevede, og det var de andre, der måtte lukke ned. Kunne vi blive selvstændige? Inger: ”Vi havde forpagtet stationen af BP, så vi havde ikke frie hænder men skulle gøre, som de sagde. Efterhånden havde vi jo for lidt plads, for vi havde fået ansat folk, og de lå altid og rodede udendørs, så vi sagde til BP, at enten måtte de bygge noget til, eller vi skulle købe det, for ellers ville vi ikke være der mere. Det var de ikke meget for, men det blev så alligevel til, at vi købte det, og BP betalte endda for, at der blev bygget større overdækning på tankpladsen. Det var ikke så let Vi havde jo ingen penge, da vi kom hertil, så for eksempel i butikken kunne vi få det, 8
der hedder et konsignationslager, hvor det var leverandøren, der ejede det hele, og vi skulle først afregne efterhånden, som det blev solgt. Vi havde en bil, en flot Kaptajn, som var penge værd. Den blev solgt, og så købte vi en gammel Chevrolet som varevogn. Jeg kan huske, at da vi startede, da kostede benzinen 1 krone literen Niels Peter: ”Så i de første år klarede vi os uden lån og med det, vi tjente i firmaet. Men da vi blev selvstændige og skulle til at bygge, så snakkede vi jo med Andelskassen, om vi kunne få et lån. Det kunne vi ikke. Vi kunne bare gå i gang med at bygge over kassekreditten, og så kunne vi snakke om det, når det engang var færdigt. De kunne se på regnskabet, at det kunne nok bære.”
Mange udvidelser, meget arbejde og kun lidt fritid Inger: ”Og så kunne vi komme i gang med at udvide. Vi byggede et stort værksted, hvor der også skulle være bruserrum, frokoststue og toilet, vi købte bilvaskemaskine, og der blev bygget til butikken og et kundetoilet. Den første lærling, vi havde, han hed Erling Abrahamsen, og han var en utrolig dygtig mand. Vi havde ellers ingen friheder og ingen ferie i de første 5 år, men så ville han godt tjene lidt ekstra med at passe tanken hver anden eller tredje søndag, og da overskred han de 1000 kroner i kassen, så han var helt oppe og køre! Han gik virkelig op i det og interesserede sig for forretningen, og ude på værkstedet nød
han virkelig, når der stod en række biler, der var færdige til at køre. Men der var travlt, og han sagde, at han aldrig nogensinde ville have en servicestation, men hvad gjorde han? Han forpagtede selv en servicestation i Struer! Men nu skal det heller ikke lyde, som om vi aldrig holdt fri, for efterhånden lykkedes det trods alt at få mulighed for at holde længere ferier, så vi har rejst en del med charter til mange forskellige steder, blandt andet sammen med et par gode venner, som vi rejste sammen med igennem 20 år. Og fritidsaktiviteter var der trods alt også. Niels Peter har altid været meget glad for at gå på jagt og fiskeri, og jeg har dyrket sport som svømning, håndbold og badminton. På et tidspunkt var jeg
Inger Madsen i butikken med en kunde 9
såmænd også formand for Idrætsforeningen og i en periode også for Husmoderforeningen. Butikken udvides meget I butikken skete der store forandringer. I starten var det jo kun tilbehør til biler, men efterhånden havde vi cigaretter, øl og vand, kaffe og kager, chips og en masse slik. Nu lå vi jo også tæt på skolen, og dengang måtte børnene godt forlade skolen i pauserne, så der røg jo en del slik og chips over disken. Vi fik også udlejning af videomaskiner og –film. Det var en god forretning i starten, men pludselig var vi fire i byen, der handlede med det, og så var der ikke nogen af os, der tjente penge på det.” Niels Peter: ”I begyndelsen af 70’erne besluttede vi så at bygge en ny og større privatbolig. Alt, hvad vi tjente, det gik faktisk til udvidelser og værktøj, men nu syntes vi, at det var tiden at få en større bolig.”
Inger: ”Det var naturligvis ikke altid, at det gik så godt med forretningen, for der var engang i 80’erne, hvor mange mindre erhvervsfolk gik konkurs, og det gik jo også ud over os andre, som måske havde penge til gode. Vi har nu aldrig slået større brød op, end vi kunne bage, og heller ikke tjent de mange penge. Men vi har klaret os, og vi har ikke haft noget at klage over. Vi havde mange gode og faste kunder, både private og fra erhvervslivet, så vi klarede os.” De gode oplevelser huskes bedst Inger: ”Vi har jo oplevet både godt og skidt, men det er de gode oplevelser, der huskes bedst. Jeg kan huske, at gartner Knudsen fra Karup kom tidligt en kold vintermorgen og ringede på. Han skulle op på auktionen i Viborg, og han var ved at køre tør for diesel. Jeg fik lidt tøj på og begyndte at tanke – og så kunne der kun være for 5 kroner! Så var det hans måler, der var gået i stykker, og der masser af diesel på tanken. Det var han så led over
Her er den nye privatbolig også bygget. 10
og undskyldte mange gange, men det kunne han jo ikke gøre ved. Gartneren henne på Søndergade, Alfred Christensen, han havde også været på auktion, og da han kommer hjem derfra, kommer han og afleverer 50 flotte røde tulipaner. De var fra gartner Knudsen i Karup. Det var bare en skøn oplevelse, syntes jeg. En anden oplevelse, jeg husker er, at der var engang en bus, hvor varmeapparatet var gået i stykker. Og da var det virkelig frostvejr. Vinduerne var helt frosset til, og de arme mennesker i bussen frøs meget. Dem lukkede vi alle sammen ind i vores stue og ovenpå, for vi havde plads nok, efter at vi have bygget nyt, så de fik varmen indendørs, mens Niels Peter fik lavet bussens varmeapparat, så de kunne køre igen. Vi kunne jo også være uheldige. Jeg husker en gang, da vi ikke havde fået spændt en bundprop godt nok fast, så olien løb ud, men det er faktisk også det eneste uheld, jeg lige husker”. Altid arbejde nok Inger: ”Der var jo faktisk en del arbejde før i tiden med benzinsalget. Vi havde 3 stk. 20.000 liters tanke ude i jorden, og benzinen kom de jo bare fra BP og leverede, så det var let nok. Men vi skulle afregne salget 2 gange om ugen, og hver gang skulle vi så ud og læse tallene af, og vi skulle pejle i tanken. Hver gang, der var prisændring, skulle vi også ud til det store skilt og med håndkraft skifte tallene ud. Det kunne godt tage nogen tid, når man samtidig skulle passe butikken. Der var ofte priskrig, så nogle gange måtte vi ud og ændre det hele 2 gange om dagen. Og hver gang, der var en ny pris, så skulle vi lave en ny afregning. Det var både sommer og vinter, og det var altså lidt besværligt. I de første mange år, ordnede vi selv regnskaber med moms og lønninger. Engang kom der en, der skulle kontrollere vores
momsregnskab, og han sad ved os i hele to dage. Han fandt en post på 200 kroner med noget blade og aviser, som ikke var helt rigtigt, men så sagde han også, at nu ville han hjem igen, for her kunne han ikke tjene sin løn. Men det blev efterhånden så meget, så det blev revisoren, der lavede momsregnskab og banken fik arbejdet med lønninger. Niels Peter: ”Det var jo ikke fordi, der var så mange biler dengang i 60-70’erne, men vi manglede næsten aldrig arbejde. Men det værste var, at det mange gange var fyraftensarbejde, som skulle laves, når folk var kommet hjem fra arbejde. Vi havde fast arbejde for mange vognmænd, som der dengang var en del af i området. Det var Edvard Madsen, Ejler Frederiksen, Aage Saugmann, Frederiks Tømmerhandel, Niels Jørgen Grønhøj, Niels Jensen og også tankvognene fra Frederiks Mejeri. På værkstedet blev der uddannet 6 mekanikere i de 23 år. De blev hos os, indtil de skulle videre med deres liv. Vi var også heldige at have vores svende i lang tid, og den ene var hos os i 10 år. En dag kom en af lærlingenes far ind og brokkede sig over, hvorfor det altid var hans søn, der skulle arbejde over. Så måtte jeg jo fortælle, at jeg gerne spurgte, om der var nogen, der ville tage nogle ekstra timer, og han var altid ledig!” Inger: ”I de mange år havde vi i det hele taget mange søde og dygtige unge mennesker både i butikken og på værkstedet, mit problem var her, at jeg ikke kunne lide at sige farvel, når de rejste, så der blev af og til fældet en tåre. Vores to drenge var naturligvis også med i arbejdet. Ole var den ene af vores lærlinge, og John hjalp til ved tank og butik i hans fritid, indtil han var færdig med realeksamen.” Tilfredse kunder kommer igen Niels Peter: ”En søndag, da jeg selv pas11
sede tanken, kommer der en Taunus 12M kørende ind, og viskerne de kunne knap nok slæbe sig hen over forruden. Det var en dame fra Skive. Jeg sagde til hende, at jeg godt kunne kigge på det, men jeg skulle også passe tanken, så det kunne godt tage noget tid. Det tog nu ikke lang tid for mig at lave det, og så kørte viskermotoren igen lystigt. Jeg kendte nemlig problemet, for det var en biltype, der kom, mens jeg var på Ford i Hadsund, og det var en fejl fra fabrikken. Vi fik en bulletin fra Ford, at alle de og de modeller, der skulle viskermotoren skilles ad og det tykke fedt erstattes med tyndt fedt. Den motor havde hun flere gange være inde ved Ford i Skive for at få ordnet, men de kunne ikke finde ud af det. Derfor var hun nok noget overrasket over, at hun skulle ind til en mekaniker ude på landet, før det kunne ordnes, så fra den tid var hus fast kunde her i Frederiks. Hun kom og afleverede
bilen og tog bussen hjem, indtil jeg ringede, at den var færdig.” Inger: ”Dengang var det jo os selv, der tankede bilerne, og vi skulle se efter luft i dækkene, pudse vinduer og se efter olie. Det var proceduren, selv om der selvfølgelig var en del, der sagde nej tak til det ekstra. Men det hørte med til servicen. Senere fik vi selvbetjening, først på den yderste tank, og det endte med at de fleste brugte den, og så blev også den anden lavet til selvbetjening. Så kunne vi stå inde i butikken og se på, at de selv tankede og så kom ind og betalte. Der havde jeg også en god oplevelse en gang, hvor det igen var vinter og frostvejr. Det var jo ikke altid, at jeg nåede at få overtøj på, når jeg gik ud og tankede. Da jeg så var i gang med at tanke, sagde kunden: ”Ved De hvad, lille De, De fryser. Nu skal jeg nok lige ordne det her”. Så
Udstilling af brugte biler fra Ford i Viborg 12
kunne jeg gå ind i varmen igen. Det viste sig så, at det var en overlæge fra Skive, og han var ikke for fin til at gøre det selv. Det tror jeg ikke, der var så mange, der ville have gjort.” Gode kunder, og nogle tog selv Niels Peter: ”Der kom så også nogle gode kunder en gang imellem. Der kom én en dag, som spurgte, om jeg ville tjene en let skilling ”for det gør du jo aldrig”, som han sagde, og det var rigtigt nok. Jeg skulle bare køre med en tur til Sønderjylland, hvor vi skulle se på en ny hænger. Det viste sig, at den faktisk var købt, men han kunne ikke få rabat, så jeg skulle være køberen og sælge den videre til kunden. Jeg kunne få den normale 20% rabat, og så fik jeg jo lidt af fortjenesten ved at være mellemmand. Der var en skilling, som var nemt tjent. Vi har jo haft indbrud et par gange. Den ene gang var midt om natten, hvor Inger hørte, at der var en bil, der kørte over slangen – men den kørte ikke igen! Hun vækkede mig, og da jeg kom ned i bagbutikken, kunne jeg se, at de var ved at pille ruden ud af døren ind til butikken. Jeg ringede så til politiet, og de siger, om jeg ikke kan lave det sådan, at de ikke kan køre derfra. Jeg havde set, at deres bil stod ovre på den anden side af vejen, så jeg listede mig hele vejen bagom men nåede kun hen til krydset, hvor der senere blev lavet den lille rundkørsel, da så jeg, at de kom rendende over vejen og kørte af sted i bilen ned ad Vestermarksvej. Politiet kom farende snart efter og kørte efter dem men mistede dem, da de drejede af mod Karup og de andre var kørt mod Kjellerup. De blev dog senere på natten fanget, da de forsøgte at bryde ind i foderstoffen i Grundvad.” Inger: ”De stak af, fordi jeg var gået ned i butikken og spurgt dem om, hvad de skulle? Så skulle de ingenting, jeg fik da lige et bette skub af den ene, men ellers forsvandt de hurtigt. Det havde jeg nok ikke
turdet i dag, for der sker alt for meget”. 23 år med BP på Nørregade Inger og Niels Peter havde BP tanken og værkstedet i 23 år indtil 1987. Da havde de besluttet sig til, at det var på tide at sælge, dels på grund af de lange arbejdsdage og også fordi, der på det tidspunkt, var en del sygdom i familien. Det var samtidig året, hvor BP solgte alle deres stationer til Q8. Så traf det sig sådan, at Knud Vestergaard, som havde et autoværksted på Hedevej, gerne ville udvide forretningen og have mere plads, så han ville købe tanken på Nørregade. Det endte så med en handel, som medførte, at Connie og Knud Vestergaard flyttede ind huset på tanken, og Inger og Niels Peter flyttede ind Connie og Knuds hus på Skovvej. Niels Peter: ”Det var også medvirkende til, at vi ville sælge, at vi skulle til at have computer og bilerne blev så tekniske, at der skulle specialværktøj til meget, som kun de autoriserede værksteder havde, så efterhånden var der meget, vi bare ikke kunne lave. Så hvis vi skulle fortsætte, så skulle der også investeres i en hel masse nyt, og det syntes vi heller ikke, vi var interesseret i”. Men ikke klar til pensionering Hverken Inger eller Niels Peder var klar til at blive pensioneret, og de fik begge to andet arbejde efter at have solgt tank og værksted. Niels Peter:” Jeg kom ud på flyvestationen og fik først arbejde med Drakens efterbrænder et halvt års tid, og derefter kom jeg til at kontrollere motordele. Når motoren er skilt ad i alle smådele, så skulle jeg kontrollere, hvilke dele, der kunne bruges igen og hvilke, der skulle repareres eller kasseres. Det var jeg ikke så stolt ved, for det hele stod på engelsk, men det mente mester nok, jeg kunne finde ud af. Det gik også rigtig godt, og der var jeg i 4½ år. Da Draken flyet udgik, blev vi jo fyret. Da 13
var jeg 59 år, men vi fik alle sammen tilbud om forskellig efteruddannelse, og jeg fik så en truckkort og et stort erhvervskort til bus. Det kom til god nytte, for en dag ringede telefonen med besked om, at jeg kunne begynde som truckfører på Limtræsfabrikken på Nyrupvej. Senere kom jeg i gang med at køre taxa for Jens Damgaard, når han manglede en chauffør.” Inger: ”Vi fik begge to at vide hos fagforeningen, at vi skulle ikke regne med at få arbejde, for vi var for gamle. Jeg fik alligevel arbejde på DK tanken i Karup, men det var så alligevel ikke lige sagen for mig. Jeg vidste nok lidt for meget om sådan en forretning, for jeg fik så megen skældud, som jeg aldrig har fået før, så dér var jeg kun et halvt års tid, selv om det gik helt godt efterhånden. Men så manglede Connie en medhjælper på vores gamle tank i Frederiks, så jeg spurgte hende, om hun ikke kunne bruge mig? Hun troede faktisk ikke, at jeg ville kunne finde mig i det, efter jeg selv havde været ejer, men det kunne hun godt glemme, for jeg ville
14
bare fryde mig over at kunne sige, at dét var ikke mit bord! Så det blev sådan, det gik godt, og dér var jeg i hele 15 år!” Men nu er de altså pensionister Inger og Niels Peter er nu begge i 80’erne og har for længst lagt arbejdslivet bag sig. Niels Peter har gået meget på jagt og fiskeri, og vi fornemmer, er der kunne leveres mange gode historier fra de områder, men de senere år er det dog mest golf, som har optaget ham. Inger er igen ”hjemmegående”, som hun var i starten og nyder at passe den store og velholdte have på Skovvej, ligesom hun fortsat er aktiv med gymnastik, stavgang og kortspil. Tanken på Nørregade indehaves stadig af Connie og Knud Vestergaard men hedder nu F24 efter mange år med Q8 på skiltet. Forretningen er lukket, men tank, værksted og bilvask drives fortsat fuldtud. Parret har nu selv nået det tidspunkt, hvor de gerne vil trække sig tilbage, så tanken har i nogen tid været til salg. Forhåbentlig vil et salg lykkes og gerne, så der fortsat er en tank og værksted på stedet.