Sognepræsten Vi hører kun gode og tilfredse meninger om vores sognepræst Carl-Gustav Christensen, eller GUS som mange bruger. Det er en forkortelse af fornavnet, som han blev vant til i Canada, og det har han ikke noget imod. Tiden løber, og CarlGustav har nu været vores præst her i sognet i 6 år, så nu kan vi vel spørge ham, om han har et tilsvarende positivt indtryk af sin tid og forventninger i Frederiks.
Lidt om livet før Frederiks
”Frederiks var ikke et sted, som jeg rigtigt kendte forud. Jeg er født i Øster Vandet og har boet i Thisted, og så kunne Frederiks være et af de steder, som man drønede igennem, når jeg skulle tilbage til Århus, hvor jeg studerede. Om jeg kørte over Viborg eller denne vej igennem Frederiks var lidt efter, hvordan humøret var og for afvekslingens skyld. Så det var jo meget spøjst, at jeg skulle komme til at arbejde i den kirke, som jeg så tit var kørt forbi.” Carl-Gustav er, som han nævner, fra Thisted og blev uddannet som præst fra Århus Universitet. Efter uddannelsen arbejdede han i vikariat samt i Aarhus Stift, inden han fik sit første embede som sognepræst i Vivild-Vejlby sogn på Djursland. Efter halvandet år i stillingen åbnede der sig en mulighed for at afprøve en drøm om at virke som præst i udlandet. Stillingen som præst i den danske kirke i Edmonton i Canada blev ledig, og den søgte og fik Carl-Gustav, som sammen med sin hustru, Kirsten Venø Knudsen, i 2008 tog turen over Atlanten til en 5-års kontrakt med en gensidig hensigt om forlængelse med yderligere 3 år. I en samtale med Karup Uge-avis kort ef-
ter sin tiltræden i Frederiks, fortæller CarlGustav om tiden i Canada: ”Basalt set var præstefunktionen i Edmonton den samme som herhjemme, men kirken drives anderledes derovre. Kirken er selvfinansierede - den skal blandt andet selv sørge for løn til præsten og vedligeholdes af kirken. Det giver et helt særlig engagement i kirken, en stor ansvarsfølelse og ejerskab. Kirken i Edmonton var de danske emigranters mødested. De fik en ”familie” gennem kirken, det oplevede min hustru og jeg også. Man støttede og hjalp hinanden. Det har gjort, at jeg har fået åbnet blikket endnu mere for, at det folkelige og det kirkelige går hånd i hånd. At, kirken godt må have plads i folks daglige liv. At det folkelige fællesskab godt kan tage plads i kirken og kirkens rammer. Det folkelige aspekt i kirkelivet er ikke noget at kimse af.”
Så blev det Frederiks
”Jeg søgte stillingen her i Frederiks, mens 17
