6 minute read

Fra Vagner Würtz’ dagbog

Next Article
Formandens klumme

Formandens klumme

Fra Vagner Würtz’ dagbog (10)

Frisørmester, musiker og ivrig amatørfotograf Vagner Würtz (1910-1961) med salon og bopæl på Søndergade 5 skrev i årene 1940-1955 jævnligt i sin dagbog, som senest var i svigersønnen, Børge Mortensens, varetægt. Vi har fået lov til at bringe uddrag fra dagbogen. Disse personlige optegnelser giver et godt indblik i dagligdagen i gamle Frederiks. 15. september 1948. I Foraaret var Helga og jeg i Kirke med den mindste af Marinus, han kom til at hedde Tage Bitsch. Kristian Bitsch og Tove var de to andre og der var ikke flere end os i Bilen som Frede Pedersen kørte os til Karup med.

Advertisement

Den Dag vilde Anna og Marinus ogsaa fejre i ret store Dimensioner, men saadan stort Kalas egnede Begivenheden sig jo ikke saa godt til, men den varede dog fra Middag til ud paa Aftenen, hvor jeg dog maatte afsted for at spille i Knudstrup til Dilettant.

Marinus og jeg fulgtes ad til Købestævne i Fredericia d. 10 Aug, men det skuffede mig i høj Grad det jeg der kunde se. Vi tog til Herning og derfra med Tog Kl. 7.40 og var dernede og hilse paa Egon Kl 10 og gik derpaa ved Stævnet hele Dagen kun afbrudt af et Par Spisepauser til Kl 21.20 og var herhjemme igen Kl 1 nat. Vi kunde nær have faaet hele Huset her brændt af for nogle Md. siden. Vores Radio lavede selvantændelse og brændte i lys Lue da jeg i sidste Øjeblik blev kaldt op fra Salonen og fik Ilden slukket - da var saagodt som hele Kassen brændt og der var en frygtelig Røg og Stank af brændt og svedet Laktræ og Voks. Men jeg fik da omg en ny til 690,00 mod at give en brugt Saxofon samt de 200 Kr som jeg fik i Erstatning af Brandforsikringen ikke fordi den egentlig dækkede for den skete Skade men vistnok mest fordi jeg havde reddet hele Huset og Indbo ved hurtig og resolut at slukke lige paa det farligste Tidspunkt. Vi lytter ikke saa lidt til radio; men det er egentlig sørgelig at følge med i Programmerne, selve Pressen taler næsten kun om Stormagtsstridigheder, Ministerkriser, Naturkatastrofer, Strejker og Massedemonstrationer i Berlin og valutavanskeligheder, krænkelse af Luftrum og ligefrem ogsaa Mord og Vold.

Der er længe imellem man hører noget som fylder én med Glæde. Jo, nu fik vi endelig en Del Undertøj og Herrestrømper og Gryn og Kartoffelmel givet fri fra Rationering, men hvad med Smør, Flæsk og Sukker, Ris og Kaffe og Chokolade for ikke at tale om den tynde Fløde som vi maa finde os i at faa fra Mejeriet.

Det lyder barokt naar vi i Dag hører en Kommunist sige ”I gamle Dage fik man Straf for at blande Vand i Mælken men nu faar man Straf for ikke at gøre det”. 26. maj 1949. Det er et rigtigt Agrarvejr, vi har i dette Foraar, det regner og Solen skinner skiftevis og der er Rekordvækst af Græs ved denne Aarstid. Vi har nu tip-

pet 3 Gange i alt, men kun opnaaet 8 rigtige Resultater i én Række.

Den 3 April blev Steen Konfirmeret og vi havde stor Familiesammenkomst hvor vi spiste paa Hotellet, men ellers opholdt os herhjemme, vi var over 50 Mennesker. Det var en dejlig Dag som varede fra Middag til Midnat - og Steen fik 770 Kr i Gave foruden en Del Småting. Nu er jeg paa Vej til de 40 i Alder og kan begynde at mærke at Alderen er i Anmarch - jeg ryger nu igen ca. 20 Cigaretter om Dagen det er alt for meget for min Hals og Lunger jeg tror egentlig at jeg har en Slags Bronkitis, men alligevel kan jeg næsten ikke undvære Cigaretterne. Det gaar jævnt godt med ”Angelo Band” vi har haft godt at spille hele Vinteren og det er jo ret gode Priser vi faar for det; men Sogneraadet har ogsaa forhøjet min Skattepligtige Indtægt med 2400 Kr.

Min sidste Lærling blev Svend d 17 Okt. 48 og fik Svendeprøven antaget med Ros, hvorefter Børge virker som Svend indtil han skulde møde som Marine d 1. Febr 49. Efter den tid har jeg været alene d.v.s. Steen og Helga har jo begge hjulpet til, men det er 14 Aar siden jeg har været uden Svend ell. Lærling. 29. maj 1949. I dag, 8 Dage før Pinse er det baade koldt og regnfuldt Blæsevejr. Jeg var med P.O.Tønning oppe og se paa nogle Blomster som han og Steffensen havde plantet i Aftes og vi blev enige om at vi skulde prøve at spille en Grammofonplade paa Højttaleranlægget Mandag Aften og saa skulde jeg sige i Mikrofonen at alle var velkommen til fælles Anlægsfrisering. Hver skulde selv medbringe Haverive ell. Skuffejern, altsaa kun hvis det blev godt tørvejr. I Aftes var vi ikke ude og spille, men i Aften skal vi til Sjørslev.

Vi har haft en ret god Paasketravlhed. Steen er holdt op i Karup Skole og er begyndt paa Klaverundervisning i Viborg hos Franz Tielemann og har foreløbig faaet 6 halve Timer men skal nu have 1 hele time ugentlig. Vi fik klaver i Stuen d. 25 Febr. vi købte af Vagn Mikkelsen privat her i Byen et klaver paa Kontrakt for 1100 Kr med 400 i Udbetaling og 50 Kr pr. Md. i Afdrag.

Jeg spillede i Aftes Skærtorsdag til Guldbryllup i Knudstrup for Niels Hvam. I Lørdags d 1. til Morgenmusik til Diamantbryllup i Haurdal hos Erik Bertel, og der spille jeg ogsaa for 10 Aar siden til Guldbryllup baade Morgen og Aften, og skal nu spille til hans Søn, Magnus, Sølvbryllup d 13-4 i Kelstrup. Jeg har sminket til 6 Dilettantforestillinger i Aar, 2 her 2 i Knudstrup og 2 i Engesvang.

Smalfilm er den rene elendighed i Aar. Min Kollega Knudsen i Ans der for et Aars tid siden Købte 3 Tonefilm og et Siemens Anlæg (magen til det jeg lejede i Vinteren 44-45) og gav 13.000 Kr for bød han mig til i Aar for 5.000 uden at jeg følte mig fristet, selvom jeg havde lyst til at prøve. Jeg lavede en meget kortfattet Selvangivelse til Skattevæsenet i Aar og skrev Slutindtægten til 4.300 Kr, den blev forhøjet til 5.000 og jeg klagede ikke og jeg har nu set at min Kommuneskat for 50-51 er 285,00 og vil med Amts og Statsskat blive til ca 700 Kr i alt.

Vi skal nu efter Paaske til at reparere Salonen og vi har begyndt at ”budgettere” vor Økonomi som stadig er temmelig stram. Steen falder ret godt til som Barber d.v.s. han barberer ikke men er flink til Klipning og Haarvask og saa god til at gøre rent og fyre og passe Butik som man med rimelig kan forlange. Vi har besluttet at han skal blive hjemme i Sommer og saa kaste sig over Klaverstudiet foruden Salonen.

Han ryger ikke, fordi han er lovet 35 Kr ell. 50 i Julegave hvis han vil lade være med at forfalde til Cigaretter men saa faar han til Gengæld en Appelsin el. Sodavand engang imellem. I øvrigt har vi det alle sammen godt. Ruth blev jo 11 Aar og kan ogsaa hjælpe til nu og i det hele taget ser vi den nærmest fremtid i Møde med en vis optimisme, og glæder os til at det er Sommeren der staar for nu.

This article is from: