Jeg er vagabond En af de første dage i maj traf vi på Brian i Anlægget, hvor han havde indrettet sig i det ene af foreningens sheltere, som han kender fra tidligere besøg. ”Jeg hedder Brian og er vagabond” præsenterer han sig. Han har naturligvis et efternavn, men det bruger han aldrig. Fornavnet er fint nok, og det samme er betegnelsen vagabond. Han er nemlig ikke en af landevejens riddere og det hierarki med stodderkonger, dronninger og prinser, og det lægger han stor vægt på. ”De render rundt med alle de emblemer på tøjet, og dem gider jeg altså ikke”, siger Brian. Han fortæller, at der var en af dem, der engang fik vejet al tøjet med alt påhæng, og det vejede 12½ kilo! ”Det har jeg virkelig ikke tænkt mig at slæbe rundt på!” Han går heller ikke ind på markedspladser, der er for det første for mange mennesker, og han ”kan ikke se ideen 4
med at drikke sig pissefuld i fire dage.” Det er det frie liv, Brian dyrker, og hans eneste indtægtskilde er hans kaffekande, som hænger på barnevognen, og som han placerer på jorden foran sig, når han holder pause på et torv eller uden for en butik. Så kan folk lægge en skilling, hvis de syntes. Det giver ofte et pænt beløb, og desuden bliver han tilbudt meget andet som mad og øl, for folk er altid meget flinke, fortæller han. Det gør nok heller ikke noget, at han ser ren og pæn ud. Brian er 61 år gammel og har ikke andre indtægter end fra sin kaffekande. Han har ingen folkeregisteradresse og får ingen hjælp fra det offentlige. Og det er han heller ikke interesseret i. Han fortæller, at han stammer fra Køge på Sjælland, og han har været vagabond i nok en 7-8 år efterhånden. Han går ikke så meget op i tid og år mere.
