Børnene fra Tjernobyl

Artikel fra

2018-1

Børnene fra Tjernobyl

Red.: Arne B.Christensen

Børnene fra Tjernobyl Mange i Frederiks husker naturligvis de år fra 1993 til 2001, hvor vi her i området hvert 2. år i 4 sommeruger havde feriebesøg af børn fra Tjernobylområdet, hvor den store atomkatastrofe var sket i 1986 og hvorfra omkring 300.000 mennesker blev tvunget væk. Mange døde dengang og endnu flere senere af følgeskader. Men tiden går, og også det er på vej i historiens glemmebog - men i hvert fald ikke hos Nanny Würtz og Hanne Philbert, som BorgerNyt fik en samtale med. De var dengang formænd i 2 af de foreninger, som deltog i arbejdet, nemlig Husmoderforeningen og Borgerforeningen. Mange billeder, udklip og andre arkivalier er gemt, og begge kunne fortælle i timevis om de gode oplevelser, som de har fået gennem arbejdet med børnene, og som de stadig har i levende erindring. Det kunne der skrives en hel bog om, men her i bladet er der desværre kun plads til nogle få øjebliksbilleder.

Atomkatastrofens ofre Det startede med, at kommunerne fik en opfordring fra ASF Dansk Folkehjælp om at tage imod børn fra katastrofeområdet,

4

som trængte hårdt til luftforandring og nogle gode oplevelser. Sikkert ikke alle var direkte skadet af radioaktiv stråling, men de kom allesammen fra fattige kår, og hvor der tit og ofte også var problemer med alkohol og vold i familierne. Karup Kommune tog opfordringen op og tilbød i samarbejde med flere foreninger i området, at 15 børn og en leder kunne få et sommerferieophold her. Fra Frederiks var det Alhedens Borgerforening, Frederiks Husmoderforening og FDF/FPF, som stillede med hjælpere, og vi brugte alle det meste af vores sommerferie på projektet.

Karup spejderne stillede deres hytte til rådighed for opholdet, hvor børnene blev indkvarteret på loftet med madrasser og sengetøj fra flyvestationen. Ned igennem lokalet hængte vi stof op, så der var en pige– og en drengeafdeling.

Hektiske forberedelser Vi modtog børn i alt 5 gange i ulige årstal, og der var naturligvis stor travlhed i hele juli måned, hvor vi hjælpere hver dag tog os af børnene. Men også i de mellemliggende tidsrum havde vi nok at se til med at indsamle penge, tøj, regntøj, fodtøj, legetøj og alt muligt andet, som vi kunne

tænke os, at der ville være brug for og som ville vække glæde hos børnene.

Der blev udvist stor opfindsomhed for at skaffe penge til projektet, bl.a. lavede vi tombola ved Kræmmermarkedet i Frederiks og Åmarkedet i Karup, bankospil i Havredal, og mange andre ting. Vi var også rundt med raslebøsse, men det var nu ikke det, der gav mest. Heldigvis var alle de forretningsdrivende i kommunen, og såmænd også udenfor, utroligt villige til at give alt muligt, så snart de hørte om børnene.

Enorm gavmildhed fra alle sider Blot for at nævne noget: Masser af tøj, rygsække, regntøj, legoklodser, vaskemaskine, saftmaskine og saft, sko, burgere, pølser og alle mulige madvarer samt madrasser, soveposer, legetøj, cykler samt linned og håndklæder fra flyvestationen, og de sørgede ovenikøbet for at det blev vasket ind imellem. Det var overvældende og næsten rørende at opleve, hvor stor gavmildheden var. Fra en af de erhvervs-

drivende fik vi beskeden, at når de russiske børn kommer, så tag lige og kig ind i min forretning, så vil jeg vil gerne forære jer varer for 5.000 kr. Sådan var det.

Vognmand Damgaard sørgede for, at børnene fik en tur til Vesterhavet, og de blå busser gav en tur til Skive badeland.

Vi søgte og fik bevilget smør og 100 kilo kød fra EU lager, så vi hentede det frosne kød i Esbjerg og Anders slagter i Skelhøje skar det ud og hakkede det til os. Det sidst år kunne det ikke lade sig gøre, men så havde Elin og Knud i Vallerbæk en gris, som de slagtede! Kartofler, æg og meget mere, en helt utrolig gavmildhed hele vejen rundt. Og naturligvis var der en stor velkomstkage fra bageren med russisk tekst.

Ofte, når vi kom hjem til hytten efter at have været på tur, så kunne der stå en kage eller en anden hilsen uden for, som en eller anden havde stillet til børnene. Der var også en del foreninger i området, der gav økonomisk hjælp.

Foto: Nanny Würtz

De fleste af hjælperne 1999 5

Fyrstelig tolkehjælp Børnene blev fløjet til Flyvestation Vandel i Sønderjylland i et stort russisk transportfly, hvorfra de blev kørt til bestemmelsesstederne i busser. Det sidste år fik de lov til at lande i Karup, så da var det jo noget nærmere.

ge sponsorer var inviteret. I 1995 var vi heldige, at den amerikanske countrysangerinde Jennifer Rose, som var i Danmark for at studere børnesange, underholdt for børn og voksne, og andre gange var det lokale kunstere, bl.a. Lene og Gregers Laigaard.

Det var jo ikke let at tale med børnene, for sproget var der ingen af os, der forstod.

Men til vores held, var der nogen her i området, der kendte en person, Tatjana Ladiscensky Meiners, en ægte russisk fyrstinde af Romanov-slægten. Hun var 73 år, født i Danmark i 1919 efter at hendes familie i 1918 var flygtet fra Rusland, og boede i København, men hun kom glad til Karup for at være tolk for børnene i hele juli måned, og det var en meget stor hjælp for os alle. Også Irina Leivsgaard, som boede i Frederiks, hjalp til med at oversætte.

Børnene optrådte også med sange, og engang var der en af pigerne, den 10-årige Olga, som læste et digt, hun selv havde lavet:

Under børnenes ophold blev der altid arrangeret en festlig sammenkomst med forskellig underholdning, hvortil de man-

Foto: Nanny Würtz

Tur til Haunstrup Zoo 6

Vi er børn fra Rusland Ja, vi er russiske børn.

Vel vidste vi, at der var et land i verden, som hed Danmark.

Vi fløj hertil for at overbringe jer en varm hilsen fra alle russere.

Kære venner!

Vi er blevet forelskede i jeres dejlige land, hvor vi har set så mange skønne steder, mødt gode og kærlig mennesker, som hjælper Ruslands børn.

Danmark er et pragtfuldt land.

Vi vil aldrig, aldrig glemme jer.

Det var sjældent, at besøgende hos børnene kunne tale russisk, men den russiske ambassadør var et år på besøg, og efter et besøg i kunstneren Sergej Sviatchenkos atelier i Viborg, var han på genbesøg i spejderhytten, hvor han delte tegneblokke og farver ud til børnene og gav dem gode råd i deres forsøg med farverne.

Borgmesteren giver gaver På en af opholdets sidste dage var børnene altid på besøg i rådhuset i Karup, og der fik hvert af børnene et ur af borgmesteren og en bibel på russisk fra menighedsrådene. Børnene blev også spurgt om, hvad de havde oplevet, og der var altid stor begejstring. Nogle tænkte på Legoland, andre på Vesterhavet eller på smørrebrødet, på Djurs Sommerland eller på den butiksindehaver, der var kommet ud i bussen til børnene med is til alle, og en af dem spurgte da også, om borgmesteren troede, at de måske kunne komme igen!

De syntes jo, at i Danmark var vi alle rige,

og de var meget betaget af, at ”vi fik smørrebrød hver dag”, og at de kunne selv tage bananer og frugt og andet godt. Det var tydeligt, at selv om smørrebrødet var normalt brød med pålæg, så var det helt uvant for børnene, at de bare kunne få den slags. Rustram, på 12 år, var en ivrig lystfisker, og det som han huskede bedst var de to fisk, som han fangede i Karup å. De var meget større, end dem han fangede hjemme i Tula, fortalte han.

Ludmila Tregubova, som i 1993 var den lærer, der ledsagede børnene, kunne da også fortælle, at opholdet i Karup er fire uger, der har forandret både hendes og børnenes verden. Det er så let at sige, at man skal hjælpe hele verden. I Karup har vi set, hvordan det skal gøres som noget naturligt.

Der blev knyttet mange venskaber med børnene og deres lærer, og der blev krammet og grædt salte tårer, når afskedens stund kom. ”Tjernobylbørns venner” Første år var det kommunen, som koordinerede projektet, men de mente ikke at de

kunne fortsætte. Vi var alle enige om, at besøget havde været en stor succes. Åhh, vi syntes bare det havde været helt dejligt, og alle var også enige om, at det skulle gentages.

Ved det første besøg ville vi jo gøre det så godt som muligt, så der var måske lidt for mange arrangementer og lidt luksus, så næste gang ville vi prøve at få børnene mere ud i almindelige hjem. Vi var også hurtigt enige om, at samarbejdet mellem de otte foreninger fra området havde været så godt, at det også skulle fortsætte. Vi oprettede så gruppen ”Tjernobylbørns venner, Karup”, som skulle overtage hele projektet. Det satsede vi på, og det lykkedes også rigtig fint takket være nogle ildsjæle og den store opbakning fra alle sider.

I 1996 fik gruppen ”Initiativprisen” af Karup kommunes kulturudvalg med diplom og 2000 kroner.

Studietur til Rusland Efter at vi i 2001 havde haft det femte hold feriebørn, var de fleste af os blevet lidt slidte, og det lykkedes ikke at finde afløsere til, at arbejdet kunne fortsætte, så det blev det sidste år, hvor vi her i området havde børn fra Tjernobyl. Som afslutning på arbejdet var vi 5 hjælpere, der var med på en studietur til Rusland, hvor vi besøgte mange af de områder, hvorfra børnene var kommet.

ASF stoppede arbejdet i 2007, fordi man ikke længere havde penge til det. En væsentlig grund hertil var nok, at Rusland ikke længere ville stille flytransport til rådighed. Men der er stadig foreninger forskellige steder i landet, der fortsætter arbejde med at formidle børn til Danmark.

Vi nævnte i indledningen, at især Nanny Würtz havde gemt på mange billeder, avisudklip og genstande fra årene med Tjernobylbørnene. Disse genstande vil alle blive givet til Lokalhistorisk Arkiv i Karup, så også eftertiden kan finde oplysninger om den oplevelsesrige periode.

7