Savnet
Sorgen og savnet
– En samtale med dramatiker Ida Marie Hede
Da jeg begyndte at skrive Savnet, vidste jeg, at stykket skulle handle om en kvinde, der mister sin kæreste og bliver besat af dette tab. Det var oplagt at gøre Marie til en enspænder, som den klassiske detektivkarakter, en kvinde, der konstant er alene og derfor langsomt bliver mere afmægtig og insisterende i sit møde med systemerne. I løbet af skriveprocessen blev det dog tydeligt for mig, at Maries besættelse var mest interessant, når jeg gik ind i savnet og sorgens mange facetter. På et æstetisk plan er der meget David Lynch i Savnet. Både i stemningen – en slags noir, der kommer til udtryk i Mie Riis’ dystre scenografi, og i måden fortællingen gentager ting på og væver ind og ud af Maries traumer og drømme. Min inspiration er også kommet fra mine egne erfaringer med at blive ældre, med at have mistet, og med den måde, mennesker og situationer lever i ens erindring, som noget, der ikke kan kommunikeres til andre.
Hvordan er det for dig, som primært prosaforfatter, at skrive dramatik?
Selvom jeg har skrevet flere teaterforestillinger, er jeg primært forfatter med mange bøger bag mig. Det dramatiske manuskript har dog altid interesseret mig, da jeg ofte arbejder med dialog og tænker min skrift som serier af sceniske og kunstige rum. Det er selvfølgelig helt anderledes at skrive til scenen end at skrive en bog. Det er et stort kontroltab ikke at vide, hvordan ens tekst ender med at fungere på scenen.
SAMTALE – IDA MARIE HEDE
Hvordan lægges trykket i sætningerne? Var det sådan her, det lød i mit hoved? Hvad gør lys, lyd, kostumer og scenografi ved teksten? Desuden er der en stor grad af løbende redigering, og en instruktør kan sagtens klippe scener ud sent i processen. Der må jeg bare følge med, men samtidig elsker jeg også at give min tekst til et hold og blive overrasket.
Hvilken rolle spiller den menneskelige stemme, når man skriver en monolog?
Jeg tror ikke, at vi mennesker altid er klar over, hvorfor vi taler, som vi gør. Vi internaliserer samfundets sprog, vi taler med vores forældres stemmer, eller vi taler fra vores eget ubevidste. I Savnet har stemmen været et redskab, som jeg gerne ville vride og bøje. Hvad nu hvis monologen var flerstemmig? Hvordan ville Marie kunne tale ikke kun fra nuet, men også fra fortiden, fra drømmen? Hvordan kunne stemmen både være indre og henvendt til publikum, fabulerende, meget konkret og vred?
Marie er både fanget i et limbo i sin egen indre sorg, som er både voldsom og passiv, og hun er også i en svær dialog med omverdenens forventninger. Det skaber mange udsving i den måde, hun taler på, eller faktisk lader andre tale til hende på. Marie kan ikke hele, sproget kan ikke hele – og hvilket spændende sprog der så kan dukke op!
Hvad interesserer dig kunstnerisk ved tematikken sorg og savn?
Måske kan man sige, at hele vores samfund er baseret på masochisme: vores intense arbejdskultur, den konstante kommunikation, skærmene, kontrollen. I vores liv er der så meget, vi ikke kan bryde fri af. Jeg prøver at tage masochismen alvorligt og lede efter nydelsen i den underkastelse. Er det perverst at sige, at man måske også kan nyde sorgen og savnet? Lave kunst af den? Lave fælles ritualer om den? Teater? Det betyder meget for mig at kunne åbne et rum, hvor man ikke føler skam over den nydelse eller det vilkår, at man må lade sig besætte af det svære og mørke. Med Savnet vil jeg åbne et rum, hvor man kan bearbejde sorg uden at føle skam over, at det ikke foregår på en pæn måde. Egentlig tror jeg ikke, at en sorg nogensinde slutter, selvom den dulmes med årene. Det er i hvert fald ikke min oplevelse, at den gør, så hvorfor ikke gå ind i dét rum?
MEDVIRKENDE
MARIE
Marie Knudsen Fogh
STEMMEN
Lars Topp Thomsen
DRAMATIKER
Ida Marie Hede
INSTRUKTØR
Johannes Maria Schmit
SCENOGRAF
Mie Riis
LYSDESIGNER
Kristian Daugberg
LYDDESIGNER
Kristian Berg
DRAMATURG
Agnes Norlin Engvén
FORESTILLINGSLEDER
Erik Lund
SUFFLØR
Amalie Bærentsen
PRODUKTIONSLEDER
Anders Poll
SCENEMESTER OG
SCENETEKNIKER
Lars Abildtoft Jensen
FRISØR-, SMINKØR- OG
PÅKLÆDNINGSLEDER
Helle Denhardt Knudsen
PÅKLÆDER
Theresa Breitenstein
KOSTUMIER
Anne Remien
MALERE
Karsten Legård
Rikke Wilkenschildt
TEATERDIREKTØR
Kjersti Hustvedt
DIREKTØR
Claus Nørgaard Poulsen
FOTO
Rumle Skafte
PREMIUMPARTNERE
ERHVERVSPARTNERE
Stenen er en fortælling om et parcelhuskvarter, hvor en kæmpesten pludselig vender hverdagen på hovedet. Ingen ved, hvor stenen er kommet fra, eller hvorfor den er der. Men det bliver hurtigt tydeligt, at den forandrer alt. For når vejen er blokeret, kan man ikke gå udenom hinanden. LYST TIL MERE TEATER?
Stenen
8. maj – 6. juni 2026