Ukrainske kvinder
IDÉ,
KONCEPT OG ISCENESÆTTELSE
Nicolei Faber
SCENOGRAF
Katrine Krohn
MEDVIRKENDE
Inna Hovorun
Julia Chorna
Maiia Parfentieva
Olena Ushakova
Svitlana Bobko
Svitlana Yavorska-Horpyniuk
En stemme til dem, der ikke bliver hørt
Med Ukrainske kvinder vender vi på Aalborg Teater tilbage til borgerteatret, som vi tidligere har arbejdet med. I denne dokumentariske teaterform medvirker ikke skuespillere, men borgere, der har noget at fortælle. Her forklarer instruktør Nicolei Faber, hvordan han kom på sporet af temaet og formen ...
Da Rusland invaderer Ukraine i 2022, braser min verdensopfattelse sammen på én nat.
Missiler bliver affyret ind over menneskers hjem. Et teater fyldt med kvinder og børn får kastet en bombe ned over sig.
Og den russiske befolkning gør ingenting. Det er for mig ubegribeligt. Som teaterkunstner er jeg længe paralyseret. Jeg følger krigens udvikling i flere timer hver dag, fra begyndelsen og frem til i dag, men jeg ved ikke, hvordan jeg kunstnerisk skal reagere.
Da Aalborg Teater rækker ud for at høre, om jeg vil lave en forestilling, rammer ideen mig: Jeg kunne lave en borgerteaterforestilling med ukrainske flygtninge i Aalborg.
Give de civile en stemme. Dem, som krigen går ud over, og som ikke bliver hørt i de medier, hvor jeg selv følger krigen.
INTERVIEW – NICOLEI FABER
Jeg har tidligere lavet en borgerscene-forestilling på Aalborg Teater om grønlandske borgere i Aalborg. Min oplevelse er, at der opstår et reelt møde – en udveksling af vigtige historier mellem borgerne på scenen og publikum. Det har en helt anden vægt, fordi det er deres historier. Det er ikke fiktion.
Nu er der gået tre et halvt år siden invasionen. Hvem er de mennesker, der flygtede? Hvad er deres historier? Hvordan har deres liv forandret sig? Hvor bor de i Danmark, og hvordan ser de på fremtiden? Det var det, jeg fandt meningsfuldt at undersøge i en borgerteaterforestilling med ukrainske kvinder.
Selvfølgelig er der mange ting, borgerne ikke kan, som skuespillere kan. Det er to vidt forskellige stilarter. Det stiller andre udfordringer for mig som iscenesætter. Men for mig giver det så meget mening at gå denne vej i forhold til at tale om krigen. At give dem, der ikke bliver hørt, en stemme. At hjælpe dem – også over sproglige barrierer – og skabe kontakt, så vi ikke gemmer dem væk eller reducerer dem til tal i en statistik. Det er som at bryde isen, der ligger mellem os, når vi handler side om side i Netto, hører dem tale, og ikke ved, om vi kan tage kontakt.
Arbejdet og mødet med disse seks modige og stærke kvinder har givet mange nye indsigter. Krigen, som Rusland har startet, er på mange måder en kulturkrig. De prøver at undertrykke den ukrainske identitet og skrive den ud af lærebøgerne. Efter invasionen er den ukrainske befolkning derfor begyndt at søge tilbage til deres rødder og deres kultur. På den måde er kulturen blevet et våben i kampen for retten til at tænke frit og selv forme sin historie. I vores forestilling bliver de personlige fortællinger flettet sammen med forskellige elementer fra ukrainsk kultur. Hvis jeg fortæller og deler min historie, så findes jeg. Jeg findes i dig, fordi du nu ved, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Ukraine lever videre i os – i dig og i mig – fordi du nu har hørt om mit land, min skæbne og min kultur.
Som iscenesætter i denne type projekter må man gå ind med lige dele retning og åbenhed. Ting, jeg havde forestillet mig, har vist sig ikke at holde vand. Andre perspektiver har åbnet sig. Mest af alt er jeg overrasket over, hvor lavpraktiske mange af beskrivelserne har været. Beretninger om en bombe, der rammer en bondegård og efterlader kropsdele af køer i hele landskabet. Eller spørgsmålet: Hvis du kun har en time til at forlade dit hjem, hvad tager du så med – når du har brugt et helt liv på at bygge det op?
Noget andet, der har overrasket mig, er, hvor meget kraft disse kvinder har, på trods af de forfærdelige ting, de har oplevet. Deres sammenhold er rørende, og deres ønske om at dele deres historier og blive hørt er stærkt. Deres villighed til at investere deres energi hos os på teatret gør et stort indtryk. Jeg håber, at tilskueren gennem forestillingen får del i den kraft og de indsigter, som disse kvinder besidder.
Interview: Nicolei Faber
Tekst: Jens Christian Lauenstein Led
Ukrainske kvinder
Inna Hovorun 43 år, fra Vovchansk. Arbejdede som bankassistent.
Olena Ushakova 72 år, fra Kiev. Arbejdede med medier og marketing.
Julia Chorna 35 år, fra Odesa. Arbejdede som pædagog.
Svitlana Bobko 58 år, fra Kiev. Arbejdede som kosmetolog.
Maiia Parfentieva 51 år, fra Makiivka. Arbejdede som massør.
Svitlana Yavorska-Horpyniuk 42 år, fra Kiev. Arbejdede med børn og musikteater samt som skolelærer i kultur og psykologi.
Svitlana Bobko
Svitlana Yavorska-Horpyniuk
Olena Ushakova
KHMELNYTSKYI
ZAKARPATTIA
CHERNIVTSI IVANOFRANKIVSK
VINNYTSIA
ODESA
Odesa
Julia Chorna
CHERNIHIV
CHERKASY KIROVOHRAD
SUMY
MYKOLAIV
Vovchansk
ZAPORIZHZHIA KHERSON POLTAVA
DNIPROPETROVSK
KHARKIV
DONETSK
Makiivka
LUHANSK
CRIMEA SEVASTOPOL
Maiia Parfentieva
LYSDESIGN
Kasper Daugberg
LYDDESIGN
Kristian Berg
DRAMATURG
Jens Christian Lauenstein Led
FORESTILLINGSLEDER
Erik Lund
TEKSTAFVIKLER
OG INSTRUKTØRASSISTENT
Amalie Bærentsen
SCENEMESTER OG SCENETEKNIK
Nicklas Clemmesen
LYD- OG LYSAFVIKLING
Anton Caleniuc
Emil Lodberg
Sune Blach Granberg
KOSTUMIER
Pernille Thulin Augustinussen
PÅKLÆDER
Theresa Breitenstein
SKRÆDDERSALSLEDER
Anne Remien
FRISØRLEDER
Helle Denhardt Knudsen
MALERSAL
Karsten Legård
Rikke Wilkenschildt
PRODUKTIONSLEDER
Torben Omann Sørensen
TEATERDIREKTØR
Kjersti Hustvedt
DIREKTØR
Claus Nørgaard Poulsen
FOTO
Rumle Skafte
PREMIUMPARTNERE
ERHVERVSPARTNERE
Min geniale veninde
20. september – 18. oktober 2025
Napoli i 1950’erne. Venskaber og kærlighed. Mafia og de røde brigader. Forelskelser og utroskab. Velkommen til Elena Ferrantes forrygende romanunivers, som her foldes ud i en gigantisk teaterforestilling.
Alt det som er
15. november – 20. december 2025
Når hverdagen ændrer form, og stilheden pludselig larmer, opstår et nyt rum fyldt med længsel, erindringer og spørgsmål.