Amadeus
AF Peter Shaffer
Oversat af Kasper Holten
Bearbejdet af Kim Bjarke
Amadeus – tilblivelse og historisk ramme
Peter Shaffers Amadeus havde premiere på National Theatre i London i 1979 og blev en øjeblikkelig succes. Amadeus kan betragtes som historisk fiktion. En genre, der kan sammenlignes med en litterær tidsrejse. Handlingen udspiller sig som regel på et virkeligt sted i en tidsperiode, der er kulturelt genkendelig for mange. Karaktererne er ofte virkelige personer, som forfatteren digter frit om, og fortællingen er en blanding af faktiske historiske begivenheder og fiktion.
At Mozart døde ung og under uklare omstændigheder har givet anledning til spekulation, mytedannelse og konspirationsteorier. Rygterne om, at Salieri skulle have forgiftet Mozart, opstod straks efter Mozarts død og forfulgte Salieri resten af livet. Peter Shaffer er ikke den første, der har skabt kunst med afsæt i den påståede rivalitet mellem de to komponister. Allerede Alexander Pushkins stykke Mozart og Salieri fra 1830 og Albert Lortzings sangspil Szenen aus Mozarts Leben fra 1832, kun fem og syv år efter Salieris død, skildrer Salieri som en jaloux mand, der vil stoppe Mozart for enhver pris.
I 1984 adapterede Shaffer sit stykke til et filmmanuskript. Filmen, der blev instrueret af Miloš Forman, vandt otte Oscars. Shaffer selv har udtalt, at stykket er ”loosely based on reality”, og Forman har kaldt sin film ”a fantasia”.
Historisk fiktion er dog en vanskelig genre, da handlingen let kan opfattes som historisk sandhed i den almene bevidsthed. For mange mennesker er Salieris navn uundgåeligt forbundet med Mozarts død, og rivaliteten mellem dem anses ofte for at være et ubestrideligt historisk faktum.
Hvordan de to komponisters relation i virkeligheden så ud, er umuligt at fastslå med sikkerhed. At Salieri skulle bære skylden for Mozarts død er dog en teori, der ikke understøttes af alle forskere. Meget peger på, at de to mænd havde en venskabelig relation, og Salieri underviste for eksempel Mozarts yngste søn i klaver efter faderens død. Stykker som Amadeus indbyder dog til dybere refleksion over historisk korrekthed kontra kunstnerisk frihed samt over kunstneres ret til frit at digte om livet, historiske begivenheder og virkelige personer.
Komponistens perspektiv
Ramez Mhaanna – Koncertpianist og komponist
Legenden om Mozart, geniet uden sociale kompetencer, og Salieri, den snu, misundelige middelmådighed, har sin oprindelse længe før Miloš Formans legendariske film fra 1984. Onde tunger påstod (uden noget belæg), at den dybt senile, depressive Salieri, som omtrent 73-årig i 1823 mumlede noget à la: Jeg er årsagen til Mozarts død, hvorefter rygtet i forrygende hast blev spredt på verdensplan – så hurtigt, at den russiske forfatter Pushkin i 1830 skrev teaterstykket Mozart og Salieri, som Peter Shaffers Amadeus fra 1979 er baseret på.
Det er ikke usædvanligt, at denne dramatiske historie fik vinger i konteksten af 1800-tallets flair for genidyrkelse, det tragiske og skæbnens dialektik. Ligeledes passer den perfekt ind i Hollywoods repertoire af over-thetop historisk-psykologiske dramaer.
Er historien sand? Nej.
Rettere sagt – den er baseret på virkelige historiske personer og begivenheder. Men Salieri var en god kollega til Mozart og en mand, som gavmildt bidrog til den europæiske musikkultur langt ind i 1800-tallet, blandt andet som mentor og lærer for giganterne Beethoven, Schubert og Liszt. I 1800-tallets Wien var den gamle italieners stil ved at gå af mode, hvilket gav endnu mere grobund for folks mistillid.
Og ja, hans udenlandske baggrund spillede heller ikke til hans fordel.
Mozart var langt fra den neurotiske, næsten klovnede figur, som Shaffers Salieri ser ham som. Tværtimod var han, om end fritænkende og til tider lidt for ekstravagant klædt i forhold til 1700-tallets wienske hofkultur, en hårdtarbejdende, tænkende og konstant studerende komponist. Den markante under-bæltestedet-preteen-humor er ganske vist tydeligt repræsenteret i mange af hans breve, men kom primært til udtryk i hans nærmeste, mest familiære relationer.
Alligevel rammer historien om et af musikhistoriens største genier noget meget centralt i vores forståelse af den skabende kunstner.
Selvom den moderne – i min optik meget overfladiske – dyrkelse af the X factor tager alt for meget fokus fra kunstneres flid, arbejde og håndværk, findes der alligevel det udefinerbare element, som gør nogle kunstnere tidsløse og legendariske frem for andre.
En “gave”, som nærmest vilkårligt og uden retfærdig hensyntagen til en kunstners personlige etik, moral eller pietisme bliver “tildelt” den ene frem for den anden: “geni-genet”, som den fiktive Salieri i stykket retter sin sygelige misundelse imod.
Man skulle næsten tro, at Shaffer leger med publikums opfattelse af historie versus fiktivt drama. For når vi som seere fortaber os i det forførende 1700-talsunivers med farvestrålende kostumer, lækre desserter og pragtfuld musik, kan vi nemt komme til at glemme det, der måske er stykkets vigtigste pointe: at det hele foregår inde i den gamle Salieris hoved. Hans blik på den yngre, seksuelt frisindede, dybt musikalsk begavede Mozart tildeler ham de overmenneskelige – ja, guddommelige – kvaliteter i kombination med dyb vulgaritet. Shaffer viser os, hvor vanvittig misundelse kan gøre et menneske, så meget at man i grunden risikerer at miste sig selv, og gør dermed Amadeus mere til en opdagelsesrejse i misundelsens anatomi end til en historisk portrættering af Mozart eller Salieri.
På trods af den historiske unøjagtighed er der noget meget sundt i dette blik på den musikalske gigant Mozart: fokus på det menneskelige. En portrættering, der børster støvet af hans forherligede marmorbuste og viser ham som en mand, der er legesyg, øm, frisindet, humørfyldt og sexglad, og som er frustreret over det højere samfunds selvindbildskhed og rigide normer –karaktertræk, der gennemsyrer hans musik: Fra kritikken af adelen i Figaros bryllup, den musikalske udforskning af seksualdrift i Don Juan og Così fan tutte, til et musikalsk sprog og følelsesudtryk, der peger dybt ind i det 19. og sågar det 20. århundrede.
Og så er stykket bare fyldt med pissegod musik – som Mozart måske selv ville have udtrykt det.
JAKOB HØJLEV JØRGENSEN
Antonio Salieri
JEPPE ELLEGAARD MARLING
Wolfgang Amadeus Mozart
ANNA BRUUS CHRISTENSEN
Constanze Weber
MOGENS REX
Kejser Joseph II m.fl.
ØSTEN BORRE SIMONSEN
Baron van Swieten m.fl.
JØRGEN W. LARSEN
Grev Orsini-Rosenberg m.fl.
CLARA JOSEPHINE MANLEY
Grev von Strack m.fl.
LARS TOPP THOMSEN
Venticello 1 m.fl.
NANNA BUHL ANDRESEN
Venticello 2 m.fl.
RAMEZ MHAANNA
Kapelmester Bonno
INSTRUKTØR
Kim Bjarke
SCENOGRAF
Olav Myrtvedt
KOSTUMEDESIGNER
Maria Gyllenhoff
LYSDESIGNER
Jakob Juul
LYDDESIGNER
Mads Skjøtt Stagis
PIANIST, KOMPONIST OG MUSIKALSK KONSULENT
Ramez Mhaanna
DRAMATURG
Agnes Norlin Engvén
FORESTILLINGSLEDER
Ditte Cecilie Lyngsø
SUFFLØR
Ina Jessen
PRODUKTIONSLEDER
Anders Poll
SCENEFORMAND
Tobias Langkilde
SCENETEKNIKER
Mads Maybom
LYD- OG LYSAFVIKLERE
Anton Caleniuc
Sune Blach Granberg
FRISØR-, SMINKØR- OG PÅKLÆDNINGSLEDER
Helle Denhardt Knudsen
FRISØR OG SMINKØR
Nanna Lindholm Andreasen
FRISØRASSISTENT
Anders Mandrup
Anne Stjerneby
Matias Keis
PÅKLÆDER
Caroline Landgaard
Theresa Breitenstein
SKRÆDDERSALSLEDER
Anne Remien
KOSTUMIER
Emma Lundhede
SKRÆDDERE
Alberte Leonora
Conni Idskov Jensen
Dorthe Juul Rasmussen
Lone Mortensen
Pernille Thulin Augustinussen
Signe Rand Ebbesen,
MALERE
Karsten Legård
Rikke Wilkenschildt
TEATERDIREKTØR
Kjersti Hustvedt
DIREKTØR
Claus Nørgaard Poulsen
FOTO
Anders Bach
PREMIUMPARTNERE
ERHVERVSPARTNERE
LYST TIL MERE TEATER? LYST TIL MERE TEATER?
Spillemand på en tagryg
2. maj – 6. juni 2026
Spillemand på en tagryg er en rørende og tidløs musical om familie, tro og forandring. Med sange, vi kender, og karakterer, vi aldrig glemmer, følger vi mælkemanden Tevje i spændingsfeltet mellem traditionens tryghed og en verden i opbrud.
En stor Broadway-succes, der rammer lige i hjertet.
Scener til livet
JERNBANEGADE 9-11 · 9000 AALBORG
BILLETSERVICE 96 31 60 20 · ADMINISTRATION 96 31 60 10 FIND AALBORG TEATER PÅ