© Marco Borggreve
PROGRAM
PROGRAMNOTER
DANIEL BLENDULF, DIRIGENT Antonin Dvorák Nøkken (Vandmanden) – symfonisk digt, op. 107 (1841-1904) (ca. 19 min.)
Peter Tjajkovskij (1840-1893)
Koncert for violin og orkester, D-dur, op. 35 Allegro moderato Canzonetta. Andante Finale. Allegro vivacissimo (ca. 34 min.)
PAUSE
Johannes Brahms Symfoni nr. 3, F-dur, op. 90 (1833-1897) Allegro con brio Andante Poco Allegretto Allegro (ca. 35 min.)
Antonin Dvorák: Nøkken (Vandmanden) – symfonisk digt, op. 107, 1896 Folklore om vandvæsner Efter sine tre år i USA, hvor han skrev sine kendteste værker, symfonien Fra den nye verden og cellokoncerten, vendte han hjem igen i 1895. I sine sidste år skrev han kammermusik og sine sidste operaer, herunder den 9. opera, Rusalka (1901), om en vandnymfe, der forelsker sig i en mand. Operaen er baseret på et eventyr af Karol Jaromir Erben. I 1896-97 skrev Dvorák en serie på fem symfoniske digte over folkelige ballader fra Erbens samling Kytice (Buket af folkelegender). Herfra er Nøkken (Vandmanden). Digtet beskriver en moder, der advarer sin datter om at gå ned til søen. Hun gør det alligevel og bliver trukket ned i Nøkkens rige. Musikken er bygget op som en rondo – med nøkkens tema som tilbagevendende refræn – med mor og datter som mellemepisoder. Til Wienerpremieren havde Dvorák sendt en beskrivelse af musikkens gang til Robert Hirschfeld: Nøkkens tema: den groteske skikkelse sidder i et træ og gør sig klar til at fange en brud. Datter og mor: den uskyldige pige (klarinet – tema i dur) – morens advarende drøm (violiner – tema i mol) Nøkkens tema: pigen går til søen og bliver trukket ned af nøkken Nøkkens triste rige: pigen har født ham et barn – hun synger en vuggevise (fløjte og obo) – over dette bliver nøkken vred – de skændes – men det ender med, at nøkken tillader, at hun genser sin mor – men på betingelse af, at hun kommer hjem, inden aftenklokken ringer, og at hun efterlader barnet. – LANG PAUSE Mor og datter: i trist samtale – PAUSE Nøkkens tema: han venter utålmodigt – går til sidst op og banker på morens dør, men bliver afvist – tredje gang han bank-
er på, har han dræbt deres barn og smider det døde barn på tærsklen: ”Et barns hoved uden krop, Et barns krop uden hoved”. Coda: Frøers kvækken (rytme fra nøkkens tema); han er forsvundet i søen – reminiscenser af morens tema og datterens hulk over sit døde barn.
Peter Tjajkovskij: Violinkoncert, D-dur, 1881
I Gerhard Schepelerns klassiske Koncerthåndbogen, 1957 står en fremragende, om end farvet karakteristik af Tjajkovskij og hans musik: ”Tjajkovskij var dårligt udrustet til livet – en veg og svag natur med et lidenskabeligt, men sygeligt depressivt temperament og med ulykkelige tilbøjeligheder, som forvoldte svære konflikter og nervekriser. I musikken søgte han afløb for sit stormfulde følelsesliv, som han her blottede med hensynsløs ærlighed. Det er først og fremmest som den stærke, uhæmmede lidenskabs tonedigter, at han har vundet det store publikums hjerte. Hans tonesprog har også en elementær intensitet af usædvanligt format, en sanselig, lyrisk mættet melodik, en bred, dramatisk spændt opbygning og en saftig, undertiden grel orkestral kolorit. Hans russiske naturel giver sig ofte udtryk i vildskab og rytmisk raseri, undertiden i folkeligt klingende melodier.” Netop alle disse ingredienser er at finde i aftenens koncert. Musik der stinker Skønt Tjajkovskijs violinkoncert i dag hører til violinisternes hovedrepertoire sammen med Beethovens og Brahms’ koncerter, var den længe om at slå igennem. Komponisten havde svært ved at få den opført i Rusland. Den store russiske violinist Leopold Auer, som skulle have uropført den, erklærede den for uspillelig. En anden russer Adolf Brodsky bragte den til uropførelse, men i Wien. Og det gik helt galt. Her var Eduard Hanslick en frygtet anmelder, der brugte sit kritikerhverv til
at nedsable alt, hvad han ikke kunne lide – hvilket siger mere om Hanslick. Hans dom lød: ”Der spilles ikke længere på violinen, den mishandles, rives i stykker, bankes gul og blå... Finalen fører os midt ind i et russisk markeds brutale og ynkværdige glæde. Vi ser vilde og vulgære ansigter, vi hører eder, vi mærker lugten af dårlig brændevin. Tjajkovskijs violinkoncert giver os for første gang den ækle tanke, at der kan findes musik, som lugter dårligt for øret!” Sikke en musikkritik – hvabehar’?
Johannes Brahms: Symfoni nr. 3, F-dur, 1884
Brahms skrev sin 3. symfoni i sommermånederne i 1883 i Wiesbaden. Det er den korteste af alle hans fire symfonier. Ikke desto mindre er den som ofte hos Brahms meget kompakt i sin musikalske tekstur. Orkesterstemmerne er tæt vævet; og baggrundsstemmer får ofte motivisk vægt og betydning, så det nogen gange er svært at høre hvilken stemme, der er den førende. Den musikalske karakter skifter hele tiden mellem det dramatisk højspændte og det afslappede lyriske. Det gælder især de to ydersatser. Mellemsatserne er mere afdæmpede og bliver af kommentatorer ofte set som mindre vægtige. Forskere har peget på, at de ”left overs” fra en Faustmusik, som Brahms arbejde med omkring 1880. Det er et særsyn i symfonilitteraturen, at alle satserne i 3. symfoni slutter ved at ”fade ud”. Desuden er der i forhold til symfoniens toneart, F-dur, et mærkeligt tvelys mellem mol og dur. Finalen står i f-mol, indtil den mod slutningen går over i F-dur. Et musikalsk kryptogram? Denne symfonis to takters indledning har fået meget omtale i tidens løb. Det er et motto, der klinger, inden musikken sætter rigtig i gang – som det bankende skæbnemotiv i Beethovens 5. symfoni, der lyder inden temaets start. Brahms’ motto består
af tre toner: F-A-F over tre akkorder. De tre toner skulle stå for: Frei Aber Froh – en lykkelig ungkarls bekendelse? Brahms skal have sagt: ”Hellere skrive en opera, end at gifte sig!” Han gjorde ingen af delene. De fire satser De tre toner er allesteds nærværende i 1. sats. Efter mottoets to takter høres det som baslinje under det faldende hovedtema; derefter to gange i træblæserne over 2. frase af hovedtemaet; dernæst synkoperet i hornene bag hovedtemaets 3. frase; og endelig tre gange side om side med strygernes hektiske videreførelse af hovedtemaet. I alt otte gange inden musikken falder til ro med det lyriske sidetema. Dette er blot ét nærbillede af, hvad der sker også senere i satsen. 2. sats har en folkelig tone over sig. En højtidelig, landlig stemning. Clara Schumann, Brahms’ livslange veninde, fik association af bedende folk omkring et skovkapel. 3. sats er i sit langsommere tempo ikke en typisk scherzo. Den starter med celloens heftigt længselsfulde tema, dernæst spillet af hornet. Finalen starter med en mystisk hvirvlende mumlen, inden satsen rigtig tager fart. Mod slutningen skiftes tilbage til F-dur. Her høres mottoet og reminiscenser af 2. sats; og det hele munder ud i en sagte gentagelse af hovedtemaet fra 1. sats. © Rolf Ruggaard
Daniel Blendulf er født i Stockholm i 1981 og begyndte i en alder af otte år at spille cello. Han studerede hos Torleif Thedéen på Edsberg Institute of Music i Stockholm og vandt i 2008 1. prisen i The Swedish Conducting Competition. I 2010 dimitterede han fra Musikhögskolan i Stockholm. Som en af Skandinaviens mest eftertragtede unge dirigenter har Daniel Blendulf allerede arbejdet med store orkestre i bl.a. Japan, USA, Australien og Europa. Han er chefdirigent og kunstnerisk rådgiver for Dalasinfoniettan, hvor han har fokus på både det klassiske repertoire lige så vel som arrangementer med nyskrevet musik. Han er en hyppig gæstedirigent for Sveriges Radios Symfoniorkester, ligesom han har samarbejdet med Stockholms Filharmoniske Orkester, Malmö Symfoniorkester og har dirigeret flere operaer som bl.a. Don Pasquale og Carmen på Den Kgl. Opera i Stockholm. Daniel Blendulf har været med i flere cd-indspilninger - senest udgivelsen af Nielsens violinkoncert med Cecilia Zilliacus og Helsingborgs Symfoniorkester i 2015. Han kunne sidst opleves med Aalborg Symfoniorkester i 2016.
AMAURY COEYTAUX, VIOLIN Den franske stjerneviolinist Amaury Coeytaux begyndte sin musikalske rejse i en alder af kun fire år og havde sin første officielle orkesteroptræden som 11-årig. Han blev præsenteret live på Radio France, hvor han spillede den tredje Ysayesonate. Amaury Coeytaux studerede ved Conservatoire National Supérieur de Musique de Paris med topudmærkelse. I 2003 fortsatte Coeytaux sine studier i USA, og året efter havde han sin debut med Brahms’ violinkoncert i Carnegie Hall under dirigent David Gilbert. Han har spillet på store koncertsteder i hele verden – bl.a. i Washington, Rom og Paris med fremtrædende musikere som Joseph Silverstein, Pinchas Zukerman og Joseph Kalischtein. Hyldet af The Strad som en usædvanlig følsom og poetisk musiker har Amaury Coeytaux vundet ros overalt for sine smukke fortolkninger af de store værker. Som etableret solist, kammermusiker og koncertmester ved Paris Filharmonikerne er Coeytaux anset som en af de mest anerkendte musikere på verdensplan og har vundet en stribe internationale priser. Han spillede sidst med Aalborg Symfoniorkester i december 2015. Amaury Coeytaux spiller på en 1773 Guadagnini violin.