Koncertprogram, Aalborg Symfoniorkester, Elgar & Dvořák, 27.03.2025

Elgar & Dvořák Torsdag 27. marts 2025 kl. 19.30 i Koncertsalen i Musikkens Hus Dirigent Solist Koncertmester

Michael Sanderling Maximilian Hornung, cello Vesselin Demirev

Program Antonín Dvořák (1841-1904)

Fra De slaviske danse, op. 46 nr. 1, C-dur, Presto nr. 3, As-dur, Poco Allegro nr. 8, g-mol, Presto

Edward Elgar (1857-1934)

Koncert for cello og orkester, e-mol, op. 85 I. Adagio; Moderato II. Lento; Allegro molto III. Adagio IV. Allegro; Moderato; Allegro, ma non troppo

Pause Antonín Dvořák

Symfoni nr.7, d-mol, op.70 I. Allegro maestoso II. Poco adagio III. Scherzo: Vivace IV. Finale: Allegro

(ca. 4 min) (ca. 4 min) (ca. 3 min) (ca. 30 min)

(ca. 20 min) (ca. 35 min)

Michael Sanderling, dirigent Michael Sanderling har været chefdirigent for Lucerne Symphony Orchestra siden sæsonen 2021/2022. Sideløbende hermed har han en blomstrende karriere som gæstedirigent. I de seneste sæsoner har han stået foran Berliner Philharmoniker, WDR Sinfonieorchester, SWR Symphonieorchester, Tonhalle-Orchester Zürich, Concertgebouworkest, Orchestre de Paris, NHK Symphony Orchestra og Toronto Symphony Orchestra. Han nyder et særligt tæt og regelmæssigt samarbejde med Gewandhausorchester Leipzig og Konzerthausorchester Berlin.

Sanderling er født i Tyskland i 1967 og er oprindeligt uddannet cellist og kan se tilbage på en fornem karriere som orkestermusiker. I 1987 blev han som 20-årig ansat som solocellist i Gewandhausorchester Leipzig under Kurt Masur og fra 1994 til 2006 havde han samme rolle i Berlins radiosymfoniorkester.

Michael Sanderling fik sin dirigentdebut ved en koncert med Kammerorkester Berlin i 2000, og i 2006 blev han udnævnt til musikchef for Kammerakademie Potsdam – et hverv, han havde frem til 2011, hvor han blev chefdirigent for Dresdner Filmharmonikerne. Frem til 2019 løftede han orkestret til nye højder.

Sanderling arbejder passioneret med unge klassiske talenter, og han underviser på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst Frankfurt am Main og arbejder regelmæssigt med Bundesjugendorchester og andre ungdomsorkestre. Fra 2003 til 2013 var han leder for Deutsche Streicherphilharmonie, og i Lucerne fortsætter han med at styrke orkestrets samarbejde med musikskolen her.

Programnoter Af Jan Mygind

Antonín Dvořák Som den førstefødte ud af en søskendeflok på 14 var det egentlig meningen, at Dvořák skulle videreføre familiens forretninger. Han viste dog tidligt sit særlige talent og fulgte drømmen om en musikalsk karriere ved at uddanne sig både som organist og som violinist.

De første år var det svært for Dvořák, som måtte kæmpe hårdt for sit store gennembrud som komponist. I anden halvdel af det 19. århundrede var musikken i forandring, og den centraleuropæiske musikstil blev udfordret af en bølge af nationalromantik, hvor musikere og komponister begyndte at hente inspiration i den lokale folkemusik og folklore.

Dvořák var blandt de første komponister i denne nye bølge, og hans musik emmer af bøhmiske og slaviske toner og rytmer. Intet sted er dette mere tydeligt end i hans store gennembrudsværk De slaviske danse, op. 46, som orkestret spiller fra i aften.

Der er tre danse på programmet: Nr. 1 i C-dur: Denne dans er kendt for sin energiske og livlige karakter – også kaldet furiant, som er kendetegnet ved hurtige skift mellem 2/4- og 3/4takt, hvilket skaber en medrivende rytmisk effekt.

Nr. 3 i As-dur: Denne dans er let og munter, typisk for polkaens stil. Den har en sprudlende og dansende rytme, der gør den til en af de mere

populære og tilgængelige blandt de slaviske danse.

Nr. 8 i g-mol: Igen en furiant, båret af komplekse rytmiske mønstre og en smittende energi.

Edward Elgar Elgar havde en lidt atypisk vej ind i musikken, og i modsætning til langt størstedelen af sine komponistkollegaer, fik han aldrig nogen formel musikalsk uddannelse.

Hjemmet har dog været fyldt med musik, da faderen solgte noder og levede som klaverstemmer. Han havde ofte den unge Elgar med sig på arbejde, og her udviste drengen et særligt talent for musik.

I sin ungdom kæmpede Elgar hårdt for at sikre sig en vej ind i musikkens verden. Han blev som 29-årig gift med sit livs store kærlighed, Alice.

Hun var ham en uvurderlig støtte gennem de næste mange år, og Elgars bryllupsgave til hende – et lille stykke musik for violin og klaver, Salut d’Amour – bliver hurtigt et hit og kaster lidt spotlys på Elgar som komponist.

Cellokoncerten Elgars cellokoncert er et af hans sidste store værker og står i skarp kontrast til de pompøse og patriotiske værker, der havde bragt ham frem i den engelske musikverden. Den blev skrevet umiddelbart efter 1. verdenskrig, i en tid præget af tab, desillusion og kulturel omvæltning, hvilket afspejles i koncertens melankolske og indadvendte tone.

Elgar synes at vende sig indad, at søge efter et mere personligt og ærligt musikalske udtryk. Koncerten

blev uropført i London i 1919, men den første opførelse blev ikke en succes – primært på grund af manglende prøvetid og en halvhjertet opførelse fra orkestrets side. Det var først mange år senere, at værket for alvor fandt sin plads i koncertrepertoiret, blandt andet takket være den legendariske cellist Jacqueline du Pré, der i 1960’erne indspillede koncerten og derved bidrog til dens status som én af det 20. århundredes vigtigste cellokoncerter. Koncertens fire satser følger ikke den traditionelle romantiske virtuos-tradition, hvor solisten i høj grad skal brillere. I stedet er celloen ofte i dyb musikalsk samtale med orkestret, nærmest som en stemme i en indre monolog.

Den første sats åbner med en kraftfuld, følelsesmættet solo-cello, der straks sætter den alvorsfulde tone, som gennemsyrer hele værket.

Anden sats er lettere og mere bevægelig, men de livlige, næsten danseagtige figurer synes alligevel farvet af en underliggende vemod.

Tredje sats er næsten som at træde ind i et intimt rum, hvor celloen synger med en stille intensitet – det er her, man for alvor fornemmer Elgars indadvendte refleksioner.

I finalen hører vi et mere energisk musikalsk udtryk, men selv her er det ikke triumf, der præger musikken, snarere en blanding af uro og bittersød erkendelse. Elgars cellokoncert forbinder fortidens romantiske idealer med en ny verdens nøgterne tone. Det er et personligt vidnesbyrd om en komponist, der står ved en skillevej – både historisk og kunstnerisk – og som gennem cellokoncertens musikalske sprog forsøger at omsætte det smertelige

tab og den desillusion, som den moderne verden havde påført ham. I dag står koncerten som et af de mest elskede celloværker, ikke på grund af ydre glans, men på grund af dens sjælegranskende dybde.

Værket blev bestilt af Philharmonic Society i London, og Dvořák ønskede at skabe et værk, der kunne måle sig med Brahms og de tyske mestre – uden at give afkald på sin egen musikalske identitet.

Antonín Dvořák: Symfoni nr. 7 Dvořáks 7. symfoni, komponeret i 188485, regnes af mange for hans mest alvorlige og mest dramatiske symfoni.

Den blev til i en periode, hvor Dvořák var internationalt anerkendt, men samtidig følte et stærkt ansvar for at løfte den tjekkiske musiktradition op på niveau med de store europæiske kulturnationer.

I modsætning til den mere lyse og folkloreprægede 8. symfoni samt den rigt farvede 9. – Fra den nye verden – træder 7. symfoni frem i et mørkere og mere eftertænksomt lys. Her er ingen umiddelbar folklore eller lyse naturbilleder. I stedet møder vi en tæt sammenvævet musikalsk form og en dyb, følelsesladet intensitet. Fra første sats dysterhed, hvor et heroisk

tema efterhånden vokser frem af den mørke begyndelse, til finalens kamp mellem håb og resignation fornemmes en vedholdende indre spænding og dramatik, som aldrig slipper sit greb i publikum. Den anden sats skaber en smuk kontrast med sin inderlige ro. Her udfoldes et melankolsk, sangbart tema. Tredje sats er en skæbnesvanger scherzo, hvor rytmisk leg og melodiske brudstykker slynges rundt i et dansende univers. Finalen vender tilbage til første sats drama og fører lytteren gennem kontrastfyldte afsnit, inden musikken afklares i en bittersød erkendelse.

Maximilian Hornung, cello Maximilian Hornung har i de senere år etableret sig som en af de førende cellister i sin generation. Han gæstede sidst Aalborg i 2018, hvor han tryllebandt publikum, da han var solist i Bruchs Kol Nidrei.

Foto: Marco Borggreve

Han er født i 1986 i Augsburg og begyndte at tage celloundervisning som otteårig. De lærere, han har studeret mest intensivt hos, er Eldar Issakadze, Thomas Grossenbacher og David Geringas. Som cellist i Tecchler Trio, som han spillede i indtil 2011, vandt han førsteprisen ved ARD Musik Konkurrencen i 2007. I en alder af kun 23 år blev han førstecellist i Bayerischer Rundfunk Symfoniorkester og havde denne stilling frem til 2013.

Han har en omfattende koncertvirksomhed i hele verden med store orkestre og dirigenter. Blandt de seneste års højdepunkter kan nævnes debut med Dallas Symphony Orchestra, Frankfurter Opern- und Museumsorchester, Estonian Festival Orchestra og Helsinki Philharmonic Orchestra. I sidste sæson optrådte han for første gang i dobbeltrollen som solist og dirigent med Orchestra della Svizzera italiana. Derudover spillede han med Tonhalle Zürich, Deutsche Staatsphilharmonie Rheinland-Pfalz og på turné med Nederlands Philharmonisch Orkest, hvor han spillede Brahms’ dobbeltkoncert sammen med Lisa Batiashvili. Efter den succesfulde europæiske turné i trio med Anne-Sophie Mutter og Lambert Orkis i sæsonen 2022/23, optrådte han igen med AnneSophie Mutter ved Mozartwoche Salzburg i sidste sæson.

Maximilian Hornung har været støttet og sponsoreret af Anne-Sophie Mutter Circle of Friends Foundation og Borletti-Buitoni Trust London. Siden foråret 2022 har han været kunstnerisk leder af Traunsteiner Sommerkonzerte.

Aalborg Symfoniorkester 1. Violin Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Julia Turnovsky 1.alt. koncertmester + Camille Joubert 2. koncertmester + Olga Daniluk Christine Langer Thomas Rokkjær Igor Vitenson Christian Thordal-Christensen Christina J.G. Rudan Else Marie Tolbøll Synnøve Gustavsson Violina Petrova # 2. Violin Agata Kawa-Cajler 1. solo # Olga Vitenson 2. solo Taras Daniluk Ludmila Landa Mark Cherry Mette Marie Matthiesen Boris Grinman Jarosław Nierychło Henriette Hansen + Bratsch Hermann Menninghaus 1. solo # Deanna Said 2. solo # Elsebeth Schmidl Vladimir Bochkovskiy Ruben Kristensen Jonatan Sjölin Anna Dahl Cello Adam Woźniak 1.solo Balázs Renczés 2. solo Matthias Hehrmann Vincent Stadlmair Hanne Houengaard Fanni Pelle #

Kontrabas Ivan Medvedev 1. solo Ian Berg 2. solo ° Stephanie Domaschio # Patrick Wilder #

Tuba Mattias Johansson 1. solo

Fløjte Kaja Marie Andersen 1. solo Camille Guénot 2. solo Ida Marie Sørmo, piccolo

Slagtøj Simon Sigfusson 1. solo Jonas Ervolder Bové 2. solo Rasmus Vinther +

Obo Judith Blauw 1. solo Christian Skovlund 2. solo # Jenny Sjöberg, engelskhorn

Administration / Teknik Rikke Mølgaard, administrerende direktør Rasmus Bundgaard, økonomichef / CFO Anders M. Christensen, adm- og produktionschef / konstitueret musikchef Jesper Mikkelsen, B&U- og outreachproducent Helle Nørgaard, PR og marketing Sofie Skov Abildgaard, grafisk design Karen Bente Holmgaard, koordinator Tanja Klitgaard, sekretær Ian Phillis, nodearkivar Mai Dreier Christensen, løn og regnskab Peter H. Andersen, produktionsleder Anders Sproegel, regissør

Klarinet Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal, basklarinet Fagot Sheila Popkin 1. solo Luis Manuel Marquez Teruel 2. solo Sennen Costa, kontrafagot

Pauker Michael Pilgaard 1. solo

Horn Erik Sandberg 1. solo Hayley Tonner 3. solo # Charlie Ransley Lena Westlund Trompet Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt Basun Anders Frandsen 1. solo # Theis Pontoppidan Stoico 2. solo Jacob Ringsmose, basbasun

#

kontraktansat + assistent ° konstitueret

Sponsorer

Strauss & Langgaard Torsdag 3. april 2025 kl. 19.30 i Koncertsalen

I koncertens anden del bliver der et kort genhør med sopranen, når hun i slutningen af Langgaards Symfoni nr. 2 synger Lenzklänge med tekst af digteren Emil Rittershaus.

Der er gratis koncertintroduktion v/Jan Mygind kl. 18.30 i Intimsalen

Læs mere om vores koncerter, og køb billet på www.aalborgsymfoni.dk Du kan møde os her:

facebook.com/aalborgsymfoni

@aalborg_symfoniorkester

Der tages forbehold for trykfejl og programændringer.

Musikken er tindrende smuk og forløses sammen med Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Tobias Ringborg denne aften af den australske sopran Siobhan Stagg, som siden sin ansættelse på Deutsche Oper i Berlin fra 2013-15 har været efterspurgt på alverdens opera- og koncertscener.

Foto © Simon Pauly

Strauss var 84 og i sit livs efterår, da han komponerede Vier Letzte Lieder – en sangcyklus for sopran og orkester. Sangene handler om at tage afsked med livet, men der er ingen klagesang over Strauss værk – snarere en afklarethed.