Daniel Blendulf, dirigent
Jean Sibelius: Finlandia – en politisk protest – 1899 © Marco Borggreve
Daniel Blendulf er født i Stockholm i 1981 og begyndte i en alder af otte år at spille cello. Han studerede hos Torleif Thedéen på Edsberg Institute of Music i Stockholm og vandt i 2008 1. prisen i The Swedish Conducting Competition. I 2010 dimitterede han fra Musikhögskolan i Stockholm. Som en af Skandinaviens mest eftertragtede unge dirigenter har Daniel Blendulf allerede arbejdet med store orkestre i bl.a. Japan, USA, Australien og Europa. Han er chefdirigent og kunstnerisk rådgiver for Dalasinfoniettan, hvor han har fokus på både det klassiske repertoire lige så vel som arrangementer med nyskrevet musik. Han er en hyppig gæstedirigent for Sveriges Radios Symfoniorkester, ligesom han har samarbejdet med Stockholms Filharmoniske Orkester, Malmø Symfoniorkester og har dirigeret flere operaer som bl.a. Don Pasquale og Carmen på Den Kgl. Opera i Stockholm. Daniel Blendulf har været med i flere cd-indspilninger – senest udgivelsen af Nielsens violinkoncert med Cecilia Zilliacus og Helsingborgs Symfoniorkester i 2015.
Begge aftenens Sibelius-værker hører til hans tidlige kompositionsperiode. Ydermere var det med Finlandia, at han fik slået sit navn fast som tidens store finske komponist og nationale ikon. Sibelius’ historiske situation falder sammen med opståen af en selvstændig finsk stat. Efter at have været en svensk koloni siden 1300-tallet, blev landet under Napoleonskrigene i 1809 erobret af Rusland og annekteret som et hertugdømme direkte under den russiske zar – indtil Finland fik sin selvstændighed i 1917. Den svenske indflydelse havde i århundreder været så stor, at russificeringen i 1800-tallet medførte en national opstand. Slagordet lød: ”Svenskere kan vi ikke være, russere vil vi ikke blive, altså må vi være finner.” I 1890’erne skærpedes russificeringen af Finland med fjernelse af selvstyret og finsk som officielt sprog. Den indsatte russiske guvernør indførte i 1899 diktatoriske undtagelsestilstande. Finske aviser blev lukket, og ytrings- og pressefriheden indskrænkedes voldsomt. Samme år i november lavede man derfor et protestarrangement på Det Svenske Teater med opførelse af scener fra den finske fortid. Sibelius komponerede et forspil til hvert af disse tableauer. Den scene, som Finlandia indledte, viste en afsveden mark og nedbrændte huse. Midt i det hele sidder moder Suomi med sine sultne og frysende børn!
“Daniel Blendulf is simply a conductor of pure quality.” Sydsvenskan
Arrangementet og dermed musikken vakte international opsigt. Så russerne måtte forbyde videre opførelser af Finlandia. Nogle af de øvrige forspil blev af Sibelius udgivet som Historiske scener.
Janine Jansen, violin
Indledningen rummer både mørke, trodsige og sorgfulde, tragiske toner. Men snart tager hoveddelen fat med kampivrige og til sidst triumferende toner. © Harald Hoffmann-Decca
Janine Jansen er født i Holland i 1978, og det har altid været åbenlyst, at hun ville gøre violinen til sin levevej. Hun begyndte at spille i en alder af blot seks år, og både hendes forældre og to brødre er alle musikere. Janine studerede hos Coosje Wijzenbeek, Philipp Hirshhorn og Boris Belkin, og hendes koncertdebut i 1997 gjorde hende til en stor stjerne i sit hjemland, men snart havde hun skabt et blændende internationalt ry og har arbejdet med de mest fremtrædende orkestre og dirigenter verden over. I denne sæson optræder Janine bl.a. med Wiener Filharmonikerne, Orchestra dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Orchestre National de Belgique, som bl.a. omfatter en mindekoncert for hendes tidligere lærer Philipp Hirshhorn. I 2016/17 er hun samtidig fast solist ved London Symfoniorkester Wigmore Hall samt ved Luxembourg Filharmonikerne. Derudover turnerer hun i og uden for Europa. Janine Jansen har medvirket i flere cd-indspilninger bl.a. Bartóks violinkoncert nr. 1 med London Symfoniorkester og et album med koncerter og sonater af Bach samt Prokofjevs violinkoncert nr. 2 med London Filharmonikerne. Hun har vundet en række priser – i 2003 modtog hun den hollandske Musikpris fra Kulturministeriet – den højeste udmærkelse en kunstner kan modtage i Holland. Derudover har hun fire gange vundet Edison Classic Public, tre Echo Awards, Royal Philharmonic Society Instrumentalist Award, Preis der Deutschen Schallplattenkritik, NDR Musikpreis for fremragende kunstnerisk præstation. ”I dag er Janine Jansen stadig den bedst sælgende violinist på iTunes. Derfor kaldes hun ”The Queen of the Download”.” Klassisk 2016
Sibelius: Violinkoncert, d-mol, op. 47 - 1905
I sin studietid brugte Sibelius lige meget tid på komposition og på sit violinspil. Men på et tidspunkt måtte han vælge – og fravalgte altså en karriere som violinvirtuos. Til alt held for os koncertgængere. Sibelius har komponeret en mængde violinmusik: salonstykker, to violinserenader og ikke mindst den særprægede strygekvartet, Voces Intimae. Violinkoncerten er altså komponeret af én, der kender instrumentet inde fra. Selv om violinstemmen er fuld af virtuose passager og greb, er den dog ikke på linje med tidens øvrige virtuose bravourstykker. Den er med sit romantiske sprog og sin symfoniske balance mellem orkester og solist i klasse med Brahms’ og Tjajkovskijs violinkoncerter. I øvrigt var Sibelius i sine to første symfonier – komponeret inden violinkoncerten – meget orienteret mod russisk musik, især Tjajkovskijs. Med vores nordiske vinkel glemmer vi tit, at Finland har Rusland som en stor nabo – med indflydelse herfra på godt og ondt.
Carl Nielsen: Symfoni nr. 2 “De fire temperamenter” - 1902 En ølstue-joke Nielsens symfoni blev til i en travl tid fra 1901-02. Foruden at passe sit job som violinist i Det Kgl. Kapel arbejdede han desuden på sin første opera, Saul og David. Mange år senere har Nielsen til to forskellige koncerter i programnoteform givet os et indblik i baggrunden for symfonien. Og det er ret morsom læsning. Første programnote fra 1926: “Symfoniens fire Satser er komponeret ud fra Idéen om de fire menneskelige Karakterer: den Heftige (Allegro collerico), den Lade (Allegro flemmatico), den Sørgmodige (Andante malincolico) og den Livsglade, godtroende (Allegro sanguineo).”
Mens de øvrige tre karakterer for en stund kan rumme modsatte følelser, hævder Nielsen, at: “Den Lade, den ugidelige derimod kommer vanskeligt ud af sin flegmatiske Tilstand, hvorfor denne Sats baade er kort (han gider ikke) og ensformig i sit forløb.” Selve ideen om ‘fire temperamenter’ går tilbage til antikken og har præget bl.a. medicinlærdommen op til nyere tid. Ifølge denne tradition skulle temperamenterne stamme fra de fire legemsvæsker: det sangvinske fra blodet, det koleriske fra den gule galde, det flegmatiske fra lymfevæsken og det melankolske fra den sorte galde. Bemærk at Nielsen har arrangeret de fire typer, således at de stemmer overens med det klassiske satsforløb: hurtig - valsesats - langsom - finale. Programnoten fra 1/10 1931 er formentlig det sidste, Nielsen nåede at skrive i sit liv. Et følgebrev til programnoten indleder han således: “Da jeg er syg og om en time skal indlægges på Rigshospitalet…” Nielsen døde 3 dage senere. Begyndelsen af selve noten lyder: “Anledningen til Symfonien “De fire Temperamenter” fik jeg for mange Aar siden i en Landsbykro på Sjælland. Der hang paa Væggen i det Værelse, hvor jeg sammen med min hustru og nogle Venner drak et Glas Øl, et højst komisk koloreret Billede som var inddelt i fire Felter, hvori “Temperamenterne” var fremstillet og forsynet med Titler: “Den Koleriske”, “Den Sangvinske”, “Den Melankolske” og “Den Flegmatiske”. - Kolerikeren var til hest; han havde et langt Sværd i Haanden, hvormed han fægtede vildt ud i den tomme Luft…” Senere vendte billederne bestandigt tilbage i hans tanker og “en skønne Dag gik det op for mig at disse tarvelige Billeder dog indeholdt en Slags Kerne eller Ide og, - ja tænk - oven i Købet en musikalsk Undergrund!…” Derefter går Nielsen over til en beskrivelse af de enkelte satser. Efter en mere musikteknisk gennemgang af 1. sats bliver hans sprog pludseligt billedrigt: ”… snart vildt og heftigt, som et menneske der næsten forløber sig, snart i blidere Stemning, som En der fortryder sin Opfarenhed.” I beskrivelsen af 2. sats kammer han helt over – selv om han hele tiden må korrigere sig selv: “Jeg holder ikke af Programmusik, men det kan maaske alligevel interessere mine Tilhørere, at jeg under Udarbejdelsen af dette Musikstykke oplevede omtrent følgende:…” Herefter fremmanes billedet af en ung mand: ”Naar Luften dirrede af Varme, laa han i Reglen paa Molen ved Havnen med Benene ud over Bolværket. Jeg har aldrig set ham danse, dertil var han for uvirksom, men han kunde godt finde paa at gynge i Hofterne i langsom Valserytme.” I modsætning til første programnotes nøgternhed er den anden notes blomstrende sprog tankevækkende for en komponist som Nielsen, der ofte på skrift tordnede mod programmusik og den opfattelse, at musik kunne fremstille eller forestille noget. En komponist kan måske lyve om sin musik. Men hans musik lyver aldrig. – Læs komponistens programnoter i deres helhed i John Fellow: Carl Nielsen til sin samtid, 1999, s. 395 og 620. © Rolf Ruggaard
Kommende koncerter:
Bartók & Klavervirtuosen Kan du høre en følelse? Klanggiganter mødes
torsdag 6. oktober kl. 19.30 lørdag 29. oktober kl. 14.00 torsdag 10. november kl. 19.30