t © Rene Jeppesen
PROGRAM
PROGRAMNOTER
Giuseppe Verdi (1813-1901)
Giuseppe Verdi
Ouverture til operaen Skæbnens magt (ca. 8 min.)
Camille Saint-Saëns Introduktion og rondo capriccioso, op. 28 (1835 -1921) for violin og orkester (ca. 10 min.) Maurice Ravel (1875 -1937)
Tzigane koncertrapsodi for violin og orkester (ca. 10 min.)
PAUSE Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809 -1847) Symfoni nr. 4, A-dur, op. 90 – Den italienske Allegro vivace Andante con moto Con moto moderato Saltarello. Presto (ca. 28 min.)
Verdi havde op gennem den første halvdel af 1800-tallet etableret sig som Italiens absolut førende operakomponist. Efterspørgslen var stor, og i en tid, hvor der hvert år blev uropført op imod 50 operaer om året, var kampen blandt operahusene hård. Alle ville sikre et værk fra Verdis hånd. Ud over sine evner som komponist var Verdi også en dygtig forretningsmand, som forstod at tjene betydelige summer på sine værker, og efter flere års intensivt arbejde, der kulminerede med den fabelagtige trio af operamesterværker, Rigoletto, Trubaduren og La Traviata, følte Verdi sig med god grund udbrændt. Han havde brug for en pause til at genfinde sig selv som komponist og tid til at passe sin store ejendom og voksende landbrug. Hyppigheden af nye værker fra Verdis hånd daler betydeligt, og han overvejer helt at stoppe med at komponere, men en bestilling fra operaen i Paris sætter ham i gang, og han skriver Siciliansk vesper. I de efterfølgende år komponerer han også Simon Boccanegra og Maskeballet. Opførelserne af alle disse værker volder Verdi betydelige problemer både i forhold til censuren, sangerne og egen kunstnerisk integritet. Han bliver mere og mere modløs og beslutter endelig at ophøre med at komponere. Men en bestilling helt fra Sankt Petersborg tænder den eventyrlystne Verdis skaberlyst på ny, og operaen Skæbnens magt bliver skabt. Verdi og hans hustru, Giuseppina Strepponi, drager til Sankt Petersborg for at instruere opsætningen, men sygdom blandt sangerne ender med at udskyde uropførelsen et helt år. Ouverture til Skæbnens magt Operaen indledes med en vidunderlig ouverture, som med enkle og effektfulde virkemidler bereder os på, hvad vi senere kommer til at møde i operaen. Ouverturen indledes med et dramatisk skæbnemotiv: Tre lange toner høres to gange efterfulgt af et mere oprørt motiv. Et roligere afsnit bringer et tema fra 4. akt, hvor Don Alvaro forsøger at skabe forsoning mellem ham og Don Carlo. Det tredje og andægtige tema stammer fra Leonoras bøn i 2. akt. Det for-
styrres dog hurtigt af skæbnemotivet. Efter et dramatisk afsnit bringes et fjerde tema på banen. Dette tema stammer fra 2. akt, hvor Leonora indleder sin eremittilværelse ude i skoven. Ouverturen bringes til kulmination, hvor temaerne høres i nye og dramatiske konstellationer.
Camille Saint-Saëns Saint-Saëns blev født som barn af højromantikken og kunne i sin alderdom se og høre musikken forandre sig til det ukendelige; atonalitet, dodekafoni og sammenbrud af de etablerede former og rytmer var den nye klanglige virkelighed. De klassiske komponister Bach og Mozart var gennem hele livet Saint-Saëns’ tro følgesvende, og han brød sig ikke meget om de musikalske forandringer, der omgav ham. I sine ungdomsår opnåede han stor anerkendelse blandt sine komponistkollegaer i både Frankrig og Tyskland for sine utrolige evner til at spille nye partiturer fra blad og for sin store opfindsomhed som improvisator. Han indgik også nære venskaber med flere af tidens førende musikere, heriblandt den spanske violinvirtuos Paoblo de Sarasate. Netop dette venskab inspirerede Saint-Saëns til at skrive en række virtuose værker for violin, heriblandt tre violinkoncerter, to violinsonater og ikke mindst Introduktion og Rondo capriccioso for violin og orkester, som Saint-Saëns dedikerede til Sarasate. Introduktion og rondo capriccioso Siden 1858 havde Saint-Saëns arbejdet på at skrive en violinkoncert til vennen Sarasate, men forskellige andre projekter kom hele tiden i vejen for planerne. Det endte med, at Saint-Saëns i 1863 besluttede, at den sats som skulle have udgjort finalesatsen i koncerten blev udgivet under titlen Introduktion og Rondo capriccioso med en dedikation til Sarasate. Musikken indledes med et sagte og søgende tonesprog, som dog hurtig udvikler sig til varmblodet sydeuropæisk musik med virtuose passager i violinen. Musikken samler sig efterhånden i en mere fast form, som næsten har karakter af en flamenco
dans – helt sikkert en kærlig hilsen til den spanske violinist Sarasate. Den passionerede flamenco viger fra tid til anden for mere lyriske afsnit. Satsen afsluttes yderst virtuost med kaskader af hurtige passager i violinen.
Maurice Ravel
Ravel er som komponist meget svær at sætte i bås. Som en kamæleon formår han gang på gang at overraske med nye stilistiske krydderier og farver. Det ene øjeblik fremtryller han musik, der vækker minder om Debussys impressionistiske klangverden, det næste øjeblik motorisk rytmisk musik á la Stravinskij. Dertil kommer hans charmerende leg med den neoklassiske stil, hvor han tager den musikalske stil fra det 17. og 18. århundrede under kærlig behandling og på fortryllende vis gør den til sin helt egen. Der er dog et træk, der går som en rød tråd gennem alle Ravels værker. Han var en blændende instrumentator. Ligegyldigt om han skrev for stort orkester, klaver eller kammermusik, frembringer han farveorgier af klange med en næsten ufattelig nuancerigdom. Tzigane Den ungarske violinist Jelly d’Aranyi havde i begyndelsen af det 20. århundrede etableret sig som en af tidens absolut førende violinvirtuoser. Hun havde blandt andet gjort omfattende turneer med Béla Bartók. En aften havde Ravel mødt Jelly d’Aranyi ved en privat sammenkomst, hvor hun havde underholdt med improvisationer over sigøjnermelodier. Ravel blev inspireret og gik i gang med at komponere sit rapsodiske værk Tzigane og dedikerede det naturligvis til Jelly d’Aranyi. Oprindelig komponerede Ravel stykket for violin og klaver med luthéal. Luthéal var en ny opfindelse, som skulle sættes på klaverets strenge for på den måde at gøre det muligt at ændre klaverets klang. Allerede inden denne version havde haft sin uropførelse, lavede Ravel også en version for violin og orkester. Musikken som forløber i en lang sats indledes med en lang rapsodisk og yderst
virtuos passage for soloviolin. Orkesteret melder sig på banen med en virtuos harpepassage og gradvist samler musikken sig i et medrivende tema, som vokser i styrke og intensitet. Violinstemmen er gennem hele værket en tour de force i violinens mangfoldige klangmuligheder og virtuose spilleteknikker; passagespil, dobbeltgreb, pizzicato i begge hænder, flageoletter og meget mere.
Felix Mendelssohn-Bartholdy
Mendelssohn voksede op i en yderst velhavende familie i Berlin, hvor kunst og kultur var den altoverskyggende interesse. Han og søsteren Fanny havde privatlærere til at undervise dem i sprog, litteratur og naturligvis musik. Begge børn var naturtalenter, og snart blev der i hjemmet holdt musikalske soiréer, hvor børnene kunne fremvise deres talenter. Felix udviklede sig hurtigt som komponist og havde som 13-årig allerede en betydelig mængde værker bag sig – ikke uden grund blev han sammenlignet med Mozart. Som ung mand kom han på dannelsesrejse rundt i Europa og skabte her kontakter, der var med til at sikre ham den absolut førende rolle inden for musikverdenen som han fik i perioden 1830’erne til 1840’erne. Symfoni nr. 4 – Den italienske En stor del af Mendelssohns mest elskede værker blev skabt under indtryk, som han fik på sin omfattende dannelsesrejse, der bragte ham gennem Centraleuropa til England og Skotland for at slutte i det solbeskinnede Italien. Netop her, syd for alperne, opfyldt af glæde og taknemmelighed, komponerer Mendelssohn sin italienske symfoni. Han skriver et takkebrev hjem til sine forældre, hvori han beskriver sin strålende glæde ved at befinde sig i Italien, og hvordan det til fulde opfylder alle hans drømme og visioner for dette forjættede land. I februar befinder han sig i Rom, hvorfra han sender et brev til søsteren, Fanny. Her beretter han begejstret om sin nye symfoni, som han beskriver som det gladeste stykke musik, han nogensinde har skrevet. © Jan Mygind
HANS GRAF, DIRIGENT Hans Graf er født nær Linz, hvor han studerede violin og klaver. Efter diplomeksamen i klaver- og dirigentstudier ved Musikhochschule i Graz fortsatte han sine studier i Italien. Hans Graf er kendt for sit vidtspændende repertoire og sin kreative programlægning, og han er en af nutidens mest respekterede dirigenter med optrædener over hele verden. Hans Graf blev i 2001 nomineret til Chevalier de l’Ordre de la Legion d’Honneur af den franske regering for sin udbredelse af fransk musik i verden, og i 2007 blev han tildelt Träger des Goldenen Ehrenzeichens der Republik Österreich. Han modtog i januar 2018 en Grammy. Siden 2013 har han været professor i orkesterdirektion ved Universität Mozarteum i Salzburg. Hans Graf gæstede Aalborg Symfoniorkester i 2017 og vil være vores 2. gæstedirigent i sæson 2018/19.
ALISSA MARGULIS, VIOLIN Alissa Margulis er født i Tyskland i en familie af russiske musikere og har studeret i Köln og i Wien. Hun har vundet adskillige priser i internationale violinkonkurrencer og blev bl.a. tildelt prisen Pro Europa fra European Arts Foundation, der blev overrakt af Daniel Barenboim i Berlin. Hun havde sin første offentlige optræden som syv-årig og har siden optrådt med adskillige orkestre og anerkendte dirigenter verden over. Udover hendes solokarriere er Alissa Margulis en entusiastisk kammermusiker og samarbejder med en række internationale kunstnere.