Antonin Dvorák (1841-1904): Requiem, op. 89, 1890
Dvorák skrev i 1877 sit første religiøse storværk, Stabat Mater, over middelalderhymnen om den sørgende moder Marie, der står ved sin søn på korset. Værket er et 90 min. langt symfonisk værk med soli og kor. Anledningen til kompositionen var angiveligt, at tre af Dvoráks mindreårige børn døde inden for få år fra 1875-77. Der var derimod ingen personlige tragiske begivenheder i Dvoráks liv, der tilsyneladende foranledigede kompositionen af hans Requiem. Det blev påbegyndt i 1889, og da var Dvorák allerede godt inde i en international karriere som komponist både på det europæiske fastland, i England og USA. Altså ingen årsag til sorg og eftertanke, som f.eks. hos en langt senere komponist, Andrew Lloyd Webber, der angav sin fars død som anledning til at skrive sit Requiem i 1985.
Rekviemmusikkens vej fra kirken til koncertsalen © Peter Rigaud
Claus Peter Flor, dirigent
Claus Peter Flor er en højt respekteret dirigent verden over for sin udsøgte instinktive musikalitet. Han har samarbejdet med de store orkestre verden over – bl.a. Orchestre Philharmonique de Strasbourg, Singapore Symphony Orchestra, Russian National Orchestra og China National Symphony.
Yana Kleyn, sopran
Den unge russiske sopran er uddannet fra Musikkonservatoriet i Gnesis i 2009 og debuterede på Den Jyske Opera som Leonora i Trubaduren i 2012. Hun har sunget flere operaer – bl.a. Mimi i La Bohème og Tatjana i Eugen Onegin i Moskva. Hun optrådte i 2014 med Aalborg Symfoniorkester. Yana modtog Skärets Vänners Wahrenstipendium i 2010.
Hanne Fischer, alt
Kongelig operasanger Hanne Fischer er en efterspurgt dansk mezzosopran i både ind- og udland. Hun bliver ofte fremhævet for sit stærke nærvær i udtrykket – musikalsk og ikke mindst i rollefortolkninger. Hanne Fischer favner bredt – fra barok over Wagner til helt ny musik.
Edgaras Montvidas, tenor
Den litauiske tenor er uddannet i Vilnius og var fra 2001-2003 del af Royal Opera House, Covent Garden, hvor han bl.a. sang Alfredo i La Traviata, Arminio i Verdis I Masnadieri, Marcellus og Laertes i Thomas’ Hamlet. Han har vundet flere priser, bl.a. modtog han i 2009 Theatre Award Gold Cross i Litauen for sine præstationer som Werther.
Tadas Girininkas, bas
Tadas Girininkas er født i Litauen og er uddannet fra Musikkonservatoriet i Litauen i 2009. Han har sunget flere store operaer og blev i 2013 kåret som Årets operasolist i Litauen. Han er for nylig blev tildelt Gold Stage Cross for rollerne som Heinrich i Lohengrin og De Silva i Ernani.
For at finde forklaringen herpå må vi gå tilbage og se på udviklingen af rekviemmet som genre. Et rekviem er i den katolske kirke en dødsmesse, altså en gudstjeneste i forbindelse med en begravelse. Selve messedelen kan også bruges til et mindeholde årsdagen for en afdød person. Rekviemmets funktion og latinske tekst er altså liturgisk, knyttet til en gudstjeneste. Ordet Requiem er det første ord i messen Requiem eternam dona eis, Domine: ”Giv dem den evige hvile, Herre.” Egentlig hedder messen: Missa pro defunctis, messe for de afdøde!”
400-talligt kor og 150 i orkestret! Desuden var hans Stabat Mater blevet opført i London i 1884. Uropførelsen af Requiem fandt sted i Birmingham Town Hall 1891. Dvoráks Requiem er et helaftensværk på ca. 1½ time – med stort romantisk orkester med udvidet messingbesætning, orgel, harpe og ekstra slagtøj som gong og klokker. De dybe træblæsere, engelskhorn og basklarinet, bidrager til den til tider dystre stemning, sammen med firstemmigt mandskor. Med messinget og slagtøjet når musikken til andre tider religiøst ekstatiske højder. Et gennemgående motiv skaber enhed i de 13 satser. Det består af to toner kromatisk over og under tonen f: f-ges-f-e-f, altså et korsformet tema, som også Bach yndede at bruge, bl.a. med tonerne i sit navn. Motivet er stærkt tonalt ustabilt og har et sukkende udtryk, men indgår også i dissonerende klangblokke. Dies irae-satsen, der gentages, og Quam olim Abrahae-fugaen i Offertoriet danner højdepunkterne i henholdsvis første og anden del af værket. Som næstsidste sats er indføjet Pie Jesu, som det også sker efter fransk tradition hos f.eks. Fauré og Duruflé, hvor Dies irae til gengæld er udeladt. I lighed med andre af tidens rekviemmer er Dvoráks Requiem objektivt set et storladent korværk for koncertsalen og dramatisk operamusik på samme tid og ikke en andagtsfuld gudstjenestemusik. Og vi er nok mange, der elsker både ham og Verdi for det?
Tilbage i middelalderen var dødsmessens musikalske iklædning den gregorianske sang, altså den enkle énstemmige munkesang. I løbet af renæssancen begynder de første flerstemmige udgaver af rekviemmusik at dukke op. I 1600- og 1700 begynder de enevældige fyrster at lade deres afdøde begrave eller mindes med al tænkelig pomp og pragt, også musikalsk. Johann Joseph Fux skrev i 1720 sit Kejser-requiem til den østrigske kejserfamilie. Ved overgangen til 1800-tallet opnåede sådanne musikalsk pompøse og bekostelige rekviemmer en social nedstigning. Mozarts Requiem, 1791 blev bestilt af en adelsmand til at mindeholde sin kones første dødsårsdag. Den hemmelige bestillers identitet, en grev Waldsegg, er først blevet afsløret i nyere tid. I 1800-tallet begyndte kirkemusikkens genrer i almindelighed at svulme op i takt med det romantiske orkesters vokseværk og dermed sprænge rammerne for anvendelse ved en gudstjeneste. Rekviem som musikalsk genre flyttede fra kirken ud i koncertsalen og det offentlige rum.
© Rolf Ruggaard, 2016
Allerede Beethovens kolossalværk Missa Solemnis, 1824 blev opført stykkevist som hymner ved koncerter. Og Berlioz’ monstrøse religiøse værker, inkl. hans Requiem (Grande messe des morts), 1837 er snarere musik til det offentlige rum ved store statsbegivenheder. Verdis Requiem var først et forsøg på at få flere italienske komponister til sammen at lave et rekviem til Rossinis 1-årsdødsdag, 1869: Messa per Rossini. Det slog fejl. Til forfatteren Alessandro Manzonis 1-årsdødsdag 1874 besluttede Verdi på egen hånd at fuldføre et rekviem. Selv om det blev uropført i Sankt Markus-kirken i Venedig, havde den musikalske stil forvandlet sig til storladen operamusik. Verdi tog da også straks på koncertturné med værket.
Store dramatiske korværker som prestigeprojekter
Der var dermed gået prestige i rekviemværker og anden stor kirkemusik som koncertmusik. En ekstra baggrund var de mange store korforeninger og korfestivaler, der så dagens lys i løbet af 1800-tallet, især i de tyske lande (f.eks. Niederrheinischen Musikfesten, som Schumann tog del i) og i England (f.eks.Three Choirs Festival, med byerne Hereford, Gloucester og Worcester). Ved disse festivaler deltog kæmpekor og orkestre. Og netop festivalerne var store efterspørgere af stor musik. Dermed er vi tilbage ved Dvorák. Hans rekviem var et bestillingsværk fra Birmingham Triennial Music Festival. Her var Mendelssohns oratorium Paulus blevet uropført. Også en stor eventyrkantate af Dvorák, Spøgelsesbruden, var blevet opført i 1885 med et
Erik Nielsen, hornist
Hornist Erik Nielsen har valgt at gå på pension efter mange år i Aalborg Symfoniorkester.
Vi siger alle en stor
tak for de mange gode år.