Anu Tali, dirigent
© Erik Riikoja
Anu Tali er født i Estland og begyndte sin musikalske karriere som pianist. Hun dimitterede fra Tallinn konservatoriet i 1991 og blev herefter uddannet dirigent ved det estiske musikkonservatorium. Fra 1998 til 2000 studerede hun på St. Petersborg Konservatoriet. Anu Tali er en af de mest spændende unge dirigenter på den internationale scene lige nu. Hun tilhører en ny generation af kunstnere, der konstant søger efter nye musikalske ideer. I august 2013 blev hun musikchef for Sarasota Orchestra i Florida, samtidig med hun stadig samarbejder med orkestre over hele verden som f.eks. Houston Symphony, Milwaukee Symphony Orchestra, Helsingborgs Symfoniorkester og nu Aalborg Symfoniorkester. Hun fortsætter derudover som chefdirigent for Nordisk Symfoniorkester, som hun grundlagde i 1997 sammen med sin tvillingesøster Kadri Tali. I 2003 vandt hun ECHO Klassik prisen som Årets unge kunstner efter hendes debutoptagelse Swan Flight (Finlandia/Warner Classics), og hun har siden været med i flere cd-indspilninger, som har høstet flotte anmeldelser. “Karismatisk, strålende, energisk.” Herald Tribune om Anu Tali
Yulianna Avdeeva, klaver
Jean Sibelius: Skovnymfen
Aftenens åbningsværk findes i tre meget forskellige versioner, til hvilke der tillige knytter sig komplicerede tilblivelseshistorier. Den første version fra 1889 er en typisk romantisk ballade, der ligesom Schuberts berømte Der Erlkönig eller Niels W. Gades Elverskud henter stof fra nordisk skovmystik. I 1894 komponerede Sibelius den anden version, som er et symfonisk digt af mere end 20 minutters varighed. Efter at have været opført et par gange forsvandt partituret til denne version og dukkede først op igen i 1996. Den tredje version, som vi hører i aften, er et tidstypisk melodrama, hvor Viktor Rydbergs digt reciteres til tonerne af et strygeensemble med to horn og klaver: Ungersvenden Björn drager ud i natten, hvor han skæbnesvangert hvirvles ind skovens trylleri: …… Nu stilner brat den susende vind og sommerdejlig af natten og vellugt dufter den blomstrende lind ved kildens sovende vande. I skyggen høres en hvislende lyd, der bølger et skært og månehvidt skrud, der vinker en arm så myg og rund, der ånder et bryst, der hvisker en mund, der synker to øjne i dine. …… Men man flirter ikke ustraffet med hverken en havfrue eller en skovnymfe: …… Men den, hvis hjerte en skovnymfe stjal, får aldrig det mer’ tilbage: Mod månelys-drømme drages hans sjæl, Han kan ej elske en mage. …… Med sin smægtende naturlyriske tone maler den unge Sibelius digtets fire strofer: Den unge Björns ubekymrede vovemod, hans vandring gennem skovnattens mysterier, mødet med skovnymfen og endelig hans hensygnende livslyst og død.
Edvard Grieg: Klaverkoncert, a-mol
© C. Schneider
Yulianna Avdeeva begyndte sine klaverstudier i en alder af fem år på Gnessin Special School of Music i Moskva og senere på The International Piano Academy Lake Como. Yulianna Avdeeva fik sit gennembrud, da hun vandt førsteprisen i Chopin Konkurrencen i 2010. Hun har siden haft travlt med en international karriere, og hendes kunstneriske integritet har hurtigt sikret hende en plads blandt de mest markante kunstnere i sin generation. Efter flere koncerter i Asien tager Yulianna Avdeeva i efteråret på en større koncertturné i Japan sammen med Deutsches Symphonie-Orchester, Berlin samt solokoncerter i Korea, Taiwan og Kina. Yulianna er ligeledes på turné i Nord- og Sydamerika, hvor hun bl.a. debutterer med Orchestre symphonique de Montréal. Julianna har været med på flere musikproduktioner – senest med værker af Chopin, Schubert og Prokofjev. ”Yulianna Avdeeva is an artist who can truly make the piano sing.” Gramophone, 2015
Griegs og Schumanns klaverkoncerter opfattes ofte som en slags tvillinger; ikke noget tilfælde, for de to værker har arkitektoniske lighedspunkter, uden at der på nogen måde er tale om plagiat. Den unge Grieg var en stor beundrer af Robert Schumann, hvis klaverkoncert han nogle år tidligere havde hørt med selveste Clara Schumann som solist. Med god ret mener man at kunne høre en særlig norsk tone i den fanfareagtige indledning til første sats, men i almindelighed er Griegs mesterværk indskrevet i den centraleuropæiske tradition: Sonateform med dramatisk hovedtema og et smertefuldt sidetema, der godt kan give associationer til tonesproget hos Puccinis lidende heltinder; heldigvis fulgte Grieg ikke Franz Liszts råd om at lægge sidetemaet i trompetstemmen, men fastholdt sit vidunderlige cello-cantilene. I den stilfærdige anden sats mente den kendte danske musikhistoriker Povl Hamburger at høre klaverets indsats som ”en impression af solflimrende luft over grønne sætergange”. Tredje sats følger uden pause efter anden: Det lille hovedmotiv, der indleder satsen, er en aggressiv variant af hovedtemaet fra første sats, men klinger tillige som en refleks af en norsk folkedans – den såkaldte halling. Norsk tone er ikke mindre tydelig i satsens svulmende sidetema, der også viser sig at være udviklet af åbningsfanfaren fra 1. sats. Da Grieg et års tid efter kompositionen af sin klaverkoncert besøgte Franz Liszt, gennemspillede denne koncerten rub og stub – fra bladet. Liszt var begejstret over den fremmedartede nordiske tone, som tilførte den tyske romantik noget nyt. Grieg beretter udførligt om begivenheden i et brev af 9. april 1870:
”I de allersidste takter, hvor themaets første triols første node ’gis’ forandres til ’g’ i orkestret, mens klaveret i en vældig skalafigur gennemfarer hele sin rækkevidde, standsede han pludselig, rejste sig i hele sin højde, forlod klaveret og skred med drabelige teaterskridt og hævet arm gennem den store koncertsal, idet han formelig brølede themaet. Ved det omtalte ’g’ udstrakte han som en imperator bydende sin arm og råbte: ’G, g, nicht gis! Famos! Dass ist so echt schwedisches Banko!’.” Hvad den norske komponist mente om denne kompliment, beretter brevet ikke.
Jean Sibelius: Symfoni nr. 5
Den britiske komponist og musikanmelder Constant Lambert anså Sibelius for at være den største af alle symfonikere efter Beethoven. Han begrundede det med, at Sibelius aldrig – ligesom de fleste andre komponister – lagde sig ind i æstetikken fra Beethovens symfonier, men så at sige kastede al sin symfoniske skolelærdom fra sig og begyndte helt forfra: Resultatet blev, at hans syv symfonier er vidt forskellige og dog alle på en eller anden måde er typiske for komponisten. Ofte forbindes Sibelius’ tonesprog med naturoplevelse, hvilket da også er meget nærliggende. Eksempelvis begynder aftenens symfoni med en lille fanfare, der i bogstaveligste forstand klinger naturligt, fordi den er bygget over et fragment af naturtonerækken (også kaldet overtonerækken eller partialtonerækken) – som om naturen kalder på os fra fjerne horisonter:
Den lille fanfare nedbrydes i sine bestanddele, der som ubestemmeligt ulmende kræfter nærmest higer mod at samle sig til noget større. Det fornemmes, som om alt er i svøb – i fostertilstand – eller som kimblade under langsom forvandling til storslået plantevækst. Efterhånden slippes rytmeenergiske kræfter løs fra urgrunden og formidler en metamorfose, gennem hvilken den prosaagtigt fabulerende musik langsomt folder sig ud i dynamisk energi – som en svane, der langsomt sætter i fart hen ad engen og hæver sig i fuglefri flugt. Denne forvandlingsproces er intet mindre end enestående i musikhistorien! Anden sats er baseret på et simpelt lille motiv, der drives op til stormfulde højder og atter falder til ro, inden strygernes hvirvelstorm bryder løs i tredje sats: Hvad er tid? Er tiden noget, der går? Eller er tiden bare et stillestående landskab, som vi vandrer igennem? Hvis tiden går – med hvilken hastighed går den da? Man bliver svimmel af sådanne spørgsmål. Men i tredje sats af Sibelius’ 5. symfoni fornemmer man, at tiden går med forskellige hastigheder: Afsindigt jagende i strygere, langsomt dvælende i blæsere. Man skal altid være varsom med at udnævne et musikværk til en mesters hovedværk. Men for Sibelius’ vedkommende er femte symfoni en oplagt kandidat; men det er flere af de andre også. © Peter Wang
Sæsonprogram 16/17 er på gaden i maj måned – glæd dig!